Hun var en meget intelligent kvinde med en fint udviklet æstetisk sans, men hvad med moralen, hvordan var det med den? Her tænker jeg ikke på sex og alle former for fiddelihut, men den moral, der forhindrer onde gerninger. Den kan som bekendt defineres på mange måder, og det, der er ondt for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. Ikke desto mindre, så er der nu nogle holdepunkter for det, man kunne kalde en eviggyldig moral.
Coco Chanel (1883-1971) hed i virkeligheden Gabrielle Bonheur "Coco" Chanel. Hun var datter nr. 2 af en vaskekone ved navn Eugénie Jeanne Devolle Chanel, der var kendt under navnet Jeanne. Hendes arbejdsplads var en katolsk fattiggård, og familien var da heller ikke ligefrem velhavende, bl.a. fordi de efterhånden fik seks børn. Cocos far tjente til dagen og vejen som gadesælger af forskellige ting, hvilket ikke gav så meget, medens moderen altså sled i det som vaskekone.
Jules Breton: "Vaskekone"
Meget af det, der hang sammen med Cocos ydmyge baggrund, forsøgte hun senere at skjule med forskønnelser eller direkte løgne, og det er tydeligt, at det må have været meget svært for hende at vedgå en oprindelse, der var så anderledes end de fleste af hendes fornemme eller bare berømte kunders. Forældrene var heller ikke gift ved hendes fødsel, og på en eller anden måde blev hendes efternavn indført i kirkebogen som "Chasnel", hvilket fulgte hende hele livet, da hun ikke kunne få det rettet uden samtidig at røbe, at hun - der omgikkes kongelige og alle mulige berømtheder, både hjemme og i udlandet - var født på fattiggården. Noget, der fik afgørende betydning for hende, var moderens død som 32-årig, for da sendte faderen hende og hendes to søstre til en klosterskole for fattige piger, der hørte under "The Congregation of the Sacred Heart of Mary". Her lærte Coco to ting, der var nyttige for den kommende designer: 1) at sy og 2) selvdisciplin mht tid og tidsforbrug.
Wenzel Tornøe: "En syerske pinsemorgen", 1882
Efter opholdet på klosterskolen blev Coco syerske, men hun havde også et andet job: hun sang på cabareter. Hendes opgave var at underholde med div. sange ind imellem hovedattraktionernes optræden. Som ung drømte hun om at blive skuespiller, men måtte opgive, da hendes evner afgjort lå et andet sted, og hun havde meget svært ved at opretholde forbindelsen til de steder, hvor hun havde optrådt som sangerinde, hvilket var et tydeligt tegn på, at hendes sang-talent ikke var så stort.
I stedet for en skuespiller-karriere måtte hun ty til forskellige andre og ofte sæsonbetonede jobs. På et tidspunkt mødte hun imidlertid en ung, fransk tidligere officer og tekstil-arving, Étienne Balsan, som hun levede sammen med i de næste tre år. Gennem bekendtskabet med ham fik hun smag for rigmænds lette og livsnydende liv. En af hendes biografer har hævdet, at hun fik en søn med Balsan, som hun dog fremstillede som en nevø. (Om han var hendes søn eller nevø vides vist endnu ikke 100%).
Senere lod hun sig forføre af Balsans ven, den charmerende kaptajn Arthur Edward "Boy" Capel, der hørte til det engelske aristokrati. Han installerede hende i en lejlighed i Paris og financierede hendes første butik. De var sammen i ni år, og selv efter at Capel havde giftet sig med en aristokratisk englænderinde, sås de jævnligt indtil hans død i en bilulykke i 1918. Hun var nært knyttet til ham - også forretningsmæssigt - og sørgede dybt over hans død. Billeder af dem sammen viser også, at de var vilde med hinanden.
Forholdet var også kendt i offentligheden som det ses af denne karikaturtegning af det muntre og forelskede par.
Med først Balsans og senere Capels hjælp havde hun startet forskellige mode-butikker. Hendes hatte blev meget berømte efter at have været med i et populært skuespil, men udvalget af de forskellige varer, hun havde designet, og som var til salg, steg og sted. Som led i en PR-kampagne paraderede hendes søster, Antoinette, og en jævnaldrende faster hendes designs rundt omkring i gaderne. Forretningen blomstrede, og det gjorde Cocos ry som modedronning også.
I begyndelsen af 1920'erne fik hun indpas i det allerhøjeste, britiske aristokrati gennem diverse kontakter. Vaskekonens datter omgikkes nu folk som f.eks. den senere kong Edward VIII, Winston Churchill samt hendes næste betydningsfulde elsker, Hertugen af Westminster, Hugh Richard Arthur Grosvenor, som hun var knyttet til i ti år.
Coco og Winston Churchill, 1921
Da hun døde i 1971, var hun hædret og berømt som designer og kulturpersonlighed. Faktisk var hun en meget indflydelsesrig person med masser af forbindelser til high society i sit hjemland, Frankrig, men også andre steder, som ikke mindst England. Hendes talent for design viste sig i det moderne og behagelige tøj, de flotte tasker, den lækre parfume og andet, hun havde skabt, og som hendes firma solgte. Ingen parfume var nok så berømt som hendes ikoniske "Chanel No. 5", der angiveligt udgjorde Marilyn Monroes eneste påklædning ved nattetid.
En lille flaske med en stor personlighed, for dens indhold var kendt vidt og bredt, verden over og er stadig populært. Noget, der viser en hel del om hendes stil og smag.
Coco Chanel og Salvador Dali
Hendes kunder og hendes personlige venner var berømte og/eller tilhørte "de fornemme kredse", men ikke alle pynter på hendes renommé i dag. Mange andre i samtiden traf de samme valg som hende, men det undskylder hende egentlig ikke: hun havde altid været antisemit, og det lader til, at hun under krigen direkte støttede tyskerne og måske ligefrem blev deres spion. Under okkupationen boede hun på Hotel Ritz, der også var et foretrukket tilholdssted for okkupationshærens elite-tyskere. På dette tidspunkt havde hun også et forhold til den tyske baron Hans Günther von Dincklage, og i Hal Vaughans bog "Sleeping With the Enemy, Coco Chanel and the Secret War" blev hendes nazistiske tilbøjeligheder beskrevet. Hun drog også visse økonomiske fordele ved jødernes eliminering, der ikke bare kan glemmes, for hvor vidt gik hun i sin anti-semitisme?
En af Cocos kontakter: SS-Oberführer Walter Schellenberg, Chef for SS Efterretningstjeneste, Die Sicherheitsdienst
En anden befolkningsgruppe, hun ikke kunne lide, var de homoseksuelle. Denne antipati kom formentlig før nazisternes udrensning af disse såkaldt "uheldige elementer", sådan at hun - som mange andre franskmænd dengang - nærede et vist had til både jøder samt bøsser og lesbiske.
Efter krigen fik Coco god gavn af sine engelske kontakter, for Winston Churchill forhindrede personligt, at det kom til en retsforfølgelse eller bare en udredning af hende for forræderi, spionage, etc.. Mange af hendes samtidige, der også havde flirtet med fjenden ved direkte eller indirekte at hjælpe okkupationsmagten, fik strenge straffe, men ikke hun, selv om hun formentlig havde fortjent det lige så meget.
For mange var og blev hun et ikon, og disse ofte indflydelsesrige personer tålte velsagtens ikke, at hendes ry blev ødelagt af "visse ting" under krigen. Hun holdt i hvert fald skansen som en af de store franskmænd resten af livet.
Coco Chanel, 1970, dvs. et år før hendes død
https://allthatsinteresting.com/coco-chanel-nazi-agent
https://www.biography.com/fashion-designer/coco-chanel
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar