Skuespillerinden, der IKKE myrdede sin tankeløse fan .....

 

Sært nok har jeg aldrig kunnet lide Gene Tierney (1920-1991), og det er ene og alene, fordi hun huggede Rita Hayworths mand, prins Aly Khan, fra hende, da hun begyndte at bære præg af sin demens-sygdom. Skyldes min forargelse en overdreven søstersolidaritet? Ja, på en vis måde, for jeg syntes, det var tarveligt af Gene og var dum nok til først og fremmest at give hende og ikke den troløse Aly skylden for, at Rita blev forladt i en så sørgelig situation. 

Som altid, kan man sige, er ingen helt modbydelig, ligesom ingen er helt igennem det modsatte. Sort-hvidt er de sande farver, man bør forholde sig til, og Gene var faktisk ikke en dum dulle, der buldrede frem som et forkælet barn, der forlangte at få og få, og som bare ragede til sig. Da jeg ved et tilfælde læste noget om hendes privatliv, svandt Aly-episoden ind til det rene ingenting ved siden af den tragedie, hun selv kom ud for, hvilket selvfølgelig er lige så ulogisk som det at forkaste hende på baggrund af Ritas situation som syg, forladt og forvirret i et dårligt ægteskab. Det svarer faktisk til at sammenligne smør og benzin, selv om de jo ikke kan erstatte hinanden og derfor ikke naturligt er til sammenligninger .... 

Nå, men Gene var skuespiller, præcis som Rita, men hendes baggrund var langt mere tryg, også økonomisk, for hun var født ind i en stabil familie med en kærlig far, der var en succesfuld børsmægler. Da hun fortalte ham, at hun ville være skuespiller, dannede han en familievirksomhed for at lancere hende, og efter sin Broadway-debut i 1939 blev hun opdaget af filmproducenten Darryl F. Zanuck, der skrev en kontrakt med hende, hvilket var mange skuespilleres drøm dengang. Det skabte hendes karriere og det ry, der senere blev fasttømret med succesfilmen "Laura" (1944) med bl.a. Dana Andrews. 

Så nemt var det absolut ikke for Rita, hvis forældre var dansere, der måtte kæmpe sig frem, år efter år. Desuden var hendes far ikke god ved hende, og der er rigtig mange historier om den incest og psykiske mishandling, han begik imod hende.

Både i ægteskabet med Orson Welles og Aly Khan fik Rita en sund og rask datter. Gene fik også en datter, men med en utrolig tragisk baggrund, der er som en parallel til Agatha Christies roman, "The Mirror Crack'd from Side to Side" (1962), der er blevet filmatiseret et par gange. Denne roman - som nogen mener bygger på Genes livshistorie - handler om en filmstjerne, der myrder en fan, efter at hun har fundet ud af, at det var hendes egoisme og tankeløshed, der gjorde, at hun blev smittet med røde hunde, da hun var gravid. Dette førte til, at hendes ufødte barn blev skadet før fødslen.

Da det samme skete for Gene i hendes ægteskab med designeren Oleg Cassini, må man sige, at hun også kunne have haft god grund til at tage livet af den kvindelige fan, der var skyld i hendes datters skader, men det gjorde hun nu ikke. Det var først senere, hun fandt ud af, hvordan hun var blevet smittet før fødslen, og det påvirkede hende voldsomt psykisk set i årene fremover, men hun forfulgte nu ikke sagen eller hævnede sig.

Det, der skete, var, at hendes fan, der var i marinen, havde været i karantæne, fordi hun var syg af mæslinger. I stedet for at respektere karantænen, sneg hun sig ud, fordi hun absolut måtte møde Gene, da hun var hendes yndlingsstjerne. At hun dermed udsatte den gravide skuespiller for fare, ignorerede hun åbenbart, og den, der betalte prisen for denne tankeløshed, var lille Daria, der blev født med nedsat syn, døv og retarderet i 1943.

Gene var og blev en skønhed, men fik det, man med et samlebegreb, kalder "dårlige nerver". Da datidens super-playboy, nemlig den eftertragtede prins Aly Khan, forlod hende, fordi hans far ikke kunne lide hende - sandsynligvis fordi han havde været meget glad for Rita!! - fik hun et nervøst sammenbrud og blev indlagt. De næste par år røg hun ind og ud af hospitalet, og hun begyndte også at ryge voldsomt, hvilket formentlig var det, der førte til lungesygdommen Emfysem, som hun døde af, 70 år gammel. Inden da havde hun udgivet sin selvbiografi, "Self Portrait", hvor hun bl.a. også fortalte om sin affære med den evige liderbuks, John F. Kennedy.

 

I dag har jeg nærmest medlidenhed med denne såkaldte "man eater", for hun havde bestemt ikke det lette liv, man umiddelbart tror. Ikke at det undskylder, hvad hun gjorde imod den syge Rita, men for at være helt ærlig, så tror jeg, at havde det ikke været hende, Aly Khan faldt for, så havde det været en anden filmskønhed, for sådan var han nu engang. Desuden var damerne mere end villige til at falde for ham ....

https://www.chicagotribune.com/news/ct-xpm-1989-11-14-8901310071-story.html

 

https://www.factinate.com/people/facts-prince-aly-khan/ 

Wikipedia

Dobbeltgænger

Ja, de ligner hinanden, men de er jo altså også enæggede tvillinger, og så er det ikke "unaturligt", men bare "sært" for deres omgivelser. De selv synes måske ikke engang, at der er nogen særlig lighed, medens andre ofte tager fejl af dem og f.eks. tror, de har talt med søster "A", medens det i virkeligheden er "B".

Stakkels, lille pus, der bliver totalt forvirret over disse to udgaver af den "samme" bedstefar. Hvad skal han/hun dog tro om dette fænomen? For slet ikke at tale om, hvis det er trillinger, for de kan nemlig også være enæggede.

Noget endnu mere forvirrende end enæggede tvillinger er det sære fænomen, man kalder en "dobbeltgænger". Umiddelbart tror de fleste nok, at det bare er en myte, men dér tager de fejl, for der er faktisk flere personer, der har været kendt som "dobbeltgængere". De er også beskrevet i litteraturen, bl.a. af den store, russiske forfatter, Fjodor Dostojevski i romanen "Dobbeltgængeren" (1846).

Hovedpersonen i romanen er et nervøst gemyt, der er sig bevidst, at han virker komisk på omgivelserne. Hverken hans kolleger eller andre er decideret ondskabsfulde over for ham, men han falder altid udenfor og føler sig derfor distanceret fra alt og alle. At han erkender, at han langsomt er ved at blive fortrængt af den dobbeltgænger, der lurer i kulissen, gør hans liv endnu mere vanskeligt, for hvad gør man i sådan en situation? Han forsøger at finde denne farlige dobbeltgænger, men ender med at blive fortrængt af ham. De fleste opfatter nok denne uhyggelige kæde af dunkle begivenheder som en indre proces, sådan at den stakkels mand i virkeligheden slås med sig selv, men det gør det nu ikke mindre skræmmende.

Andre forfattere har brugt dobbeltgænger-motivet på forskellig vis, og en af dem er H.C. Andersen med eventyret "Skyggen". Her slår den stadig stærkere og stærkere skygge sin ejermand ihjel ved at fortrænge ham. Diverse gysere som "Dracula", "Dr. Jekyll og Mr. Hyde" samt Oscar Wildes "Billedet af Dorian Gray" behandler sådan set samme emne, og ingen af disse beretninger giver et positivt billede af den dobbeltgænger, der dukker op og fortrænger det ægte menneske. Dobbeltgængeren er af det onde, er dødbringende og farlig.

Uden for litteraturen optræder der imidlertid også dobbelgængere. Nogle opfattes af dem, der er det oprindelige menneske, andre ikke, for der er også dem, der kun ses af andre, men aldrig af deres "ejermænd". En af dem, der angiveligt selv har set sin dobbelgænger, er den engelske digter Percy Shelley. Kort tid inden han omkom i en drukneulykke, fortalte han sin kone, Mary Shelley, at han havde mødt sin dobbeltgænger i Italien, hvor den havde stillet ham et spørgsmål: "Hvor længe har du så tænkt at være tilfreds?" Her skal dobbeltgængeren formentlig ses som en form for forvarsel om død, selv om det ikke fremgår direkte, hvad dens formål er. Andre, som f.eks. John Donnes vision af sin kone, er uden den slags bombastiske varsels-perspektiver. Da han var i Paris, befandt hun sig rent faktisk hjemme i England, hvor hun fødte en dødfødt datter, men på samme tid så han hende pludselig gå gennem lokalet med et slapt og livløst barn i armene.På det tidspunkt viste han endnu ikke, at hun havde født, og at barnet var dødt.

En anden, der hævdes at have set sin dobbeltgænger kort tid før sin død, er dronning Elizabeth I af England. Hun så sig selv ligge, bleg og afkræftet på sin seng, og præcis sådan kom hun faktisk til at ligge, da hun blev syg og døde i selvsamme seng.

Også præsident Abraham Lincoln så sig selv som en form for forvarsel om døden, da han så sig selv, bleg og svækket i et spejl. Det skete i 1860, hvilket vil sige kort tid efter at han vandt præsidentvalget for anden gang. Han døde fem år senere efter at være blevet skudt af John Wilkes Booth.

Nogle mener, at vi alle har en dobbeltgænger, men en ydre lighed kan snyde. Det er klart, at også mennesker, der ikke er i familie med hinanden, kan ligne hinanden temmelig meget, men der skal altså mere til at tale om ægte dobbeltgængere.

Det ekstra, der skal til, finder man f.eks. i en af de mest fascinerende eksempler på noget, der ligner et ægte fænom, nemlig Emilie Sagee. Denne unge, franske lærerinde havde en besynderlig evne til at miste sine jobs, selv om alle mente, at hun var en meget dygtig og flittig kvinde. Eleverne kunne lide hende, og det gjaldt også hendes kolleger, så hvad var der galt, når hun den ene gang efter den anden stod uden job?

Hvad Emilie ikke kunne se var, at mange gange når hun befandt sig et sted, så kunne andre samtidig se hende et andet sted. Folk flippede ganske enkelt ud over dette fænomen og blev utrygge ved hende. I 1846 fik den på det tidspunkt 32-årige, hårdt prøvede lærerinde en stilling ved Pensionat von Neuwelcke, og kort efter begyndte problemerne: også hér så folk hende dobbelt. Nogle gange optrådte hendes dobbeltgænger som en karikatur af hende, gentog hendes bevægelser eller trådte hen til tavlen og skrev tilsyneladende på den. Et af de tilfælde, der vakte mest opsigt, var da hun optrådte både inde i klasseværelset og på samme tid også i haven udenfor. Det forskrækkede - som så ofte før - hendes elever og kolleger, men må have været en ekstra sær oplevelse, fordi hun ikke selv var klar over, hvad der skete.

https://www.mamamia.com.au/emilie-sagee/

https://www.paranormal-efterforskning.dk/ordbog/53-doppeltg%C3%A6nger

https://www.ghosthunting.dk/arkiv/artikler/dobbeltg%C3%A6nger.html

 

Wikipedia

Når mænd føler ejendomsret over kone og børn

Både mænd og kvinder kan vel føle, at den person, de har lovet evig kærlighed, og som de forventer at dele deres liv med, er "deres", men i realiteten er det bare en talemåde. Vedkommende er ikke en "evighedsejendomsdel" og bliver det heller aldrig - dvs. hvis man da ikke binder ham/hende i kælderen og forhindrer alle flugtforsøg samt enhver kontakt med omverdenen. Så er det lige før dette stakkels tilfangentagne menneske bliver det, man ønsker, nemlig en ejendel.

Den leende mand, nemlig Joshua Powell (1976-2012) bagest i denne person-opstilling følte, at han "ejede" de tre personer foran ham, der udgjorde hans familie: hans kone, Susan, og deres to sønner, Charles og Braden. Denne vrangforestilling var noget, han var opvokset med i en familie, der bestod af en benhård, mere eller mindre pervers og diktatorisk far og en underkuet mor. Familien var præget af det, jeg vil kalde en "religionsforstyrrelse", men også af faderens store interesse i porno, som han tilmed introducerede sine sønner i. Dvs. at hvis man leder efter en familie-særhed, der tidligt kan have præget Joshua, så var der masser at tage af. Resultatet var i hvert fald en dominerende og undertrykkende mand med ejendomsfornemmelser over for kone og børn. At der var tale om et mønster, kan ses af, at inden han traf den kvinde, nemlig Susan (1981–2009), der blev hans kone og mor til hans to sønner, havde han haft et totalt forskruet forhold til en anden kvinde, der endte med at skrotte ham over telefonen på grund af hans enormt dominerende opførsel. Noget, der altså synes at have været reglen mere end undtagelsen i hans forhold til kvinder.

Joshua og Susan boede hos hans forældre et stykke tid, hvilket viste sig at være en meget dårlig ide, da den porno-tossede far blev som besat af sin svigerdatter. Uden at hun i begyndelsen vidste det, fulgte han hende hemmeligt og filmede eller optog alt, hun foretog sig, også af intim karakter. Han stjal hendes undertøj, læste hendes dagbog og overdængede hende med lumre kærlighedsdigte via internettet. Da han efter nogen tid afslørede sine amorøse følelser for sin forbløffede svigerdatter, afviste hun ham, og det unge par flyttede kort efter ud af Joshuas barndomshjem, sådan at Susan kunne blive fri for sin smask-liderlige svigerfar. Joshua brød dog ikke med sin far, selv om denne fortsatte med sine forsøg på at forføre Susan. Dvs. at han var langt mere loyal over for faderen og dennes opfattelse af forholdet mellem mand og kvinde end over for hustruen, sandsynligvis fordi han så hende - nemlig i rollen som hustru - som en af sine "ejendele".

Efter udflytningen havde ægteparret stadig de samme problemer, der tidligere havde optrådt i andre af Joshuas forhold: han ønskede at dominere kone og børn og forventede, at det var ham, der bestemte alting. Det reagerede hun imod, og de mange stridigheder førte til en forøget fremmedgørelse mellem dem. Hun skrev sit testamente, hvor hun påpegede muligheden af, at hun, hvis hun døde uventet, meget vel kunne være offer for noget, der ikke kunne regnes som hverken en ulykke eller det, man kalder "naturlig død". Desuden indspillede hun i al hemmelighed en video, hvor hun fortalte om sit ægteskab.

Når man ser billeder af Joshua, så ligner han en nuttet dreng, men i virkeligheden var han jo altså en voksen mand, der bare opførte sig fuldstændig uansvarligt. Således viste det sig også, at de befandt sig på fallittens rand på grund af hans ødsle vaner. Noget, der senere er blevet bevidnet af hendes venner. 

Den 6. december 2009 var sidste dag nogen uden for familien så Susan i live. Hun forsvandt simpelthen uden at efterlade sig spor og har været efterlyst som "missing person" lige siden. Alle - også politiet - går ud fra, at hun ikke er forsvundet af egen fri vilje, for ingen tror på, at hun frivilligt ville efterlade sine børn. Alt tyder på, at hun er død, og at hendes mand, Joshua, er indblandet i dødsfaldet. Han benægtede alt, men ingen har troet på ham, hvilket er yderst forståeligt, når man betænker den måde, han behandlede sin "ejendel", nemlig hans kone Susan.

Medierne interesserede sig meget for den "forladte" ægtemand, Joshua, og det har formentlig været hårdt for ham, men det, der sikkert var endnu hårdere, var, at myndighederne ønskede at overgive hans to sønner til deres bedsteforældre, nemlig Susans forældre. ALT i ham har sikkert gjort oprør imod denne tilsidesættelse af det, han opfattede som sin ejendomsret over børnene.

Desværre for både ham selv og børnene gjorde hans situation ham så desperat, at han greb til fortvivlede midler for at opretholde herredømmet. Susan var væk, han - og hans bror, Michael - var mistænkt for at have myrdet hende, og nu ville myndighederne oven i købet tage hans børn fra ham. Det blev bare for meget, og han traf en uigenkaldelig beslutning, der kostede både ham og hans børn livet.

Selv om børnene var taget fra ham, så havde han dog ret til at se dem på overvågede besøg, hvor en myndighedsperson fulgte med at iagttog ham og de to drenge under deres samvær. Da socialarbejder Elizabeth Griffin Hall kom med børnene den 5. februar 2012, trak han dem hurtigt ind i huset, medens han låste hende ude. Hun ringede efter hjælp, men før der kunne komme nogen, sprængte han huset, sig selv og de to drenge i luften. Med alle tre døde og en igangværende eftersøgning af den stadig forsvundne Susan skulle man tro, at tragedien var fuldkommen, men nej, for også Joshuas bror, Michael, begik selvmord året efter. Man mener, at han hjalp Joshua med at skaffe Susans lig af vejen, og at han havde samvittighedsnag, men ikke engang det, ved man med sikkerhed, kun at han døde ....

Der er skrevet meget og lavet flere dokumentarfilm om denne forfærdelige historie om en mand, der er så formørket af besiddertrang, at det koster en hel familie livet. Desværre er dette ikke den eneste sag, der går efter dette horrible mønster, hvor mænd dræber dem, de påstår at elske mere end noget andet på denne jord. Sær form for "kærlighed" siger jeg bare, men mange tolker stadig den slags voldelige forbrydelser, som Joshua begik, som udryk for særligt stærke kærlighedsfølelser.Trist og uacceptabelt, for kærlighed er det altså ikke og har aldrig været det .....

https://www.dailymail.co.uk/news/article-2640959/Josh-Powell-sexually-abused-two-sons-mother-vanished-butchered-boys-hatchet.html

 

https://kutv.com/news/local/timeline-what-we-know-in-the-10-years-since-susan-cox-powell-went-missing 

Wikipedia

Teenage-helten

 

En lille, spinkel dreng med et venligt og vågent blik. Han har tydeligvis personlighed og udstråling, men at han også havde slagkraft kommer måske nok som en overraskelse for de fleste, der forventer noget andet af en sand helt end en ildsjæl i en lille, tynd barnekrop. Helt var han dog, tilmed på flere måder.

Iqbal Masih blev født i 1983 i Muridki i Pakistan. Hans familie var meget fattige, gældsatte kristne. Som bare 4-årig blev Iqbal sat i arbejde som væver på en tæppe-fabrik for at hjælpe familien ud af deres gæld. På fabrikken blev han og de fleste af de andre børn, der  arbejdede ligesom ham, lænket til vævene, så de ikke kunne stikke af. Eftersom Iqbal kun fik 1 rupee om dagen, der gik til afdrag på hans forældres lån, kunne han sige sig selv, at det ville vare rigtig mange år, før det var færdigbetalt, også fordi det ikke svandt, men voksede på grund af renter.

En dag fik han nok af denne udsigtsløse slavetilværelse, også fordi han nu vidste, at denne ubehagelige fastlænkning til væven var ulovlig. Han flængede et af tæpperne, hvilket gjorde fabriksejeren, Hussain Khan, rasende, men det lykkedes den nu 10-årige Iqbal at flygte. Efter sin flugt gik han til politiet for at melde Khan, nemlig for hans behandling af børnene, da det jo var imod den lov, som den pakistanske højesteret havde vedtaget vedrørende den type arbejde, han og de andre børn havde været ude for.

Til hans undren returnerede politiet ham imidlertid til Khan, som om han og ikke hans arbejdsgiver var lovbryderen. Anden gang han flygtede, tilsluttede han sig "The Bonded Labour Liberation Front", der kæmpede for de slave-bundne børn, der knoklede på fabrikker som Khans tæppe-fabrik. Denne organisation hjalp ham til en uddannelse, der er normeret til fire år, men som han tog på to. Samtidig begyndte han at holde møder rundt omkring i verden, bl.a. USA og Sverige, hvor han talte om de forfærdelige forhold for børnene, der blev sat til at arbejde, fastspændt til en maskine, selv om det var ulovligt. På bare to år hjalp han efter sigende omkring 3000 børn til at gøre sig fri af den slavelignende tilværelse, de var blevet hensat i.

Selv drømte han om at blive advokat, angiveligt fordi han så kunne gøre meget mere for dem, der havde brug for hjælp, men det ønske fik han aldrig opfyldt, for han blev myrdet den 16. april 1995, dvs. i en alder af omkring 11-12 år. Da han blev ramt af skud, var han bare kommet cyklende sammen med nogle af sine venner i den landsby, hvor han og hans familie boede.

Der er skrevet flere bøger om Iqbal og hans kamp for børnene, der misbruges som slavearbejdere

Efter mordet har "The Bonded Labour Liberation Front" hårdnakket hævdet, at det er en art uofficiel  tæppe-"mafia", der havde fået Iqbal dræbt, for han havde modtaget mange dødstrusler. Både den pakistanske presse og hans mor benægtede, at dette kunne være tilfældet, og tæppe-fabrikanter påstod, at børnene skam fik høje lønninger og blev godt behandlet. Noget, der jo var ren og skær løgn. 

https://in.usembassy.gov/remarks-by-ambassador-kenneth-i-juster-at-the-presentation-of-the-u-s-department-of-labors-2018-iqbal-masih-award-for-the-elimination-of-child-labo/

 

https://stopchildlabor.org/?p=3781 

 

https://worldschildrensprize.org/iqbal-masih 

 

Wikipedia

Hatshepsut

 

Hatshepsut (ca. 1507 f.Kr.-1458 f.Kr.) var en særdeles spændende kvinde fra det gamle Ægypten. Hun var gift med sin bror, faraoen Thutmosis II fra det 18. dynasti, og da han døde, regerede hun sammen med sin stedsøn og nevø, Thutmosis III (ca. 1479 f.Kr.-1425 e.Kr.). På det tidspunkt var hun en ung, vital kvinde og han et 2-årigt barn, så det varede ikke længe, før hans navn ikke længere blev nævnt i regeringssamhæng. Kort sagt: han var blevet skubbet til side, men dog ikke dræbt eller forvist, som andre ærgerrige regenter har gjort i lignende situationer.

Medens lille Thutmosis altså var blevet mere og mere "usynlig", så var hun til gengæld særdeles fremtrædende, ikke som enkedronning, men som farao, hvilket kan virke skørt, når nu hun var kvinde, prinsesse og enke-dronning. De titlen burde jo have været nok til at sikre status, men nej, det var de ikke. Hvis man tænker nærmere over det, forstår man godt, at hun var snedig, når hun iførte sig mandetøj, "farao-hageskæg", etc.. Som "kvindelig konge" var hun nemlig regent og ikke bare "kongens kone", sådan som tilfældet er med en dronning, og det befæstede hendes legitime, udøvende magt. For at blive taget alvorligt som "kvindelig farao", ændrede hun også sit navn ved at give det en maskulin udformning, der bestod i et tilføjet "t". Det har sikkert også hjulpet godt til med at etablere hendes magt, at hun ikke bare var prinsesse og eks-dronning, men også specielt knyttet til guden Amun fra en tidlig alder.

I sit privatliv holdt hun ifølge (ubekræftede) rygter sammen med hofmanden og arkitekten Senenmut, og de to vises som elskende i flere dristige grafittier. Hvad enten hun boltrede sig med denne formodede elsker eller ej, så udførte hun store bedrifter i form af oprettelsen af meget vigtige handelsforbindelser, og hun sendte også opdagelsesekspeditioner ud og byggede masser af templer, fik rejst statuer, etc., etc.. Hendes største bedrift var formentlig udvidelsen af Deir el-Bahari, der er et enormt gravanlægs-kompleks på Nilens vestlige bred, dvs. lige over for Luxor. 

Da hun døde som 50-årig, dukkede hendes stedsøn og nevø, Thutmosis III, op igen. Han var blevet holdt tilbage fra sin position som farao og bar tydeligvis nag til sin faster-stedmor, for han sørgede for, at hendes navn blev fjernet fra de fleste af de statuer, huse, etc., hun havde fået opført, ja, faktisk overalt, hvor man så det.

Selv om han gjorde, hvad han kunne for at udradere mindet om hende, så levede det dog videre på sin egen måde. Noget af det, der har sikret eftertidens interesse for hende og hendes regeringstid, er fundet af hendes mumie, der viser en særdeles buttet dame med hudfolder noget nær overalt. Hun var dog forholdsvis længe blot kendt som en navnløs, voluminøs mumie, dvs. en form for fortidig "Jane Doe".

Hendes grav var blevet plyndret mange år tidligere, men hun blev identificeret i 2007, efter at man fandt hendes lever samt en tand i en beholder. Tanden passede perfekt til mumien af den angiveligt ukendte kvinde, der nu pludselig fik en identitet: Farao Hatshepsut.

 

https://see.news/was-queen-hatshepsut-obese/

 

https://www.theguardian.com/world/2007/jun/27/egypt.science

 

Cooney, K. M. (2014). “The Woman Who Would Be King: Hatshepsut's Rise to Power in Ancient Egypt”. Crown Publishing

 

Wikipedia

Jagten på "evigt liv"

 

Det er en gammel sandhed, at INGEN undgår døden, og at man ikke slipper levende fra dette liv. Man kan forsøge at stikke af fra manden med leen, men det bæst følger efter og finder én så let som ingenting. Dvs. at dette uomtvistelige faktum udgør en af hjørnestenene i ethvert levende individs liv, men nogen accepterer bare ikke, at det forholder sig sådan. De taler om at "forlænge livet", men f.eks. 200 års længere levetid er bare et andet udtryk for "evigt liv, nul død og rend mig et vist sted". 

Sådan var det også med den russisk fødte ingeniør Barbara Moore (1903-1977), der gjorde sig til talsmand for sit eget sundhedsprogram med sund kost og mega-lange gåture. Hun var overbevist om, at hun kunne forlænge sin livslængde med sådan ca. hundrede år, men evighedstanken lå tydeligvis aldrig langt fra hendes drømme og planer. 

Barbara Moore gik under betegnelsen "doktor", men jeg tror, det er en tilsnigelse, for hvad var hun doktor i? Så vidt jeg kan se var det i hendes tilfælde en tom titel, som hun imidlertid altid brugte. Hvis det er tilfældet, så er der tale om en form for bedrageri, hvis hensigt er at skabe en falsk legitimitet omkring hendes ideer om liv og helbred.

Hun havde masser af tilhængere, der tiljublede hende, når hun var ude på sine lange spadsereture. Det havde hun også haft i USSR, da hun blev kendt som langdistance motorcykel-entusiast. I 1932 vandt hun en titel som motorcykel-kører, men syv år senere emigrerede hun til England efter at have giftet sig med en lærer i kunst. De blev dog senere skilt, men hun beholdt navnet, idet hun somme tider også optrådte under navnet "Barbara Moore-Pataleewa". 

Med årene blev hun mere og mere fanatisk som helse-guru. F.eks. mente hun, der ellers var vegetar og aktiv inden for bevægelsen, at mennesker kan overleve uden mad. Når hun var ude på sine vandreture, tog hun kun nødder, honning, uforarbejdet frugt og juice med sig. Noget, der i mine ører ikke ser så tosset ud endda, men hun drev det for vidt, når hun helt holdt op med at spise.

Med hensyn til hendes såkaldt helsebringende gå-terapi, så gik hun i december 1959 på sine flade fødder fra Edinburg til London, og i 1960 tog hun ud på en 86-dages vandretur fra San Francisco til New York City. Hendes tilhængere beundrede hende, men jeg tvivler på, at mange holdt ved, når hun prædikede om en ny, sund livsstil uden rygning, alkohol og sex, selv om hendes argument var, at hun havde helbredt sig selv for leukemi ved at leve sådan. Noget, der i hvert fald ikke var sundt for hendes helbred, var de juridiske kampe i forbindelse med hendes planer om at bygge et laboratorium i Frimley. Hun ville selv teste sine helbredsideer og brugte en stor del af sine opsparede midler i en forgæves kamp imod myndighederne. Noget, der ikke blev bedre af, at hun nægtede at acceptere, at hun havde tabt i Højesteret og paradoksalt nok forsøgte at bevare sit helbred gennem noget, der vel oprindelig var en sultestrejke. Da hun døde i en hospitalsseng i London den 14. maj 1977, var hun gået fallit på grund af sine juridiske stridigheder, men hun var også virkelig udmarvet af sult.

Selv en ildsjæl kan ikke besejre Døden, og jeg ser Barbara Moore som en vildfaren sjæl, der skabte et fængsel for sig selv med sin outrerede helse-ideologi. Hvis det havde lykkedes hende at leve i 200 år mere, så ville hun såmænd hurtigt have forlangt at få det umulige: evigt liv her på jorden. Så længe alderdommen ikke kan besejres er det ærlig talt slet ikke noget at stræbe efter .....

https://groups.google.com/g/alt.animals.ethics.vegetarian/c/4C08tSeEtcU?pli=1

 

https://www.nytimes.com/1977/05/15/archives/dr-barbara-moore-who-walked-across-us-is-dead-at-73.html 

https://volunteeringshropshiresheritage.wordpress.com/2013/04/12/dr-barbara-moore-dietician-vegetarian-activist-walker-and-russian-emigre/

 

^{https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sj%C3%A6l/evigt-liv-er-ikke-l%C3%A6ngere-umuligt} 

 

^Wikipedia