Da suffragetten med klokken fik lukket munden på Churchill

Hvad sker der dog her? Alle disse mennesker og Churchill i en yngre udgave fra før han blev den engelske "bulldog", vi kender fra verdenshistorien, men også en stående kvinde med et eller andet i hænderne! Jamen, hvad laver de dog??? Hvis man får at vide, at den stående dame til venstre er Mary Maloney (egentlig: Horatia Dorothy Malony (1884-1921), så siger det ikke nutidsmennesker så meget, men dengang i 1908 var hun skam ret kendt for sine markante meninger om kvinder og mænd samt deres stilling i samfundet. 

En af dem, hun havde set sig gal på, var netop Winston Churchill, der havde tilladt sig at komme med nogle nedsættende bemærkninger om kvindebevægelsen og "suffragetterne". En af hans udtalelser lød: "I have seen with some regret some most earnest advocates of the cause allying themselves with the forces of drink and reaction. They were carried shoulder-high, I am informed, by the rowdy elements, which are always to be found at a publichouse-made manifestation.” 

Han er også blevet citeret for denne ret grove bemærkning, men jeg er nu ikke sikker på, at han virkelig har sagt sådan noget. Lige netop denne bemærkning stiller jeg mig altså tvivlende overfor, men der har været mange andre, hvor han har sig som en mandschauvenist. Ovennævnte bemærkninger om suffragetternes værtshus-manerer fik Miss Maloney til at true den på det tidspunkt ret klejne Churchill med ordene "Who is the strongest — an Irish woman or Mr. Winston Churchill?” Samtidig truede hun ham med en knytnæve. Da han ikke ville hverken undskylde eller tilbagekalde sine ytringer, jagtede hun ham under hele hans valgkamp for at genvinde sin plads i parlamentet. Hver gang han stillede op til et vælgermøde for at tale sin sag, afbrød hun ham ved at ringe med den store klokke, hun havde med, og det virkede faktisk glimrende. Ifølge datidige aviser fik han ikke et ord indført, når hun var til stede, og ingen kunne stoppe hende, heller ikke Churchill.

Sjovt nok fik en klokke også en prominent rolle i en dansk kvindesagskvindes angreb på nogle formastelige politikere. Den iltre dame var såmænd Karen Blixens moster, Mary Bess Westenholz, der skaffede sig adgang til folketingets talerstol den 19. august 1909 og skældte de forsamlede herrer ud: "Her sidder I danske mænd og sjakrer i jeres magtbrynde og egennytte om landets ve og vel, men det skal siges fra denne talerstol, at Danmarks kvinder foragter jer og brændemærker jer som en hob fædrelandsløse lejesvende, der forråder Danmarks ære." Det eneste den forvirrede formand kunne stamme som svar på denne svada var: "Hun har taget min klokke! Hun har taget min klokke!!!" og det var så sandt, som det var sagt, hvilket indikerer, at kvinder med klokker er farlige og bør respekteres som sådanne.

Med hensyn til Miss Maloney, så var hun, som navnet antyder, irsk, men de valgmøder, hun ødelagde for Churchill, foregik i Skotland, hvilket viser hendes ildhu: hun rejste et godt stykke vej for at gøre, hvad hun kunne for at spænde ben for den ærgerrige politiker - og mandschauvenist. Samtidig var der andre kvinder, der gjorde alt muligt andet for at skabe opmærksomhed omkring deres sag. Kort sagt, der var kamp og strid til alle sider for Mr. Churchill under hans besøg i Skotland, men Miss Maloney var nok den, der fik mest ud af sin protest, da hun jo ved flere lejligheder lukkede munden på ham.

På det tidspunkt var kvindernes eneste våben ellers sultestrejker, men det blev ødelagt af mere eller mindre velmenende autoritespersoner, bl.a. inden for fængselsvæsenet. Kvinder blev tvangsfodret, latterliggjort eller direkte overfaldet. Tanken om "husets engel" som en militant angriber, der ønskede at skaffe kvinden ind i samfundet som andet end en pyntegenstand eller et foragtet og misbrugt stykke legetøj, var ubegribelig for mange. De mest radikale suffragetter fandt man i England, og de samt deres ideer fik stor betydning uden for landets grænser. Dog kun for dem, der i forvejen var positive over for de forandringer, de ønskede. Andre grinte ad dem eller bekæmpede dem på forskellig vis.

"Black Friday", 1910, hvor suffragetter blev overfaldet og korporligt afstraffet af politi samt tilfældige mandspersoner i folkemængden. Ikke at det stoppede dem, meeen .....

Winston Churchill, der på dette tidspunkt var 34-35 år gammel, var åbenbart i særlig grad i fokus, for året efter klokke-episoden blev han sørme pisket offentligt af en anden rasende suffragette. Noget, der ifølge avisreferater, gjorde ham tydeligt rystet og bleg i påfaldende grad. Dog var det ham, der fik hende overmandet og derpå overgivet til politiet.

Hundepisken var nok et særligt budskab, for "bulldoggen" Churchill vakte altså flere gange damernes vrede med sine nedsættende bemærkninger. Hang hans syn på "det svage køn" sammen med det faktum, at han i 1908 var blevet gift med en stærk dame, nemlig Clementine Hozier? Hun var datter af en kvinde, der var notorisk utro, sådan at Clementine i virkeligheden kunne være datter af en af hendes utallige elskere, selv om hendes mand, Sir Henry Hozier, officielt lagde navn til. Hvordan det end hang sammen, så udførte Clementine livet igennem masser af nyttigt arbejde i forbindelse med en lang række humanitære sager, og efter Winstons død i 1965 fik hun en speciel, individuel adelstitel som en anerkendelse af sin indsats. Der er måske ikke noget at sige til, at Winston Churchill, der på dette tidspunkt er hendes forlovede, ser lidt forknyt ud ved siden af sin flotte og ranke kæreste, for hun var ikke noget mæhæ ....

Damen, der piskede den betuttede politiker i 1909, var Miss Theresa Garnett fra Leeds. Hun må have haft en plan om virkelig at få et budskab igennem til den stædige og mandschauvenistiske fyr, for hun sigtede på hans hoved, så han fik et sår i ansigtet, før hun blev overmandet og ført bort. 

 

Theresa Garnett (1888–1966)

Hun er flere steder omtalt som en "serie-protester", som var hun en seriemorder, men det var såmænd tanken om mord på mænd, der fik hende til at stoppe sin militante facon. Da suffragetterne begyndte at tale om at forgifte særlig stygge eksemplarer af deres mandlige modstandere, meldte hun fra. Det var trods alt for meget, selv om hun gik helt ind for det, suffragetterne ellers stod for. Hendes øgenavn - eller hædersbetegnelse? - var "Annie O'Sullivan"

De voldsomme tiltag imod de protesterende kvinder fik dem forståeligt nok til at lære visse, dramatiske selvhjælpskneb. Noget, herrerne ikke var vant til ....

 

https://womenssuffragescotland.wordpress.com/tag/mary-maloney/ 

 

https://www.irishcentral.com/roots/history/mary-maloney-churchill-bell 

 

https://www.bbc.com/news/magazine-34425615 

 

https://www.theguardian.com/lifeandstyle/2019/nov/15/winston-churchill-struck-with-dog-whip-suffragist-1909 

 

Wikipedia

 

Tanker omkring fænomenet hulemalerier

17.000 år gamle hulemalerier fra Lascaux-grotterne

Når jeg ser billeder af de ældgamle hulemalerier, der findes rundt omkring på vor jordklode, så gribes jeg af forbløffelse, for meget af dette er høj kunst og kan sagtens måle sig med vor moderne tids kunstproduktion. Hvordan i alverden kunne det lade sig gøre at skabe noget så smukt som f.eks. dette dyre-billede for så mange år siden? Forklaringen plejer at være noget med religiøse eller magiske forestillinger, som man kun kan tænke sig til, for vi ved ikke præcis, hvad disse gik ud på. Noget med at bede guderne om jagt-lykke til nedlæggelse af de prægtige dyr? Eller kan det tænkes, at billederne er en mindre blodig hyldest til disse imponerende skabninger, og at de måske ses som guder? Alt er muligt, når vi går så langt tilbage og ikke har skriftligt materiale at læne os op ad.

Verdens allerførste kunstværk er måske dette formentlig 42.000 år gamle billede, der antages at forestille en sæl. Det er fundet i en spansk drypstenshule i Cueva de Nerja på Spaniens sydkyst, hvor der før var sæler.

Det ældste "kunstværk" i Danmark er sandsynligvis denne helleristning, der er fundet på Bornholm et sted under vandoverfladen.

Den hører til de specielle helleristninger, der kaldes skåltegn, og de er faktisk virkelig interessante, fordi de anses for at være symbolske afbildninger af det kvindelige køn.

Når det gælder hulemalerier, helleristninger, osv., så kan man lege med tanken om alle mulige kombinationer af kunst og kunstnere, og det kan såmænd være lige så meningsfuldt som historikernes udredninger. Jeg mener i hvert fald, at når vi bevæger os i tidsaldre så langt tilbage, så er vi i en eller anden form for fantasiland, hvor fortiden tilskrives vore normer og samfundsformer. Ideen om den muskuløse stenaldermand, der nedlægger kæmpestore dyr med spyd eller kølle, kobles automatisk sammen med nutidige forestillinger om den hjemmegående hustru, hvis dag går med at samle urter, passe børn og så ellers bare vente på sin forsørger. Dette er op igennem tiden simpelthen blevet anset for naturligt, men det var det ikke nødvendigvis i f.eks. stenalderen. At der er sket en social ændring i de sociale roller i bronzealderen er tilsyneladende generelt anerkendt i vore dage. Disse ændringer afspejler sig f.eks. i gravfund både før og senere i det historiske forløb, og - da jeg jo er mig - åbner det op for ét bestemt spørgsmål, der dog desværre mødes mere af gætterier end en egentlig videnskabeligt funderet viden. Noget er der dog sket på området, for nu er videnskabsmænd begyndt at stille spørgsmålstegn ved de hidtidige kønsrolle-forklaringer.

Cueva de las Manos (på dansk: Grotten med hænderne) er ikke den eneste af denne type hule med håndaftryk. Denne specielle hule ligger ved Rio Pinturas i Patagonien, Argentina. Her er der afbildet flere hundrede hænder, men også et vist antal dyr. Man mener, at billederne er mellem 13.000 og 9.500 år gamle. Hvis man ser sådanne håndaftryk som en art signatur, spørger man uvilkårligt sig selv, hvem satte dem? Wikipedia: "There are over 2,000 handprints in and around the cave. Most of the images are painted as negatives or stencilled, alongside some positive handprints. A survey in the 1970s counted 829 left hands to 31 right. This suggests that painters held the spray pipe (possibly made from a bird bone) with their right hand. Some hands are missing fingers, which could be due to necrosis, amputation, or deformity, but might indicate the use of sign language or bending fingers to convey meaning"

Nu er der så det interessant ved hænder, at de har kønsbestemte mål og dimensioner, og på grund af dette har man kunnet se, at omtrent 75% af håndaftrykkene er sat af kvinder. Som signatur betragtet er der altså som regel tale om 1) kvindelige hænder og dermed formentlig også 2) kvindelige kunstnere. Nu er man så småt gået i gang med at tænke ud af boksen, der gør stenalder kvinder til hjemmegående hustruer, der forsørges af deres superstærke mænd med kølle og spyd.

"Traditional explanations for the hand prints have focused on hunting or perhaps shamanism, but the prevalence of women's hands has reopened the question of what they mean. One researcher has suggested that these could relate to midwifery or fertility, either of humans or the animals drawn on the cave walls. But it could be that women were more involved in hunting and religious rituals than previously thought." ( https://www.csmonitor.com/Science/2013/1016/Were-most-cave-painters-women-Their-hand-prints-say-yes )

Hvis man forestiller sig hulerne som kunstgallerier, så fyldes de med sjove situationer. Sådan har det næppe været, men tanken er sjov. En mindre sjov, men langt mere perspektivrig tanke er imidlertid fantasien om den kvindelige kunstner, hvis håndaftryk sladrer om hendes bidrag til kunsten. Var det sådan, det foregik, eller var hendes status helt anderledes, end vi hidtil har forestillet os, fordi vi har hængt fast i nutidens kønsrollemønster, når vi har tænkt baglæns?

Samtidig med at jeg morer mig over denne vittighedstegning, så gribes jeg af irritation og vrede, for selv om det måske ikke var sådan i fortiden for længe, længe siden, så har det så sandelig været det i den langt mindre fjerne fortid, nemlig i historisk tid, der har dokumenteret fordomme og forfølgelse for "ukvindelighed". Grove løjer og noget, der bør udforskes nærmere ved hjælp af en anden mindre fordomsfuld synsvinkel .....

https://www.csmonitor.com/Science/2013/1016/Were-most-cave-painters-women-Their-hand-prints-say-yes

https://videnskab.dk/kultur-samfund/verdens-aeldste-hulemalerier-blev-skabt-af-neandertalere 

 

https://videnskab.dk/Kultur-samfund/kvaeg-mennesker-og-haandaftryk-verdens-aeldste-hulemaleri-fundet-paa-borneo 

 

https://www.dr.dk/nyheder/viden/teknologi/overraskende-fund-verdens-aeldste-dyremaleri-dukker-op-i-grotte 

 

https://www.sciencemag.org/news/2020/01/archaeologists-unearth-graves-ancient-warrior-women-russia?fbclid=IwAR0byto0BZaI57FiGbrdQl-XsWN-25n7ExzPIxIGYv-U2hn9Hmh7PEigypg 

 

17.000 år gamle hulemalerier i Lascaux-hulerne 

 

https://jyllands-posten.dk/nyviden/ECE9476291/kode-gemt-i-hulemalerier-kan-vaere-oprindelsen-til-skriften/ 

 

https://netspirit.dk/emner/maleri-og-tegning/hulemalerier-verden/ 

https://videnskab.dk/kultur-samfund/pokkers-kvinder-med-oekser-et-fokus-paa-fortidens-koensroller-kan-skabe-ny

 

Wikipedia 

 

Når forældre tror, de EJER deres børn .....

 

Hvorfor adoptere seks børn for derefter at myrde dem? Sarah og Jennifer Hart, der var gift med hinanden, havde åbenbart haft en drøm om en stor børneflok, og det skaffede de sig så gennem adoptioner. I det, der blev familiens skæbneår, nemlig 2018, havde de seks adoptivbørn på mellem 12 og 19 år, men da det kom til stykket formåede de ikke at skabe et varigt hjem for dem. Hvad var grunden, og hvorfor var der ingen, der greb ind meget før, da børnene desperat søgte hjælp hos folk uden for familien? Ganske vist var der mange idylliske billeder af de to mødre og de seks børn på de sociale medier, men det stemte nu engang ikke med børnenes gentagne forsøg på at skaffe hjælp imod deres adoptivmødre, der angiveligt misbrugte, sultede og mishandlede dem, bl.a. med strikse, nærmest militaristiske opdragelsesmetoder. Ifølge nogle af børnene var der også tale om visse former for racisme.

Flere af børnene opsøgte ligefrem naboer midt om natten, fordi de var sultne, eller der var noget andet galt, og det burde helt afgjort have ført til en grundig udredning tidligt i forløbet. Da myndighederne endelig langt om længe kom ind i billedet, var det for sent, da forældre og børn var forsvundet. De sociale myndigheder havde en aftale om at komme på hjemmebesøg den 26. marts 2018, og det var nok derfor, de to mødre valgte netop denne dag til at køre deres børn fra hjemmet i Woodland, Washington, til Mendocino County i Californien, med det formål at dræbe hele familien ved at køre ud over en stejl klippekant. Noget, de på sørgelig vis gennemførte efter at have indtaget alkohol, der vel sagtens skulle dulme angsten, når det skete. 

I begyndelsen blev dette frygtelige styrt ned i havet set som en ulykke, men det varede nu ikke længe, før sandheden gik op for myndighederne: dette var et kombineret, planlagt selvmord og mord, sandsynligvis fordi de to mødre vidste, at den idyl, de havde forsøgt at illudere i årevis, ikke holdt for et nærmere eftersyn, og at myndighedernes besøg sandsynligvis ville føre til en fjernelse af børnene og kriminalitetsanklager imod dem. Syv år før havde der været en sag imod Sarah, hvor hun blev erklæret skyldig i en vis mishandling af en af pigerne, da hun havde smækket hende på en særlig ubehagelig måde. Dvs. at de vidste, hvordan det kunne blive med en ny sag, og det har de ikke kunnet udholde tanken om.

Alle - både mødre og børn - omkom i styrtet, men det er en sær tanke, at de voksne, der havde planlagt og derpå gennemført denne tragiske handling, ikke har haft helt styr på metoder og resultater, for så sent som på vej i bilen sad Sarah og søgte på håndkøbsmedicin som f.eks. Benadryl og dets virkning ved en overdosis samt steder, hvor man tog imod hunde uden en automatisk aflivning. En anden ting, hun søgte på, var druknedøden i en bil. Hun ønskede oplyst, hvor lang tid det ville tage, så hun og hendes hustru, Jennifer, må virkelig have tænkt meget over brugbare metoder. 

Trist nok lader det til gengæld ikke til, at de har gjort sig mange tanker om alternativer. Hvorfor? Havde de virkelig gjort det, som nogle af børnene havde klaget over? Var de racister, som de sagde, og havde de mishandlet dem? Og hvorfor skulle seks børn, men ikke familiens hunde dø, fordi de selv begik selvmord? Det forekommer mig både inkonsekvent og utrolig egoistisk. Børnene havde jo ikke ytret noget ønske om at dø, men forsøgte tværtimod at få bedre vilkår gennem deres henvendelser til folk uden for familien, som de håbede ville hjælpe dem. At det tog så lang tid, før der kom skred i sagerne, var jo ikke deres skyld. De ønskede bare bedre vilkår i livet, hvilket de havde al mulig ret til at forvente, når nu de klagede.

Politiefterforskningen har peget på et motiv, der bare ikke er moralsk acceptabelt: Sarah og Jennifer følte sandsynligvis, at hvis de ikke kunne få lov til at beholde de seks adoptivbørn, så skulle andre i hvert fald ikke have dem. Det er samme tankegang som nogle - især mænd - udviser, når deres kæreste eller ægtefælle forlader dem. Sagen er dog, at det nu engang ikke er sådan, at man ejer andre mennesker og kan skalte og valte med dem efter forgodtbefindende. De to kvinder kunne selv vælge deres skæbne, men ikke børnenes. Da de adopterede dem, havde de forpligtet sig til at give dem en god opvækst, men det glemte de formentlig undervejs, måske fordi opgaven viste sig at være for stor for dem.

https://edition.cnn.com/2018/04/04/us/hart-family-search/index.html

 

https://edition.cnn.com/2019/04/06/us/hart-family-crash-inquest-searches/index.html 

 

https://www.yahoo.com/entertainment/horrifying-true-story-hart-family-100000604.html 

 

Da hertugen af Windsor skulle bortføres

OK, Edward VIII tilbad af uransagelige grunde den amerikanske Wallis Simpson, hvis andet ægteskab røg, da hendes affære med den romantiske konge udviklede sig. Hverken han eller hun var kendt som åndsfyrster, men et par breve til søsteren, Mary, viser dog, at han havde en langt større forståelse for almindelige englænderes ofte barske liv end f.eks. hans bror og efterfølger på tronen, George VI. Da jeg så en udsendelse om ekskongen, hvor brevene blev citeret, var det lige før, jeg fattede sympati for ham - altså lige før .....

I sine unge dage var han en levemand, hvis primære hobby tilsyneladende var at forføre gifte damer. Gjorde han nogensinde noget godt for nogen ud over sig selv? Ikke mig bekendt, så det, han skrev til søsteren, var åbenbart ikke andet end en forbigående fornemmelse af en begået uret - en lune, der hang og flagrede i et ingenting, der hurtigt blev fyldt med et andet vidnesbyrd om hans liv, nemlig hans og Wallis' besøg hos Hitler i oktober 1937. 

Alt omkring dette besøg var betalt af nazisterne, for de var ellevilde over den gode PR, de mente det gav dem. Ekskong Edward var en fangst for dem, men man må spørge sig selv om, hvad de var for ham? En ting er, at nazisterne så ham som en potentiel allieret, men eftertiden må man spørge sig selv, om han virkelig var nazist eller bare meget naiv? Noget kunne tyde på, at han i hvert fald var - eller blev - ekstremt højreorienteret, og forskellige udtalelser, som han er citeret for, tyder på, at han mente, at den bedste, fremtidige styreform i Europa ville blive diktaturer og ikke demokratier. En sådan tankegang er noget, vi i nutiden korser os over, men vi har jo også erfaret, hvordan diktaturer i f.eks. Tyskland, Italien og Spanien udviklede sig. Han besad ikke den indsigt, som den historiske bagklogskab giver os - og da slet ikke i 1937. 

To år senere, da krigen var brudt ud, blev han tilmed forbindelsesofficer til "The French Army High Command" og fungerede som en art spion for England, især vedr. Maginot-linjen. Man må undre sig, for hvad er nu det for noget?. Der er imidlertid meget omkring Edwards aktiviteter på denne tid, der virker meget mystiske .....

Man kan sige, at hvis ikke han var nazist, så flirtede han i hvert fald godt med nazismen. Desuden var nogle af hans personlige venskaber som f.eks. med den sjette baron, Sir Oswald Mosley og hans kone meget mistænkelige. Det var nemlig ham, der havde grundlagt det engelske fascistparti, "The British Union of Fascists".

I 1940, hvor Anden Verdenskrig var en realitet, knoklede nazisterne under alle omstændigheder med en plan om at kidnappe ekskong Edward VIII, den daværende hertug af Windsor. Man kan spørge sig selv om, hvad de dog ville med ham, nu hvor han ikke længere var konge, men de havde skam store planer om at styrte hans bror og efterfølger, George VI, og få ham på tronen igen som en art marionet for dukkefører Adolf Hitler, der ville kunne få Englands deltagelse i krigen afsluttet i en ruf. Denne ambitiøse plan blev kaldt "Operation Willi", og den blev styret af den unge og meget ambitiøse Walter Schellenberg, der var personligt udpeget af Hitler til opgaven. 

Planen gik ud på at lokke hertugen og hertuginden til Spanien under foregivende af at ville sikre dem imod diverse trusler, især fra "The British Intelligence Service", der angiveligt planlagde at myrde dem. Det gik dog ikke, som nazisterne havde planlagt, for Churchill greb ind på baggrund af forskellige rygter om hertugparret. Han sendte et telegram, hvor han beordrede Edward tilbage til England og truede ham med, at han med sin midlertidige officerstitel og de forpligtelser, der var forbundet med denne, ellers ville komme for krigsretten. Nogenlunde samtidig kom der dog et andet telegram, der beordrede ham til at tage til Bahamas som engelsk guvernør. 

At huset på Bahamas ikke var Buckingham Palace siger sig selv, men det var et stort, flot hus med masser af plads midt i et naturskønt område. Ikke desto mindre sukkede og stønnede hertugparret over at være blevet "forvist" derhen. Samtidig rasede Hitler i Tyskland. Han var åbenbart så opslugt af ideen om en engelsk marionet-konge under hans kommando, at han til sidst havde bedt Schellenberg om uden videre at bortføre hertugen. Denne grumme plan mislykkedes dog, fordi hertugparret tog til Bahamas, hvor de var i knap fem år, inden de vendte tilbage til Europa og genoptog deres omkringflagrende selskabelige liv med fester, masser af berømte og fornemme mennesker samt mange hunde, men uden meget andet, der kunne optage dem. Dvs. glamour uden liv og mening ....

 

Main article: Abdication Crisis of Edward VIII

 

http://world-news-research.com/Himmler-Hitler.html 

 

https://historyofyesterday.com/the-dark-side-of-king-edward-viii-babedf8cb4c2 

 

https://www.theguardian.com/uk-news/2017/jul/20/winston-churchill-nazi-telegrams-uk-royals-edward-cabinet-papers 

 

https://warfarehistorynetwork.com/2016/11/08/operation-willi-the-nazi-plot-to-kidnap-the-duke-of-windsor/ 

 

https://www.vanityfair.com/hollywood/2017/12/the-crown-edward-hitler-nazi 

 

Wikipedia

"Bojangles" - sort og forrygende!

Stepdanseren, sangeren og skuespilleren Bill "Bojangles" Robinson (1878-1949) var den højest betalte, sorte, amerikanske stjerne i første halvdel af det tyvende århundrede. Normalt er stepdans ikke noget, der interesserer mig synderligt, men jeg faldt for Bojangles og hans meget specielle, svære nummer med at danse op ad en trappe. Der er også det interessante ved ham, at hans karriere ligesom danner en rød tråd gennem første halvdel af det tyvende århundrede i den amerikanske underholdningsverden, nemlig lige fra de såkaldte "minstrel-shows" til radio og television. Godt gået/danset må man sige - og det af en sort, uuddannet mand, der var søn af en maskinarbejder og en kirkekors-leder. Begge hans forældre døde tidligt i hans barndom, og han og hans yngre bror voksede op hos deres bedstemor, der såmænd var tidligere slave. Eftersom han ikke kunne lide sit fornavn, Luther, besluttede han sig for et navneskift. Hans bror skiftede samtidig sit fornavn ud til "Percy". 

I minstrel-shows var det almindeligt, at hvide skuespillerede optrådte med sort-sværtet ansigt. Man kan sige, at det ville have været passende, hvis Bojangles havde vist sig med hvidfarvet ansigt ligesom den tidligere sorte stjerne "Master Juba" (dvs. William Henry Lane) som svar på denne race-nedvuderende skik, men han var til gengæld en af de første sorte stjerner, der viste sig som sig selv, dvs. med sin naturlige hudfarve, hvilket også var en slags avancement for denne type kunstnere. 

Bojangles var en forrygende stepdanser med en fantastisk stil, der gav hans dans en ny form for lethed og elegance. Andre kunstnere - som f.eks. Gene Kelly - har brilleret med stepdans, men Bojangles var og blev noget særligt.

 Gene Kelly

 

Stepdans er med tiden blevet anvendt i mange musicals og film, og der er kommet nye kunstnere til, der har vakt begejstring.

OK, de sorte kunstnere har ikke monopol på denne dansestil, men det var trods alt dem, der opfandt den i dens kendteste form, nemlig som en del af et minstrel-show. Den har imidlertid også rødder til europæiske former for dans som f.eks. træskodans samt specielle skotske og irske danseformer. 

Irske og sorte amerikanere danser sammen i New York

Før Bojangles var der den før nævnte sorte danser, der skabte furore, nemlig William Henry Lane, der var kendt som Master Juba (ca. 1825-1853). (Charles Dickens har beskrevet ham i "American Notes"). Han var berømt, også fordi han tit udfordrede de bedste hvide dansere til danse-konkurrencer, som han for det meste vandt.

William Henry Lane (Master Juba)

Hvad Bojangles angår, så havde han mange skuespil- og dansepartnere. En af dem var Adelaide Hall, som han optrådte med i musicalen "Brown Buddies on Broadway", 1930.

Den mest berømte af hans medspillere var imidlertid den superpopulære barnestjerne Shirley Temple. De optrådte sammen i flere film, og selv om de ser ud til at trives med hinanden, så er der nu alligevel noget ubehageligt "Onkel Tom"-agtigt over disse roller.

Dengang Bojangles som ung besluttede sig for at prøve lykken som solist i stedet for kun at optræde i ensembler, så var det kontroversielt for en sort mand. Ikke desto mindre klarede han det godt, blev berømt og hædret, men der var én ting, hvor han kom til kort: økonomien! Selv om han tjente rigtig godt, så var han totalt uden midler ved sin død. En god ven trådte til at betalte for hans begravelse, hvilket jo var smukt gjort af ham, men man undrer sig over, at den berømte danser og skuespiller med millionindtægten skulle ende som fallent. Han var gift og blev skilt tre gange, men havde ingen børn. Måske disse ægteskaber kostede ham en masse penge, for det har man jo set før, men helt forklare det kan det nu ikke ......

Et af beviserne på hans popularitet er den statue, der er blevet rejst over ham. Det er unægtelig en ære, der ikke overgår alle kunstnere, så det er glædeligt, at det skete i hans tilfælde.

http://www.tapdancingresources.com/dancers/

 

http://www.tapdancingresources.com/dancers/lane-alexander/ 

 

Wikipedia

Joseph Allsop, manden der voldtog sin baby-datter til døde

Et yndigt billede af en mor og hendes fem måneder gamle datter, men ikke den mor og datter, som dette indlæg handler om, for der findes tilsyneladende ingen billeder af dem. Der er åbenbart også kun ét eneste fotografi af den tredie person i dramaet, og han er ellers hovedpersonen: militærmanden Joseph Allsop og babyens far - samt morder .....

Joseph Allsop

Det skulle ikke undre mig, om det faktum, at Joseph Allsop var militærmand, har været med til at gøre ham "usynlig" på nettet. Nogen må have holdt hånden over ham og beskyttet hans identitet, og det er formentlig det mægtige, amerikanske militær, som han havde været tilknyttet siden 2007, hvilket vil sige nogle år, før han blev arresteret i 2010 på anklager om at have udnyttet sin stedsøn seksuelt. Dermed rullede bolden så at sige, for denne sag satte også fokus på hans afdøde datter, Jade, der ved sin død kan have set sådan ud:

 

Den forulempede 8-årige dreng var søn af Allsops tidligere kone, Shaina (født Gibson), som han havde kendt siden barndommen, hvor de havde leget meget sammen. Inden sit ægteskab med Joseph havde hun været enlig mor, da drengens biologiske far ikke var inde i billedet. Heller ikke hende eller hendes søn har jeg kunnet finde billeder af, men jeg ved, at hun var en buttet pige, der kan have lignet en af disse unge damer:

I dokumentarfilmen "Who the (Bleep) Did I Marry, Predatory Patriarch" blev Shaina spillet af Elizabeth Klein:

Shaina Gibson havde som sagt kendt Joseph Allsop fra tidlig barndom. De havde været meget sammen, så derfor blev hun skuffet, da hun som ca. 13-årig tog hjem til ham for at få ham med ud at lege, og hans mor fortalte hende, at han ikke kunne komme et stykke tid. Anden forklaring fik hun ikke, og hun undrede sig, men spurgte ikke ind til det, da han kom tilbage igen et års tid efter. Da hun som voksen mødte ham igen, og de blev gift, fik hun dog anledning til at spekulere over denne uforklarlige episode fra barndommen. På det tidspunkt var de imidlertid blevet skilt, og hun havde fundet sammen med en anden mand.

I ægteskabet med Joseph havde Shaina haft den store sorg at mist sin fem måneder gamle datter, Jade, der pludselig var død i 2005, da hun var i hans varetægt. Ingen kunne finde en grund til dette sørgelige dødsfald, og lægerne rubricerede det som "vuggedød", idet de ikke anede, hvorfor den lille baby havde haft nogle underlige anfald, hvor hun ikke trak vejret og nu pludselig var død af det. Shaina havde været meget bekymret de gange, hvor det skete, men Joseph slog det hen, så det var hende, der fik den lille på hospitalet et par måneder før, uden at det dog på nogen måde bidrog til opklaringen af problemet. Først da Shainas søn fortalte, at hans stedfar, Joseph Allsop, forgreb sig på ham hver gang han kunne komme til det, blev Jades mystiske dødsfald efterforsket for alvor, men nu som noget meget, meget mistænkeligt, der formentlig var af kriminel natur. 

 

Ca. 8-årig dreng, men ikke den forulempede stedsøn

Da Joseph blev arresteret for sine sex-overflad på stedsønnen, gik han lige med et til bekendelse og indrømmede, at han havde misbrugt mange børn, deriblandt sin afdøde datter, lille Jade på 5 måneder. Pludselig fik man en forklaring på, hvordan - og hvorfor - den lille baby var død på en ellers uforklarlig måde. Det viste sig, at hun var blevet kvalt under sin fars orale voldtægt af hende. Hun havde simpelthen ikke kunnet få luft, når han forgreb sig på hende oralt, og denne sidste gang gik det altså helt galt. Joseph Allsop blev dømt skyldig og fik to livstidsdomme for sine forbrydelser imod datteren, stedsønnen og andre børn. 

 

Noget, hans dom også førte til, var en forklaring på hans underlige fravær som 14-årig. Det viste sig, at han allerede var blevet registreret som sex-forbryder i denne tidlige alder, og at han blev straffet/behandlet for sin pædofile afhængighed af sex med børn. På det tidspunkt havde han - ligesom Shaina - boet i en anden delstat, og da han flyttede, burde han have fortalt myndighederne om sin registrering som sex-forbryder, men det undlod han. Dvs. at denne oplysning ikke fulgte ham i hans videre karriere inden for militæret eller under hans ægteskab med Shaina. 

Smart, men det gik ud over en lille, uskyldig pige, der mistede livet på grund af sin egoistiske og tankeløse far, der ikke formåede at styre sine specielle seksuelle impulser ....

 

 

http://mydeathspace.com/vb/showthread.php?21011-Joseph-Allsop-(27)-arrested-5-yrs-after-raping-killing-his-5-mo-old-daughter 

 

https://www.websleuths.com/forums/threads/tx-jade-allsop-5-mos-suffocated-in-sexual-assault-copperas-cove-26-jan-2005.113618/ 

 

https://kdhnews.com/news/soldier-kept-history-as-sex-offender-off-record/article_503d2e41-afb3-5381-ab12-2d451c531776.html 

 

https://dreamindemon.com/community/threads/joseph-allsop-makes-me-gag-charged-in-death-of-5-month-old.39326/ 

 

https://www.dps.texas.gov/section/crime-records 

 

https://mylifeofcrime.wordpress.com/2012/09/19/pervert-alley-joseph... 

 

https://www.militarytimes.com/2013/07/29/the-human-toll-of-child-abuse-in-the-army/#:~:text=Joseph%20Allsop%2C%2029%2C%20was%20sentenced%20in%20February%202012,%E2%80%94%20molesting%20a%20boy%2C%20a%207-year-old%20family%20member. 

 

https://mylifeofcrime.wordpress.com/2012/09/19/pervert-alley-joseph-allsop-confessed-to-sexually-assaulting-and-killing-5-month-old-daughter-sentenced-to-2-consecutive-life-sentences/