lørdag den 17. juli 2021

Bøssemorderen

Den engelske kok Stephen Port (født den 22. februar 1975) var en form for celebritet, da han havde medvirket i et par afsnit af en realityserie, men han fik nu ikke så meget ud af det. Under normale omstændigheder ville han sikkert have kunnet score nogle af de unge fyre, han var så vild med, ved at være (halv-)kendt, men hans specielle lyster var der nok ikke ret mange, der ønskede at tilfredstille. 

Hans udseende var bestemt ikke i top, og blandt andet var han skeløjet samt mildt sagt tyndhåret på en "gammelmandsagtig" måde. Noget, der ikke virker tillokkende på de mænd, han søgte bekendtskab med. For at pynte på sit ydre brugte han parykker af forskellig art, men jeg har aldrig set et billede af ham, hvor han ikke virker "sær" og slet ikke som det mande-guf, han selv søgte.

Parykkerne skulle få ham til at se yngre ud, hvilket de da også gjorde til en vis grad. Eftersom hans foretrukne jagtmark ikke var in-stederne, hvor folk møder både fremmede og bekendte face til face, men nogle bestemte websites som f.eks. Grindr, der går på hurtighed: lige på og hårdt uden nogen særlig introduktion til det menneske, de udvalgte blev inviteret til at besøge og dyrke sex med. Nogle af brugerne var dog trækkerdrenge, der søgte kunder, ligesom potentielle kunder søgte prostituerede. Smart på en vis måde - og dødsens farligt, for ingen ved jo, hvad han/hun giver sig i kast med, når den, de skal besøge efter et par SMS'er, er dem ukendt. Det eneste, de unge fyre havde at gå frem efter, var  det forskønnede portræt af den paryk-klædte Stephen, de var blevet præsenteret for via websitet. Som det vist efterhånden er typisk ved online-dating, så han stort på sandhedsværdien af de oplysninger, han gav om sig selv, idet han pyntede sig med lånte fjer i form af akademiske og militære bedrifter.

Kirkegården ved St. Margaret's Church, Barking, hvor tre af Ports mordofre blev fundet.

Når de unge fyre, han fik lokket til at besøge sig, kom, så bød han dem på spiritus, som han havde tilført forskellige former for ingredienser, der skabte bevidstløshed. Hans foretrukne middel var det rape-middel, GHB, som også kendes fra hetero-scoresteder, men ind imellem brugte han f.eks. Viagra, methamphetamin eller andet, der gav det ønskede resultat, nemlig at den unge fyr besvimede, så han kunne voldtage ham. Dette var tilsyneladende det, der satte fut i hans libido: de skulle være bevidstløse og derfor totalt i hans vold. 

Trist nok kostede dette fire unge mænd livet, da de besøgte ham for at dyrke hurtig sex, men man er klar over, at der sagtens kan være mange flere, hvor Port ikke har fået besøg af fyrene, men selv har besøgt dem. Desuden var der nogle, der blev syge eller bare sløje, men som ikke døde, sådan at antallet af ofre var på mindst elleve ialt. Fordi han brugte midler, som nogle indtager som narkotika, bare i mindre omfang, blev dødsfaldene regnet for narko-relaterede ulykker: de unge formodedes at have taget en overdosis, enten med vilje eller ved et uheld.

Det virker sært, at ingen bemærkede, at denne høje, ranglede og sært udseende mandsperson bar tre lig over til en kirkegård og placerede dem et sted, hvor de ville blive fundet. Den første af hans mordofre placerede han på fortovet ved sin hoveddør og ringede derpå til politiet for at melde fundet af en syg eller meget fuld person. Ingen mistænkte noget, og der blev ikke fulgt op på fundene af de døde med politiundersøgelser, hvilket betød, at meget bevismateriale er gået tabt. Til gengæld havde man hans forfalskede "beviser" på, at der ikke var tale om mord: bl.a. et falsk selvmordsbrev, kanyler og narko. Selvmordsbrevet fik iøvrigt det unge offers familie til at stille spørgsmålstegn ved det meget lemfældige politiarbejde, hvilket var med til at føre til Ports tilfangetagelse og senere domfældelse. 

Sagen har vakt en vis opsigt, fordi den siger noget om en ny dating-form, foruden at den altså afslører en mangel på seriøst politiarbejde, man kan mistænke også gør sig gældende i andre sager: hvor der er narko inde i billedet, afskrives dødsfaldet tilsyneladende alt for ofte som "uheld". Mord skjuler sig bag narkoen og det specielle miljø omkring bøsser og trækkerdrenge. Det tror jeg dog, at denne sag har åbnet folks øjne for ikke bør ske, men om det hjælper i fremtiden er ikke til at sige, for der er stadig meget "ukendt land" i disse nye dating-former ....

 

https://www.bbc.com/news/uk-england-38102454 

 

https://www.bbc.com/news/uk-38099542 

 

https://www.bbc.com/news/uk-45407465 

 

https://www.hollywoodreporter.com/tv/tv-news/stephen-port-suspected-murderer-bbcs-833953/ 

 

https://www.bbc.com/news/magazine-38096582

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar