fredag den 5. marts 2021

Den uskyldige super-smittespreder

Ingen havde fortalt Mary Mallon (1869-1938), at hun var en farlig kvinde, da hun kom til USA, for ingen vidste, at hun var inficeret med tyfus, hellere ikke hun selv. Havde man vidst det, så havde hun afgjort ikke fået den stilling som kokkepige hos den velhavende bankier Charles Henry Warren i New York, der må have været en veritabel fjer i hatten for den fattige, irske immigrant, der kom til USA i 1884 som 15-årig. Hun var født i Nord-Irland, men ønskede et bedre og sikrere økonomisk liv, så derfor forlod hun sit hjemland. Desværre for hende og dem, hun kom i berøring med, er tyfus en meget farlig sygdom, der har dræbt mange op igennem tiden, så folk var naturligvis nødt til at beskytte sig imod smitte fra dem, der var ramt af sygdommen. At hun efterlod sig smittede personer, overalt hvor hun færdedes, fremgik dog ikke umiddelbart, for hun var ikke selv syg. Kort sagt, hun var en super-spreder, der smittede andre, men ikke selv udviklede symptomer på sygdommen. Umiddelbart ville man tage for givet, at hun var rask.

Da myndighederne lagde to og to sammen og fandt ud af, at flere mennesker i de familier, hvor hun havde arbejdet som kokkepige, var blevet ramt af tyfus, faldt hammeren. Da den ekspert, George Soper, der opsøgte hende på hendes arbejdsplads, fortalte hende, hvad man havde fundet ud af vedr. hendes helbredstilstand, blev hun imidlertid så rasende, at hun jog ham ud af køkkenet med en gaffel som våben. New York City Health Department blev indblandet, for hun ville slet ikke høre på Soper, og han skulle bare have standset hende, så hun ikke kunne smitte endnu flere. Politiet hentede hende, og da hun blev testet positiv for tyfus, blev hun indlagt og holdt i isolation.

Hårdt ramt tyfus-patient

Da man fortalte hende, at hendes galdeblære var fuld af tyfus, og at hun burde have den fjernet, nægtede hun at samarbejde med lægerne. Der skulle ikke fjernes nogen galdeblære fra hende! Resultatet var, at hendes indlæggelse fortsatte i det uendelige, for det var for farligt at udskrive en superspreder, der tilmed ikke lod sig belære om, hvor farlige den slags mennesker er. Hun blev udskrevet et par gange, men brød alle aftaler med myndighederne og tog nye jobs, hvor hun smittede mange mennesker. Derfor blev hun flere gange tvunget i isolation, og til sidst blev hun slet ikke udskrevet igen. Faktisk endte Mary med at tilbringe sine sidste 26 år som tyfus-patient på hospitalet, nemlig indtil sin død i 1938. Sjovt nok, kan man sige, har hun dog fået en art evigt liv som en barsk og farlig tegneseriefigur.

Det er klart, at Mary ikke selv forstod, hvor syg hun var, hvilket nok skyldtes, at hun jo aldrig havde udbrud af sygdommen. Hun var så absolut uskyldig, som man kan være, i hvert fald indtil hun fik fortalt, hvordan landet lå. At hun ikke troede på myndighederne, var meget uheldigt, for det betød, at hun smittede flere samt selv endte indespærret på et hospital. Faktisk var hun født med sygdommen, da hendes mor havde været ramt af den under gravidititen med hende.
 
Seks år inden sin død fik Mary et apoplektisk anfald, der lammede hende.

https://jyllands-posten.dk/premium/indblik/Kultur/ECE12012316/tyfus-mary-blev-lagt-for-had-og-isoleret-i-26-aar/

 

Wikipedia

 

 



 

Anmeldelse af Marianne Larsens nye digtsamling, Arbejderen: den 5. marts 2021

 

Marianne Larsen: den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september. 64 sider. Asger Snacks Forlag, 2021.


Marianne Larsen er helt klart en af vore allerbedste digtere. En ny digtsamling udkom på hendes 70-års fødselsdag. Man fornøjes af tonen og stilen.

Også i denne nye digtsamling er det – som sædvanlig, havde jeg nær sagt – lykkedes digteren Marianne Larsen at komme med den ene sproglige overraskelse efter den anden, hvor de fleste åbner op til nye åbenbaringer.

At bogen er udkommet på hendes 70-års fødselsdag giver sammen med barndomserindringerne et særligt perspektiv af livsklogskab.

Hun har altid haft sin egen stilfærdigt kloge og ikke-påtrængende stil, der er fuld af en personlig form for erkendelse, der på magisk vis formidles og bliver en nyvunden indsigt hos læseren.

Det gælder ikke mindst denne nye digtsamling, den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september, hvor mange af digtene giver glimt af barndommens fortryllelser. Altså noget almenmenneskeligt, der kunne være endt i sentimentale og rørstrømske tirader, men nej, hun styrer helt forbi noget så nedbrydende for et godt digt. Der er mere på spil end tomme lovprisninger af idylliske barndomsdage, for dér hvor de optræder, er beskrivelserne af dem et springbræt til åbenbaringer af noget andet og langt dybere.

At bogen er udkommet på hendes 70-års fødselsdag giver sammen med barndomserindringerne et særligt perspektiv af livsklogskab som for eksemepel når hun i digtet "Besættelse" siger:

"... Det falsk uforglemmelige ved situationen gik ud på at livet / som senior med lynets hast var vokset indad og nedad. / Det stod helt fortabt og skreg i fodgængerovergangen / hvor hændelsen fandt sted."

Der er både humor og en klog iagtagelsesevne i den slags scener, og dem er der mange af i denne digtsamling.

Man fornøjes af tonen og stilen, der blandt andet formidles via selvopfundne, men genkendelige ord som for eksempel "markgængerverden", der beskriver en spadseretur i naturen. Ordet "lystseere" fortæller om mennesker, der færdes med speciel opmærksomhed på gågader, og "voksendom" betegner meget passende skolegangens afslutning.

For sjov skyld ledte jeg efter bare ét digt, der kunne kaldes "dårligt" eller "uvedkommende", men det lykkedes mig ikke at finde noget sådant. Det ville nu også have forbavset mig, for Marianne Larsen er helt klart en af vore allerbedste digtere.

 

https://arbejderen.dk/anmeldelse/marianne-larsen-digter-med-perspektiv-og-livsklogskab


torsdag den 4. marts 2021

Fake News


Pas på, lille ven, (der er vist nok tale om T. Rump-datteren Ivankas datter), du får fortalt historier af en velkendt misbruger af "fake news"!!! Nå, siger du måske, "det er bare ligesom i eventyrene, så det gør ingenting, for sådan er det altid med den slags". Jeg indrømmer, at bare folkeeventyr, men hele menneskehedens historie er præget af "fake news", og at store dele af det, vi altid har opfattet som "sandt" er "løgn", for sådan er det, når sejrherrerne skriver historien, og taberne ikke kan svare, fordi de er døde eller i fængsel .....

Richard III var en superskurk og morder ifølge William Shakespeare, men på grund af Tudorerne havde skuespilforfatteren altså en vis interesse i at give historien den specielle vinkel, sååå - nej, Richard III var sandsynligvis intet af det, hans modstandere hævdede om ham. Hvor meget, der var "fake news", kan man diskutere, men det var i hvert fald ikke alt sammen "true news", hvad man påstod om ham. 

Der er nyheder, der bygger på indiskutable sandheder. Det gælder sådan noget som jordskælv og andre naturkatastrofer. Normalt hører bilulykker til i den samme kategori, men det gælder så sandelig ikke det, prinsesse Diana kom ud for. Hun havde nemlig i nogle år forudsagt, at hun ville omkomme i en bilulykke, og at dødsårsagen ville være en hovedskade, så det var ret mistænkeligt, at hun rent faktisk døde - blot 36 år gammel - efter en bilulykke, hvor hun blev skadet på den måde, hun havde forudsagt. Nyheden om, hvordan hun døde, kan derfor meget vel være en "fake news" ....

Obama, (som jeg jo har en svaghed for), sagde slemme ting om Fox News, men hans efterfølger, T. Rump, siger nogenlunde det samme om CNN. Man undrer sig, for er nyheder ikke bare nyheder, dvs. sandfærdige gengivelser af begivenheder? Bygger beskrivelsen af f.eks. vigtige storpolitiske begivenheder ikke på grundig research, sådan at journalisterne giver neutrale informationer, hvad enten de er gode eller ej? Næh, det gør de ikke, og det, der er sandt for den ene, kan være løgn for den anden, fordi de oplysninger, de kommer med, skal igennem et politisk nåleøje. Det går ofte ud over neutraliteten, selv om alle benægter det, og derfor kan begge parter kalde modpartens udsagn for "fake news". Det svarer til det,der skete i Tyskland: også enormt mange af de "sandheder", som nazisterne spredte, var "fake news", og det kunne man også have ventet efter disse nazistiske åbenbaringer af, "hvordan man gør":

Den lærdom har ikke mindst T. Rump nydt godt af, for han lader ikke til at have nogen form for respekt for grænsen mellem sandt og falsk. For ham er fiktion åbenbart det samme som faktion, for han siger, hvad der falder ham ind uden nogen skelen til fakta eller det modsatte.

Nok er T. Rump ikke den første i historien, der har gjort brug af "fake news", men han har fået begrebet promoveret ved at få det ind i politiske diskussioner, bl.a. på nettet. Før talte man om "propaganda", men nu er "fake news" en populær betegnelse for noget, der skal diskreditere modparten, hvilket det ofte gør, helt uden beviser af nogen art, men på baggrund af en masse påstande, der ligger tæt op ad - eller tydeligvis - er fri fantasi. Faktisk en temmelig uhyggelig udvikling ....

Three running men carrying papers with the labels "Humbug News", "Fake News", and "Cheap Sensation".

Frederick Burr Oppers illustration er fra 1894

Eftersom man ikke kan tjekke ALT via Snopes og de andre fact-tjekkere, så sidder man dér, og aner ikke, om man kan stole på de meddelelser, der tilflyder én i en lind strøm.



Avler, men er ikke ligefrem en samfunds-støtte

Nå, så disse ånds-fyrster vil gerne AVLE, men ikke betale for de børn, der måske er kommet ud af  AVLERIET? Hvis det er tilfældet, så burde de så sandelig sørge for, at deres avls-redskab var pakket godt ind, inden de gik i gang, for ellers kan der meget vel opstå en situation, hvor baby-fælden klapper. Noget, de altså ser som yderst uretfærdigt, selv om de burde have kunnet sige sig selv, at det kunne ske.

Den lorgnet-prydede fyr her ovenfor har sikkert haft en ide om, at den storbarmede skønhed tilfaldt ham som led i et ansættelsesforløb, og det er ikke faldet ham ind, at det, han gør, er forkert, for "sådan plejer det jo at være". Desuden anser han sig selv for at være en gave til kvindekønnet - hvilket han ikke umiddelbart forekommer mig at være .....

Hvad enten han selv er laber eller ikke, så har denne fyr forventninger til kvinden, han bejler til, en af dem er nok, at hun ikke bliver besværlig med topmave, "rogn" og økonomiske krav. Det er jo nemlig ikke sikkert, at hun er en, han satser på som en mulig-hustru-kandidat. Formentlig fint nok, hvis de er enige om forløbet - og hun ikke bliver gravid.

Det er "sejt" at få en pige i kanen, men ikke altid så "cool" at blive stillet til ansvar for det mulige resultat. Hvor manden tror, at han forfører en kvinde, der "gerne selv vil", så kan han lige så godt være havnet i en MeToo- eller børnebidragssituation. Begge dele lader til ofte at komme bag på mænd, sådan som det f.eks. viser sig på tragisk vis: uheldige - og efter mændenes mening - meget lidt ønskværdige graviditeter, der ikke lader sig forvandle til en abort, kan ende i et af de mord, der ofte er den egentlige årsag i visse rystende, amerikanske kriminalsager. 

Som det allerede vil være kendt har der op igennem tiderne været forskellig holdning til børnefødsler, der dels ses som ønskværdige, dels som vildt asociale og moralsk forkastelige. Religion og moral gik hånd i hånd i deres fordømmelse af den kvinde, der var "blevet lokket", og hendes barn blev som "uægte" sat i en vanskelig social situation. Betegnelsen "uægte" var højt op i tiden et stigma, og disse børn, der altså var født uden for ægteskabet, havde f.eks. ikke lige arveret med sine ægtefødte halvsøskende. Nogle forordninger var også skabt for at beskytte den gifte forførers hustru, så man må sige, at retsvæsenet havde travlt med at finde måder til både at skabe social retfærdighed og beskytte det "hellige ægteskab". 

Hverken "det uægte barn" eller moderen har dog været helt retsløse, for der var lovbestemmelser på området, men det er uklart for mig, om de kun gjaldt, hvis faderen anerkendte barnet som sit. Jeg havde regnet med, at det ville være let at finde materiale om opfindelsen af en faderskabstest, men nej, det var det ikke. Nu har vi DNA-tests, der regnes for 100% sikre, men jeg har på fornemmelsen, at man langt op i tiden har bedømt sandsynligheden af et påstået faderskab på et meget løst grundlag. 


https://www.kvinfo.dk/side/444/?action=4&itemid=3932 

 

https://natmus.dk/historisk-viden/danmark/nationalstaten-1848-1915/faedreland-og-folkeliv/boerneliv/ 

 

https://www.canadashistory.ca/explore/politics-law/seduction-and-the-law 

 

https://law.au.dk/fileadmin/Jura/dokumenter/forskning/rettid/Afh_2015/afh10-2015.pdf 

 

 

 

 

onsdag den 3. marts 2021

Betragtninger over "Galskabens streg og farver"

 

Det er en underlig tanke, at et af de mest velkendte og højst vurderede malerier i verden blev malet af en patient på et psykiatrisk hospital, nemlig Vincent Van Gogh. Han malede det under en indlæggelse i 1889, hvor han en tid syntes at være ved at komme sig af de anfald af depression, paranoia og hallucinationer, der havde ført til hans indlæggelse. Desværre var bedringen kortvarig, idet han efter nogen tid igen fik det værre. En udvikling, som man kan argumentere for, er synlig i kompositionen af billedet, der farvemæssigt signalerer forholdet mellem himlens lysorgier og jordelivets mørke. Stakkels Vincent, han havde det ikke nemt, men han , og det kan vi se den dag i dag, for han har formået at formidle sit syn.

Gad vide, hvad de mentalt syges tyske forsvarer og "tolk", psykiateren Hans Prinzhorn (1886–1933), ville have fået ud af dette nu så berømte kunstværk. Normalt var der ingen, der interesserede sig tilstrækkelig meget for de syges kunst til at bevare den, men Prinzhorn var anderledes, måske fordi han selv var kunstnerisk anlagt. 

For mig at se, er der ingen tvivl om, at hans specielle baggrund som tidligere filosofi-, musik- og kunststuderende skærpede hans blik for andres produkter inden for kunst, hvad enten kunstnerne havde en diagnose eller ej. Hans bog fra 1922, "Bildnerei der Geisteskranken. Ein Beitrag zur Psychologie und Psychopatologie der Gestaltung" (The plastic activity of the mentally ill. A contribution to the psychology and psychopathology of formal configuration) var illustreret med eksempler fra hans samling af mentalpatienters kunst. Interessant nok vakte den stor interesse i kunstverdenen, hvor man talte om "Art brur", medens hans kolleger inden for medicin og psykiatri var mere tilbageholdne i deres entusiasme. Kan det mon skyldes, at  de var afhængige af en skarp - men kunstigt opbygget - skelnen mellem "rask" og "syg" som en legitimering af deres medicinske virke? Kunstverdenen byggede ikke på sådanne former for skelnen, da den ikke havde nogen betydning for kunsten som sådan.

Der kan imidlertid siges meget om den umiddelbare lighed mellem mange af de værker, der kan ses i bogen og i Prinzhorns berømte samling af 6000 eksemplarer af patienters kunst i The University of Heidelberg Psychiatric Clinic, og den udvikling af nye kunstformer, der prægede tiden. At mange af Prinzhorns eksempler på syges kunst lige så godt kunne være skabt af etablerede navne inden for kunstverdenen er der nemlig ikke nogen tvivl om. På samme måde kan man eksperimentere lidt med et synsvinkelskift på Van Gogh og hans maleri: er dette udtryk for en malers/kunstners neutralt diagnosticerede genialitet, eller er det et sygt produkt af en syg hjerne? Hitler hadede denne form for malerier og så dem som "degenereret kunst", og jeg mener at have læst, at han netop brugte "Starry Night" som et eksempel på "degenereret kunst", sikker er jeg dog ikke, men jeg ved, at et andet af hans malerier ironisk nok blev reddet på grund af nazisternes had til det.

Dette selvportræt af Van Gogh, der oprindelig var en gave til Paul Gauguin, blev doneret til Neue Staatsgalerie i München i 1919, men kun 20 år senere blev billedet udsat for en nazistisk vurdering, der førte til, at det i 1937/1938 blev fjernet af ​​museet og solgt til Maurice Wertheim, der bragte maleriet til Harvard Art Museums. Sjovt nok, kan man sige, overlevede billedet, fordi det blev fjernet som "degenereret". På et tidspunkt lukkede Neue Staatsgalerie nemlig, og dets billeder blev sendt til "sikre" steder uden for München, der netop ikke i realiteten var sikre, sådan at mange kunstværker blev ødelagt.

For mig er der desuden en vis ironi i, at Vincents bror Theos barnebarn blev skudt af nazisterne for at have hjulpet jøder og andre på flugt. 


Vincent Van Gogh var ikke en af de typiske patienter, man kan se i Prinzhorns samling. De fleste havde nemlig diagnoser som skizzofreni.

Kunstens vilkår uden for og i mentalsygehuse var ikke nem, hvilket måske udtrykkes bedst med dette patient-kunstværk:

Brydning for Gud og forældreløse børn

Når man ser en mand i sådan en mundering, tænker man måske uvilkårligt på den berygtede, amerikanske morder John Wayne Gacy, der lokkede sine ofre til ved at optræde i klovnekostume, men denne mand er hverken morder eller klovn. Han er faktisk præst i Mexico, hedder Sergio Gutiérrez Benitez (født i 1945) og i stedet for at myrde børn har han været med til at oprette og støtte et børnehjem i 23 år ved at optræde som "lucha libre-bryder" under kunstnernavnet Fray Tormenta. Nu er han pensioneret, men bærer stadig sin maskering, når han udfører sine opgaver som præst.


Det er amerikaneren Jack Black, der spiller Sergio i en film over hans liv, "Nacho Libre"

Inden Sergio blev præst, havde han nogle år med misbrug og alkoholisme, men som yngre havde han elsket to film, "El Toro Tormenta" og "Roementa En El Ring", der fortalte historien om en fattig, mexikansk præst, der støttede eller opretholdt et børnehjem økonomisk ved at deltage i brydning, og de inspirerede ham til selv at blive sekulær præst og bryder. Det børnehjem, han byggede, og hvor der boede 270 børn, hed "La Casa Hogar de los Cachorros de Fray Tormenta".

Der er blevet indspillet to film, der er bygget på Sergio og hans liv: 1) I 1991 kom den franske film, "L'Homme au masque d'or" med Jean Reno i hovedrollen, og 2) i 2006 kom den amerikanske "Nacho Libre" med Jack Black. Senere er han blevet forvandlet til en figur i tegneserien, "Mistico: El Principe de Plata y Oro", hvor han optræder som lærer i brydningens kunst.



en.wikipedia.org/wiki/N...


tirsdag den 2. marts 2021

Trofæ-konen: flugt og forargelse

Hedy Lamarr, 19 years old

Hvorfor i alverden giftede den smukke og lynende intelligente, 19-årige, østrigske skuespillerinde Hedwig Kiesler (1914-2000) sig med Friedrich ('Fritz') Mandl (1900-1977) i 1933? Var det for at fremme karrieren, eller var hun virkelig forelsket i denne pluskæbede rigmand?

Mandls første ægteskab varede kun i seks uger, så alene det burde være et advarselstegn om, at han ikke var nogen god kandidat til ægtemands-titlen. Kan det tænkes, at hun valgte ham, fordi han var en rig og succesfuld forretningsmand, der tjente masser af penge på at sælge Hirtenberger-patroner fra den våbenfabrik, han havde arvet efter sin far? Alt er tænkeligt, men denne mand var bestemt ikke det rette valg for den unge kvinde, der havde vakt furore med sin rolle i filmen "Ecstasy" (1933), hvor hun viste sig nøgen og deltog i nogle vovede, erotiske scener. Noget, der alt sammen var med til at give hende den uofficielle titel "Europas smukkeste kvinde".

At hun også var lynende intelligent er sikkert kommet som noget af en overraskelse for Mandl. Ikke bare havde han giftet sig med denne smukke, unge kvinde, men han havde også en privat rolle udstukket for hende som trofæ-kone: "Hun var hans og skulle aldeles ikke beglos af andre mænd. Derfor satte han himmel og  jord i bevægelse for at beslaglægge alle kopier af den film, alle talte om: "Ecstasy". 

Mandl holdt hende i bogstaveligste forstand fanget i sit hjem i fire år. Hendes forskellige flugtforsøg blev forhindret, indtil hun var snedig nok til at ansætte en stuepige, der lignede hende i kropsbygning og farver. En sådan ansat kunne selvfølgelig færdes frit i huset alt efter aftalen med dets ejer, og - vigtigst af alt - hun kunne forlade det, som hun ville. Det var lige noget for den snu skuespillerinde, der på et tidspunkt fik nogle sovepiller i sin stuepige, byttede tøj med hende og sneg sig forbi de vagter, Mandl havde ansat til at passe på hende. Derefter forsvandt hun ud af huset og flygtede videre til Paris og derfra til London, hvor hun mødte MGMs mægtige direktør, Louis B. Mayer.

Han så den smukke østrigerindes potentiale som international filmstjerne, ændrede hendes navn fra "Hedwig" til "Hedy" og udstyrede hende desuden med det mere eksotiske efternavn "Lamarr". Hendes karriere tog hurtigt fart, også som opfinder af vigtige, teknologiske dippedutter. Hvad Mandl angik, så giftede han sig tre gange mere, efter at have mistet den nu berømte skuespillerinde, Hedy Lamarr, men det var nu hans mere eller mindre skjulte jødiske herkomst samt forskellige skænderier med nazi-spidser, der skabte de største problemer for ham. Ifølge Hedy deltog både Mussolini og Hitler i nogle af deres selskaber, men Mandl havde personlige skænderier med Hermann Göring og endte med at flygte til Sydamerika med resterne af den formue, han havde kunnet gemme for nazisterne. En stor del af hans besiddelser blev nemlig eksproprieret tyskerne. Hans flugt blev dog besværliggjort af amerikanernes mistanke om, at han i virkeligheden var nazist, så han vendte tilbage til Østrig i 1955, hvor han genoptog driften af den fabrik, han havde arvet fra sin far. 

Hvad Hedy angår, så steg hun i graderne, for hun blev nu ofte ikke bare kaldt "Europas smukkeste", men "Verdens smukkeste". Til den slags havde hun ét svar: "Any girl can be glamorous," she once said. "All you have to do is stand still and look stupid."

 

Kilde: Wikipedia 

 

https://www.smithsonianmag.com/smithsonian-institution/thank-world-war-ii-era-film-star-your-wi-fi-180971584/ 


https://www.womenshistory.org/education-resources/biographies/hedy-lamarr