Den franske seriemorder Henri Landru (1869-1922) lignede det, han var, nemlig en slimet svindler og kvindemorder. Hans udtalte kvindehad blev en del af hans image, da han endelig langt om længe kom for retten for at have myrdet flere kvinder, som han havde lokket til med falske ægteskabsannoncer. Det er også en fremtrædende del af det billede, Charlie Chaplin gav af ham i sin "komedie", "Monsieur Verdoux", selv om jeg er forbløffet over, hvordan filmen i mindst lige så høj grad er en udlevering af de kvindelige ofre end af morderen.
For Landru var kvinder i et og alt "det svage køn", og der er dem, der mener, at hans forbrydelser ikke bare var udtryk for ønsket om økonomisk gevinst, men også byggede på hans specielle sex-fantasier om dominans. Altså det, vi har set så ofte i senere tiders seriemordere. Dengang Landru huserede, havde man dog ikke rigtig blik for disse dybder i det mandlige sind, så formålet med mordene blev automatisk regnet for at være af økonomisk art.
Retssalen vrimlede med kvinder af forskellig art, men også med notabiliteter som f.eks. forfatterne Colette og Rudyard Kipling, varietéstjernen Mistinguett, sangeren Maurice Chevalier og filmstjernen Sacha Guitry. Hvad ville disse mennesker dér? Ønskede de at se Landru blive kanøflet, eller nærede de bare en ulækker interesse i grusomme kriminalsager? Aviserne harcellerede i hvert fald over de mange kvinder, der mødte op, men også over mordofrene, hvilket jo er totalt grotesk.
Det blev både indirekte og direkte regnet kvinderne til last, at de overhovedet var interesseret i at finde en mand, hvilket er tåbeligt, da det var kvinders eneste socialt anerkendte avancement-mulighed dengang. Giftermål betød forsørgelse, og de fleste af Landrus ofre var midaldrende, ofte krigsenker. At finde en god mand var, hvad de var blevet oplært til, og jo ældre de blev, desto vigtigere blev det. Hvis man endelig skal bebrejde dem noget, så er det, at de faldt for Landrus løgne om hans civilstand og formueforhold.
Fernande Segret med sin elsker, Henri Landru
Han var aldeles ikke single, men gift og havde fire børn, der ligesom hans kone hjalp ham med svindlerierne. Derudover havde han en ung elskerinde, skuespillerinden Fernande Segret, som han boede sammen med, men som senere vidnede imod ham.
Noget af det sørgeligste i sagen var, at der var flere kvinder, der i temmelig lang tid havde forsøgt at råbe myndighederne op vedr. deres mistanke i forbindelse med, at deres kære og nære var forsvundet efter mødet med den mand, de opfattede som deres forlovede. Detektiver, betjente, etc., etc. afviste dem og nægtede at se nærmere på den promiskuøse Landru, der konstant hævdede sin maskuline ret til at få sit privatliv respekteret. Et krav, man altså ikke afviste som uberettiget i forbindelse med flere konkrete forsvindingssager. Ret sært og dybt diskriminerende. Den, der til sidst formåede at trænge igennem dette netværk af over-tolerante mandfolk, der indirekte støttede morderen, var en kvinde ved navn Marie Lacoste, hvis halvsøster, Célestine Buisson, var et af hans ofre.
Da Celestine præsenterede "sin forlovede" for sin yngre søster kunne denne slet ikke lide ham. Hun mistænkte ham lige fra begyndelsen for at være ægteskabssvindler og advarede sin søster imod ham, men denne nægtede at lytte til hende. Ikke desto mindre blev det den handicappede hushjælp, Marie Lacoste, der i sidste ende fældede Landru. Søndag den 12. januar 1919 skrev hun til borgmesteren i den by, hvor Landru havde et hus. Hun fortalte om sin mistanke, som hun argumenterede så godt for, at han, lidt efter lidt, fik sat gang i en undersøgelse. Et af hendes mange indsamlede beviser var postkort, der angiveligt var sendt til hende for at bevise, at Celestine skam levede og havde det godt. Da skriften på disse kort ikke tilhørte hendes søster, da de var skrevet af Landrus kone, tjente de som det modsatte af, hvad den snu morder havde forestillet sig: de blev til beviser på, at Maries søster ikke levede.
Marie Lacoste i vidneskranken
Landrus advokat havde kæmpet en brav kamp for i det mindste at redde sin utiltalende klient fra guillotinen, men den gik ikke. Det kom nok bag på både ham og den anklagede seriemorder, at hans mange mord på medlemmer af "det svage køn" endte med en dødsdom.
Der er dog dem, der mener, at hans "sjæl" stadig befinder sig i Frankrig og lever videre som spøgelse i det hus, hvor han begik mange af sine forbrydelser.
https://www.theatlantic.com/science/archive/2016/10/the-psychology-of-victim-blaming/502661/
Wikipedia
