Bossernes boss - Godmother Griselda Blanco

At være pige i en fattig, børnerig, columbiansk familie betød som regel, at man kun havde udsigt til at lide den samme skæbne som ens mor og andre kvinder i mange led tilbage i tiden: tidligt gift, masser af børn og meget få muligheder for noget, der bare lignede en karriere. For Griselda Blanco (1943-2012) viste der sig dog andre muligheder, som hun forstod at udnytte til fulde. Allerede som 11-årig havde hun været en foretagsom pige, der spillede en af hovedrollerne i kidnapningen af en dreng fra en velhavende familie. Da hans familie nægtede at betale løsesummen, skød hun ham. Altså benhård allerede som barn, og som voksen tilskrives hun mindst 200 mord, men der er formentlig flere. Som 13-14-årig løb hun hjemmefra, angiveligt fordi hun følte sig underkuet af sin mor. Uden mange andre muligheder blev hun lommetyv og prostitueret, men giftede sig meget ung, da hun mødte Carlos Trujillo, der havde en lukrativ fidus kørende, idet han forsørgede sig ved at indsmugle illegale indvandrere til USA. Ægteskabet blev ikke langvarigt, men de fik dog tre sønner. Efter en skilsmisse myrdede Griselda imidlertid Carlos på grund af en økonomisk og forretningsmæssig uenighed, for man skulle ikke komme hende på tværs, når det gjaldt penge. 

Hendes enkestand varede nu ikke længe, for hun giftede sig snart efter med endnu en kriminel, nemlig Alberto Bravo, og de to flyttede til USA, hvor de etablerede sig som narko-baroner i Miami. Faktisk spillede Griselda en stor rolle i det, der senere er blevet kendt som "The Cocaine Cowboy Wars" i 1970'erne og 1980'erne. Et af hendes tilnavne var "The Godmother of Cocaine", men hun er også kendt som bl.a. "The Black Widow", da man regner med, at hun stod bag mordene på alle de tre ægtemænd, hun fik i tidens løb. Inden da nåede hun dog at få ialt fire sønner, men de tre af dem er efterhånden omkommet, da de som voksne gik ind i hendes lyssky forretninger.

Der hersker en vis uklarhed omkring hendes forhold til Pablo Escobar, der nogenlunde samtidig med hende skabte sit eget narko-imperium. Var de kolleger med en vis tilknytning, eller var de arge fjender og konkurrenter? Ingen ved det med sikkerhed, så der har været mange gætterier og er det stadig.

Begge var frygtede, og Griselda havde et mindst lige så barsk ry som Escobar. Man sagde om hende, at det var hende, der havde opfundet den særlige mordmetode, hvor morderen skyder ofret fra en bil eller motorcykel i fart. Alle mulige andre mordmetoder og mordsteder var imidlertid helt fine med hende, for hun kendte tilsyneladende dem alle og forstod at benytte dem, helt uden skrupler. Noget hun også forstod var metoder til indsmugling af narkoen. Således designede hun dame-undertøj med specielle, skjulte lommer til de indsmuglede varer. Hun opfandt også forskellige metoder til at få større partier narko transporteret på en sikrere måde. Alt det kunne hun få gennemført, fordi hun var anerkendt af alle som "Bossernes Boss": det var hende, der bestemte, og hendes ord var lov.

Som barn havde hun drømt om et liv i luksus, og det havde hun opnået med sine narko-forbrydelser, så det må have været noget af en chok for hende, da hun og hendes daværende mand samt deres omkring 40 medarbejdere blev jagtet i den såkaldte "Operation Banshee". Det lykkedes hende dog at flygte til sit hjemland, Columbia, men da hun vendte tilbage til Miami, fortsatte hun som narko-dronning indtil 1985, hvor DEA sporede og anholdt hende. Hun fik en fængselsstraf, der dog ikke forhindrede hende i at drive sine forretninger fra cellen.

Det fortælles, at hun havde planer om at kidnappe et prominent medlem af samfundet, som hun ville bruge i en byttehandel, der kunne få hende fri, nemlig John F. Kennedys søn, John Jr.. Det var efter sigende lige ved at lykkes, men blev dog forhindret.

Inden hun havde udstået sin straf, forsøgte man at opbygge et par mordsager imod hende. Det var jo almindeligt kendt, at hun ikke havde nogen skrupler, når det gjaldt mord, men sagerne faldt på noget juridisk, der gjorde det svært at anklage hende. Derfor endte det med, at hun blev udvist til Columbia, hvor hun selv blev dræbt nogle år efter. Ingen er blevet anklaget for dette mord, og man ved ikke med sikkerhed, hvem der stod bag.

Som altid, når det gælder magtfulde, berømte og berygtede mennesker, har også Griselda fået et ret fantasifuldt image. Der er ingen grænser for alt det, hun tilskrives, inklusiv mord, biseksualitet, pædofili, voldtægt af både mænd, børn og kvinder. Noget af hendes blomstrende image skyldes også, at der er blevet lavet flere film over hendes liv, hvor der lægges mere og mere til legenden om den barske og nådesløse narko-dronning. Den første af filmene var "Cocaine Cowboys" fra 2006. Nr. 3, "Cocaine Godmother" kom i 2017 med Catherine Zeta-Jones i hovedrollen. 

Griselda med sin eneste overlevende søn, Michael, der bruger megen tid på at holde foredrag om sin mor, som han elsker højt og forsvarer på enhver måde.

 

https://www.crimemuseum.org/crime-library/drugs/the-cocaine-godmother/

 

https://www.britannica.com/biography/Griselda-Blanco 

 

https://merchdope.com/griselda-blanco/ 

 

https://www.intouchweekly.com/posts/jfk-jr-s-would-be-kidnapper-griselda-blanco-was-feared-female-killer/

 

Wikipedia

 

 

 

Pop-kunst, bedrageri og millioner

Complicated lady by Margaret Keane

Jeg vil ikke påstå, at jeg er en fan af Keane-billederne med de storøjede børn, der kigger ud på tilskueren med et fortvivlet og ofte ligefrem tårevædet blik. Faktisk er det slet ikke mig, men historien om deres skabelse er interessant, og den er med til at vende denne sentimentale pop-kunst til en historie om succes inden for en branche, der ofte handler om fiaskoer. 

Walter Keane (1915-2000) blev berømt i 1960'erne på sine enormt populære og ofte meget vemodige billeder af storøjede børn. Han kom oprindelig fra en dansk-irsk, meget børnerig, amerikansk familie, og som ung tjente han til dagen og vejen ved at sælge sko. Senere blev han ligesom sin daværende kone, Barbara, ejendomsmægler. Desuden oprettede de et legetøjsfirma, der blev kaldt "Susie Keane's Puppeteens". Disse håndlavede dukker indgik i sprogundervisning af børn, og også de havde kæmpestore øjne, men uden den appeal, mange fandt i storøje-billederne.

Da Barbara blev leder af en universitetsafdeling i Californien, besluttede Walter sig for at lukke legetøjskompagniet samt sine andre foretagender. Han drømte nemlig om en karriere som kunstner og ville være maler på fuld tid. Hans og Barbaras ægteskab sluttede nogenlunde samtidig med disse forandringer, og i 1955 giftede han sig med sin anden kone, Margaret (født den 15. september, 1927), der også var kunstner. Det sidste gav anledning til mange tilsyneladende idylliske fotografier af dem, hvor de arbejder side om side i deres fælles atelier. Når man ser billederne, føler man, at alt ånder fred og fordragelighed mellem dem, men sådan forholdt det sig kun indtil et vist punkt. 

Sagen var den, at han vandt berømmelse som maler på grund af nogle meget stiliserede billeder af børn med enorme øjne, som hun i en radioudsendelse i 1970 pludselig hævdede var malet af hende og ikke af ham. På det tidspunkt var de blevet separeret og derpå skilt i 1964 efter knap 10 års ægteskab, hvor han havde skovlet penge ind på disse specielle billeder af forpinte børn. Nu gav Bill Flang fra "San Francisco Examiner" de to stridende mulighed for endnu engang at vise offentligt, hvem der kunne male disse særlige billeder. Han havde arrangeret en "maler-konkurrence" på Union Square i San Francisco, men Walter kom ikke, selv om Margaret og pressen mødte op.

Børnene med kæmpestore øjne og et bestemt fortabt udtryk i ansigtet gik rent ind. Folk følte sig ligefrem hypnotiseret af de store øjne, der som regel udtrykte sorg og fortvivlelse. Det passede nok meget godt med datidens kolde krig og den angst, den gav anledning til. Walter selv forklarede sin fascination af  temaet med sit tidligere ophold i Europa: "My psyche was scarred in my art student days in Europe, just after World War II, by an ineradicable memory of war-wracked innocents. In their eyes lurk all of mankind's questions and answers. If mankind would look deep into the soul of the very young, he wouldn't need a road map. I wanted other people to know about those eyes, too. I want my paintings to clobber you in the heart and make you yell, 'DO SOMETHING!'" In the same interview, he declared "Nobody could paint eyes like El Greco, and nobody can paint eyes like Walter Keane!"

Sådan en selvforherligende udtalelse er ikke bare pinlig, men også svær at komme uden om senere i livet, så det må have ramt ham hårdt, da Margaret fastholdt, at det var hende og ikke ham, der havde malet de storøjede børn. Dette offentlige slagsmål udviklede sig helt vildt, da han på sin side fik "USA Today" involveret, og hun lagde sag an imod både ham og avisen.

Sagen blev endnu mere pinlig, da dommeren i denne retssag forlangte, at de skulle male hver deres billede i selve retssalen, hvor alle jo kunne se dem. Han påberåbte sig en øm skulder, så han ikke kunne male, medens hun afleverede et typisk Storøje-billede efter 53 minutters maletid. Resultatet var, at hun blev tildelt $4 millioner i skadeserstatning, og at man nu forstod, at det var hende, der stod bag de populære billeder og ikke Walter. De havde inspireret hinanden i deres ægteskab, men skaberen af disse specielle billeder var og blev Margaret, selv om Walter havde taget æren for dem. I 1990 blev dommen i øvrigt bekræftet ved en ny retssag, hvor hun dog mistede erstatningen.

Margaret fasttømrede bl.a. sit ry ved nye billeder med de samme karakteristika som de berømte børne-billeder, men med andre motiver. Det gjaldt f.eks. hendes billeder af skuespillerne Nathalie Wood og Joan Crawford.

 Nathalie Wood

Joan Crawford

Der er stadig en del gåder om denne sag, og hun har bl.a. sagt, at han uden videre påstod, at han var billedernes skaber, og at han truede hende på livet, hvis hun bestred denne påstand. Det lader dog til, at hun i sin tid muligvis selv gik med til at lade ham overtage rollen som Storøje-kunstneren, fordi han fik hende overbevist om, at han som mand ville få større opmærksomhed i kunstverdenen. Noget, man desværre ikke kan afvise, at han havde ret i, for sådan har det jo været i århundreder: kvinder i et patriarkalsk samfund er usynliggjort, ikke mindst i forbindelse med kunst og litteratur. I en film af Tim Burton (1914) blev Margarets historie fortalt på en interessant og medlevende måde.

 

https://www.nytimes.com/video/movies/awardsseason/100000003435024/cristoph-waltz-on-walter-keane.html 

 

https://www.artranked.com/topic/Keane+Eyes 

 

 

Tanker omkring omsorg og omtanke

Hvad laver han dog med den lille-bitte hund? Jo, han sørger for, at denne lille, nuttede guldklump, (som han tydeligvis elsker højt), har et tørt sted til toiletbesøg. Hunden kan nemlig ikke lide sne eller våde arealer, og tisse, etc. skal hun jo, så han holder et sted tørt ved hjælp af en masonitplade. Noget, der virkelig har en effekt, sådan at hans forudseenhed udtrykker en form for omtanke, som man bare må beundre. Dette er nemlig en sød og kærlig foranstaltning for en lille vovse, der er afhængig af sin ejer. At han gør noget sådant viser, at han har gjort sig tanker om hendes behov, at de er ham bekendt, og at han gør, hvad han kan for hende, selv om det måske er besværligt.

Dette er til gengæld det modsatte, for her er der slet ikke tænkt på dyrene og deres situation som trækdyr. Lasten er formentlig ikke så tung endda, for så vidt jeg kan se, består den af sække med hø, og det vejer nu ikke ret meget. Alligevel udtrykker sådan et arrangement med et forspand på to hunde foran en kærre egoisme og manglende omsorg for dyr, man har ansvaret for. Den slags er bare ikke acceptabelt, for hvorfor skal hunde, der ikke har samme muskelstyrke som okser eller heste, sættes til at udføre et arbejde, der ikke passer til deres formåen? Det er ikke i orden, også fordi det kan være første trin på en glidebane, for næste gang kan de blive sat til at trække noget, der er virkelig tungt, "når nu det gik så godt med høet" ....

Æsler og muldyr er stærke og også kløgtige, men dette dyr kan umuligt synes, at den opgave, det har fået, er rart. Om det er for meget med alt dette hø, er svært at afgøre, men umiddelbart ville jeg tro, at det er i overkanten af, hvad der er forsvarligt ud fra et dyreetisk synspunkt.

Det her er grotesk!!! Den stakkels tynde og udmarvede hest bliver sat til at trække en kærre med Gud-ved-hvor-mange tønder. Er de tomme? Det er ikke til at se, men det er de jo næppe, så det er direkte dyremishandling. 

Er disse bøtter tomme? Det kan man ikke se, men hvis de ikke er, så vil jeg anslå deres vægt til også at være for meget for den stakkels, udmarvede hest. Hvis den har muskelkraft i benene, så er det i hvert fald ikke til at se, så den kusk bør skære ned på lasten samt se at få lettet rumpen i en vis fart ! Nok er han heller ikke en sværvægter, meeeen .....

Hvem har dog budt disse to skelet-agtige løver et så sølle liv??!!!! De sultes helt sikkert og har intet i deres uhyggelige bur, der kan forsøde deres tilværelse som det, de er fra naturens hånd: løver! Den slags dyremishandling er fuldstændig utilgivelig!

Et sødt billede? NEJ!!!!

Barnet er ikke i stand til at se, at han piner den lille, nuttede kattekilling med alle sine kærtegn. Han holder sikkert meget af sin kat, men - som billedet viser - skelner han ikke mellem et levende væsen med egne behov og ønsker og f.eks. en bamse, han kan kramme uden problemer. Sådanne situationer opstår nemt i familier, hvor de voksne ikke gør sig overvejelser om det kloge i, at lade deres børn få et kæledyr. For dem er barnets behov for nærhed afgørende, men i farten glemmer de, at det, der virker som uskyldige kærtegn, rent faktisk er et overgreb på det dyr, de har i deres varetægt. Her gør manglen på omtanke, at omsorgen bliver svigtet, og børn samt forældre bliver skyldige i dyrplageri ....

Kvinderne omkring Slangen

Dette er den første kvinde i Charles Sobhrajs liv, der er blevet påvirket af ham og hans livsvalg, nemlig hans mor, Tran Loan Phung. Det var hende, der den 6. april 1944 fødte denne koldblodige, asiatisk-franske seriemorder, der bl.a. er kendt som "Slangen"? Hun er citeret for at have sagt om sin søn: "Charles ligner en engel, men jeg tror, at på et eller andet tidspunkt krøb djævlen ind i hans sjæl." En noget barsk udtalelse fra en mor, må man sige, men hun lader til at mene det ....

 

Som søn af en vietnamesisk mor og en indisk far blev Charles efter sigende mobbet for at være "farvet" som barn. Det har været den underforståede forklaring på, at han tidligt kom på gale veje, eftersom han begik forskellige forbrydelser. Da han som 24-årig giftede sig med den unge, franske kvinde Chantal Compagnon, var han således allerede straffet. 

Charles' kone, Chantal Compagnon

At han ved ægteskabets indgåelse samtidig var forlovet eller måske ligefrem gift med en ung kinesisk kvinde er interessant, men måske ikke helt korrekt. Efter sigende har han imidlertid en datter med en kvinde fra Kina. Dette finder jeg dog ikke bevist, da andre og mere troværdige kilder oplyser, at han kun har det ene barn, dvs. den datter, han fik med Chantal, nemlig Usha. Hun lader til at være en kvinde, hvis liv ikke har taget vildt sære drejninger på grund af denne berygtede far. Således har hun tilsyneladende aldrig været underlagt hans legendariske charme, men har taget totalt afstand fra ham og hans forbrydelser. Hendes stedfar adopterede hende, da han giftede sig med hendes mor, og hun har i dag en god stilling inden for den amerikanske kriminalforsorg.

Den første kvinde i dette forbryder-forløb var altså hans mor, Tran Loan Phung. At hun spillede en afgørende, men ikke ganske positiv rolle i hans liv er der ingen tvivl om. Det er dog indlysende, at selv om hun måske virkelig har tilsidesat ham for de børn, hun fik i ægteskabet med den franske officer, der førte hende og hendes søn til Frankrig, så kan det nu hverken forklare eller forsvare de mange forbrydelser, han har begået. Det første af de ialt (mindst) 12 mord, han står bag, var på den unge, amerikanske backpack-turist Teresa Kwolton, der i 1975 blev fundet død, iført bikini og tilsyneladende druknet. Man kan sige, at dermed var linien lagt, for Charles blev jo altså kendt som "Bikini-morderen".

Lige efter fundet af Teresa Kwolton var man overbevist om, at hun var druknet, og at hendes død var en beklagelig ulykke, men nærmere undersøgelser afslørede, at hun faktisk var blevet myrdet. Spørgsmålet var så, hvem der havde begået dette mord, og det var altså Charles ....

I sine unge dage var han kendt for at være en særdeles lækker fyr med en magnetisk og ganske uimodståelig sex-appeal. Det er der da også en hel del, der tyder på, virkelig var tilfældet, for damerne faldt for ham på stribe. Hans fulde navn var i øvrigt Hatchand Bhaonani Gurumukh Charles Sobhraj, men han er kendt som Charles Sobhraj foruden forskellige andre navne som f.eks. Alain Gautier. Disse forskellige identiteter jonglerede han med, som det passede ham, men ud over dem var der også alle de navne, som han blev tildelt af pressen samt venner og bekendte af sine mange ofre. To af de mest kendte af den sidstnævnte type er altså "Slangen" og "Bikini-morderen".

At han var en dame-magnet, er der ingen tvivl om, selv om han altså allerede tidligt var en straffet og tilmed efterlyst forbryder. Hvis kvinderne i hans liv mistænkte noget, skubbede de fleste af dem det dog fra sig, hvilket f.eks. gjaldt hans kæreste og medhjælper, canadieren Marie Andrée Leclerc, der også er kendt under navnene "Monique" og "Marie". 

Uheldigvis for hende blev hun meget hurtigt efter deres første møde i Thailand i 1975 dybt afhængig af ham på et følelsesmæssigt plan. At hun efterhånden også følte sig truet af ham var en anden ting, for under alle omstændigheder holdt hun ved ham, selv om hun senere forsøgte at spille uskyldig og f.eks nægtede enhver form for medskyld. Noget, folk omkring dem fandt latterligt, da man vidste, hun havde hjulpet ham på alle mulige måder ....

Marie var formentlig den, der vidste mest om hans aktiviteter, men hun var langt fra den eneste unge kvinde, der faldt i hans garn. En anden af disse uheldige skabninger, Barbara Smith, havde han - angiveligt uden hendes vidende - bl.a. brugt som lokkemad i forbindelse med mordet på et af sine ofre, nemlig Jean-Luc Solomon. Han havde åbenbart lovet ham en nat med hende, men det han fik, var en dosis gift i maden, der slog ham ihjel, sådan at Charles uhindret kunne plyndre ham for hans værdier og det pas, der altid var et vigtigt mål for ham, når han myrdede, da det spillede en stor rolle i hans frie bevægelser fra land til land ....

Den 22-årige Barbara Smith mødte Charles i 1976, efter at hun til sin families overraskelse havde forladt et prestigefyldt  akademisk job for at søge eventyr og spænding i Asien. På det tidspunkt var han allerede efterlyst af Interpol for mord i Thailand, Nepal og Frankrig, hvilket hun selvfølgelig ikke var klar over. Hun troede bare, at han var en velhavende, asiatisk mand, der solgte ædelsten, og som havde gode, internationale kontakter inden for forskellige grupper. Hendes egen situation på dette tidspunkt var, at hun (formentlig) havde fået stjålet alle sine penge under sin eventyrrejse. Det var i hvert fald det, hendes forældre senere hævdede. Da Charles endelig langt om længe blev fanget i 2003, fik hun en hovedrolle i domfældelsen, da hun ikke lod sig skræmme, men vidnede imod ham. 

Australieren Mary-Ellen Eather hørte også til den kreds af kvinder, som Charles brugte i sit netværk. Ligesom de fleste andre har hun - i hvert fald i begyndelsen - troet, at han bare var ude efter at finde købere til sine ædelsten. Senere tilbød også hun at vidne imod ham, men da det kom til stykket, sprang hun fra, fordi hun blev bange for, hvad han kunne finde på, hvis han kom ud. Ligesom de andre, han havde i sit netværk, har hun dog nok tjent som en form for "lokkedue", når han havde brug for nye ofre til at holde hjulene i gang i sit morderimperium. Alle lader til at have været knyttet til netværket gennem en blanding af taknemmelighed over noget, han havde gjort for dem og skræk for, at han ville gøre dem fortræd. Dvs. at der er skyld, men det er svært at "gradbøje" den, for det var jo ikke dem, der begik mordene, selv om de måske nok fandt ofrene til ham. At disse mennesker, som de introducerede fir ham, ville ende som ofre, har de dog næppe forstået før langt hen ad vejen.

Endelig: snor på morderen!!!!!

Billedet forestiller sandsynligvis den berygtede massemorder efter et fejlslagent mordforsøg på en hel gruppe franske studerende i Delhi i 1976. Store planer, der heldigvis for de unge mennesker ikke lykkedes for ham. Straffen for dette var tolv års fængsel, hvilket ironisk nok tjente til at frelse ham fra en udlevering til Thailand, hvor han sandsynligvis ville have fået en dødsdom for de mord, han havde begået dér. Charles var dog ikke så vild med fængsler, og det lykkedes ham at flygte fra flere af dem, så man vidste aldrig, hvornår "snoren brast" .... 

Under et af hans mange fængselsophold fik han snøret vagterne til at lade ham leve et luksusliv som fange. Det foregik sandsynligvis ved hjælp af indsmuglede værdier, som han kunne bestikke dem med. Det - og de mange benægtelser - var typisk for ham. Samtidig kunne han give interviews imod betaling for så bagefter at påstå, han aldrig havde sagt det, intervieweren påstod. Hans personlighed er af en sådan art, at jeg ikke umiddelbart kan finde en fuldt ud dækkende betegnelse for, hvad han egentlig er.

Han har myrdet og snydt sig igennem livet, men er skamløs i sin måde at føre sig frem

Med Charles ser man et eksempel på, hvordan én laber, men løgnagtig og forbryderisk mand kan styre livet for alle mulige kvinder omkring sig. Det gælder virkelig alle, lige fra hans mor, hans kone og kærester til hans datter. Ikke alle elsker ham, men hans valg i livet bliver afgørende for deres liv, og alle mærkes af ham og hans uhyrligheder. Hans kæreste og medhjælper, Marie Andrée Leclerc, blev f.eks. ligesom ham dømt for mordforsøget på de franske studerende, men afsonede ikke straffen, da hun fik livmoderkræft. Hun blev sendt hjem til Canada, hvor hun jo kom fra, og døde dér, 38 år gammel, medens han fortsatte uden hende. 

 

 

Efter fængselsopholdet slog han sig ned i Paris, hvor han levede som en celebritet, der gav (betalte) interviews og muligvis også solgte retten til en filmatisering af hans livshistorie for en stor sum. I 2003 dummede han sig imidlertid, for selv om han stadig havde mordanklager hængende over hovedet i Asien, tog han til Kathmandu for at gå på casino. Han blev opdaget, og der blev skrevet om ham i aviserne, hvilket førte til, at han blev fanget, dømt og smidt i fængsel for mord. Denne gang fik han en livstidsdom ....

https://www.dailymail.co.uk/news/article-9152943/How-postmasters-daughter-snared-Serpent.html?ns_mchannel=rss&ns_campaign=1490&ito=1490

https://bonnewshaiti.com/how-a-postmasters-daughter-snared-the-serpent/

https://www.telegraph.co.uk/tv/0/quiet-hero-tracked-serpent-worlds-most-wanted-serial-killer/

https://www.moviemaker.com/the-serpent-where-is-real-life-marie-andree-leclerc-now/

 

https://www.tatler.com/article/who-was-charles-sobhraj-first-wife-juliette-the-serpent-chantal-compagnon 

 

https://biographied.com/charles-sobhraj/

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-9526727/Serial-killer-Charles-Sobhrajs-daughter-working-counterterrorism-agent.html 

Manden, der var hævnerkvinde

Der er faktisk en hel del af disse forklædte kvinder, der optræder som mænd, bl.a. i diverse hære op igennem tiden. Det skyldes enten kærlighed til en indkaldt ægtemage eller et personligt engagement i kampen. At kvinder optræder som mænd (uden at være transseksuelle) kan også skyldes ønsket om en større bevægelsesfrihed i et alt for snævert kønsopdelt patriarkalsk samfund. Disse kvinder ønsker ikke at skifte køn i biologisk forstand, men at tiltage sig nogle sociale fordele, som mænd har. Ind imellem kommer der så også en kvinde, der er ude efter at HÆVNE de uretfærdigheder imod kvindekønnet, som historien er så rig på. En af disse kvinder blev kendt under navnet Pista Pipas (1886–1940), hvilket var et navn, hun havde givet sig selv. Det betyder såmænd "Den piberygende Peter", og hun var verdens første, ungarske, transkønnede seriemorder ....

Hendes rigtige navn var Viktoria Fodi. Hendes forældre var fattige og måtte derfor sende hende væk som tjenestepige i en meget ung alder. Da hun var 18 år gammel, arrangerede hendes arbejdsgiver et ægteskab med en 30 år ældre, velhavende mand ved navn Pal Rieger. Ifølge nogle ubekræftede myter havde både hendes alkoholiserede far og hendes første arbejdsgiver voldtaget og mishandlet hende. Der var også dem, der påstod, at hun havde fået fem børn med sin mand, men at hun efter hans død besluttede sig for at "blive mand". Hendes familie påstod til gengæld, at hun havde været meget maskulin det meste af sit liv, og man mener nu, at hun led af en eller anden hormonforstyrrelse. Desuden er der større belæg for, at hun simpelthen forlod sin mand i 1910 og begyndte at leve som "Pista Pipas" kort efter.

Hvordan det nu end hang sammen med denne noget obskure forhistorie, så udviklede hun sig til en populær og nærmest mytisk figur, der bl.a. mindes med denne statue. Med hende opstod der en legende om den hævnende kvinde, der straffede formastelige mænd for deres forbrydelser imod kvinder. Fakta er, at der efter hendes "kønsskifte" blev fundet mange hængte mænd, og at kvinder på egnen begyndte at true deres partnere med at "tilkalde Pipas". At de døde på smart vis var arrangeret i noget, der skulle få dødsfaldet til at ligne et selvmord, gjorde det ikke nemmere for politiet at opklare de enkelte sager. Samtidig blev disse mange døde mænd en art reklame for Pipas, da mange kvinder åbenbart nærede et brændende ønske om at blive enke. Noget, hun så hjalp dem med, formentlig i 18-30 tilfælde ....

Det første mord, hun utvivlsomt begik, var på hendes nye arbejdsgiver, Istvan Borcsok, der i 1919 havde antaget hende til at passe dyrene på hans gård. Hun blev straks gode venner med hans kone, der ofte beklagede sig over hans drikkeri og voldelige adfærd, hvilket forargede Pipas. 

De to kvinder har nok følt sig i deres gode ret til at "fjerne" Istvan, når nu han var så forfærdelig. Under alle omstændigheder gik de i gang med en plan om at få ham væk. Pipas fandt to hjælpere, hvoraf den ene var ofrets søn, Imre Borcsok, men det var nu hende, der kvalte ham og derpå arrangerede hans lig på en måde, så man troede, han havde begået selvmord.

Man kan sige, at Pipas med disse mordplaner savede den gren over, hvor hun selv sad på, da Istvan måske nok var en fordrukken hustyran, men han havde immervæk givet hende et job, hvilket var noget, hun ellers havde svært ved at finde. Faktisk lader det til, at hun ind imellem sine løse jobs som daglejer måtte prostituere sig for at få til dagen og vejen. Noget, der ikke kan have været nemt for hende, nu hvor hun identificerede sig som mand. 

Rygterne om hendes morderiske aktiviteter florerede, men politiet manglede beviser på, at de var sande. Efter 13 års virke gik det imidlertid galt for Pipas, da et jalousidrama, der invovlerede et par af hendes klienter, førte til nye undersøgelser af dødsfaldene. Hun var ikke indblandet i dette drama, men havde unægtelig taget livet af en af de stridendes far. Hendes to assistenter tabte modet under politi-forhørene og afslørede hende. Hun forsøgte sig med løgn på løgn, men den gik ikke, hun blev anklaget og dømt til døden, men blev senere benådet til fængsel på livstid. Nogle år efter døde hun i fængslet af naturlige årsager, men legenden om den hævnende kvinde, der kom sine kønsfæller til undsætning, levede videre efter hendes død, og hun er stadig en populær skikkelse i Ungarn ....

https://transmascstudies.com/2020/09/29/pipas-pista/

actions shed light on the tragic reality of life in the poorest parts of Hungary and caused a true media frenzy. The year was 1919. The villagers of Átokháza (now called Ásotthalom, near Szeged) were sleeping peacefully in their homes. Suddenly, farmer István Börcsök awoke to the sound of his horses’ neighing. Suspecting that something was amiss, he grabbed a lamp, ran outside, and came face to face with a man he thought to be a thief. They got into a fight and then, suddenly, another man threw a rope around Börcsök’s neck, strangling him to death in front of his wife and son. The truly shocking part came afterwards. They dragged the corpse into the house and hung it from one of the rafters. Then, at the wife’s request, it was moved to the pantry. A chair was placed nearby, positioned exactly as expected in a suicide case. The freshly widowed Mrs Börcsök and her son drank to his death, along with the murderers. The man who had strangled Börcsök was even invited to live with them, according to confessions heard at his later trial. Read also: Hungarian woman got 8 years in prison for drugging and nearly killing her dates The man in question, who went by the name of “Pipás Pista”, was, in fact, a woman. Born Viktória Fődi in 1886, she was married off at the age of 17 to a much older man named Pál Rieger. Not much is known about her life with complete certainty. Some sources claim that her husband was abusive towards her, just like her father, some others discredit both statements and say that she simply yearned for freedom and better living conditions. Whatever happened, she eventually left her husband and started looking for work. Being of strong build and having smoked since childhood (her moniker, Pipás Pista, could be translated as “Steven with a pipe”), she could easily disguise herself as a man. Pipás Pista dressed as a man and in traditional female attire. Source: Az Est Whether this was a matter of gender identity or simply a ploy to gain riches is still unclear. She took on various jobs, such as ploughing or pig slaughtering, and spent much of her free time drinking at pubs. In 1916, she met István Börcsök, who offered her a job on his farm and ended up becoming her first victim. Börcsök’s wife, who had suffered a lot at the hand of her alcoholic and aggressive husband, set her up to the murder. Three years later, in 1922, Pipás Pista killed another farmer, by the name of Antal Dobák, and this was the case that eventually led to her capture. Even though she is said to have been responsible for the death of over 30 men, the gendarmerie did not seriously concern themselves with suicides committed in rural areas. They only discovered that there was something sinister going on when they were called to a dispute between lovers in 1932. The officers separated the parties and escorted the woman home who told them that Antal Dobák had not taken his own life. She had heard this from her lover, who had previously been involved with a relative of Dobák. At the 1933 trial, which turned out to be a true spectacle, attended by crowds of onlookers, Pipás Pista was condemned to death. The legend says that she was hanged using the same piece of rope that she had killed with, but in reality, she had a different fate. Her sentence was modified a couple of months later to lifelong imprisonment by no other than the regent of Hungary, Miklós Horthy, and she died in prison 7 years later, suffering from lung disease. Despite her gruesome deeds, her reputation is apparently not completely negative: you can even find a small statue of Pipás Pista if you visit the Bory Castle in Székesfehérvár. pipas pista szobor statue Photo: Solymári / Wikimedia Commons Back in 2015, the mayor of Ásotthalom, László Toroczkai, went further: he spoke about how he would like to turn the figure of Pipás Pista into a tourist magnet, attracting visitors to the village, similarly to how the story of Dracula draws crowds to Transylvania. Sources: Tamás Bezsenyi: “The First Female Serial Killer in the Kingdom of Hungary” (A chapter in the book The Spectacle of Murder: Fact, Fiction and Folk Tales), Egyperces krimi, Szegedi Lap, Szeged Tourism, Délmagyar

Read more at: https://dailynewshungary.com/the-story-of-the-cross-dressing-hungarian-hitwoman/

ar was 1919. The villagers of Átokháza (now called Ásotthalom, near Szeged) were sleeping peacefully in their homes. Suddenly, farmer István Börcsök awoke to the sound of his horses’ neighing. Suspecting that something was amiss, he grabbed a lamp, ran outside, and came face to face with a man he thought to be a thief. They got into a fight and then, suddenly, another man threw a rope around Börcsök’s neck, strangling him to death in front of his wife and son. The truly shocking part came afterwards. They dragged the corpse into the house and hung it from one of the rafters. Then, at the wife’s request, it was moved to the pantry. A chair was placed nearby, positioned exactly as expected in a suicide case. The freshly widowed Mrs Börcsök and her son drank to his death, along with the murderers. The man who had strangled Börcsök was even invited to live with them, according to confessions heard at his later trial. Read also: Hungarian woman got 8 years in prison for drugging and nearly killing her dates The man in question, who went by the name of “Pipás Pista”, was, in fact, a woman. Born Viktória Fődi in 1886, she was married off at the age of 17 to a much older man named Pál Rieger. Not much is known about her life with complete certainty. Some sources claim that her husband was abusive towards her, just like her father, some others discredit both statements and say that she simply yearned for freedom and better living conditions. Whatever happened, she eventually left her husband and started looking for work. Being of strong build and having smoked since childhood (her moniker, Pipás Pista, could be translated as “Steven with a pipe”), she could easily disguise herself as a man. Pipás Pista dressed as a man and in traditional female attire. Source: Az Est Whether this was a matter of gender identity or simply a ploy to gain riches is still unclear. She took on various jobs, such as ploughing or pig slaughtering, and spent much of her free time drinking at pubs. In 1916, she met István Börcsök, who offered her a job on his farm and ended up becoming her first victim. Börcsök’s wife, who had suffered a lot at the hand of her alcoholic and aggressive husband, set her up to the murder. Three years later, in 1922, Pipás Pista killed another farmer, by the name of Antal Dobák, and this was the case that eventually led to her capture. Even though she is said to have been responsible for the death of over 30 men, the gendarmerie did not seriously concern themselves with suicides committed in rural areas. They only discovered that there was something sinister going on when they were called to a dispute between lovers in 1932. The officers separated the parties and escorted the woman home who told them that Antal Dobák had not taken his own life. She had heard this from her lover, who had previously been involved with a relative of Dobák. At the 1933 trial, which turned out to be a true spectacle, attended by crowds of onlookers, Pipás Pista was condemned to death. The legend says that she was hanged using the same piece of rope that she had killed with, but in reality, she had a different fate. Her sentence was modified a couple of months later to lifelong imprisonment by no other than the regent of Hungary, Miklós Horthy, and she died in prison 7 years later, suffering from lung disease. Despite her gruesome deeds, her reputation is apparently not completely negative: you can even find a small statue of Pipás Pista if you visit the Bory Castle in Székesfehérvár. pipas pista szobor statue Photo: Solymári / Wikimedia Commons Back in 2015, the mayor of Ásotthalom, László Toroczkai, went further: he spoke about how he would like to turn the figure of Pipás Pista into a tourist magnet, attracting visitors to the village, similarly to how the story of Dracula draws crowds to Transylvania. Sources: Tamás Bezsenyi: “The First Female Serial Killer in the Kingdom of Hungary” (A chapter in the book The Spectacle of Murder: Fact, Fiction and Folk Tales), Egyperces krimi, Szegedi Lap, Szeged Tourism, Délmagyar

Read more at: https://dailynewshungary.com/the-story-of-the-cross-dressing-hungarian-hitwoman/

The year was 1919. The villagers of Átokháza (now called Ásotthalom, near Szeged) were sleeping peacefully in their homes. Suddenly, farmer István Börcsök awoke to the sound of his horses’ neighing. Suspecting that something was amiss, he grabbed a lamp, ran outside, and came face to face with a man he thought to be a thief. They got into a fight and then, suddenly, another man threw a rope around Börcsök’s neck, strangling him to death in front of his wife and son. The truly shocking part came afterwards. They dragged the corpse into the house and hung it from one of the rafters. Then, at the wife’s request, it was moved to the pantry. A chair was placed nearby, positioned exactly as expected in a suicide case. The freshly widowed Mrs Börcsök and her son drank to his death, along with the murderers. The man who had strangled Börcsök was even invited to live with them, according to confessions heard at his later trial. Read also: Hungarian woman got 8 years in prison for drugging and nearly killing her dates The man in question, who went by the name of “Pipás Pista”, was, in fact, a woman. Born Viktória Fődi in 1886, she was married off at the age of 17 to a much older man named Pál Rieger. Not much is known about her life with complete certainty. Some sources claim that her husband was abusive towards her, just like her father, some others discredit both statements and say that she simply yearned for freedom and better living conditions. Whatever happened, she eventually left her husband and started looking for work. Being of strong build and having smoked since childhood (her moniker, Pipás Pista, could be translated as “Steven with a pipe”), she could easily disguise herself as a man. Pipás Pista dressed as a man and in traditional female attire. Source: Az Est Whether this was a matter of gender identity or simply a ploy to gain riches is still unclear. She took on various jobs, such as ploughing or pig slaughtering, and spent much of her free time drinking at pubs. In 1916, she met István Börcsök, who offered her a job on his farm and ended up becoming her first victim. Börcsök’s wife, who had suffered a lot at the hand of her alcoholic and aggressive husband, set her up to the murder. Three years later, in 1922, Pipás Pista killed another farmer, by the name of Antal Dobák, and this was the case that eventually led to her capture. Even though she is said to have been responsible for the death of over 30 men, the gendarmerie did not seriously concern themselves with suicides committed in rural areas. They only discovered that there was something sinister going on when they were called to a dispute between lovers in 1932. The officers separated the parties and escorted the woman home who told them that Antal Dobák had not taken his own life. She had heard this from her lover, who had previously been involved with a relative of Dobák. At the 1933 trial, which turned out to be a true spectacle, attended by crowds of onlookers, Pipás Pista was condemned to death. The legend says that she was hanged using the same piece of rope that she had killed with, but in reality, she had a different fate. Her sentence was modified a couple of months later to lifelong imprisonment by no other than the regent of Hungary, Miklós Horthy, and she died in prison 7 years later, suffering from lung disease. Despite her gruesome deeds, her reputation is apparently not completely negative: you can even find a small statue of Pipás Pista if you visit the Bory Castle in Székesfehérvár. pipas pista szobor statue Photo: Solymári / Wikimedia Commons Back in 2015, the mayor of Ásotthalom, László Toroczkai, went further: he spoke about how he would like to turn the figure of Pipás Pista into a tourist magnet, attracting visitors to the village, similarly to how the story of Dracula draws crowds to Transylvania. Sources: Tamás Bezsenyi: “The First Female Serial Killer in the Kingdom of Hungary” (A chapter in the book The Spectacle of Murder: Fact, Fiction and Folk Tales), Egyperces krimi, Szegedi Lap, Szeged Tourism, Délmagyar

Read more at: https://dailynewshungary.com/the-story-of-the-cross-dressing-hungarian-hitwoman/

 

https://dailynewshungary.com/the-story-of-the-cross-dressing-hungarian-hitwoman/  

https://medium.com/crimebeat/the-story-of-the-hungarian-transgender-serial-killer-97d97180f76e

 

Wikipedia

 

 

Når grænser overskrides

Da Denise Vasseur forsvandt i 2000 var hun 31 år gammel. Hun var glad for sit arbejde som dyrepasser i dyreparken "San Diego's Wild Animal Zoo" og tilsyneladende også glad for sin mand, Charles Vasseur, som hun havde truffet i Afrika, hvor de begge arbejdede med dyre-projekter. Alt sammen mægtig godt, hvis bare hun ikke også havde været lidt for glad for sin karismatiske kollega, Patrick Hamilton. Eller sagt med eftertryk: havde været, for hun ønskede at afslutte forholdet.

Hvis hun havde hørt efter sladderen på stedet, så ville hun have fået nogle gode og meget brugbare oplysninger om Patrick, men hendes grundholdning var tillid og ønsket om at "se noget godt i alle", så det faldt hende åbenbart slet ikke ind. Desuden har det måske spillet ind, at han var ret pæn, og at de delte mange interesser. Officielt arbejdede de sammen på nogle interessante projekter, der gjorde, at de ofte mødtes af faglige grunde. At han var kendt som en MeToo-bandit, før man overhovedet havde hørt om den slags, vidste hun formentlig ikke, eller også har hun regnet det for irrelevant for, hvem han var som person. Når det gjaldt kvinder fulgte han simpelthenden "kompasnål", der udgjordes af hans eget seksuelle begær og kunne blive meget ubehagelig, hvis de kvinder, der vakte det, ikke var modtagelige for hans umiskendelige charme. Han stalkede tidligere kærester og kvinder, der havde afvist ham, før stalker-begrebet blev kendt og kunne være særdeles påtrængende.

Den 22. september 2000 så Charles Vasseur sin kone for sidste gang tidligt om morgenen, da han selv gjorde sig klar til at tage på arbejde. Alt virkede normalt, og hverken han eller hun anede uråd, men samme dag forsvandt hun og er ikke blevet set siden da. Det er hendes efterladte bil til gengæld, og den bærer præg af at have været scenen for voldsomme begivenheder. Desuden kan man se på indstillingen af forsædet, at hun ikke selv har kørt den denne specielle dag. At hverken Denise eller Patrick mødte på arbejde denne dag, og fordi den 1 år lange affære mellem Denise og Patrick ikke var almindeligt kendt, gik man fra begyndelsen ud fra en teori om, at han havde bortført hende, hvilket godt kunne passe med hans rygte som en dominerende sex-galning. Man tog også for givet, at hun ikke behøvede at være død, men at han måske holdt hende fanget et eller andet sted, for man havde jo ikke fundet hendes lig.

Politiet indledte en jagt på Patrick Hamilton, efter at han havde fortalt en ven, at han havde dræbt hende, men mere eller mindre ved et uheld. Den 27. september - altså fem dage efter Denises forsvinden - blev han arresteret, men hans løfter om at vise, hvor liget lå var ikke andet end tomme ord, for han førte politiet ud forskellige steder, der angiveligt var hendes grav, men man fandt intet. Ind imellem kom han med kryptiske udsagn om, at "hun jo også kunne være i live". Alt sammen totalt uden hensyntagen til hendes families og ægtemands sorg over at hun var væk.

 

Man kan så sige, at hun ikke burde have indladt sig med en mand som Patrick, men så nemt er det jo ikke at bedømme, hvad der egentlig foregik mellem dem. Modsat mange af sine kvindelige kolleger, der åbenbart havde gennemskuet ham, opfattede hun ikke tegnene på, hvad der var på færde. Andre talte om, hvor dominerende og voldelig, han kunne være, og hvor svært det var at gøre sig fri af ham, når man slog op, men alt det har hun ikke haft blik for, fordi hun selv var et pænt og anstændigt, (men dog utro) menneske, og det kom til at koste hende livet. Man kan sige, at hun mere eller mindre tankeløst overskred de grænser, der får et kollegialt forhold til at fungere som et kammeratskab. Det burde måske nok kunne lade sig gøre, men var i dette tilfælde meget dumt, naivt - og trist ....

https://thecinemaholic.com/denise-vasseur-disappearance/

 

https://www.monstersandcritics.com/tv/true-crime/denise-vasseur-was-murdered-by-jilted-lover-patrick-hamilton-the-killer-beside-me-investigates/ 

https://charleyproject.org/case/denise-abigail-vasseur