Kvinder, heste og sadler

Dette billede fik mig på en lidt bagvendt måde til at tænke på det berømte danse-par, Ginger Rogers og Fred Astaire, der optrådte sammen i mange film. Det lyder sikkert sært, men jeg kom i tanke om, hvad Ginger sagde, da en eller anden journalist fremhævede Freds evner som danser: "Ja," sagde hun, "han var strålende, men han dansede dog ikke baglæns, iført stiletter og lange skørter, sådan som jeg gjorde." (PS: Citatet er ikke ordret og er her gengivet efter hukommelsen, men danseparret er også nævnt via et af nedenstående links)

Jeg havde aldrig tænk på, at de tekniske krav til Ginger som danser var større end dem, Fred kom ud for, men nu er jeg da tilbøjelig til at give hende ret: det, hun gjorde på dansegulvet må simpelthen være sværere end det, han gør, og hun klarer det jo glimrende. Der er også en anden detalje, som jeg finder interessant: hun forventes at være stærk og adræt, men udstråle ynde i stedet for styrke, medens han bare stod for maskulin kraft, hvilket også følger det nugældende kønsrollemønster: noget af det er ikke andet end et show .....

De argumenter, jeg har set, for at kvinder ikke skulle bruge almindelige sadler, men specielle "damesadler" og sidde sidelæns på hesten, bevægede sig fra begreber som "velanstændighed", "dyd", ærbarhed" og "den medfødte femininitet" til "biologiske hensyn". Det sidste dækker forestillingen om det "sarte, kvindelige underliv", hvilket er urkomisk. Netop de organer, man mener bør beskyttes imod "ridningens voldsomme rystelser", "bump" og den slags, udsættes for - og tåler - et enormt pres under fødsler, der ikke overgås af noget, mænd udsættes for fra naturens hånd. Det drejer sig om "397 pounds of pressure per square foot, or 2.8 pounds of pressure per square inch on her baby's head". Hele dette latterlige spil med en konstrueret kvindelig sarthed er bare irriterende, men også anstrengende, fordi det betyder, at kvinder skal lægge bånd på sig selv og holde deres naturlige kraft tilbage, selv hvor det ville være bedre for dem psykisk set at give los ..... 

Det er først i vore dage at kvinder ikke kun opdeles i to hovedgrupper, "den gode pige" og "den slette", hvorved forstås den dydige og den ikke-dydige, dvs. ud fra hvad kvinden regnes for i mandssamfundet. Der er sikkert mange, der stadig hælder til disse to hoveddefinitioner, der udelukkende går på kvindens forhold til manden, men det har været meget mere fremherskende før i tiden. Mænd har altid haft mange roller i samfundet, og deres dyd eller ikke-dyd har ikke haft den store betydning for dem, men det havde den for kvinder. At være en "falden kvinde" var ikke nemt i et patriarkat, der ligefrem dyrkede den såkaldt "ærbare kvinde".

En mandlig rytter forventes at kunne tåle sadlens bearbejdelse af skridtet og de organer, der befinder sig dér. Egentlig ret besynderligt, da netop det sted virkelig er sart på en hel tanden måde end hos en kvinde. Et spark i skridtet vil gøre ondt på begge køn, men kun manden kan sættes helt ud af spillet ved den slags kunstgreb. Sært, at han ikke protesterer imod en saddel, der beskytter denne sårbare del af hans anatomi, men jeg formoder, det skyldes hans kønsrolle som hård, stærk og usårlig, hvorimod kvinden ses som - og forventes at optræde som - svag og sårbar. Desuden: skridtets bearbejdelse gennem ridningen anses ikke som forbundet med noget seksuelt i hans tilfælde. Jeg mistænker, at det gør man, når det gælder kvinder, og det kan man ikke have noget af i et patriarkat, der bygger på undertrykkelsen af kvinder og det, jeg kalder "den naturlige kvindeligheden" ....

Her har vi så den damesaddel, hvor kvinden tvinges til at sidde sidelæns, både under spring og galop. Ikke den nemmeste position, for hvordan holder man egentlig balancen? Med lange skørter kan det ikke være nemt, og jeg kommer igen til at tænke på den ofte langskørtede Ginger Rogers og hendes baglæns dans på stiletter ....

Hesten er vist ligeglad med sadlen, men det er godt gjort af rytteren, når han/hun holder sig fast uden hensyn til tyngdeloven.

Peter den Stores enke, der arvede hans rige, dvs. Katharina I (1684-1727), vakte skandale, da hun uden videre satte sig overskrævs på en hest, men typisk nok så man det ikke som et bevis på, at kvinder kunne ride uden damesaddel. At tænke fra kejserinden til alle kvinder faldt åbenbart ingen ind. Hele dette uærlige spil med ærbarhed og "biologiske begrænsninger" fortsatte i århundreder, selv om det var så åbenlyst, hvad der foregik - og hvorfor ....

 

https://www.pressreader.com/uk/history-revealed/20180809/283025465453615

 

https://www.heste-nettet.dk/forum/3/301077/301077/ 

 

https://www.ridehesten.com/nyheder/ridning-i-damesadel/15370 

 

Wikipedia

Når fædre med feticher anklages af sønner ....

Så er der faldet dom, men endnu ikke afgivet en strafudmåling, i en hæslig sag om en far, Mark Redwine, der blev anklaget for at have myrdet sin 13-årige søn, Dylan, der besøgte ham, efter at retten havde givet ham medhold i et forældresamværs-slagsmål, hvor drengens mor havde protesteret imod hans rettigheder. Man må sige, at denne mordanklage har været gennem en langvarig sagsbehandling, for Dylan blev meldt savnet den 19. november 2012, og det er først nu, sagen er færdigbehandlet, og der foreligger en dom. At han var død, vidste man, efter at der var blevet fundet nogle ligrester i 2013 ikke så langt fra Mark Redwines hjem. Et par år efter fandt man så hans hovedskal, og den viste tydelige tegn på skader, der kunne forbindes med det, der kaldes "stump vold". Indtil da havde moderen, Elaine Hall, gjort ALT, for at finde ud af, hvad der var sket med hendes søn. Bl.a. deltog hun i en konfrontation med eksmanden, Mark Redwine, i et program hos den højt elskede TV-personlighed Dr. Phil. 

Hun og Mark slyngede anklager imod hinanden, og man må undre sig over, at disse to mennesker nogensinde kan have dannet et par, og at de havde fået en så dejlig søn som Dylan. Blandt hendes mere konstruktive tiltag var opsætningen af plakater rundt omkring, inden drengen blev fundet død. 

 

Hvor Dylans far ligner en derangeret vildmand, der har opgivet sit sociale liv, så er moderen stadig en pæn og normalt udseende kvinde. Derfor har hun helt sikkert haft en stor fordel i den diskussion, sagen har vakt i offentligheden, og undervejs i forløbet har mange sikkert overvejet, om Mark blev udsat for en unfair behandling på grund af sit udseende. 

Beviserne imod ham, der bl.a. omfatter Dylans blod i hans hjem, er dog ikke til at tage fejl af, så selvfølgelig blev han dømt, selv om han år ud og år ind har protesteret imod anklagerne og fortsat har hævdet, at drengen var forsvundet "af sig selv", da han forlod hjemmet for at ordne et ærinde.

Dylan var en dejlig dreng, der bestemt ikke havde fortjent sådan en skæbne, og der har været mange gætterier om grunden til, at han blev myrdet. Anklageren mener, det skyldes, at drengen fandt nogle fotografier af faderen i dametøj eller iført ble og/eller i færd med at spise feces fra en brugt ble, og at de havnede i et gevaldigt skænderi om dem, der udviklede sig til overfald og mord. Dvs. at Mark handlede i et anfald af raseri, fordi hans fetich blev afsløret af sønnen. Hvis man forestiller sig sceneriet omkring den flove far og den anklagende - og måske hånende? - teenagesøn, så bliver det super-ubehageligt, for var denne afsløring virkelig noget at dræbe en sund og glad dreng på 13 år for?

Cory, der er Dylans (halv-)bror, fortalte i retten, at billederne var blevet fundet hos hans far, Mark Redwine, inden hans brors forsvinden. Dermed får de en ekstra betydning som indicium - men ikke bevis - på årsagen til mordet. Elaine Hall var dog ikke orienteret om sønnens fund af billederne, men det virker nu også ret logisk, at Dylan har skjult dette for sin pæne og regelrette mor, der måske ikke engang har kendt til sin eksmands fetich. At faderen måske også har misbrugt ham seksuelt virker egentlig ikke så overraskende.

Én ting er sikkert, Dylan havde ikke fortjent at blive offer for sin fars "skæve tilbøjeligheder", hvis det nu var det, der skete. Eftersom Mark ikke fortæller noget, står man under alle omstændigheder tilbage med en sag, der er bygget på - og dømt på - indicier. Noget, der er med til at gøre det hele overmåde ubehageligt ....

https://www.durangoherald.com/articles/cory-redwine-says-he-sent-sordid-photos-to-his-father-during-a-dispute/

https://www.thesun.ie/news/1318050/dad-killed-his-son-after-13-year-old-found-disturbing-photos-of-him-eating-poo-while-dressed-in-womens-clothes-and-a-nappy/

 

https://www.the-journal.com/articles/mother-of-dylan-redwine-pushed-new-law-now-used-in-high-profile-crimes/ 

https://gazette.com/thetribune/dylan-redwines-brother-details-fight-over-lewd-photos-as-defense-attacks-motive/article_9a9b61f6-d6b2-11eb-8859-4b4eebd508ea.html

 

https://www.thedenverchannel.com/news/local-news/jury-finds-mark-redwine-guilty-of-murder-child-abuse-resulting-in-death-of-son-dylan 

Tanker om begrebet "forældrekærlighed"

Det stolte øjeblik, hvor en mor ser sig selv i sin datter

Forleden studsede jeg over det ikke særlig ofte brugte udtryk "forældrekærlighed". Et kort øjeblik spekulerede jeg såmænd også på, om ordet gælder forældres kærlighed til deres børn eller børnenes kærlighed til dem. Så gik det op for mig, at der slet ikke findes specielle ord for børns følelser for deres forældre. Der er "moderkærlighed", "faderkærlighed" og også "forældrekærlighed", idet kun det første af disse tre er almindeligt brugt, men ikke noget i stil med f.eks. "barne-kærlighed". Eftersom ord afspejler reelle sociale tilstande er det ret sigende, for nok har mange mordere "klaret ældrebyrden" ved at myrde deres forældre, så de kan arve dem - eller bare blive fri for dem - men de allerfleste har da et rimeligt forhold til dem og ønsker, at de har det godt. 

Har den unge dame på motorcyklen bagtanker, eller ønsker hun bare at sikre sig, at bedstemor har det godt? Sådan ville man ikke tænke, hvis man så billeder af voksne med børn, selv om der formentlig er langt flere forældre, der har myrdet børnene end omvendt. Dog er der slemme eksempler på folk, der har begået forældredrab som f.eks.: Tullia den Yngre fik sin far, Servus Tullius, myrdet, for at fremme hendes mands karriereønsker. I England myrdede Mary Blandy (1720-1752) sin far, Francis Blandy, med arsenik. Man diskuterer stadig, at Lizzie Borden (1860-1927) begik mord på sin far og stedmor i USA. Det samme gælder Lyle og Erik Mennendez, der blev dømt for mord på deres forældre i 1989. Andre har ikke selv begået mordene, men har fundet en lejemorder. Det gælder bl.a. Dana Ewell og mange andre med ham. Alt i alt må man sige, at der er temmelig mange eksempler på mord mellem generationerne, dvs. at ofret enten er barnet eller den ældre. 

Det er almindeligt kendt, at temmelig mange voksne børn ikke besøger deres forældre så tit, som de burde, men på et eller andet plan elsker de fleste dem alligevel højt og kan slet ikke forestille sig, at de en dag ikke er der mere. Meget af denne kærlighed bunder dog nok mere i nostalgi, gamle minder og den slags end i en virkelig forståelse for dem, deres liv og deres behov her og nu. Desuden er det nok også en nærliggende tanke for mange voksne børn, at deres gamle forældre kan - og vil - hjælpe dem økonomisk, hvis det kniber. De oplever det ikke som udnyttelse, men ser hjælpen som en naturlig følge af et mønster, der går helt tilbage til deres barndom: forældre hjællper, og børn bliver hjulpet ....

På det øverste billede af de to generationer af symaskine-brugere ser man en mor, der er ved at revne af stolthed over sin lille pige, der udfører den samme handling som hende selv, nemlig at sy. Moderen oplever det lille, nye væsen, der er som snydt ud af næsen på hende, og som på mange planer er en udvidelse af hendes egen personlighed, gøre noget, der viser, at hun er hendes datter. Hun har virkelig haft held med det, der ligger i udtrykket "formeret sig" og er på en vis måde genopstået i en ny udgave via denne datter. Moderen overvældes af følelser, idet hun betragter sin lille "klon" med stolthed. For hende repræsenterer dette barn rigtig meget både mht. fortid, nutid og fremtid, som den lille pige slet ikke vil kunne forstå, før hun selv bliver mor. 

Som moder, så datter

Begge parter elsker hinanden, men på forskellig måde. Det moderen eller faderen føler for barnet kan til en vis grad opleves af den voksne søn eller datter, når deres forældre bliver gamle - og så alligevel ikke. Ømheden, som moderen føler er ikke den samme, som barnet føler for hende, når hun bliver gammel, vakkelvorn, tunghør og konfus. Hvor moderens kærlighed er som en flodbølge af beskyttertrang, så er barnets følelser nok mere en generel bekymring, der måske tilmed er iblandet et vist mål af irritation ....

Denne fattige og forslidte mor ønsker afgjort noget bedre for både sig selv og sine børn

Nogle børn lever for at virkeliggøre deres forældres drømme. Her tænker jeg bl.a. på Henrik VIII samt andre konger og kejsere, der lever med en evig skræk for, at dynastiet skal uddø med dem. Et eller andet sted har jeg læst, at Henriks tanker om, at "alt det, min far har gjort er spildt, hvis ikke jeg får en søn" red ham som en mare. Slægtslinien kan måske nok opretholdes gennem døtre, men ikke Tudor-dynastiet, og det gik ham på. Han følte, at han svigtede faderen ved at have problemer med at præstere det, der var nødvendigt for at sikre dette nye dynasti, der afsluttedes med hans datter, Elizabeth I. Da han døde, efterlod han sig dog en søn, nemlig Edward VI (1537–1553) , som han troede ville tilføre Tudorerne nye, mandlige arvinger. Dér tog han dog fejl, da hans søn døde ganske ung.

Henrik VIII's far, Henrik VII (1457-1509)

 

Det kan heller ikke have været rart for stakkels Henrik VIII at tænke på dette fader-blik, der ville møde hans med voldsomme bebrejdelser i det hinsidige for at have svigtet dynastiet. Var det kærlighed, han følte for sin far, eller var det ret beset noget andet? Jeg vil mene, at netop dette specielle far-søn-forhold virkelig illustrerer det vanskelige og komplekse forhold mellem to generationer, når der er arv og ry involveret. Følelser som had og kærlighed gør det ikke alene, men begge dele må have været der i deres forhold. At "svigte" dynastiet, fordi ingen af hans sønner overlevede længe nok til selv at kunne producere sønner, må have været som et symbolsk fadermord for den egoistiske og narcissistiske Henrik VIII .....

"Slægt følger slægters gang", og på en vis måde hægter man sig altid på både den, der er foran, og den, der er bagved tidsmæssigt. Selv om man lever på samme tid, er man aldrig for alvor samtidige.

 

Ikke noget rart syn, for sådan skal det ikke være. Denne dreng vil måske huske, at han færdedes blandt andre mennesker med en løkke af plastikposer om halsen, og det danner ikke en god grobund for et godt forhold, når situationen ændres, og han bliver voksen. 

Andre børn lader sig ikke lede som en hund i snor, men forstår selv at holde styr på de besværlige voksne. Det er næppe dem, der bliver de bedste støtter for deres forældre, når de sidder ensomme på plejehjemmet og drømmer om at få besøg af deres børn og børnebørn ....

https://www.dr.dk/nyheder/indland/27-arig-tiltalt-tre-drab-pa-aeldre

 

 

 

https://nordicwelfare.org/wp-content/uploads/2017/10/c3a4ldreomsorg20i20norden_webb.pdf 

https://nyheder.tv2.dk/2019-06-12-ekspert-et-moenster-gaar-igen-naar-foraeldre-slaar-deres-boern-ihjel

 

 

 

Wikipedia

 

 

Coco Chanel, karriere og nazisme ....

Hun var en meget intelligent kvinde med en fint udviklet æstetisk sans, men hvad med moralen, hvordan var det med den? Her tænker jeg ikke på sex og alle former for fiddelihut, men den moral, der forhindrer onde gerninger. Den kan som bekendt defineres på mange måder, og det, der er ondt for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. Ikke desto mindre, så er der nu nogle holdepunkter for det, man kunne kalde en eviggyldig moral.

 

Coco Chanel (1883-1971) hed i virkeligheden Gabrielle Bonheur "Coco" Chanel. Hun var datter nr. 2 af en vaskekone ved navn Eugénie Jeanne Devolle Chanel, der var kendt under navnet Jeanne. Hendes arbejdsplads var en katolsk fattiggård, og familien var da heller ikke ligefrem velhavende, bl.a. fordi de efterhånden fik seks børn. Cocos far tjente til dagen og  vejen som gadesælger af forskellige ting, hvilket ikke gav så meget, medens moderen altså sled i det som vaskekone.

 Jules Breton: "Vaskekone"

Meget af det, der hang sammen med Cocos ydmyge baggrund, forsøgte hun senere at skjule med forskønnelser eller direkte løgne, og det er tydeligt, at det må have været meget svært for hende at vedgå en oprindelse, der var så anderledes end de fleste af hendes fornemme eller bare berømte kunders. Forældrene var heller ikke gift ved hendes fødsel, og på en eller anden måde blev hendes efternavn indført i kirkebogen som  "Chasnel", hvilket fulgte hende hele livet, da hun ikke kunne få det rettet uden samtidig at røbe, at hun - der omgikkes kongelige og alle mulige berømtheder, både hjemme og i udlandet - var født på fattiggården. Noget, der fik afgørende betydning for hende, var moderens død som 32-årig, for da sendte faderen hende og hendes to søstre til en klosterskole for fattige piger, der hørte under "The Congregation of the Sacred Heart of Mary". Her lærte Coco to ting, der var nyttige for den kommende designer: 1) at sy og 2) selvdisciplin mht tid og tidsforbrug. 

Wenzel Tornøe: "En syerske pinsemorgen", 1882 

Efter opholdet på klosterskolen blev Coco syerske, men hun havde også et andet job: hun sang på cabareter. Hendes opgave var at underholde med div. sange ind imellem hovedattraktionernes optræden. Som ung drømte hun om at blive skuespiller, men måtte opgive, da hendes evner afgjort lå et andet sted, og hun havde meget svært ved at opretholde forbindelsen til de steder, hvor hun havde optrådt som sangerinde, hvilket var et tydeligt tegn på, at hendes sang-talent ikke var så stort.

I stedet for en skuespiller-karriere måtte hun ty til forskellige andre og ofte sæsonbetonede jobs. På et tidspunkt mødte hun imidlertid en ung, fransk tidligere officer og tekstil-arving, Étienne Balsan, som hun levede sammen med i de næste tre år. Gennem bekendtskabet med ham fik hun smag for rigmænds lette og livsnydende liv. En af hendes biografer har hævdet, at hun fik en søn med Balsan, som hun dog fremstillede som en nevø. (Om han var hendes søn eller nevø vides vist endnu ikke 100%).

Senere lod hun sig forføre af Balsans ven, den charmerende kaptajn Arthur Edward "Boy" Capel, der hørte til det engelske aristokrati. Han installerede hende i en lejlighed i Paris og financierede hendes første butik. De var sammen i ni år, og selv efter at Capel havde giftet sig med en aristokratisk englænderinde, sås de jævnligt indtil hans død i en bilulykke i 1918. Hun var nært knyttet til ham - også forretningsmæssigt - og sørgede dybt over hans død. Billeder af dem sammen viser også, at de var vilde med hinanden.

Forholdet var også kendt i offentligheden som det ses af denne karikaturtegning af det muntre og forelskede par.

Med først Balsans og senere Capels hjælp havde hun startet forskellige mode-butikker. Hendes hatte blev meget berømte efter at have været med i et populært skuespil, men udvalget af de forskellige varer, hun havde designet, og som var til salg, steg og sted. Som led i en PR-kampagne paraderede hendes søster, Antoinette, og en jævnaldrende faster hendes designs rundt omkring i gaderne. Forretningen blomstrede, og det gjorde Cocos ry som modedronning også.

I begyndelsen af 1920'erne fik hun indpas i det allerhøjeste, britiske aristokrati gennem diverse kontakter. Vaskekonens datter omgikkes nu folk som f.eks. den senere kong Edward VIII, Winston Churchill samt hendes næste betydningsfulde elsker, Hertugen af Westminster, Hugh Richard Arthur Grosvenor, som hun var knyttet til i ti år.

Coco og Winston Churchill, 1921

Da hun døde i 1971, var hun hædret og berømt som designer og kulturpersonlighed. Faktisk var hun en meget indflydelsesrig person med masser af forbindelser til high society i sit hjemland, Frankrig, men også andre steder, som ikke mindst England. Hendes talent for design viste sig i det moderne og behagelige tøj, de flotte tasker, den lækre parfume og andet, hun havde skabt, og som hendes firma solgte. Ingen parfume var nok så berømt som hendes ikoniske "Chanel No. 5", der angiveligt udgjorde Marilyn Monroes eneste påklædning ved nattetid.

En lille flaske med en stor personlighed, for dens indhold var kendt vidt og bredt, verden over og er stadig populært. Noget, der viser en hel del om hendes stil og smag. 

Coco Chanel og Salvador Dali 

Hendes kunder og hendes personlige venner var berømte og/eller tilhørte "de fornemme kredse", men ikke alle pynter på hendes renommé i dag. Mange andre i samtiden traf de samme valg som hende, men det undskylder hende egentlig ikke: hun havde altid været antisemit, og det lader til, at hun under krigen direkte støttede tyskerne og måske ligefrem blev deres spion. Under okkupationen boede hun på Hotel Ritz, der også var et foretrukket tilholdssted for okkupationshærens elite-tyskere. På dette tidspunkt havde hun også et forhold til den tyske baron Hans Günther von Dincklage, og i Hal Vaughans bog "Sleeping With the Enemy, Coco Chanel and the Secret War" blev hendes nazistiske tilbøjeligheder beskrevet. Hun drog også visse økonomiske fordele ved jødernes eliminering, der ikke bare kan glemmes, for hvor vidt gik hun i sin anti-semitisme?

En af Cocos kontakter: SS-Oberführer Walter Schellenberg, Chef for SS Efterretningstjeneste, Die    Sicherheitsdienst

En anden befolkningsgruppe, hun ikke kunne lide, var de homoseksuelle. Denne antipati kom formentlig før nazisternes udrensning af disse såkaldt "uheldige elementer", sådan at hun - som mange andre franskmænd dengang - nærede et vist had til både jøder samt bøsser og lesbiske. 

Efter krigen fik Coco god gavn af sine engelske kontakter, for Winston Churchill forhindrede personligt, at det kom til en retsforfølgelse eller bare en udredning af hende for forræderi, spionage, etc.. Mange af hendes samtidige, der også havde flirtet med fjenden ved direkte eller indirekte at hjælpe okkupationsmagten, fik strenge straffe, men ikke hun, selv om hun formentlig havde fortjent det lige så meget. 

For mange var og blev hun et ikon, og disse ofte indflydelsesrige personer tålte velsagtens ikke, at hendes ry blev ødelagt af "visse ting" under krigen. Hun holdt i hvert fald skansen som en af de store franskmænd resten af livet.

Coco Chanel, 1970, dvs. et år før hendes død

 

https://allthatsinteresting.com/coco-chanel-nazi-agent

https://www.biography.com/fashion-designer/coco-chanel 

 

Wikipedia

Hr. Gennemført Modbydelig!

Ligner han en seriemorder? Næh, egentlig ikke, og i de videooptagelser, jeg har set med ham, virker han utrolig kejtet og akavet, dvs. mere som en klumpedumpe end som en dæmonisk skikkelse. At han rent faktisk er en superpervers, kriminel fyr, der har stået for mange grusomme og rædselsfulde gerninger, er der dog ingen tvivl om. 

Jeg synes altså, at Israel Keyes (1978-2012) virker kluntet, men han var skam yderst behændig til det, han holdt mest af: MORD. Ifølge FBI har han mindst dræbt 11 mennesker, men der kan sagtens være mange flere. Desuden holdt han sig ikke til mord, men begik også bankrøverier, foretog brandstiftelse og begik indbrud, foruden at han voldtog, som det nu faldt ham ind. Alt sammen noget, der foregik over flere år, før han endelig blev fanget.

Israel Keyes under et bankrøveri 

Han og hans familie startede som mormoner, men bevægede sig senere over imod en mere outreret religiøs holdning, og selv endte han med at bekende sig til eller flirte kraftigt med satanisme. Ifølge hans egne oplysninger tog familiens tidligere mormon-tro en drejning over i noget, der kan ligne en militær form for Amish-bevægelsen. De levede yderst beskedent uden elektricitet, rindende vand og andre moderne bekvemmeligheder, og alt var centreret omkring religionen, hvilket han reagerede imod som teenager. Da han meddelte familien, at han forsagede den kristne tro, forskød hans far ham, men han opretholdt forbindelsen til sin mor. Fra 1998 til 2001 var han i militæret, hvor han klarede sig godt. I 2007 oprettede han en entreprenørvirksomhed i Alaska, idet han tilbød forskellige former for forefaldende arbejde.

Keyes blev født den 7. januar 1978 som nr. 2 af 10 børn, der alle blev hjemme-undervist. Da han var 18 år gammel startede han sin "karriere" som forbryder med et seksuelt overgreb på en teenage-pige, og derfra gik det slag i slag indtil tilfangetagelsen i 2012. Et af sine virkelig modbydelige mord begik han imod ægteparret Bill og Lorraine Currier i 2011, hvor han brød ind i huset til dette midaldrende og fuldstændig uforberedte par, som han bortførte og myrdede i et forladt hus. Bill blev skudt forholdsvis hurtigt i forløbet, men da han fortsatte til Lorraine skete mordet på hende med seksuelle overgreb og så megen smerte, som han nu kunne mønstre. Hans foretrukne mord-metode var kvælning, "fordi han syntes om at se sine ofre lide mest muligt". Ligene af de myrdede er aldrig blevet fundet, hvilket gælder flere af hans ofre.

Lorraine og Bill Currier

Hans sidste offer inden tilfangetagelsen var den 18-årige Samantha Koenig, der måske er det mest kendte af mordofrene på grund af visse, vanvittige detaljer. Hun var en sød og glad, ung pige, der arbejdede i en kaffebar, som han kidnappede hende fra den 1. februar 2012. 

 

 

Efter at have voldtaget hende samt stjålet hendes kreditkort, etc., efterlod han hendes lig og tog på en forudbestilt sejltur med sin familie i et par uger. Da han kom tilbage, fjernede han liget fra det skur, hvor han havde lagt det, gav hende make-up på og syede hendes øjenlåg fast, så hun kunne illudere som levende. Derpå tog han et fotografi af hende og forlangte $30,000 for at udlevere den tilsyneladende stadig levende, unge pige. "Beviset" på, at hun var i live var den avis, han lagde ved hendes opstablede og make-uppede lig.

 

Efter at have gennemført denne helt igennem modbydelige plan om at narre politiet og hendes familie parterede han liget og smed det i Den Mexikanske Golf. Hvor andre mennesker ikke fatter en sådan gennemført ondskab, så rørte det ikke ham det mindste. Hans selvforståelse var af en sådan karakter, at man virkelig må spekulere over hans mentale tilstand. F.eks.: skal den latterlige hat på nedenstående billede få den grimme og kluntede morder forvandlet til en morsom og charmerende spøgefugl? Er det syge grin noget, der er forbundet med hans forestilling om ægte humor og morskab? 

 

Han var selv overbevist om, at han var bedre til alting end alle andre og sikkert også til at være morsom, hvilket det er svært at give ham ret i. Hans overdrevne selvovervurdering virker latterlig og malplaceret for én, der så mord og tortur som sin hovedbeskæftigelse, men som i sidste ende alligevel ikke evnede at holde sig skjult for politiet, og som begik selvmord, da han langt om længe blev fanget. I mine øjne var han en nar, der havde et sygeligt behov for at forsøge at skabe synlighed om sig ved hjælp af grusomme og umotiverede forbrydelser. Samtidig var han altså ikke kun latterlig, for han var også virkelig farlig, fordi han var helt uden skrupler.

Efter anholdelsen og medens retssagen imod ham for mordet på den bortførte Samantha Koenig var under forberedelse, og han var varetægtsfængslet, begik han selvmord og tog dermed oplysninger om mange andre overfald og mord med sig i graven. FBI anslår antallet af mord, der er begået af ham, til at være mindst 11, men der er sandsynligvis flere. Det, der kendetegner disse mord var, at de gik ud over mennesker, han ikke kendte personligt, og som han altså ikke havde et udestående med. Faktisk kan man sige, at han opførte sig som Døden selv, der ikke skelner mellem gode og onde, men bare lader leen gøre sit, for død er død .....

https://www.biography.com/crime-figure/israel-keyes

 

https://oxford-security.com/

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-2274650/Israel-Keyes-The-chilling-page-note-body-Alaska-serial-killer.html

 

https://thecinemaholic.com/israel-keyes-daughter/

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-2243190/Israel-Keyes-Serial-killer-sexually-assaulted-dismembered-Samantha-Koenig.html

 

Wikipedia

Ureglementeret kærlighed ved hoffet

Isabella af Bourbon-Parma

Det var ærkehertug Josef af Østrig - senere kejser Josef II - hvis søster, Marie-Antoinette, var gift med kludremiklen Louis XVI, der bare ikke kunne finde ud af det med sex. Derfor kom der ingen børn i ægteskabet, og det var noget af en katastrofe for både riget og de involverede personer, hvis opgave det var at holde liv i dynastiet. Med Josefs bistand kom der dog gang i foretagendet, så Louis XVI forstod, hvad der ventedes af ham i ægtesengen, og efterhånden kom der også børn. At dynastiet var hinsides det punkt, hvor det kunne reddes fra Den Franske Revolution, var der dog ingen, der havde forestillet sig på dette tidspunkt. 

Kejser Joseph II

Hvad hjælperen, ærkehertug Josef, angik, så svigtede hans seksuelle viden, da han selv blev gift i 1760, for medens han øjeblikkelig forelskede sig dybt i sin unge og meget smukke brud, Isabella af  Bourbon-Parma (1741-1763), så faldt hun fuldstændig for hans søster, den ligeledes yndige Maria-Christina (1742-1798). (Hun blev iøvrigt senere hertuginde af Teschen via et ægteskab, hun, utraditionelt nok for kongelige, selv havde valgt at indgå, idet hun på egen hånd udpegede sin tilkommende mand. Den slags plejede jo at foregå via forældrene, hoffet eller regeringen).

Maria-Christina af Teschen

Begge kvinder udfyldte deres pligter som "fødemaskiner", hvilket jo var deres fornemste opgave som gemalinder til herskere, men ved siden af havde de to kvinder en lidenskabelig affære, der bl.a. resulterede i mange glødende breve. Det meste af tiden boede de og levede ved det samme hof, men selv dér skrev og skrev de til hinanden. Ialt er det blevet til godt 200 bevarede breve fra Isabella, idet dem fra Maria-Christina er blevet destrueret. Disse breve blev skrevet inden for ganske få år, og det er tydeligt, at især Isabella var ulykkelig som gift kone. Det virker også sandsynligt, at hendes følelser for Maria-Christina var langt dybere end den mere livlige og glade svigerindes for hende.

 

Martin van Meytens: Maria-Christina

 

Stakkels Isabella fremtræder som en meget melankolsk og trist kvinde. Hun skriver en hel del om døden, hvilket nok også hænger sammen med hendes situation som mor. Efter en overmåde vanskelig fødsel af datteren Maria Theresia, der fulgtes af et par mislykkede graviditeter, har hun følt, at døden pustede hende i nakken, hvilket den da også gjorde, for i 1763 døde hun af kopper i forbindelse med en tredie mislykket graviditet og tidlig fødsel af en dødfødt datter.

 

Isabellas og Josefs datter, ærkehertug Maria Theresia (1762-1770) 

Den eneste af hendes børn, der overlevede fødslen, var Maria Theresia, men også denne bedårende, lille pige døde tidligt, men dog først nogle år efter sin mor. Dermed var alle Josef II's børn døde i en tidlig alder, og hans andet ægteskab, nemlig med Maria Josepha of Bayern, var ulykkeligt og førte ikke til fødslen af flere børn. Altså den rene elendighed, hvad dynastiet angik. 

 

Isabella af Parma

 

Man får ondt af stakkels Isabella, der blev "giftet væk" som 18-årig, åbenbart uden at føle noget for sin vildt forelskede brudgom. Det fortælles, at hun trak sig mere og mere ind i sig selv og isolerede sig ved hoffet. Hvor Maria-Christinas følelser for hende ligner "skolepige-sværmeri", så er det noget helt andet og langt dybere med den kærlighed, hun selv følte for sin svigerinde. Én elsker, og en anden lader sig elske? Det er i hvert fald ikke hverken første eller sidste gang, det er sket, men man får ondt af den unge kvinde, der var så ulykkelig. At hun tilmed selv havde forudset, at hendes eneste levende-fødte datter ville dø som barn gør det hele endnu mere trist ....

https://royalcentral.co.uk/features/melancholy-princess-isabella-of-parma-102403/ 

 

https://boisdejasmin.com/2017/03/im-dying-of-love-for-you-the-letters-of-isabella-von-parma.html 

 

https://www.makingqueerhistory.com/articles/2019/3/22/princess-isabel-of-parma-and-maria-christina-duchess-of-teschen 

 

Wikipedia