søndag den 6. juni 2021

Den psykopatiske Rockefeller-fantast

 

Krigsguden Mars fremstillet af en tysk-født svindler og morder, der elskede high-society så højt, at han løj og påstod, at han hørte til en af de fornemste, amerikanske familier, nemlig Rockefellerne. Intet ved hans ydre tyder på, at han er en af rockefellerne, der nemlig har meget markante og derfor som regel let genkendelige slægtstræk.

Hvor man end kigger på Rockefeller-stamtræet, så finder man ikke denne mand, selv om han hævdede, at han skam var ægte nok. Inden da havde han påstået, at han var henholdsvis skuespiller, instruktør, kunstsamler, fysiker, skibskaptajn, forhandler af internationale gældsaftaler og en engelsk aristokrat, men på et tidspunkt "blev" han til "Clark Rockefeller", selv om der var dem, der ville have svoret på, at de nogle år før havde mødt ham som den tyske udvekslingsstudent, Christian Karl Gerhartsreiter (født 21. februar 1961).

En ganske sød fyr at se på, men fuld af fup og fiduser, der alle gik ud på at skaffe ham det, han ønskede sig, nemlig en højere og mere fremtrædende status i samfundet. Han ville ikke være en usynlig, tysk studerende, men ville gøre ALT for at få sine ønsker om ydre hæder og ære, berømmelse og penge, opfyldt, dvs. anerkendt af omgivelserne. Kort sagt, han ville være "nogen", ligegyldig hvad det krævede .....

På en eller anden måde fik denne såkaldte "Rockefeller-ætling" besnæret den dygtige og formuende forretningskvinde, Sandra Boss, der dermed blev hans økonomiske livline. De fik en datter, hvis kælenavn var  "Snook", og som han angiveligt var stærkt knyttet til. Da hans kone fik nok af hans konstante hemmelighedskræmmeri og særdeles kontrollerende adfærd, og derfor forlod ham, accepterede han tilsyneladende, at han kun kunne se lille Snook på overvågede besøg. I virkeligheden huede det selvfølgelig ikke en kontrol-freak som ham, så han brød alle aftaler og bortførte barnet på en meget dramatisk måde. 


I løbet af skilsmisseprocessen blev det afsløret, at han aldeles ikke var en Rockefeller, men selv havde konstrueret denne fornemme, kunstige identitet. Man fandt også ud af, at han brugte - eller snarere havde brugt - andre aliasser.

Én ting var sikker: han var ikke tilfreds med at være Gerhartsreiter og mente sig formentlig berettiget til noget større og fornemmere. Der var dog også en anden grund til hans hyppige navneskift, for undervejs i skilsmisseforløbet blev det også afsløret, at han var efterlyst for mord. Hans tidligere bofælle i USA, forfatteren Edward Savio,  henvendte sig nemlig til FBI, fordi han - ud fra avisbilleder i forbindelse med kidnapningen af Snook - genkendte ham som mordmistænkt i en sag i Californien, hvor et ungt ægtepar blev myrdet. Dengang dette fandt sted, var han stadig Gerhartsreiter, og sagen kan altså være med til at forklare hans forskellige navneskift. Noget, der dog ikke hjalp ham, for i dag afsoner han 27 år for mord i et fængsel i Californien.

Snook er tilbage hos sin mor, der er blevet skilt fra sin bedrageriske mand. Efter arrestationen har man fundet et langt spor af løgne og fabrikerede beviser på, hvordan Gerharsreiter snoede sig ind på livet af alt og alle i sine omgivelser, som han følte "var noget". Nogle af dem, som f.eks. den amerikanske spillerinde Ann Carter, som han påstod var hans mor, kendte han overhovedet ikke. Andre kunne være bekendte, der angiveligt - men løgnagtigt!!!! - havde udstedt anbefalinger for ham, nærmest uden at kende ham som andet end et flygtigt bekendtskab. Når det gjaldt ting, der kunne fremme hans interesser, var han komplet skrupelløs, løg, bedrog og myrdede uden skyggen af betænkeligheder. Det har han så ikke fået meget andet ud af end et "fast ophold" i San Quentin-fængslet, hvor han bør blive resten af sine dage .....


https://www.ranker.com/list/dark-rockefeller-family-facts/harrison-tenpas


https://www.bostonherald.com/2008/08/29/actress-clark-rockefeller-is-not-my-child/

 

https://www.vanityfair.com/style/2009/01/fake_rockefeller200901 

 

https://www.npr.org/2011/07/10/137624164/30-year-con-from-german-kid-to-rockefeller-scion

 

Wikipedia


lørdag den 5. juni 2021

Manden, der ønskede, hans kone forblev tyk

Et umage par? Hun = meget buttet. Han = en streg i luften. Den kombination plejer at blive fremstillet som en stopklods i ethvert parforhold - medmindre han direkte tænder på buttethed, og hun lider af en udtalt selvforagt, der giver sig udtryk i vilde og fedende spisevaner, som han opmuntrer hende til at bevare. 


Chris Jones var tilsyneladende vild med sin voluminøse kone, Heather, og de fik da to børn, som de begge holdt meget af. Hvad Heather angik, så var hun , som det kan ses af bryllupsbilledet, altså buttet til sin vielse og havde det åbenbart OK med dette faktum, men da hendes vægt steg eksplosivt til 170 kg efter fødslen af datteren Ava, gjorde dette hende vildt deprimeret. Hun lukkede sig inde og ville ikke se nogen - eller rettere sagt: hun ville ikke vise sig frem, for hun skammede sig over sit udseende. 


Hendes mand holdt ikke igen med komplimenterne og kaldte hende ofte for smuk, men det blev mere og mere klart for hende, at hun ikke selv syntes, hun så godt ud. Noget, der må have skabt et så skævt forhold, at hun besluttede sig for at handle: hun gennemførte en diæt, der på et år forvandlede hende fra meget stor til det modsatte. 

Chris fortalte hende direkte, at han elskede, som hun så ud før, og at han ikke kunne lide hendes nye udseende. Hun var til gengæld ellevild over endelig at slippe af med de overflødige kilo. Forvandlingen var markant, og hun blev både gladere og langt mere udfarende. Bl.a. fik hun et job som lærerinde, som hun var meget glad for.


Da Chris blev ved med at udtrykke utilfredshed med hendes nye udseende, besluttede hun sig for at forlade ham, hvilket han modsatte sig på det allerkraftigste. I hans tolkning af fortiden havde de været enormt lykkelige, da hun var buttet, medens hun tværtimod mente, at det ikke havde været tilfældet. Måske hun endda har følt sig undertrykt af ham på grund af hans insisteren på, at hun forblev tyk? Hvorom alting er, så rejste hun sammen med børnene og slog sig ned et temmelig øde sted et godt stykke fra deres gamle bolig.  

 

Hans idylliske tolkning af de "gamle dage" med Heather gjorde, at han konstant forsøgte at få hende tilbage, men hun sagde direkte, at hun var færdig med ham og fik tilmed et tilhold imod ham. Da hun pludselig forsvandt fra sit nye hjem, og der blev iværksat en stor eftersøgning, påstod han, at hun havde en affære med en "Ed", der viste sig at være en Facebook-ven. Denne Ed benægtede alt og fortalte så ellers politiet, at han havde talt i telefon med Heather, da Chris pludselig opsøgte hende en sen aften, og at hun havde været meget bange på grund af dette besøg. Oplysningen fik politiet til at fokusere på Chris, og efter nogen tid fandt de ud af, at han stod bag hendes forsvinden. Hårdt presset fortalte han, at han havde fundet hende død efter selvmord, og at han havde kørt hende ud i skoven, hvor han brændte hendes lig, "for at børnene ikke skulle se hende". Denne uautoriserede bortskaffelse af hans eks-kones lig kaldte han en "viking-begravelse".

Politiets undersøgelser afslørede et væv af løgne, idet Chris bl.a. havde sendt beskeder til flere af hendes venner via hendes mobiltelefon, som han havde taget med sig efter mordet. Grunden til dette var selvfølgelig, at det skulle se ud, som om hun var rejst af egen fri vilje, men bare holdt sig skjult. Ganske snedigt, men ikke nok til at gennemføre hans plan om at hænge den totalt uskyldige Ed op på forbrydelsen, nemlig mord og ulovlig bortskaffelse af et lig. Noget, der kom til at koste Chris en lang fængselsstraf, da sagen endelig blev opklaret ....

Chris har flere gange senere appelleret sin dom, men forgæves. Han sidder et sted, hvor han kan fundere over den sørgelig sag om en mand, der ønskede at fastholde sin kone i en "buttetheds-fælde", hvor han kunne styre hende, fordi hendes usikkerhed var så voldsom, at hun så at sige forkastede sig selv. Meget trist, når man tænker over det, men ikke det første - eller eneste - eksempel på noget tilsvarende .....

 

https://www.fox13memphis.com/top-stories/chris-joness-appeal-denied-in-murder-of-estranged-wife-heather-palumbo-jones/485491991/ 


https://www.express.co.uk/life-style/life/717195/Woman-drops-five-dress-sizes-less-than-year-using-power-mind-heather-jones-wales


fredag den 4. juni 2021

Klamme stodder??!!

 

Den knap 50-årige altmuligmand Steven Caruso hører til den slags uheldige individer, der virker "sære" på andre, og som de derfor automatisk rykker væk fra. Den reaktion kan være berettiget, fordi disse særlinge måske virkelig udgør en eller anden form for trussel, men hvad det end er, der gør dem "sære", så har de jo de samme behov for kontakt som andre mennesker, der bliver opfattet som "normale". Hvad Steven angik, så er det muligt, at hans eneste personlige kontakt med andre mennesker foregik på den café, hvor han kom hver eneste dag - officielt for at spise morgenmad, men uofficielt for at nidstirre servitricerne og små-stalke dem. Han havde altid yndlinge, som han forventede at blive betjent af, og det hurtigt .....

En af dem, han stirrede på, så hun blev utilpas ved det, var den ca. 32-årige Sandra Berfield. Hun var kendt som en venlig og betænksom kvinde, der gerne tog sig af andre og uheldige eksistenser. At hun derved gav en type som Caruso det indtryk, at hun var interesseret i ham som mand, var meget uheldigt, for det var hun altså ikke. Faktisk lader det til, at hun levede og åndede for sin multihandicappede datter, Diane, der døde pludseligt som 12-årig. Sandra sørgede dybt, men blev ikke mindre venlig af den grund.

At Steven på eget initiativ vaskede hendes bil, burde have fået hende til at være mere forsigtig med de signaler, hun udsendte, for på et tidspunkt inviterede han hende på en date, som hun afslog. Det gjorde ham vred, for han troede virkelig, at de havde noget gående, hvilket absolut ikke var tilfældet. Hans besættelse af den kønne og søde servitrice skiftede karakter, for da hun valgte at undgå ham på caféen, begyndte han at stalke hende på anden vis. Hun fik pludselig mange telefonopkald, hvor røret bare blev smidt på, ligesom der skete alt muligt andet, der viste, at hun var i fokus for en mands besættelse. På et tidspunkt gik hun til politiet for at få hjælp, men de kunne ikke gøre ret meget, fordi hun aldrig havde været i et forhold med Caruso. De gav hende dog et godt råd, der senere fik stor betydning: sæt et kamera op og fotografer, hvis der sker noget. Hun førte i forvejen en slags dagbog, hvor hun skrev ned, når han f.eks. havde opsøgt hende på hendes privat-adresse, og hun havde bortvist ham. Alt sammen mægtig godt for den påfølgende udredning.

Den forsmåede Caruso blev mere og mere arrig over at blive afvist, for han havde virkelig fejltolket hendes venlighed og havde vrangforestillinger om det forhold, der ikke var der, og som aldrig havde eksisteret mellem dem. På et tidspunkt fangede Sandra hans besynderlige aktiviteter omkring hendes parkerede bil, og da det viste sig, at der var blevet hældt farlige kemikalier i benzinen, foruden at dækkene var skåret op, fik hun en sag på ham. Han fik en fængselsstraf og afsonede et halvt år i 1999, men da han kom ud, var han så fløjtende gal, at han ligefrem blev dødsens farlig. 

Sandra Berfield var en køn og venlig pige

En dag modtog Sandra en pakke fra sin storesøster, Lois, idet den var lagt på hendes veranda. Eftersom den var fra et familiemedlem betænkte hun sig ikke, men tog den med ind i huset. Det viste sig at være en enorm fejltagelse, for pakken indeholdt en rørbombe, der eksploderede og dræbte hende. Beskrivelsen af, hvad der skete med hende, var grusom, for hun blev nærmest revet i stumper og stykker.

Caruso kom automatisk i søgelyset, og selv om han protesterede og gang på gang hævdede sin uskyld, blev han dømt til livsvarigt fængsel. Hér, i 2021, har han vist nok efterhånden opbrugt alle sine appel-muligheder, for han hævder fortsat, at det ikke var ham, der dræbte Sandra, og at han i det hele taget ikke har "gjort noget galt". Sådan ser han det sikkert i sin forskruede virkelighed, men ved udredningen af denne grusomme mordsag fandt politiet et bjerg af beviser, der illustrerer hans maniske aktiviteter. Bl.a. havde han skaffet sig adresser, telefonnumre, etc. på alle hendes venner og familiemedlemmer over internettet. Faktisk var det derfor, han kunne sende en pakke til Sandra, der angiveligt kom fra hendes søster .....

Denne sørgelige sag førte til en ændring af lovene om stalking: i 2010 blev loven udvidet til også at omfatte mennesker, der ikke levede/havde levet i et parforhold, hvilket var en klar forbedring. 

Jeg vil sige, at Sandra havde al mulig ret til at afvise en fyr, hun ikke var tiltrukket af, og som forekom hende klam. Samtidig må jeg dog sige, at der er én ting, hun tilsyneladende havde glemt, nemlig at hendes behov for altid at være venlig og omsorgsfuld har givet et forkert billede af hendes følelser for Caruso. Alle vidste, at han var ensom, men stadig ønskede kontakt, og så kan det virke venligt og medmenneskeligt at give ham en overfladisk version af det, han var ude efter. Han var tydeligvis ikke "som andre", og hun har handlet ud af medlidenhed, men som autist - hvilket han formodentlig er - har han ikke haft mulighed for at forstå distinktionerne mellem interesse og venlighed. Det burde hun have tænkt på, bl.a. før hun inviterede ham til at dukke op til en medarbejder-fest, hvor han ikke hørte hjemme, da han var kunde og ikke medarbejder. Hun har sikkert selv følt, at hun gjorde en god gerning, medens hun i virkeligheden legede med ilden som den evige "gode samaritaner" .....


Sandras søster med et billede af hende 


https://thecinemaholic.com/sandra-berfields-murder-where-is-steven-caruso-now/

 

https://lailasnews.com/international/sandra-berfield-death-steven-caruso-today-after-sandra-berfield-death/ 


https://www.wesawthedevil.com/all-episodes/otd-sandra-berfield

 

torsdag den 3. juni 2021

Huset Stuarts stammoder

Den dramatiske historie om skotternes dronning Mary Stuart (1542-1587), der selv mistede krone + hoved, men hvis efterkommere arvede det samlede kongerige, vi nu kender som England, startede med hendes formoder, Marjorie Bruce - eller de Brus - Stuart, der blev født omkring 1296 og døde i 1316. 

Marjories far, Robert I (1274 - 1329) - kendt som Robert the Bruce - var en berømt og meget tapper kriger, der sloges imod englænderne

Robert I's ældste datter, Marjorie, blev altså stammoder til den skotske Stuart-slægt. Faktisk nåede hun lige akkurat at føde den søn, der blev kendt som den første Stuart-konge, nemlig Robert II, inden hun døde efter en tragisk ride-ulykke, kun 19 år gammel. 

 

Marjories søn, Robert II, hvis far var den sjette arvelige rigshovmester af Skotland, Walter Stuart, var gift to gange, men havde også utallige elskerinder. Alt i alt fik han omkring 20 børn, så man må sige, at han var yderst produktiv.

 

Angiveligt Marjorie Bruce Stuart 

Man kan spørge sig selv om, hvorfor en fornem prinsesse, datter af kong Robert I, tager på ridetur i højgravid tilstand, men det gjorde hun altså. Hele hendes liv havde været yderst dramatisk, efter at hendes fars styre blev væltet og hun selv blev taget til fange sammen med flere kvindelige slægtninge. Nogle af dem blev ydmyget på det groveste ved at blive holdt i bur og fremvist for offentligheden i den tilstand. Marjorie blev imidlertid sat i kloster, kun 9 år gammel, idet den konge, Edward I, der havde taget magten, nægtede at lade hende og hendes følge henrette, selv om hans rådgivere bad ham om det. Hun befandt sig i dette kloster i otte år, men da hun kom ud, blev hun gift eller forlovet med Walter Stuart, den sjette rigshovmester af Skotland, og dermed tog historien fart, selv om hun ikke selv kom til at opleve det ..... 


 

https://livesleftbehind.wordpress.com/2016/10/12/marjorie-bruce-1297-1316/ 

 

https://www.scotsman.com/regions/5-forgotten-queens-and-princesses-scotland-548776

 

Wikipedia

 



 

 

 

 



 

onsdag den 2. juni 2021

Død, skjult, glemt - men fundet igen

Retsmedicin er efterhånden blevet en god og hæderværdig videnskab, som man regner med i fagkredse. Efter diverse TV-serier om retsmedicineres bedrifter samt spillefilm, hvor de optræder som helte, er de blevet en form for yndlings-eksperter både i virkelighedens og kriminalbøgernes verden. Morderen kan være aldrig så snedig, men sæt en god retsmediciner på sagen, og han/hun er afsløret ..... 

Noget af det vigtigste i en mordsag er selvfølgelig at finde beviser på, at der virkelig er en sag. Mange mordere har hævdet, at det formodede mordoffer stadig lever, men at han/hun har skiftet navn og fortsætter sit liv incognito et andet sted. Det kan være svært at bevise, at det er løgn, og at der virkelig har fundet et mord sted, hvis ikke der er et lig, selv om der måske er en tilståelse. 


Hér hjælper nonprofit-selskabet "NecroSearch International" til, for de har specialiseret sig i at søge - og finde!!! - skjulte ofre for mord. Morderen kan have gjort sig virkelig stor umage for at gemme liget, men døde mennesker er nu ikke så lette at gøre sig af med. De fylder, stinker, lækker safter af forskellig art og forsvinder ikke bare af sig selv ..... Men hvis man som efterladt er så heldig, at NecroSearch International sætter ind med sit hold af sammenbragte eksperter, lige fra "lig-hunde" til kemikere, geofysikere, etc., etc., så er der håb om en opklaring af sagen. 

NecroSearch blev grundlagt i 1991 og har fundet mange ofre for gamle mordsager, der var blevet opgivet, fordi liget manglede. Mordet ligger måske både 20 og 30 år tilbage i tiden, men det standser dem ikke. De har eftersøgt ofre i alt lige fra pæne og ryddelige baggårde til mudrede flodbredder, og de gør ofte en stor forskel i mordsager af forskellig art. 

I virkeligheden burde det selvfølgelig være politiets opgave at udvikle de evner og den ekspertise, som medlemmer af NecroSearch besidder, så organisationen slet ikke var nødvendig. Formentlig sker dette i årene fremover, også fordi der allerede nu optræder mange nye retsmedicinske teknikker i politiarbejdet.

Hvis man ender sådan, så skal der som regel mere end et tilfælde til for at få opklaret, hvordan det gik til, og om der er tale om et mord eller et ulykkestilfælde. Sherlock Holmes havde sit forstørrelsesglas, men retsmedicinerne har nu DNA ud over de gode gamle spor som f.eks. fingeraftryk, og denne nyopdagelse har revolutioneret arbejdet. 

Noget af et mirakel, må man sige!
 
Det er forbløffende, at nye teknikker nu kan opklare gamle sager på en ofte uventet måde. At det lykkes den ene gang efter den anden burde få fremtidige mordere til at tænke sig om, men det gør det nok ikke altid. 


Jeg kan forestille mig, at retsmedicineren bliver - eller allerede er!!! - vor tids superhelt, sådan som detektiven var før i tiden. Den antagelse bygger jeg bl.a. på populære TV-serier omkring arbejdet med retsmedicin. En af dem kom allerede i 1976 med 148 episoder om retsmedicineren og detektiven Quincy, der spilles af Jack Klugman.
 

 

 

tirsdag den 1. juni 2021

Skift køn og få dine bøger udgivet .....

Hun hed oprindelig Alice Mary Norton (1912-2005), og hun var en meget flittig forfatter inden for flere litterære genrer, som bl.a. historiske romaner, science-fiction, osv., osv.. Da det kneb med at slå igennem og bare få bøger antaget til udgivelse, fulgte hun det råd, hendes langt mere succesfulde kollega, Ray Bradbury, gav hende: "Skift til et mande-navn!" 

Det burde ikke være sådan i vore dage, men det viste sig, at det trick virkede, og hun fik sig faktisk hele tre mandlige pseudonymer, nemlig Andre Norton, Andrew North og Allen Weston. Under disse navne udgav hun flere hundrede bøger - og man skændes stadig om, hvor mange der egentlig er!!!! - der såmænd også skaffede hende forskellige hædersbetegnelser. F.eks. blev hun den første kvinde, der fik titlen "Gandalf Grand Master of Fantasy", "SFWA Grand Master", foruden at hun kom i "Science Fiction and Fantasy Hall of Fame". 

Alt sammen mægtig fornemt, men sært nok ikke knyttet til et særlig holdbart ry, for selv om læserne måske kender nogle af hendes mange bøger, så er hun selv ligesom udvisket. Noget, der måske også hænger sammen med hendes image som en god og hæderlig bibliotekar, men uden ret meget spræl uden for bøgernes verden.


Alice er faktisk et godt eksempel på, at det ydre kan snyde, for hendes bøger er fulde af spændende eventyr og interessante ideer, men det virker ikke ret sandsynligt, når man ser billeder af hende. Både hendes køn og hendes pæn-pige-image var imod hende.


En nydelig dame med en indre verden, som ingen forventer ud fra billederne af hende.  

 

Smæk for skillingen og ikke ligefrem "biblioteks-agtig" - og så er den jo bare én blandt rigtig mange med en lignende eventyrlig handling. 

Alle mulige glimrende kvindelige forfattere, lige fra f.eks. Mary Shelley og Virginia Woolf til J.K. Rowling, har fået deres bøger afvist fra indtil flere forlag, hvilket må ærgre disse i årene efter afslagene. Hverken dette eller antallet af læsere/købere viser noget om det pågældende værks litterære kvaliteter. At Alice Norton fik manuskripter tilbage, som Andre Norton senere fik udgivet, fortæller dog noget om fordomme og forventninger. Gad vide, hvor meget af det, der stadig trives ude i bogverdenen ....

 

https://www.fantasticfiction.com/n/andre-norton/ 

 

Wikipedia


mandag den 31. maj 2021

Bæstet og den lille heltinde .....

Op igennem historien har der optrådt mange uhyrer i menneskelig skikkelse som f.eks. Hitler, Jack the Ripper, Ted Bundy, etc., etc.. At der også er historiske optegnelsen vedr. dyriske uhyrer ser vi nok mere som et udtryk for eventyrenes fantasivæsener. Vi ved f.eks., at der findes ulve, men er godt klar over, at den, der optræder i "Den lille Rødhætte" mere er myte end realitet, for det er nu de færreste ægte ulve, der forstår at klæde sig ud i ens bedstemors tøj og optræde som hende.

Den udklædte - og tilmed talende ulv!!! - er dog intet imod det, der ramte en del af Frankrig i 1764, nemlig Lozère. Egnen havde været under engelsk belejring i det, man kalder "Syv-års-krigen", men nu var turen kommet til dyriske angreb fra noget, man stadig diskuterer, hvad virkelig var. Kunne det være en ulveflok eller én kæmpe stor ulv? En genopvakt fortidsskabning? For at få lidt mere hold på det morderiske uhyre gav man det et beskrivende navn, nemlig "Bæstet fra Gevaudan". Der siges at være trolddom i navne, men det hjalp dog ikke meget på jagten, at uhyret nu havde et navn, for det lader til, at det i løbet af forholdsvis kort tid, tog livet af sådan ca. 200 mennesker og sårede mange flere, uden at man er kommet  en tilfangetagelse nærmere.

Uhyret blev beskrevet på forskellig vis med angivelsen af flere skrækindjagende detaljer, der dog ikke hjalp med at klassificere det. Teorierne om, hvad det egentlig var, der hærgede egnen, er faktisk mange den dag i dag. Nogle mener, at det kan have været et afrikansk dyr som f.eks. en hyæne, en bavian eller lignende, der var stukket af fra et cirkus eller en zoologisk have, medens andre fandt det langt mere sandsynligt, at det var en blanding af en hund og en ulv. Nogle påstod dog, at det måtte være et væsen fra en fremmed planet, nemlig en ægte E.T. i dyreform. Desuden er der også i vore dage selvfølgelig, (havde jeg nær sagt), teorier om noget overnaturligt, der pludselig hjemsøgte franskmændene. Summa summarum: folk vidste, det var der, men ikke, HVAD det var .....

Det gjorde det sandelig ikke nemmere, at bæstet havde en evne til at ryste geværkugler af sig. Hvis man skød på det, sårede det det nemlig ikke. Desuden lod det til, at selv når det rent faktisk blev ramt, så døde det ikke eller vendte lynhurtigt tilbage til livet. Jamen hvad bed så på krapylet? Jo, det gjorde det hjemmelavede spyd, som landsbypigen Marie-Jeanne Valet lavede, og som hun stak uhyret med. Det døde ganske vist ikke, men flygtede ind i skoven, svært skadet, og det var såmænd første gang, det var blevet såret af et våben.


Eftertiden beundrede i den grad Marie-Jeanne for hendes mod og snarrådighed, at man har opstillet en statue af hende, der viser, hvordan hun kæmpede med uhyret og vandt, fordi hun som den første ramte det.


Det var altså Marie-Jeannes mod, der ændrede situationen, men hun var nu ikke ene om æren i ret lang tid, for det var to tapre - og langt mere kendte - mænd, der gav det sårede bæst dødsstødet. Den ene af dem var kongens våbendrager, Francois Antoine, og den anden var den lokale landmand, Jean Chastele. At disse to dukkede op på scenen, efter at Marie-Jeanne havde udført den bedrift at såre dyret, virker lidt påklistret, som om æren absolut måtte tilfalde en mand. Desuden er det med til at åbne op for spørgsmålet om, hvor mange uhyrer der egentlig var. Man taler om det, som om der kun var ét, men noget kunne tyde på, at der i virkeligheden var en hel flok, og at det var derfor, det virkede, som om det altid kom tilbage til livet efter at være blevet skudt.

Det er ikke til at vide nu, men ifølge legenden, døde bæstet kun, fordi de to mænd var heldige at ramme det præcis det sted, hvor Marie-Jeanne havde stukket det. Dvs. at samtiden regnede det for sandsynligt, at der kun var én uhyre, som den tapre landsbypige altså fik ram på som den første.

 

https://teenwolf.fandom.com/wiki/Marie-Jeanne_Valet 

 

https://www.atlasobscura.com/places/marie-jeanne-valet-vs-the-beast-of-gevaudan 

 

Wikipedia