Katies mor, Marilyn, var ikke ligefrem den ideelle mor. Hun drak og havde desuden en kedelig vane med at falde for de forkerte mænd. Fordi hun bare ikke kunne finde ud af det med ansvaret for et barn, havde hun ladet Katie flytte ind hos hendes gudmor, hvor hun boede i flere år. Problemet var bare, at denne gudmor, der var gift med en pædofil, udnyttede hende som en art "husslave". Dvs. at barnet blev dobbelt misbrugt, fordi den pædofile ægtemand forgreb sig på hende, som var det den naturligste ting i verden, selv om pigen var mindreårig og i forvejen traumatiseret af opvæksten hos sin fordrukne mor. Misrøgt og pædofili var altså det, hun oplevede fra en tidlig alder, men det har måske været med til at give hende en usædvanlig karakterstyrke for et mindreårigt barn.
Gudmor Linda Inghilleri kan umuligt have været uvidende om sin mands misbrug af Katie, så man spørger sig selv, om det var en af grundende til, at hun kæmpede så indædt for at bevare pigen i sin varetægt. Så længe han var optaget af barnet, lod han vel hende være, hvilket kan have været et motiv, selv om ingen nu lader til at have nævnt den mulighed.
Linda Inghilleris pædofile mand, Sal Inghilleri, der her sidder og vifter med et billede af den bortførte Katie, havde altså udnyttet pigen i adskillige år, men lige inden hun forsvandt, blev der indledt en retssag imod ham for hans misbrug af hende. Noget, der så var med til at gøre ham til super-mistænkt i kidnapningen, for hvis hun forsvandt, ville sagen formentlig falde fra hinanden, hvilket selvfølgelig ville være til hans fordel, da han så slap for at blive retsforfulgt ....
Det viste sig imidlertid, at nok havde Inghilleri-parret udnyttet Katie på forskellig vis, men det var nu ikke dem, der stod bag kidnapningen. Næh, det var såmænd familiens gode ven, John Esposito, der ellers blev regnet for en god og ærlig hædersmand af alle på egnen. Han havde lokket hende til, måske med løfter om fødselsdagsgaver eller lignende, og havde derpå lukket hende inde i den hjemmelavede fangekælder, han havde bygget til hende under sin garage. Hun og et par legekammerater havde såmænd boltrer sig i det store hul, han havde udgravet til denne fangekælder nogle få dage før, og ingen havde selvfølgelig kunne forestille sig, at den skulle tjene som Katies fængsel.
Fangehullet var så snedigt indrettet, at det ikke bare kunne åbnes, men at man måtte løfte det op samlet og med en cementblok, der holdt det lukket. I dette næsten helt mørke "bur" sad lille, 10-årige Katie fanget i ca. tre uger. På et tidspunkt kunne hun høre, at politiet var i huset for at afhøre hendes bortfører, og hun havde skreget og hamret i væggene, men uden at blive hørt, fordi hendes fængsel var noget nær helt lydtæt.
Efter sin befrielse kom hun i pleje hos en god og redelig familie, hvilket gav hende helt nye muligheder i samfundet. Sal Inghilleri fik en fængselsdom på 12 år, men døde i fængslet nogle år efter. Også bortføreren, Joe Esposito, kom selvfølgelig i fængsel, men døde minsandten ligeledes af såkaldt "naturlige årsager" nogle år senere. Hvad Katie angår, så fik hun en god, men forsinket barndom hos sine nye plejeforældre. Hun har senere fået udgivet bogen "Buried Memoires" (kendt som "Help Me" i England) i et samarbejde med en journalist. Det vigtigste er dog, at hun tilsyneladende ikke har fået psykiske mén af sine mange ubehagelige barndomsoplevelser. I et interview har hun udtalt, at om ikke andet så havde bortførelsen i det mindste den gode effekt, at det satte en stopper for Sal Inghilleris overgreb, som hun måske i virkeligheden så som det værste, hun havde oplevet ....
Den voksne Katie med sin mand og sine børn
https://projects.newsday.com/long-island/katie-beers-anniversary/
https://www.chicagotribune.com/nation-world/ct-jayme-closs-kidnapping-victims-20190112-story.html
Ingen kommentarer:
Send en kommentar