Bruden, der hadede sex, og som myrdede sin brudgom

 

Et forelsket par i 2012, bare nogle få timer fra brudesengen? Ja, gift blev de, men det med brudesengen blev ikke rigtig til noget. Bruden ville nemlig ikke acceptere "den slags", selv om hun var god til at posere sexet. Hun forstod også virkelig at sige fra, da det gjaldt om at sætte en stopper for ægteskabets prøvelser: hun myrdede simpelthen sin ægtemand, oven i købet på klokkeslettet for vielsen en uge efter, at den fandt sted .... 

Cody Johnson på 24 har ikke kunnet forestille sig, at hans tre år yngre brud, Jordan Graham, ville blive den, der gjorde en ende på hans liv, men det blev hun, for hendes romantiske følelser før brylluppet forvandlede sig til et dødeligt had, da de var blevet gift. Hun klagede således til veninder over hans seksuelle forventninger, og over at han "ønskede at gøre noget, hun ikke ville være med til". Hendes reaktion på det ægteskabelige samliv, som Cody og hendes omgivelser forventede, at hun indgik i, viser med al ønskelig tydelighed, at det unge par næppe har kendt hinanden særlig godt eller har haft sex sammen før brylluppet. Hun var angiveligt dybt religiøs og brugte det som argument for at afvise sex, inden de blev gift. Sin bryllupsnat tilbragte hun alene på sofaen, medens en frustreret Cody lå og ventede på hende i sengen. 

 

Man må spørge sig selv om, hvorfor Jordan giftede sig med Cody, når hun allerede en uge efter brylluppet havde fået nok af livet som hans kone? Hvad var det, der tiltrak hende ved den mand, hvis hustru hun blev? Havde hun nogensinde elsket denne ganske almindelige, søde fyr, eller var hun offer for et socialt pres om at finde en mand? Før brylluppet talte hun i hvert fald om at have lyst til at myrde sine forældre, men dem, hun sagde det til, slog det hen som en grovkornet "spøg", selv om det i virkeligheden kan have været en form for nødråb. Måske familien indirekte havde presset hende til at finde sig en mand, for det er jo det, man forventer af unge kvinder som en form for "karriere": frue-/frøken er nok en reel statusangivelse den dag i dag, især i visse kredse.

Jordan var en temmelig raffineret morder, der lokkede sin nye ægtemand med spændende sex-lege i Glazier National Parks bjergfyldte område. Som en del af legen fik han bind for øjnene, og det var mildt sagt en fejl, han ikke skulle have begået, men den unge ægtemand stolede selvfølgelig på sin unge kone og hendes "kærlige hensigter", så det gik han med til. Eftersom de befandt sig omkring 1000 meters højde, og der var masser af skilte, der advarede turister om at være forsigtige netop det sted, må han have været så omtåget af forestillinger om den spændende erotik, hun lokkede med, at han helt glemte at tænke sig om, hvilket blev hans død. 

Jordans veninder har senere fortalt, at hun kunne lide tanken om at blive gift, men slet ikke formåede at overskue, hvad det indebar. At hun havde mørke tanker omkring det hele kunne også ses af den sang, hun havde skrevet teksten til, og som blev spillet til brylluppet. I den beskrev hun, hvordan en kvinde tog sin elskede op i svimlende højder, og at selv om han døde, så var han stadig hendes et og alt. Ret profetisk må man sige ....
 

Mordet på Cody blev hurtigt opklaret, selv om Jordan nægtede at have begået det og fandt på alle mulige forklaringer på, hvordan hendes mand var faldet ned fra bjerget. Hendes dom blev 30 års livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse, hvilket føles retfærdigt, men samtidig er meget sørgeligt, fordi det er et punktum, der slår fast, at to unge liv er blevet ødelagt .....

 

https://abcnews.go.com/US/prosecutors-montana-bride-spoke-killing-parents-weeks-husband/story?id=21030013 

 

https://fatimhemraj.medium.com/a-newlywed-bride-pushed-her-husband-off-a-cliff-8-days-after-their-wedding-4c3b4c5a058c

 

https://news.sky.com/story/newlywed-pleads-guilty-over-husbands-murder-10424789 

 

https://www.bbc.com/news/world-us-canada-25359627 

 

https://murderpedia.org/female.G/g/graham-jordan-linn.htm

 

Wikipedia

Tanker omkring konger, kongetilbedelse og nationalfølelse

Denne ganske flotte fyr, Christian IV (1577–1648), har virkelig sat sit præg på det land, hvis konge han var i mere end 59 år, nemlig fra 1588 til sin død i 1648. Der er stadig en aura af fest og farver omkring ham som person, bl.a. fordi han fik ialt 23 børn med sine to ægtefæller, dronning Anna Cathrine af Brandenburg (1575–1612) og Kirsten Munk (1598-1658), samt diverse elskerinder. Ikke alle børnene levede til voksen alder, men der kan sagtens være flere end de 23, man har hørt noget om, for han tog virkelig for sig af retterne. 

Blandt dem, der overlevede fødslen og barndommen, var der nogle meget markante personligheder som f.eks. Leonora Christina (1621-1698). Med sine erindringer - og især "Mit Jammers Minde", der omhandler hendes fangenskab i Blåtårn i årene 1663-1685 - har hun skaffet sig en selvstændig plads i danmarkshistorien som en i særlig grad tapper kvinde, selv om hun var gift med en landsforræder og ikke har et pletfri ry med hensyn til loyalitet over for både sin kongelige far, Christian IV, og sin halvbror, Frederik III (1609–1670).

Når - eller hvis - jeg tænker på Christian IV, så ser jeg ham i lyset af min barndoms skoleundervisning, hvor han blev fremhævet som en "stor konge" af den oldenburgske slægtslinje, der startede med Christian I (1426–1481). Man lærte at kunne lide Christian IV, og han var en meget vigtig del af det, man kunne kalde "nationalkarakteren", hvilket bl.a. hang sammen med den fremtrædende rolle, Johan Ludvig Heiberg tildelte ham i sit skuespil "Elverhøj", der den dag i dag kan trække publikum. 

Det er en sjov tanke, at dette nationalepos, der efter min mening er blevet brugt - og genbrugt - som ren indoktrinering i ideologien omkring landets konger og ikke mindst Christian IV, blev til som et bestillingsarbejde i forbindelse med festlighederne omkring en senere konges bryllup, der ironisk nok markerede starten på det mislykkede ægteskab, denne sidste - og totalt barnløse - oldenburger, Frederik VII (1808-1863), indgik med Frederik VI's yngste datter, Vilhelmine Marie i 1828. En af de medvirkende, nemlig Louise Rasmussen, der spillede elverpige i stykket, blev senere gift med den kongelige brudgom og fandt sin plads i danmarkshistorien som Grevinde Danner. Det skete selvfølgelig ikke før, både hans første og andet ægteskab - dvs. med prinsesserne Vilhelmine Marie og Mariane af Mecklenburg-Strelitz - var røget sig en tur. Den slags fornemme damer var ikke noget for den folkelige Frederik VII, men det var Louise Rasmussen.  

Med lidt god vilje kan der såmænd godt anes en vis fysisk lighed mellem den ældre, "buttede" Christian IV og den næsten (???) lige så tykmavede Frederik VII, her med sin elskede Louise, Grevinde Danner. Begge disse konger er under alle omstændigheder blevet tilskrevet en folkelighed, der har gjort dem populære op igennem tiden. Det får mig til at tænke på spørgsmålet om, hvad gavn den slags kronede personer egentlig gør. Eftersom jeg er imod monarkiet, men samtidig finder rigtig mange kongelige personer yderst interessante som en del af historiens gang, er sådan nogen som netop Christian IV og Frederik VII det rene guf for mig. HVIS det var muligt at lære mennesker af andre samfundsklasser lige så godt at kende som de, der optræder i vores kongerække, så ville jeg dog skrotte de kongelige levnedsbeskrivelser til fordel for disses biografier, men ak, de findes ikke. 

Nogle af de menige sømænd i baggrunden på dette maleri, der forherliger Christian IV's tapperhed i Slaget på Kolberger Heide den 1. juli 1644, kunne have været interessante at snakke med. Eftersom denne konges regeringstid var præget af militære nederlag og økonomisk tilbagegang, så virker de forskellige beretninger om hans enorme tapperhed og mod ret suspekte. Blev de fortalt for at rette op på hans ry, og var de en art PR for kongemagten? At spørge de adelsfolk, der flokkes omkring kongen, ville nok ikke give så mange oplysninger, men de menige søfolk i baggrundenkan godt have nogle interessante observationer, der er værd at få med i historiebøgerne.

Juliane Marie Jessen

Da "Selskabet til de skønne Videnskabers Forfremmelse" i 1819 udskrev en konkurrence om det, vi også i vore dage kender under betegnelsen "nationalsangen", så vandt forfatteren Juliane Marie Jessen med sin "Dannemark, Dannemark, hellige Lyd". Ifølge betingelserne skulle sangen "passe til alle Stænder og alle Tider", og den skulle udtrykke "Kærlighed til Fædrelandet og Troskab mod Kongen", og det gjorde Juliane Marie Jessens sang. Det blev dog ikke denne sang, der så at sige vandt eftertidens hjerte, for det er afgjort Adam Oehlenschlægers "Der er et yndigt land", der ganske enkelt er en skamløs forherligelse af det, danskerne opfatter som den danske nationalkarakter.

Adam Oehlenschlæger

Oehlenschlægers sang, der altså kom efter den, der oprindelig vandt konkurrencen, er imidlertid den tredie i rækken af dem, der kan gøre krav på at være den "danske nationalsang", for den allerførste kom allerede i 1779, da Johannes Ewald (1743-1781) skrev sit syngespil "Fiskerne". Et af højdepunkterne i dette stykke var det, vi kalder "kongesangen", nemlig "Kong Christian stod ved højen mast". Den overmåde tapre konge, der hyldes, er selvfølgelig vor gamle ven, Christian IV, der må siges at være præsenteret i både nutid og fortid som det lim, der binder vor nation sammen.

Johannes Ewald 

At Johannes Ewald begik den brøler at lade sangen fremføre af en skuespiller, der spillede fisker, blev ellers anset for en skandale dengang. En gemen underklasse-borger skulle så sandelig ikke synge nogle bestemte vers af den pompøse sang til Christians pris! Censuren greb ind i forbindelse med premieren i 1780 og forbød denne rollefordeling af høj og lav i Ewalds syngespil, hvilket jo er grotesk at tænke på i dag. 

Det med "nationalkarakteren" tror jeg faktisk har sin rigtighed, selv om jeg ikke tror på alle de fortræffeligheder, vi tilskriver os selv. Jeg er dog ikke i tvivl om, at Danmark er - og forhåbentlig forbliver - det, man kalder et "smørhul", for der er unægtelig meget, der plager andre nationer, men som vi - indtil videre - er fri for ....

 

http://den2radio.dk/udsendelser/kampen-om-den-danske-nationalsang

 

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/der-er-et-yndigt-land-af-adam-oehlenschlaeger-1819/ 

 

Wikipedia

Abort og kampen om kvindekroppen

En herlig og velkommen lille guldklump, som selv hunden elsker

Sådan ser vi babier, men sådan er det ikke altid. Op igennem tiden er mange nyfødte blevet "sat ud" som uønskede, er blevet overgivet til såkaldte "englemagersker", der er blevet betalt for at løse problemet med et barn, ingen vil have, eller også er de blevet "ligget ihjel" af moderen. Det er ubehagelige, historiske kendsgerninger, som vi bør vedkende os, inden vi afviser abort som mulighed for en gravid kvinde. Alternativet er, at også medicinsk forsvarlige - dvs. lægeligt sikre - aborter tolkes som barnemord, sådan som det nu bl.a. sker i nogle amerikanske delstater. Hvad de hjemmelavede abortmetoder med alt fra strikkepinde til ofte uvirksomme, men skadelige husråd angår, så har mange kvinder fået ødelagt deres underliv af dem. Det kan ikke være en acceptabel løsning hverken for den enkelte kvinde eller staten, der har brug for, at der fødes børn. Noget, der er umuligt for en kvinde med et ødelagt underliv. Den bedste samfunds-investering for begge parter er og bliver medicinsk forsvarlige aborter, hvis det nu er abort, kvinden vælger.

Mange nyfødte er blevet myrdet på bestialsk vis på grund af manglen på andre muligheder, og det er hverken ønskeligt for den enkelte eller for samfundet som helhed.Vi bliver rørte over historien om hunden, der redder et udsat barn, og den bliver set som en helt/heltinde, men hvad med det lille, uønskede barn? Hun er jo en perfekt, lille baby, der under andre omstændigheder ville være blevet budt velkommen som det totalt uskyldige, nye menneske, hun er. Det blev hun så ikke i dette tilfælde, sandsynligvis fordi hun tilhørte det "forkerte" køn, der i virkeligheden er det vigtigste køn. Antallet af mænd/drenge er ikke så afgørende biologisk set, men det er antallet af kvinder/piger, da et foster ikke kan udvikles uden for livmoderen uden enorme omkostninger. Hvad den mandlige sperm angår, så kan de erstattes af kunstige sædceller: "With a little bit of help, stem cells from a female donor can be induced to grow into sperm cells – something that would never normally occur" (: BBC). Det lyder sikkert mægtig tillokkende for dem, der ønsker et mandefrit samfund, men om resultatet - dvs. babyen - er lige så fuldendt som ved en normal fødsel vides vist endnu ikke. Teoretisk set kan det altså lade sig gøre, men der kan være problemer, vi ikke kender til. Det var der nemlig ved det museforsøg, man foretog for godt 10 år siden. Nok viste det, at metoden fungerer, men en del af dette kunstigt frembragte afkom kunne ifølge forsøget have alvorlige skavanker.

Et lam i en kunstig livmoder

Hvad abort angår, så ender det ofte sådan på en helt naturlig måde. Det kan være en stor sorg for forældrene, eller det kan være en lettelse for den ufrivilligt gravide kvinde, men fakta er, at kroppen kan finde på at behandle fostret som en infektion, der skal bekæmpes, og at det derfor udstødes som en abort.

Hvis der fødes flere børn, end samfundet er gearet til, så opstår der et mindst lige så stort problem, som hvis der fødes det, man opfatter som "for få". Man kan sige, at nogle steder, ses kvinden som bærer af et organ - nemlig livmoderen - der på et vist plan opfattes som noget, der burde tilhøre samfundet. Sådan en indstilling kan ses i de nye, skrappe abort-regler i nogle amerikanske delstater. Når vi er derhenne, så havner vi i den situation, hvor alle aborter dæmoniseres, kriminaliseres og derpå bekæmpes på alle tilgængelige måder. Demografiske udregninger gør babyer attraktive - eller det modsatte - ud fra et befolkningsbehov: hvor mange har vi brug for til at holde maskineriet i gang og f.eks. passe de gamle, der er blevet plejekrævende uden længere at bidrage til samfundet? Set fra de styrendes side ville det sikkert være meget bedre, hvis man kunne få skabt maskiner, der producerer nyttige borgere, i stedet for at overlade det til tilfældet og kvinders skiftende lyst/ulyst til at blive mor. 

 

Og så er der det genetiske: nogle - dvs. "eksemplarer" af både mænd og kvinder - kan være genetisk ønskværdige eller det modsatte, og samfundet kan ikke hverken presse dem til eller forhindre dem i at formere sig. Surt show, men sådan er det nu engang ....

Engang var idealet for en kvinde en mand, der kunne forsørge hende, 3-4 børn og et liv som hjemmegående. Sådan er det ikke mere, for kvinder har lugtet lunten og har set, at sådan en livsstil er en fælde. De enkelte kvinder har mere i sig end som så og vil i hvert fald gerne have valget. At mænd bør have de samme valgmuligheder siger sig selv, men på det punkt mangler der stadig lidt i forståelsen ....

Her i landet har vi haft regelmæssige opgørelser over befolkningen helt tilbage til midten af 1800-tallet. Det foregik via folkeoptællinger og oplysninger i kirkebøgerne, men siden 1971 har vi haft årlige opgørelser i form af statistikker gennem Det Centrale Personregister (CPR). At dette på en vis måde er opgørelser over aktive og/eller tilgængelige livmødre er det nok de færreste, der tænker på, men sådan er det, hvis man skraber lidt i glasuren over undersøgelsernes form og formål. Kort sagt, kampen om kvindekroppen - skaberen af samfundsborgere og arbejdskraft - er allerede i fuld gang, selv om man kalder det noget andet.

 

https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/fri-abort/ 

 

https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/befolkning-og-valg/befolkning-og-befolkningsfremskrivning/folketal 

 

https://videnskab.dk/kultur-samfund/danmarks-befolkning-vokser-men-vaeksten-er-skaev 

 

https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/befolkning-og-valg/befolkning-og-befolkningsfremskrivning 

 

https://verdensbedstenyheder.dk/nyheder/analyse-mere-end-50-aars-kamp-for-fri-abort-viser-at-kvinder-kan-aendre-verden/ 

 

https://www.healthline.com/health/pregnancy/can-you-get-pregnant-without-having-sex 

https://flo.health/getting-pregnant/trying-to-conceive/fertility/how-to-get-pregnant-without-a-man

 

https://www.bbc.com/future/article/20140530-do-we-need-sex-to-reproduce

 

https://flo.health/getting-pregnant/trying-to-conceive/fertility/how-to-get-pregnant-without-a-man 

https://www.berlingske.dk/videnskab/kunstig-saed-kan-overfloediggoere-manden 

 

http://www.netbaby.dk/show.asp?ID=3548

 

https://ing.dk/artikel/her-er-verdens-forste-kunstige-saed-100015

 

https://politiken.dk/viden/art4851171/F%C3%B8rste-f%C3%B8dsel-med-kunstig-s%C3%A6d 

https://www.bionews.org.uk/page_91748

Wikipedia

 

Churchills mor - en "Mrs. Robinson"-skønhed?

 

Winston Churchill var aldrig særlig køn, men hans mor, (født Jennie Jerome i USA, 1854-1921) var en velkendt skønhed og celebritet. Som mange andre skønheder fra denne tidsperiode i England fangede hun Prinsen af Wales (1841–1910), den senere Edward VII's, blik. Han var den ældste søn af dronning Victoria og var gift med en anden af tidens store og berømte skønheder, den danske prinsesse Alexandra (1844-1925). 

The Prince of Wales og hans danske forlovede, Alexandra 

Oprindelig havde Edward ikke været særlig begejstret for denne påtvungne forlovelse, da han på det tidspunkt var midt i en kærlighedsaffære med en gift kvinde. Noget, der var det faste mønster gennem hele hans liv, og som gentog sig med Edward VIII, indtil han mødte den amerikanske femme fatale, Wallis Simpson: gifte damer var det perfekte bytte for en prins, medens de ugifte af en vis social standard var "fy-fy" ....

Alexandra med sin tykke og ikke særlig attraktive ægtemand, Edward VII

Gennem hele ægteskabet var Edward utro, men selv om Alexandra vidste dette, så tog hun det tilsyneladende uden ophævelser eller skandaler. Hvad Churchills mor - der var kendt som "Lady Randolph" - angik, så havde hun og dronningen angiveligt en form for venskab. De omgikkes i hvert fald, hvilket må have været en lettelse for det konfliktsky hof, ligesom Alexandra senere, nemlig efter sin mands død, scorede point i den engelske befolkning ved at tage imod og (formentlig) trøste hans daværende første-elskerinde, Alice Keppel. 

"Sjovt nok" er det Alice Keppels tipoldebarn, Camilla Parker-Bowles, der efter en periode som elskerinde for den nuværende Prins af Wales, Charles, er blevet gift med ham. Så langt kom hendes tipoldemor ikke, men det er kendt, at hun virkelig elskede Edward VII, og at hun sørgede over hans død. Andre har nok undret sig over, at han ikke døde noget før med alle de madorgier og erotiske eskapader, han rodede sig ind i, både i og uden for England. Da han havde ialt ca. 60 elskerinder i årenes løb, var der mange jaloux ægtemænd, og især en af dem kunne have skabt en kæmpe-skandale ved at involvere ham i sin celebre skilsmissesag. På en eller anden måde klarede Edward sig dog altid - også fra et politisk attentatforsøg, der kunne have kostet ham livet. 

 

Eftertiden har moret sig over hans specialdesignede kærlighedsbænk, den såkaldte "siege d’amour", men den er egentlig ret smart, for den gør, at elskerinden, der placerer sig på den som på et gynækologisk leje, ikke knuses af den efterhånden meget tykmavsede Edward. Som det ses, indgår der også fodstøtter til den stående elsker. Nogle mener, at han desuden kan han have haft gavn af den, hvis han ønskede en trekant med to damer på én gang. Denne kærlighedsbænk blev installeret i det såkaldte "horehus-værelse" i hans yndlingsbordel i Paris, "La Chabanais", der altid stod parat til ham.

Winston Churchill, Harry S. Truman og Joseph Stalin

 

Når man tænker på Winston Churchill, hans store politiske bedrifter under Anden Verdenskrig samt hans fornemme engelske aner, så er det en mærkelig tanke, at hans mor, den smukke Lady Randolph, var en del af Edward VII's erotiske cirkus, men det var hun, tilmed gennem flere år. Noget, der bl.a. er blevet bevist gennem en stor efterladt og kodet korrespondance mellem Edward og Lady Randolph.

 

Der gik mange historier om den livlige Lady Randolph, og de fleste var formentlig sande. I ægteskabet med Lord Randolph Churchill fik hun to sønner, Winston og Jack. Den første kender vi, da han har skabt sig en plads i historien, men den sidstnævnte, Jack, er en underlig skygge-agtig figur. Noget, der bl.a. skyldes, at Winston lader til at presse ham om i baggrunden, og man kan spekulere på, om det hænger sammen med rygterne om, at han ikke var Randolphs biologiske søn. Hvorom alting er, så lader det til, at Winston klippede Jacks billede ud af et familieportræt, og han nævner ham kun én gang i sine memoirer. Skyldes det ikke bare hans suspekte herkomst, men også at Jennie fik sin yngste søn ind i handel, hvor han ligesom kunne optræde som "økonomisk anker" for Churchill-familien? Det vides ikke med sikkerhed, men det siger sig selv, at det er mere i overensstemmelsen med familietraditionerne som adelsmand og efterkommer af Hertugen af Marlborough at blive premierminister og virkelig gøre sit til at få skovlen under Hitler end at opgive sin militære karriere, fordi ens mor ville have det. På det område var Winston ikke et skvat, men det var Jack, for han gjorde altid, som mor sagde ....

 

Winstons ry har han selv sørget for, men det er Jacks søn, Peregrine, der gør en indsats for at sikre faderens eftermæle. Allerede Jack havde fundet ud af, at den forfløjne Lady Randolph, havde sat sig på en arv fra brødrenes far, der egentlig tilfaldt hendes sønner, og som nemt ville have kunnet givet ham andre valgmuligheder end handel, sådan som hun ønskede. Da Peregrine dykkede ned i familiepapirerne, fandt han rigtig meget, der belyste Lady Randolphs forhold til sine sønner samt hendes eget vilde liv. Efter hendes første mands, Lord Randolphs, død i 1895, giftede hun sig to gange mere, men under hele forløbet havde hun masser af elskere, bl.a. Milan I af Serbien og Herbert von Bismarck. Hun blev dog aldrig gift med den mand, der regnes for hendes store kærlighed, nemlig prins Karl Kinsky (tv på nedenstående billede).

Da Lady Randolph giftede sig med sin anden mand, George Cornwallis-West i 1900, er der nok dem, der har hævet et øjenbryn over den kendsgerning, at han var 16 dage ældre end hendes ældste søn, Winston. Ni år senere var han hende utro med den feterede skuespillerinde, der havde hovedrollen i hendes skuespil, "His Borrowed Plumes", og efter deres skilsmisse i 1912, giftede han sig med hende. 

Mrs. Patrick Campbell

George Bernard Shaw var vild med denne skuespillerinde, der var berømt for sit talent samt ikke mindst for sit skarpe vid. Han skrev nogle af sine skuespil med hende i tankerne. Det gælder bl.a. "Pygmalion".

Lady Randolph havde travlt med mange gøremål som bl.a. sit arbejde for hospitalsskibet RFA Maine, hvilket gav hende en fortjenstmedalje. Hun skrev, bl.a. sine memoirer, "The Reminiscences of Lady Randolph Churchill" (1908) foruden forskellige skuespil. Alligevel fik hun tid til et tredie ægteskab, denne gang med Montagu Phippen Porch (1877-1964), der var tre år yngre end Winston, hvilket peger i retning af, at hun psykisk set var en ægte Mrs. Robinson. De var sammen indtil hendes død i 1921, der desværre virker ekstra sørgelig, fordi den fulgte efter en amputation af hendes venstre ben, der var blevet skadet ved et fald, der førte til koldbrand. Den nytteløse amputation var et sidste, trist punktum i en farverig kvindes liv.

Hun ligger begravet ved siden af sin første mand, Lord Randolph Churchill, i Oxfordshire.

 

 

https://royalcentral.co.uk/features/the-many-mistresses-of-king-edward-vii-130998/ 

https://www.news.com.au/lifestyle/real-life/true-stories/king-edward-viis-bizarre-sex-chair-has-confused-everyone/news-story/bd95dea16c68ce07c46bbb0458143336

https://www.factinate.com/people/scandalous-facts-edward-vii-playboy-king/ 

 

https://www.dailymail.co.uk/home/books/article-1260326/Mistress-prince-mother-hero.html 

 

https://winstonchurchill.hillsdale.edu/jennie-lady-randolph-churchill/ 

https://www.chu.cam.ac.uk/events/between-devil-and-deep-sea-play-lady-randolph-chur/

 

https://www.historyonthenet.com/churchill-family-tree-winston-duke-marlborough 

 

Wikipedia

 

Erhverv: morder og forsikringssvindler

 

Denne voksne mand er morderen Joaquin Shadow Rams, Senior (født 1972) og et af hans ofre, nemlig hans egen 15 måneder gamle søn, Prince. At lille, kvikke og bedårende Prince blev druknet i badekarret af sin far er simpelthen hjerteskærende, og det bliver ikke bedre af, at han sandsynligvis har myrdet flere andre. Alt sammen fordi han, der ikke har haft et regulært job i mindst ti år forud for dette specielle mord, var opsat på at skaffe penge til sin livsstil, og det skete gennem livsforsikringer på folk i hans indercirkler. Således døde hans ældste søns mor, den kønne, unge Shawn Katrina Mason på 22 år i 2003, idet han angiveligt fandt hende død af et enkelt skudsår i hovedet, som han påstod ikke at have noget med at gøre. Dette dødsfald regnes stadig for uopklaret, men Joaquin er nu stærkt mistænkt for at have begået det for økonomisk vindings skyld.

Han havde troet, at Shawns livsforsikring på $143,000, som hun havde gennem sin arbejdsplads, ville tilfalde ham, men dér tog han fejl, for pengene var sat af til deres fælles søn. Da han fandt ud af dette, skiftede han navn, så han og hans søn kom til at hedde det samme, men dette trick hjalp ham dog ikke til at få fingre i pengene. Inden mordet på Prince var både hans ex-kæreste, Shawn, og hans mor, Alma Collins, døde under meget mystiske omstændigheder. Hans mor blev fundet død med en plastikpose over hovedet, og dødsfaldet blev i første omgang afskrevet som selvmord, men efterforskes nu som mord, da det rent faktisk gav Joaquin en forsikringsgevinst på $162,000.

Når der var nogen i hans omgangskreds, der døde havde det meget ofte noget med suspekte livsforsikringer at gøre. Eftersom man åbenbart kan tegne livsforsikringer på andre end en selv i USA, så er der ikke noget at sige til, at dette element indgår i adskillige amerikanske mordsager, da forsikringer kan være meget indbringende. 

Denne bog omhandler næsten 30 tilfælde af mord for forsikringspenge. Mange af disse er både totalt koldhjertede over for mennesker, som morderen jo kender, samt meget brutale. Et af de værste er Ronald O'Bryans mord på sin 8-årige søn i 1974. Han havde forgiftet noget Halloween-slik, som han gav både sin søn og datter samt tre andre børn, men kun sønnen spiste det og døde, sådan som faderen havde planlagt.

Formålet med O'Bryans mord på sønnen var at høste den livsforsikring, han havde oprettet på ham, eftersom han havde en gæld på $100,000, som han bare måtte betale. Det eneste, han fik ud af alle sine anstrengelser, var dog en henrettelse i 1975 samt øgenavnet "Candy Man", men det har sandelig ikke afholdt andre fra at følge i hans fodspor. En af disse er bl.a. Joaquin Rams, der nu er dømt for mordet på sin søn, samt mistænkt i to andre mordsager. 

 Hera til venstre og hendes voldtagne søster Lana til højre

Inden da havde han også voldtaget sin svigerinde, hvilket førte til bruddet med Princes mor, Hera McLeod. At politiet troede mere på Joaquin end på den unge voldtagne kvinde er typisk for alt, der har med ham at gøre: han er den fødte manipulator og får støtte fra folk, der burde have efterforsket ham for flere år siden.

Hera McLeod, har været primus motor i at få Joaquin dømt for mordet på sin lille dreng. og hun har bl.a. lagt sag an imod den psykolog, der støttede hans ønske om at få ikke-overvåget samkvem med sønnen. Hun fremlagde forskellige beviser på, at Joaquin var farlig, men blev nærmest latterliggjort og i hvert fald afvist indtil hendes lille søn var død, og en obduktion beviste, at han var blevet druknet. Joaquin havde forsøgt at forklare dødsfaldet som et udslag af "feberkramper", men det blev tilbagevist, da først man gik i gang med en nærmere udredning. Dette viste sig at kræve en speciel stædighed og ihærdighed fra Heras side. At hun tidligere bl.a. har arbejdet med politiarbejde gjorde hende i stand til at sætte ind med relevante indsigelser, da man forsøgte at feje dødsfaldet under gulvtæppet. Noget, der formentlig også virkede meget ansporende på politiet, var bevidstheden om, at Joaquin allerede nogle få måneder efter barnets fødsel havde oprettet en astronomisk livsforsikring på sin lille søn, nemlig på mere end $560,00.

En så høj livsforsikring på et lille barn er grotesk og kan også i fremtidige tilfælde anspore en uhæderlig og kynisk slægtning til bedrageri og mord. At verden kan miste et dejligt lille barn som Prince på grund af hans fars grådighed, er nærmest ubærligt. Ifølge nogle af sine medfanger har Joaquin imidlertid tilstået over for dem, at han gjorde, hvad han blev dømt for, dvs. myrde sin søn, så hans livstidsdom er fuldt ud fortjent.

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-2281364/Mother-baby-Prince-McLeod-Rams-died-unsupervised-visit-father-sues-psychologist.html

https://mylifeofcrime.wordpress.com/2017/04/14/monsters-among-us-joaquin-shadow-rams-sr-convicted-of-killing-his-15-month-old-son-indicted-for-killing-an-ex-girlfriend-shawn-katrina-mason-and-is-suspected-of-killing-his-mother-alma-collins/

https://www.informeo.dk/billig-forsikring/livsforsikring/

 

https://www.timeslive.co.za/news/south-africa/2021-09-08-woman-who-was-almost-killed-for-insurance-payout-will-face-her-alleged-killer-sister-in-court/ 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-2241998/Joaquin-Rams-claims-toddler-mother-ex-girlfriend-died-accidentally.html 

 

https://www.buzzfeednews.com/article/katiejmbaker/the-police-told-her-to-report-her-rape-then-arrested-her-for 

 

Wikipedia

Den smilende bedrager og morder

Når man ser reportager fra efterforskningen af Mark Hofmann (født den 7. december 1954), er der et bestemt træk, der virker ekstra ubehageligt, nemlig hans lille, skæve og ironiske smil samt hans nærmest unaturlige ro. Det ser ud, som om han i sit indre er ved at gå til af morskab over sine omgivelser og især de betjente, der udreder hans forbrydelser. Jeg vil tro, at dette evindelige smil siger sådan noget som "ha-ha, jeg snød jer, for jeg er den klogeste!!!" Det var han nu ikke, for til sidste blev han afsløret, fanget og fængslet, men inden da har han boltrer sig i videnskabelige kredse, presse og flokke af beundrende fans, for mange var virkelig imponerede over ham og hans "talenter".

Mark begyndte sin karriere som bedrager som stor teenager, da det lykkedes ham at få en forfalsket mønt anerkendt som ægte. Det må have været et stolt øjeblik for den unge ambitiøse forfalsker og bedrager. Lige med et har han vidst, hvad hans liv skulle gå med, for den forfalskede mønt indbragte ham både ære og mange penge. Han havde aldrig klaret sig særlig godt i skolen, måske fordi hans sande interesse lå et andet sted, nemlig i hobbies som f.eks. frimærkesamlinger og andet af samme skuffe. For mig at se ligner han mest af alt en nørd med visse sociale begrænsninger, og det tyder hans handlinger da også på, at han er.

Ingen betvivler, at han har dette særlige talent for at forfalske historiske kulturgenstande, men det er tydeligt, at hans moral og hæderlighed lader meget tilbage at ønske. Han tog det nemlig ikke så nøje med ægtheden af de ting, han påstod at have fundet. Når bare diverse eksperter - og købere - faldt på maven over de "fund, han havde gjort", så var han glad, også fordi det indbragte ham virkelig mange penge.

Det var ikke bare mønter, Mark forfalskede. Hans hovedinteresse var skrifter i forbindelse med den tro, han var opdraget i: Mormon-kirken. Succesen med den forfalskede mønt har formodentlig givet ham blod på tanden, og i 1980 påstod han, at han havde fundet et 1700-tals skrift i en King James Bibel. Diverse mormon-specialister bekræftede ægtheden, og hans navn var skabt - dvs. ikke som bedrager, hvilket han var, men som en ekspert inden for antikke skrifter, osv., hvilket han både var og ikke var. På sær vis "fandt" han det ene dyrebare mormon-skrift efter det andet foruden alt muligt andet, men på et tidspunkt vakte hans held med disse mange fund mistanke. Dette hang også sammen med mormonernes frygt for, at nogle af hans "fund" ville stille kirken i et dårligt lys. Man begyndte at efterforske ham og hans aktiviteter, og han besluttede at gøre, hvad han kunne for at bremse det. Den 15. oktober 1985 sprang der et par bomber i Salt Lake City, Utah, der dræbte to mennesker. Dagen efter sprang der en tredie bombe i Hofmanns bil, der sårede ham alvorligt. Alle bomber var imidlertid placeret af Hofmann personligt, og formålet med denne tredie bombe var at få mistanken ledt væk fra ham selv og dermed skabe et spinkelt alibi, men det forstod man først efterhånden.

 

Til trods for bomber og andet lykkedes det ikke Hofman at stoppe den undersøgelse, der var i gang, og i januar 1986 blev han arresteret og stillet over for 27 anklagepunkter. På det tidspunkt kendte man ikke omfanget af hans bedragerier, men en lille måneds tid efter kom der fem andre anklagepunkter til. Hofman benægtede alt, men han blev konfronteret med en massiv mængde beviser, der ikke sådan lod sig afvise. Sært nok skabte man derved en underlig situation, da politiet følte, at Mormon-kirken, der jo var blevet bedraget i årevis, gjorde en hel masse for at spænde ben for alle undersøgelser. De bekymrede mormoner var simpelthen ikke meget for en alt for tilbundsgående udredning, der også ville kunne ramme deres trossamfund ved at udstille troende samt trossætninger.

Under forhørene fortalte Hofman, at han havde mistet troen som teenager, og at han var omkring 14 år gammel, da han blev ateist. Noget, der jo kan have været medvirkende til, at han sigtede på Mormon-kirken med sine utrolige bedragerier. De var dog ikke de eneste, det gik ud over, da han også gjorde sig i falske autografer og andet, der ikke var knyttet til kirken. Alt sammen bedragerier på et meget højt plan, der har betydet, at han har fået ry for at være en af de allerbedste forfalskere nogensinde.

Ingen ved, hvor mange bedragerier, Hofman har stået for, men det er virkelig mange, og nogle af dem vender op og ned på de gældende forestillinger om både kirke, personhistorie og andet. Mange, der har beskæftiget sig med hans bedragerier, har direkte fremhævet deres professionalisme. Samtidig med at de tager hatten af for Hofmans ubestridelige talent som bedrager, beklager de dog det kaos, han har skabt inden for forskning, tro og historie.

Eftersom Hofmans bomber jo var dræbende, stod han over for en mulig dødsdom samt en forøget straf for sine bedragerier samt besiddelsen af et maskingevær. Det endte dog med, at han blev idømt fra fem år til livstid. Dommeren anbefalede dog, at han aldrig ville blive løsladt. At han er psykopat tvivler jeg i hvert fald ikke på efter at have læst hans udtalelser om de mennesker, han dræbte for at sløre sine spor. Han indrømmede nemlig, at han ikke følte noget i forbindelse med mordene, og at han derfor ikke fortrød noget. For ham at se kunne han lige så godt have dræbt nogle andre end dem, det nu gik ud over.

Da hans kone forlod ham efter arrestationen og den påfølgende dom, forsøgte han at begå selvmord. Han døde ikke, men den arm, han havde brugt til sine falsknerier, blev skadet. Dvs. at hvis det utrolige skulle ske, at han blev løsladt, så vil det i hvert fald være ham umuligt at genoptage sin karriere som super-bedrager ....

 

^{https://thirdhour.org/blog/faith/lds-history/salamander-letter-mark-hofmann/} 

 

^{https://www.republicworld.com/entertainment-news/web-series/is-mark-hoffman-still-alive-why-was-he-involved-in-the-salt-lake-city-bombings-find-out.html} 

 

https://www.thesun.co.uk/news/14214609/convicted-killer-mark-hofmann-wife-doralee-olds/ 

 

Wikipedia