En heltedåd, hvor den tapre brandmand bekæmper de morderiske flammer og redder folk i det brændende hus? Ja, i dette tilfælde, men ikke når det gælder brandmanden og forfatteren John Leonard Orr (født den 26. april 1949), for nok blev han betragtet som et tapperheds-unikum for sin evne til at spore brande og møde op som den første for at slukke dem, men glorien falmede, da først man fik mistanke om, at det var ham selv, der antændte dem. Hvad nytter det, at han optræder som en helt den ene gang efter den anden, når han har smykket sig med falske fjer, og hans ildspåsættelse f.eks. koster fire mennesker livet? Var det et uforudset uheld eller en del af hans planlægning? Man kan sige, at hvad det end var, så var det utroligt, at der ikke omkom flere, for han var ikke bare brandstifter, men serie-pyroman ....
Hvorom alting er, så blev han ikke mindst beundret af sine to døtre, der var meget stolte af deres tapre far, der blev beundret af både civilbefolkningen og sine kolleger. Derfor var det ekstra hårdt for dem, da han blev dømt.
Orr havde en særlig teknik med at bruge tre tændstikker, der blev lagt ind i et stykke gult, linjeret papir samt en tændt cigaret. Det hele var rullet ind i hinanden og derpå holdt fast med en elastik. Disse små "brandbomber", som han anbragte i butikker og varehuse, tændte ikke med det samme, hvilket var en fordel for ham, da han så kunne komme væk, så han ikke blev forbundet med anstiftelsen, men kun med slukningsarbejdet. Ind imellem brugte han andre metoder til at starte en ildebrand i åbne arealer. Alt sammen mægtig snedigt og også virkningsfuldt, når det gjaldt det vigtigste for ham: han kunne komme og pudse glorien som helt ved en brandslukning.
Den 10. oktober 1984 udbrød der en voldsom ildebrand i "Ole's Home Center", der befandt sig i et butikscenter. Butikken blev komplet raseret af ilden, der sørgeligt nok også kostede fire mennesker livet, nemlig en 2-årig dreng og hans bedstemor foruden en 26-årig mor til to og en 17-årig ekspedient. Hvor branden i første omgang blev bedømt som udløst af en kortslutning, så protesterede Orr imod denne tolkning og insisterede på, at der var tale om brandstiftelse. Den eneste måde den holdning kan forstås er ved at se den som et udtryk for hans narcissisme: han var stolt af sit værk og ville ikke have sin "bedrift" bortforklaret som et hændeligt, teknisk uheld.
Hans succes som brandstifter kom dog til en ende, da en skarpsindig brandefterforsker opdagede, at de steder, hvor der udbrød brande af den type, der kendetegnede Orr, havde der været en brandmands-kongres. Nettet strammedes om den stolte pyroman og smækkede helt sammen om ham, da man fandt en af de karakteristiske "gul-papir"-dimser, han brugte til at antænde brande med, og det var muligt at se et fingeraftryk, der viste sig at være hans.
¨
Resterne af et hus, der er brændt ned til grunden efter en af Orrs brande i 1990
Efter arrestationen i 1991 fik Orr ikke én, men fire livstidsdomme samt 21 år ekstra. Man spørger dog sig selv om, hvorfor det tog så lang tid at afsløre ham, når han faktisk havde udgivet flere romaner om en brandmand, der gjorde lige præcis det, han selv havde gjort, bl.a. denne:
Forherligelsen af den heltemodig brandmand - og pyroman - burde have fået politiet på sporet langt tidligere. I stedet for fik han masser af muligheder for at pudse sin falske helteglorie og hans status som brandmand ved (ofte) at møde op som den første på stedet, hvor han så begik den ene bedrift efter den anden. Efter hans domfældelse samarbejdede hans datter, Lori, med journalisten Frank Girardot om en bog om ham og hans forbrydelser. Det tog hende ellers lang tid at tro på hans skyld, og ved retssagen var hendes positive karakterbeskrivelse med til, at man opgav en dødsdom. Efterhånden forstod hun dog, at han havde gjort, hvad han blev anklaget for, og at han ikke var den helt, hun og hendes søster havde troet lige siden deres tidligste barndom.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar