Glas, hav og tillokkelser

Masser af byer verden over gør en ekstra indsats for at lokke turister til i sommerhalvåret, hvor folk er kendt for at spendere mange penge på deres fornøjelser. Hav og strand er perfekte lokkemidler, og de kræver ikke meget andet end et vist opsyn med renlighed og tilgængelighed. Der er dog visse steder, der går ind for mere end at friste med naturens legepladser. Det gælder f.eks. Lincoln City på USA's vestkyst. Konkurrencen om turister - samt alle de gode sommer-penge - er hård, så her har man fundet et meget specielt middel til at få folk til at vende snuden imod netop denne by: man kaster over 3000 smukke, hule, håndlavede glaskugler i grams til enhver, der søger dem på den strand, som byen også kan skilte med. 

Oprindelig var denne type kugler en naturlig del af fiskeriet, idet de blev skabt for at holde nettene oppe, hvilket de var gode til, fordi de jo altså var hule. De var først og fremmest kendt i Japan og Norge, og de endte deres tjeneste som fiske-redskaber ved at flyde ind til kysten efter at være blevet rusket fri af nettene af hårdt vejr. 

De kunne ligge samlet eller enkeltvis, men blev i alle tilfælde kaldt "The Glass Fishing Floats" og udfyldte virkelig en mission, da de jo altså havde haft den vigtige opgave at holde nettene flydende. En skrap vinterstorm kunne resultere i rigtig mange frigjorte glaskugler, der dukkede op på stranden, hvor de blev indsamlet af de mange, der fandt dem smukke. De blev simpelthen til samleobjekter for folk med blik for former og farver. At de havde forskellige farver og mønstre gjorde dem ret unikke og var med til at gøre dem så efterspurgte. 

Oprindelig stammede de fra den norske glasfabrik Hadeland Glasswerk, og da de første blev lavet i 1842, har designet rigtig mange år på bagen. Japan begyndte dog først at producere glaskugler til fiskeriet i 1910. Da man begyndte at bruge dem generelt i fiskeriet, skulle de erstatte de oprindelige typer af træ og kork, der havde en ulyksalig evne til at blive ødelagt af skrappe bølger og hav-skadedyr. Dem af glas var til gengæld noget nær uforgængelige, kunne genbruges og havde alle mulige størrelser, lige fra store som baseball-bolde eller som basketball-bolde. Nu er man så gået væk fra glas som materiale, idet man i stedet bruger det billigere plastik, som alle miljø-aktivister ellers i den grad advarer imod

På grund af dette kommer der ikke længere flåder af glaskugler fra havet og ind på stranden, men traditionen med at lede efter dem har så dybe rødder, at man i Lincoln City forsøger at opretholde den ved selv at gemme kugler af glas rundt omkring. Denne officielle, årlige jagt på glaskugler kaldes meget passende for "The Finders Keepers Treasure Hunt", og den går sådan ca. 20 år tilbage i tiden, hvilket nok betyder, at den er kommet for at blive, så længe der er nogen, der samler på den slags. Eftersom de forhandles som antikviteter, så har de efterhånden fået værdi for alle mulige typer af samlere.

 https://vatican.com/Fishing-Nets-Floats-Glass-Float-Balls/

 

 https://www.amazon.com/glass-fishing-floats/s?k=glass+fishing+floats

 

https://www.nauticaldecorstore.com/glass-ball-floats-1/ 

 

Wikipedia

Kvinden, der rystede det viktorianske samfund i dets grundvold

Når den irske kvinde Catherine - kaldt "Kate" - Webster (født i 1849) kom til jobsamtale, må hun have været et frydefuldt syn for den frue, der havde ideer om, hvordan hun skulle få mest muligt ud af sine tjenestefolks arbejdsevne, for hun var en høj, kraftig pige og stærk pige, der helt sikkers ville kunne tage godt fat - hvis hun vel at mærke gad .... Sagen var dog den, at Kate foretrak at stjæle og leve af salget af sine tyvekoster, idet det ofte var hendes arbejdsgivere, det gik ud over. Derfor skiftede hun også ofte navn fra sted til sted, så hun ville være sværere at spore. 

 

Ind imellem sine fængselsophold tog hun arbejde hos personer, hun kunne bestjæle, og det var sikkert også hendes plan, da hun lod sig ansætte som tjenestepige hos den velhavende, midaldrende enke Mrs. Julia Thomas i Richmond, London. At denne dame ofte besøgte slægtninge forskellige steder i landet og derfor somme tider forlod hjemmet i længere perioder har måske også lokket hende til - og har givet hende ideer, hun kunne planlægge ud fra ....

Hun kunne se, hvordan Mr. Thomas, der havde været gift to gange med mænd, der begge var døde, nød sin både personlige og økonomiske frihed. Som yngre havde hun været lærerinde og var åbenbart en belæst kvinde, der passede godt ind i det samfund, hun var en del af, og hvor hun bl.a. gjorde sig gældende som ivrig kirkegænger. De to kvinder var på mange måder meget forskellige og har haft mange sammenstød om både det ene og det andet. En af de ting, Mrs. Thomas ikke kunne fordrage, var hendes tjenestepiges mange besøg på stedets kro. Noget, de direkte skændtes om, men intet tyder på, at Kate gav efter for sin frues ønsker, for hun fortsatte med sine hyppige besøg på kroen. Til sidst blev det for meget for Mrs. Thomas, der fyrede hende, men dog lod hende blive i tre dage mere, angiveligt fordi hun skulle forberede sin afrejse. Denne venlighed skulle komme hende dyrt at stå, men det vidste hun selvfølgelig ikke ....

Den pæne borger-madamme, Mrs. Thomas, har heller ikke forstået at aflæse sin tjenestepiges sind og personlighed. Hun har næppe fattet, hvilken mangesidet rebel hun var. Visse ting i hendes karakter indikerede ellers, at hun ikke bare gav efter for samfundets opfattelse af en fattig kvinde fra Irland. F.eks. havde hun beholdt sin "uægte" søn i stedet for at aflevere ham hos en såkaldt "englemagerske" eller andre, der hjalp de ugifte kvinder af med deres uønskede børn, når de der "kom i ulykke". At det var en stor skam at have fået et barn uden at være gift var således ikke noget, hun lod sig styre af, og det tager jeg som et tydeligt tegn på selvfølelse og også ligegyldighed over for samfundets regler og bestemmelser. Hun lod sig i hvert fald ikke tryne af de forestillinger, der normalt styrede kvinders liv dengang. At hun også havde svært ved at finde sig til rette i den almindelige stilling, som hendes køn og fattigdom automatisk udstak for hende viser sig på mange måder, der virkede chokerende dengang. 

Mrs. Thomas forsvandt efter deres sidste sammenstød, hvor Kate blev fyret, men det blev forklaret med, at hun var rejst på besøg hos slægtninge. Naboerne studsede dog over at se tjenestepigen Kate spankulere omkring i fruens tøj, men også det fik den snu kvinde bortforklaret. For mig at se er det dog et tydeligt tegn på Kates ønske om at tilegne sig sin arbejdsgiver liv, rub og stub, men den gik selvfølgelig ikke. Hun fik solgt en masse af hendes ejendele, men da hun forsøgte at få kroejeren på den kro, hun var glad for at besøge, til at købe inventaret i Mrs. Thomas' hus, så begyndte nettet at strammes om hende. Folk undrede sig mere og mere over alt det, der foregik i det hus, som Kate havde været uforsigtig nok til på et tidligere tidspunkt at hævde, at hun skulle arve. Til nogen sagde hun ligefrem, at huset var hendes, og at hun havde arvet det fra en tante.

Nogenlunde samtidig begyndte der at dukke lig-dele op, og et par af stedets herrer fortalte, at de havde hjulpet Kate med at transportere en tung taske ned til floden. Andre havde hjulpet hende med en tung kasse. Mere og mere tydede på, at der var foregået noget skummelt i Mrs. Thomas' hus, og da Kate pludselig rejste hjem til Irland, tog den detektiv, der var blevet sat på sagen, efter hende. Hun blev bragt tilbage til London og benægtede ikke, at Mrs. Thomas var død, men gav de mænd, der havde hjælpet hende, samt kroejeren, der ville have købt inventaret, hvis ikke han altså havde fået mistanke om luskerier, skylden. Eftersom liget var blevet parteret, tog man for givet, at det umuligt kunne være en kvinde, der havde begået denne udåd, for det passede ikke med datidens billede af den "naturlige kvindelighed", så en af de mænd, Kate havde peget på, blev faktisk formelt anklaget for mord. Heldigt nok for ham havde han dog et vandtæt alibi, og søgelyset blev derfor rettet imod Kate. Hun nægtede længe, men blev anklaget og derpå dømt til døden, noget, hun protesterede imod, "da hun var gravid".

Den troede retten ikke på, så man lod en flok på hele tolv erfarne kvinder undersøge hende, og  selvfølgelig viste det sig, at hun havde løjet: hun var aldeles ikke gravid. Nok havde Kate været virkelig dygtig til at snyde sig igennem både det ene og det andet, men denne gang gik det ikke, som hun havde håbet, og dommen stod fast.

Hele denne historie med det parterede lig rystede samfundet. At en tjenenstepige kunne finde på at myrde sin madmor var uhørt. Det var et samfundsoprør af de virkelig alarmerende, og de grusomme detaljer omkring mordet gjorde det selvfølgelig ikke bedre. Dommen stod imidlertid ved magt, og den 29. juli, 1879, blev hun hængt. Denne mordsag er senere nærmest blevet en krimi-klassiker, dels på grund af detaljerne, dels fordi Kate kan ses som en tidlig oprører imod vanvittige samfundsforhold, der på forhånd knægtede både kvinder og fattigfolk.  

En af de grumme detaljer var påstande om, at Kate havde kogt Mrs.Thomas's kropsdele i en stor kedel, og at hun derpå havde tilbudt fattige på gaden noget af det fedt, der blev trukket ud af liget på denne måde. Nogle historikere mener, det virkelig skete, andre ikke, men det skulle ikke undre mig, om det virkelig fandt sted, sådan at Kate oven i alt det andet forsøgte at få sin arbejdsgiver fortæret i bogstaveligste forstand. Noget andet, der forøgede chokket for samtiden var det faktum, at man ikke fandt alle ligdelene. Hvor var f.eks. afdødes hoved? Ingen kunne finde det, før det uventet dukkede op i Sir David Attenborough baghave i juli 2011. Hans hus ligger tæt på Mrs. Thomas' tidligere hjem samt den kro, hvor Kate holdt af at komme, og der hersker ingen tvivl om, at her har vi den myrdede kvindes kranium.

https://www.irishpost.com/news/ten-facts-kate-webster-irish-maid-hanged-dismembering-employer-victorian-london-131185

 

https://www.thehistorypress.co.uk/articles/london-s-victorian-murderesses/ 

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-2011513/Skull-David-Attenboroughs-garden-murder-victim-Julia-Martha-Thomas.html 

 

Wikipedia

 

Slemme Henry og hans vrangforestillinger

Det virker grotesk, når man søger billeder af en bestemt person og så støder ind i andre menneskers overvejelser omkring hans status som seriemorder. Alle disse overvejelser går tilmed på, hvordan hver enkelt af de amerikanske stater har sin berømte morder. Nogle forbrydere er mere berømte end andre, og der lå faktisk et underforstået konkurrence-element i det, jeg læste om Henry Louis Wallace (født 4. november 1965). Latterligt, for seriemord er nu engang ikke en "karriere", man skal stræbe efter eller på nogen måde forherlige. Denne specielle morder er kendt som "Bad Henry", hvilket i mine ører lyder som en form for kælenavn. At navnet er givet ham af andre og ikke - som f.eks. i "BTK"s tilfælde - af ham selv gør det direkte pinligt, for det tyder på, at han har fans. Hans andet navn, "The Taco Bell Strangler", er bare beskrivende, hvilket vel er OK, men "Bad Henry" underspiller det, han gjorde imod (mindst) ti kvinder, og det er bare ikke acceptabelt. Værdien af deres liv og personligheder vil til enhver tid stå langt over hans "ry" og "status" som morder.

Når så man kommer til beskrivelsen af "Bad Henry" som person, så pointeres det, at hans ugifte mor, tekstilarbejder Lottie Mae Wallace, havde et meget hårdt arbejdsprogram, for at få det til at løbe rundt. Det er ligesom underforstået at hun så ikke gav ham det hyggelige hjem, der ses som idealet for en opvoksende dreng, og som han burde have haft. At hendes strenge opdragelsesprincipper fremhæves i beskrivelser af ham er desuden med til at forrykke billedet af denne kvinde-morder. Under den senere retssag imod ham gjorde en tilkaldt psykologi-ekspert gældende, at hun konstant havde udsat sin søn for psykiske og fysiske overgreb, og at han desuden havde mentale problemer i tiden for mordene. Der er sikkert også dem, der direkte vil hævde, at det "er hendes skyld", at han hadede kvinder og myrdede dem efter forgodtbefindende, for det er en af myterne om disse fyre: "mor brød med kønsrollemønsteret ved at knokle som en gal og være streng som en mand, ergo er det hende, der har skabt kvindemorderen gennem sin angiveligt alt for maskuline pesonlighed". Grove løjer, når skylden for mænds mord på kvinder skydes på andre kvinder, enten direkte eller indirekte ....

Henry lader ellers til at have klaret sig pænt i skolen og også senere i Flåden. Desværre begynder det at gå galt med narko i Flåden. Da han bliver hjemsendt, sumper han med både narko og forskellige former for kriminalitet, som f.eks. indbrud - og mord. Sært nok var der ikke nogen særlig ihærdig efterforskning af Henrys mange mord, og det blev senere hævdet, at det skyldtes, at ofrene var unge, sorte kvinder. Havde de været hvide, ville sagen efter fleres mening have set helt anderledes ud. Som det var nu, fik Henry lejlighed til at begå mord efter mord, når trangen kom over ham. Man diskuterer stadig, om han nåede op på 11, eller om det "kun" var 10, men jeg vil sige, at hvad det end var, så var det mildt sagt alt for mange, og der kan endda være endnu flere .... 

Efter at have forladt Flåden fandt han arbejde på diverse restauranter, men blev fyret fra flere af dem. Det med at holde på et job var bare ikke ham, men til sidst fik han et job som bestyrer på en Taco Bell. Nogenlunde samtidig blev en af hans kærester gravid, og han blev gift. Det er da muligt, at det har været en stresset periode i hans liv, men det er nu ingen undskyldning for at overfalde, voldtage og myrde den ene kvinde efter den anden. Ikke desto mindre er det en af de ting, der ofte fremhæves i beskrivelserne af ham og hans handlinger, hvilket virker som et forsøg på at undskylde noget, der ikke kan undskyldes. Desuden hvilken klar forbindelse er der mellem hans job- og narkoproblemer og unge, myrdede kvinder, han slet ikke kender, og som ikke personligt har gjort ham noget - bortset fra at eksistere?

Der er flere ting i denne sag, der støder mig, fordi jeg ser en markant del af det som forsøg på at "skyde skylden på" andre. At Henry tilmed har den frækhed at appellere sine ni (9!!!!!) velfortjente dødsdomme den ene gang efter den anden er forargeligt. Her må jeg sige, det glæder mig, at han ikke har haft held med sine appeller, for der er faktisk ingen undskyldninger for, hvad han har gjort. Det er der selvfølgelig aldrig, men alt "krimskramset" omkring ham og hans skæbne gør mig - hvad enten det er moralsk forkasteligt eller ej - endnu mere uforsonlig, end jeg ønsker at være .....

 

https://thisinterestsme.com/black-serial-killers/

 

http://themurdersquad.com/episodes/the-taco-bell-strangler-henry-louis-wallace-does-he-have-more-victims/  

 

Wikipedia

Balzacs skarpe blik

Ja, nogen skønhed var han ikke, men han havde et godt blik for sociale forhold og historisk udvikling. Desuden kunne han skrive, så læserne stadig gribes af det, hvilket er noget af en præstation i betragtning af, at hans liv sluttede for mange år siden: Honoré de Balzac (1799-1850). 

Man siger, at han er den moderne realistiske romans fader. Han har også betydet meget for den realistiske scenekunst, da hans skuespil "La Marâtre" fra 1848 førte til et gennembrud for denne nye skuespilform. Det er dog mest hans romaner og noveller, der interesserer mig. De fleste af dem udstiller menneskelig sorg og dårskab, men også misbrugt kærlighed, grådighed og gerrighed, så man bliver klogere af det, men ofte også meget trist, for hvor kan vi mennesker dog være dumme. Denne virkning oplever man ikke mindst i forbindelse med hans lange novelle/korte roman "Oberst Chabert" (1832), der er en del af "La Comédie Humaine". Her behandler han det franske samfund efter Napoleon I's fald og genindsættelsen af Bourbonerne, dvs. den henrettede Ludvig XVI's brødre, Ludvig XVIII og Charles X. 

Denne genindsættelse fandt sted efter Napoleons fald, som alle troede var slutningen på hans kejserdømme. Dér tog man imidlertid fejl, for hans nevø, Napoleon III, ventede i kulisserne, selv om hans magtovertagelse først kom senere. Oberst Chabert foregår i den hektiske tid, hvor Bourbonernes "Restoration" skaber fred og fremgang, men uden at de kunne realisere det, de håbede, nemlig at genindføre det gamle régime inden Revolutionen. Nok kom der to Bourbon-konger, hvis regeringer tilsammen dækkede knap tyve år, men det blev aldrig det samme som i f.eks. Ludvig XIV's eller XV's tid. Til gengæld blev det heller aldrig det samme som under Napoleon I, men det vidste Chabert og hans samtid ikke.

Ludvig XVIII af Frankrig

Det siger næsten sig selv, at "Restorationen" også indebærer et opgør med "den gamle tid", der i dette tilfælde er lig med kejserdømmet. Dem, Napoleon favoriserede, betragtes med mistro eller direkte fjendskab af landets nye Bourbon-herrer. Det betyder også, at dem, der kunne gøre karriere under Napoleon ved hjælp af deres evner, nu igen står tilbage for adelige "standspersoner", der er født ind i deres position. En af dem, der er blevet en del af det nye regime, er grevinde Ferraud, der er gift med en særdeles ambitiøs Restorations-adelsmand og politiker, men som ikke helt hører til i disse nye fine kredse. Hun deltog nemlig med liv og sjæl i Napoleons-tidens sociale liv. At hun i virkeligheden heller ikke hører til i Restorationstidens adelige kredse, forstår hun først, da hendes sagfører, den højt begavede Derville fortæller hende, at den usselt udseende og nærmest vagabondagtige mand, der har opsøgt både ham og hende med påstande om, at han er hendes første mand, oberst Chabert, som alle troede var død, og ikke en svindler: han er i bogstaveligste forstand en mand genopstået fra graven,og det vækker ikke ligefrem glæde i grevinde Ferrauds hjerte, for hendes nye liv bygger på anerkendelsen af hendes "enkestand".

Oberst Chabert blev altså formodet død, ja, han blev ligefrem begravet som død, men fik ved egen kraft møvet sig op gennem mængden af faldne soldater, som han var blevet begravet sammen med. Venlige mennesker tog sig af ham, og han er nu vendt tilbage for at genvinde det navn og den formue, han mistede som angiveligt død. Noget andet, han mistede, var hans kone, der har giftet sig igen efter hans formodede død, og som nu er grevinde Ferraud. Både han og hun var oprindelig opkomlinge og passede som sådanne godt til Napoleons-tiden, hvor man kunne skabe sig et navn ved sin dygtighed og ikke havde brug for et gammelt adeligt slægtsnavn. Grevinden var oprindelig den prostituerede Rose Chapotel, som obersten gav navn og status, da han giftede sig med hende. Som hans "enke" fik hun også hans formue, og det var med til at gøre hende interessant for Restaurations-tidens ærgerrige og griske adelsmænd som f.eks. den greve, der blev hendes anden mand. At hun i sin tid var en hædret del af Napoleons kredse, glemte han for glæden over hendes nedarvede formue.

Derville, der oprindelig ikke havde troet på den forhutlede mand, der påstod, at han var oberst Chabert, bliver meget interesseret i ham og hans skæbne. Han ønsker at hjælpe ham til en forståelse med den såkaldte grevinde Ferraud. Hendes - og hendes børns - skæbne afhænger af denne ordning, men grådigheden vinder sejr, idet hun forsøger at snyde Chabert. Eftersom han ikke døde, er ægteskabet med greven faktisk ugyldigt, og deres børn er derfor illegitime, hvilket gør situationen yderst prekær for hende. Tanken om at miste nogle af de penge, hun troede var hendes arv, er hende imidlertid i den grad imod, at alle aftaler går i vasken. Hendes nye mand har desuden allerede fået blik for en anden kvinde, der vil passe bedre ind i hans liv, da hun ikke er forbundet med napoleonstidens livsførelse.

Denne Balzac-historie får sat fingeren på nogle sociale forhold, der er meget interessante, og som også bør sige nutidsmennesker noget. Den er et lærestykke i historie og politik er det på en meget kløgtig måde ved at lægge dramaet omkring de skiftende samfundsforhold omkring Revolutionen, Napoleon-tiden, etc. ud i et medrivende menneskeligt drama. Det er godt drejet af en skarpsindig forfatter, der fortjener at blive husket.

 

https://www.deutschlandfunkkultur.de/waltershausens-oper-oberst-chabert-doppelt-verloren.1091.de.html?dram:article_id=497985 

 

https://h-france.net/fffh/classics/chabert-vs-chabert/ 

 

Wikipedia

 

Katastrofalt støv

For de fleste er sådan noget som dette STØV, og det er noget, vi alle bliver tyranniseret af i hverdagen. Nogle husker måske også filmen "Støv på hjernen", hvor denne irriterende substans får en helt speciel symbolsk betydning. Derudover optræder det på markant vis de gange, hvor husmoderen af alle køn opdager på den hårde måde, at der nok burde være blevet skiftet støvsugerpose noget før. Det kan også være, at man finder du af, at områder, man troede, man havde støvsuget, ikke blev det ..... 

Det har jeg nu aldrig hørt om før, men OK, der er jo utallige plager, der kan ramme os mennesker, så det undrer mig egentlig ikke, at der også findes menneskeædende støvmider. De ser iøvrigt sådan ud, og de ligner jo noget fra det ydre rum ....

Støv er irriterende, men som regel ikke ligefrem livsfarligt eller samfundsnedbrydende. Dvs. det var nu lige præcis det, det var i tiåret efter "De brølende tyvere". Dengang havde alt været skæg og ballade, men så kom krakket: golk havde haft penge, og de havde brugt dem i et  vildt overforbrug. Bøtten vendte, og der var ingen ende på alle de ulykker, der ramte verden, især USA, men også Tyskland og nogle europæiske lande. En forløber for det amerikanske krak var faktisk det, der fandt sted i London på "The London Stock Exchange" en måneds tid før, men det er Wall Street, man husker som symbolet på denne verdensomspændende krise.

Tidsperioden fik det lidet smigrende tilnavn "The Dirty Thirties", der gik på flere forhold, nemlig Depressionen, der omfattede alt lige fra slemme landbrugskriser til flere totale fallitter gennem børskrakket i 1929, men såmænd også rigtigt, ægte, morderisk støv, der lagde sig over visse dele af USA. 

Dagen, der associeres med børskrakket: "Den sorte torsdag", den 24. oktober 1929

Nogle kalder Depressionen verdenshistoriens største og mest betydningsfulde krise, og den fik i hvert fald en stor økonomisk betydning med både nulvækst og direkte tilbagegang. I USA var personlige tragedier i form af fallitter og selvmord nærmest dagligdagskost, og i Tyskland fik en vis hr. Hitler luft under vingerne i det kriseramte Tyskland. 

Der er dog ikke fuld enighed om, hvad der egentlig skete, og det er tydeligt, at der var tale om et sammensurium af årsager, der alle spillede ind. Noget af det mest markante var de spekulationsbølger, USA var ramt af i 1920'erne, og som gav sig udtryk i både ejendomsspekulationen i Florida og vilde aktiespekulationer på Wall Street.

Noget andet var som sagt, at "The Dirty Thirties" rent faktisk var snavsede, fordi nogle mennesker blev kvalt af substansen støv. Dette støv lagde sig over store landområder i Sydens prærieområder - meget passende kaldt "The Dust Bowl" - og fordrev småbønder og landarbejdere. Mange drog ud på håbløse flugtruter, der endda ikke automatisk løste problemerne for den enkelte .... 

Grunden til denne katastrofe i de i forvejen hårdt ramte 1930'ere var en hel række tørkeår, men også, at jorden var blevet udpint, fordi græsvegetationen var væk på grund af en voldsom hvedehøst i forbindelse med Første Verdenskrig. Sandstorme hvirvlede god muldjord væk og forvandlede rentable gårdbrug til fallit-boer. En af dem, der har skildret perioden stærkest, er John Steinbeck med romanen "Vredens Druer" (1939).

Den værste støv-storm indtraf den 14. april 1935, der var en søndag. Det gav journalister ideen til at kalde den for "den sorte søndag". Selve stormen var som en bevægelig mur af sand og støv, der opstod i Oklahoma og derfra bevægede sig imod øst. Man mener, at så meget som tre millioner ton jord er blæst væk ....

Én ting er Dust Bowl-støv i fri luft, noget andet det, man kan møde inde hos sig selv eller andre. Frem med støvekluden? Tjah, gør den meget andet end at flytte støvet? Støvsugere er bedre, hvis man tager sine forholdsregler med en jævnlig udskiftning af posen. 

Dette produkt er angiveligt nyttigt i støvbekæmpelsen i hjemmet, men kan man være helt tryg ved, hvad det er for nogle substanser, der hvirvles ud i den luft, man indånder??? Sådan har jeg det somme tider med underlige, kemiske stoffer, men det tror jeg egentlig, at jeg skal være glad for, da det menneskelige legeme nu engang ikke er lavet som en "evigheds-maskine", og der er grænser for, hvad vi er bygget til at kunne tåle. Siden det er sådan, bør man følge kroppens advarselssignaler, bl.a. i forbindelse med støv inde og ude.

Hvis ens næsebor ikke advarer én imod støv, så vil ens lunger før eller senere gøre det, og så er det nok for sent at sætte ind, især hvis støvet er af en speciel art. Her tænker jeg bl.a. på min afdøde morfar, der arbejdede mange år i et jernstøberi, hvor de ansatte åbenbart ikke var beskyttet imod de bittesmå jernspåner, der føg gennem luften. Han fik desværre ødelagt sine lunger, og det er meget sørgeligt, at det kunne ske for en flittig og hæderlig mand i et civiliseret samfund  for sådan ca. 100 år siden.

Dust Storm i New Mexico, April 1935

De fattige bønder knoklede videre med den udpinte jord, hvis de altså ikke opgav og søgte væk. Dem, der blev, gennemgik forskellige landbrugsreformer, der var sat i gang af staten.

Andre, der mistede deres gårde, måtte klare sig, som de bedst kunne. Boligløse "besættere" måtte ty til nye tiltag, som de ikke egentlig vidste var bæredygtige fremover. Her ser man en familie på 22 medlemmer ved landevejen nær Bakersfield i Californien, November, 1935. De er alle på udkig efter forefaldende arbejde i bomuldsmarkerne.

Andre byggede interimistiske boliger, hvor det nu faldt sig for, men altså ikke på jord, de selv ejede. Dvs. at bønder, der havde mistet deres gårde på grund af støvstorme blev hjemløse tiggere, der for det meste var på vej imod nærmeste storby, hvor der kunne være fabrikker, der søgte arbejdere, men ikke altid var det.

Den kendteste af disse stakkels mennesker, som fattigdom har fordrevet fra deres tidligere hjem, er den såkaldte "Migrant Mother" - dvs. Florence Thompson - der ses med sine børn i Nipomo, California, engang i foråret 1936. Hun er alt det, som disse støvflygtninge var.

Dust Bowl-katastrofen varede hele 1930-tiåret, men den økonomiske effekt af det, landet havde været igennem, lettede først engang i 1950'erne.

 

https://www.thebalance.com/black-tuesday-definition-cause-kickoff-to-depression-3305819 

 

https://faktalink.dk/titelliste/wall 

 

https://iowaculture.gov/history/education/educator-resources/primary-source-sets/great-depression 

 

https://www.thebalance.com/black-tuesday-definition-cause-kickoff-to-depression-3305819 

 

https://www.history.com/topics/great-depression/dust-bowl

 

https://allergi.astma-allergi.dk/andreallergier/husstoevmider/hvaderhusstoevmider 

 

Wikipedia

Når man mister noget uerstateligt

En dejlig, frisk dreng. Sød, køn og fuld af liv, men den livsglæde holdt nu kun i seks år, for så var det slut for ham og det på en afskyelig måde, der huskes den dag i dag, 40 år senere.  

Lille Adam, der blev født den 14. november 1974, ses her med sine forældre, John og Reve Walsh, som helt nyfødt. Glæden var stor over ham og hans fødsel, men den varede kun til den 27. juli 1981, hvor den lille dreng forsvandt i et indkøbscenter. Hans mor havde efterladt ham ved en maskine, hvor han kunne spille videospil, medens hun handlede i en anden del af indkøbscentret, men ikke ret langt væk fra den maskine, han stod ved. Da hun vendte tilbage for at hente ham, var han imidlertid ikke til at se nogen steder. Hun ledte og ledte, men bad så indkøbscentret om at kalde på ham via højtaleranlægget, hvilket de gjorde, men uden resultat: drengen var og blev væk!

Så blev politiet tilkaldt, og de gennemgik centret fra øverst til nederst i en fire dage lang eftersøgning, men stadig uden at finde ham. Lille, glade Adam var ikke til at se nogen steder. Betjentene havde intet at gå frem efter, for ingen havde tilsyneladende set nogen henvende sig til ham. Adam var forsvundet som ved magi, men seksten dage efter hans og hans mors besøg i indkøbscentret fandt et par fiskere hans afhuggede hoved. Kroppen var der til gengæld ingen spor af.

Tanken om det afhuggede barnehoved er afskyelig, også når man ser billeder af den søde, uskyldige dreng, men man ved jo, at nogle seriemordere gemmer legemsdele som f.eks. hovedet af deres ofre som en art trofæ. Det betød, at det hårdføre amerikanske politi tænkte hurtigt i bestemte baner: hvilken velkendt morder har før gjort sådan noget? En af dem, man havde den slags erfaringer med, var den homoseksuelle Jeffrey Dahmer, der havde myrdet mindst 17 unge mænd og drenge, og som havde 13 afhuggede hoveder i køleskabet, da han blev fanget. Desuden havde nogen bemærket en person i indkøbscentret, der lignede ham. Et af hans foretrukne jagtsteder var - ud over bøssebarer - netop indkøbscentre, men der er stadig ikke enighed om, hvorvidt det kan have været ham, der bortførte og myrdede lille Adam.

Mistanken var der, men det var nu en anden seriemorder, der tilstod mordet, nemlig den mentalt tilbagestående Ottis E. Toole, der sammen med en endnu mere morderisk kammerat, Henry Lee Lucas, havde været på en mord-turné gennem nogle af USAs stater. Der var bare det ved det, at netop disse to var kendt for at tilstå snart sagt alt, selv om der ikke var skyggen af bevis for, at de havde gjort det, de tilstod. Det betød, at Ottis E. Toole i første omgang ikke blev troet, og det blev aldrig bevist hinsides enhver tvivl, at det var ham, selv om politiet 27 år efter mordet lod Adams forældre vide, at det mente de nu nok var tilfældet. Ingen blev derfor dømt for mordet, der den dag i dag er uopklaret, men altså med mistænkte.

Henry Lee Lucas til venstre og Ottis E. Toole til højre

Eftersøgningen blev på mange måder forkludret lige fra starten, men Adams forældre arbejdede med sagen på deres egen måde, idet de knoklede for at få indført forskellige lovændringer til beskyttelse af børn. De startede "The Adam Walsh Outreach Center for Missing Children" bare fire dage efter deres søns forsvinden, og John Walsh deltog i skabelsen af  "The National Center for Missing & Exploited Children". I det hele taget blev John en stærk drivkraft bag alle mulige tiltag for at beskytte udsatte børn.

 

Adam og hans far, John Walsh, havde stået hinanden nær, og fire år efter bortførelsen blev han tilknyttet det populære TV-program "America's Most Wanted", der har spillet en rolle i opklaringen af diverse kriminalsager, men ikke hans søns. Ud over det arbejdede han for indførelsen af nye love omkring børn og deres sikkerhed. Indkøbscentre og lignende lærte af sagen, og i 1994 iværksatte Walmart den såkaldte "Code Adam", der sætter alle ansatte i alarmberedskab ved en rapport om et forsvundet barn. Tolv år senere underskrev præsident George W. Bush "The Adam Walsh Child Protection and Safety Act of 2006", der var en udvidelse af listerne over sex-forbrydere samt registrerede dem, der havde begået pædofile forbrydelser i et nationalt register.   

 

 

https://www.news4jax.com/news/local/2021/07/27/adam-walsh-murder-changed-florida-and-the-us/ 

 

 

 

https://www.nbcnews.com/id/wbna28257294 

 

 

 

https://www.wptv.com/news/state/broward/remembering-adam-walsh-40-years-after-6-year-olds-disappearance 

Wikipedia