Boobytrap: Den hullede mave og det medicinske eksperiment

Når det gælder læger og hospitaler, er der ikke meget, der kommer bag på mig, heller ikke en maler, der kommer for at lave et maleri af patientens blod. Lægers opgave er jo dobbelt, idet de både skal helbrede og forske i sygdomme, og de ofrer formentlig ofte den ene side for at hjælpe den anden. Begge sider kan have betydning for deres karriere, og det hensyn vil jo altid spille ind, selv om patienterne kun interesserer sig for det, der kan hjælpe dem fremover ved at få bugt med det, der plager dem. De tager normalt ikke bevidst del i lægernes forskning, men der er dog undtagelser ....

Den 6. juni 1822 blev den canadiske pelsjæger Alexis Bidagan dit St. Martin en ufrivillig del af den medicinske historie. (Han er normalt kendt som Alexis St. Martin, da "dit" betyder "kaldt", men hans virkelige navn var Alexis Bidagan). Der er lidt uklarheder omkring hans alder, da hans fødselsdag oplyses forskelligt, men han var sandsynligvis født den 18. april 1794, hvilket betyder, at han var en ung mand på 28, da han kom ud for et alvorligt vådeskud på nært hold, der efterlod et hul i hans mave. Den ene lunge hang ud, og det så virkelig slemt ud. Ingen ventede derfor, at han ville overleve ulykken, men efter næsten et års sygeleje, var såret delvis lægt og blev efterhånden forvandlet til en fistel, dvs. en (ofte rørformet) forbindelse mellem huden og diverse indre organer. Det må have set nogenlunde sådan ud:

Fistlen betød, at der var dannet en form for "vindue" ind til St. Martins mave. Dette syn fik virkelig sat gang i militærlægen William Beaumonts (1785-1853) forskersjæl, da patienten blev bragt til ham. Helbredelsen af den stakkels St. Martin har måske ikke været det, der optog ham mest, for med dette hul ind i hans mave, kunne han som læge studere den menneskelige fordøjelse som ingen anden før ham. Efter St. Martins lange sygeleje fik Beaumont lov til at eksperimentere med hans mave gennem den åbne fistel. Den 1. august 1825 indførte han bl.a. følgende fødemidler bundet sammen med en silkesnor: bøf, råt grisekød, gammelt brød og snittet kål.

Sådan ca. en time senere trak Beaumont snoren ud og kunne se, at kålen og brødet i modsætning til kødet var halvt fordøjet. Eksperimentet optog Beaumont meget, og inden for de næste 8 år udførte han over 200 forsøg, indtil St. Martin sagde stop, fordi han på dette tidspunkt havde stiftet familie og ikke orkede mere. William Beaumont skrev derpå sit højt priste værk "Experiments and Observations on the Gastric Juice, and the Physiology of Digestion" (1833). Der var jo tale om grundforskning, og afhandlingen blev banebrydende for den del af lægevidenskaben, der beskæftigede sig med maven og fordøjelsen.

Man kan sige, at med sine eksperimenter fik lægen "snor i patienten", og det lykkedes kun, fordi Beaumont havde været snedig nok til at få den usofistikerede St. Martin til at underskrive en kontrakt omkring et job som "tjener". Smart, må man sige, for nu havde han ikke bare en fyr i sit brød, der udførte almindeligt arbejde i huset, men også et menneskeligt "forsøgsdyr", der stod til rådighed for hans eksperimenter. Efter St. Martins oprør i 1834 forsøgte Beaumont gentagne gange at få ham til at vende tilbage, men det lykkedes ham nu ikke.

Eksperimenterne har sikkert ikke kun været en lang række lidelser for St. Martin, og de to har nok også oplevet en form for kompagniskab, men St. Martin vendte tilbage til livet som pelsjæger. Ironisk nok kan man sige, døde lægen langt før patienten, nemlig i 1853. Selv med et så alvorligt sår som et permanent hul ind i maven levede St. Martin længe. Nogle hævder, at han blev 83 år gammel, medens andre påstår, at han blev (ca.) 78. Han holdt sig dog godt og havde tilsyneladende et dejligt liv, også i alderdommen. (På nedenstående tegning er han enten 78 eller 81).

På grund af alt det lægelige blev hans venner og slægtninge alvorligt bekymrede for, at der ville komme nogen og genoplive ham på læge-magisk vis, da han døde i 1880. Man lod ham derfor ligge ubegravet længere end det normalt var tilfældet, fordi man ikke ville risikere mere mystisk hokuspokus med hans krop.