Denne mand, John Rairdon, er en far, men samtidig også en bedrager og morder, hvilket gør denne sag meget, meget sørgelig. Man spørger uvilkårligt sig selv, "hvordan kunne han få sig selv til at gøre det", men det kunne han, og det er vist begrænset, hvor stort indtryk hans forbrydelse gjorde på ham selv. Da han blev interviewet for nogle år siden, og man spurgte ham, hvordan han følte omkring hans datter Sarahs død, svarede han utroligt nok: "Jeg tænker næsten aldrig på hende." Nå nej, men hun var da også "kun" hans offer - og hans datter.
Det siges, at den yndige og meget vakse Sarah var som snydt ud af næsen på sin mor, hvilket måske til en vis grad kan forklare noget af, hvad der skete, for det siges også, at denne mor forlod hjemmet og sin mand og aldrig så sig tilbage. Han derimod blev ikke bare meget såret, men også vred, foruden at han simpelthen savnede hende i sit liv. Hvorom alting er, så forsvandt den på det tidspunkt 13-årige Sarah den 20. maj 1985. Hun valgte at spadsere hjem fra skole, og man frygtede, at hun var blevet bortført af en fremmed, der ikke ville hende det godt. Der blev ret hurtigt sat gang i en eftersøgning, og den blev ledet med stor ihærdighed af Sarahs far, John Rairdon, der tydeligvis følte en personlig glæde ved sin fremtrædende rolle. Han boltrede sig i opmærksomheden, mødtes med eftersøgningshold, lod sig interviewe og talte direkte til den formodede bortfører, men også den forsvundne pige med grådkvalt stemme, og alle havde frygtelig ondt af den sørgende far. Derfor kom det som et enormt chok for det lille sammentømrede landsbysamfund, at den, politiet anholdt som mistænkt i sagen, var selv samme John Rairdon, der ledede eftersøgningen af sin forsvundne datter.
John Rairdon virkede ikke særlig angerfuld og benægtede først, at han havde myrdet sin datter. Dog måtte han indrømme, at han havde misbrugt hende. Mærkeligt nok, kan man sige, var der flere af de kvindelige landsbybeboere, der havde luftet mistanker imod ham, men ingen af de mandlige. Desværre var der så ingen, der havde reageret på deres mistanker, før Sarah forsvandt. Hvis en eller anden havde taget fat i problemet, ville det formentlig ikke have udviklet sig så slemt. Den nærmeste til dette var Sarahs stedmor, Johns nye kone, Marilyn, men hun nærede en vis modvilje imod Sarah, der antyder, at hun vidste, hvad der skete, men ikke ønskede at "lave ballade" i den i forvejen hårdt pressede familie.
Under de afhøringer, hvor John Rairdon tilstod overgrebene, sagde han til sidst, at "han måske nok havde myrdet Sarah, men at han ikke kunne huske det". OK, manden var chokeret, vel sagtens både over sagen og over at være blevet afsløret, men alligevel, det er altså for ynkeligt. Der er noget pivet og klynkende over ham, der lader til at gå mere på ham selv end på det unge liv, han havde taget, og det gør ham og hans handlinger endnu mere usympatiske. Han var kendt som en såkaldt "flink fyr", men var i virkeligheden en ulv i fåreklæder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar