I dag er det Adolf Hitlers fødselsdag (den 20. april 1889), hvilket gør det passende at tage et emne op, der melder sig gang på gang, når man tænker på hans opfattelse og behandling af det jødiske folk. Var der noget om de rygter, der gik om hans egen jødiske slægtsforbindelse??? I så fald hænger den sammen med hans oldemors liv, da hun fik hans far, Alois, uden for ægteskab: den 7. juni 1837 fødte den ugifte bondedatter og stuepige Maria Anna Schicklgruber, en søn, som hun gav navnet Alois (1837-1903). De to boede i de første par år efter barnets fødsel hos hendes far i landsbyen Strones i nærheden af Wien. Som 5-årig fik Alois en stedfar ved navn Johann Georg Hiedler, men fire år senere døde hans mor, og han blev sendt væk for at bo hos stedfaderens yngre bror, Johann Nepomuk Hiedler. Denne "sted-onkel" behandlede drengen som sin søn, og de var nært knyttet til hinanden. Ikke desto mindre blev han som 13-årig sendt til Wien for at komme i lære som skomager. Her opholdt han sig de næste fem år, men i 1855 fik han en chance for et karriereskift, da den østrigske stat ønskede at udvide bestanden af embedsmænd med folk fra rigets landlige områder. Den dengang 18-årige Alois tilsluttede sig programmet og blev toldembedsmand i 1875. På det tidspunkt havde han været gift med den svagelige, men formentlig ret velhavende datter af en anden embedsmand, Anna Glasl-Hörer, i to år. På grund af hans konstante utroskab, lod hun sig separere fra ham i 1880, men de blev ikke skilt.
Arbejdsmæssigt var Alois kendt som en meget pligtopfyldende mand, men hans privatliv var og blev noget roderi. Bl.a. fik han flere illegitime børn med forskellige kvinder. Gift eller ej kunne han åbenbart ikke holde sig i skindet. Han, der jo selv var illegitim, vidste dog, at det var bedre at gælde for legitim, så i 1876 havde han med sin "sted-onkels" hjælp fået ændret sin status ved at hævde, at hans stedfar, Johann Georg Hiedler, havde erkendt at være hans biologiske far. Af en eller anden grund stavede myndighederne hans nye efternavn forkert, så det blev til "Hitler". Samme år ansatte han en ung kvinde, der måske var hans kusine eller niece, Klara Pölzl, til at hjælpe til i huset. På det tidspunkt var han gift med sin anden kone, Franziska, som han havde børn med, men ligesom hans første kone, Anna, var også hun var syg. Hun døde af en lungesygdom i 1883/1884.
Alois' formodede slægtning, Klara, var formentlig tidligt blevet hans elskerinde, og i 1885 blev hun hans tredie kone. Han var kendt for sit hidsige temparement, og han slog både Klara og børnene, når ånden kom over ham. I nyfundne breve priser han dog hendes forstand, bl.a. på penge, men han var kendt for at være fåmælt og ukærlig over for hende. Inden for ti år fik de dog seks børn:
Gustav (1885–1887) døde af difteritis
Ida (1886–1887) døde af difteritis
Adolf, (1889-1945) født den 20. april 1889
Otto (1892-1892)
Edmund (1894-1900) døde af mæslinger
Paula (1896-1960)
Det er blevet hævdet, at barnet på Alois' skød er sønnen Adolf, men det tror jeg nu ikke på, da han ikke ligner barndomsbilleder af ham. Måske det er Alois Jr., der løb hjemmefra som 13-årig på grund af faderens brutalitet. Det betød iøvrigt, at han mistede sin arveret samt tilknytningen til Hitler-familien i resten af Alois' levetid.
Lille Adolf
Rygterne om Adolfs jødiske baggrund hang sammen med farmoderens, Maria Anna Schicklgrubers fortid som tjenestepige. Hvem havde besvangret hende, så hun fødte sin illegitime søn, Alois, i 1837??? At han senere opnåede status som "ægte" ved at pådutte sin stedfar faderskabet er jo ikke i sig selv et bevis på, at han var hans søn, så hvem var hans biologiske far??? Kunne det f.eks. være den baron Rothschild, som nogle historikere påstod, at hun arbejdede for i Wien på det tidspunkt, hvor hun blev gravid? Om hun virkelig var ansat i Rothschild-huset er dog usikkert, og selv mistænkte Adolf en anden jøde for at være hans biologiske farfar.
Sandheden er, at Hitler med sin usikre slægtslinje ikke selv ville kunne klare en test for "jødisk blod", og det var nok det, der senere flere gange fik sat gang i rygterne om en Rothschild-forbindelse, da det ville være et dødsstød til Hitlers "ariske slægtskab". Der er imidlertid ingen beviser for, at Maria Schicklgruber nogensinde arbejdede i Wien, hvilket udelukker Rothschild-teorierne. Hitlers sagfører, Hans Frank, påstod imidlertid, at hans arbejdsgiver havde fortalt ham, at en af hans slægtninge havde forsøgt at blackmaile ham med påstande om, at han kunne bevise, at han var jøde, og at han derfor allerede i 1930 bad ham om at undersøge sagen. Hans Frank fandt ud af, at Maria Schicklgruber havde været ansat hos en jødisk familie ved navn Frankenberger omkring den tid, hvor hun blev gravid, og at familiens 19-årige søn, Leopold, kunne være Alois' far. Dette huede selvfølgelig ikke den jøde-fjendske Hitler, og i
1931 fik han gennemført en alternativ SS-undersøgelse af sin fars slægtstræ, men
disse nazistiske tilhængere kom selvfølgelig frem til den konklusion, at det ikke passede. Dvs. at Hitlers baggrund den dag i dag er fuld af mysterier, og at han muligvis selv var lige det, han hadede mest, forfulgte og gjorde sit for at udrydde ....
Hvad hans oprindelse end var, så lignede han i hvert fald ikke den nordiske helte-type, han beundrede så meget. Hans farver var snarere af mellemøstlig art, og det har afgjort været med til at give ham et ikke-arisk ry. Var han - eller var han ikke - en Frankenberger-ætling? Tilhængere og modstandere har kæmpet om dette lige siden, hvilket umiddelbart virker grotesk for vor tids anti-nazister. Nogle hævder ligefrem, at der slet ikke fandtes en Frankenberger-familie, og at Maria Schicklgruber desuden adrig havde arbejdet i det område, hvor de angiveligt havde boet. Den ene historiker efter den anden er kommet frem med indsigelser imod teorien om et Frankenberger-slægtskab, medens nok lige så mange har hævdet det modsatte. Hvad Frank angår, så er der dem, der påstår, at han - der blev en "omvendt nazist", men stadig var en jøde-hader - efter krigen, brugte påstanden om Leopold Frankenbergers faderskab til at "forklare" Hitlers krigsfiasko med påstande om, at han "jo ikke var arier". Dvs. at "fordi han var kvart-jøde, så var det umuligt for ham at sejre, og derfor tabte han" ....
Der er en vis ironi i, at Hitlers mangeårige elskerinde og senere kone, Eva Braun, formentlig havde jødiske forfædre. En DNA-analyse af noget af hendes hår fra en hårbørste har nemlig vist en stærk sandsynlighed for, at hun og hendes familie stammede fra Ashkenazi-jøder. Falskheden i fordømmelsen af alt jødisk, der ikke tog udgangspunkt i religion, men noget man tilskrev dem biologisk, afsløres af Hitlers - og andre nazisters - jongleren med benævnelsen "jøde". Selv beskyttede og hjalp han den jødiske læge, der behandlede hans kræftsyge mor, ligesom han på et tidspunkt gik med til at ændre racebetegnelsen på en falden tysk soldats enke ud af respekt for ham. Ret besynderligt, at man på den ene side forfulgte og myrdede "biologiske" jøder, men på den anden uden videre fjernede jøde-betegnelsen fra dem, man havde personlig sympati for.
Bevaringsværdig kunst er for mig noget, der skal beskyttes, så det kan værdsættes af kommende generationer, men for nogle mennesker dræber dette værn om kunstværker selve kunsten. De mener, at kunsten først lever, når kunstværket destrueres. En af dem, der gik aktivt ind for denne holdning, var kunstneren Gustav Metzger (1926-2017), der var hovedmanden bag bevægelsen Auto-Destructive Art (ADA) fra 1959. Han beskrev selv denne - efter min mening - besynderlige kunstform i artiklen "Machine, Auto-Creative and Auto-Destructive Art" fra 1962.
Gustav Metzger var født i Bayern, men var flyttet til England i 1939, hvor han virkede i årene fremover. Hans destruktive kunst var tænkt som en indsigelse imod krigen og dens ødelæggelser. Den bevægelse han satte i gang med ADA var beslægtet med kubisme og dadaisme - og så alligevel ikke. Formålet med denne kunstform var at gøre opmærksom på ødelæggelsen af tidligere opfattelser af snart sagt alt foruden kommercialisme, kapitalisme samt politiske forhold. Destruktionen af kunst sætter efter hans opfattelse også fokus på spørgsmålet om, hvad kunst egentlig er, og det kan jeg da godt give ham ret i. Blandt de happenings, han stod for, var også natur-demonstrationer, idet han f.eks. med "Flailing trees" fra 2009 ville demonstrere menneskets brutalitet imod naturen. Når jeg ser værket, så forekommer det mig dog ikke at være et klart budskab om lige det, han ville sige.
En anden, der satte fokus på kunst og destruktion, var John Latham (1921-2006), hvis brændende bog-søjler skulle udtrykke hans bekymring for, at bøger skulle ses som den eneste kilde til viden. Han påstod, at han ikke var imod det, der stod i bøgerne, kun ideen om dets betydning. Endnu engang føler jeg ikke, at udsagnet står mål med budskabet, for jeg ser kun ødelæggelsen af værker, der hver især har indeholdt budskaber og underholdning for læserne, men som nu ødelægges uden relation til deres egentlige indhold.
Disse natlige bog-afbrændinger ligner en parallel til nazisternes bog-afbrændinger, men var altså ifølge Latham noget andet: det var ikke ideerne i bøgerne, han angreb, men ideen om den viden, de stod for. Den forklaring forekommer mig søgt, men mange bøger måtte lade livet på grund af hans forestilling om deres betydning.
Der er en markant sensationalisme over de forskellige destruktioner, kunstværker bliver udsat for af kunstnere eller andre med hver deres budskab. Det var ikke mindst tydeligt, da Banksys "Pige med ballon" blev solgt for $1.4 på en Sotheby-auktion i 2018. Efter at være blevet solgt, startede en selv-destruktion, der ødelagde billedet for øjnene af tilskuerne. Ifølge "The Verge" var det dette, der forvandlede værket til et kunstværk!
Også Jean Tingley arbejdede med værker, der skulle fuldendes gennem selv-destruktion. Det gjaldt bl.a. "Homage to New York", der var en støjende maskine, der skulle frembringe røg. Meningen var, at røgen skulle stoppes af en brandmand, og at værket derpå skulle opløse sig selv, men det lykkedes nu ikke at få det til at følge programmet.
Man finder elementer af (selv-)ødelæggelser i kunst hos andre kunstnere som f.eks. Picasso, Francis Bacon, Georgia O'Keffe, men måske mere ud fra personlige ønsker i forbindelse med de enkelte værker end ideologiske overvejelser. Noget ved disse specifikke værker kan have forekommet dem ufuldkomment. I andre tilvælde udtrykker kunstneren dog overvejelser omkring kunstens funktion, og Picasso er blevet citeret for at have sagt: "For me, an image is the sum of its destructions." (1954). Selve begrebet kunst-ødelæggelser er blevet taget op af Dario Gamboni i hans bog "The Destruction of Art and Vandalism since the French Revolution".
"Guernica" af Pablo Picasso, 1937
I 1974 vandaliserede kunsthandler Tony Shafrazi dette berømte værk af Picasso med en spray-malet tekst: "Kill Lies All". Grunden til dette tilsyneladende meningsløse angreb på et meningsfuldt kunstværk var ifølge ham selv: "I wanted to bring the art absolutely up to
date, to retrieve it from art history and give it life." Endnu engang tomme ord om en storslået virkning af en handling, der ikke virker efter hensigten.
Shafrazi ligner ærlig talt en spradebasse, der kan lide at udstille sig selv, så jeg mistænker, at det var hans eget image han ønskede at give et boost. Ved sin handling har han i hvert fald skaffet sig en berømmelse, han ikke ville have haft uden denne forbrydelse. Faktisk lidt à la John Lennons morder, Mark David Chapman, der senere har sagt, at nu ville folk tænke på ham, hver gang de tænkte på den myrdede musiker.
Én ting er, hvad kunstneren selv gør ved sit værk som en del af det skabte, noget andet er, hvad andre gør ved det. Når jeg reagerer imod Lathams bog-afbrændinger, er det, fordi jeg som forfatter ser det som en form for censur. Har han læst de bøger, han destruerer? Det er der ikke noget, der tyder på, så det må jeg gå ud fra ikke er tilfældet, og det gør efter min mening hans budskab meget dårligt funderet. Hvad som helst i en indbinding kan blive præsenteret som en bog og så ikke bestå af andet end tomme blade. At brænde sådan en attrap kan være et andet budskab i sig selv, men f.eks. at brænde en stak Blixen-bøger er et angreb på hende og ikke på begrebet boglig viden eller indoktrinering. Hvis han valgte at sætte ild til Dødehavsrullerne, så ville det være et meget stærkt budskab i en religiøs debat, men ikke et udsagn om boglig viden. For mig at se mangler forbindelsen mellem det ønskede og det opnåede i alt for høj grad i den slags performances. At ødelæggelsen af et kunstværk skulle "genoplive" det som kunst er i hvert fald noget vrøvl.
Dette vidunderlige maleri af Gustave Courbet var en del af en privat, tysk kunst-samlers samling. Ulykkeligvis blev det ødelagt, da Dresden blev bombet under Anden Verdenskrig. Megen god kunst er gået til under krige, kunst-tyverier, fly- eller skibsulykker samt naturkatastrofer, og det er meget sørgeligt. Paradoksalt nok kan også kunst-restorationer føre til det modsatte af, hvad hensigten var, nemlig en forringelse af det kunstneriske udtryk. Det er f.eks. tilfældet med nogle Michelangelo-freskoer i Det Sixtinske Kapel.
Intet varer evigt, som man siger, og noget af det menneskeskabte, der kan forgå på et øjeblik, er kunst. Gamle malerier skal f.eks. opbevares ud fra nogle fastlagte kriterier, da de kan krakelere. Det er deres naturlige form for "selv-destruktion", og det sætter fokus på spørgsmålet om, hvorvidt de enkelte værker er værd at bevare. Der er masser af snobberi omkring kunst og kunstnere, og malerier, etc. bliver solgt for andet end deres kunstneriske værdi. Det skal kunsten dog ikke klandres og "myrdes" for. Den er blevet skabt og lever sit eget liv, indtil en eller anden bruger den i et personligt eller politisk budskab, hvilket gør den meget sårbar. Dens evigheds-værdi er beklageligvis afhængig af finanser og mode, snobberi og andet, der ikke har med deres indhold at gøre. Dog må jeg medgive, at der er én ting, der glemmes: motiver forældes. Det, der var en sensation for 400-500 eller 1000-1500 år siden kan være uforståeligt uden en "brugsanvisning", og det går ud over øjebliks-oplevelsen af noget, der gjorde et stærkt indtryk, da det blev skabt, men som nu mangler det, der siger nutidsmennesker noget.
Håb og forventninger hører sammen med ofte temmelig flyvske forestillinger om en mirakuløs løsning på snart sagt alle slags problemer. Ordet "patentløsning" ses som svaret på alt, der trykker, og super-optimister tror på, at der nok skal findes en udvej, ligegyldigt hvor sort det ser ud. Denne blinde tro på heldet er en rørende menneskelig egenskab, der har holdt liv i mange projekter af alskens art, samt fået folk til at fortsætte, selv under fortvivlede omstændigheder. Nogle tror tilmed på, at patentløsningen er forbundet med noget nærmest magisk, som man håber på, nemlig held og lykke.
Manden her ligner en, der havde et job på f.eks. et pænt kontor, men som han så desværre mistede. Derfor har han måttet hutle sig igennem, så godt han kunne, og det var præcis sådanne situationer, der vakte jagtinstinktet hos den tidligere prædikant og ivrige kirkegænger Richard Beasley (født i 1959). Han plyndrede og dræbte nemlig ikke de rige i 2011, men de fattige, der - ligesom han selv - kæmpede for at overleve under finanskrisen på netop det tidspunkt.
Richard Beasley havde så meget check på folks forventninger og deres drømme om heldet, der pludselig kunne tilsmile dem, at han brugte sin viden om denne tankegang til at lokke uheldige, midaldrende landsmænd, der havde mistet deres job, til Ohio, hvor han myrdede dem for deres fattige ejendele. En blev dræbt for $5,00 og en pakke cigaretter, hvilket ærlig talt er en billig pris for et menneskeliv, men hvis Beasley ikke var blevet stoppet, kunne han såmænd have myrdet mange flere for endnu mindre. Nu nåede han "kun" tre af de mere end 100 ansøgere, der havde reageret på hans falske job-tilbud på Craigslist, hvor han lovede job-søgende lige præcis det, midaldrende og ikke arbejdssky mænd drømmer om:
Det med farmen i skoven, hvor "mænd kunne være mænd" i landlige omgivelser og tilmed tjene penge, de kunne lægge op til senere, var ikke andet end én stor løgn. Der var hverken farm eller job, kun en mand, der ønskede at myrde de håbefulde ansøgere, så han kunne plyndre dem. Dem, der lod sig lokke, var drevet af deres ønske om at rette op på en ulykkelig situation, der skyldtes politiske forhold, medens han - ifølge sine udtalelser til sin unge medhjælp, teenageren Brogan - bare ville sikre sig, at han kunne "komme igennem vinteren". Fordi Beasley var karismatisk og havde talegaverne i orden, troede Brogan, der havde truffet ham gennem kirken, hvor han gav den som menneskeven, på ham og hans forklaringer. At han oplevede ham myrde den ene efter den anden af dem, der blev lokket til gennem hans falske, udspekulerede job-opslag, burde have fået ham til at slå bak, men han var følelsesmæssigt bundet til ham som den faderfigur, han aldrig havde haft. Havde Brogan været en kløgtig fyr, ville han selvfølgelig have stoppet Beasleys skurkestreger, men det skete altså ikke, fordi han åbenbart slog hjernen og hjertet fra, når det gjaldt hans "faderlige ven".
En anden, der blev snøret af Beasley, var hans 17-årige datter, Tonya, som han havde fået til at undervise sig i, hvordan man lægger annoncer på Craigslist. Noget, hun senere fik samvittighedsnag over, men modsat Brogan vidste hun dog ikke, hvad hendes far havde gang i, så hun var ikke medskyldig i faderens forbrydelser.
Egentlig kunne Beasley have myrdet fire og ikke "kun" tre, for en fjerde mand kom - fuld af håb og store forventlinger til jobbet i de landlige omgivelser - men han undslap. Fordi det lykkedes ham at stikke af, selv efter han var blevet ramt af Beasleys skud, blev morder-duoen afsløret. Brogan blev idømt livsvarigt fængsel, medens Beasley fik en dødsdom, som han senere har gjort alt, hvad han kan for at få omstødt, for "han er nemlig uskyldig" ....
Når jeg tænker på denne sag, så er det egentlig ikke Beasley, der interesserer mig mest, nej, det er de håbefulde, midaldrende mænd, der drømte om en ny chance i livet. De blev grebet af forhåbninger, da de så den usædvanlige job-annonce på Craigslist, og de troede på "Lykkens gudinde", og det er dybt sørgeligt, at netop deres håb og forventninger, deres tiltro til andre mennesker førte til deres død.
Susanne Carno ser rigtig trist og ulykkelig ud på dette billede, men jeg tvivler på, at det skyldes anger over det, hun har gjort imod sin mand, Richard Carno, eller sorg over at have mistet ham. Det ville nemlig ligne hende dårligt at tænke på andre end sig selv, og set fra hendes synspunkt var en død Richard bedre end en levende - i hvert fald mere indbringende ....
De virkede ellers glade for hinanden og for deres sammenbragte børn, men det var spil for galleriet for hendes vedkommende. Susanne havde formentlig tidligt i forholdet besluttet sig for at myrde Richard, så hun kunne indkassere de store livsforsikringer, hun havde tegnet på ham. Noget, der var sket blot fem måneder før, han blev fundet tæt på en trailer-park, siddende død i sin Ford Escort i januar 2002, kvalt til døde i plastik. Hvad han lavede dér var der tilsyneladende ingen, der vidste, men Susanne havde i hvert fald meldt ham savnet, da han ikke mødte på sit arbejde. Det gjorde han ellers altid, for han var en meget flittig og ansvarsbevidst mand, der kom til tiden. Inden han blev fundet, hvor ingen (tilsyneladende) vidste, hvor han var, fik Susanne lejlighed til at lade sig interviewe i TV, hvor hun gav en dramatisk og vildt tårevædet fremstilling af sin sorg over, at han var væk. Tårerne sprøjtede, og hun var tilsyneladende helt opløst af sorg og bekymring.
Hun sagde også, at Richard ingen fjender havde, men at den eneste, der ikke kunne lide ham, var hendes bror John Ray. Grunden til hans modvilje var, at han havde set ham med vasketøj, hvilket efter hans mening var et indicium på, at han var bøsse, og dem kunne han altså ikke fordrage. Oplysningen blev særdeles interessant, da man fandt Richards lig ved en trailer-park, hvor hendes bror, John Ray, havde kontakter. Da liget var blevet fundet, trådte en ung mand frem som vidne imod John Ray, idet han fortalte, at han havde set Richard flygte gennem trailer-parken med bundne hænder og gaffa-tape i ansigtet, skarpt forfulgt af sin svoger. Hverken han eller de andre vidner, der efterhånden meldte sig, havde forsøgt at hjælpe den flygtende, sandsynligvis af angst for at gøre den voldelige bølle, John Ray, vred. Resultatet var så det tragiske, at Richard blev kvalt i bilen på grund af alt det plastik, han var viklet ind i.
John Ray, Susannes bror
Efterhånden fandt politiet ud af, at Susanne havde hyret sin bror til at myrde Richard, så hun kunne få hans store livsforsikring udbetalt. At hendes enorme, tårevædede demonstration af sorg var spil for galleriet blev afsløret, da det viste sig, at hun havde taget timer i skuespil, og at hun især havde givet den som sørgende. Hun havde simpelthen øvet sig i at spille sørgende enke, fordi det kunne betale sig for hende, da det afledte mistanken fra hende! Det hjalp dog ikke, for hun - og hendes bror - blev idømt en livstidstraf. Efter at hun var blevet fængslet, trådte Richards mindreårige søn desuden frem med en anklage om seksuelt misbrug og forskellige andre former for overgreb. Det skaffede hende en ekstra dom på yderligere fire år!
Som jeg jo ikke har lagt skjul på, så er jeg mildt sagt ikke en T. Rump-fan. Efter min mening er han en løgner af de helt store, og det forarger mig, at der er nogen i hans hjemland, der tror på hans løgne og vilde postulater. Det sagt, så er næste skridt selvfølgelig at kigge nærmere på det, der er hans taktik i en diskussion: HVORDAN slipper han af sted med sin meget specielle debat-stil den ene gang efter den anden????
Sagde Joseph Goebbels selv dette, eller er det bare andres måde at forklare det, han gjorde? Det er jeg ikke helt sikker på, men det var i hvert fald den taktik, han brugte - og havde held med. Ingen kan fact-tjekke alt, hvis man overvældes af informationer, postulater og direkte løgne, og det faktum skaber grundlaget for den debat-form, der kaldes "gish galloping". Den bruges af plattenslagere som netop Goebbels, T. Rump og andre af samme støbning, og det eneste, man kan sætte op imod den, er X = derer ingen decideret formel på nyttige svar, og man bliver ofte kørt i sænk af folk, der bruger denne taktik, fordi man selv er et pænt og hæderligt menneske, der bruger ægte argumenter.
Det er vigtigt at gøre sig klart, at dette er en diskussions-taktik og ikke bare et enkelt individs måde at føre sig frem på. Dvs. at taktikken kan videreføres, og at man kan møde den i mange forskellige sammenhæng. At den består af en grød af løgne, uvederhæftige påstande samt vilde overdrivelser eller underdrivelser gør den ekstra vanskelig at have med at gøre. Metoden bryder jo med alle regler for god diskussionsskik, og det forvirrende er, at den også kan blive brugt af folk, der ikke har et decideret dårligt ry. Det gør, at mange andre mennesker tror dem, fordi de på forhånd regner dem for hæderlige og ikke løgnagtige personer. Her tænker jeg bl.a. på religiøse eller politiske individer, der fremfører postulater som evige sandheder.
Spørgsmålet er, hvordan man standser malstrømmen af løgne og halvløgne, vilde argumenter, etc.. At tage argumenter eller påstande op er den rene død, så hvad gør man egentlig? Det lykkedes for Joe Biden, for han lukkede faktisk kæften på T. Rump, da denne kværnede løs under deres TV-diskussion, men hvordan?
Ja, dette er sikkert den eneste måde at lukke munden på en person, der gish galloperer helt vildt, sådan som T. Rump gjorde gang på gang under diskussionen, men de fleste pæne mennesker kvier sig ved at sige "hold kæft" til modstanderen for det stempler dem selv som uforskammede. Ikke desto mindre kan det være det eneste "argument", der virker i en gish gallop-diskussion.
En syndflod af løgne kan altså skylle et bjerg af sandheder væk, og aldrig så megen fact-tjekken kan standse den i øjeblikket. Først bagefter kan man bevise, at ens modstanders påstande var uden substans eller direkte vildledende, men det er ofte for sent. Skaden er sket, for de tilhørere, der lytter til begge sider og umiddelbart tror på begge, er blevet overvældet af løgne om ting, den ene part har sagt. Der opstår en Goebbels-situation, hvor løgnen forvandles til "sandhed" ....
Hvis man går ind i en diskussion, der omfatter hvert enkelt "argument" eller påstand, så har man altså tabt på forhånd. At hurtigt afsløre et par af postulaterne som løgne vil dog ofte tage luften ud af hele svadaen, men det skal holde som ægte afsløringer for at virke. De fleste af dem, der går ind for en ærlig debat, vil dog sikkert have svært ved at begrænse sig til at angribe et par løgnagtige påstande, når nu der er så mange af dem, og det kan så føre til en diskussions-maveplasker, de ikke har fortjent .....
Gåder er til for at blive løst, men hvad nu hvis det viser sig umuligt? Folk gætter og gætter, researcher og researcher i over 100 år, men ingen har endnu kunnet løse mysteriet med den navnløse mand uden ben, der blev fundet i Nova Scotia den 8. september 1863. Hvem var han, hvordan havde han mistet sine ben, og hvor kom han fra??? Da han tilsyneladende kun kendte nogle ganske få ord af noget, der for nogle lød som italiensk, men kunne være noget helt andet, nyttede det ikke at spørge ham. Den, der fandt ham, var en 8-årig dreng, der ikke kunne fortælle andet, end at dér lå han foran ham på Sandy Cove-stranden, og at der var blodspor rundt omkring ham, men at der ikke var andre mennesker at se. Da den benløse mand blev spurgt om sit navn, mumlede han et eller andet utydeligt, der blev opfattet som "Jerome", hvilket man derfor kaldte ham, men uden at vide, om det var rigtigt.
Lige siden "Jerome" blev fundet, har man spekuleret over ham og hans skæbne. Der har været utallige teorier om, hvem han var, og hvordan han mistede sine ben. At de var blevet amputeret af en sagkyndig var tydeligt, men hvor og af hvem? Nogle mente, at benene var blevet fjernet som en straf, og at han var en fornem mand, der havde forsøgt at tiltage sig mere magt, end hans ligemænd syntes om. Andre var overbevist om, at han var kommet til skade i en savmølle, medens der også var dem, der troede, at han var en sømand, der havde gjort oprør imod sin kaptajn. Straffen for dette var så amputationen af benene samt placeringen på stranden. Ind imellem er der stadig nogen, der kommer med en såkaldt "stensikker teori", der dog viser sig hverken at være sikker eller af sten, for den holder ikke.
Bedømt ud fra hans udseende og helbredstilstand iøvrigt skød man på, at han nok var født omkring 1830. Det eneste sikre var dog, at han døde den 15. april 1912, ca. 75 år gammel. Selv fortalte han ikke noget, men det skete dog, at han talte lidt med børn, der tilsyneladende var de eneste, han følte sig tryg sammen med. Da de også spurgte ham ud om, hvor han kom fra. havde han på et tidspunkt sagt noget, der lød som "Trieste", hvilket måske pegede på et oprindelsesland som Italien. Var det rigtigt, var han italiener? Ja, måske, men selv om folk har teorier om ham og hans nationalitet, så er der stadig ingen sikre beviser. Han var virkelig som et menneske, der var faldet ned fra månen. Begravet blev han dog, og han fik også en ganske flot sten ....
Jeg har altid godt kunnet lide Mae West. Hun var bramfri og fræk, hvilket er noget, jeg sætter stor pris på hos det såkaldt "svage køn". Mange af hendes velkendte vovede replikker var noget, hun selv fandt på, hvilket er noget, jeg tager hatten af for, ligesom jeg finder det imponerende, at hun ikke bare optrådte som skuespiller, men også som skuespil-forfatter.
Jeg kan altså godt lide hende, men her på det sidste har jeg dog tænkt tanker om hende, som jeg ikke havde, før jeg faldt over en omgang sladder, som jeg ærlig talt ikke helt ved, hvordan jeg skal forholde mig til. Ifølge denne sladder, der formentlig oprindelig stammer fra Raquel Welch, som hun spillede sammen med i filmen om et sex-skifte, nemlig "Myra Breckinridge", var hun i virkeligheden slet ikke en "hun", men en "han". Nu var forholdet mellem det gamle og det nye sex-symbol ikke særlig godt, så hvad Raquel end citeres for, så bør man afgjort tage det med et gran salt. Måske hun var ude på at genere det rivaliserende, men meget ældre publikumsidol? Selv om det kan have været bagvaskelse sidder man dog tilbage med en uregerlig nysgerrighed samt spørgsmålet: kan der have været noget om snakken????? Vi ved, at Mae West ofte snød med sin højde, men det er én ting, og at nogen snyder med hendes kønsidentitet er ligesom noget andet og mere alvorligt.
Sko, brugt af Mae West, når hun ville virke højere, men ikke altid .....
Hun havde stor succes, bl.a. i film fra 1930'erne og 1940'erne, men omkring 1943 begyndte hun at få juridiske problemer på grund af sin notorisk frække optræden, hvilket dog ikke slog hende ud. På et tidspunkt fik hun ligefrem en fængselsdom for at "korrumpere ungdommen" med sin evindelige uartighed.
Hun skrev og medvirkede imidlertid i mange skuespil med vekslende succes, bl.a.: "Sex" (1926), "The Drag" (1927), "Pleasure Man" (1928), "Diamond Lil" (1928) og "Catherine Sas Great" (1944). Man kan sige, at hendes image var "fræk dame med kurver og rappe replikker". Sjovt nok var hun samtidig en ret privat person. Nogle af dem, hun var mest knyttet til, var lillesøsteren Beverly West og lillebroderen Jack West II.
Sidstnævnte er kommet til at spille en hovedrolle i sladderen omkring storesøster Mae, for der er dem, der underbygger Raquel Welch mistanker om et falsk køn med historier om et hemmeligt - og altså uofficielt - ID-skift. Jack døde angiveligt i 1964, men der er teorier om, at det i virkeligheden var Mae, der døde af et hjerteslag. På grund af diverse aborter var hendes underliv - ifølge teorierne - så ilde tilredt, at lægen, der undersøgte hende efter døden, troede, at hun var en mand, og det gav familien ideen til et dristigt bedrageri: man begravede hende under hendes brors navn, idet han derefter overtog hendes identitet og videreførte hendes karriere som hende.
Ovennævnte dame er efter min mening utvivlsomt en ægte kvinde, dvs. stjernen Mae West. Andre billeder har en vis lighed med hende, som hun så ud tidligt i sin karriere, men på et tidspunkt synes ligheden at svinde, og på baggrund af Raquel Welch's teorier spørger man sig selv, om damen i nedenstående billede egentlig er den ægte vare, nemlig Mae West:
For mig at se ligner denne person samt billederne af Mae West som ældre mere Jack end hans søster, Mae, men det er ikke i sig selv et bevis på gyldigheden af den vilde teori om et ID-skift. Visse uklarheder om årstal og den slags, som der bare ikke må herske tvivl om, virker i hvert fald yderst mistænkelige på mig.
Eftersom Mae ofte brugte en "stemme-forvrængning" og optrådte med en mørkere, mere sexet røst, der tangerer noget maskulint, er ikke engang hendes stemme en sikker angivelse af, hvem og hvad hun var. Hendes specielle rollevalg og scenepersonlighed var i forvejen så karikeret, at hun tilmed lignede en drag-skuespiller, hvilket også ville have været en hjælp ved et eventuelt svindelnummer.
Der skal mere til at overbevise den nysgerrige, men ikke særlig naive Mae-fan, og det mangler stort set, for nok er der en fysisk
lighed mellem bror og søster, der kan have gjort det påståede bedrag muligt, men
hvad med den ånd, som hendes skriverier viste? Måske Jack kunne illudere
som hende på en scene eller foran et velvilligt filmkamera, men
formåede han også at skrive som hende? I 1975 udgav hun "Sex, Health, and ESP" og "Pleasure Man" fra 1928. Hendes selvbiografi "Goodness Had Nothing to Do with It" fra 1959 blev senere opdateret og genudgivet.Ialt er der i dag 16 bøger af hende til salg.
Selv om Jack måske havde et ydre, der gjorde det muligt for ham at illudere som sin søster, så var ånden, sjælen eller personligheden jo ikke den samme. Historien om svindelnummeret er dog så skør og samtidig sjov, at det er svært ikke at lege med tanken om, at det kan være Jack, der er begravet som Mae i familie-mausolæet .....
