Den gode Göring

Han ligner en rigtig livsnyder, en flanør og det, forrige tider ville have kaldt en "udhaler", og det var han sådan set også, for han elskede alt, der gjorde livet behageligt. Eller rettere sagt: han elskede først og fremmest livet og dets udfoldelser i alle dets former. Faktisk beviste han sit høje moralske værd ved at kæmpe for livets bevarelse, når andre var truet af død og ulykke i en hæslig tid med krig, mord og forfølgelser. 

 

Herman Göring i sin celle i Nüremburg

Hans bror var Adolf Hitlers ven og nære medarbejder, Luftwaffes chef, Hermann Göring (1893-1946), og hans navn var Albert Günther Göring (1895-1966). Når man tænker på hans brors nærmest overjordiske magtstatus inden for nazi-partiet, tror man nok automatisk, at han også var et førende medlem, men nej, han meldte sig ikke engang ind i partiet - og han gjorde præcis det modsatte af det, man kunne forvente af en Göring: han reddede jøder og modstandsfolk.  

Velklædt, yderst velsoigneret, glad og smilende med noget, der ligner en kaffekop. Sidder han dér og planlægger hjælpeaktioner eller måske det, hans datter har fortalt om hans aktiviteter, når han besøgte sin bror: at stjæle brevpapir med Göring-navnet, der åbnede lukkede døre for mennesker, han ville hjælpe? Han var angiveligt også ret ferm til at forfalske sin brors underskrift, men det skete også, at Herman hjalp ham, hvis han bad ham om det direkte. Desuden fik han ham frigivet, når han blev fanget under en af sine illegale aktiviteter for at redde forfulgte mennesker. Jeg tror dog ikke, at Herman kendte til hans arbejde for disse såkaldte nazi-fjender. Til gengæld måtte han opleve, at han måtte redde ham fra fængslet efter vilde fornærmelser imod nazi-spidserne. Det fortælles, at han kaldte Hitler for alle tiders største forbryder, og at han omtalte Himmler som lystmorder. Uden Hermans hjælp var det nok ikke gået godt for Albert, men også ved denne lejlighed slap han for tiltale.

At de to brødre mildt sagt ikke ligner hinanden indikerer, at der kan være noget om rygterne om Alberts biologiske far, nemlig at han var jøde. Det har han angiveligt selv sagt til sin kone, Mila, der så har fortalt det videre til deres fælles datter, men om det passer, ved man ikke, da den familieven, han mente var hans biologiske far, nemlig den adelige læge Hermann Epenstein [de] Ritter von Mauternburg, tilsyneladende ikke var i nærheden af hans mor omkring ni måneder før hans fødsel. De to havde dog haft en affære på et tidspunkt, og det er tydeligt, at Albert ligner ham fysisk. Skulle han virkelig være hans far, så vil Albert blive forvandlet til kvartjøde, for Epenstein var halvjøde. Hvorom alting var, så fungerede han som en art fader-stedfortræder i familien, da Göring Senior, der var en højtstående diplomat, ofte var væk fra hjemmet. Epenstein var også gudfar til flere af børnene.

Dette fotografi er fra ca. 1902, og det viser gudfar Epenstein med (fra venstre): Hermann, Paula, Albert, og Olga Göring. Som den lille Albert står dér foran Epenstein, ligner de virkelig hinanden meget.

Hermann Epenstein [de] Ritter von Mauternburg

Familien Göring havde ellers mange interessante og fremtrædende aner som bl.a. skribenten Gertrud von Le Fort, greverne Zeppelin, Herman Grimm og mange andre. Hvad Epenstein angik, så hjalp han familien på mange måder, og derfor er der en vis ironi i, at det blev topnazisten Herman Göring, der med sin underskrift den 31. juli 1941 gav den formelle ordre til planlægningen af folkemordet på jøderne. SS-sikkerhedschefen Reinhard Heydrich blev bemyndiget til at træffe alle forberedelser til "Die Endlösung", men ordren kom fra Hitler via Göring.

Herman Görings Endlösung-skrift

Under Første Verdenskrig havde Albert fungeret som "signal-ingeniør". Efter krigen blev han ingeniør og forretningsmand. På et tidspunkt blev han eksport-direktør på Skoda-fabrikkerne i Tjekkoslovakiet. Her hjalp han den tjekkiske modstandsbevægelse, men ud over det skabte han en flugt-mulighed for jødiske fanger i kz-lejrene. Dette foregik ved at han bestilte arbejdskraft fra lejrene, der jo bestod af fanger. Når lastbilerne med fangerne kom til et isoleret sted på vejen, blev disse hjulpet på flugt. Ud over den slags tricks er der flere beretninger om, hvordan han hjalp ydmygede jøder, som f.eks. da han stoppede en gruppe nazier i at tvinge jødiske kvinder til at vaske gaden med vand og sæbe. Dette var en af de gange, hvor Göring-navnet udvirkede et mirakel, for han behøvede bare at vise sin identifikation for at få respekt. Ud over den slags hjælp, så gjorde han, hvad han kunne for at redde individuelle personer som f.eks. kz-fanger, ligesom han hjalp sin tidligere jødiske chef og hans familie ud af Tyskland. 

En af dem, han hjalp, var den berømte komponist Franz Lehhár, der var gift med en jødisk kvinde. Albert havde kendt ham i mange år, så det var vel naturligt, at Lehar bad ham om hjælp, da han ellers ville være nødt til at lade sig skille fra sin kone eller blive erklæret for jøde med alt, hvad det ville medføre af forfølgelser. Det lykkedes Albert at frelse komponisten ved at få hans kone erklæret for raceren arier, selv om hun jo altså var jøde. Den slags fiksfakserier var blevet benyttet nogle gange og ikke bare af Albert Göring, og denne gang reddede det altså det gamle ægtepar fra forfølgelser, der formentlig ville have kostet dem livet. Som tak komponerede Lehar et musikstykke til Alberts ære.

 

Alt hvad Albert havde gjort, blev imidlertid "glemt", og Göring-navnet, der havde hjulpet ham igennem krigen, skaffede ham vanskeligheder efter krigen. Først blev han arresteret som formodet nazistisk forbryder, og han blev også stillet for Nüremburg-tribunalet, men forskellige personer, der havde kendskab til hans aktioner for jøder og andre, vidnede for ham, og han blev løsladt, men først efter to år, der tærede på hans helbred. Også tjekkerne ønskede en forklaring på, hvad han havde bedrevet i deres land under krigen, da Skoda, hvor han havde været ansat, var en nazi-virksomhed. Endnu engang kom de mennesker, han havde hjulpet, ham til undsætning, og han blev også denne gang løsladt. Problemet var dog ikke løst med denne løsladelse, for selve navnet afskrækkede folk fra at have med ham at gøre og f.eks. give ham arbejde. Ind imellem fik han midlertidige arbejdsopgaver, f.eks. som oversætter, men det varede jo ikke så længe, og han havde derfor svært ved at klare sig i efterkrigs-tiden, hvor navnet Göring vakte opsigt på en ikke heldig måde.

 Albert og hans kone, Mila

Hans familieliv led desuden skade under hans vist nærmest maniske utroskab, og hans kone, Mila, forlod ham med deres datter, Elizabeth. De slog sig ned i Peru, og han så dem aldrig igen. Lige inden han døde, giftede han sig imidlertid med sin husholderske som en anerkendelse af, at hun havde støttet ham, da ingen andre ville. Årsagen til dette ægteskab var den pension, han havde fået af den tyske stat, og som hun som hans enke ville arve efter hans død. Bare en uges tid senere døde han.

 

Efterhånden rygtedes det, at kun den ene Göring-bror havde gjort sig fortjent til afsky. Den anden, nemlig Albert, stod for præcis det modsatte af sin bror, og hans navn blev efterhånden renset. Lister over de mennesker, han havde hjulpet, og hvis liv han havde frelst, blev offentliggjort. Hans velgerninger, som mange slet ikke kunne forbinde med navnet Göring, blev bekræftet, og der er dem, der forsøger at få ham opført på Yad Vashem-mindetavlen som "Righteous Among the Nations", men det er foreløbig blevet afvist som ikke helt acceptabelt: "although [t]here are indications that Albert Goering had a positive attitude to Jews and that he helped some people," there is not "sufficient proof, i.e., primary sources, showing that he took extraordinary risks to save Jews from danger of deportation and death." Det argument kan jeg faktisk godt forstå, for nok udviste han mod, men han var nok aldrig for alvor truet, da hans bror altid ville hjælpe ham.

 

Selv om han altså ikke er kommet på mindetavlen, så er der til gengæld efterhånden kommet flere dokumentarfilm samt bøger om ham og hans indsats for forfulgte mennesker.
 

Der er tidligere kommet masser af bøger og artikler om Herman, og disse er altså suppleret med mere og mere om Albert. Han er blevet noget af en celebritet så mange år efter sin død, også fordi det, mange nok har troet var overdrivelser af hans velgerninger, er blevet bevist som sandt.

 

https://erenow.net/biographies/fromms-julius-fromms-condom-empire-fell-nazis/8.php 

 

https://www.information.dk/person/albert-goring 

https://www.theguardian.com/lifeandstyle/2010/feb/20/albert-goering-hermann-goering-brothers

 

https://www.vaguelyinteresting.co.uk/albert-goring-the-good-brother-2/ 

https://www.bbc.co.uk/programmes/articles/XFtmh93sVfW3z8YDW8v1fg/did-hermann-goerings-brother-save-innocent-lives-from-the-nazis

 

Wikipedia

 

Privatliv for en fremmed brud og senere kejserinde

En nydelig, ung dame, men endnu ikke den personlighed, hun blev efter nogle år i sit nye land, Rusland. Hun var døbt Sophie og var prinsesse af Anhalt-Zerbst, og den regerende kejserinde af Rusland, Peter den Stores datter Elizabeth, havde overraskende nok valgt netop hende som hustru til sin nevø og arving, Peter. Sophies mor, Johanna, fulgte med sin datter på denne eventyrrejse fra et lille, obskurt, tysk fyrstendømme til det enorme Rusland. Hun var en forfængelig og meget ambitiøs kvinde, der nok så datterens forlovelse med den russiske tronarving som et scoop. Hvordan kunne det også være anderledes, når familien bliver ophøjet på denne utrolige måde? Grunden til dette var måske, at Sophie ganske vist ikke tilhørte den herskende russiske Romanov-slægt, men at hendes familie havde aner, der gik endnu længere tilbage, nemlig til den tidligere zar-slægt, Rurikkerne. Da Sophie ankom i 1744, tog hun den russiske titel Storhertuginde og ændrede sit navn til Katherina Alekseyevna, måske for at knytte an til kejserinde Elizabeths mor, kejserinde Katherina I. Det var i hvert fald det, kejserinde Elizabeth ønskede, at hun gjorde.

Katharinas mor, fyrstinde Johanna

Fyrstinde Johanna blev ved det russiske hof i to år, hvilket måske kan undskyldes med et mere eller mindre ægte ønske om at bistå sin unge datter med at akklimatisere sig som fremtidig kejserinde. Allerede inden brylluppet bliver Johanna imidlertid udvist som uønsket. Ligesom sin far, Peter den Store, var hans datter, kejserinde Elizabeth, ikke sådan at spøge med, og hun så sig gal på den nye Katherinas mor, der ligefrem bliver forbudt så meget som at skrive til sin datter. Grunden til dette var, at fyrstinde Johanna tilsyneladende var blevet rodet ind i noget snavs med hofintriger og spionage. Pinligt, men Katharina havde nok at se til med sin forlovede, Peter. Først virkede han som en dejlig, ung fyr, men han fik sig dog hurtigt afsløret som et meget umodent skravl, der var bange for noget nær alt - slet ikke hendes type!

Peter III

Den fremtidige Peter III legede med tinsoldater som 17-årig, var kluntet, bange i tordenvejr, frygtede piger, ja, alt, og så var han lidt for glad for spiritus. Katharina havde haft romantiske forestillinger om sin forlovede inden afrejsen til Rusland, men skuffedes, selv om hun samtidig var rørt over hans store bekymring, da hun blev syg samt nogle kejtede forsøg på at gøre det behageligt for hende. Efter at have fået kopper forandrede han sig imidlertid og udviste nu ligefrem sadistiske træk, som han ikke havde haft før. Alt i alt var han en slem skuffelse for den unge pige, der er ham langt overlegen både med hensyn til intellekt og evner. Gift blev de dog, nemlig i 1745, og de første par år anses for nogenlunde tålelige for begge parter. Derefter får hendes vandrende øje, der senere blev så berømt, fart på, og hun fandt sig hurtigt et par elskere. 

 Sergei Saltykov (1726-1765)

 

Den første af disse, Sergej Saltykoy, regnes i dag af mange for den sandsynlige biologiske far til hendes søn, den senere kejser Paul I af Rusland. Sært nok lignede denne søn dog langt mere hendes ægtemage, Peter, mht udseende, så selv om der stadig er mistanke, er der intet rigtigt belæg for denne. En af grundene til den fortsatte mistanke er, at kejserinde Elizabeth angiveligt direkte forslog hende at få en elsker, der kunne det, Peter åbenbart ikke kunne - eller ville - nemlig at skaffe landet en arving. 

Paul I som barn

Iøvrigt havde Elizabeth det med at blande sig i, hvad der skete med Katharinas børn, da hun - ligesom det var tilfældet med Peter, der jo i virkeligheden var hendes søsters søn - ønskede at stå for deres opfostring. Da Katharina efter et par aborter fødte en datter, Anna, tog hun hende til sig, og hun døde, blot to år gammel. Elizabeth havde også en finger med i spillet, da det unge par endelig langt om længe fik konsumeret ægteskabet, for hun sagde, at hun ville holde dem indespærret, lige til der skete noget i ægtesengen, og det gjorde der så.

Katharina og hendes mand, Peter III

Udadtil fungerede ægteskabet med Peter III dog, dvs. indtil et halvt år efter, at han besteg tronen i 1761. På det tidspunkt havde han mere end antydet, at han ønskede at komme af med hende - og formentlig erstatte hende med sin elskerinde - så man kan sige, at når hun handlede, var dette et udtryk for hendes selvopholdelsesdrift. Allerede i 1762 tog hun i hvert fald magten. Det foregik bl.a. med hjælp fra den, der nok kendteste af hendes mange elskere, nemlig Grigorij Orlov, der i det hele taget havde stor indflydelse både på hende som person og på landet som sådan. 

Grigorij Orlov

 

Den 17. juli 1762 er Peter III død, formentlig dræbt af Orlov med gift. Derefter gik det med ikke mindst kulturelle forandringer. Katharina ønskede nemlig at give sit nye fædreland en masse af det, som hendes mands bedstefar, Peter den Store, havde kæmpet for. Hun fik dog også tid til kærlighed og fik f.eks. en søn, Alexei Grigorievich Bobrinsky (1762-1813), med sin elsker, Grigorij Orlov, der blev udstyret med en grevetitel . Han ligner efter min mening i den grad sin mor, at han på dette billede fra hans barndom/tidlige ungdom kunne have været hende i drag.

 

Alexei Grigorievich Bobrinsky (1762-1813) 

Det er muligt, at Katharina langt senere fik en datter, Elizabeth Grigorevna Temkina, som hun dog -  i modsætning til med Bobrinsky - ikke anerkendte officielt. Alle Katharinas elskere gav hende et noget blakket ry i udlandet, og der kan ses forskellige indirekte hentydninger til hendes livsstil, f.eks. i vittighedstegninger som denne.

https://snl.no/Peter_3

 

http://www.saint-petersburg.com/royal-family/catherine-the-great/ 

 

https://www.britannica.com/biography/Peter-III-emperor-of-Russia 

 

https://www.biography.com/political-figure/peter-iii 

 

http://www.saint-petersburg.com/royal-family/peter-iii/ 

 

https://www.history.com/news/8-things-you-didnt-know-about-catherine-the-great 

 

Wikipedia

 

"Missing Link"

 

Disse to brødre, George og Willie Muse, var født som albino-negre, hvilket gav dem et meget specielt udseende, ja, så specielt, at andre såkaldt normalt udseende mente, de kunne tjene penge på det. Folk ville komme strygende for at se disse to underligt udseende brødre, og når den slags sker, så klinger det i kassen hos dem, der viser dem frem. Ergo: da en "freak-hunter" ved navn James "Candy" Shelton, fik øje på dem i den tobaksmark, hvor de arbejdede som meget unge, ja, måske endda som store børn, lokkede han dem til med slik, kidnappede dem, tvang dem til at gøre som han sagde. Derpå begyndte han at vise dem frem som "The Missing Link" mellem aber og mennesker. 

Brødrene blev også  fremvist under andre betegnelser. Bl.a. påstod man, at de var rumvæsener fra Mars. Ind imellem blev de fremvist som "Kannibalerne  Edo og Iko" eller "Mændende med fårehoveder". På deres egen facon blev brødrene til feterede berømtheder, især blandt hvide mennesker der kom for at glo på dem, at grine ad dem, at trække dem i håret og gyse over deres "særheder".

Der er ikke noget at sige til, at deres "ejer", cirkusdirektøren, tager dem ømt om skuldrene, for han tjente masser af penge på dem. Desværre så de aldrig selv en øre, så jeg tager for givet, at de blev betragtet som - og behandlet som - mentalt tilbagestående personer, der hverken forstod sig på "den slags" eller havde fortjent det, når nu de var blevet optaget i cirkussets "freak-familie". Det blev sikkert forventet af dem, at de var taknemmelige for deres plads blandt de andre "freaks", og det må da også indrømmes, at de da i hvert fald fik kost og logi, meeeen .....

Muse-brødrene står til højre i forreste række

Tykke, tynde, små og store samt "sært udseende" individer som f.eks. den skæggede dame eller manden med de bagudrettede arme blev på den ene side opsøgt af fans, der betalte for at beglo dem, hvilket nogle af dem måske har opfattet som smigrende, på den anden side blev de stillet i bås som nogen, der ikke virkelig var en del af samfundet. Disse freak-shows var en grusom måde at udnytte mennesker, der samtidig vae blevet berøvet andre muligheder i samfundet. 

En dag kom cirkusset til den by, hvor brødrene var født og opvokset, men som de var blevet bortført fra. En af dem, der så dem blive fremvist, var deres mor, og hun genkendte dem. Nok var der gået adskillige år, siden de blev kidnappet, men deres specielle ydre kom dem for en gang skyld til hjælp, og de blev genforenet med deres forældre.  

Der er blevet lavet (dokumentar-)film om brødrene, og der er også udkommet artikler samt en bog, "Truevine", om deres skæbne. De er virkelig blevet til celebriteter, men på en ret vild måde .....

https://www.theguardian.com/books/2017/mar/15/american-freakshow-the-extraordinary-tale-of-ruevines-use-brothers

 

https://www.npr.org/2016/10/18/498336826/kidnapped-then-forced-into-the-sideshow-the-true-story-of-the-muse-brothers

Når familien er i vejen .....

Ligner denne selvtilfredse, tilbagelænede og let buttede kvinde en person, der har myrdet (mindst) 11 personer? Næh, men det har hun, og det er vist ikke noget, hun fortrød, da hun ikke ligefrem var kendt for sine tårer. Nej, det var ingen gråd dér, men i stedet masser af latter, da hun var kendt som en værre grinebider, der bl.a. fik tilnavnet "The Giggling Granny" for sine grineflip. Andre benævnelser var "The Lonely Hearts Killer", "The Black Widow" og "Lady Blue Beard". Kort sagt en slem person, der ikke tog det så nøje med, hvem hun gjorde has på ..... 

Det navn hun er kendt under er Nannie Doss, men hun var født Nancy Hazel (1905-1965). Som 7-årig kom hun ud for en mindre bil-ulykke, der gjorde, at hun formentlig fik en lettere hjerneskade. Hun havde i hvert fald voldsom hovedpine i flere år. Hun mente selv, at det var denne ulykke, der havde gjort hende til den, hun var, nemlig et totalt asocialt væsen, der bl.a. myrdede fire ægtemænd, to børn, sin søster, sin mor, to børnebørn og en svigermor. Dvs. at hun havde specialiseret sig i mord på familiemedlemmer, men derfor kan der sagtens have været andre ofre uden for familien, som ingen kender noget til. 

Hendes mor elskede filmblade med populære filmstjerner samt romantiske magasiner, og det kom Nannie også til. Hun drømte om den store romantik, men efterhånden blev hun også meget interesseret i disse blades "The Lonely Hearts' Column", hvor enlige søgte bekendtskab med andre i samme situation. Det var dog ikke det, der førte til hendes første ægteskab som bare 16 år. Næh, hun ville såmænd bare væk hjemmefra, hvor hendes far regerede med hård hånd, formentlig fordi han ikke anede, hvordan han ellers skulle holde styr på - og dermed beskytte - sine unge døtre. Pigerne måtte hverken klæde sig pænt på, gå med make-up eller deltage i baller og andet af samme skuffe, for det kunne føre til farlige, umoralske situationer.

Da Nannie giftede sig med Charley Braggs, der var hendes kollega på den fabrik, hvor hun havde arbejde, havde hun kun kendt ham i fire måneder. Det generede dog ikke hendes far, der vel blev lettet over at se hende sammen med en anden, der nu fik ansvaret for hende. Braggs var eneste barn af en enlig mor, der flyttede sammen med det nygifte par efter brylluppet. Desværre var denne svigermor temmelig dominerende, og det var ikke godt, når det gjaldt Nannie. I begyndelsen skete der dog ikke andet, end at det unge par fik fire døtre over et meget kort tidsrum, nemlig fra 1923-1927. Det stressede dem selvfølgelig, og begge begyndte at drikke samt være hinanden utro. I 1927 tyndede det dog godt ud i familien, da ikke bare de to midterste piger, men også deres farmor døde af noget, man mente var madforgiftning. Charley tog den ældste af de tilbageblevne piger, Melvina, og flygtede, medens Nannie sad tilbage med den yngste, Florine, der var helt nyfødt. Året efter vendte Charley tilbage med Melvina, men havde også en anden kvinde og hendes barn med. Det var formentlig det, der fik Nannie til at flytte tilbage til sine forældres hus med begge døtre samt indlede en skilsmisse. Efter den var hun i gang igen, idet hun mødte Robert Franklin Harrelson gennem en bekendtskabsannonce i et af de blade, hun var så begejstret for. Mærkeligt nok forblev de to gift med hinanden i 16 år, selv om han var alkoholiker og havde været i fængsel for vold.

Familien voksede, bl.a. ved at Nannies ældste datter, Melvina, fik to drenge. Den ældste af hendes sønner, Robert Lee Haynes, blev født i 1943, og to år efter fik hun endnu en baby, men han døde kort tid efter fødslen, da hendes mor var på besøg hos hende. Det forekom Melvina, at hun havde set sin mor stikke en hattepind i hendes lille søns hoved, og hendes søster, Florine, havde set moderen stå med en sådan tingest, da barnet var dødt. Alligevel blev der ikke fulgt op på sagen, formodentlig fordi ingen kunne forestille sig "den slags" om den vennesæle bedstemor.

Nannie med sin ældste datter, Melvina

Måske på grund af dette dødsfald blev Melvina og hendes mand som fremmede for hinanden, og hun fandt sammen med en soldat, som Nannie ikke kunne lide. Under et besøg hos sin far efterlod Melvina sønnen hos Nannie, men da hun kom tilbage, var han død af en eller anden form for iltmangel. Ingen kunne sige hvorfor, men heldigt nok for Nannie udløste hans død en forsikringssum på $500 for den livsforsikring, hun så belejligt havde fået tegnet på ham. At sådan et "sammentræf" ikke skulle få noget til at ringe i knolden på politiet er ubegribeligt, men jeg tror, at Nannies glade og venlige væsen afvæbnede enhver, der måske nok undrede sig. Hun nåede i hvert fald både flere ægteskaber og flere mord, indtil afsløringen kom. Robert Franklin Harrelson, som hun jo var gift med i 16 år, døde efter at have begået den fejl at voldtage hende, og dette dødsfald skyldtes såmænd den rottegift, hun havde puttet i hans whisky.

Nannie og hendes tredie ægtemand, Arlie Lanning

Nannie havde også mødt sin tredie mand, alkoholikeren og skørtejægeren Arlie Lanning, gennem en annonce i et romantisk magazin, men han blev hurtigt udskiftet via et belejligt dødsfald og derpå erstattet med nr. 4, Richard L. Morton, som hun traf via ægteskabsbureauet "The Diamond Circle Club".  

Richard havde dog den frækhed at være hende utro og at gå imod hendes forbrug af romantiske magasiner, så han røg samme vej som efterhånden mange af dem, der omgav hende, dvs. lige lukt i graven. Hendes mor og syge søster døde nogenlunde samtidig med Morton, og der var også noget med en ny omgang forsikringssvindel for et hus, der brændte ned på en sådan måde, at Nannie kunne indhøste en god sum penge.

Samuel Doss fra Oklahoma, som Nannie giftede sig med i 1973, blev hendes sidste mand. Hvis han  havde kendt den ene af sine forgængere, nemlig Arlie Lanning, så ville han aldrig have begået den fejl at kritisere Nannies smag med hensyn til magasiner. Nu gik det ham på samme måde som Arlie, men denne gang var lægerne og politiet obs på dødsfaldet og fik ham obduceret. Resultatet var, at man fandt ud af, at det aldeles ikke var en maveinfluenza, han led af, men en voldsom arsenikforgiftning. Vanen tro havde Nannie selvfølgelig også fået ham forsikret, men denne gang med hele to livsforsikringer, som hun straks forsøgte at hæve.

Når man ser Nannie tale med politiet, der efterforskede sagen, virker hun afslappet og uforanderligt glad og smilende. At fortælle disse ordenshævere om sine mord på 11 mennesker har ikke rørt hende det mindste. Dommen, der faldt den 17. maj 1955, lød på livsvarigt fængsel, men hun døde af leukemi allerede i 1965.

 

https://www.amongmen.com/entertainment/5-notorious-female-serial-killers/ 

 

https://www.oxygen.com/murders-at-the-boarding-house/crime-news/older-women-who-became-serial-killers-dorothea-puente 

 

https://www.americas-most-haunted.com/2016/09/26/nannie-doss-the-femme-fatale-next-door/ 

 

https://www.thesun.co.uk/fabulous/5540036/historys-forgotten-female-serial-killers-including-the-countess-who-tortured-650-servants-and-the-giggling-granny-who-poisoned-her-entire-family/

De amerikanske Bonaparter

Dér hvor den smukke Elizabeth Patterson (1785-1879) kom fra var hun kendt som "a catch", for hendes Maryland-familie var velhavende og havde mange gode forbindelser. Faderen, William Patterson, stammede fra Irland, men havde gjort det godt i USA, hvor han blev regnet for den næst-rigeste mand i Maryland. Hans søn, Robert, blev gift med en smuk, ung kvinde ved navn Marianne Caton, der var barnebarn af William Pattersons overmand udi rigdomme, nemlig Charles Carroll. Denne familie var højt anset og talte bl.a. en ærkebiskop, hvilket selvfølgelig blev regnet for mægtig fornemt. Den 24. december 1803 viede han et ungt par på henholdsvis 18 og 20 år. Bruden var angiveligt klædt i en "risqué" brudekjole, men det var nu ikke det, der fik den franske førstekonsul fra 1799-1804, Napoleon Bonaparte (1769-1821), til at blive aldeles rasende, da han fik nyheden om brylluppet. På det tidspunkt var han endnu ikke kejser, for han blev først kronet den 2. december, 1804, men han var fuld af enorme ambitioner og store planer for sig selv og sin familie.

Hvorfor blev den fremtidige kejser af Frankrig så vred over Elizabeths bryllup? Der er jo immervæk et godt stykke vej fra Frankrig til USA, så hvad kom det overhovedet ham ved, om rigmanden William Pattersons førstefødte ud af 13 børn, giftede sig? Jo, det skyldtes såmænd, at brudgommen var hans egen yngste bror, Jerome Bonaparte (1784-1860), som han havde ganske andre planer for. Lige inden brylluppet modtog Elizabeths far, William Patterson, flere anonyme breve om Jeromes lave karakter og hans ry som en uforbederlig Casanova, der bare var ude på at udnytte hans familie. Det førte til både familie-problemer og internationale forviklinger, hvor både franske og amerikanske myndigheder kom på banen, men det værste kom efter brylluppet, hvor Napoleon hårdnakket krævede ægteskabet annulleret og dermed gjort ugyldigt: hvad der var sket skulle gøres ugjort ..... 

Det unge par tog til Frankrig for at formilde ham, der på dette tidspunkt enten lige var blevet kejser eller var lige ved at skulle krones. Elizabeth var gravid, hvilket imidlertid ikke formildede nogen omkring hendes vrede svoger, da han udstedte et forbud imod, at hun så meget som satte fod i Frankrig samt andre lande, han kontrollerede. Jerome blev tilbage, formentlig for at formilde sin bror, medens hun rejste videre til England, hvor hun den 7. juli 1805 fødte en søn, der fik navnet Jerome Napoleon Bonaparte.  

Som kejser havde Napoleon formentlig en langt større autoritet over sin yngre bror end som førstekonsul. Han truede ham i hvert fald bl.a. med at tage hans rang og titler fra ham og - hvad der måske var det værste for den unge ødeland - lade ham stå til ansvar for den gæld, han havde oparbejdet med sit utøjlede ungkarleliv. Da paven havde nægtet at annullere ægteskabet mellem Elizabeth og Jerome, der faktisk var dobbeltsikret ved forskellige ceremonier, gjorde han det selv, ligesom han jo også havde kronet sig selv. Alligevel er der et stænk af "bigami" over det ægteskab, som han fik sin yngre bror til at indgå med den tyske prinsesse Catharina of Württemberg, for var han nu også rigtig skult? Samtidig med dette ønskværdige bryllup blev den unge mand udnævnt til Prins af Montfort og konge af Westfalen, hvilket nok har lokket en del.

Jerome og hans nye kone, Catharina

Efterhånden som Napoleons magt svandt, mistede også hans søskende, som han havde plantet rundt omkring i europæiske kongehuse, deres status. Jerome var således kun konge over Westfalen i seks år: 1807-1813. I sit ægteskab med Catharina fik han yderligere to sønner og en datter - foruden et par illegitime børn - men Elizabeth afviste ham, da han foreslog, at hun sendte deres fælles søn til ham. Hun ville heller ikke selv flytte til Westfalen, hvilket han foreslog, selv om hun - i modsætning til ham - ikke giftede sig igen. Da Catharina døde i 1835, giftede han sig på ny, denne gang med en rig italiensk adelsdame, Giustina Pecori-Suárez, som han dog uretfærdigvis ikke vedkendte sig offentligt. Der er ingen tvivl om, at deres ægteskab er gydigt, da brylluppet fandt sted i Paris i 1840 og senere blev fulgt af en hemmelig ceremoni den 19. februar 1853. Tog han hende for at dække sig ind økonomisk? Han havde i hvert fald stor gavn af hendes rigdom, da han som sædvanlig sad i gæld til halsen, men hun blev holdt "hemmelig" på en underlig facon. 

Giustina Pecori-Suárez

Da Napoleons - og Jeromes - nevø blev kronet til kejser og herskede fra 1852 til 1870 som Napoleon III, fik Jerome også betydning for dette kejserdømmet. En tid var han faktisk sin nevøs kronprins, ligesom hans kone, Giustina, var landets kronprinsesse. Ægteskabet sluttede imidlertid med, at Jerome sendte hende tilbage til Italien efter anklager om utroskab med en af hans egne illegitime sønner. En anklage, der virker særdeles konstrueret, og efter hans død, tildelte Napoleon III hende en pension efter Jeromes død i 1860. 

Jerome fra sin tid som konge

 

Noget, Jerome ikke fik  igen, var kongetitlen, men han opnåede faktisk en vis form for anerkendelse som sin nevøs støtte. At han også tilbagebetalte Giustina de penge tilbage, som han havde modtaget ved deres bryllup, tjener ham til ære. Ellers virker han som en meget svag karakter og noget af en sjuft. At Elizabeth var stolt af deres korte ægteskab, hvor hun jo i bogstaveligste forstand blev smidt på porten af sin svoger, er urkomisk, men hun var kendt som en snob, der elskede at smide om sig med hentydninger til sin fornemhed. Hun forlangte at blive tiltalt som Madame Bonaparte, selv da hun boede i det Napoleon-fjendtlige England med sin søn. 

 

Elizabeth Patterson Bonaparte 

Da Napoleon I mødte sit Waterloo i 1815 tog Elizabeth tilbage til Europa, hvor hun blev meget beundret for sin skønhed og sit vid. Samme år fik hun gennem "Special Act of the Legislature of Maryland" endelig bevilget den skilsmisse fra Jerome, hun havde søgt om flere år før. At denne skilsmisse i sin tid var blevet "tildelt" det unge par via et Napoleon-dekret havde ikke gjort den gyldig i USA, men det havde gjort hans ægteskab med prinsesse Catharina og hans tid som konge mulig.

 

Marianne/Mary Anne Patterson 

Blandt Elizabeth samtidige var rigmanden Catons døtre, hvoriblandt en af dem, Marianne/Mary Anne, blev hendes svigerinde gennem sit ægteskab med hendes bror, Robert. Alle Caton-pigerne var snobber, men de snobbede ikke for Bonaparte-navnet, sådan som Elizabeth gjorde. Næh, tværtimod, kan man sige, for flere af dem giftede sig med engelske adelsmænd. Sjovt nok, når man tænker på Napoleon I's fald, så giftede Robert Pattersons enke, Marianne/Mary Anne, sig efter hans død med hertugen af Wellingtons bror, Richard Wellesley.  

Marianne/Mary Anne Pattersons anden mand, Richard Wellesley

Det var ganske vist ikke ham, der sørgede for Napoleons Waterloo i 1815, men hans bror, Hertugen af Wellington, der ledede den britiske armé, ridende på sin fuldblodshingst, Copenhagen. Begge de amerikanske svigerinder, Elizabeth og Marianne/Mary Anne, havde altså giftet sig med brødre til historiske nøglefigurer og notabiliteter, hvilket forekommer mig dybt ironisk.

Hertugen af Wellington

Som ældre slog Elizabeth sig ned i USA, hvor hun såmænd forøgede sin formue betydeligt. Hendes og Jeromes søn, Jerome Napoleon Bonaparte (1805-1870), studerede jura, men praktiserede aldrig som advokat. Han blev i stedet noget, man vel kan kalde en succesfuld "gentleman-farmer". Gennem sit ægteskab med den rige arving Susan May Williams blev han far til to sønner.

Jerome Napoleon Bonaparte

 

Dette billede af Jerome Junior, (der er det eneste, jeg har kunnet finde), viser efter min mening en tydelig ydre lighed med hans farbror, Napoleon I, men også hans far, Jerome, da han kom op i årene. 

 

Den ældre kejserlige prins Jerome

Den ene af Jerome Napoleon Bonapartes to sønner, Charles Joseph Bonaparte (1851–1921), blev uddannet som advokat. Han var kendt for sine liberale ideer og kan, bl.a. som forkæmper for sortes rettigheder, kaldes "politisk aktivist". Da Theodore Roosevelt blev præsident, sad han i hans kabinet. Det var også ham, der skabte "The Bureau of Investigation" i 1908, der senere blev udvidet af J. Edgar Hoover til det, vi i dag kender som FBI. Kort sagt, en nyttig mand sammenlignet med sin forfader, Napoleon I's bror, Jerome.

 

Charles Joseph Bonaparte

 

https://www.geriwalton.com/elizabeth-patterson-bonaparte-wife-of-jerome-bonaparte/ 

 

https://www.napoleon.org/en/history-of-the-two-empires/biographies/bonaparte-jerome/ 

 

http://www.unofficialroyalty.com/napoleon-francois-charles-joseph-bonaparte-napoleon-ii/ 

 

https://geneee.org/charles+joseph/bonaparte?lang=da 

 

Wikipedia, etc.