Gudskelov, han brækkede benet!!!

 

Jeg har lige læst et eventyr (vist nok fra det gamle Kina), der sagde mig en masse om held og uheld i livet. Det handler om en fattig bonde, der kun ejer én hest. Da den stikker af, kommer hans naboer og ynker ham, men det er muligvis så som så med den ægte medlidenhed, de føler. Der er nok en smule skadefryd samt glæde over, at det ikke er dem, der har mistet deres hest(-e), og det fornemmer han. "Åh, ja," siger han uden at vise panik over den uheldige situation. "Det er måske ikke så godt."

Dagen efter vender bondens hest selv hjem, og den er fulgt af adskillige vilde heste. Straks kommer naboerne og lykønsker ham, for nu har han jo flere heste end før. Han føler nok, at deres lykønskninger ikke er helt ærlige, for han siger bare: "Ja, det er måske heldigt."

Denne bonde har kun én søn, som han har stor gavn af i gårdens drift. Derfor er det et chok for ham, da denne gode søn absolut vil tilride en af de vilde heste, for den kaster ham af, så han brækker benet. Alle naboerne ynker ham nu for fuld kraft, men da de siger, at det dog var forfærdeligt, siger han bare: "Måske!"

Som sønnen ligger dér med sit brækkede ben og hverken kan det ene eller det andet, banker det pludselig på døren. Det er politiet, der er kommet efter ham, fordi han ikke har meldt sig til session, som han skulle, da landet er i krig. Bonden beklager meget og viser politiet sin sårede søn, hvilket straks får dem til at opgive. Situationen er hverken til krig eller arbejde, så som en af de få familier i landsbyen får denne lov til at beholde deres eneste søn foruden de vilde heste. Denne gang kommer naboerne imidlertid ikke, for deres sønner var alle sunde og raske, og derfor er de nu ført bort som kanonføde .....

Snip-snap-snude-så-er-historien-ude, og hvad kan man så lære af det? Jo, intet er så galt, at det (måske) ikke er godt for noget andet ....