fredag den 8. oktober 2021

Drengen, der blev en pige, der var en dreng


Ja, det med forhuden, der skal skæres af, er simpelthen derude, hvor man må undre sig over religiøst begrundede påbud. Jeg mener dog, at denne religiøse skik hænger sammen med Jahves påbud om, at hans såkaldt udvalgte folk skal blive mangfoldigt: der må ikke spildes sæd gennem onani, så forhuden ryger i et forsøg på at begrænse denne mandlige skik. Somme tider er der dog andre grunde end de religiøse, for også medicinen spiller ind, f.eks. ved forhudsforsnævringer.

"Phimosis" er et andet ord for forhudsforsnævring hos børn, der kan skabe problemer ved vandladning. Heldigvis vil de fleste tilfælde af Phimosis - uden arforandringer - kunne behandles med nogle ugers påsmøring af steroidcreme, idet 70-90% af børnene bliver helbredt. Det betyder, at forhuden nu kan trækkes tilbage uden problemer. Man skulle tro, at der ville være bivirkninger efter brugen af binyrebarkhormon, men det er ikke tilfældet, så det lader til at være en god løsning. Hvor der er ardannelse, eller hvis cremen ikke har haft nogen virkning, så ser sagen dog anderledes ud. Her bliver man nødt til at gribe til operation, og det går da som regel godt og uden skader på penis. Der er dog eksempler på, at det går helt galt, og det gælder bl.a. det, der overgik familien Reimer, da den ene af deres enæggede tvillingsønner, Bruce, skulle omskæres for at afhjælpe en medfødt forhudsforsnævring.

Bruce og Brian Reimer var fuldstændig ens at se på, da de blev født i 1965, men da drengene skulle opereres for forhudsforsnævring i 7-måneders-alderen, skete der et uopretteligt uheld med Bruce, hvorved hans penis blev ødelagt. En meget sørgelig situation for en dreng uden en penis står over for et stort problem, både socialt, fysisk og psykisk. Af denne grund opgav man operationen af Brian, og hans penis kom sig af sig selv, hvilket må have været meget bittert for forældrene og for hans skadede tvillingbror. I første omgang blev både skaden på Bruce og forløbet af diagnosticering og operation holdt hemmeligt, for hans mor og far lod sig overtale til at lade ham undergå en forvandling: lille Bruce blev udsat for en kønsskifteoperation, hvorved han blev til pigen Brenda.

Umiddelbart lyder det faktisk som en god løsning på et ellers uløseligt problem, men desværre, må man sige, forblev lille Brenda den dreng, hun havde været ved fødslen. Hvis hun havde taget sit nye køn til sig, så ville det have kunnet give hende en brugbar identitet, men den gik altså ikke, selv om både hun og hendes tvillingbror, Brian, gik til behandling hos psykologen John Money, der var en af dem, der havde ivret for kønsskiftet. Hans behandlinger byggede dog langt mere på teorier og gætterier end viden, og de omfattede bl.a. nogle nærmest ydmygende sessioner, hvor Brenda og Brian blev sat til at undersøge hinandens kønsorganer og simulere samleje.

Brenda lignede en pige, men var en dreng i alt, hun foretog sig. Hun var så ulykkelig, at hun truede sine forældre med selvmord, og til sidst gik faderen til bekendelse og fortalte sit på dette tidspunkt 15-årige barn om ulykken, der havde ødelagt hendes oprindelige kønsorganer. Resultatet var, at Brenda ville være Bruce, og hun krævede at få sine kønsorganer genoprettet. En af grundene til dette var, at pubertetspigen Brenda blev mobbet for at ligne en dreng, hvilket sikkert også var tilfældet, da selve kønsskiftet blev kørt på en enormt uprofessionel måde. Dem, der havde stået for det, virker i dag som de rene amatører og kvaksalvere. 

Den ikke-pigede pige lignede og følte sig som en dreng, og efter at have hørt sandheden fra sin far antog han/hun navnet David og gik i gang med en genoprettelse af sin medfødte kønsidentitet. Noget, der omfattede testosteron-indsprøjtninger, en dobbelt brystfjernelse og genskabelse af en penis. Det sidste er ret indviklet og var det selvfølgelig i endnu højere grad i 1980'erne, hvor Brenda blev til David.

Som David fik han arbejde på et slagteri, foruden at han påtog sig løst arbejde rundt omkring. Når ikke han arbejdede var han optaget af sine hobbies, nemlig fiskeri, camping, antikviteter og gamle mønter. Dvs. ganske almindelige ting, som folk af varieret køn kunne være optaget af. Den side af sagen, der omfatter privatlivet samt arbejdslivet, lader til at være gået OK, men alligevel forsøgte han flere gang at begå selvmord. Sørgeligt nok var også hans tvillingbror selvmorderisk. Han blev diagnosticeret som skizophren og døde af en overdosis i 2002.

I 1990 blev David gift med en kvinde med tre børn, som han adopterede. Der var en del problemer mellem dem, og den 2. maj 2004 fortalte hans kone ham, at hun ville skilles. To dage efter begik han selvmord som 38-årig.

Altså en utrolig sørgelig beretning om en penis, når heller ikke drengen, der beholdt sin, fik et lykkeligt liv. Når man tænker på alle dem, der skifter køn i disse år, er det også en særdeles underlig, men også meget tankevækkende fortælling om køn og identiteter. Bruce-Brenda-David må have gjort nogle erfaringer, der kan belyse spørgsmålet om, hvad der gør os til hvad kønsmæssigt, men det har han mig bekendt ikke forsøgt eller har fået lov til. Også det er trist .....



 https://www.healthline.com/health/transgender/phalloplasty


 https://pri.rn.dk/Sider/8677.aspx

 

https://mambee.com/ctfk-rsmmr-auibs-pbnn-phesm-pbelv-the-tragic-tale-of-david-reimer-a-boy-who-was-raised-as-a-girl-after-an-accident-left-him-without-a-penis/ 

 

Wikipedia


torsdag den 7. oktober 2021

Nogle mennesker vil gøre ALT for at blive berømte


En ballon? Ja, og vejen til berømmelse for den opmærksomhedshungrende Richard Heene. Hans drømme om at blive berømt og få sit eget reality-program i amerikansk TV fik ham til at lave et fup-nummer, der huskes den dag i dag, selv om han og familien senere har benægtet, at der var tale om bevidst fup. Svindlen bestod i påstanden om, at Heenes 6-årige søn, Falcon, havde gemt sig i ballonen, og at begge var steget til vilde højder over Fort Collins, nemlig 2100 meter. 

 Lille, nuttede Falcon på 6 år

Ballonen var sendt op i atmosfæren den 15. oktober 2009, og myndighederne troede uvilkårligt på faderens forklaringer om Falcons farefulde færd i den hjemmelavede ballon. Hvis de havde vidst noget om hans besættelse af "berømmelse" og reality-programmer, ville de afgjort have tvivlet, men hvor skulle de vide det fra? Familien virkede jo umiddelbart velfungerende og uden højtflyvende ideer om at opnå berømmelse på den slags. Derfor var ikke bare det lokale politi, men også flyvevåbnet på tæerne for at lokalisere ballonen og forsøge at få den - og forhåbentlig også Falcon - ned uskadt.


Familien Heene med mor Mayumi til venstre, de tre sønner og faderen Richard til højre

Falcon var væk i halvanden time, og panikken bredte sig, da en tilfældig tilskuer oplyste, at han/hun havde set "noget" falde fra ballonen, inden den styrtede ned af sig selv. Var dette "noget" den charmerende og kønne, lille dreng? Hvis det var, hvor var hans lig så? I hvert fald ikke i ballonen, hvilket jo ellers ville være logisk, hvis han alligevel ikke var styrtet under opsendelsen. HVOR var han???? Man søgte og søgte efter ham, for han skulle bare findes, død eller levende.

Den lille charmetrold Falcon overlevede i hvert fald, for hér er han som teenager

Eftersom barnet ikke befandt sig i den styrtede ballon og heller ikke var til at finde på jorden, begyndte nøgterne personer at tale om "svindel". Kort sagt, man tvivlede lige pludselig på far Richards mange forklaringer om den eventyrlystne, 6-årige søn. Senere samme dag fik disse tvivlere ret, for da dukkede Falcon op, hel og uskadt. Hvor havde han været, og hvad var der sket?

Richards forklaring var, at sønnen havde gemt sig, men at familien havde haft grund til at tro, han var inde i ballonen. Eftersom ikke bare politi og flyvevåbnet, men også pressen havde vist "forsvindingen" stor opmærksomhed, så var der mange - ud over almindelige borgere i både ind- og udland - der ikke var tilfredse med den forklaring. "Gemt sig", hvad mente de med det, og hvordan var det gået til???? En fortalelse gjorde, at Falcon uvilkårligt afslørede, at det hele var svindel. Noget, der i hvert fald skaffede Richard en del af den berømmelse, han hungrede efter. I første omgang modtog han dog en fængselsdom på 90 dage og 100 dages samfundstjeneste foruden en bøde på $36,000 for at have misbrugt politi og flyvevåben. Falcons mor, Mayumi, fik en dom på 20 dages fængsel, der skulle fordeles på en familie-venlig måde, da der jo var tre små drenge i familien, og de nødig skulle forlades alt for længe af deres mor.

Senere er det kommet frem, at Richards besættelse af at opnå den eftertragtede berømmelse også havde ført til flere andre episoder, bl.a. med hustruvold. Familien var ikke nær så harmonisk, som den uvilkårligt fremstod. Richards sære ideer, bl.a. om rumvæsener, gjorde ikke et godt indtryk, men det lykkedes ham dog i sidste ende at få en chance med de reality-programmer, han higede efter. Ikke at det førte til en stor TV-karriere, men det var dog en form for "fjer i hatten" ....


 

https://abcnews.go.com/GMA/News/10-years-balloon-boy-family-denounce-idea-saucer/story?id=66604256

 

https://www.5280.com/2019/09/the-balloon-boy-hoax-solved/ 


Wikipedia


Tævet ihjel i Guds navn

I 2015 blev to unge mænd, Lucas Leonard (19 år) og hans lillebror, Christopher Leonard (17 år), tævet og mishandlet i en "Word of Life Christian Church" i New Hartford. Den ældste af drengene, Lucas Leonard døde, medens hans bror overlevede med forskellige skader. Det var tydeligvis noget af et mirakel, at Christopher slap fra overgrebet med livet i behold, for det, han og hans bror kom ud for, var meget voldsomt.


En af dem, der førte an i den timelange mishandling, var deres mor, dengang 59-årige Deborah Leonard. Hun fik hjælp af sin mand, drengenes far, Bruce Leonard, og begge forældre gik til opgaven med ildhu. De to drenges halvsøster, Sarah Ferguson, hjalp til med afstraffelsen, idet hun piskede sine brødre i genital-området, hvilket i sig selv er et fingerpeg om, hvad der havde oprørt hele familien samt den del af menigheden, der deltog under kirkelederen Tiffanie Irwins ledelse: de to teenagedrenge var blevet anklaget for at forgribe sig på børn i området, hvilket selvfølgelig er totalt uacceptabelt, men dog burde have været standset - og straffet - på en anden måde. 

Deborah og Bruce Leonard

Deborah Leonard sad tre år i fængsel og blev så løsladt. Hvad Bruce angår, så fik han 10 år for sin deltagelse i den dødelige afstraffelse. Han kan prøveløslades i 2024. Sarah Ferguson blev idømt 25 års fængsel for det, der blev bedømt som manddrab samt andre forbrydelser i forbindelse med hændelsen. Hun vil kunne prøveløslades i 2037. 
 
Pastor Tiffanie Irwin

Kirkens såvel som afstraffelsens leder, Tiffanie Irwin, blev idømt 12 års fængsel og kan prøveløslades i 2026, medens hendes bror, Joseph Irwin, fik en straf på 8 år og kan prøveløslades i 2022. Andre deltagere i afstraffelsesorgiet, som f.eks. Traci Irwin, fik kortere domme.


Traci Irwin

Det er en tragisk sag, der måske blev så voldsom, fordi de mange fra menigheden, der deltog i mishandlingerne, ville tvinge drengene til at tilstå, at de havde begået de forbrydelser, de blev anklaget for. Noget, der åbenbart ikke lykkedes, så der er ikke rigtig nogen beviser på deres skyld. Rygter er der til gengæld en hel del af, for det lader til at være det, hele det timelange afstraffelsesorgie bygger på. At dette virker som et typisk amerikansk fænomen med vanvittige religiøse overdrivelser, der ikke har så meget med Bibelen at gøre, giver det hele et anstrøg af nationalt vanvid. Den ene gang efter den anden er man blevet præsenteret for sager, hvor "Gud siger"-argumenter bruges efter forgodtbefindende. 


Bruce og Deborah Leonard

tirsdag den 5. oktober 2021

Pist-væk-borte .....


Louis Le Prince 

Hvordan gik det til, at filmens formodede opfinder, Louis Le Prince (1841-1890), forsvandt under en togrejse den 16. september 1890??? Han stod foran en vigtig rejse til USA sammen med sin kone og deres børn, men inden da ville han aflægge sin bror i Dijon et besøg. 
 
Familien Le Prince

I 1881 havde han fulgt sin svoger, John Robinson Whitley, til New York på en forretningsrejse. Han blev imidlertid nogen tid efter at rejsens formål ikke længere var aktuel, idet han brugte tiden til at skabe et "apparatus for producing animated photographic pictures", altså et apparat til at optage levende billeder, dvs. et filmkamera. I 1886 ansøgte han om et USA-patent på et multi-linse-kamera og et filmforevisningsapparat, og året efter vendte han tilbage til Europa, hvor han fortsatte sit arbejde. På et eller andet tidspunkt i 1888 opgav han multi-linse-kameraet til fordel for et én-linse kamera. Samme år optog han "Roundhay Garden Scene" i sin svigerfars have. Denne optagelse er formentlig den allerførste optagelse af en bevægelig scene, og det, der har givet ham hans ry som film-pioner. Hans tilnavn er da også "Filmkunstens fader". Det er også værd at huske på, at det kamera, han brugte, fik patent i England den 16. november 1888, dvs. samme år som have-filmen blev optaget.

Da han tog af sted for at besøge sin bror inden den nye rejse til USA, hvor han ville fremlægge sin opfindelse af "levende billeder", kom han med et senere tog fra Dijon. Det betød, at han og hans venner, der skulle møde ham i Paris, gik fejl af hinanden. Ingen så ham hverken dér eller noget andet sted siden hans afrejse med toget fra Dijon. Dvs. at det sidste menneske af dem, der kendte ham personligt, og som kan bevidne, at han forlod Dijon med toget, var hans bror.

Her ses Louis Le Prince med sin svigerfar, Joseph Whitley, formentlig omkring den tid, hvor han optog den epokegørende "Roundhay Garden Scene" på hans ejendom. 
 
Efter hans mystiske forsvinden gik ikke bare hans familie, men også Scotland Yard og det franske politi i gang med en omfattende eftersøgning, men uden resultat: han var og blev forsvundet, uden at nogen kunne forklare, hvad der var blevet af ham. Altså en meget sørgelig sag, der også gav anledning til en masse  rygter, ikke mindst efter 2003 hvor man fandt et fotografi af et lig, der var blevet fisket op af Seinen. Var det Le Prince, eller var det ikke ham, men bare én, der lignede ham rigtig meget???? Det ved man ikke den dag i dag, men mystisk er det.
 

Nogle få har luftet tanken om, at han måske begik selvmord på grund af familiens mange financielle problemer. Andre har ment, at hans bror måske har myrdet ham, medens nogle har hævdet, at familien fik ham dræbt, fordi de muligvis mistænkte, at han var homoseksuel. Der er faktisk ingen ende på de teorier, der florerede efter Louis Le Prince's uopklarede forsvinden. Et af de mest sejlivede rygter om  involverer imidlertid hans opfinder-kollega og rival, Thomas Edison. 
 
Denne begavede opfinder havde - eller fik - i årenes løb omkring 1000 patenter. (Her ses han med en tidlig udgave af sin "fonograf"). Blandt de opfindelser, han hævdede var hans, var netop et filmkamera, som han kom med i 1893, sådan at han fremstod som filmens opfinder. Nu er der jo det ved Thomas Edison, at han i flere forskellige sammenhæng ikke har undset sig for at fremlægge andres opfindelser som sine. En af dem, det var gået ud over, var Muybridge, der havde nogle ideer om en kombination af "levende billeder" og lyd. Kort efter at Edison havde afvist denne ide, tog han selv patent på den. Selv ikke hard-core-Edison-anklagere kan bevise, at han fik Le Prince myrdet, så han kunne stjæle hans ide, men mysteriet er ikke blevet mindre af, at ikke bare er den franske opfinder sporløst forsvundet, men hans søn, Adolphe, døde under meget mystiske omstændigheder. Han var blevet indkaldt som vidne i en retssag omkring hans fars film-patent, men døde under en andejagt inden den fandt sted. Noget, der selvfølgelig gav anledning til endnu flere mistanker imod Edison .....   

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Wikipedia 
 

Det allervildeste Wild West: James B. Miller

Umiddelbart synes jeg, at James "Jim" Brown Miller (1861/1866-1909) mere ligner en lidt luvslidt og måske ligefrem "økonomisk udfordret", men mild og urban bogholder. Sådan forestiller jeg mig i hvert fald ikke, at vilde og voldsomme mænd i Det Gamle Vild Vesten så ud. Miller var faktisk kendt for at besidde en vis stil, der først og fremmest var forbundet med hans påklædning: hvide skjorter med flip, derudover en diamantring og altid en frakke, ligegyldigt hvordan vejret var. Måske frakken i ny og næ var lidt slidt at se på, men det ødelagde ikke hans noble stil. Samtidig med denne "elegance" var han også berømt for at være en af de aller-barskeste mænd i Det Vilde Vesten. Han gjorde sig tillige som kirkegænger og afholdsmand, men hans sobre livsstil havde en mørk side, da han samtidig var kendt for at havde dræbt rigtig mange mennesker i forskellige skuddueller, hvor han underligt nok skiftevis var lovløs og lovens håndhæver. Desuden faldt lejemord ham let, og han sagde selv, at han ville myrde hvem som helst, hvis bare betalingen var i orden. Alt sammen noget, der ikke rigtig rimer med hans ene tilnavn, "Deacon", for han fulgte bestemt ikke Biblens påbud om ikke at slå ihjel. Navnet "Killer Miller" derimod passede perfekt på ham. Faktisk gik der rygter om, at han i en meget, meget ung alder myrdede sine bedsteforældre, men det er nu aldrig hverken blevet bevist - eller modbevist ..... 

Da hans søster, Georgia, giftede sig med en mand, han ikke kunne fordrage, varede det ikke længe, før denne nye svoger blev skudt, medens han lå i sin seng. Alle vidste, at Miller ikke havde været glad for det ægteskab, så han blev straks mistænkt for mordet. Ikke nok med det, men han endte også med at blive anklaget og dømt som svogerens morder. Straffen var livsvarigt fængsel, men hans advokater fik ham fri på grund af en eller anden teknisk finesse. Dermed var vejen banet for hans nye Wild West-karriere: togrøverier, mord og overfald samt et delt saloon-ejerskab. 

Jim Miller

Millers priser for lejemord lå mellem $150 og $2,000, og det viste sig hurtigt, at han var god til sit job, for tingene blev gjort som aftalt, gerne ved natlige baghold. Mere fredelige jobs bestod i cowboy-ansættelser rundt omkring, og dem havde han også en del af. På en af disse arbejdspladser mødte han sin senere kone, Sallie, der var datter af hans arbejdsgiver. Efter brylluppet den 15. februar 1888 blev de efterhånden forældre til fire børn.

Jim Miller with wife, Sallie and child

Jim Miller med sin kone, Sallie, og et af deres fire børn

I 1891 var Miller i Pecos, Texas, hvor han minsandten fik ansættelse som vicesherif for den unge sherif George A. “Bud” Frazer. En af hans mere presserende opgaver var at finde og arrestere nogle kvæg-tyve, der hærgede egnen på dette tidspunkt, men han fangede dem aldrig, selv om tyverierne blev værre og værre. Selv om han havde fået sin kone og svoger til at flytte med sig, og hele familien optrådte som pæne og lovlydige kirkegængere, så var der ingen tvivl om, at man med Miller havde "sat ræven til at vogte gæs". At han overhovedet kunne få en ansættelse som lovens håndhæver skyldtes, at det på denne tid blev anset for meget groft og uhøfligt i Det Vilde Vesten at spørge folk ud om deres tidligere liv og karriere. Derfor vidste beboerne i Pecos generelt ikke, hvad der gemte sig bag Millers milde og venlige udseende, men sheriffens svoger, Barney Riggs, fattede dog mistanke.

Barney Riggs 

Barney Riggs

Mærkeligt nok var Barney Riggs åbenbart den eneste, der følte, der var noget lusk ved byens nye vicesherif. Miller beholdt i hvert fald sit job, indtil han virkelig blamerede sig med mordet på en mexikansk fange, som han påstod "forsøgte at flygte". Grunden til dette mord var, at fangen vidste, hvor et par mulæsler, som Miller havde stjålet, var gemt. Så snart man undersøgte om, dette spor kunne være rigtigt, blev Millers dobbeltspil afsløret, og han blev fyret. Væk var den respektable kirkegænger, og frem dukkede den forhærdede forbryder, der nu tilmed blev en hævner, fordi han var vred på sin unge chef, der havde fyret ham. Noget af denne hævn bestod i deltagelsen i en valgkamp om sherif-embedet, som forbryderen Miller minsandten følte sig berettiget til. I første omgang tabte han, men senere fik han et job som sherif. Da han nu engang ikke var nogen duksedreng, omgav han sig imidlertid med lovløse hjælpere, der alle havde markeret sig som skytter.  

Sherif George A. “Bud” Frazer

Det er mig ubegribeligt, at Miller kunne opnå den ene stilling efter den anden som lovhåndhæver, og sheriffen George A. "Bud" Frazer har sikkert fortrudt sin første ansættelse af ham som vicesherif mange gange, for de to dystede om alt muligt gennem flere år. At Miller ligefrem havde planlagt at myrde sin tidligere chef gjorde dog hans arrestation nødvendig. Den 7. september 1893 blev han og to af hans kumpaner fanget og sat i kachotten, men inden længe var de fri igen, fordi hovedvidnet til deres planlægning af mord på sheriffen blev skudt af en af Millers mænd. Det betød, at retten alligevel ikke havde en sag imod ham, hvilket i sig selv var en anbefaling for mord som løsning .....

James B. Miller, der her ses  siddende ved et bord, synes ikke at være nogen særlig høj mand. Faktisk forekommer han mig at være under middelhøjde, men det, han måske manglede i højde, havde han i rigeligt mål i frækhed og en ukuelig hensynsløshed. Arrestationen for mordplanerne betød ganske vist, at han mistede sit sherif-job, men selv om han så i stedet slog sig op som en hæderlig hotel-ejer, må hans blakkede ry havde indhentet ham, for folk begyndte for alvor at nære mistro til ham. Stakkels Frazer blev på et tidspunkt så frustreret over ham og hans skurkestreger, at han angreb ham på åben gade, idet han fyrede flere skud af imod ham. Da Miller besvarede hans skudsalve, ramte han ved et uheld en mand, der derpå skød ham i brystet, men uden at dræbe ham. Selv om Miller utvivlsomt var blevet ramt af flere skud, så overlevede han mystisk nok. "Mystikken" bestod imidlertid i en beskyttende brystplade, der ikke kunne ses for frakken, han altid gik med.

Pecos, Texas, early 1900's

Pecos i Texas, engang i begyndelsen af 1900-tallet 

Som følge af alle disse stridigheder samt skudduellen på åben gade tabte Frazer valget som sherif. Oven i dette nederlag blev han også anklaget for mordforsøg af den nyslåede advokat John Wesley Hardin. Han, der ellers var en forhærdet kriminel, der er meget berømt for sine kontroverser med en anden Wild West-legende, Wild Bill Hickok, havde benyttet sin tid i fængsel til at læse jura, så eks-sheriffen kunne være kommet galt afsted via en lovløs jurist, hvis ikke Hardin var blevet dræbt i en skudduel med en anden skytte.

 

John Wesley Hardin

Grænserne mellem lovløse og lovlydige synes at være enormt flydende og upræcise. Dem, der er helte det ene øjeblik bliver skurke det næste. Miller havde dog ikke kunnet opretholde sine forskellige roller som en respektabel borger, og i 1896 fik han så endelig ram på sin tidligere chef, eks-sheriffen Frazer, der sad stille og fredeligt med nogle venner omkring et spil kort, da hans gamle fjende åbnede ild imod ham og bogstavelig talt "blæste hovedet af ham". Sært nok blev Miller dog heller ikke denne gang fængslet, for som han sagde i retten: "Jeg har ikke gjort andet, end hvad han gjorde imod mig." At retten accepterede den forklaring siger alt om tiden og stedet.

I stedet for at havne i fængsel forsøgte Miller sig igen med en saloon, foruden at han angiveligt fik et par nye jobs som lovhåndhæver i Memphis. Dette mistænker man dog mere er pral og løgn end noget andet, for det synes ikke at være bevist. Nogle år efter var han gået ind i ejendomshandel med stor succes, men hans tidligere vilde liv med pistoler og mord trak i ham, og han fik endnu engang rodet sig ud i kriminalitet, denne gang som lejemorder. I 1904 dræbte han således advokaten James Jarrott, der havde haft succes med flere sager for "småfolk" imod diverse kvægbaroner. Samme år dræbte Miller en forretningspartner, T. D. "Frank" Fore, der minsandten var noget så usædvanligt som en hæderlig mand, der havde truet ham med at angive ham for falske ejendomshandler, hvor han solgte jord, der havde den skavank, at de befandt sig på havbunden. Efter at have myrdet Fore kastede han sig hulkende over hans lig, og heller ikke denne gang blev han dømt for mordet. Tværtimod kunne han uden videre fortsætte sine skurkestreger med mord og bedragerier ....

Emmanuel "Mannie" Clements

Den 29. december 1908 blev Sallies bror Emmanuel "Mannie" Clements, Jr. dræbt i en saloon-kamp, og Miller svor hævn over sin svoger og nære ven, men der kom en mord-opgave i vejen. Han blev nemlig tilbudt $1,700 for at myrde en tidligere U.S. Marshal, Allen Augustus "Gus" Bobbitt i Oklahoma. Det var åbenbart for fristende, for han udskød hævnen og gik i gang med flere lejemords-opgaver, der indbragte en pæn sum penge, hvilket ellers ikke var noget, han manglede. Ingen af alle disse mord førte dog til det, de burde have gjort, nemlig en fængsling og dom. Killer Miller valsede ud i friheden den ene gang efter den anden, og man undrer sig.

Sitting Bulls sejr ved Little Bighorn, 1876

Nok vandt indianerne en gang imellem, men som regel blev de ofre for de hvide indbyggeres lumskerier. Et af disse bestod i "Indian Skinning", hvor skurken drak indianeren fuld og fik ham til at sælge de landstykker, han havde fået som erstatning for hele det land, der var blevet taget fra ham på grund af de hvides invasion. Det var en meget populær forbrydelse blandt lovløse, men den forargede pæne, lovlydige beboere som f.eks. den tidligere ordenshåndhæver Gus Bobbitt.

Gus Bobbitt

At denne pæne, lovlydige mand protesterede imod det profitable "Indian Skinning" var nok for de lovløse: de hyrede Killer Miller, der skød Bobbitt den 27. februar 1909. Mordofret Bobbitt levede i yderligere en time efter skuddet, og på dødslejet bad han sin kone om at respektere hans ønske om at øremærke $1,000 af den arv, han efterlod sig, som dusør for pågribelsen af hans morder. 

 Familien Bobbitt

Dusøren lokkede en masse folk til, der alle ønskede at score de $1,000. De dannede hurtigt et eftersøgningshold, og Miller, der måske var blevet lidt for selvsikker, blev fanget sammen med nogle medsammensvorde den 6. april 1909. Denne gang blev sagen ikke overladt til retten, da beviserne mod morderen var lidt vakkelvorne. I stedet for at overlade ham og hans kumpaner til lovens håndhævere valgte man at hænge - dvs. lynche - dem, da man bare ikke ville have, at de gik fri denne gang. Henrettelsen foregik i en forladt lade, og Miller blev hængt sidst, da man mente, at hans medgerningsmænds død ville skræmme ham til en tilståelse af sine utallige forbrydelser. Den gik dog ikke, for det eneste, han tilstod, var praleri af at have dræbt 51 mennesker. Hans sidste ønske gik ud på, at man gav ham hans sædvanlige lange frakke på.

Lynchningen af Miller (th) og hans medsammensvorne 

 

Når man læser om livet i Det Vilde Vesten forbløffes man til stadighed over manglen på lov og orden. Det er ret underligt, at netop disse blodtørstige slamberter senere er blevet heltene i adskillige film om cowboys og "gunslingers". Efter min mening siger det en hel del om den amerikanske folkesjæl, at forbrydere som disse forherliges.


 

https://www.history.com/news/famous-wild-west-outlaws-billy-the-kid-jesse-james-butch-cassidy?li_source=LI&li_medium=m2m-rcw-biography

 

https://www.biography.com/news/wild-west-figures

 
 

https://www.legendsofamerica.com/we-jamesmiller/

 

https://petticoatsandpistols.com/tag/killer-jim-miller/ 

 

https://www.grunge.com/205807/the-tragic-real-life-story-of-sitting-bull/?utm_campaign=clip 

 

Wikipedia

 

mandag den 4. oktober 2021

Hitlers jødiske overordnede

 

Ernst Moritz Hess

Det kom angiveligt som en stor overraskelse for den tyske jøde Ernst Moritz Hess, at en vis Adolf Hitler, der havde været korporal i Tysklands Kejserlige Arme under Første Verdenskrig, var steget til de højder, han nåede, da han blev kansler. Da Hess kendte ham, havde han været en underordnet officer i Det Bajerske Reserveinfanteri, Regiment 16, som han selv kommanderede. Efter Første Verdenskrig var Ernst Moritz Hess blevet dommer, men den tidligere korporals - og nuværende kanslers - forskruede fordomme imod jøder skabte mange problemer for ham i hans embede. Fordi hans mor var jøde, blev han nemlig også selv betragtet som hel-jøde, selv om han havde ladet sig døbe som kristen og var gift med en protestant. Den slags faldt nazisterne ikke for, for selv om der jo teoretisk set kunne være tale om en ægte religiøs omvendelse, så forandrede det selvfølgelig ikke "blodet" og dermed det, nazisterne forstod ved "race".

Hitler så tilbage på sin tid som soldat i Første Verdenskrig med en vis sentimentalitet, og han var meget stolt af det jernkors, han havde fået. Derfor forbandt han Hess med noget positivt og bad Himmler om at gøre, hvad han kunne for ham, efter at han var blevet overfaldet af nazi-bøller og desuden var blevet fordrevet fra sin bolig i Düsseldorf. Som det kunne ventes i denne jødefjendske tidsperiode i Tyskland havde han desuden været nødt til at forlade sit dommerembede, udelukkende på grund af sin jødiske baggrund. 

Hitler (siddende yderst th) med nogle soldaterkammerater

Hess flygtede til Sydtyrol med sin familie, men indsendte en ansøgning om, at nazi-styret ville gøre noget ved den racemæssige klassifikation af ham og hans familie. Ansøgningen blev afvist, men det lykkedes ham dog at få nogle privilegier igennem såsom en delvis pension samt muligheden for at foretage udenlandsrejser. Efterhånden som nazisternes jerngreb styrkedes om bl.a. det geografiske område, hvor Hess og hans familie havde søgt ly, blev de nødt til at vende tilbage til Tyskland.


Hitler (th) med et par af sine soldaterkammerater

Fritz Wiedermann, der var Hitler’s personlige adjudant, gjorde sit bedste for at sikre Hess og hans familie, men denne særlige beskyttelse varede ikke ved. Havde Hitler glemt ham, eller rakte hans sentimentalitet ikke længere til som beskyttelse? Hvorom altid er så fik Hess i 1941 besked om, at han skulle sendes til arbejds- og samlingslejren for jøder, "Judensiedlung Milbertshofen", der var i brug mellem 1941-1942. Det var formentlig kun det faktum, at Hess var gift med en ikke-jødiskfødt protestant (måske med forbindelser??), der gjorde, at han ikke blev dræbt.

 
Skema over jødisk afstamning. 

Hess blev regnet for at være en fuldblodsjøde på grund af sin jødiske mor, medens hans og hans ikke-jødiske kones fælles datter, Ursula, blev set som en såkaldt "Mischling". Begge kunne dog være blevet dræbt af racemæssige grunde, men overlevede imidlertid det nazistiske vanvid. Efter krigen blev Hess tilbudt sit gamle job som dommer, men takkede pænt nej, da han ikke ønskede at arbejde sammen med kolleger, der havde været en del af nazi-regimets lovsystem. 

I stedet for at bestride de dommer- eller militærembeder, han før havde haft, gik han nu ind i jernbanedriften, som han engagerede sig så meget i, at han fik en medalje for sit arbejde. Han levede indtil 1983, hvor han døde i Frankfurt. 


https://www.nzherald.co.nz/world/how-hitler-personally-saved-a-jewish-judge/SEWMDKXTGRG5UB3L36K64FZ7YI/


https://ww2gravestone.com/28319-2/

 

https://medium.com/the-collector/this-jew-had-hitlers-personal-protection-10b3b5f36340 

 

Wikipedia