Umiddelbart synes jeg, at James "Jim" Brown Miller (1861/1866-1909) mere ligner en lidt luvslidt og måske ligefrem "økonomisk udfordret", men mild og urban bogholder. Sådan forestiller jeg mig i hvert fald ikke, at vilde og voldsomme mænd i Det Gamle Vild Vesten så ud. Miller var faktisk kendt for at besidde en vis stil, der først og fremmest var forbundet med hans påklædning: hvide skjorter med flip, derudover en diamantring og altid en frakke, ligegyldigt hvordan vejret var. Måske frakken i ny og næ var lidt slidt at se på, men det ødelagde ikke hans noble stil. Samtidig med denne "elegance" var han også berømt for at være en af de aller-barskeste mænd i Det Vilde Vesten. Han gjorde sig tillige som kirkegænger og afholdsmand, men hans sobre livsstil havde en mørk side, da han samtidig var kendt for at havde dræbt rigtig mange mennesker i forskellige skuddueller, hvor han underligt nok skiftevis var lovløs og lovens håndhæver. Desuden faldt lejemord ham let, og han sagde selv, at han ville myrde hvem som helst, hvis bare betalingen var i orden. Alt sammen noget, der ikke rigtig rimer med hans ene tilnavn, "Deacon", for han fulgte bestemt ikke Biblens påbud om ikke at slå ihjel. Navnet "Killer Miller" derimod passede perfekt på ham. Faktisk gik der rygter om, at han i en meget, meget ung alder myrdede sine bedsteforældre, men det er nu aldrig hverken blevet bevist - eller modbevist .....
Da hans søster, Georgia, giftede sig med en mand, han ikke kunne fordrage, varede det ikke længe, før denne nye svoger blev skudt, medens han lå i sin seng. Alle vidste, at Miller ikke havde været glad for det ægteskab, så han blev straks mistænkt for mordet. Ikke nok med det, men han endte også med at blive anklaget og dømt som svogerens morder. Straffen var livsvarigt fængsel, men hans advokater fik ham fri på grund af en eller anden teknisk finesse. Dermed var vejen banet for hans nye Wild West-karriere: togrøverier, mord og overfald samt et delt saloon-ejerskab.
Millers priser for lejemord lå mellem $150 og $2,000, og det viste sig hurtigt, at han var god til sit job, for tingene blev gjort som aftalt, gerne ved natlige baghold. Mere fredelige jobs bestod i cowboy-ansættelser rundt omkring, og dem havde han også en del af. På en af disse arbejdspladser mødte han sin senere kone, Sallie, der var datter af hans arbejdsgiver. Efter brylluppet den 15. februar 1888 blev de efterhånden forældre til fire børn.
Jim Miller med sin kone, Sallie, og et af deres fire børn
I 1891 var Miller i Pecos, Texas, hvor han minsandten fik ansættelse som vicesherif for den unge sherif George A. “Bud” Frazer. En af hans mere presserende opgaver var at finde og arrestere nogle kvæg-tyve, der hærgede egnen på dette tidspunkt, men han fangede dem aldrig, selv om tyverierne blev værre og værre. Selv om han havde fået sin kone og svoger til at flytte med sig, og hele familien optrådte som pæne og lovlydige kirkegængere, så var der ingen tvivl om, at man med Miller havde "sat ræven til at vogte gæs". At han overhovedet kunne få en ansættelse som lovens håndhæver skyldtes, at det på denne tid blev anset for meget groft og uhøfligt i Det Vilde Vesten at spørge folk ud om deres tidligere liv og karriere. Derfor vidste beboerne i Pecos generelt ikke, hvad der gemte sig bag Millers milde og venlige udseende, men sheriffens svoger, Barney Riggs, fattede dog mistanke.
Barney Riggs
Mærkeligt nok var Barney Riggs åbenbart den eneste, der følte, der var noget lusk ved byens nye vicesherif. Miller beholdt i hvert fald sit job, indtil han virkelig blamerede sig med mordet på en mexikansk fange, som han påstod "forsøgte at flygte". Grunden til dette mord var, at fangen vidste, hvor et par mulæsler, som Miller havde stjålet, var gemt. Så snart man undersøgte om, dette spor kunne være rigtigt, blev Millers dobbeltspil afsløret, og han blev fyret. Væk var den respektable kirkegænger, og frem dukkede den forhærdede forbryder, der nu tilmed blev en hævner, fordi han var vred på sin unge chef, der havde fyret ham. Noget af denne hævn bestod i deltagelsen i en valgkamp om sherif-embedet, som forbryderen Miller minsandten følte sig berettiget til. I første omgang tabte han, men senere fik han et job som sherif. Da han nu engang ikke var nogen duksedreng, omgav han sig imidlertid med lovløse hjælpere, der alle havde markeret sig som skytter.
Sherif George A. “Bud” Frazer
Det er mig ubegribeligt, at Miller kunne opnå den ene stilling efter den anden som lovhåndhæver, og sheriffen George A. "Bud" Frazer har sikkert fortrudt sin første ansættelse af ham som vicesherif mange gange, for de to dystede om alt muligt gennem flere år. At Miller ligefrem havde planlagt at myrde sin tidligere chef gjorde dog hans arrestation nødvendig. Den 7. september 1893 blev han og to af hans kumpaner fanget og sat i kachotten, men inden længe var de fri igen, fordi hovedvidnet til deres planlægning af mord på sheriffen blev skudt af en af Millers mænd. Det betød, at retten alligevel ikke havde en sag imod ham, hvilket i sig selv var en anbefaling for mord som løsning .....
James B. Miller, der her ses siddende ved et bord, synes ikke at være nogen særlig høj mand. Faktisk forekommer han mig at være under middelhøjde, men det, han måske manglede i højde, havde han i rigeligt mål i frækhed og en ukuelig hensynsløshed. Arrestationen for mordplanerne betød ganske vist, at han mistede sit sherif-job, men selv om han så i stedet slog sig op som en hæderlig hotel-ejer, må hans blakkede ry havde indhentet ham, for folk begyndte for alvor at nære mistro til ham. Stakkels Frazer blev på et tidspunkt så frustreret over ham og hans skurkestreger, at han angreb ham på åben gade, idet han fyrede flere skud af imod ham. Da Miller besvarede hans skudsalve, ramte han ved et uheld en mand, der derpå skød ham i brystet, men uden at dræbe ham. Selv om Miller utvivlsomt var blevet ramt af flere skud, så overlevede han mystisk nok. "Mystikken" bestod imidlertid i en beskyttende brystplade, der ikke kunne ses for frakken, han altid gik med.
Pecos i Texas, engang i begyndelsen af 1900-tallet
Som følge af alle disse stridigheder samt skudduellen på åben gade tabte Frazer valget som sherif. Oven i dette nederlag blev han også anklaget for mordforsøg af den nyslåede advokat John Wesley Hardin. Han, der ellers var en forhærdet kriminel, der er meget berømt for sine kontroverser med en anden Wild West-legende, Wild Bill Hickok, havde benyttet sin tid i fængsel til at læse jura, så eks-sheriffen kunne være kommet galt afsted via en lovløs jurist, hvis ikke Hardin var blevet dræbt i en skudduel med en anden skytte.
John Wesley Hardin
Grænserne mellem lovløse og lovlydige synes at være enormt flydende og upræcise. Dem, der er helte det ene øjeblik bliver skurke det næste. Miller havde dog ikke kunnet opretholde sine forskellige roller som en respektabel borger, og i 1896 fik han så endelig ram på sin tidligere chef, eks-sheriffen Frazer, der sad stille og fredeligt med nogle venner omkring et spil kort, da hans gamle fjende åbnede ild imod ham og bogstavelig talt "blæste hovedet af ham". Sært nok blev Miller dog heller ikke denne gang fængslet, for som han sagde i retten: "Jeg har ikke gjort andet, end hvad han gjorde imod mig." At retten accepterede den forklaring siger alt om tiden og stedet.
I stedet for at havne i fængsel forsøgte Miller sig igen med en saloon,
foruden at han angiveligt fik et par nye jobs som lovhåndhæver i Memphis.
Dette mistænker man dog mere er pral og løgn end noget andet, for det synes ikke at være
bevist. Nogle år efter var han gået ind i ejendomshandel med stor succes, men hans tidligere vilde liv med pistoler og mord trak i ham, og han fik endnu engang rodet sig ud i kriminalitet, denne gang som lejemorder. I 1904 dræbte han således advokaten James Jarrott, der havde haft succes med flere sager for "småfolk" imod diverse kvægbaroner. Samme år dræbte Miller en forretningspartner, T. D. "Frank" Fore, der minsandten var noget så usædvanligt som en hæderlig mand, der havde truet ham med at angive ham for falske ejendomshandler, hvor han solgte jord, der havde den skavank, at de befandt sig på havbunden. Efter at have myrdet Fore kastede han sig hulkende over hans lig, og heller ikke denne gang blev han dømt for mordet. Tværtimod kunne han uden videre fortsætte sine skurkestreger med mord og bedragerier ....
Emmanuel "Mannie" Clements
Den 29. december 1908 blev Sallies bror Emmanuel "Mannie" Clements, Jr. dræbt i en saloon-kamp, og Miller svor hævn over sin svoger og nære ven, men der kom en mord-opgave i vejen. Han blev nemlig tilbudt $1,700 for at myrde en tidligere U.S. Marshal, Allen Augustus "Gus" Bobbitt i Oklahoma. Det var åbenbart for fristende, for han udskød hævnen og gik i gang med flere lejemords-opgaver, der indbragte en pæn sum penge, hvilket ellers ikke var noget, han manglede. Ingen af alle disse mord førte dog til det, de burde have gjort, nemlig en fængsling og dom. Killer Miller valsede ud i friheden den ene gang efter den anden, og man undrer sig.
Sitting Bulls sejr ved Little Bighorn, 1876
Nok vandt indianerne en gang imellem, men som regel blev de ofre for de hvide indbyggeres lumskerier. Et af disse bestod i "Indian Skinning", hvor skurken drak indianeren fuld og fik ham til at sælge de landstykker, han havde fået som erstatning for hele det land, der var blevet taget fra ham på grund af de hvides invasion. Det var en meget populær forbrydelse blandt lovløse, men den forargede pæne, lovlydige beboere som f.eks. den tidligere ordenshåndhæver Gus Bobbitt.
Gus Bobbitt
At denne pæne, lovlydige mand protesterede imod det profitable "Indian Skinning" var nok for de lovløse: de hyrede Killer Miller, der skød Bobbitt den 27. februar 1909. Mordofret Bobbitt levede i yderligere en time efter skuddet, og på dødslejet bad han sin kone om at respektere hans ønske om at øremærke $1,000 af den arv, han efterlod sig, som dusør for pågribelsen af hans morder.
Familien Bobbitt
Dusøren lokkede en masse folk til, der alle ønskede at score de $1,000. De dannede hurtigt et eftersøgningshold, og Miller, der måske var blevet lidt for selvsikker, blev fanget sammen med nogle medsammensvorde den 6. april 1909. Denne gang blev sagen ikke overladt til retten, da beviserne mod morderen var lidt vakkelvorne. I stedet for at overlade ham og hans kumpaner til lovens håndhævere valgte man at hænge - dvs. lynche - dem, da man bare ikke ville have, at de gik fri denne gang. Henrettelsen foregik i en forladt lade, og Miller blev hængt sidst, da man mente, at hans medgerningsmænds død ville skræmme ham til en tilståelse af sine utallige forbrydelser. Den gik dog ikke, for det eneste, han tilstod, var praleri af at have dræbt 51 mennesker. Hans sidste ønske gik ud på, at man gav ham hans sædvanlige lange frakke på.
Lynchningen af Miller (th) og hans medsammensvorne
