Mord, læger og lig

 

Det siges, at den skotske by Edinburgh den dag i dag har et af verdens bedste medicinske fakulteter. At studere dér skulle angiveligt sikre de unge medicinstuderende en fremragende uddannelse. Dvs. at borgerne i Edinburgh er stolte af det, byen byder på inden for dette felt, og det var de også, da lægen Robert Knox (1791–1862) slog sine folder på sin læreanstalt i kirurgi og anatomi. Han havde ganske vist nogle specielle teorier om race, der ikke tåler et nærmere eftersyn i dag, hvor vi har oplevet Anden Verdenskrigs rædsler, men blev utvivlsomt regnet for en kapacitet som anatom og kirurg. Det gjaldt måske også hans tro på den såkaldte "transcendental anatomi", der var en form for sammenlignende anatomi, hvor man søgte at finde ideelle mønstre og strukturer i alle organismer i naturen. Desværre har hans videnskabelige nysgerrighed dog formentlig gjort ham blind og døv for alt, der lagde forhindringer i vejen for hans studier, bl.a. af menneskets anatomi. Dere er således ingen tvivl om, at han som forsker levede efter en "målet-helliger-midlet-ideologi".

Sagen er imidlertid, at for at foretage anatomiske studier og desuden undervise i kirurgi skal man have lig og helst rigtig mange. Hans evner, ideer og ry trak studerende til, men selv om det selvfølgelig var mægtig godt for både ham og byen, så betød det, at han ikke kunne holde gang i sine aktiviteter uden de lig, der kunne tjene som undervisnings- og forskningmateriale. Tallet 40 er blevet nævnt som et realistisk antal nødvendige studieobjekter til hans studier samt undervisning, men hvor i alverden skulle han få så mange døde fra, når det kun var henrettede forbrydere og afdøde folk fra arbejdsanstalter og fattiggårde, der blev videregivet til de lig-hungrende læger? Der var rift om de døde, og lig-røvere havde gode kår, selv om de jo også konkurrerede om de bedste kadavere, hvad enten de var begravet eller ej. Et lig var et lig, ikke mindst som handelsvare ....

Lykken tilsmilede Knox i november 1827, hvor en forgældet lejer hos pensionatsvært William Hare (født ca. 1804) blev fundet død af naturlige årsager. Han havde tilsyneladende ingen slægtninge, der kunne gøre krav på hans lig, så Hare og hans gode ven samt kollega, William Burke (1792-1829) syntes, det var en god ide at sælge hans afsjælede legeme til den lig-hungrende Dr. Knox. Det fik de to gutter £7.10 for, hvilket var rigtig meget dengang. Denne succes med en hurtig og indbringende forretning gav de to venner blod på tanden, og til Dr. Knox' store glæde kunne de levere mange flere lig, hvilket han "glemte" at efterforske for at afgøre, hvor alle disse afdøde personer kom fra. Det blev faktisk til ialt 16 lig, inden en af William Burkes lejere rapporterede til politiet, at han havde fundet et lig under sin seng. Burke og hans kone benægtede ihærdigt, at det kunne være rigtigt, men løbet var kørt. Hammeren faldt, for efter et for datiden ganske pænt stykke politiarbejde blev de to skumle lig-skaffere, Burke og Hare, arresteret.

Hvad Dr. Knox angik, så benægtede han straks ethvert kendskab til den måde, hans samarbejdspartnere skaffede de eftertragtede lig. Hverken han eller de to fyre var til at hugge eller stikke i, men politiet greb så til den list at love den yngste af forbryderne, nemlig William Hare, immunitet, hvis han vidnede imod sin makker, Burke. Det gik han med til, for det var hans eneste chance for at undgå galgen. Han kom med nogle hårrejsende beskrivelser af tre mord, et af dem på en retarderet og forkrøblet, ung mand, der var kendt som Daft Jamie. Eftersom han var et velkendt element i gadebilledet, havde man undret sig over, at han pludselig var forsvundet, men det skyldtes altså, at han var havnet som studiemateriale hos Dr. Knox.

Et andet offer for skrupelløse lig-røvere var en ældre kvinde, der var kommet fra Irland for at lede efter sin forsvundne søn, som hun mente måtte opholde sig et sted i Skotland. Hun var åbenbart en naiv og tillidsfuld sjæl, for Burke fik hende til at besøge sig med den løgn, at hun måtte være i familie med hans mor. Det fortælles, at de drak og dansede, og hun har sikkert moret sig, inden han kvalte hende og derpå fragtede hende til Dr. Knox. En anden var en purung pige ved navn Mary Patterson.

Både Burke og Hare var afgjort skyldige i både ligrøverier og flere mord, men de blev ikke begge kendt skyldige. Som et vidne med immunitet slap Hare for at lide Burkes skæbne, dvs. at få en dødsdom med påfølgende dissektion (dog ikke hos Dr. Knox!!). 

At Burke efter denne domfældelse pludselig tilstod at have været med til at myrde ialt 16 mennesker, skyldtes hans kristne tro på, at det var nødvendigt for at blive frelst i religiøs forstand - og måske også et vist ønske om at hævne sig på Hare, der var sluppet helt fri for sin andel i forbrydelserne? Hvis det sidste var tilfældet, så virkede det i hvert fald ikke, for Hare slap for galgen og den påfølgende dissektion og menes at have gemt sig i Irland, hvor han angiveligt døde på mystisk vis nogle få år senere.  

Hvad Dr. Knox angik, så var byens borgere, der før havde været så stolte af ham og hans ry, direkte forargede. De fattede ikke, at han ikke også blev retsforfulgt, da det jo var hans umættelige behov for at få lig, der havde udløst de mange mord. Efter deres mening var han lige så skyldig som Burke og Hare, men det syntes myndighederne ikke. Dette betød dog ikke, at han slap helt for straf, da de vrede indbyggere i Edinburgh stormede hans undervisnings- og dissektionsstue. Det forskrækkede Knos, og han besluttede sig derfor for at flygte til London, hvor han hutlede sig igennem, samtidig med at han fortsatte sin forskning i den såkaldte "transcendeltale anatomi", som han havde været interesseret i siden sin allertidligste ungdom. Om det betød, at han fortsatte med at opkøbe lig illegitimt, vides dog ikke med sikkerhed.

 

Dr. Knox's ry var i høj grad blakket oven på skandalen med Burke og Hare, men på grund af dem og deres skurkestreger huskes han den dag i dag. Burke er dog den, der har efterladt sig flest spor, da hans dissekerede legeme blev skænket til byens museum i skeleteret tilstand efter henrettelsen. Dér kan man den dag i dag se det med dets store "tandsmil" .....

Noget andet, han (ufrivilligt!!!) efterlod sig, var en lommebog, der var indbundet i hans hud. For at det ikke skal være løgn, er der sørme også et brev, skrevet med hans blod .....

Nu om stunder holder Edinburgh de tre skurkes minde i live med "morderture" i byen for alle, der er interesseret i det makabre. De er efter sigende meget populære ....

https://www.edinburghlive.co.uk/news/edinburgh-news/burke-and-hare-four-facts-15742965

 

Wikipedia

Alexandra

Den danske prinsesse Alexandra (1844-1925) tilhørte som datter af den senere kong Christian IX kongehuset Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. Hendes far var en konservativ helstats-tilhænger, og det var det, der gjorde, at han overhovedet kom i betragtning som konge af Danmark efter Frederik VII, der døde uden efterkommere. At han også var fattig må have gjort hans nye ophøjede stilling endnu mere velkommen, da han havde adskillige børn, hvoraf fire dog havnede på europæiske troner, hvorved de gjorde ham til det, han blev kendt som, nemlig "Europas svigerfar". 

Kong Christian IX's seks børn fra venstre: Kong Georg af Grækenland, kejserinde Dagmar af Rusland, dronning Alexandra af England, kronprins Frederik (senere Frederik VIII) og storhertuginde Thyra samt prins Valdemar. Alle børnene var kendt for deres gode udseende, og det gjaldt især Alexandra og hendes søster Dagmar, der blev gift med den russiske zar under det russiske navn Marija Fjodorovna. 

Dermed blev hun mor til Ruslands sidste kejser, den umulige Nikolaj II, der blev dræbt sammen med hele sin familie i 1917. 

Alexandra, der blev dronning af England via sit ægteskab med dronning Victorias søn, Edward VII, var berømt for sin skønhed, men det fortælles, at da hendes tilkommende, prins Edward, blev befalet at forlove sig med denne 16-årige, danske prinsesse, ville han først ikke, da han på det tidspunkt var midt i en hed affære med en anden kvinde. 

Hans far, prins Albert, lod sig dog ikke afskrække af sin allerede dengang temmelig udsvævende søns vægringer, og hans argument var netop Alexandras skønhed. Noget, Edward ikke kunne modsige, og den 10. marts 1863 blev de gift, dvs. samme år, som hendes far blev konge af Danmark, og hendes bror, George, blev udnævnt til græsk konge. 

At hendes svigermor, dronning Victoria, direkte gav udtryk for, at hun ikke var glad for den danske forbindelse på grund af sine egne tyske familierelationer, var der jo ikke noget at gøre ved. Man kan vist godt sige, at på det punkt bar Alexandra kappen på begge skuldre, for hun havde selvfølgelig ikke kappet båndene til sin danske familie og holdt åbenlyst med danskerne i krigen mellem Danmark og Tyskland, der jo endte med tabet af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg i 1864. De indgik nu i Det tyske Kejserrige, der dannedes i 1871, og hvor dronning Victorias ældste datter, Victoria, var kejserinde som gemalinde til Frederick III. 

Alt det har selvfølgelig givet anledning til mere eller mindre åbenlyse familiestridigheder, men det lader til, at Alexandra klarede sig igennem med diplomati og charme, selv om hun vedblev med at støtte Danmark imod Tyskland. Hun var i hvert fald stadig meget populær i befolkningen, til trods for at hendes svigermor altså havde sine forbehold på grund af hendes danske afstamning. 

At Alexandra blev mor til ialt seks børn har selvfølgelig også hjulpet på populariteten, for dermed havde hun jo sikret arvefølgen. I 1871 mistede hun dog den nyfødte prins John, men værre var det, at kronprinsen, prins Albert Victor (1864-1892), døde efter kort tids sygdom som 28-årig. Han var sin mors øjesten, måske fordi han i den grad lignede hende og hendes danske slægt. Når man ser billeder af ham, er det som at se den danske kong Christian X, der jo var Alexandras nevø.

Kort før sin død af lungebetændelse var han blevet forlovet med Mary of Teck, der nogle år efter hans død giftede sig med hans yngre bror, den senere George V. Uretfærdigvis er den døde kronprins senere blevet mistænkt for at være kvindemorderen Jack the Ripper, men en nærmere undersøgelse af hans tidsskemaer har dog frikendt ham.

Alexandra var kronprinsesse fra 1863 til 1901, hvilket er den længste tid, nogen har båret den titel i England. Hendes tid gik med repræsentative pligter og velgørenhedsarbejde af forskellig art, men både hendes mand og svigermor var imod, at hun tog del i noget mere alvorligt ud over disse områder, og især ikke statsanliggender af nogen art. De opgaver, hun påtog sig at støtte, var bl.a. sygepleje og problemer i forbindelse med arbejdsløshed, men det lykkedes hende dog, som den første dronning nogensinde, at besøge det britiske underhus under en debat. Ikke at det fik nogen betydning, for hun var sat udenfor beslutningsprocessen som det, hun måske var for Victoria og hendes søn: en smuk og elegant trofæ-kone, der blev beundret for sit udseende og sin elegance.

Hun blev ligefrem et mode-ikon, og da hun fik problemer med sit ene ben og begyndte at halte efter en vanskelig fødsel, blev det moderne at "halte som Alexandra". Hendes mands mange affærer tog hun i stiv arm og støttede ham, hvis han blev angrebet i pressen. Hun havde en udramatisk forbindelse med hans elskerinder, som hun tolererede eller ligefrem holdt en venskabelig kontakt med. Det gjaldt bl.a. Alice Keppel, der gennem sin yngste datter blev tipoldemor til Camilla, Hertuginden af Cornwall, der nu er gift med Prins Charles.

Alexandra med døtrene Louise og Victoria

Alexandra dedikerede sin tid til sine børn og sine sociale pligter. Edvard var meget glad for at deltage i selskabslivet, hvilket Alexandra også deltog i for at glæde ham, ligesom parret selv afholdt flere baller og fester om året. Det menes, at ægteskabet var lykkeligt, men at det bar præg af Edvards livsstil og offentlige affærer, selv om Alexandra støttede sin mand, også gennem skandalerne.

Først i 1901 blev hun altså dronning og kejserinde af Indien, da hendes svigermor, dronning Victoria, døde. Hendes tid som dronning blev dog af kort varighed, for allerede i 1910 døde hendes mand, Edward VII, og efterlod hende som enkedronning. Om Alexandra var lykkelig med den konstant utro "Bertie" er ikke til at sige, men hun forblev i hvert fald meget populær i sit nye land, samtidig med at hun ikke blev glemt i sit fædreland, som hun besøgte tit efter Edward VII's død. Hun var smuk og elegant hele livet igennem, men blev mere og mere tunghør, hvilket kan have været medvirkende til hendes hyppige besøg.

Mindetavle for Alexandra

https://www.rct.uk/collection/people/queen-alexandra-consort-of-king-edward-vii-king-of-the-united-kingdom-1844-1925#/type/subject

 

https://windowstoworldhistory.weebly.com/queen-alexandra-of-great-britain---queen-victorias-daughter-in-law-berties-patient-wife-and-her-own-person.html 

Wikipedia

Hjemløshed: uden mål og med

 

Der er en voldsom ironi i, at den hjemløse ligger og sover foran et skilt for en "stor menu" til 79,50 kr. Hvis han ikke har råd til sådan et måltid, så kan det da ikke være rart at blive mindet om en så sørgelig kendsgerning på denne måde. Når jeg ser på billedet, forekommer det mig, at sceneriet kan være fra pladsen foran Palads Bio i København, så der er endnu en ting, hvor han ikke kan deltage på grund af hjemløses formodede penge-situation: nul bio til ham, hvilket der heller ikke har været for os andre et godt stykke tid, men det har været på grund af Covid-19, og det e r trods alt noget helt andet ....

En besynderlig scene, da alle duerne vender ansigtet imod den hjemløse. Som fugle-fodrer ved jeg, at netop fugle hurtigt bliver vant til - og derfor forventer at få - mad fra folk, der før har givet dem noget. Er han en tidligere fugle-fodrer, der bare ikke har råd mere? Det gør mig ondt for begge parter, for hvis han er en ex-fugle-fodrer, så er han nok ked af ikke at have noget at give sine fjedrede kæledægger, og duerne føler mere end skuffelse: de har brugt energi på at opsøge ham, fordi de har lært at stole på hans gode hensigter, og så bliver de snydt. Meget trist ....

På den ene side er det godt for tiggeren at have selskab af en hund, på den anden kan det være en ulykkelig situation for hunden, der måske ikke bliver fodret i tilstrækkelig grad. Desuden: at sove udenfor kan føre til mange uheldige episoder for både hund og menneske, da nogle (velbjergede) personer kan se det som en provokation - en forstyrrelse i gadebilledet ....

Indvandrer med krykkestok?!!!! Hvad er hendes livshistorie, og hvordan pokker havnede hun dér, siddende på det kolde fortov???? Har hun brudt med sin kultur/familie, eller har de vendt hende ryggen??? Hvad der end er sket, så virker dette ikke som en tryg situation, og især ikke for en kvinde.

Disse tre højhattede herrer, hvoraf en er konge af England, lader ikke til at se tiggeren, der løber ved siden af vognen med hatten rakt hen imod dem. Hvem er denne fattige mand, der griber til et så fortvivlet middel til at skaffe sig penge? Det vides ikke længere, for han er anonym, men måske han har været soldat, sømand, håndværker eller noget andet, som der bare ikke er så meget brug for lige på denne tid. Hans tøj viser i hvert fald, at han er fattig og formentlig må klare sig fra dag til dag .... 

Et meget vemodigt billede af håbløs længsel og tiggeri. Denne mands blik siger faktisk det hele: han ville mægtig gerne være med i rumlen igen, men har ikke en chance. Han er dog ikke helt så derangeret som mange andre, jeg har set billeder af, og jeg mener ikke, det er sikkert, at han er hjemløs, selv om tasken ved siden af ham kunne tyde på  det. Hvis han stadig har et sted, hvor han kan være, så er han heldig, for der bliver desværre flere og flere hjemløse her i landet. Tallene nedenfor viser et minimum af dem, man ved er hjemløse, så der kan altså være mange flere:

    2019: 6.431 borgere i hjemløshed
    2017: 6.635 borgere i hjemløshed
    2015: 6.138 borgere i hjemløshed
    2013: 5.820 borgere i hjemløshed
    2011: 5.290 borgere i hjemløshed
    2009: 4.998 borgere i hjemløshed

Jeg er godt klar over, at nogle faktisk foretrækker hjemløshed frem for at være "spærret inde" i en lejlighed med naboer, de ikke kan lide eller føler sig trygge ved. Ikke desto mindre befinder også de sig i en ikke-valg-situation, for hvis ikke de kan lide  deres lejlighed, burde de finde sig en ny, men det har de bare ikke kræfter eller penge til. Det er trist, for hvordan man end vender og drejer det, så befinder de sig i en meget utryg situation, der kan gå ud over liv og lemmer, bl.a. på grund af det danske vejr, men også fordi mange "almindelige mennesker" føler sig provokeret af synet af folk, der tigger, eller som sover på gaden. Der er herberger og natcaféer, hvor hjemløse kan søge ly, men der må være run på, for flere af dem afviser f.eks. EU-borgere, selv om det er ulovligt.

Mange, mange mennesker hutler sig igennem og måske ikke altid på en helt lovlig måde. Det er lige før, jeg siger, at "det forstår jeg godt", men det gør jeg selvfølgelig kun til en vis grad. Fred, ro og  tryghed i hverdagen er faktisk afhængig af, at ingen presses for hårdt i social forstand. Jeg myrder ikke min nabo, og han myrder (formentlig!!) heller ikke mig, hvis vi begge har til huslejen samt vore daglige fornødenheder, så det er også i de ikke-hjemløses interesse at sørge for, at de, der intet har, får til dagen og vejen ......

 

https://www.information.dk/indland/2014/12/herbergers-afvisning-hjemloese-eu-borgere-ulovlig 

 

https://www.kk.dk/herberger-og-tilbud-til-hjeml%C3%B8se 

 

https://socialstyrelsen.dk/voksne/hjemloshed/om-hjemloshed/aktuelle-tal-om-hjemloshed 

https://www.blaakors.dk/vores-arbejde/noedherberger?gclid=CjwKCAjwkN6EBhBNEiwADVfya_0jP9d4h4wNFMc8MSU-jbPWqeRghE5nttZqbDT35ijZI42vfTqCAxoCSxkQAvD_BwE

Mossads svigten

 

Det er og bliver en gåde, hvordan "Dødsenglen", nazi-lægen Josef Mengele (1911-1979), kunne undslippe den israelske efterretningstjeneste Mossad i årevis, når de var så gode til at finde og fange en anden forbryder fra den tid, nemlig Adolph Eichmann. At Mengele må have fået beskyttelse fra højtstående personer, der sympatiserede med ham og det, han stod for, siger næsten sig selv, men HVEM????? Hvilke personer i det daværende samfund kunne bære over med forbrydelser som f.eks. denne: Den fransk-jødiske pige Francoise Sukno (født  den 9. maj 1943) ankom til Auschwitz den 2. august 1943 sammen med 1000 andre jøder, hvoraf hun samt 727 andre blev myrdet.

INTET undskylder noget sådant, og alligevel blev det undskyldt i og med at mange af morderne undslap den straf, de i så rigelig grad havde gjort sig fortjente til.

"Dødsenglen" Joseph Mengele mellem ligesindede SS-kammerater

Israel har fire efterretningstjenester, men kun Mossad er alment kendt internationalt. Organisationen blev dannet den 1. december 1949, og selv om den stadig er meget hemmelighedsfuld, så ved man, at den står den for en kolossal målrettethed og stor succes. Der er referencer til den i alt lige fra billige knaldromaner til højlærde afhandlinger om (f.eks.) Adolph Eichmann-sagen, og den har et godt ry som efterretningstjeneste samt beskyttelsesforanstaltning for Israel.

Omverdenen kan måske ikke lide forskellige af de aktioner, organisationen har stået for, men erkender, at Israel har brug for speciel beskyttelse, bl.a. imod arabisk terrorisme, selv om der ikke er international enighed om, hvad det egentlig er. Palæstinenser-spørgsmålet er til diskussion og har været det i mange år, og de fleste indrømmer, at det er - og altid har været - svært at dele sol og vind lige i netop denne sag. Det er dog tydeligt, at Israel ikke længere står som det rene og uskyldige offer, det gjorde lige efter krigen, selv om man ikke erobrede, men rent faktisk købte en hel del af den arabiske jord, der blev til landet Israel. Situationen udnyttes imidlertid af nogle grupper, der giver Israel hele skylden for det, der er sket med palæstinenserne. Man kan sige, at palæstinensernes lidelser som flygtninge er blevet til et symbol på Mellemøstens politiske krise og dermed en konstant kritik af Israel og dets som regel meget effektive Mossad-organisation. Så længe den konflikt ikke er løst, vil Israels og Mossads ry stadig være blakket.

Nå, men i 1960 blev Adolph Eichmann, der stod for en stor del af effektiviseringen af Holocaust, opsporet, kom for retten og blev henrettet, selv om han havde gemt sig i Argentina i årevis, så hvordan bar en velkendt forbryder som Joseph Mengele sig ad med at snyde det allestedsnærværende Mossad? Denne lægeuddannede mand, hvis grusomme forbrydelser og mange overgreb imod fangerne bevidnedes af overlevende fra kz-lejren Auschwitz, slap ustraffet, fordi Mossad for en gangs skyld svigtede opgaven med at finde ham. Efter krigen blev ellers netop lægernes deltagelse i Holocaust og deres skyld et af de områder, man fokuserede på, så himmel og jord burde have været sat i bevægelse for at finde en af de allerværste slyngler, Joseph Mengele.

I stedet for at blive stillet for retten levede denne forbryder imidlertid ubemærket et par år i Tyskland under sit eget navn. Nok havde tidligere SS-medlemmer stadig et forbløffende stærkt netværk og hjalp hinanden på kryds og tværs, men alligevel, sært var det. Én ting er jo at efterlyse en forbryder, men at overse ham, når han lever åbenlyst midt mellem sine landsmænd, er jo grotesk. Ifølge Mossads oplysninger var han imidlertid død, selv om han altså i virkeligheden levede i bedste velgående, tilmed uden et navneskift. Noget, han iøvrigt ofte gjorde i årene fremover efter flugten, uden at der skete ham noget som helst.

Hvem havde bildt Mossad ind, at "Dødsenglen" var død under eller lige efter krigens afslutning? At være "død" er jo unægtelig den bedst tænkelige camouflage for en efterlyst forbryder, så burde de ikke have undersøgt den påstand særdeles nøje og f.eks. have gravet liget op, hvis de blev forevist en grav, der angiveligt var hans? Desuden: jagten på ham fortsatte jo, men uden nogen succes og med groteske fejldispositioner, der bare ikke kan forklares som "uheld".

Hvorom alting er, så flygtede Mengele - med hjælp fra nazi-netværket - til Argentina i 1949 og slog sig ned i Buenos Aires. Derfra fortsatte han til Paraguay i 1959 og videre til Brazilien i 1960, "skarpt" (??????) forfulgt af vesttysk politi, nazijægere som f.eks. Simon Wiesenthal og Mossad. Mystisk nok undslap han dem alle, selv om han altså skamløst nok ofte brugte sit eget navn rundt omkring i Sydamerika. F.eks. var han fræk nok til at besøge den tyske ambassade i 1959/1960, fordi han havde brug for nogle personlige papirer i forbindelse med sin skilsmissesag i Tyskland. Disse papirer bar selvfølgelig navnet "Joseph Mengele", og det var denne skilsmisse, der gjorde det klart for Mossad og andre nazi-jægere, at "Dødsenglen" skam ikke var omkommet under eller efter krigen, men levede i Sydamerika. 

At Mengele antog navnet Helmut Gregor omkring denne tid, gjorde det måske nok vanskeligere for Mossad at lokalisere ham, men som en efterretningstjeneste med et formidabelt ry, burde de ikke have ladet sig narre. Ikke nok med det, men efter hans død i en drukneulykke i 1979, troede de stadig, at han var levende og eftersøgte ham som sådan, idet Israel nu udlovede en dusør på en million dollars for oplysninger, der kunne føre til hans pågribelse. At han nu virkelig var død, vidste de ikke, da han i 1979 brugte navnet Wolfgang Gerhard, hvilket i mine ører dog har en så tysk klang, at det alene burde have vakt deres interesse og sat fut i en undersøgelse. Seks år senere - dvs. ironisk nok samtidig med dusørens oprettelse - blev hans identitet iøvrigt bekræftet, da hans lig blev gravet op og undersøgt.  

Heldet - og SS-netværket samt andre støtter - var med Mengele hele vejen efter krigen. Han levede et godt liv i Sydamerika og brugte sit eget navn i forskellige sammenhæng, f.eks. som da han fik opholdstilladelse i Argentina. Det dokument, der udfærdigedes i den anledning, brugte han til at ansøge Vesttyskland om og få et tysk pas - altså også i sit eget navn, selv om han angiveligt var efterlyst som krigsforbryder i sit hjemland. Man forarges og undrer sig, også fordi ingen tager ansvaret for forløbet af denne skandaløse flugt-sag. Mengele var og er en skamplet på Tyskland, der aldrig kan vaskes af, men det er han også på Mossads ære som efterretningsvæsen, for hér svigtede de virkelig.

https://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/05/araberne-skabte-flygtningek.html?m=0

 

https://www.history.com/news/the-7-most-notorious-nazis-who-escaped-to-south-america 

 

https://www.dw.com/en/the-ratlines-what-did-the-vatican-know-about-nazi-escape-routes/a-52555068 

 

https://www.spectator.co.uk/article/how-did-the-infamous-josef-mengele-escape-punishment- 

 

Wikipedia

 

 

 

 

 

 

 

Heltinden Mabel contra skurken Al Capone

Denne dame med perlekæde og en fin blondekrave ser pæn og dydsiret ud, ja, er nærmest det stereotype billede på en velafrettet borgerdatter af den type, der er en pryd for enhver familie af viktoriansk tilsnit, men tag ikke fejl, hun var sandelig langt mere end det. Hendes navn var Mabel Walker Willebrandt (1889-1963), og hun gennemførte den opgave, andre havde givet op overfor: at få gangsteren Al Capone buret ind. Selv om man ofte ser beskrivelser af denne bedrift, så mangler hendes navn og indsats ofte, men sjovt nok lever begge dele videre i TV-serier som f.eks. "Boardwalk Empire", "Prohibition" og "The Real McCoy". Man ved, hvad hun gjorde, men fokuserer på mandlige detektiver, der ifølge den almindelige opfattelse passer bedre med rollen som gangsterbekæmpere. Ikke desto mindre var hun en ildsjæl med en jernvilje, der f.eks. fik hende igennem et vanskeligt studieforløb som eneforsørger for sig selv og sin syge mand på en lærerløn, samtidig med at hun studerede jura om natten. 

Da hun blev "Assistant Attorney", fik hun tilnavnet "The First Lady of Law". Hendes arbejdsområde lå inden for overtrædelser af The Volstead Act, skatteforvaltningen og fængselsvæsenet, medens hendes funktion nok bedst kan beskrives som "vice-justitsminister" i forbudstiden. Dengang lagde forbudet imod alkohol grundlaget for en omfattende gangstervirksomhed, hvor især et navn gjorde sig bemærket, nemlig Al Capone (1899-1947), også kendt som "Scarface" og "Public Enemy No. 1". 

Der var ikke meget inden for kriminalitet, der var fremmed for denne søn af italienske immigranter, for han havde gjort sig både som smugler og morder foruden noget, man kunne kalde "generel korruption". Hans tilholdssted var Chicago, hvor man havde et sært dobbelt-bundet forhold til ham og hans forbrydelser, for han var populær blandt store dele af befolkningen, der så ham som en art "Robin Hood", medens politiet forgæves forsøgte at få ham bag tremmer. Selv om han udkæmpede rene krige med rivaliserende ganstere og begik alle mulige former for forbrydelser, var det umuligt at bevise hans andel i de enkelte sager. Han gik fri den ene gang efter den anden, samtidig med at han blev frækkere og frækkere samt mere og mere morderisk.

Højdepunktet var den såkaldte St. Valentine's Day Massacre i 1929, hvor syv medlemmer af en rivaliserende bande blev mejet ned, formentlig af Capones folk, muligvis med hjælp af visse politifolk, der ønskede at hævne mordet på en betjents søn. Dette massemord forargede trods alt folk, også dem, der normalt hyldede Al, når han mødte op til offentlige begivenheder som f.eks. sportskampe. Stemningen var ved at vende - i hvert fald til dels - og det, der var brug for var en rask og viljestærk dame som netop Mabel Walker Willebrandt.

I stedet for de sædvanlige kriminalitetsbekæmpende aktioner begik hun den genistreg at få anklaget superforbryderen Al Capone for skattesnyd. Noget, Als dumme vane med at prale af sine indtægter og formue gjorde nemt, for nok kaldte han sig "forretningsmand", men i hvad? Den side af sagen svævede i det uvisse, men selv om hans penge stammede fra forbrydelser, så var de altså ikke skattefri. En højesteretsag fra 1927 imod en anden gangster havde nemlig slået fast, at indtægter er indtægter, om end de stammede fra illegale aktioner.

Als tåbelige pralerier førte til den skattesag imod ham, der sendte ham 11 år i fængsel for skattesvig. Først sad han i et fængsel, hvor det var let for ham at kommunikere med sine folk, hvilket betød, at han fortsat kunne styre deres opgaver for banden. Den gik jo ikke, så han blev overflyttet til et langt hårdere fængsel, nemlig Alcatraz. 

 

 

Her oplevede han bl.a. det, hans mange livvagter uden for fængslet havde forhindret før i tiden: overfald og fysiske skader. Desuden skete der det, at hans i forvejen belastede helbred forværredes, fordi den syfilis, han led af, gav ham en voldsom hjernebetændelse.

 

Mabel kunne være stolt af sin indsats, men der er ingen tvivl om, at fængslingen af Al førte til hans død ved at belaste hans skrantende helbred. Da han blev løsladt efter syv år, seks måneder og femten dage af straffen på elleve år, var han et vrag, fysisk og psykisk. Man anslog, at hans mentale evner nu var som hos en 12-årig, og det gik hurtigt ned ad bakke for ham. Hvad angik Mabel, så var der ingen tvivl om hendes mange bedrifter både før og efter Capone-sagen, hvilket selvfølgelig betød, at hun forventede forfremmelser, f.eks. til kammeradvokat. Da hun blev forbigået, sagde hun sin stilling op i 1929 og fortsatte derpå sit virke som advokat med kontorer i Washington og Los Angeles.

 

https://www.dontmesswithtaxes.com/2016/10/al-capone-pleads-guilty-to-tax-evasion-on-june-16-1931.html 

 

https://dontmesswithtaxes.typepad.com/dont_mess_with_taxes/2009/07/catching-criminals-with-taxes-not-tommy-guns.html 

 

https://goldentaxrelief.com/how-tax-evasion-landed-al-capone-in-alcatraz/ 

 

https://www.taxnotes.com/editors-pick/willebrandt-breaks-doj-glass-ceiling 

 

https://allthatsinteresting.com/mabel-walker-willebrandt 

 

Pengene forvandlede hende fra sort til hvid

Hun var født sort, og hendes forfædre havde været slaver, bl.a. hos en indianerstamme, men da Sarah Rector (1902-1967) blev olie-millionær som 12-årig, forvandledes hun på mere end én måde: 1) hun blev verdens rigeste, sorte pige, og 2) hendes hudfarve - samt dermed også hendes status i samfundet - blev omklassificeret til "hvid". 

Sagen var den, at som slaver havde familien været Creek-indianeres ejendom inden Borgerkrigen. Efter 1866 blev disse afrikanske slave-efterkommere en del af "The Muscogee Creek Nation". Det betød, at de blev opført på "The Dawes Roll" som det, man kalder "freedmen", og dermed blev de ifølge "The Treaty of 1866" mellem den amerikanske stat og de såkaldt "Five Civilized States" berettiget til land-områder. Det betød, at henved 600 sorte børn blev tildelt land, og Sarah fik 64 hektar i et område, der hedder Glenpool. Umiddelbart virkede det som en dårlig statslig gave, for jorden blev anset for tør og ufrugtbar. ("Sært nok" blev bedre jordstykker imidlertid givet til hvide samt medlemmer af Creek-stammen). Fordi der var en efter familiens mening voldsom skat på Sarahs jordlod, forsøgte hendes far at få tilladelse til at sælge den, men nej, den gik ikke. Han og familien blev tvunget til at bevare jorden samt betale skat for den. Heldigvis kan man sige, for det betød, at han lejede Sarahs jordlod ud til "The Standard Oil Company", så familien kunne få dækket nogle af deres udgifter. 

Der kan siges meget om dette firma, og det er der så sandelig også blevet. Noget af det er meget lidt smigrende, men de bragte Sarah held, for minsandten om ikke firmaets olieboring afslørede en super-oliekilde, der indbragte store summer. Ifølge loven dengang skulle fuldblodsindianere, voksne sorte og børn, der var borgere i indianske territorier, og som havde betydelige formuer, havde en respektabel og hæderlig hvid formynder. Det betød, at så snart pengene begyndte at strømme ind for olien på Sarahs jordlod, så blev der lagt pres på for at få forældrenes formynderskab over hende fjernet og tildelt en hvid mand.

Når man ser på billeder af efterkommerne af disse tidligere slaveholder, så er det tydeligt, at det med deres fuldblods-afstamning må tages med et gram salt. Gennem århundrederne var der foregået race-blandinger, og nogle indianere var mørkere end andre. Om Sarah også havde indianske forfædre ved jeg ikke, men usandsynligt er det i hvert fald ikke. Hvorom alting er, så skabte hendes pludselige rigdom stor interesse omkring hendes person, og hun blev bl.a. oversvømmet med henvendelser om alt fra lån og pengegaver til ægteskabstilbud, selv om hun jo altså kun var tolv år. 

Alle mulige som f.eks. Booker T. Washington (1856-1915), der havde en høj status som forfatter, taler og præsident-rådgiver, og som kæmpede for de sortes stilling i landet, trådte frem med forslag til at sikre Sarah og hendes formue. Samtidig begyndte der at opstå sære rygter om hende, for nogen påstod, at hun i virkeligheden var en hvid pige, der blev holdt i fattigdom. Noget, der ikke var rigtigt, men andre argumenter om det betænkelige i at lade hende have en hvid formynder, når nu den hvide race gik ind for en lovgivning, der satte de sorte uden for samfundet, virker ganske fornuftige. 

En af de organisationer, der udviste megen bekymring for den unge millionøse og hendes penge, var "The National Association for the Advancement of Colored People" (NAACP). James C. Waters Jr. fra denne organisation skrev bl.a. dette memo om sagen: "Is it not possible to have her cared for in a decent manner and by people of her own race, instead of by a member of a race which would deny her and her kind the treatment accorded a good yard dog?" Så slemt stod det næppe til, men udtalelser af denne art skubbede til "hvidte"-folkene, så ideen om at erklære den sorte millionøse for hvid tog fart. 

Hendes olie-millioner spillede ind i alt, hvad hun foretog sig, men tilsyneladende ikke på en slem og skæbnesvanger måde, selv om firmaet Standard Oil Co. jo altså havde et blakket ry. Pengene gav hende muligheder, hun ikke ville have haft uden dem, og som voksen var hun kendt for sine spændende selskaber og sin glæde ved "fine ting" som tøj og flotte biler. Blandt hendes celebre gæster kunne man f.eks. se Count Basie og Duke Ellington. Intet omkring hende virker imidlertid outreret, ødselt eller "sært", men bare behageligt.

I 1920 giftede hun sig med en mand ved navn Kenneth Campbell, og de fik tre sønner, inden de blev skilt i 1930. Dvs. 37 år inden hendes død af en hjerneblødning i 1967 som 65-årig, og i den tid nåede hun også ægteskab nr. 2 med William Crawford. Det eneste, der truede hende og hendes livsstil, var aktiemarkedets slingrekurs, der også gjorde indhug i hendes formue.

https://www.muscogeenation.com/

 
https://samepassage.org/wp-content/uploads/2020/08/sara_rector.jpg

 

https://martincitytelegraph.com/2020/01/19/who-was-the-real-sarah-rector-the-richest-black-girl-in-america/ 

 

http://encyclopediaofalabama.org/article/m-2489 

 

https://www.nytimes.com/2020/09/08/us/enslaved-people-native-americans-oklahoma.html 

 

http://theamericanhistory.org/creek-indian-history.html 

 

https://www.hughescountytribune.com/article/ancestors-muscogee-creek-freedmen-seek-reinstatement