Fra analfabetisk tjenestepige til kejserinde

Da den unge Katarina, der var født i Litauen som Marta Helena Skowronska, men ifølge myten med skandinaviske aner, blev ført bort fra sit hjem i Marienbad i 1702, kunne hun ikke have forestillet sig, at hun ville ende som den russiske zar Peter den Stores kone og efter hans død blive Ruslands regerende kejserinde. Hvordan skulle hun også kunne det ud fra sine hidtidige erfaringer som bondedatter, analfabetisk tjenestepige og forladt hustru? 

Dette er ikke Katarina som lille, men det kan godt have været sådan, hun så ud, da hun som ca. 3-årig og forældreløs først blev sendt til en tante i Marienbad og derefter blev optaget i den protestantiske præst Johann Ernst Glücks hjem. Han var en veluddannet og sprogkyndig mand, der f.eks. oversatte Biblen til litauisk, men han gjorde intet for at bibringe Katarina nogen form for lærdom. Hun blev kun tjenestepige og vaskekone hos Glück-familien, indtil hendes madmor, præstens kone, blev bekymret for, at hendes søn skulle falde for den kønne pige. Fluks blev hun i 1702 giftet væk med den svenske dragon Johan Cruse - aka Johann Rabbe - men godt en uge efter måtte han forlade Marienbad med sine soldaterkammerater, da de svenske tropper blev trukket væk fra byen. Hvad der blev af ham, er der tilsyneladende ingen, der ved, men væk var han, så alle (inklusiv Katarina) har vel taget for givet, at han var død.

Dette er ikke Katarinas svenske ægtemand, men sådan kan han have set ud, og det er jo ikke så galt. Om hun sørgede over ham er ikke til at vide, men netop år 1702 var så fuldt af exceptionelle begivenheder i hendes liv, at man kan mistænke, hun simpelthen ikke havde tid til den slags luksuriøse følelser. Nogle af historierne om hendes liv på dette tidspunkt er man bare nødt til at tage med et gram salt, for de er ret vilde. Bl.a. var der dem, der påstod, at hun blev fremvist for en højt rangerende russisk officer i undertøj, og at hun måske endte som enten elskerinde eller tjenestepige hos hans overordnede, feltmarskal Boris Sheremetev. 

Alexander Menshikov

Fra sit mulige ophold hos feltmarskallen kom hun til prins Alexander Menshikovs husholdning, hvilket betød, at hun automatisk nærmede sig de kredse, hvor zar Peter den Store (1672-1725) færdedes, da han var hans bedste ven. Der er senere opstået rygter om, at Menshikov købte Katarina af Sheremetev, og at de to havde et seksuelt forhold, men hvad enten det passer eller ej, så er det anerkendt af div. velorienterede historikere, at de to dannede et livslangt venskab, og at han blev hendes vigtigste rådgiver, da hun arvede tronen efter Peter. 

Hvorom alting er, så blev hun i 1703 zarens livsledsagerske og bedste kammerat. De to fik noget helt specielt sammen, men blev først gift i 1712, da hun jo mildt sagt ikke var en standsperson, og han desuden allerede var gift. Hans første kone, Eudoxia Lopukhina, som han var blevet påtvunget i 1689 og ikke kunne fordrage, var blevet tvunget i kloster, men i 1698 lod han sig skille fra hende. Hun døde i 1731, hvilket vil sige seks år efter ham og fire år efter hendes efterfølger, nemlig Katarina, der på det tidspunkt havde fungeret som regerende kejserinde i et par år: 1725-1727.  

Katarina og Peter var altså meget glade for hinanden, og hun var f.eks. god til at berolige ham, når han fik sine frygtede sammenbrud. Han led bl.a. af noget, der måske var epilepsi, måske Parkinson, men hun kunne - som den eneste - lette hans pinsler, når han fik krampe. De fik ialt elleve børn, hvoraf dog kun to døtre nåede voksenalderen. Hvad Katarinas regering angik, så lå det hende på sinde at skære ned på militærudgifterne, da landet på dette tidspunkt havde fred. Eftersom det lykkedes hende at få dette personlige ønske gennemført, så gav hendes plan bønderne skattelettelser, der forøgede hendes egen popularitet. Da hun døde - vist nok af et slagtilfælde - kom der imidlertid en anden gren af zar-familien til, idet efterkommere af Peters mentalt og fysisk syge halvbror, Ivan V, fik magten, indtil den ene af Katarinas og Peters overlevende døtre, Elizabeth (1709-1762), blev kejserinde efter et statskup i 1741, hvor hun styrtede barnekejseren, Ivan VI.

Jeg synes, at Elizabeth ligner sin mor en hel del i udseende, men også på et ikke så heldigt punkt: Der var ingen tvivl om, at hun var et begavet barn, men hendes opdragelse var temmelig planløs, og hun blev aldrig god til hverken at læse eller skrive. Hendes pynte- og forlystelsessyge tror jeg dog ikke stammede fra Katarina, selv om hun endte i dyre rober og med flotte smykker ....

 

https://royalfavourites.blogspot.com/2020/10/russian-empresses.html

https://hague6185.wordpress.com/2015/01/08/from-rags-to-riches-catherine-i-of-russia/

 

Wikipedia 

 

Ældre-iglen, Brenda Nicholas

Er dette en kvinde med et tilforladeligt udseende? Ville man stole på hende og give hende oplysninger om ens privatliv og formueforhold? Og hvad med at introducere hende til ens pæne og godtroende venner, der alle er mellem 70-80 år gamle, ville man gøre det??? NUL, NUL, NUL, absolut ikke!!!!!

Desværre var Sylvia Sutton ikke bare ensom efter sin mands død, men også alt, alt for naiv og tillidsfuld. Da en såkaldt synsk kvinde påstod at vide en masse om, hvad hun burde gøre i sit liv som enke, var hun ganske afgjort sulten efter opmærksomhed og omsorg. Når denne "spåkone" påstod, at hendes aura var grå, og at hun derfor skulle udføre forskellige ritualer, som hun ville gelejde hende igennem livets besværligheder, så troede hun hende - eller gjorde i hver fald hvad hun sagde. På grund af sin naivitet og ensomhed var hun et let bytte for den "synske" zigøjnerkvinde Brenda Nicholas, der (forøvrigt kaldte sig "Monica", men i øvrigt jonglerede med mange forskellige navne, alt efter tid og sted). Sammen med Sylvia var hun "Monica", hvilket den ældre dame måske har opfattet som et passende, eksotisk navn til en synsk person.

"Monica" startede med at  lægge tarotkort for den ældre, ensomme og sikkert ret forvirrede kvinde, men fik hurtigt manøvreret sig ind i hendes bankkonti, som hun ganske enkelt tømte. Alt i alt forsvandt der over en million dollars. At hun virkelig havde en utrolig magt over Sylvia viste sig også gennem hendes krav om, at hun hele tiden skulle flytte. Faktisk boede hun kun det samme sted i nogle få måneder ad gangen efter at have truffet "Monica", der manøvrerede rundt med hende og hendes ejendele, som det passede hende.

Francis “Patrick” Fleming som yngre

Efter en af disse utallige flytninger fik Sylvia en ny nabo, som hun blev gode venner med, nemlig den jævnaldrende krigsveteran Francis “Patrick” Fleming. Han var en højt dekoreret, men nu pensioneret søofficer, der elskede at fortælle om sine oplevelser, men også at vise sine kæreste ejendele, nemlig nogle værdifulde mønter og medaljer, frem for enhver, der var interesseret i at se dem. "Monica" var mægtig interesseret, men ikke fordi hun glædede sig på hans vegne over, at han havde disse sjældne og værdifulde ting. Næh, det der interesserede hende var selv at få fingre i dem med alle til rådighed stående midler ....

Heldigvis for "Monica" kan man sige havde hun en god ven, der var forelsket i hende, og som ville gøre hvad som helst for hende: Charles Jungbluth. Også andre af dem, hun havde "hjulpet", bl.a. som spåkone var villige til at gøre ALT for hende. Det, hun bad dem om, var at hjælpe hende med at røve mønterne og medaljerne fra Francis "Patrick" Fleming. Han anede ikke uråd, da han ikke var klar over, at hun aldeles ikke var Sylvias niece, sådan som hun havde påstået, og at hun kun var interesseret i hans glæde og stolthed, mønterne og medaljerne, fordi hun ville stjæle dem. Med hjælp fra sine kumpaner lykkedes det "Monica" at få fat på Flemings værdigenstande, men først efter at han var blevet myrdet med mange knivstik på en meget brutal måde.

Francis “Patrick” Fleming

Den pæne og venlige, pensionerede søofficer lå altså myrdet på bestialsk vis, efter at "Monica" og hendes venner havde hugget hans mønter og medaljer, men det lykkedes dem nu ikke at få taget livet af det andet offer, hun havde udset sig. Også han var en ældre mand med værdifulde ejendele, som Brenda ønskede at få fingre i. Endnu et af hendes mange, mange ældre-ofre fattede mistanke, da det gik op for ham, at hun da vist ikke havde planer om at tilbagebetale de store lån, han var blevet manipuleret til at give hende. Da han henvendte sig til politiet, rullede bolden, for hun blev forhørt og kunne for en gangs skyld ikke tale sig ud af anklagerne.

"Monica" og hendes medsammensvorne endte i retten, hvor de gjorde en ynkelig figur. Hun græd sig stort set igennem hele retssagen og forsøgte dels at skyde skylden for mordet på Charles Jungbluth, dels at undskylde sig med sin zigøjner-baggrund. Intet bed på dommeren, heller ikke hendes konstante henvisninger til sine to teenagesønner, der var afhængige af hende, og som blev alene, hvis hun røg i fængsel.

Ud over mordanklagen blev hun også stillet til regnskab for mere end 50 andre kriminelle forhold, der omfattede alt fra identitetstyveri til forskellige former for tyveri og bedragerier. Dommen blev på 34 år, bl.a. fordi hun blev erklæret farlig for sine omgivelser, da hun tydeligvis var helt uden skrupler, stjal med arme og ben samt snød, bedrog og myrdede, som hun nu følte sig berettiget til, hvilket vil sige når som helst .....

Sylvia har mistet alle sine penge og har været igennem en voldsom manipulation, der kunne have knækket enhver, men det lader til, at hun nu får hjælp af venlige - og forhåbentlig ærlige!!!!! - mennesker, der er blevet rørt over hendes trængsler. Det må man håbe, for hun er omkring de 80 år og er tydeligvis en sød, men forvirret sjæl, der kun alt for let har ladet sig snyde af en mester-svindler, den skrækkelige Brenda Nicholas/"Monica".

 

https://www.seattletimes.com/seattle-news/woman-sentenced-in-vicious-killing-of-seattle-veteran/ 

 

https://www.oxygen.com/mastermind-of-murder/crime-news/brenda-nicholas-masterminds-murder-plot-of-war-vet-patrick-fleming 

 

http://murderpedia.org/female.N/n/nicholas-brenda.htm 

 

https://www.oxygen.com/mastermind-of-murder/crime-news/brenda-nicholas-masterminds-murder-plot-of-war-vet-patrick-fleming 

 

Wikipedia

 

Karen Blixens rivalinde nr. 1: Beryl Markham

Beryl Markham

Ingen var så god til at redigere sin livshistorie som Karen Blixen (1885-1962). Som ved et trylleslag er "Den Afrikanske Farm" ("Out for Africa") blevet til et epos om en kærlighedsaffære mellem hende og den spændende, engelske eventyrer og storvildtjæger Denys Finch-Hatton (1887-1931), selv om det i virkeligheden var den kendte femme fatale, flyver-heltinde, hestetræner og forfatter Beryl Markham (1902-1986), der løb af med ham. Hun har senere beskrevet ham således:

Hvis ikke Denys var styrtet ned med sit fly, så ville "Den Afrikanske Farm" have set ganske anderledes ud, for så ville han og/eller Beryl nok have protesteret imod Blixens udlægning af begivenhederne. At Beryl tilmed også muntrede sig med Blixens ægtemand, Bror von Blixen-Finecke (1886–1946), når de to var på storvildtjagt sammen, er blevet bekræftet af hende selv, så hun var så at sige en hoved-figur i den danske forfatters liv, men ikke i hendes værker. 

Josslyn Hay (nr. 2 fra venstre) og Lady Idina Hay (født Lady Sackville), ved siden af ham

Netop på denne tid var de engelske, mere eller mindre aristokratiske kolonisatorer i Kenya berygtet for deres vilde liv med druk, narko, kone-bytning og sex til højre og venstre. Som gruppe var de kendt som "The Happy Valley People", og dette slæng af livsnydere - hvoraf flere dog endte med at begå selvmord - satte så at sige standarden for de hvides liv: sådan foregik det for dem, der slog deres folder på The Muthaiga Country Club. Den centrale figur i dette sceneri var den vildt udskejende, men samtidig højfornemme Josslyn Hay (1901-1941), der var den 22nde Jarl af Erroll. Noget, der ikke frelste ham fra at blive myrdet, formentlig enten af en jaloux ægtemand, en tidligere elskerinde eller en politisk modstander. Beryl var ikke fornem nok til virkelig at blive en del af denne gruppe, men hun omgikkes ofte dens medlemmer og er utvivlsomt blevet påvirket af deres specielle livsstil.

Da Beryl var bare 4 år gammel, flyttede hun med sin far til Kenya, men uden hendes mor og bror, Richard. Meget af Beryls tid gik med jagt og leg med de lokale børn, medens det til gengæld var så som så med skoleundervisningen. Hun tog del i sin fars professionelle heste-opdræt og skabte sig et navn inden for branchen allerede som teenager. Da han pludselig gik konkurs og flygtede til Peru, efterlod han hende, og det betød, at hun måtte klare sig selv, hvilket hun gjorde ved - som den første kvinde i Kenya - at få licens som heste-opdrætter. Et andet "career-move" var ægteskabet med Jock Purves i 1919, der dog ikke afholdt hende fra at opbygge sit ry som en uimodståelig femme fatale med mange affærer med andre mænd. Smuk var hun egentlig ikke, men hun blev kendt som overordentlig sexet, og det var mange mandlige notabiliteter i hendes liv allerede som purung. En af disse var den engelske Prince of Wales og senere kong Edward VIII.

Edward, Prince of Wales

Denne playboy-prins besøgte Kenya i flere omgange og har sikkert haft det herligt med Happy Valley-folket. Tiden var en anden, så han deltog i storvildtjagt - bl.a. sammen med Denys Finch-Hatton - og nedlagde store, majestætiske dyr, som var det den naturligste sag, (hvilket det i hvert fald aldrig bliver i mine øjne!!!!).

Ud fra billeder af de to mandfolk er det tydeligt, at de nød hinandens selskab og havde det rart sammen. Ikke bare delte de disse jagtoplevelser, men de havde - eller fik - også begge et forhold til Beryl, dog vist nok ikke på samme tid. For prinsens vedkommende har denne kenyanske affære næppe været særlig seriøs, men det blev det for hans yngre bror, prins Henry, Hertugen af Gloucester (1900-1974), den tredie i arvefølgen til den britiske trone og hans følgesvend på turen til Kenya i 1928. 

Prins Henry, Hertugen af Gloucester

På det tidspunkt var Beryl blevet skilt fra sin første mand og derpå gift med nr. 2, den velhavende Mansfield Markham, hvis efternavn hun bevarede livet ud, selv om hun faktisk senere fik en tredie ægtemand, Raoul Schumacher, i 1942. 

Et fotografi fra den anden gang, Beryl stod brud, nemlig med Mansfield Markham, i Nairobi, 1927. Deltagerne var, i midterrækken: Karen Blixen, Clara (Beryl's mor), Mansfield Markham, Beryl, Lord Delamere samt en ukendt person. The to drenge i forreste række er Beryl's stedbrødre. (British Library)

Prinserne Edwards og Henrys mor, dronning Mary

Prins Henry var ikke noget geni, men hans følelser synes at have været ægte og meget stærke. Således er der dem, der hævder, at hans kærlighed til Beryl varede livet ud, selv om han senere blev gift med en smuk og standsmæssig kvinde. At han måske troede, at hans forhold til den flygtige Beryl fik følger, sådan at han var far til den søn, hun fødte i London i 1929, har måske spillet en rolle. Det gjorde det muligvis også for hans mor, den strikse dronning Mary (1867-1953), der forlangte, at deres affære skulle slutte, men som samtidig tildelte Beryl en årlig sum på £15,000, hvilket af nogle er blevet udlagt som et bevis på, at hun troede Beryls søn, Gervase, var Henrys. Der er mange forskellige udlægninger af denne begivenhed, men man regner det nu for usandsynligt, at sønnen rent faktisk var prinsens, da Beryl højst sandsynligt allerede var gravid, da hun mødte ham. Den sandsynlige far er derfor hendes ægtemand på det tidspunkt, det drejer sig om, nemlig Mansfield Markham. Det var da også hans mor, der stod for opdragelsen af barnet, sådan at det var så som så med hans forbindelse med hans mor, Beryl. De to have også altid et anstrengt forhold til hinanden, hvilket der måske ikke er noget at sige til.

Gervase with Mansfield Markham

Årsagen til, at det kom så langt, at Beryl ligefrem fik tildelt en årlig sum efter sine affærer med de to prinser, skyldtes nok snarere, at Mansfield truede med at offentliggøre sagen i en skilsmissesag, han overvejede på det tidspunkt. Han ville nemlig indkalde prins Henry som delagtig i skilsmissen, og det ville have været en skandale, som dronningen må have frygtet. Da Beryl senere blev rodet ind i en ny skandale med en anden mand, valgte Mansfield dog at lade sig skille i 1942, hvorefter hun giftede sig med Raoul Schumacher, men beholdt hans efternavn, som hun jo var kendt under.

Én ting var alle Beryls spændende affærer - og der var rigtig mange - noget andet hendes bedrifter som flyver og forfatter. Hun var således den første kvinde, der formåede at foretage en non-stop-flyvetur, øst til vest, over Atlanterhavet i 1936. Inden da havde ingen kvinde fløjet non-stop fra Europa til Amerika, tilmed solo. Dette blev anset for en bedrift, der blev beundret af alle med indsigt i flyvning, datidens flyvemaskiner og flyvningens historie.

Noget andet, hun er blevet beundret for er den selvbiografi, hun skrev, "West with the Night" fra 1942. Den fortæller bl.a. om hendes barndom i Kenya og senere karriere som bl.a. heste-opdrætter, flyver, etc..

Denne bog blev altså rost meget, men er senere blevet fulgt af flere bøger, ikke af, men om hende, bl.a. denne i romanform. 

Af andre kan nævnes denne, der vist også gør meget ud af Finch-Hatton-figuren, sådan at vi måske kan ende med at få myterne om ham og Blixen kraftigt redigeret:

https://www.britannica.com/biography/Beryl-Markham

https://scandalouswoman.blogspot.com/2013/04/the-many-lives-of-beryl-markham.html?m=0

 

https://therake.com/stories/happy-valley-set/ 

 

https://saxonhenry.com/the-camera-becomes-king-on-safari/ 

 

Biografi: Errol Trzebinski: "The Lives of Beryl Markham", 1993

 

Wikipedia

Kvinder, heste og sadler

Dette billede fik mig på en lidt bagvendt måde til at tænke på det berømte danse-par, Ginger Rogers og Fred Astaire, der optrådte sammen i mange film. Det lyder sikkert sært, men jeg kom i tanke om, hvad Ginger sagde, da en eller anden journalist fremhævede Freds evner som danser: "Ja," sagde hun, "han var strålende, men han dansede dog ikke baglæns, iført stiletter og lange skørter, sådan som jeg gjorde." (PS: Citatet er ikke ordret og er her gengivet efter hukommelsen, men danseparret er også nævnt via et af nedenstående links)

Jeg havde aldrig tænk på, at de tekniske krav til Ginger som danser var større end dem, Fred kom ud for, men nu er jeg da tilbøjelig til at give hende ret: det, hun gjorde på dansegulvet må simpelthen være sværere end det, han gør, og hun klarer det jo glimrende. Der er også en anden detalje, som jeg finder interessant: hun forventes at være stærk og adræt, men udstråle ynde i stedet for styrke, medens han bare stod for maskulin kraft, hvilket også følger det nugældende kønsrollemønster: noget af det er ikke andet end et show .....

De argumenter, jeg har set, for at kvinder ikke skulle bruge almindelige sadler, men specielle "damesadler" og sidde sidelæns på hesten, bevægede sig fra begreber som "velanstændighed", "dyd", ærbarhed" og "den medfødte femininitet" til "biologiske hensyn". Det sidste dækker forestillingen om det "sarte, kvindelige underliv", hvilket er urkomisk. Netop de organer, man mener bør beskyttes imod "ridningens voldsomme rystelser", "bump" og den slags, udsættes for - og tåler - et enormt pres under fødsler, der ikke overgås af noget, mænd udsættes for fra naturens hånd. Det drejer sig om "397 pounds of pressure per square foot, or 2.8 pounds of pressure per square inch on her baby's head". Hele dette latterlige spil med en konstrueret kvindelig sarthed er bare irriterende, men også anstrengende, fordi det betyder, at kvinder skal lægge bånd på sig selv og holde deres naturlige kraft tilbage, selv hvor det ville være bedre for dem psykisk set at give los ..... 

Det er først i vore dage at kvinder ikke kun opdeles i to hovedgrupper, "den gode pige" og "den slette", hvorved forstås den dydige og den ikke-dydige, dvs. ud fra hvad kvinden regnes for i mandssamfundet. Der er sikkert mange, der stadig hælder til disse to hoveddefinitioner, der udelukkende går på kvindens forhold til manden, men det har været meget mere fremherskende før i tiden. Mænd har altid haft mange roller i samfundet, og deres dyd eller ikke-dyd har ikke haft den store betydning for dem, men det havde den for kvinder. At være en "falden kvinde" var ikke nemt i et patriarkat, der ligefrem dyrkede den såkaldt "ærbare kvinde".

En mandlig rytter forventes at kunne tåle sadlens bearbejdelse af skridtet og de organer, der befinder sig dér. Egentlig ret besynderligt, da netop det sted virkelig er sart på en hel tanden måde end hos en kvinde. Et spark i skridtet vil gøre ondt på begge køn, men kun manden kan sættes helt ud af spillet ved den slags kunstgreb. Sært, at han ikke protesterer imod en saddel, der beskytter denne sårbare del af hans anatomi, men jeg formoder, det skyldes hans kønsrolle som hård, stærk og usårlig, hvorimod kvinden ses som - og forventes at optræde som - svag og sårbar. Desuden: skridtets bearbejdelse gennem ridningen anses ikke som forbundet med noget seksuelt i hans tilfælde. Jeg mistænker, at det gør man, når det gælder kvinder, og det kan man ikke have noget af i et patriarkat, der bygger på undertrykkelsen af kvinder og det, jeg kalder "den naturlige kvindeligheden" ....

Her har vi så den damesaddel, hvor kvinden tvinges til at sidde sidelæns, både under spring og galop. Ikke den nemmeste position, for hvordan holder man egentlig balancen? Med lange skørter kan det ikke være nemt, og jeg kommer igen til at tænke på den ofte langskørtede Ginger Rogers og hendes baglæns dans på stiletter ....

Hesten er vist ligeglad med sadlen, men det er godt gjort af rytteren, når han/hun holder sig fast uden hensyn til tyngdeloven.

Peter den Stores enke, der arvede hans rige, dvs. Katharina I (1684-1727), vakte skandale, da hun uden videre satte sig overskrævs på en hest, men typisk nok så man det ikke som et bevis på, at kvinder kunne ride uden damesaddel. At tænke fra kejserinden til alle kvinder faldt åbenbart ingen ind. Hele dette uærlige spil med ærbarhed og "biologiske begrænsninger" fortsatte i århundreder, selv om det var så åbenlyst, hvad der foregik - og hvorfor ....

 

https://www.pressreader.com/uk/history-revealed/20180809/283025465453615

 

https://www.heste-nettet.dk/forum/3/301077/301077/ 

 

https://www.ridehesten.com/nyheder/ridning-i-damesadel/15370 

 

Wikipedia

Når fædre med feticher anklages af sønner ....

Så er der faldet dom, men endnu ikke afgivet en strafudmåling, i en hæslig sag om en far, Mark Redwine, der blev anklaget for at have myrdet sin 13-årige søn, Dylan, der besøgte ham, efter at retten havde givet ham medhold i et forældresamværs-slagsmål, hvor drengens mor havde protesteret imod hans rettigheder. Man må sige, at denne mordanklage har været gennem en langvarig sagsbehandling, for Dylan blev meldt savnet den 19. november 2012, og det er først nu, sagen er færdigbehandlet, og der foreligger en dom. At han var død, vidste man, efter at der var blevet fundet nogle ligrester i 2013 ikke så langt fra Mark Redwines hjem. Et par år efter fandt man så hans hovedskal, og den viste tydelige tegn på skader, der kunne forbindes med det, der kaldes "stump vold". Indtil da havde moderen, Elaine Hall, gjort ALT, for at finde ud af, hvad der var sket med hendes søn. Bl.a. deltog hun i en konfrontation med eksmanden, Mark Redwine, i et program hos den højt elskede TV-personlighed Dr. Phil. 

Hun og Mark slyngede anklager imod hinanden, og man må undre sig over, at disse to mennesker nogensinde kan have dannet et par, og at de havde fået en så dejlig søn som Dylan. Blandt hendes mere konstruktive tiltag var opsætningen af plakater rundt omkring, inden drengen blev fundet død. 

 

Hvor Dylans far ligner en derangeret vildmand, der har opgivet sit sociale liv, så er moderen stadig en pæn og normalt udseende kvinde. Derfor har hun helt sikkert haft en stor fordel i den diskussion, sagen har vakt i offentligheden, og undervejs i forløbet har mange sikkert overvejet, om Mark blev udsat for en unfair behandling på grund af sit udseende. 

Beviserne imod ham, der bl.a. omfatter Dylans blod i hans hjem, er dog ikke til at tage fejl af, så selvfølgelig blev han dømt, selv om han år ud og år ind har protesteret imod anklagerne og fortsat har hævdet, at drengen var forsvundet "af sig selv", da han forlod hjemmet for at ordne et ærinde.

Dylan var en dejlig dreng, der bestemt ikke havde fortjent sådan en skæbne, og der har været mange gætterier om grunden til, at han blev myrdet. Anklageren mener, det skyldes, at drengen fandt nogle fotografier af faderen i dametøj eller iført ble og/eller i færd med at spise feces fra en brugt ble, og at de havnede i et gevaldigt skænderi om dem, der udviklede sig til overfald og mord. Dvs. at Mark handlede i et anfald af raseri, fordi hans fetich blev afsløret af sønnen. Hvis man forestiller sig sceneriet omkring den flove far og den anklagende - og måske hånende? - teenagesøn, så bliver det super-ubehageligt, for var denne afsløring virkelig noget at dræbe en sund og glad dreng på 13 år for?

Cory, der er Dylans (halv-)bror, fortalte i retten, at billederne var blevet fundet hos hans far, Mark Redwine, inden hans brors forsvinden. Dermed får de en ekstra betydning som indicium - men ikke bevis - på årsagen til mordet. Elaine Hall var dog ikke orienteret om sønnens fund af billederne, men det virker nu også ret logisk, at Dylan har skjult dette for sin pæne og regelrette mor, der måske ikke engang har kendt til sin eksmands fetich. At faderen måske også har misbrugt ham seksuelt virker egentlig ikke så overraskende.

Én ting er sikkert, Dylan havde ikke fortjent at blive offer for sin fars "skæve tilbøjeligheder", hvis det nu var det, der skete. Eftersom Mark ikke fortæller noget, står man under alle omstændigheder tilbage med en sag, der er bygget på - og dømt på - indicier. Noget, der er med til at gøre det hele overmåde ubehageligt ....

https://www.durangoherald.com/articles/cory-redwine-says-he-sent-sordid-photos-to-his-father-during-a-dispute/

https://www.thesun.ie/news/1318050/dad-killed-his-son-after-13-year-old-found-disturbing-photos-of-him-eating-poo-while-dressed-in-womens-clothes-and-a-nappy/

 

https://www.the-journal.com/articles/mother-of-dylan-redwine-pushed-new-law-now-used-in-high-profile-crimes/ 

https://gazette.com/thetribune/dylan-redwines-brother-details-fight-over-lewd-photos-as-defense-attacks-motive/article_9a9b61f6-d6b2-11eb-8859-4b4eebd508ea.html

 

https://www.thedenverchannel.com/news/local-news/jury-finds-mark-redwine-guilty-of-murder-child-abuse-resulting-in-death-of-son-dylan 

Tanker om begrebet "forældrekærlighed"

Det stolte øjeblik, hvor en mor ser sig selv i sin datter

Forleden studsede jeg over det ikke særlig ofte brugte udtryk "forældrekærlighed". Et kort øjeblik spekulerede jeg såmænd også på, om ordet gælder forældres kærlighed til deres børn eller børnenes kærlighed til dem. Så gik det op for mig, at der slet ikke findes specielle ord for børns følelser for deres forældre. Der er "moderkærlighed", "faderkærlighed" og også "forældrekærlighed", idet kun det første af disse tre er almindeligt brugt, men ikke noget i stil med f.eks. "barne-kærlighed". Eftersom ord afspejler reelle sociale tilstande er det ret sigende, for nok har mange mordere "klaret ældrebyrden" ved at myrde deres forældre, så de kan arve dem - eller bare blive fri for dem - men de allerfleste har da et rimeligt forhold til dem og ønsker, at de har det godt. 

Har den unge dame på motorcyklen bagtanker, eller ønsker hun bare at sikre sig, at bedstemor har det godt? Sådan ville man ikke tænke, hvis man så billeder af voksne med børn, selv om der formentlig er langt flere forældre, der har myrdet børnene end omvendt. Dog er der slemme eksempler på folk, der har begået forældredrab som f.eks.: Tullia den Yngre fik sin far, Servus Tullius, myrdet, for at fremme hendes mands karriereønsker. I England myrdede Mary Blandy (1720-1752) sin far, Francis Blandy, med arsenik. Man diskuterer stadig, at Lizzie Borden (1860-1927) begik mord på sin far og stedmor i USA. Det samme gælder Lyle og Erik Mennendez, der blev dømt for mord på deres forældre i 1989. Andre har ikke selv begået mordene, men har fundet en lejemorder. Det gælder bl.a. Dana Ewell og mange andre med ham. Alt i alt må man sige, at der er temmelig mange eksempler på mord mellem generationerne, dvs. at ofret enten er barnet eller den ældre. 

Det er almindeligt kendt, at temmelig mange voksne børn ikke besøger deres forældre så tit, som de burde, men på et eller andet plan elsker de fleste dem alligevel højt og kan slet ikke forestille sig, at de en dag ikke er der mere. Meget af denne kærlighed bunder dog nok mere i nostalgi, gamle minder og den slags end i en virkelig forståelse for dem, deres liv og deres behov her og nu. Desuden er det nok også en nærliggende tanke for mange voksne børn, at deres gamle forældre kan - og vil - hjælpe dem økonomisk, hvis det kniber. De oplever det ikke som udnyttelse, men ser hjælpen som en naturlig følge af et mønster, der går helt tilbage til deres barndom: forældre hjællper, og børn bliver hjulpet ....

På det øverste billede af de to generationer af symaskine-brugere ser man en mor, der er ved at revne af stolthed over sin lille pige, der udfører den samme handling som hende selv, nemlig at sy. Moderen oplever det lille, nye væsen, der er som snydt ud af næsen på hende, og som på mange planer er en udvidelse af hendes egen personlighed, gøre noget, der viser, at hun er hendes datter. Hun har virkelig haft held med det, der ligger i udtrykket "formeret sig" og er på en vis måde genopstået i en ny udgave via denne datter. Moderen overvældes af følelser, idet hun betragter sin lille "klon" med stolthed. For hende repræsenterer dette barn rigtig meget både mht. fortid, nutid og fremtid, som den lille pige slet ikke vil kunne forstå, før hun selv bliver mor. 

Som moder, så datter

Begge parter elsker hinanden, men på forskellig måde. Det moderen eller faderen føler for barnet kan til en vis grad opleves af den voksne søn eller datter, når deres forældre bliver gamle - og så alligevel ikke. Ømheden, som moderen føler er ikke den samme, som barnet føler for hende, når hun bliver gammel, vakkelvorn, tunghør og konfus. Hvor moderens kærlighed er som en flodbølge af beskyttertrang, så er barnets følelser nok mere en generel bekymring, der måske tilmed er iblandet et vist mål af irritation ....

Denne fattige og forslidte mor ønsker afgjort noget bedre for både sig selv og sine børn

Nogle børn lever for at virkeliggøre deres forældres drømme. Her tænker jeg bl.a. på Henrik VIII samt andre konger og kejsere, der lever med en evig skræk for, at dynastiet skal uddø med dem. Et eller andet sted har jeg læst, at Henriks tanker om, at "alt det, min far har gjort er spildt, hvis ikke jeg får en søn" red ham som en mare. Slægtslinien kan måske nok opretholdes gennem døtre, men ikke Tudor-dynastiet, og det gik ham på. Han følte, at han svigtede faderen ved at have problemer med at præstere det, der var nødvendigt for at sikre dette nye dynasti, der afsluttedes med hans datter, Elizabeth I. Da han døde, efterlod han sig dog en søn, nemlig Edward VI (1537–1553) , som han troede ville tilføre Tudorerne nye, mandlige arvinger. Dér tog han dog fejl, da hans søn døde ganske ung.

Henrik VIII's far, Henrik VII (1457-1509)

 

Det kan heller ikke have været rart for stakkels Henrik VIII at tænke på dette fader-blik, der ville møde hans med voldsomme bebrejdelser i det hinsidige for at have svigtet dynastiet. Var det kærlighed, han følte for sin far, eller var det ret beset noget andet? Jeg vil mene, at netop dette specielle far-søn-forhold virkelig illustrerer det vanskelige og komplekse forhold mellem to generationer, når der er arv og ry involveret. Følelser som had og kærlighed gør det ikke alene, men begge dele må have været der i deres forhold. At "svigte" dynastiet, fordi ingen af hans sønner overlevede længe nok til selv at kunne producere sønner, må have været som et symbolsk fadermord for den egoistiske og narcissistiske Henrik VIII .....

"Slægt følger slægters gang", og på en vis måde hægter man sig altid på både den, der er foran, og den, der er bagved tidsmæssigt. Selv om man lever på samme tid, er man aldrig for alvor samtidige.

 

Ikke noget rart syn, for sådan skal det ikke være. Denne dreng vil måske huske, at han færdedes blandt andre mennesker med en løkke af plastikposer om halsen, og det danner ikke en god grobund for et godt forhold, når situationen ændres, og han bliver voksen. 

Andre børn lader sig ikke lede som en hund i snor, men forstår selv at holde styr på de besværlige voksne. Det er næppe dem, der bliver de bedste støtter for deres forældre, når de sidder ensomme på plejehjemmet og drømmer om at få besøg af deres børn og børnebørn ....

https://www.dr.dk/nyheder/indland/27-arig-tiltalt-tre-drab-pa-aeldre

 

 

 

https://nordicwelfare.org/wp-content/uploads/2017/10/c3a4ldreomsorg20i20norden_webb.pdf 

https://nyheder.tv2.dk/2019-06-12-ekspert-et-moenster-gaar-igen-naar-foraeldre-slaar-deres-boern-ihjel

 

 

 

Wikipedia