søndag den 25. juli 2021

Karen Blixens rivalinde nr. 1: Beryl Markham

Beryl Markham

Ingen var så god til at redigere sin livshistorie som Karen Blixen (1885-1962). Som ved et trylleslag er "Den Afrikanske Farm" ("Out for Africa") blevet til et epos om en kærlighedsaffære mellem hende og den spændende, engelske eventyrer og storvildtjæger Denys Finch-Hatton (1887-1931), selv om det i virkeligheden var den kendte femme fatale, flyver-heltinde, hestetræner og forfatter Beryl Markham (1902-1986), der løb af med ham. Hun har senere beskrevet ham således:

Hvis ikke Denys var styrtet ned med sit fly, så ville "Den Afrikanske Farm" have set ganske anderledes ud, for så ville han og/eller Beryl nok have protesteret imod Blixens udlægning af begivenhederne. At Beryl tilmed også muntrede sig med Blixens ægtemand, Bror von Blixen-Finecke (1886–1946), når de to var på storvildtjagt sammen, er blevet bekræftet af hende selv, så hun var så at sige en hoved-figur i den danske forfatters liv, men ikke i hendes værker. 

Josslyn Hay (nr. 2 fra venstre) og Lady Idina Hay (født Lady Sackville), ved siden af ham

Netop på denne tid var de engelske, mere eller mindre aristokratiske kolonisatorer i Kenya berygtet for deres vilde liv med druk, narko, kone-bytning og sex til højre og venstre. Som gruppe var de kendt som "The Happy Valley People", og dette slæng af livsnydere - hvoraf flere dog endte med at begå selvmord - satte så at sige standarden for de hvides liv: sådan foregik det for dem, der slog deres folder på The Muthaiga Country Club. Den centrale figur i dette sceneri var den vildt udskejende, men samtidig højfornemme Josslyn Hay (1901-1941), der var den 22nde Jarl af Erroll. Noget, der ikke frelste ham fra at blive myrdet, formentlig enten af en jaloux ægtemand, en tidligere elskerinde eller en politisk modstander. Beryl var ikke fornem nok til virkelig at blive en del af denne gruppe, men hun omgikkes ofte dens medlemmer og er utvivlsomt blevet påvirket af deres specielle livsstil.

Da Beryl var bare 4 år gammel, flyttede hun med sin far til Kenya, men uden hendes mor og bror, Richard. Meget af Beryls tid gik med jagt og leg med de lokale børn, medens det til gengæld var så som så med skoleundervisningen. Hun tog del i sin fars professionelle heste-opdræt og skabte sig et navn inden for branchen allerede som teenager. Da han pludselig gik konkurs og flygtede til Peru, efterlod han hende, og det betød, at hun måtte klare sig selv, hvilket hun gjorde ved - som den første kvinde i Kenya - at få licens som heste-opdrætter. Et andet "career-move" var ægteskabet med Jock Purves i 1919, der dog ikke afholdt hende fra at opbygge sit ry som en uimodståelig femme fatale med mange affærer med andre mænd. Smuk var hun egentlig ikke, men hun blev kendt som overordentlig sexet, og det var mange mandlige notabiliteter i hendes liv allerede som purung. En af disse var den engelske Prince of Wales og senere kong Edward VIII.

Edward, Prince of Wales

Denne playboy-prins besøgte Kenya i flere omgange og har sikkert haft det herligt med Happy Valley-folket. Tiden var en anden, så han deltog i storvildtjagt - bl.a. sammen med Denys Finch-Hatton - og nedlagde store, majestætiske dyr, som var det den naturligste sag, (hvilket det i hvert fald aldrig bliver i mine øjne!!!!).

Ud fra billeder af de to mandfolk er det tydeligt, at de nød hinandens selskab og havde det rart sammen. Ikke bare delte de disse jagtoplevelser, men de havde - eller fik - også begge et forhold til Beryl, dog vist nok ikke på samme tid. For prinsens vedkommende har denne kenyanske affære næppe været særlig seriøs, men det blev det for hans yngre bror, prins Henry, Hertugen af Gloucester (1900-1974), den tredie i arvefølgen til den britiske trone og hans følgesvend på turen til Kenya i 1928. 

Prins Henry, Hertugen af Gloucester

På det tidspunkt var Beryl blevet skilt fra sin første mand og derpå gift med nr. 2, den velhavende Mansfield Markham, hvis efternavn hun bevarede livet ud, selv om hun faktisk senere fik en tredie ægtemand, Raoul Schumacher, i 1942. 

Et fotografi fra den anden gang, Beryl stod brud, nemlig med Mansfield Markham, i Nairobi, 1927. Deltagerne var, i midterrækken: Karen Blixen, Clara (Beryl's mor), Mansfield Markham, Beryl, Lord Delamere samt en ukendt person. The to drenge i forreste række er Beryl's stedbrødre. (British Library)

Prinserne Edwards og Henrys mor, dronning Mary

Prins Henry var ikke noget geni, men hans følelser synes at have været ægte og meget stærke. Således er der dem, der hævder, at hans kærlighed til Beryl varede livet ud, selv om han senere blev gift med en smuk og standsmæssig kvinde. At han måske troede, at hans forhold til den flygtige Beryl fik følger, sådan at han var far til den søn, hun fødte i London i 1929, har måske spillet en rolle. Det gjorde det muligvis også for hans mor, den strikse dronning Mary (1867-1953), der forlangte, at deres affære skulle slutte, men som samtidig tildelte Beryl en årlig sum på £15,000, hvilket af nogle er blevet udlagt som et bevis på, at hun troede Beryls søn, Gervase, var Henrys. Der er mange forskellige udlægninger af denne begivenhed, men man regner det nu for usandsynligt, at sønnen rent faktisk var prinsens, da Beryl højst sandsynligt allerede var gravid, da hun mødte ham. Den sandsynlige far er derfor hendes ægtemand på det tidspunkt, det drejer sig om, nemlig Mansfield Markham. Det var da også hans mor, der stod for opdragelsen af barnet, sådan at det var så som så med hans forbindelse med hans mor, Beryl. De to have også altid et anstrengt forhold til hinanden, hvilket der måske ikke er noget at sige til.

Gervase with Mansfield Markham

Årsagen til, at det kom så langt, at Beryl ligefrem fik tildelt en årlig sum efter sine affærer med de to prinser, skyldtes nok snarere, at Mansfield truede med at offentliggøre sagen i en skilsmissesag, han overvejede på det tidspunkt. Han ville nemlig indkalde prins Henry som delagtig i skilsmissen, og det ville have været en skandale, som dronningen må have frygtet. Da Beryl senere blev rodet ind i en ny skandale med en anden mand, valgte Mansfield dog at lade sig skille i 1942, hvorefter hun giftede sig med Raoul Schumacher, men beholdt hans efternavn, som hun jo var kendt under.

Én ting var alle Beryls spændende affærer - og der var rigtig mange - noget andet hendes bedrifter som flyver og forfatter. Hun var således den første kvinde, der formåede at foretage en non-stop-flyvetur, øst til vest, over Atlanterhavet i 1936. Inden da havde ingen kvinde fløjet non-stop fra Europa til Amerika, tilmed solo. Dette blev anset for en bedrift, der blev beundret af alle med indsigt i flyvning, datidens flyvemaskiner og flyvningens historie.

Noget andet, hun er blevet beundret for er den selvbiografi, hun skrev, "West with the Night" fra 1942. Den fortæller bl.a. om hendes barndom i Kenya og senere karriere som bl.a. heste-opdrætter, flyver, etc..

Denne bog blev altså rost meget, men er senere blevet fulgt af flere bøger, ikke af, men om hende, bl.a. denne i romanform. 

Af andre kan nævnes denne, der vist også gør meget ud af Finch-Hatton-figuren, sådan at vi måske kan ende med at få myterne om ham og Blixen kraftigt redigeret:


https://www.britannica.com/biography/Beryl-Markham


https://scandalouswoman.blogspot.com/2013/04/the-many-lives-of-beryl-markham.html?m=0

 

https://therake.com/stories/happy-valley-set/ 

 

https://saxonhenry.com/the-camera-becomes-king-on-safari/ 

 

Biografi: Errol Trzebinski: "The Lives of Beryl Markham", 1993

 

Wikipedia


Ingen kommentarer:

Send en kommentar