Klamme stodder??!!

 

Den knap 50-årige altmuligmand Steven Caruso hører til den slags uheldige individer, der virker "sære" på andre, og som de derfor automatisk rykker væk fra. Den reaktion kan være berettiget, fordi disse særlinge måske virkelig udgør en eller anden form for trussel, men hvad det end er, der gør dem "sære", så har de jo de samme behov for kontakt som andre mennesker, der bliver opfattet som "normale". Hvad Steven angik, så er det muligt, at hans eneste personlige kontakt med andre mennesker foregik på den café, hvor han kom hver eneste dag - officielt for at spise morgenmad, men uofficielt for at nidstirre servitricerne og små-stalke dem. Han havde altid yndlinge, som han forventede at blive betjent af, og det hurtigt .....

En af dem, han stirrede på, så hun blev utilpas ved det, var den ca. 32-årige Sandra Berfield. Hun var kendt som en venlig og betænksom kvinde, der gerne tog sig af andre og uheldige eksistenser. At hun derved gav en type som Caruso det indtryk, at hun var interesseret i ham som mand, var meget uheldigt, for det var hun altså ikke. Faktisk lader det til, at hun levede og åndede for sin multihandicappede datter, Diane, der døde pludseligt som 12-årig. Sandra sørgede dybt, men blev ikke mindre venlig af den grund.

At Steven på eget initiativ vaskede hendes bil, burde have fået hende til at være mere forsigtig med de signaler, hun udsendte, for på et tidspunkt inviterede han hende på en date, som hun afslog. Det gjorde ham vred, for han troede virkelig, at de havde noget gående, hvilket absolut ikke var tilfældet. Hans besættelse af den kønne og søde servitrice skiftede karakter, for da hun valgte at undgå ham på caféen, begyndte han at stalke hende på anden vis. Hun fik pludselig mange telefonopkald, hvor røret bare blev smidt på, ligesom der skete alt muligt andet, der viste, at hun var i fokus for en mands besættelse. På et tidspunkt gik hun til politiet for at få hjælp, men de kunne ikke gøre ret meget, fordi hun aldrig havde været i et forhold med Caruso. De gav hende dog et godt råd, der senere fik stor betydning: sæt et kamera op og fotografer, hvis der sker noget. Hun førte i forvejen en slags dagbog, hvor hun skrev ned, når han f.eks. havde opsøgt hende på hendes privat-adresse, og hun havde bortvist ham. Alt sammen mægtig godt for den påfølgende udredning.

Den forsmåede Caruso blev mere og mere arrig over at blive afvist, for han havde virkelig fejltolket hendes venlighed og havde vrangforestillinger om det forhold, der ikke var der, og som aldrig havde eksisteret mellem dem. På et tidspunkt fangede Sandra hans besynderlige aktiviteter omkring hendes parkerede bil, og da det viste sig, at der var blevet hældt farlige kemikalier i benzinen, foruden at dækkene var skåret op, fik hun en sag på ham. Han fik en fængselsstraf og afsonede et halvt år i 1999, men da han kom ud, var han så fløjtende gal, at han ligefrem blev dødsens farlig. 

Sandra Berfield var en køn og venlig pige

En dag modtog Sandra en pakke fra sin storesøster, Lois, idet den var lagt på hendes veranda. Eftersom den var fra et familiemedlem betænkte hun sig ikke, men tog den med ind i huset. Det viste sig at være en enorm fejltagelse, for pakken indeholdt en rørbombe, der eksploderede og dræbte hende. Beskrivelsen af, hvad der skete med hende, var grusom, for hun blev nærmest revet i stumper og stykker.

Caruso kom automatisk i søgelyset, og selv om han protesterede og gang på gang hævdede sin uskyld, blev han dømt til livsvarigt fængsel. Hér, i 2021, har han vist nok efterhånden opbrugt alle sine appel-muligheder, for han hævder fortsat, at det ikke var ham, der dræbte Sandra, og at han i det hele taget ikke har "gjort noget galt". Sådan ser han det sikkert i sin forskruede virkelighed, men ved udredningen af denne grusomme mordsag fandt politiet et bjerg af beviser, der illustrerer hans maniske aktiviteter. Bl.a. havde han skaffet sig adresser, telefonnumre, etc. på alle hendes venner og familiemedlemmer over internettet. Faktisk var det derfor, han kunne sende en pakke til Sandra, der angiveligt kom fra hendes søster .....

Denne sørgelige sag førte til en ændring af lovene om stalking: i 2010 blev loven udvidet til også at omfatte mennesker, der ikke levede/havde levet i et parforhold, hvilket var en klar forbedring. 

Jeg vil sige, at Sandra havde al mulig ret til at afvise en fyr, hun ikke var tiltrukket af, og som forekom hende klam. Samtidig må jeg dog sige, at der er én ting, hun tilsyneladende havde glemt, nemlig at hendes behov for altid at være venlig og omsorgsfuld har givet et forkert billede af hendes følelser for Caruso. Alle vidste, at han var ensom, men stadig ønskede kontakt, og så kan det virke venligt og medmenneskeligt at give ham en overfladisk version af det, han var ude efter. Han var tydeligvis ikke "som andre", og hun har handlet ud af medlidenhed, men som autist - hvilket han formodentlig er - har han ikke haft mulighed for at forstå distinktionerne mellem interesse og venlighed. Det burde hun have tænkt på, bl.a. før hun inviterede ham til at dukke op til en medarbejder-fest, hvor han ikke hørte hjemme, da han var kunde og ikke medarbejder. Hun har sikkert selv følt, at hun gjorde en god gerning, medens hun i virkeligheden legede med ilden som den evige "gode samaritaner" .....

Sandras søster med et billede af hende 

https://thecinemaholic.com/sandra-berfields-murder-where-is-steven-caruso-now/

 

https://lailasnews.com/international/sandra-berfield-death-steven-caruso-today-after-sandra-berfield-death/ 

https://www.wesawthedevil.com/all-episodes/otd-sandra-berfield

 

Huset Stuarts stammoder

Den dramatiske historie om skotternes dronning Mary Stuart (1542-1587), der selv mistede krone + hoved, men hvis efterkommere arvede det samlede kongerige, vi nu kender som England, startede med hendes formoder, Marjorie Bruce - eller de Brus - Stuart, der blev født omkring 1296 og døde i 1316. 

Marjories far, Robert I (1274 - 1329) - kendt som Robert the Bruce - var en berømt og meget tapper kriger, der sloges imod englænderne

Robert I's ældste datter, Marjorie, blev altså stammoder til den skotske Stuart-slægt. Faktisk nåede hun lige akkurat at føde den søn, der blev kendt som den første Stuart-konge, nemlig Robert II, inden hun døde efter en tragisk ride-ulykke, kun 19 år gammel. 

 

Marjories søn, Robert II, hvis far var den sjette arvelige rigshovmester af Skotland, Walter Stuart, var gift to gange, men havde også utallige elskerinder. Alt i alt fik han omkring 20 børn, så man må sige, at han var yderst produktiv.

 

Angiveligt Marjorie Bruce Stuart 

Man kan spørge sig selv om, hvorfor en fornem prinsesse, datter af kong Robert I, tager på ridetur i højgravid tilstand, men det gjorde hun altså. Hele hendes liv havde været yderst dramatisk, efter at hendes fars styre blev væltet og hun selv blev taget til fange sammen med flere kvindelige slægtninge. Nogle af dem blev ydmyget på det groveste ved at blive holdt i bur og fremvist for offentligheden i den tilstand. Marjorie blev imidlertid sat i kloster, kun 9 år gammel, idet den konge, Edward I, der havde taget magten, nægtede at lade hende og hendes følge henrette, selv om hans rådgivere bad ham om det. Hun befandt sig i dette kloster i otte år, men da hun kom ud, blev hun gift eller forlovet med Walter Stuart, den sjette rigshovmester af Skotland, og dermed tog historien fart, selv om hun ikke selv kom til at opleve det ..... 

 

https://livesleftbehind.wordpress.com/2016/10/12/marjorie-bruce-1297-1316/ 

 

https://www.scotsman.com/regions/5-forgotten-queens-and-princesses-scotland-548776

 

Wikipedia

 

 

 

 

 

 

Død, skjult, glemt - men fundet igen

Retsmedicin er efterhånden blevet en god og hæderværdig videnskab, som man regner med i fagkredse. Efter diverse TV-serier om retsmedicineres bedrifter samt spillefilm, hvor de optræder som helte, er de blevet en form for yndlings-eksperter både i virkelighedens og kriminalbøgernes verden. Morderen kan være aldrig så snedig, men sæt en god retsmediciner på sagen, og han/hun er afsløret ..... 

Noget af det vigtigste i en mordsag er selvfølgelig at finde beviser på, at der virkelig er en sag. Mange mordere har hævdet, at det formodede mordoffer stadig lever, men at han/hun har skiftet navn og fortsætter sit liv incognito et andet sted. Det kan være svært at bevise, at det er løgn, og at der virkelig har fundet et mord sted, hvis ikke der er et lig, selv om der måske er en tilståelse. 

Hér hjælper nonprofit-selskabet "NecroSearch International" til, for de har specialiseret sig i at søge - og finde!!! - skjulte ofre for mord. Morderen kan have gjort sig virkelig stor umage for at gemme liget, men døde mennesker er nu ikke så lette at gøre sig af med. De fylder, stinker, lækker safter af forskellig art og forsvinder ikke bare af sig selv ..... Men hvis man som efterladt er så heldig, at NecroSearch International sætter ind med sit hold af sammenbragte eksperter, lige fra "lig-hunde" til kemikere, geofysikere, etc., etc., så er der håb om en opklaring af sagen. 

NecroSearch blev grundlagt i 1991 og har fundet mange ofre for gamle mordsager, der var blevet opgivet, fordi liget manglede. Mordet ligger måske både 20 og 30 år tilbage i tiden, men det standser dem ikke. De har eftersøgt ofre i alt lige fra pæne og ryddelige baggårde til mudrede flodbredder, og de gør ofte en stor forskel i mordsager af forskellig art. 

I virkeligheden burde det selvfølgelig være politiets opgave at udvikle de evner og den ekspertise, som medlemmer af NecroSearch besidder, så organisationen slet ikke var nødvendig. Formentlig sker dette i årene fremover, også fordi der allerede nu optræder mange nye retsmedicinske teknikker i politiarbejdet.

Hvis man ender sådan, så skal der som regel mere end et tilfælde til for at få opklaret, hvordan det gik til, og om der er tale om et mord eller et ulykkestilfælde. Sherlock Holmes havde sit forstørrelsesglas, men retsmedicinerne har nu DNA ud over de gode gamle spor som f.eks. fingeraftryk, og denne nyopdagelse har revolutioneret arbejdet. 

Noget af et mirakel, må man sige!

 

Det er forbløffende, at nye teknikker nu kan opklare gamle sager på en ofte uventet måde. At det lykkes den ene gang efter den anden burde få fremtidige mordere til at tænke sig om, men det gør det nok ikke altid. 

Jeg kan forestille mig, at retsmedicineren bliver - eller allerede er!!! - vor tids superhelt, sådan som detektiven var før i tiden. Den antagelse bygger jeg bl.a. på populære TV-serier omkring arbejdet med retsmedicin. En af dem kom allerede i 1976 med 148 episoder om retsmedicineren og detektiven Quincy, der spilles af Jack Klugman.

 

 

 

https://necrosearch.org/ 

 

https://necrosearch.org/methods

 

Wikipedia

 

Skift køn og få dine bøger udgivet .....

Hun hed oprindelig Alice Mary Norton (1912-2005), og hun var en meget flittig forfatter inden for flere litterære genrer, som bl.a. historiske romaner, science-fiction, osv., osv.. Da det kneb med at slå igennem og bare få bøger antaget til udgivelse, fulgte hun det råd, hendes langt mere succesfulde kollega, Ray Bradbury, gav hende: "Skift til et mande-navn!" 

Det burde ikke være sådan i vore dage, men det viste sig, at det trick virkede, og hun fik sig faktisk hele tre mandlige pseudonymer, nemlig Andre Norton, Andrew North og Allen Weston. Under disse navne udgav hun flere hundrede bøger - og man skændes stadig om, hvor mange der egentlig er!!!! - der såmænd også skaffede hende forskellige hædersbetegnelser. F.eks. blev hun den første kvinde, der fik titlen "Gandalf Grand Master of Fantasy", "SFWA Grand Master", foruden at hun kom i "Science Fiction and Fantasy Hall of Fame". 

Alt sammen mægtig fornemt, men sært nok ikke knyttet til et særlig holdbart ry, for selv om læserne måske kender nogle af hendes mange bøger, så er hun selv ligesom udvisket. Noget, der måske også hænger sammen med hendes image som en god og hæderlig bibliotekar, men uden ret meget spræl uden for bøgernes verden.

Alice er faktisk et godt eksempel på, at det ydre kan snyde, for hendes bøger er fulde af spændende eventyr og interessante ideer, men det virker ikke ret sandsynligt, når man ser billeder af hende. Både hendes køn og hendes pæn-pige-image var imod hende.

En nydelig dame med en indre verden, som ingen forventer ud fra billederne af hende.  

 

Smæk for skillingen og ikke ligefrem "biblioteks-agtig" - og så er den jo bare én blandt rigtig mange med en lignende eventyrlig handling. 

Alle mulige glimrende kvindelige forfattere, lige fra f.eks. Mary Shelley og Virginia Woolf til J.K. Rowling, har fået deres bøger afvist fra indtil flere forlag, hvilket må ærgre disse i årene efter afslagene. Hverken dette eller antallet af læsere/købere viser noget om det pågældende værks litterære kvaliteter. At Alice Norton fik manuskripter tilbage, som Andre Norton senere fik udgivet, fortæller dog noget om fordomme og forventninger. Gad vide, hvor meget af det, der stadig trives ude i bogverdenen ....

 

https://www.fantasticfiction.com/n/andre-norton/ 

 

Wikipedia

Bæstet og den lille heltinde .....

Op igennem historien har der optrådt mange uhyrer i menneskelig skikkelse som f.eks. Hitler, Jack the Ripper, Ted Bundy, etc., etc.. At der også er historiske optegnelsen vedr. dyriske uhyrer ser vi nok mere som et udtryk for eventyrenes fantasivæsener. Vi ved f.eks., at der findes ulve, men er godt klar over, at den, der optræder i "Den lille Rødhætte" mere er myte end realitet, for det er nu de færreste ægte ulve, der forstår at klæde sig ud i ens bedstemors tøj og optræde som hende.

Den udklædte - og tilmed talende ulv!!! - er dog intet imod det, der ramte en del af Frankrig i 1764, nemlig Lozère. Egnen havde været under engelsk belejring i det, man kalder "Syv-års-krigen", men nu var turen kommet til dyriske angreb fra noget, man stadig diskuterer, hvad virkelig var. Kunne det være en ulveflok eller én kæmpe stor ulv? En genopvakt fortidsskabning? For at få lidt mere hold på det morderiske uhyre gav man det et beskrivende navn, nemlig "Bæstet fra Gevaudan". Der siges at være trolddom i navne, men det hjalp dog ikke meget på jagten, at uhyret nu havde et navn, for det lader til, at det i løbet af forholdsvis kort tid, tog livet af sådan ca. 200 mennesker og sårede mange flere, uden at man er kommet  en tilfangetagelse nærmere.

Uhyret blev beskrevet på forskellig vis med angivelsen af flere skrækindjagende detaljer, der dog ikke hjalp med at klassificere det. Teorierne om, hvad det egentlig var, der hærgede egnen, er faktisk mange den dag i dag. Nogle mener, at det kan have været et afrikansk dyr som f.eks. en hyæne, en bavian eller lignende, der var stukket af fra et cirkus eller en zoologisk have, medens andre fandt det langt mere sandsynligt, at det var en blanding af en hund og en ulv. Nogle påstod dog, at det måtte være et væsen fra en fremmed planet, nemlig en ægte E.T. i dyreform. Desuden er der også i vore dage selvfølgelig, (havde jeg nær sagt), teorier om noget overnaturligt, der pludselig hjemsøgte franskmændene. Summa summarum: folk vidste, det var der, men ikke, HVAD det var .....

Det gjorde det sandelig ikke nemmere, at bæstet havde en evne til at ryste geværkugler af sig. Hvis man skød på det, sårede det det nemlig ikke. Desuden lod det til, at selv når det rent faktisk blev ramt, så døde det ikke eller vendte lynhurtigt tilbage til livet. Jamen hvad bed så på krapylet? Jo, det gjorde det hjemmelavede spyd, som landsbypigen Marie-Jeanne Valet lavede, og som hun stak uhyret med. Det døde ganske vist ikke, men flygtede ind i skoven, svært skadet, og det var såmænd første gang, det var blevet såret af et våben.

Eftertiden beundrede i den grad Marie-Jeanne for hendes mod og snarrådighed, at man har opstillet en statue af hende, der viser, hvordan hun kæmpede med uhyret og vandt, fordi hun som den første ramte det.

Det var altså Marie-Jeannes mod, der ændrede situationen, men hun var nu ikke ene om æren i ret lang tid, for det var to tapre - og langt mere kendte - mænd, der gav det sårede bæst dødsstødet. Den ene af dem var kongens våbendrager, Francois Antoine, og den anden var den lokale landmand, Jean Chastele. At disse to dukkede op på scenen, efter at Marie-Jeanne havde udført den bedrift at såre dyret, virker lidt påklistret, som om æren absolut måtte tilfalde en mand. Desuden er det med til at åbne op for spørgsmålet om, hvor mange uhyrer der egentlig var. Man taler om det, som om der kun var ét, men noget kunne tyde på, at der i virkeligheden var en hel flok, og at det var derfor, det virkede, som om det altid kom tilbage til livet efter at være blevet skudt.

Det er ikke til at vide nu, men ifølge legenden, døde bæstet kun, fordi de to mænd var heldige at ramme det præcis det sted, hvor Marie-Jeanne havde stukket det. Dvs. at samtiden regnede det for sandsynligt, at der kun var én uhyre, som den tapre landsbypige altså fik ram på som den første.

 

https://teenwolf.fandom.com/wiki/Marie-Jeanne_Valet 

 

https://www.atlasobscura.com/places/marie-jeanne-valet-vs-the-beast-of-gevaudan 

 

Wikipedia

Da Albin blev til Alex - og David ....

 

Ingen ville have kunnet forestille sig, at den pæne og nydelige Alex Cooper fra Cranbrook, British Columbia, var en mand, fuld af hemmeligheder. Han var kendt som en glad og velfungerende familiemand, der levede i et lykkeligt ægteskab med sit livs kærlighed, Margaret. De havde fem børn og adskillige børnebørn, og alt virkede helt igennem normalt uden noget påfaldende, der kunne vække mistanke om, at Alex ikke var den, han sagde, han var. Han elskede musik, og i sin fritid fra jobbet som sælger, nød han at spille med i et lille, privat band med andre musikelskere.

Da han fyldte 65 forvandlede han sig pludselig fra en elsket, men nærmest anonym mand og bedstefar til en gåde, ingen havde ventet: han forsvandt under mystiske omstændigheder og blev erklæret død, da han fortsat var som sunket i jorden. Oprindelig havde hans datter, Liela, og hendes mand taget for givet, at han var taget på en ensom fisketur, da de fandt hans bil ved en bro i nærheden af et af hans foretrukne fiskesteder. Hans kone frygtede, at hvis han havde været ude at fiske, så kunne hans dårlige hjerte have ført til, at han havde fået et hjerteanfald og var faldet i vandet og var druknet. En anden skræmmende teori var, at han var blevet overfaldet og dræbt, fordi han havde den uvane at samle sine penge til daglige fornødenheder i pengeruller, der ville kunne friste en skrupelløs forbryder over evne, når han halede dem op af lommen. 

Hvorom alting var: væk var han, og hans forsvinden blev mere og mere mystisk, da man opdagede, at han ikke bare var væk, men aldrig havde eksisteret, nemlig ifølge myndighederne. Den venlige og kærlige familiemand, som alle kendte som "Alex Cooper", og som var far til fem børn samt havde haft et langt ægteskab med sin drømmepige, var i bogstaveligste forstand "den ukendte mand", et "spøgelse" eller et "fata morgana". Det eneste papir, der var på ham, var hans vielsesattest fra 1952, for inden da eksisterede han tilsyneladende slet ikke .....

Hans forsvinden og det faktum, at der stort set ikke fandtes officielle papirer på ham, skabte en enorm interesse omkring ham og hans mystiske forsvinden. Aviserne skrev om ham, fjernsynet bragte reportager, men fire år efter hans forsvinden blev han genkendt langt væk fra den by, hvor han havde boet med kone og børn i så mange år. Han optrådte ikke længere med det navn, familien kendte ham under, men havde skiftet fornavnet "Alex", ud med "David" og havde så ellers fortsat den livsstil, han havde haft før, han forsvandt, for han var stadig sælger. Nu boede han dog på et pensionat i Toronto, hvor han havde opholdt sig i omkring et år. Da politiet gennemsøgte det værelse, som den angivelige "David Cooper" havde lejet, fandt de et billede af "Alex Cooper" med et af sine børnebørn, så de vidste, at "Alex" og "David" var én og samme person. 

At denne kendsgerning ikke var noget, han ønskede at diskutere med nogen, viste han ved straks at forsvinde endnu engang. På grund af presse-omtalen lykkedes det ham dog ikke, for denne gang blev han genkendt som Albin Arsene Arsenault, der var forsvundet i 1948 som 26-årig. På det tidspunkt havde han været ansat ved "The Union Pacific Railroad", som han var blevet uretfærdigt anklaget for at have røvet. I stedet for at blive og forsvare sig havde han valgt at stikke af og skabe sig et helt nyt liv, og det var så sandelig lykkedes ham rigtig godt indtil én ting ødelagde det hele for ham: han nåede pensionsalderen, og myndighederne bad ham sende sin dåbsattest, så han kunne få den pension, han var berettiget til. Som man jo fandt ud af efter hans forsvinden, så havde han hverken dåbsattest eller andre personlige papirer, og det var grunden til, at han stak af fra sit behagelige liv med Margaret og børnene. At skulle gå til bekendelse over for sin familie og fortælle, at han ikke var den, han udgav sig for at være, var bare for meget, så han valgte at stikke af og begynde forfra endnu engang.

"Alex Cooper" - nu Albin Arsene Arsenault - blev genforenet med sin forbløffede familie, der besluttede at bære over med hans besynderlige opførsel. Desværre døde Margaret dog i 1996 og han selv i 2007, så nok var der en form for happy end på historien, men den var temmelig kortvarig.

 

https://bowingdownhome.ca/islandora/object/bdh:7087 

 

https://unsolvedmysteries.fandom.com/wiki/Alex_Cooper 

 

Religion og Oversvømmelser

En af de mest elskede Bibel-myter er beretningen om Noah, der får til opgave at bygge et kæmpestort skib, der kan rumme et avledygtigt par af alle dyr på denne jordklode. Herren - den bombastiske og faktisk ret koleriske Jahve - har nemlig i sinde at oversvømme jorden for at få has på de slemme mennesker, der lever i synd, og som ikke viser ham den fornødne respekt. Denne guddommelige plan og dens udførelse beskrives i Første Mosebog og er meget underholdende, hvilket nok er grunden til, at den optræder i masser af vittighedstegninger og morsomme fortællinger.

Ifølge disse vittighedstegnere er der ingen ende på de udskejelser, dyrene på arken kan finde på, og det giver bl.a. anledning til helt nye arter. Også det er en mægtig sjov vinkel på denne bibelske straffe-ekspedition.

Tanken om denne enorme ark, der flyder omkring på det hav, der er opstået dér, hvor der før var tørt land, er fascinerende, men original er Bibel-beretningen nu ikke, for som så ofte før bygger den tydeligvis på en gammel myte om en helt anden guddom fra en anden religion. Sådan noget er der masser af eksempler på rundt omkring i myter og religioner, der uden blusel benytter sig af genbrug efter at have tilpasset detaljerne. 

Hvad angår myten on Noah og Jahves straffende syndflod, så bygger den tydeligvis på en gammel, sumerisk fortælling om guden Enki, der fortalte den pæne og hæderværdige Ziusudra, at det var blevet bestemt af hans med-gud, Enlil, at de skulle udrydde den irriterende menneskehed, der støjede så meget, at det forstyrrede hans søvn. Først forsøger han sig med tørke, hungersnød og pest, hvilket ganske rigtigt rydder ud blandt menneskene, men Enki modarbejder ham og redder, hvad reddes kan. 

Enlils modtræk er at få udryddet disse irriterende mennesker ved hjælp af en mægtig syndflod, men også denne gang blander hans halvbror og med-gud Enki sig i hans planer: han advarer den pæne og hæderværdige samt tapre Ziusudra om oversvømmelsen, der er undervejs, og påbyder ham at bygge et kæmpe stort skib, der vil kunne redde ham fra denne morderiske syndflod. Da der mangler noget af de stentavler, der kunne fortælle hele historien, må man ty til senere beskrivelser af, hvordan Ziusudra (og formentlig også hans familie) redder livet om bord på dette store skib, medens alt og alle ellers drukner. 

I andre myter af senere oprindelse fremgår det, at Enlil også er vred på menneskene, fordi de ikke i tilstrækkelig grad tilbeder overguden An, der er den vigtigste hjørnesten i gude-triaden, Enki, Enlil og An. Denne synsvinkel på den syndige menneskehed finder vi jo også i Biblen, hvor Jahve/Gud forventer at blive tilbedt som den eneste legitime guddom. Man mener iøvrigt, at denne An som overgud har stået model til senere religioners guder, som f.eks. jødedommen og kristendommen. 

Det morsomme ved historien om syndfloden for nutidsmennesker er selvfølgelig Noahs opgave med at redde dyrene. I den sumeriske beretning gælder det kun den tapre og hæderværdige Ziusudra, men Enlil og andre guder påpeger, at ved en oversvømmelse omkommer også mange, der ikke har fortjent at dø. Derfor lover Enlil at aldrig mere sende syndfloder imod menneskeheden. Desuden belønnes Ziusudra med evigt liv for sin tapperhed og sit gudfrygtige levned.

Iøvrigt er der endnu  en overleveret sumerisk myte om en god mand, der bliver reddet fra en syndflod, efter at en guddom har rådet ham til at bygge et skib. Det drejer sig om Atrahasis, men historien findes kun i en meget fragmenteret form. Myten har tydeligvis forvandlet sig til en vandrehistorie, for der er også en græsk version om Deucalion, der byggede et skib, der reddede ham og hans familie fra druknedøden under en oversvømmelse. For at det ikke skal være løgn, er der minsandten også en indisk version, der fortæller om Manu, der som den eneste reddede livet fra vandmasserne.

https://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/historien-om-syndfloden-holder-ikke-vand 

 

http://oracc.museum.upenn.edu/amgg/listofdeities/enki/ 

https://www.britannica.com/topic/Ziusudra

 

Wikipedia