Isabella af Bourbon-Parma
Det var ærkehertug Josef af Østrig - senere kejser Josef II - hvis søster, Marie-Antoinette, var gift med kludremiklen Louis XVI, der bare ikke kunne finde ud af det med sex. Derfor kom der ingen børn i ægteskabet, og det var noget af en katastrofe for både riget og de involverede personer, hvis opgave det var at holde liv i dynastiet. Med Josefs bistand kom der dog gang i foretagendet, så Louis XVI forstod, hvad der ventedes af ham i ægtesengen, og efterhånden kom der også børn. At dynastiet var hinsides det punkt, hvor det kunne reddes fra Den Franske Revolution, var der dog ingen, der havde forestillet sig på dette tidspunkt.
Kejser Joseph II
Hvad hjælperen, ærkehertug Josef, angik, så svigtede hans seksuelle viden, da han selv blev gift i 1760, for medens han øjeblikkelig forelskede sig dybt i sin unge og meget smukke brud, Isabella af Bourbon-Parma (1741-1763), så faldt hun fuldstændig for hans søster, den ligeledes yndige Maria-Christina (1742-1798). (Hun blev iøvrigt senere hertuginde af Teschen via et ægteskab, hun, utraditionelt nok for kongelige, selv havde valgt at indgå, idet hun på egen hånd udpegede sin tilkommende mand. Den slags plejede jo at foregå via forældrene, hoffet eller regeringen).
Maria-Christina af Teschen
Begge kvinder udfyldte deres pligter som "fødemaskiner", hvilket jo var deres fornemste opgave som gemalinder til herskere, men ved siden af havde de to kvinder en lidenskabelig affære, der bl.a. resulterede i mange glødende breve. Det meste af tiden boede de og levede ved det samme hof, men selv dér skrev og skrev de til hinanden. Ialt er det blevet til godt 200 bevarede breve fra Isabella, idet dem fra Maria-Christina er blevet destrueret. Disse breve blev skrevet inden for ganske få år, og det er tydeligt, at især Isabella var ulykkelig som gift kone. Det virker også sandsynligt, at hendes følelser for Maria-Christina var langt dybere end den mere livlige og glade svigerindes for hende.
Martin van Meytens: Maria-Christina
Stakkels Isabella fremtræder som en meget melankolsk og trist kvinde. Hun skriver en hel del om døden, hvilket nok også hænger sammen med hendes situation som mor. Efter en overmåde vanskelig fødsel af datteren Maria Theresia, der fulgtes af et par mislykkede graviditeter, har hun følt, at døden pustede hende i nakken, hvilket den da også gjorde, for i 1763 døde hun af kopper i forbindelse med en tredie mislykket graviditet og tidlig fødsel af en dødfødt datter.
Isabellas og Josefs datter, ærkehertug Maria Theresia (1762-1770)
Den eneste af hendes børn, der overlevede fødslen, var Maria Theresia, men også denne bedårende, lille pige døde tidligt, men dog først nogle år efter sin mor. Dermed var alle Josef II's børn døde i en tidlig alder, og hans andet ægteskab, nemlig med Maria Josepha of Bayern, var ulykkeligt og førte ikke til fødslen af flere børn. Altså den rene elendighed, hvad dynastiet angik.
Isabella af Parma
Man får ondt af stakkels Isabella, der blev "giftet væk" som 18-årig, åbenbart uden at føle noget for sin vildt forelskede brudgom. Det fortælles, at hun trak sig mere og mere ind i sig selv og isolerede sig ved hoffet. Hvor Maria-Christinas følelser for hende ligner "skolepige-sværmeri", så er det noget helt andet og langt dybere med den kærlighed, hun selv følte for sin svigerinde. Én elsker, og en anden lader sig elske? Det er i hvert fald ikke hverken første eller sidste gang, det er sket, men man får ondt af den unge kvinde, der var så ulykkelig. At hun tilmed selv havde forudset, at hendes eneste levende-fødte datter ville dø som barn gør det hele endnu mere trist ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar