Johnny Weissmuller as Tarzan
For mig er Tarzan ikke ham, man møder i Edgar Rice Burroughs' romaner, men filmfyren, der gjorde sig med dyr + en affære med en junglefrisk skønhed ved navn Jane. Alt sammen totalt forløjet, men det gjorde ikke noget, dengang man så det med barnets øjne. Tarzan var en imponerende og totalt hæderværdig fyr i lændeklæde og med muskler de rigtige steder. Det vigtigste var dog, at han havde dyretække, og det havde han, især når det gjaldt aberne i den tætte skov, hvor han svingede sig i lianerne og bedrev forskellige imponerende heltegerninger. At disse byggede på en overbevisning om, at nedarvede gode, Anglo-Saxiske gener gjorde Tarzan til dette pragteksemplar af et "overmenneske", opfattede man ikke som barn. Senere har den litterær forskning afsløret både racisme og andet slemt i helten, for det har smittet af på filmens Tarzan, at hans litterære skaber, Edgar Rice Burroughs, havde en fast overbevisning om noget, der kun kan kaldes forestillinger om et naturligt "hvidt herredømme".
Var helten så brutal imod en abe i filmene? Ikke som jeg husker det, og hvis det var tilfældet, så er det på en eller anden måde blevet udlagt som en retfærdig kamp imod en bestemt "slem og dårlig abe", der måtte bekæmpes, fordi den var en ond og forbryderisk menneskedræber. Helten Tarzan kunne nemlig ikke fejle i moralsk forstand, for så brød magien sammen og blev afsløret som den løgn, den er. Dermed minder hans liv i junglen som nobel vildmand en hel del om de europæiske "helte", der besejrede indianerne i det, man i sin tid kaldte "cowboy-film". Indianernes forudgivne rolle i denne type film var at blive nedkæmpet, selv om enkelte af dem også kunne blive fremstillet som "ædle vilde".
Jeg kan ikke huske, at jeg har set denne heltedyrkende film, men jeg genkender både titlen og den skuespiller, der har en af hovedrollerne, nemlig Lex Barker (1919–1973), der for mig var den sande Tarzan, selv om den kendteste fremstiller af helten så afgjort er den tidligere svømmestjerne, Johnny Weissmuller.
Her ser vi, hvordan Johnny Weissmuller slæber af sted med Jane på en specielt ædel, maskulin måde, der dog til forveksling ligner noget andet, som vi kender fra vore dage, nemlig kidnapning- evt. med påfølgende voldtægt og mord.
Hvorom alting er, lianerne klæder den tidligere svømmehelt ....
I Winnetou-filmene om det gamle Vilde Vesten er der selvfølgelig hverken aber eller lændeklæder, men Lex Barkers rollefigur, Old Shatterhand, fremstilles som en tapper og hæderlig mand, der får et tæt venskabsforhold til en af de "ædle vilde", nemlig en indianer. På en vis måde bliver denne "vilde mand" brugt i Winnetou-filmene på samme måde som de gode, menneskevenlige aber i Tarzan-filmene. Det er svært at forlige sig med nu, men dengang, for rigtig mange år siden, var det ikke noget, man reagerede på med forargelse. Derfor er der nok ingen tvivl om, at denne romanticering af forholdet mellem racerne har præget mange, der nød filmene som børn.
Eftersom jeg hverken har læst tyskeren Karl May's (1842-1912) tre romaner om Winnetou eller har set filmen(-e) over dem, så er jeg lidt på "Herrens mark", som man siger. Jeg bemærker dog, at titelpersonen, Winnetou, ikke er en hvid mand som i Tarzan-filmene, men en indianer af Apache-stammen, og det finder jeg forfriskende. Han tillægges, så vidt jeg har forstået, stor tapperhed og livsklogskab, hvilket gør det hele endnu bedre, selv om jeg er betænkelig ved det anstrøg af vist nærmest medfødt kristentro, der også antydes i beskrivelsen af ham. Nå, når det gælder disse gamle helteeposser, så kan man vel ikke forlange, at hverken cowboys, indianere eller junglens dyr fremstilles på en naturalistisk måde, for de tilhører en anden og på mange måder meget anderledes tid end den, vi lever i nu. At Karl Mays indianerbøger også havde nazisternes bevågenhed, selv om helten altså var "farvet" - og dermed defineret som et "undermenneske" - skyldes nok, at Winnetou ikke egentlig præsenteres som en ægte indianer, men snarere som en lidt mørklødet, germansk helt fra den glorværdige fortid, man i Tyskland tillagde landet og det tyske folk.
Eftersom helten i begge disse heltedyrkende sagaer altså bl.a. blev spillet af Lex Barker, er det interessant, at se på, hvem og hvad han egentlig var for en person uden for Det Hvide Lærred. Som skuespiller dukkede han op i den ene eventyrfilm baseret på pulp-fictionværker efter den anden, men på scenen havde han kun én mindre rolle som seriøs skuespiller i et Shakespeare-stykke. Han fik sin film-debut i "Doll Face" (1945), men inden da havde han gjort sig fortjent til to Purple Hearts, efter at han havde meldt sig til hæren allerede inden Pearl Harbor. Under krigen opnåede han titlen af major, hvilket må betyde, at han havde bevist et reelt mod i virkelighedens verden.
Han så godt ud, både med og uden lændeklæde, og en af hans koner - nemlig i årene 1953-1957 - var filmstjernen Lana Turner, der her ses med sin datter, Cheryl Crane. Trist nok spillede helten Tarzan/Old Shatterhand en meget lidt heroisk rolle i denne mors og datters liv, og ifølge Cheryl Crane endte ægteskabet med, at Lana Turner drev ham ud af hjemmet med våbenmagt. Hvorfor dog det??? Tjah, som sagen er beskrevet af Cheryl i "Detour: A Hollywood Tragedy - My Life With Lana Turner, My Mother" (1988), så havde denne stedfar voldtaget hende fra hun var 10 til 13, og da hun fortalte sin mor om hans overgreb, greb Lana til våben, hvilket jeg i hvert fald godt kan forstå.
Efter 1957 fik Lex Barker pludselig svært ved at få roller i Hollywood, hvilket formentlig hang sammen med hans ægteskabelige fadæse. Hvis de rette folk har vidst noget om hans pædofile tilbøjeligheder - og det har Lana vel sørget for, at de fik besked om - så er det forståeligt, at han blev til en art "varm kartoffel" i Hollywood. Han fandt imidlertid nye græsgange, idet han flyttede til Europa, hvor han minsandten indspillede omkring 40 nye film. Især tyskerne gav ham gode muligheder ....
https://www.imdb.com/name/nm0000851/bio
https://people.com/celebrity/actors-whove-played-tarzan-throughout-the-years/
Wikipedia
