Tidsfordriv i en Corona-tid

 

Dette er en almindelig søndag i februar, og klokken er knap 2 om eftermiddagen. Under normale omstændigheder ville jeg se en masse børn, der leger i klatrestativet uden for mit vindue, men nej, det gør jeg ikke i dag. Jeg ser heller ikke deres forældre eller bedsteforældre i pænt tøj og på vej til et eller andet hyggeligt arrangement uden for hjemmet. Til gengæld ser jeg temmelig mange vinduer i genbohuset, hvor gardinerne er trukket for, eller persiennerne er nede. Ud fra mine erfaringer de sidste måneder vil jeg om ganske få timer se 99% af alle disse vinduer med nedrullede gardiner eller lukkede persienner. Der er dog lys i rummene inde bag ved de mørklagte vinduer, og jeg forestiller mig scenerier som den ovenfor med manden, der sidder sammenkrøbet i sin lænestol og ser TV, for det passer nogenlunde med det, jeg selv planlægger for aftenen. 

Hvor lænestols-TV-kiggeren ligner én, der virkelig er blevet fanget ind af depressionens fangarme, så er der noget villet og nærmest "omvendt positivt" over denne kvinde, der bare ønsker at se det, hun kender til hudløshed. Hun ligner én, der har en plan til at få bugt med en negativ situation, nemlig hygge-TV, der velsagtens før har glædet og underholdt hende. Nok et smartere valg end det, jeg har foretaget, for jeg ser rigtig mange dokumentarudsendelser om grufulde krigshandlinger og seriemordere. OK, også den slags bør man kende til, men det ville nok være bedre, hvis man i denne Corona-tid kunne finde noget virkelig morsomt, bare engang imellem. Jeg forsøgte forleden aften, men fandt intet, der ikke var tåbeligt og/eller uinteressant. F.eks. falder det, der burde kunne sætte fut i ens lattermuskler for alvor på rumpen med et brag, da jeg har svært ved at more mig over afbildninger af kvinder, der i stil og psyke hører 50'erne eller 60'erne til, men som angiveligt slår deres folder i et moderne kontor-landskab. Den kulrede eller forfjamskede blondine er bare ikke sjov mere, for sådan et kvinde-ideal appellerer ikke længere til personer af hunkøn. Noget, der måske rammer Marilyn Monroe-film, for jeg har i hvert fald hørt kvinder sige, at de ikke kan holde hende ud .......

Så er der aktualitetsprogrammerne, og ja, lad os ikke glemme de enorme mængder løgne, der er blevet hældt ud over os med T. Rump og hans administration. Jeg hensættes i daglig undren over alt det, ganske almindelige og søde amerikanere er blevet bildt ind og nu tror på. Den gik trods alt ikke herhjemme, og det er jeg vældig glad for! Hvis man ser på det som underholdning, så hører den slags til gyser-genren, men det er jo altså tænkt som orientering om en reel situation og ikke bare tidsfordriv, der skal more os, så min kritiske sans melder sig straks og siger "Vorherre-bevares!!"

Tjah, tiden er både helbreds- og vejrmæssigt som skabt til at nyde gode bøger, men dér har jeg opdaget noget, der bekymrer mig: jeg har perfekte muligheder for at læse masser af bøger og har ligefrem nogle ulæste liggende. Problemet er, at jeg ikke rigtig gider .... Hvorfor nu det???? Jeg tror, det skyldes en speciel form for Corona-træthed, fordi man ender med at blive overmæt af al den tid, der står til ens rådighed, uden rigtig at kunne bruges til noget. Der er tale om en utilsigtet evighedsmaskine, og det er direkte udmattende at være lukket inde og ikke lave meget andet end bare at få tiden til at gå.

Jeg har dog (modvilligt) måtte erkende, at en af grundene til denne sære Corona-inerti er den, at man ikke bevæger sig. Begrebet sofa-kartoffel får ny mening, for det er en forvandling, der sker automatisk uden et bevidst valg. Man er træt, fordi man er træt, og man er træt, fordi man ikke gør noget fysisk. Jo mindre man bevæger sig, jo trættere bliver man, og desto sværere bliver det at komme i gang med noget andet end at flytte sig fra stol til sofa og tilbage igen ..... 

Fyren her synes sikkert, at han sidder ganske udmærket, for når dovenskaben regerer, så har det behagelige vide grænser. Om føje tid, som man siger, vil hans ryg og numse dog fortælle ham, at han ikke sidder godt, men om denne erkendelse kan få ham i gang med at samle den nye kontorstol, er ikke til at sige, for nogen ville regere med en udvidet træthed og ugidelighed, der nærmest fungerer som et alibi: "Nu, hvor de har ondt, så kan de slet ikke belaste kroppen med sådan noget som at samle en stol ...." Mennesket har en utrolig evne til ikke at gøre det, der er bedst, men det, der er mest behageligt, og som kræver mindst, og det er ret beset temmelig foruroligende mht hvad denne Corona-indelukkethed gør ved os på længere sigt ....