Da hertugen af Windsor skulle bortføres

OK, Edward VIII tilbad af uransagelige grunde den amerikanske Wallis Simpson, hvis andet ægteskab røg, da hendes affære med den romantiske konge udviklede sig. Hverken han eller hun var kendt som åndsfyrster, men et par breve til søsteren, Mary, viser dog, at han havde en langt større forståelse for almindelige englænderes ofte barske liv end f.eks. hans bror og efterfølger på tronen, George VI. Da jeg så en udsendelse om ekskongen, hvor brevene blev citeret, var det lige før, jeg fattede sympati for ham - altså lige før .....

I sine unge dage var han en levemand, hvis primære hobby tilsyneladende var at forføre gifte damer. Gjorde han nogensinde noget godt for nogen ud over sig selv? Ikke mig bekendt, så det, han skrev til søsteren, var åbenbart ikke andet end en forbigående fornemmelse af en begået uret - en lune, der hang og flagrede i et ingenting, der hurtigt blev fyldt med et andet vidnesbyrd om hans liv, nemlig hans og Wallis' besøg hos Hitler i oktober 1937. 

Alt omkring dette besøg var betalt af nazisterne, for de var ellevilde over den gode PR, de mente det gav dem. Ekskong Edward var en fangst for dem, men man må spørge sig selv om, hvad de var for ham? En ting er, at nazisterne så ham som en potentiel allieret, men eftertiden må man spørge sig selv, om han virkelig var nazist eller bare meget naiv? Noget kunne tyde på, at han i hvert fald var - eller blev - ekstremt højreorienteret, og forskellige udtalelser, som han er citeret for, tyder på, at han mente, at den bedste, fremtidige styreform i Europa ville blive diktaturer og ikke demokratier. En sådan tankegang er noget, vi i nutiden korser os over, men vi har jo også erfaret, hvordan diktaturer i f.eks. Tyskland, Italien og Spanien udviklede sig. Han besad ikke den indsigt, som den historiske bagklogskab giver os - og da slet ikke i 1937. 

To år senere, da krigen var brudt ud, blev han tilmed forbindelsesofficer til "The French Army High Command" og fungerede som en art spion for England, især vedr. Maginot-linjen. Man må undre sig, for hvad er nu det for noget?. Der er imidlertid meget omkring Edwards aktiviteter på denne tid, der virker meget mystiske .....

Man kan sige, at hvis ikke han var nazist, så flirtede han i hvert fald godt med nazismen. Desuden var nogle af hans personlige venskaber som f.eks. med den sjette baron, Sir Oswald Mosley og hans kone meget mistænkelige. Det var nemlig ham, der havde grundlagt det engelske fascistparti, "The British Union of Fascists".

I 1940, hvor Anden Verdenskrig var en realitet, knoklede nazisterne under alle omstændigheder med en plan om at kidnappe ekskong Edward VIII, den daværende hertug af Windsor. Man kan spørge sig selv om, hvad de dog ville med ham, nu hvor han ikke længere var konge, men de havde skam store planer om at styrte hans bror og efterfølger, George VI, og få ham på tronen igen som en art marionet for dukkefører Adolf Hitler, der ville kunne få Englands deltagelse i krigen afsluttet i en ruf. Denne ambitiøse plan blev kaldt "Operation Willi", og den blev styret af den unge og meget ambitiøse Walter Schellenberg, der var personligt udpeget af Hitler til opgaven. 

Planen gik ud på at lokke hertugen og hertuginden til Spanien under foregivende af at ville sikre dem imod diverse trusler, især fra "The British Intelligence Service", der angiveligt planlagde at myrde dem. Det gik dog ikke, som nazisterne havde planlagt, for Churchill greb ind på baggrund af forskellige rygter om hertugparret. Han sendte et telegram, hvor han beordrede Edward tilbage til England og truede ham med, at han med sin midlertidige officerstitel og de forpligtelser, der var forbundet med denne, ellers ville komme for krigsretten. Nogenlunde samtidig kom der dog et andet telegram, der beordrede ham til at tage til Bahamas som engelsk guvernør. 

At huset på Bahamas ikke var Buckingham Palace siger sig selv, men det var et stort, flot hus med masser af plads midt i et naturskønt område. Ikke desto mindre sukkede og stønnede hertugparret over at være blevet "forvist" derhen. Samtidig rasede Hitler i Tyskland. Han var åbenbart så opslugt af ideen om en engelsk marionet-konge under hans kommando, at han til sidst havde bedt Schellenberg om uden videre at bortføre hertugen. Denne grumme plan mislykkedes dog, fordi hertugparret tog til Bahamas, hvor de var i knap fem år, inden de vendte tilbage til Europa og genoptog deres omkringflagrende selskabelige liv med fester, masser af berømte og fornemme mennesker samt mange hunde, men uden meget andet, der kunne optage dem. Dvs. glamour uden liv og mening ....

 

Main article: Abdication Crisis of Edward VIII

 

http://world-news-research.com/Himmler-Hitler.html 

 

https://historyofyesterday.com/the-dark-side-of-king-edward-viii-babedf8cb4c2 

 

https://www.theguardian.com/uk-news/2017/jul/20/winston-churchill-nazi-telegrams-uk-royals-edward-cabinet-papers 

 

https://warfarehistorynetwork.com/2016/11/08/operation-willi-the-nazi-plot-to-kidnap-the-duke-of-windsor/ 

 

https://www.vanityfair.com/hollywood/2017/12/the-crown-edward-hitler-nazi 

 

Wikipedia

"Bojangles" - sort og forrygende!

Stepdanseren, sangeren og skuespilleren Bill "Bojangles" Robinson (1878-1949) var den højest betalte, sorte, amerikanske stjerne i første halvdel af det tyvende århundrede. Normalt er stepdans ikke noget, der interesserer mig synderligt, men jeg faldt for Bojangles og hans meget specielle, svære nummer med at danse op ad en trappe. Der er også det interessante ved ham, at hans karriere ligesom danner en rød tråd gennem første halvdel af det tyvende århundrede i den amerikanske underholdningsverden, nemlig lige fra de såkaldte "minstrel-shows" til radio og television. Godt gået/danset må man sige - og det af en sort, uuddannet mand, der var søn af en maskinarbejder og en kirkekors-leder. Begge hans forældre døde tidligt i hans barndom, og han og hans yngre bror voksede op hos deres bedstemor, der såmænd var tidligere slave. Eftersom han ikke kunne lide sit fornavn, Luther, besluttede han sig for et navneskift. Hans bror skiftede samtidig sit fornavn ud til "Percy". 

I minstrel-shows var det almindeligt, at hvide skuespillerede optrådte med sort-sværtet ansigt. Man kan sige, at det ville have været passende, hvis Bojangles havde vist sig med hvidfarvet ansigt ligesom den tidligere sorte stjerne "Master Juba" (dvs. William Henry Lane) som svar på denne race-nedvuderende skik, men han var til gengæld en af de første sorte stjerner, der viste sig som sig selv, dvs. med sin naturlige hudfarve, hvilket også var en slags avancement for denne type kunstnere. 

Bojangles var en forrygende stepdanser med en fantastisk stil, der gav hans dans en ny form for lethed og elegance. Andre kunstnere - som f.eks. Gene Kelly - har brilleret med stepdans, men Bojangles var og blev noget særligt.

 Gene Kelly

 

Stepdans er med tiden blevet anvendt i mange musicals og film, og der er kommet nye kunstnere til, der har vakt begejstring.

OK, de sorte kunstnere har ikke monopol på denne dansestil, men det var trods alt dem, der opfandt den i dens kendteste form, nemlig som en del af et minstrel-show. Den har imidlertid også rødder til europæiske former for dans som f.eks. træskodans samt specielle skotske og irske danseformer. 

Irske og sorte amerikanere danser sammen i New York

Før Bojangles var der den før nævnte sorte danser, der skabte furore, nemlig William Henry Lane, der var kendt som Master Juba (ca. 1825-1853). (Charles Dickens har beskrevet ham i "American Notes"). Han var berømt, også fordi han tit udfordrede de bedste hvide dansere til danse-konkurrencer, som han for det meste vandt.

William Henry Lane (Master Juba)

Hvad Bojangles angår, så havde han mange skuespil- og dansepartnere. En af dem var Adelaide Hall, som han optrådte med i musicalen "Brown Buddies on Broadway", 1930.

Den mest berømte af hans medspillere var imidlertid den superpopulære barnestjerne Shirley Temple. De optrådte sammen i flere film, og selv om de ser ud til at trives med hinanden, så er der nu alligevel noget ubehageligt "Onkel Tom"-agtigt over disse roller.

Dengang Bojangles som ung besluttede sig for at prøve lykken som solist i stedet for kun at optræde i ensembler, så var det kontroversielt for en sort mand. Ikke desto mindre klarede han det godt, blev berømt og hædret, men der var én ting, hvor han kom til kort: økonomien! Selv om han tjente rigtig godt, så var han totalt uden midler ved sin død. En god ven trådte til at betalte for hans begravelse, hvilket jo var smukt gjort af ham, men man undrer sig over, at den berømte danser og skuespiller med millionindtægten skulle ende som fallent. Han var gift og blev skilt tre gange, men havde ingen børn. Måske disse ægteskaber kostede ham en masse penge, for det har man jo set før, men helt forklare det kan det nu ikke ......

Et af beviserne på hans popularitet er den statue, der er blevet rejst over ham. Det er unægtelig en ære, der ikke overgår alle kunstnere, så det er glædeligt, at det skete i hans tilfælde.

http://www.tapdancingresources.com/dancers/

 

http://www.tapdancingresources.com/dancers/lane-alexander/ 

 

Wikipedia

Joseph Allsop, manden der voldtog sin baby-datter til døde

Et yndigt billede af en mor og hendes fem måneder gamle datter, men ikke den mor og datter, som dette indlæg handler om, for der findes tilsyneladende ingen billeder af dem. Der er åbenbart også kun ét eneste fotografi af den tredie person i dramaet, og han er ellers hovedpersonen: militærmanden Joseph Allsop og babyens far - samt morder .....

Joseph Allsop

Det skulle ikke undre mig, om det faktum, at Joseph Allsop var militærmand, har været med til at gøre ham "usynlig" på nettet. Nogen må have holdt hånden over ham og beskyttet hans identitet, og det er formentlig det mægtige, amerikanske militær, som han havde været tilknyttet siden 2007, hvilket vil sige nogle år, før han blev arresteret i 2010 på anklager om at have udnyttet sin stedsøn seksuelt. Dermed rullede bolden så at sige, for denne sag satte også fokus på hans afdøde datter, Jade, der ved sin død kan have set sådan ud:

 

Den forulempede 8-årige dreng var søn af Allsops tidligere kone, Shaina (født Gibson), som han havde kendt siden barndommen, hvor de havde leget meget sammen. Inden sit ægteskab med Joseph havde hun været enlig mor, da drengens biologiske far ikke var inde i billedet. Heller ikke hende eller hendes søn har jeg kunnet finde billeder af, men jeg ved, at hun var en buttet pige, der kan have lignet en af disse unge damer:

I dokumentarfilmen "Who the (Bleep) Did I Marry, Predatory Patriarch" blev Shaina spillet af Elizabeth Klein:

Shaina Gibson havde som sagt kendt Joseph Allsop fra tidlig barndom. De havde været meget sammen, så derfor blev hun skuffet, da hun som ca. 13-årig tog hjem til ham for at få ham med ud at lege, og hans mor fortalte hende, at han ikke kunne komme et stykke tid. Anden forklaring fik hun ikke, og hun undrede sig, men spurgte ikke ind til det, da han kom tilbage igen et års tid efter. Da hun som voksen mødte ham igen, og de blev gift, fik hun dog anledning til at spekulere over denne uforklarlige episode fra barndommen. På det tidspunkt var de imidlertid blevet skilt, og hun havde fundet sammen med en anden mand.

I ægteskabet med Joseph havde Shaina haft den store sorg at mist sin fem måneder gamle datter, Jade, der pludselig var død i 2005, da hun var i hans varetægt. Ingen kunne finde en grund til dette sørgelige dødsfald, og lægerne rubricerede det som "vuggedød", idet de ikke anede, hvorfor den lille baby havde haft nogle underlige anfald, hvor hun ikke trak vejret og nu pludselig var død af det. Shaina havde været meget bekymret de gange, hvor det skete, men Joseph slog det hen, så det var hende, der fik den lille på hospitalet et par måneder før, uden at det dog på nogen måde bidrog til opklaringen af problemet. Først da Shainas søn fortalte, at hans stedfar, Joseph Allsop, forgreb sig på ham hver gang han kunne komme til det, blev Jades mystiske dødsfald efterforsket for alvor, men nu som noget meget, meget mistænkeligt, der formentlig var af kriminel natur. 

 

Ca. 8-årig dreng, men ikke den forulempede stedsøn

Da Joseph blev arresteret for sine sex-overflad på stedsønnen, gik han lige med et til bekendelse og indrømmede, at han havde misbrugt mange børn, deriblandt sin afdøde datter, lille Jade på 5 måneder. Pludselig fik man en forklaring på, hvordan - og hvorfor - den lille baby var død på en ellers uforklarlig måde. Det viste sig, at hun var blevet kvalt under sin fars orale voldtægt af hende. Hun havde simpelthen ikke kunnet få luft, når han forgreb sig på hende oralt, og denne sidste gang gik det altså helt galt. Joseph Allsop blev dømt skyldig og fik to livstidsdomme for sine forbrydelser imod datteren, stedsønnen og andre børn. 

 

Noget, hans dom også førte til, var en forklaring på hans underlige fravær som 14-årig. Det viste sig, at han allerede var blevet registreret som sex-forbryder i denne tidlige alder, og at han blev straffet/behandlet for sin pædofile afhængighed af sex med børn. På det tidspunkt havde han - ligesom Shaina - boet i en anden delstat, og da han flyttede, burde han have fortalt myndighederne om sin registrering som sex-forbryder, men det undlod han. Dvs. at denne oplysning ikke fulgte ham i hans videre karriere inden for militæret eller under hans ægteskab med Shaina. 

Smart, men det gik ud over en lille, uskyldig pige, der mistede livet på grund af sin egoistiske og tankeløse far, der ikke formåede at styre sine specielle seksuelle impulser ....

 

 

http://mydeathspace.com/vb/showthread.php?21011-Joseph-Allsop-(27)-arrested-5-yrs-after-raping-killing-his-5-mo-old-daughter 

 

https://www.websleuths.com/forums/threads/tx-jade-allsop-5-mos-suffocated-in-sexual-assault-copperas-cove-26-jan-2005.113618/ 

 

https://kdhnews.com/news/soldier-kept-history-as-sex-offender-off-record/article_503d2e41-afb3-5381-ab12-2d451c531776.html 

 

https://dreamindemon.com/community/threads/joseph-allsop-makes-me-gag-charged-in-death-of-5-month-old.39326/ 

 

https://www.dps.texas.gov/section/crime-records 

 

https://mylifeofcrime.wordpress.com/2012/09/19/pervert-alley-joseph... 

 

https://www.militarytimes.com/2013/07/29/the-human-toll-of-child-abuse-in-the-army/#:~:text=Joseph%20Allsop%2C%2029%2C%20was%20sentenced%20in%20February%202012,%E2%80%94%20molesting%20a%20boy%2C%20a%207-year-old%20family%20member. 

 

https://mylifeofcrime.wordpress.com/2012/09/19/pervert-alley-joseph-allsop-confessed-to-sexually-assaulting-and-killing-5-month-old-daughter-sentenced-to-2-consecutive-life-sentences/ 

Den fulde bager og ufortrødne redningsmand fra Titanic

Den enes død, den andens brød - ak ja .....

Når man oplever eller bare hører om en sådan tragedie som RMS Titanics forlis ud for Newfoundlands kyst den 14. april 1912 hvor mere end 1500 mennesker omkom, så er det svært at forbinde sådan en begivenhed med en vittighed eller bare noget, der er en lille smule morsomt. Man skal i hvert fald være skruet temmelig underligt sammen for ligefrem at skraldgrine ad tanken om døende mennesker i det iskolde vand. Ikke desto mindre er der faktisk noget at grine ad i denne tragedie, hvilket også fremgik af filmen "Titanic" fra 1997, hvor Liam Tuohy havde en ret morsom birolle som skibets førstebager, Charles Joughin (1878-1956), der kom igennem det traumatiske skibsforlis ved at drikke sig mere eller mindre fuld. De fleste tror måske, at denne fulde bager var en filmmagers opfindelse, men det er ikke rigtig, for han var skam en reel, historisk figur, der spillede en stor rolle under forliset.

Charles Joughin, der var født i Birkenhead i England, havde taget hyre første gang som 11-årig, så havet var nærmest blevet hans hjem, med eller uden farer. På land havde han en familie, idet han og hans kone, Agnes Lillian, havde en søn og datter. At han var blevet bager på det splinternye Titanic må have været som et eventyr for ham og hans familie, for skibet blev regnet for toppen af toppen dengang, bl.a. fordi det blev fremstillet som "usynkeligt".

Ved sammenstødet med isbjerget udbrød der kaos om bord på skibet. Adskillige af skibspersonale, der burde have set det som deres opgave at redde så mange som muligt, svigtede, men ikke Charles. I sin egenskab af første-bager fik han i hvert fald sendt brød til folk i redningsbådene, så de havde noget at spise, indtil de (forhåbentlig) blev reddet. Ikke nok med det, men han smed også stole af træ ud til dem, der lå i vandet, så de kunne holde fast i det. Desuden var han også med til nærmest at tvinge flere kvinder og børn i redningsbådene, selv om de ikke ville forlade deres mænd og/eller fædre på det synkende skib. Dette reddede flere liv, der ellers ville være gået tabt. 

Medens andre for forvildede rundt, bevægede han sig roligt og fattet rundt på skibet og hjalp, hvor han kunne. Hans ro og hele hans optræden under denne del af katastrofen skyldtes formentlig, at han under det meste af forløbet var temmelig beruset. Han var bestemt ikke kendt som en drukkenbolt, men han valgte at skylle denne ulyksalige begivenhed ned med flere omgange sprut, hvilket formentlig reddede hans liv, da han til sidst havnede i det iskolde vand.

Lige inden dette skete, havde han holdt fast i rælingen på skibets forstavn, men havde så valgt at springe ned i det kolde vand, lige inden skibet sank. Man mener, at han var den sidste ombordværende, der forlod skibet .....

Det tog omtrent to timer for ham at blive reddet op i en redningsbåd, og i al den tid lå han og plaskede i det iskolde vand på -2°C (28°F). Senere fortalte han, at det ikke havde været noget særligt, hvilket var totalt modsat af, hvad andre som f.eks. andenstyrmanden Charles Lightoller, der var i samme situation, havde sagt. Efter hans opfattelse var mødet med det kolde vand som knive, der blev boret ind i kroppen.

Ligesom andenstyrmanden Charles Lightroller deltog også supermand-bageren fra England i Første Verdenskrig, nemlig via Merchant Navy. Endnu engang blev han bager om bord på et skib, men længe inden da vidnede han for The British Wreck Commissioner om sine oplevelser på Titanic. 

Han første kone, som han altså havde to børn med, døde i 1919 i forbindelse med en fødsel, og det var måske en medvirkende faktor til, at han året efter slog sig permanent ned i USA. Her giftede sig med enken Annie Eleanor (Ripley) Howarth Coll, der havde en datter. Under Anden Verdenskrig gjorde han tjeneste ved troppetransporter, men gik på pension i 1944. Da hans anden hustru, Annie, døde i 1943, var det efter sigende noget, han aldrig rigtig kom over. Selv døde han som 78-årig den 9. december 1956, men huskes altså stadig, fordi han blev en lidt mere munter del af Titanic-myten om de mange omkomne.

 https://www.britannica.com/topic/Titanic

https://faktalink.dk/titelliste/tita

https://allthatsinteresting.com/charles-joughin

 

Wikipedia

Usynliggørelsen af det kvindelige geni

Det er ofte blevet sagt, tilmed fra forskellig side, at kvindekønnet brillerer ved sin manglende tilstedeværelse inden for eksakte videnskabsgrene som f.eks. astronomi og astrofysik. Kort sagt, der synes ikke at være ret mange af dem, hvilket bliver taget som et indirekte bevis på, at kvinder ikke KAN "den slags". De regnes ganske enkelt ikke for at være udstyret med det rette antal hjerneceller til at beskæftige sig med emner af denne art. Samtidig hører man så om alle de problemer, der rammer de kvinder, der rent faktisk ønsker at gøre sig gældende inden for dette område. F.eks. var der Cecilia Helena Payne-Gaposchkin (1900-1979), hvis mor i sin tid havde bekostet hendes brors uddannelse, men ikke hendes, fordi hun jo "kun" var en pige. Pr. køns-definition var hun udset til ikke at nå de akademiske højder, der kunne berettige hende til at kræve en højere uddannelse, men i 1919 fik hun nu alligevel et legat til Newham College ved Cambridge University, og her læste hun både botanik, kemi og fysik.

Efter et foredrag af professor i astronomi ved Cambridge University, Arthur Eddington, om hans ekspedition til Guinea-bugten ud for Afrikas vestkyst, hvor han havde foretaget observationer af stjernerne i forbindelse med en solformørkelse, blev hun meget interesseret i emnet. Eddington gjorde dette som en test af Albert Einsteins almene relativitetsteori. Han havde fastslået, at stjernernes indre bestod af luftarter, hvilket alt sammen fyrede op under hendes stigende interesse for astronomi. I sin doktorafhandling i 1925 kom hun med sine teorier om sammensætningen af stjerner i forhold til de relative mængder hydrogen og helium. Alt sammen meget imponerende, men inden da var der opstået et uoverstigeligt problem: hun kunne ikke afslutte sine studier med en doktorafhandling, da Cambridge University ikke tildelte universitetsgrader til kvinder før 1948. 

Gode råd var dyre, for hvordan skulle hun komme videre med sine astronomiske studier ved et universitet, der ikke anerkendte hendes præstationer? I England var og blev hun på denne tid blot anden hånds, ligegyldigt hvor meget hun brillerede inden for de fag, hun havde kvalificeret sig til, så hun gik i gang med at søge legater, der gjorde det muligt for hende at tage til USA, hvor Harvard College Observatory direkte opfordrede kvinder til at studere astronomi. Det var grunden til, at hun i 1923 tog til Harvard, og i 1925 afsluttede hun sine studier med den doktorgrad, hun ikke havde kunnet få i England. Dermed blev hun den første  person, der fik en doktorgrad ved dette universitets Radcliffe College. 

Hendes disputats hed "Stellar Atmospheres, A Contribution to the Observational Study of High Temperature in the Reversing Layers of Stars", og den er senere bleve bedømt af fagfolk som f.eks. astronomen Otto Struve som "den mest geniale afhandling der nogensinde er skrevet inden for  astronomi." Desværre kom hun ud for en misforståelse, der næppe ville have ramt en mandlig astronom, men som gjorde, at en mand fik æren af en vigtig del af hendes opdagelse.

Astronomen Henry Norris Russell mente, som det var gængs viden på den tid, at solens og jordens sammensætning ikke er forskellig, og det påpegede han ved sin gennemgang af hendes disputats. Fire år senere forstod han, at han - og de etablerede astronomer - havde taget fejl, og at hun havde ret. Da han nu beviste, at hendes tese var korrekt, blev det helt almindeligt, at man tillagde ham de opdagelser, hun havde gjort, selv om han enerkendte hende og hendes arbejde i sine artikler. 

For mig at se lader det til, at hendes køn virkelig gjorde hende "usynlig" på en meget unfair måde, for der opstod lignende problemer for andre kvindelige forskere. F.eks. måtte Marie Curies mand, Pierre Curie, kræve, at hans kones videnskabelige indsats blev anerkendt på linje med hans: ikke bare han, men også hun havde gjort sig fortjent til Nobelprisen. Efter hans død overtog hun hans undervisningsforpligtelser ved Sorbonne, sådan at hun blev dette universitets første kvindelige underviser. Senere blev hun dets første kvindelige professor. Ikke nok med det, men hun fik også Nobelprisen to gange.

Hele vejen igennem, ikke bare i England, men også i USA, stødte Cecilia Helena Payne-Gaposchkin på forhindringer, der havde med hendes køn at gøre. Tanken om en højt begavet videnskabskvinde har utvivlsomt stødt mange af datidens mennesker, både på og uden for universiteterne. Når der sker den slags, så bliver den pågældende, geni eller ej, usynliggjort, men ikke direkte forfulgt eller åbenlyst udsat for person-forfølgelse. Næh, det foregår f.eks. ved sådan noget som det, hun oplevede med Cambridge University, der ikke tildelte kvinder universitetsgrader. Det var bedre på Harvard, men til trods for sit banebrydende arbejde, steg hun ikke i graderne eller fik en ordentlig løn. F.eks. kom hun også ud for den tort, at ingen af hendes undervisningskurser blev registreret i det gældende katalog før 1945. Ikke desto mindre var hun den første astronom, der opdagede, at stjerner først og fremmest består af hydrogen og helium. Dermed var hendes arbejde banebrydende.

I 1956 blev hun Harvards første kvindelige professor, og da hun gik på pension i 1966, blev hun udnævnt til professor emeritus, idet hun dog fortsatte sin forskning. Hendes akademiske bøger inkluderer:

    "The Stars of High Luminosity" (1930)
    "Variable Stars" (1938)
    "Variable Stars and Galactic Structure" (1954)
    "Introduction to Astronomy" (1956)
    "The Galactic Novae" (1957)

Vigtige afhandlinger inkluderer:

    Gaposchkin, Cecilia Payne (1936), "On the Physical Condition of the Supernovae", Proc. Natl. Acad. Sci. U.S.A. (udgivet juni 1936), 22 (6), s. 332-6, PMC 1076773free to read, PMID 16588077, doi:10.1073/pnas.22.6.332.
    Whipple, F L; Gaposchkin, C P (1936), "On the Bright Line Spectrum of Nova Herculis", Proc. Natl. Acad. Sci. U.S.A. (udgivet april 1936), 22 (4), s. 195-200, Bibcode:1936PNAS...22..195W, PMC 1076741free to read, PMID 16577695, doi:10.1073/pnas.22.4.195.
    Gaposchkin, Cecilia Payne (1941), "Obituary - ANNIE JUMP CANNON.", Science (udgivet 9. maj 1941), 93 (2419): 443-444, Bibcode:1941Sci....93..443P, ISSN 0036-8075, PMID 17820707, doi:10.1126/science.93.2419.443.

Hendes selvbiografi, "The Dyer's Hand", blev trykt privat i det år, hvor hun døde, nemlig 1979. Titlen kan referere til en af Shakespeares sonetter, selv om jeg nu ikke umiddelbart kan se sammenhængen.

Dette er ikke den asteroide, "2039 Payne-Gaposchkin", der blev opkaldt efter hende i 1974, men den kan have set nogenlunde sådan ud. Anden anerkendelse har det knebet med, da hendes epokegørende opdagelser stort set aldrig tilskrives hende, men i stedet mandlige forskere. Det er utroligt, at det skal være sådan den dag i dag, men det er det åbenbart stadig ....

 

https://www.dr.dk/nyheder/viden/teknologi/maendene-tog-aeren-moed-fem-kvinder-der-aldrig-blev-anerkendt-deres-store?cid=newsletter_nb_teknologi_20210308135942 

https://m.facebook.com/AstronomyAstrophysicsHistory/photos/a.449744101749585/1414579745266011/?type=3

 

https://peoplepill.com/people/cecilia-payne-gaposchkin 

Wikipedia

David Irving, dit dumme svin!!!!

 

Han ligner, hvad han er, nemlig en indtørret og hadsk nazi-elsker, der optræder som forsvarer for Hitler og hans kumpaner. Det er han mærkværdigvis ikke ene om, men problemet med netop ham er, at han er en engelsk historiker og forfatter, hvilket giver hans ord en vis vægt for mange mennesker uden forkundskaber. Hans navn er David Irving (født den 24. marts 1938), og selv om hans teorier og Hitler-forsvar aldrig er blevet taget alvorligt af andre etablerede akademikere, så kan det ikke nægtes, at han åbenbart har en stor viden om selve Nazi-Tyskland, og at han tilsyneladende har haft held til at finde noget værdifuldt historisk materiale. Eller rettere sagt: det er der dem, der påstår ....

I hans bøger er f.eks. beviser på grusomhederne i kz-lejrene imidlertid ikke bare blevet benægtet, men direkte fornægtet og bortforklaret med påstande om, at der ikke fandtes gaskamre i disse notoriske mord-anstalter. Han har desuden på et tidspunkt luftet tanker om, at hvad der end skete jøderne, så var det deres egen skyld. Hvis der foregik drab på jøder, så vidste Hitler det efter hans mening ikke, for det var ene og alene andre top-nazisters værk. At Hermann Göring skrev et brev til Reinhard Heydrich den 31. juli 1941, hvor han beordrede ham til at udfærdige en praktisk og økonomisk funderet plan for "den endelige løsning på jøde-spørgsmålet", gør ifølge hans udlægning ikke Hitler til hovedansvarlig for svineriet. Det var heller ikke ham, der den 17. januar 1939 forbød jøder at arbejde som sygeplejersker, dyrlæger og tandlæger. Da Reinhard Heydrich allerede den 24. januar 1939 havde fået en skriftlig ordre til at koordinere planerne for tvangsforflyttelsen af jøder fra Tyskland og oprettelsen af et centralt kontor for jødisk emigration i Berlin var dette ifølge Irving heller ikke noget, der skete på Hitlers initiativ. - (Senere opgav man disse planer om tvangsemigration og forvandlede dem til den systematiske "Die Endlösung", der kostede så mange jøder livet).

Ikke bare Irving, men også alle andre nazi-fornægtere påstår altid, at Hitler absolut intet vidste om jødeudryddelserne, og at han således var uskyldig i det, der foregik, men den holder nu ikke for de historiske beviser. Hitlers personlige andel i mordene fremgår tydeligt af, at han meldte klart ud om, hvad der skulle ske med sin tale til det tyske parlament den 30. januar 1939. Ligesom i sit testamente skød han også her skylden for alt uheldigt i det tyske rige på alle andre end lige netop sig selv og først og fremmest "den internationale financielle jødedom". Det gjaldt f.eks. den nye verdenskrig, som han ikke benægtede, nærmede sig. Han lagde heller ikke skjul på, at alternativet til den "bolshevisering", som han mente var en følge af "den internationale jødedom", som han altid fablede om, var en udslettelse af den "jødiske race i Europa". Tydeligere kan det ikke siges: Hitler og hans vanvittige race-ideer stod bag udryddelsen af omkring 6 millioner jøder, og "Die Endlösung" burde ikke være kommet som en overraskelse for hverken datiden eller nutiden, for den blev endeligt vedtaget på Wannsee-konferencen den 20. januar 1942. Konferencens formål var faktisk at fastlægge, hvordan man kunne ordne den praktiske udførelse af den infame "Die Endlösung".

Villaen i en forstad til Berlin, hvor Wannsee-konferencen blev afholdt 

Oprindelig havde man som sagt troet, at man kunne forflytte alle jøder, f.eks. til steder langt inde i Rusland, men da man opdagede, at det ikke var nogen brugbar løsning, var man uden videre gået over til planerne om en "endelig løsning". Hitlers sidste tanker gik til denne grusomme og vanvittige ide, for han skrev i sit testamente: "Above all, I charge the leadership of the nation and their followers with the strict observance of the racial laws and with merciless resistance against the universal poisoners of all peoples, international Jewry. Given in Berlin, 29th April 1945, 4:00 a.m., signed: A. Hitler"

Fra at have benægtet Hitlers andel i jøde-mordene går Irving videre med påstande om, at der ikke fandtes gaskamre i kz-lejrene. Et af nazi-benægternes yndlings-argumenter er nemlig, at der ikke er billeder af jøder i et gaskammer, så det må være løgn, at de fandtes. Den holder slet ikke, for nok gjorde nazisterne meget for at lægge røgslør omkring sandheden, bl.a. ved at bombe krematorier og gaskamre sønder og sammen, da De Allierede nærmede sig. Nok forsøgte man ret tidligt i forløbet (1942-1943) at skjule massemyrderierne via "Sonderaktion 1005", der gik ud på at fjerne alle beviser, bl.a. i form af massegrave, hvor ligene nu blev gravet op og brændt. Samtidig havde man en stærk trang til at dokumentere alt, og denne dokumentation kunne ikke ryddes af vejen, selv om man forsøgte på det.

Tusindvis af vidner kan heller ikke bortforklares, især ikke fordi nogle af dem var tysk lejrpersonale, der selv havde medvirket til svineriet. Desuden er der blevet testet for cyanid i de områder, hvor gaskamrene lå, og disse tests har vist høje koncentrationer, hvilket jo ikke er kommet af sig selv. Ud over det forbød lejradministrationen i et regulativ af den 12. august 1942 personalet at nærme sig området med gaskamre i fem timer efter brug af sikkerhedsgrunde. Den slags er med til at kvase holocaust-benægternes påstande og først og fremmest deres "hoved-Bibel", Leuchter-rapporten, som mange - inklusiv David Irving - ellers har klamret sig til. 

Hvad bevisførelsen angår, så var tyskerne jo altså selv meget grundige, for hver af de fire Einsatz-grupper, A, B, C og D, indsendte nøjagtige rapporter over deres arbejde. Alene de 195 rapporter, der stammer fra tiden mellem juni 1941 og april 1942, opregner mange, mange sørgelige mord på fanger. Ingen af de medvirkende nazi'er har på dette tidspunkt følt behovet for at skjule deres handlinger, så man kan f.eks. se, at enheder fra Einsatz-gruppe A myrdede 4.400 jøder i juli 1941, 47.906 i august, 41.097 i september, 31.829 i oktober og 8.211 i november. Alle disse mord-ofre var uskyldige, og det er utroligt trist at læse om - og i nogle tilfælde - se billeder af mordene. Dog er det lige præcis den slags nøjagtige registreringer af handlinger og dødsfald, der den dag i dag tjener som nazisternes egne beviser imod dem selv: dette skete, og det var os, der gjorde det .....

David Irving er som et fortidsuhyre, for han fortsætter med at buldre løs med sine benægtelser og/eller bortforklaringer. Da den amerikanske professor i jødisk historie, holocaust-eksperten Deborah Esther Lipstadt (født den 18. marts 1947), kaldte ham en "holocaust-benægter", racist og antisemit, for han i flæsket på hende med en retssag, hvor han sagsøgte hende for injurier. At hun vandt må have været en besk oplevelse for den gamle Hitler-elsker, der aldrig er veget i sine positive udlægninger af Der Führer og Nazi-Tyskland.

En af Lipstadts kendteste bøger er "Denying the Holocaust" fra 1993, hvor hun analyser fænomenet holocaustbenægtelser, som David Irving altså ikke er ene om.

http://www.holocaust-uddannelse.dk/eftertid/66sporgsmal.asp

 

https://folkedrab.dk/artikler/hvordan-ved-vi-at-holocaust-har-fundet-sted 

https://en.wikipedia.org/wiki/Deborah_Lipstadt

 

https://www.information.dk/kultur/2013/06/nazi-chefideologs-dagboeger-fundet-usa 

 

Wikipedia