Den hule jordklode og muldvarpemenneskene

USAs 6te præsident, John Quincy Adams (1767-1848) var søn af den 2den i dette embede, nemlig John Adams. Undervejs på John Quincy Adams' rejse til Skt. Petersburg i 1809, gjorde han ophold i Norge, hvilket førte til en besynderlig oplevelse: han og hans skib var lige ved at blive kapret af en flok nordmænd, og det viste sig, at der allerede lå omkring 400 amerikanske, kaprede skibe i havnen. Fordi han havde diplomatisk immunitet, skete der hverken ham eller skibet noget, men så heldige var hans kaprede landsmænd ikke, da de som almindelige sejlende ikke havde papirer på, at de kom fra en neutral stat. Han brokkede sig over situationen, men fandt tilsyneladende ingen rigtig løsning på de kapredes problem.

Var denne oplevelse med til at forberede John Quincy Adams på sære begivenheder i Norge? Kan det tænkes, at han kom til at opfatte dette nordiske land som en art lovløst eventyrland? Det kan der være dem, der mener, men der er nu ikke rigtig nogen beviser for dette. Der er imidlertid opstået nogle sære beskyldninger imod ham om at ville sende en ekspedition, der kunne bevise, at jorden var hul, og at der bl.a. boede "muldvarpemænd" midt inde i den. 

Det lyder sjovt, og man kunne umiddelbart godt få den tanke, at sådan en besynderlig ide hænger sammen med hans oplevelser i Norge, for det er dér, teorien oprindelig stammer fra. Løgn og bagvaskelse er det dog, for så skør var John Quincy Adams ikke. 

Den, der først gav anledning til teorien om den hule jordklode med muldvarpemennesker samt andre besynderlige skabninger, var såmænd ingen anden end den norske forfatter, vi i Danmark regner for vores danske landsmand, nemlig Ludvig Holberg (født i Bergen i 1684 og død i København i 1754). Teorien blev dog udbygget af flere andre, der tilsyneladende blev helt vilde med tanken om den hule jordklode og de sære muldvarpemennesker.

Og hvornår søsatte Holberg så ideen om den hule jordklode? Jo, det skete, da han i 1741 publicerede sin roman "Niels Klims underjordiske Rejse". Den blev udgivet på latin som "Nicolai Klimii Iter Subterraneum" med flotte og sjove tegninger af Nicolai Abraham Abildgaard, hvilket gav den rigtig mange læsere, også i udlandet. Bogens hovedperson er den norske student Niels Klim, der falder i et dybt hul i en klippe i Bergen og derpå lander på en planet i Jordens indre ved navn Nazar. Romanen er en satire over datidens samfund, hvor Holberg inddrager en virkelig person, nemlig danskeren Niels Klim fra Thisted Amt, hvor hans far var præst. Selv endte han som klokker i Bergen og med en norsk kone.

En af dem, der forlæste sig på den eventyrlige beretning om den danske student, der blev klokker i Bergen, var John Cleve Symmes (1780-1829). Han publicerede i 1818 en pjece om den hule jordklode, hvor han hævdede, at der fandtes indtil flere sfærer: "... containing a number of solid concentrick spheres, one within the other, and that it is open at the poles 12 or 16 degrees; I pledge my life in support of this truth, and am ready to explore the hollow, if the world will support and aid me in the undertaking."Kort sagt, han var villig til at kaste sig ud i en jordklode-ekspedition, der kunne bevise hans påstande.

En af Symmes tidlige tilhængere var avismanden Jeremiah N. Reynolds, og de to futtede rundt og holdt foredrag om den hule jordklode med de sære indbyggere. De bekostede også selv trykningen af pamfletter og pjecer om ideerne om den hule jordklode og dens specielle beboere. Interessen for eventyr og spændende nye steder, der burde udforskes af raske opdagelsesrejsende, var der åbenbart, men det blev nu ikke John Quincy Adams, der virkeliggjorde Symmes planer. Om han overhovedet har overvejet dem - eller bare kendt til dem - er tvivlsomt, men da han ikke blev genvalgt i 1828, har han under alle omstændigheder ikke haft nogen reel mulighed for at gøre noget ved dem.

Efterhånden opgav Symmes en del af sine ideer om de mange koncentriske sfærer, men grundideen bibeholdt han: jordkloden var hul, men med et rigt liv på indre planeter .....

I 1838 førte ikke mindst Jeremiah N. Reynolds' utrættelige lobby-virksomhed til, at der blev sat gang i en ekspedition, men ikke til jordens indre. Det var en storstilet affære, der blev kaldt The U.S. Exploring Expedition, og den involverede seks skibe med hundredvis af mandskab, men resultatet var forrygende. F.eks. opdagede man Antarktis, fik fremstillet de første nøjagtige kort over kystlinien, fandt masser af ukendte dyrearter samt grundlagde The Smithsonian Museum. Jordens indre fik man dog ikke undersøgt, og man mødte heller ingen muldvarpemænd ....

https://anilbalan.com/2021/04/18/the-hollow-earth-theory/ 

 

https://allthatsinteresting.com/hollow-earth-theory-john-quincy-adams  

 

https://planet.okfn.org/category/john-cleves-symmes/  

https://www.reddit.com/r/badhistory/comments/1nyv5b/john_quincy_adams_hollow_earthers_and_mole_people/

Et grotesk mord, der stadig diskuteres

Der har nok været mere end 100 Jack the Ripper-mistænkte siden 1888, hvor mindst fem kvinder blev myrdet på brutal vis i Londons Whitechapel-område. Det var dér, de fattige holdt til, og det blev nærmest automatisk set som et lovløst og skræmmende sted for de mere velbjærgede. At bo der var et socialt stempel, man ikke sådan lige kunne vaske af sig, for så var man fattig og havde ikke mange muligheder i det klassedelte, viktorianske samfund. Det ses også af, at de fem mordofre, (og der kan sagtens være flere!!!), indtil for få år siden alle blev regnet for prostituerede, hvilket nogle af dem ikke var.

Blandt de mistænkte var mænd som f.eks. den geniale skuespiller Richard Mansfield, forfatteren til "Alice i Eventyrland", Lewis Carroll, billedhuggeren Walter Sickert og ingen ringere end den engelske tronarving, dronning Victorias barnebarn, Prins Albert Victor, der var søn af Edward VII og hans danskfødte dronning Alexandra. Heldigvis, kan man sige, var Albert Victor ikke i nærheden af Whitechapel, da mordene fandt sted, for ellers kunne det have skabt store vanskeligheder for ham og kongehuset med afhøringer og mere eller mindre offentlige gætterier.

Tronarvingen prins Albert Victor (tv) og hans bror, den senere kong George V (th)

Selv nu, hvor de fleste mener, at Ripperen var en polak ved navn Aaron Kosminski, kommer der stadig forskellige bud på, hvem det var. Nogle taler tilmed om, at det kan have været en jordemor, dvs. en kvinde og ikke en mand, hvilket man ellers har taget for givet lige fra begyndelsen. Andre kommer med påstande om, at der var tale om en konstrueret og altså falsk morder-personlighed med alt lige fra falske breve til vidtgående konklusioner uden bund i virkeligheden. Formålet med dette var at holde liv i de aviser, der levede af sensationer, for de solgte godt, når der skete et nyt mord. 

 

 

At mordene blev begået er der ingen tvivl om, men det er langt fra sikkert, at de blev udført af den samme morder. Desuden er det altså ikke usandsynligt, at de trængte aviser gjorde deres til at skabe sammenhæng, hvor der ikke var nogen.

 

Alle mordene var grusomme, men det sidste af dem, der nærmest automatisk blev regnet for at være Jack the Rippers værk, var det værste, for det foregik ikke i al hast på gaden eller i en port, men hjemme hos den myrdede, nemlig det yngste mordoffer, dvs. Mary Jane Kelly (ca. 1863-1888). Hun gik også under og blev begravet under navnet "Marie Jeanette Kelly" og var også kendt som bl.a. "Fair Emma", "Ginger", "Dark Mary" og "Black Mary". Kært barn har mange navne, som man siger, men her er det lidt forvirrende, for navnene antyder forskellige hårfarver, så var hendes hår blondt, rødt eller mørkt? Det ved man ikke, og forskellige andre ting er heller ikke afklaret, f.eks. gik der rygter om, at hun kom fra en temmelig velstående og velanset familie, at hun havde seks brødre og én søster, og at et familiemedlem var ved teatret. Alligevel regnes hun for den mest anonyme og mystiske af de fem myrdede.

 

Det, der blev gjort ved Mary Jane Kelly den 9. november 1888, var så omfattende, at det må have taget mindst to timer. Noget, der kun kunne lade sig gøre, fordi det foregik hjemme i hendes logi. Hun har formentlig selv lukket sin morder ind som en af de prostitutionskunder, hun levede af, men sikkert er det ikke.

 

Alle mulige - og umulige - teorier har floreret lige siden 1888, men for et par år siden har forfatteren Dr. Wynne Weston-Davies vendt sagen på hovedet ved at påstå, at de fire første mord var et røgslør for at skjule motivet til det femte. Ifølge hans påstande var Jack the Ripper faktisk gift med den myrdede Mary Jane Kelly, og han var ved at gå til af frustration og skam over, at hans kone prostituerede sig. Hvis han kunne få det til at se ud, som om hun "bare" var led i en seriemorders blodtørstige hærgen, så ville søgelyset blivet fjernet fra ham, hvilket var, hvad han var ude på. Denne mand, der må være Dr. Weston Davies' grandonkel, hed Francis Spurzheim Craig, og han har ikke været inde i billedet før.

 

Problemet med en helt sikker identifikation er dog efter min mening ikke løst med denne teori, ligesom jeg heller ikke er så sikker på, at det billede, der angiveligt forestiller Mary Jane Kelly, virkelig er af hende. Det er umuligt at sammenligne det med det mishandlede lig, der er helt vildt vandaliseret, og indicier er nu engang ikke nok til at dømme én for en forbrydelse .....

Ifølge en engelsk TV-udsendelse, jeg så for nogle uger siden, ved man reelt set meget lidt konkret om personen Mary Jane Kelly, og mange tvivler på, at hun var offer for den samme morder som de fire første i rækken af Ripper-ofre. Hun er blevet fremstillet af nogle forskere som en luksus-prostitueret, der var blevet narret af en alfons i udlandet, og som derfor holdt sig skjult i London, (hvor hun formentlig har brugt et falsk navn), for at komme væk fra ham og hans kumpaner. Hvis det er rigtigt, så vil jeg mene, at det overdrevent grusomme mord på hende kan være en art "budskab" til andre af de kvinder, der var tilknyttet alfonsen: "Gør som jeg siger, eller ....."

 

 

Faktisk vil jeg sige, at når det gælder den mulige Jack the Ripper, så kan han være alt fra et ikke-eksisterende "spøgelse" til en mand højt på strå, der snor sig uhindret rundt i det engelske klassesamfund. Forøvrigt er der dem, der mener, at nok blev Mary Jane myrdet, men hun er her stadig, nemlig som spøgelse. Det har man også sagt Henrik VIII's anden kone, Anne Boleyn, og begge disse kvinder har faktisk meget at hævne, så hvem ved .......

 

 

https://www.madameguillotine.co.uk/2011/10/31/ghosts-of-whitechapel/

 

https://www.huffingtonpost.co.uk/2013/09/25/jack-the-ripper--did-he-exist-journalist-search-of-scoop_n_3989335.html 

Wikipedia

 

Det ultimative vovestykke

 

Da skolelæreren Annie Edson Taylor (1838-1921) gjorde sin ikke-eksisterende formue samt sine lige så tvivlsomme fremtidsmuligheder op, endte hun med at  træffe en beslutning, ingen ville have forestillet sig om denne pæne, ældre dame. Hun var fast besluttet på at følge sin drøm, for hun ville være rig og berømt. Til det formål ville hun lade sig transportere ud over og ned i Niagara Falls sydende vandmasser i en tønde. Uden tønden ville det være den sikre død, og hun var bestemt ikke ude på at begå selvmord, nej, dette var noget, der skulle skaffe hende økonomisk sikkerhed resten af hendes liv.

Mange vovehalse havde drømt om at udfordre dette berømte vandfald, men hun var den første, der ikke bare gik til opgaven med ildhu, men som overlevede dette farlige stunt. Svaret på, hvordan det kunne gå til, ligger i hendes specielle tønde - samt i hendes personlighed. At overhovedet tænke på noget så skørt var ikke noget, man forventede af kvinder, men hun var ligeglad. Hun var enke, havde også mistet sit eneste barn, og hun var blevet ensom og rodløs, så hun har sikkert følt, at dette ene stunt kunne være lige så godt som den evige smalhals, hun levede med. At være henvist til sin svigerindes økonomiske hjælp var ydmygende, og hun var også træt af den flakken fra job til job, hun var havnet i siden sin mands død.

Tønden blev foret og desuden forsynet med remme, der kunne holde hende fast i en bestemt stilling. At rotere rundt i tønden under faldet ned ville nemlig let kunne føre til alt lige fra hårde knubs og blå mærker til brækkede lemmer, hvilket ikke lige var det, hun var ude efter. Desuden var den bygget til at holde sig oprejst ved hjælp af en fastgjort ambolt i bunden. Der var altså sørget for, at tønden ikke vendte på hovedet, og der var lukkede lufthuller for oven, som hun hurtigt kunne åbne, hvis det blev nødvendigt. Alt sammen meget raffineret udtænkt og - som det viste sig - også flot gennemført, for da hun dukkede op igen, var hun stort set uskadt og i hvert fald uden alvorlige skader. Noget, der måske har været en skuffelse for de skadefro personer, der var kommet for at se hende fuldføre sine planer i "den skøre tønde". At det skulle lykkes hende er i hvert fald kommet bag på mange, for som sagt, "sådan noget gjorde ældre damer ikke". Jeg tror faktisk, at det i stedet for at vække beundring, fik folk til at tage afstand fra hende. Hvis hun havde levet af at sy stramaj, ville det have været mere efter deres forudfattede opfattelse af kvinder og det, de så som deres "natur", men det gjorde hun altså ikke.

Én detalje ved dette eventyr forekommer mig ret ubehageligt: inden Annie selv tog på sin tønde-tur, brugte hun en levende kat som test-person. Eftersom katten næppe har kunnet være fastspændt med hendes remme, har den formentlig roteret rundt inde i tønden, hvilket må have været en forfærdelig og meget  traumatisk oplevelse for sådan et dyr. Desuden er der forskellige versioner af dens videre skæbne: overlevede den - eller ikke? Selv om der er et fotografi af Annie med tønden og en kat, så ved ingen, om det drejer sig om test-katten og om det blev taget før eller efter dens tur ned ad Niagara Falls. 

Denne del af beretningen er altså noget usikker, men at hun selv overlevede sin vandfaldstur den 24. oktober 1901, er der ingen tvivl om. På billeder efter turen virker hun ikke engang særlig fortumlet, men det gør alle omkring hende til gengæld. De ser alle totalt betuttede ud over at se hende, hel og uden skrammer .....

Hendes berømmelse var altså sikret, men det gav hende nu ikke den økonomiske sikkerhed, der havde været formålet med hendes vovestykke. For at gennemføre stuntet havde hun været nødt til at hyre en manager og hjælper, og han stak af med de fleste af hendes penge samt tønden. Senere blev den dog lokaliseret til Chicago, men derpå forsvandt den igen, og ingen ved tilsyneladende, hvor den er nu.

Lige efter hendes vilde tur ned i Niagara Falls' vandmasser var der ganske rigtigt interesse omkring hendes oplevelser, og hun havde tjent en del som f.eks. foredragholder, men det varede ikke ret længe, før interessen kølnedes. Damer med et sådant vovemod var bare ikke populære dengang, hvilket sikkert har spillet ind i forbindelse med alle hendes andre planer om at opnå en stilling af en eller anden art, der kunne give hende den økonomiske sikkerhed, hun higede efter. F.eks forestillede hun sig på et tidspunkt, at hun kunne blive danselærerinde.

Stakkels Annie endte med at måtte gå fra souvenirbutik til souvenirbutik for at sælge postkort af sig selv i tønden, og da hun døde som 82-årig var hun direkte forarmet. Kun fordi nogle af hendes få venner skillingede sammen kunne hun få en passende begravelse.

 

http://www.infoniagara.com/niagaradaredevils/annietaylor.aspx 

https://americacomesalive.com/annie-edson-taylor-1838-1921-american-daredevil/

 

Wikipedia

 

 

 

Den døde mand på Facebook

 

Kværulanten Ron Shumway var ikke populær blandt sine naboer, da han havde det med at råbe ad og chikanere dem, han ikke kunne lide. Flere fortalte, at han smed affald ind i deres have, hvis han syntes, de var dårlige til at passe den. Ud over det havde han altså en kedelig vane med at råbe, skrige og bande til den store guldmedalje, hvilket forståeligt nok virkede skræmmende på andre. Han var kendt i kvarteret som en særling og enspænder med meget få venner og bekendte - dvs. uden for de sociale medier. På f.eks. Facebook var han mægtig populær, bl.a. fordi han blev opfattet som "sjov", men også omsorgsfuld og meget venlig. Når man ser beskrivelserne af den virkelige Ron Shumway af kød og blod og hans Facebook-"tvilling", så skulle man tro, det drejede sig om to forskellige mennesker, for de lignede slet ikke hinanden. I bedste fald kunne man sige, at den virkelig Rob var "lunefuld", og at han indrettede sin personlighed efter tid, sted samt dem, han var sammen med. Ud over at han altså var kendt som "vanskelig" blandt naboerne, var det også velkendt, at han var bøsse, og at han havde været meget nært knyttet til sin afdøde mor. Noget af forklaringen på hans tilsyneladende splittede personlighed var, at han formentlig havde en bipolar lidelse. Hvilket dog ikke forhindrede ham i at arbejde som buschauffør i nogle år.

Pludselig sagde han dog sin stilling op hos busselskabet, og samtidig begyndte der at dukke notitser op på Facebook om den skønne cowboy, han havde mødt, og som han ville flytte sammen med. Facebook-vennerne - hvoraf han kun kendte nogle ganske få personligt, da de aldrig havde truffet ham i virkeligheden - ønskede ham til lykke, men nogle undrede sig dog over nogle detaljer i hans beretning om denne nye kærlighed. Og desuden: hvad skulle der blive af huset, hvor han boede sammen med sin lejer, nemlig den tidligere frisør Christopher Colbert med de store drømme om at opnå berømmelse og rigdom gennem sin kunst? Modsat Ron var Christopher ret populær i nabolaget, og man havde glædet sig over, at han havde fundet et sted, hvor han kunne leje sig ind, da hans fantasier og drømme om snarlig rigdom og berømmelse ikke modsvaredes af virkeligheden, da han hverken var rig eller berømt.

Christopher, der for det meste blev kaldt Christian, klarede sig igennem på en eller anden måde sammen med sine to gravhunde, som han var nært knyttet til, men ellers flagrede han omkring, tilsyneladende fuld af drømme om kommende storhed, men uden at kunne fremvise ret meget med substans. Det er dog påfaldende, at han ofte skiftede type og udseende, og at han elskede at klæde sig ud, så han fremstod som en anden.

Christopher Colbert med sit værk, "Cracked"

En tidligere elsker sagde om ham, at han var som en kat, dvs. lunefuld og ikke til at stole på. Det ene øjeblik var han sød og venlig, det næste modbydelig og ondskabsfuld. En af Rons naboer havde på et tidspunkt hørt en uidentificeret mand råbe inde fra huset "slå mig ikke mere, nej, hold op", så man vidste, at der foregik nogle mindre gode ting mellem lejer og husejer, men ikke præcis hvad. 

Da huset pludselig blev solgt og derpå renoveret af sin køber, undrede alle sig over de dunster, der lige med et emmede ud fra det. Ingen kunne finde ud af, hvad der gav anledning til den frygtelige stank, der bare blev værre og værre, men ejendomsmægleren, der havde købt huset, gav ordre til, at det blev undersøgt grundigt, og hans folk opdagede, at lugten stammede fra en stor kasse med haveaffald, etc. baghuset. Bunden i denne kasse viste sig at bestå af cement, og da man brød den op, fandt man et forrådnet lig. Først efter DNA-tests stod det klart, at den døde var husets ejer, Ron Shumway, der ifølge sin Facebook-profil angiveligt var flyttet sammen med en ny kæreste i en anden delstat. Lige siden han var flyttet, havde han skrevet henført om sin nye tilværelse sammen med denne nye fyr i hans liv, så ingen havde mistænkt, at han i virkeligheden var død, ja, myrdet.

Det var han imidlertid, for kassens indhold var ikke til at tage fejl af, og undersøgelser af hussalget førte til opdagelsen af, at lejeren Christopher Colbert havde udgivet sig for ejeren, Ron Shayman. Efter dette hussalg blev Rons kreditkort også brugt rundt omkring, og det stod hurtigt klart, at den, der havde tilranet sig huset også havde taget dem. Christopher blev genkendt af ejendomsmægleren, der havde forhandlet hussalget - forøvrigt til en bemærkelsesværdigt lav pris - og disse transaktioner afslørede, hvem den mistænkte var: Christopher Colbert! Ikke bare havde han givet Ron en ny personlighed på Facebook, der gjorde, at hans internet-venner virkelig følte sig svigtet, for hvem havde de egentlig kommunikeret med? At Ron åbenbart var anderledes på internettet end derhjemme i sit eget nabolag, er der vist ingen tvivl om, men så meget, var det sandsynligt? Hvornår var det ham og hvornår var det Christopher, de kommunikerede med? En meget mærkelig situation for alle andre end Christopher, der var som en fisk i vandet, og nød at bruge Rons penge. Han nød åbenbart også at holde kontakten med hans Facebook-venner og at glæde dem med beretninger om det nye liv, "han" - dvs. Ron - havde fået sammen med den spændende cowboy, der angiveligt var kommet ind i hans liv .....

Dette modmysterium var i virkeligheden et trekantsdrama mellem to mænd og et hus, og det kostede den ene mand livet, for han blev jo altså myrdet af den anden, der mente, at han kunne skaffe sig det liv som fri, berømt og velhavende kunstner for hans penge, som han altid havde ønsket sig. Den gik dog ikke, for han blev fanget og tilstod efter nogen tid også mordet, selv om han forsøgte at sno sig ud af anklagerne. Han blev idømt "mindst 25 års fængsel" for mordet og mere for sine andre forbrydelser i forbindelse med hussalget, etc.. Eftersom han var 46 år gammel, da han modtog dommen, så kan det meget vel tænkes at være en i bogstaveligste forstand livstidsdom.

Christopher Colberts kunstværk med det krakelerede spejl stammede fra hans yngre dage, men man må sige, at det var profetisk for, hvad han og hans kunstnerdrømme udviklede sig til ....

 

https://www.monstersandcritics.com/tv/true-crime/murder-of-ron-shumway-by-christopher-colbert-examined-on-web-of-lies/ 

 

https://www.dallasnews.com/news/courts/2019/01/23/killer-gets-25-years-for-selling-off-oak-cliff-home-after-entombing-its-owner-out-back/ 

 

 

Manden, der gav Charles Manson husly

Det må have været en skøn følelse for George Christian Spahn (1889–1974) da han ansatte sin stedfar som medhjælper i sit mælkeleveringsfirma, for de to havde ofte været oppe at toppes under hans opvækst. Nu fik Spahn overtaget og kunne rigtig nyde tilværelsen som driftig forretningsmand og ejer af en ranch i nærheden af Los Angeles. Han blev desuden gift samt blev far til ti børn. Hans egen biologiske far var omkommet i en ulykke, da han var to år, og hans opvækst havde ikke været nem, bl.a. på grund af problemerne med hans stedfar.

Den Store Depression i 1930'erne var ikke venlig imod Spahn og hans mælkeleveringsfirma. Derfor besluttede han sig for at sælge firmaet, lade sig skille og begynde forfra i Californien. Ranchen blev købt i 1953, og her fortsatte han med hesteavl og udlejning af rideheste til bl.a. turister. Det vigtigste var dog den brug, der blev gjort af ranchen som udlejningsobjekt i filmbranchen. Den blev nemlig en nyttig "kulisse" i westernfilm og såkaldte B-film. Da disse specielle grene af filmindustrien blev mindre og mindre betydningsfuld, da publikum svigtede, gik Spahn fallit. Det skete i 1966, men han forlod nu alligevel ikke sin ranch, for han blev boende, selv om hans syn blev dårligere og dårligere. Nogen hævder, at han til sidst var helt blind.

Han var jo skilt, men fik sig nye utraditionelle venner, da en hippie-kult flyttede ind hos ham i 1968. De levede tilsyneladende sammen i fred og fordragelighed, for han anede intet om, hvem hippiernes leder, Charles Manson, var, eller hvad han pønsede på. Ikke desto mindre var det på Spahn-ranchen, at de vanvittige mord på skuespillerinden Sharon Tate og seks andre blev planlagt. 

Spahn var altså en falleret mælkemand, og Manson var en falleret musiker med storhedsdrømme og alskens vrangforestillinger, så måske de havde et eller andet udefinerbart til fælles. Én "ting" deltes de tilsyneladende om, nemlig de såkaldte "Manson-piger", der havde fået besked om stå for rengøringen på ranchen og at varte den næsten 80-årige, synshandicappede mand op. Ind imellem forventedes de også at gå i seng med ham på Charles' ordre. Måske man kan kalde det en "del og hersk"-situation, der fungerede for begge parter, fordi pigerne var ligeglade. En af dem har tilmed senere udtalt sin beundring for den handicappede Spahn, som hun syntes klarede sig fantastisk.

Efter de vanvittige og totalt ubegrundede mord i 1969 tyndede det selvfølgelig ud i flokken af "Manson-piger", da de, der havde udført forbrydelsen, blev fængslet og dømt sammen med Manson og et par andre tilhængere af den skøre kult-leder.

Arrangementet med den fallerede mælkemand og den skrupskøre kult-leder virker umiddelbart meget sært. At det åbenbart fungerede, jab sjykdes, at Spahn nok har været ensom efter sin skilsmisse, og nu kom der pludselig en ny, udvidet og hjælpsom "familie" til ham. Noget, han kan have nydt. Det må kultens medlemmer i hvert fald have gjort, for flere fra den oprindelige gruppe blev boende på ranchen med Spahn, efter at de andre var blevet dømt og fængslet.

Den oprindelige gruppe

Det lader ikke til, at Spahn har vidst noget om Mansons planer, eller at han bare har forholdt sig på den ene eller den anden måde til hans handlinger. På mig virker dette temmelig underligt, men umuligt er det formentlig ikke, da  det jo først og fremmest var pigerne, der tog sig af ham. Det nye bofællesskab med de piger, der ikke var blevet dømt, blev imidlertid af kort varighed, for i 1970 brændte ranchen, og Spahn blev overflyttet til The Sherwood Convalescent Hospital, hvor han døde den 22. september 1974 som 85-årig.

Der er ingen tvivl om, at Spahn er blevet en del af Manson-legenden ved at have givet "familien" gratis husly på et tidspunkt, hvor det virkelig rablede for lederen. Uden denne på det tidspunkt godt 80-årige, synshandicappede mand og det miljø, han gav dem, ville de måske ikke have kunnet blive sammen på lige dette afgørende tidspunkt, hvor Charles' frustrationer og vilde vrangforestillinger drev ham ud over kanten. At han ikke selv var medskyldig kan ses af, at han hverken blev anklaget eller dømt for noget kriminelt. 

https://www.history.com/news/spahn-ranch-manson-family

 

https://www.history.com/news/charles-manson-girl-account?li_source=LI&li_medium=m2m-rcw-history 

https://www.biography.com/news/manson-family-members?li_source=LI&li_medium=m2m-rcw-history

 

Wikipedia

 

Den stilfærdige, men stædige hollænder

Man kan ikke sige, at den hollandske diplomat Herman Knippenberg (født ca. 1950) ligner en James Bond-helt, men det var han nu alligevel, på sin egen måde, for det var ham, godt hjulpet af hans daværende kone, Angela Kane, der fik stoppet den såkaldte "bikinimorder", dvs. Charles Sobhraj. Denne seriemorder havde specialiseret sig i udplyndring af og mord på unge rygsækturister i Thailand og Nepal, og man ved ikke helt sikkert, hvor mange det drejer sig om, kun at der er mange og sandsynligvis langt flere end de tyve, man officielt regner med. 

Hvad Herman Knippenberg angår, så var han tilknyttet den hollandske ambassade i Bangkok i 1970'erne, men havde ikke en særlig høj stilling. Dvs. at han ikke var én, hvis ord var lov, og hans stædige efterforskning af et ungt hollandsk pars forsvinden vakte først ingen interesse blandt hans kolleger, overordnede eller politiet. Tværtimod fandt de det ikke bare sært, men direkte irriterende og også som et brud på hans egentlige arbejdsopgave for ambassaden. Normalt leger diplomater jo ikke detektiver, men Herman Knippenberg havde en så stærk tro på, at der var sket det unge par noget slemt, og at Charles Sobhraj stod bag deres forsvinden, at han bare fortsatte, selv uden nogen opmuntring.

Det par, han var bekymret for, var Cornelia Hemker og Henricus Bintanja, der senere blev fundet myrdet på bestialsk vis i Nepal. Deres mystiske forsvinden startede Herman Knippenbergs stædige efterforskning. Han og hans daværende kone, Angela Kane, samlede alt det, de kunne, via aviser, etc. og fik efterhånden en imponerende mængde stof, der burde have vakt myndighedernes interesse, men først ikke gjorde det. Havde de taget Herman alvorligt, ville det have reddet menneskeliv, for mordene fortsatte, da ingen greb ind over for Charles Sobhraj.

Herman og hans kone Angela

Efterhånden gik det op for Herman, at ikke bare det unge, hollandske par, men også mange andre unge turister var forsvundet efter kontakt med den mystiske franskmand, der brugte forskellige selvopfundne navne. Et par af de navne, han er kendt under i offentligheden, har han dog ikke selv fundet på, nemlig "Slangen" og "Bikinimorderen".

Charles Sobhraj var søn af en indisk far og en vietnamesisk mor, men fik automatisk en ny, fransk identitet, da hans mor lod sig skille for derpå at gifte sig med en franskmand. De fleste opfattede Charles Sobhraj som en flot samt særdeles charmerende og karismatisk mand, men alle disse egenskaber blev tilsyneladende først og fremmest brugt til at møve sig ind på potentielle ofre for at bestjæle og (i mange tilfælde) myrde dem.

Det tog lang tid for Herman at få samlet tilstrækkeligt med beviser imod den udspekulerede seriemorder, og selv da han mente, der var nok, var det stadig svært at vække myndighedernes interesse. Disse har sandsynligvis fundet det langt mere end mærkeligt, at denne hollandske diplomat "legede detektiv" og kom med anklager imod en fransk statsborger. Til sidst lykkedes det ham dog at blive hørt, og Sobhraj blev arresteret og dømt, men i første omgang ikke for den fulde mængde af sine forbrydelser. Det kom senere, selv om han forsøgte at sno sig ud af alle anklager.

 

Nu er Herman Knippenberg en ældre herre, der lever et stille og fredeligt liv uden den slags dramatik, som han fandt i Bombay. Han er desuden et meget beskedent menneske, der fastholder en stor grad af anonymitet, og som ikke fremhæver sin rolle i afsløringen af "Slangen", der blev til en "bikinimorder". 

 

 
https://www.distractify.com/p/herman-knippenberg-now

 

https://thecinemaholic.com/where-is-herman-knippenberg-now/

 

https://edition.cnn.com/2021/03/13/asia/serpent-bikini-killer-sobhraj-intl-hnk-dst/index.html

 

https://dailystarpost.com/the-serpent-what-happened-to-herman-knippenberg-where-is-herman-now/ 

 

https://www.distractify.com/p/herman-knippenberg-now