Arkæologi som status- og magtmiddel

Her ser man en flok mænd, der sidder og roder med en stak kranier og andre gamle knogler. Hvad enten de er videnskabsmænd eller amatørarkæologer, så kommer man til at tænke på alle de forhistoriske - eller bare meget gamle - fund, man har gjort i tidens løb, og som på en eller anden måde bliver forvandlet til en rød tråd i samfundet som en del af det ideologiske væv, der holder det sammen. Siden det er kranier og knogler, disse dybt engagerede herrer sidder med, så tænker jeg uvilkårligt på den berømte "Piltdownmand" fra 1912, der syntes at støtte Charles Darwins på det tidspunkt forkætrede påstand om menneskets slægtskab med aber. Den var svær at sluge for datidens mennesker med de religiøse og historiske begreber, de var vokset op med, og som gjorde, at de følte sig som noget særligt, både i forhold til dyr og til andre samfundsklasser. At være en underart af aberne var sandelig ikke det samme som at være Guds fornemste skaberværk, fordi man var "skabt i hans billede".

Da "Piltdownmanden" blev fundet, var det derfor en sensation, og selv fornuftige folk, der burde have vidst bedre, støttede hypotesen om, at dette var "The Missing Link". Andre var mere skeptiske, og det havde de god grund til, for 41 år senere, nemlig i 1953, blev det endegyldigt bevist, at der var tale om et ret frækt falskneri, hvor kraniedele fra et menneske var blevet sat sammen med underkæben fra en orangutang. Et svindelnummer, der var forbløffende nemt at begå, når man står over for folk med en forudfattet mening om tingene: abeslægtskabet tiltalte nogle, medens andre afviste det, ikke bare som som historisk forkert, men også som noget direkte ugudeligt. Fundet havde sat gang i fantasien hos mange mennesker, men afsløringen af, at det var fup, må hæve glædet en masse andre, både forskere og lægmænd.

Sådan har det været gang på gang med forhistoriske fund, og det forekommer mig, at næst efter lægevidenskaben, så udgør arkæologien det allerværste orgie af gætterier med vidtrækkende konsekvenser. Noget af det kunne kaldes "et slag på tasken", for andet er det faktisk ikke. Det gælder f.eks. nedenstående fossil, der hævdes at være 325 millioner år gammelt.

Når vi er oppe i den slags regnestykker, så gør et par millioner år vel hverken fra eller til, eller hvad? Personlig er jeg ret ligeglad med, om dette nydelige fossil er 325, 300, 225 eller sølle 15 millioner år gammelt, for jeg er bare forbløffet over at se det. Modsat f.eks. "Piltdown-manden" har det dog ingen indflydelse på nutidens samfund og dets ideologiske struktur, men det er der til gengæld andre forhistoriske fund, der har. Ikke mindst det gamle spyd - også kaldt "den hellige lanse" - der hævdes at gå tilbage til Biblens beretning om Jesus, nemlig selve korsfæstelsen. 

Faktisk mente man, at det var den lanse, som den romerske soldat og senere kristne helgen Longinus havde brugt til at teste, om Jesus nu også var død. Det gjorde han ved at stikke ham i siden med det, hvorved det kom i berøring med den korsfæstedes blod. For at det ikke skal være løgn, sprøjtede noget af dette hellige blod Longinus i ansigtet, sådan at han, der angiveligt var blind, straks fik synet tilbage. OK, skal der være gilde, så lad der være gilde, og det blev der så sandelig også, for i eftertiden blev lansen tillagt utrolige kræfter og egenskaber, der gjorde den meget værdsat af folk med magt-drømme som bl.a. Napoleon og Adolf Hitler. Det ville nok have været surt for dem at høre, at også dette angiveligt ældgamle relikvie er svindel, for det er sammensat af flere forskellige dele, der hver især stammer fra flere tidsaldre.

Baggrunden for fundet havde ellers det hele, for den første ejer af dette hellige objekt var efter sigende den romerske kejser Konstantin den Store (ca. 272-337), hvis mor, kejserinde Helena, angiveligt havde fundet det på sin målbevidste relikviejagt i 326. Eftersom denne kejser var den, der legaliserede kristendommen i 313, så har kristne relikvier af en vis klasse haft stor betydning for ham som hersker, fordi det konsoliderede hans magt, da det tydede på en direkte forbindelse til det guddommelige. Den slags er guld værd for en konge eller kejser, for det gør ham urørlig for mange, der ellers ville kunne finde på at betvivle hans legalitet. At ens mor direkte går efter sådanne fund virker dog noget suspekt på mig, men jeg er jo også skeptiker ....

Lucas Cranach den Ældre har malet kejserinde Helena, her med et andet af hendes mange utrolige fund, nemlig "det sande kors" (1525), der blev brugt ved Jesu korsfæstelse. Det fortælles, at da hun fandt det, så lå det sammen med to andre kors, hvilket passer fint med Biblens skildring af Jesus, der blev korsfæstet sammen med to røvere. Eftersom der var tre kors, så var spørgsmålet, hvilket af dem, der bar Jesus, men det fandt man ud af, da et ligtog kom forbi det sted, hvor Helena stod med alle tre kors. Flux blev den døde mand levende igen, da hans lig passerede det af korsene, hvor Jesus havde hængt, for så vidste man, hvilket af dem, der var helligt .... Man korser sig over sådan en historie, for hvor er det dog langt ude, men sådan så datiden ikke på kejserindens anstrengelser som "arkæolog".

Denne specielle kejser-mor blev i øvrigt regnet for så hellig på grund af alle sine ellers super-suspekte fund, at der blev slået en medalje til hendes ære. Har hun og hendes søn brygget historierne om de hellige fund sammen i fællesskab, eller har de selv troet på, at der virkelig var tale om Longinus' lanse, Jesu kors, grotten hvor Jesus blev født, etc., etc., etc.? Eftersom fundene har befæstet Konstantins og hans slægts magt, fristes jeg til at afvise dem som fup, men de kan jo også have fuppet sig selv, så sikkert er det ikke, selv om de i mine øjne er et par skurke ....

 

https://www.pnas.org/content/pnas/110/33/13322.full.pdf 

 

https://www.livescience.com/56327-piltdown-man-hoax.html 

 

http://www.kirkerupk.dk/Kirkerup/Grundplanforkalkmalerierne/Koret/Korsf%C3%A6stelsen/Korsfaestelsen%20med%20tekst.htm 

 

Wikipedia

Katie Beers, det svigtede og misbrugte barn, der gjorde alle dystre forudsigelser til skamme

Vi er så vant til at læse og høre om pædofiles kidnapninger af børn, der ender med død eller voldsom traumatisering af ofrene, at det ikke bare virker befriende at læse om Katie Beers, men direkte opbyggeligt. At hun er kommet igennem en skrækkelig barndom med misbrug, forskellige former for udnyttelse foruden direkte mishandling uden at miste sine gode menneskelige egenskaber er et mirakel. Mange har været ude for langt mindre og er endt som rene uhyrer. 

Katies biologiske mor, Marilyn Beers

Katie - egentlig Katherine - havde all odds imod sig, da hun blev født den 30. december i 1982. Hun var datter af Marilyn Beers, der tidligt viste sig uegnet som mor, og som derfor ofte overlod Katie til hendes gudmor, Linda, der imidlertid nærmest behandlede hende som husslave. Fire år gammel blev hun f.eks. sendt på møntvaskeri for at vaske familiens tøj. Det var dog værre, at Lindas mand, Sal Inghilleri, forgreb sig på barnet. Noget, han blev dømt for i 1994.

Sal Inghilleri

Katie ønskede brændende at komme hjem til sin ellers så ustabile mor, Marilyn, som hun til trods for hendes gentagne svigt følte holdt af hende. Sådan havde hun det ikke med sin gudmor, Linda, og slet ikke med hendes mand, Sal. En anden, hun følte sig tryg ved, var familievennen John Esposito, der på en vis måde tog sig af kvarterets børn. At han var lige så pædofil som f.eks. Sal Inghilleri var der tilsyneladende ingen, der vidste. Derfor kunne han få lov til at tage Katie og et par andre børn med til en forlystelsespark, men her skete så det, der udgjorde første del af denne sensationelle sag: Katie forsvandt, men optrådte på sin gudmors telefonsvarer med en yderst skræmmende besked om, at "en mand med en kniv har kidnappet mig". Ordlyden lød ikke spontan, men nærmest indøvet, så allerede fra starten var der tvivl om, hvorvidt Katie virkelig havde indtalt den. Desuden var det mærkeligt, at den stammede fra en mønttelefon, for hvordan kunne hun bruge sådan en, hvis hun virkelig var kidnappet?

John Esposito

Denne bortførelsessag vakte stor opmærksomhed, men efter 17 dage blev Katie fundet, nemlig i en underjordisk bunker på John Espositos grund. Eftersom der var ting i hans forklaring om Katies forsvinden, der bare ikke kunne passe, havde man mistænkt ham i tilstrækkelig grad til at gennemsøge hans hus. Katie havde hørt politiet, der gik omkring og ledte efter hende, og hun havde råbt og skreget samt banket i væggen, men de havde ikke opdaget hende. At de endelig fandt frem til hende, skyldtes faktisk John Esposito, der meldte sig selv og fortalte, at hun "var bag væggen". Alle troede, at han med det mente, at hendes lig lå skjult i huset, men hun var skam levende og tilsyneladende ikke særlig traumatiseret af sin oplevelse. Disse omfattede bl.a. daglige voldtægter og fastlænkning.

Ifølge hendes bortfører, så havde han bygget bunkeren specielt til brug for hans planer om at bortføre Katie. De beskrivelser, jeg har fundet rundt omkring, tyder på, at John Esposito har haft en form for "romantiske" planer om at opbygge en fremtid sammen med den på det tidspunkt knapt 10-årige pige. Han forestillede sig, at de kunne danne par, få børn og i det hele taget være sammen, når alt ståhejet om hendes bortførelse var stilnet af. Ret naivt og absolut ikke særlig realistisk, selv om der jo er flere eksempler på mænd, der har bortført mindreårige piger eller meget unge kvinder og har levet med dem i flere år. Han havde i hvert fald ingen planer om at dræbe Katie, sådan som det ellers ofte sker i lignende bortførelsessager.

Den 27. juli 1994 blev John Esposito idømt 15 års fængsel, som han skulle have afsonet i SingSing-fængslet. I 2013 blev han imidlertid fundet død i sin celle, angiveligt af naturlige årsager. Hvad Katie angår, så har hun fået det, man kunne kalde "et normalt liv" med mand og børn, efter at hun oven på sine oplevelser i John Espositos bunker kom til en god plejefamilie i New York. Der er skrevet bøger og lavet film om hende, ligesom hun også selv har udgivet sine memoirer, "Buried Memories", der er kendt i nogle lande som "Help Me". 

Den voksne Katie virker som et sundt og helstøbt menneske, hvilket jo nærmest må ses som et under oven på alt det, hun var ude for i sin barndom. Glædeligt, at det (tilsyneladende) kan lade sig gøre ....

 

https://www.parentsformeganslaw.org/john-esposito-dead-katie-beers-kidnapper-found-not-breathing-in-prison-cell/

 

https://thecinemaholic.com/where-is-katie-beers-now/ 

 

https://projects.newsday.com/long-island/katie-beers-anniversary/

 

https://www.distractify.com/p/what-happened-to-katie-beers 

 

Wikipedia

Hjemme-ulven

Jeg var temmelig lille, da jeg fik snor i min første låne-hund, nemlig schæferhvalpen Bulder. Han var dejlig, og jeg gik ofte tur med ham, hvilket vakte mange jævnaldrendes fuldt ud forståelige misundelse. Jeg ville også have været misundelig på dem, hvis de havde haft adgang til en låne-hvalp - for slet ikke at tale om deres egen private hund. Vovser kan nemlig være aldeles herlige, selv om de - som alle kæledyr - også kan være anstrengende og særdeles besværlige, nemlig fordi deres pleje og pasning påhviler deres mennesker som et ansvar, der ikke kan ignoreres.

Hunden som kæledyr føler sig afgjort som et medlem af familien og forventer formentlig at blive behandlet som et sådant. Svigter man sin hund, så kan den tilgive, men dermed ikke være sagt, at den har glemt det ubehagelige, den har været udsat for. Nogle vovser husker endda lidt for godt, hvilket kan føre til problemer, f.eks. ved dyrlægebesøg ....
 

Hvad schæferen angår, så er den en af de racer, der ligner hundenes fælles forfader og formoder, nemlig ulven, allermest. Ja, nogle gange er det næsten ikke til at se forskel på en ulv og en schæfer. Næsten, for jeg synes, at der faktisk er stor forskel på f.eks. disse to, selv om slægtskabet er tydeligt.

Schæfer til venstre og ulv til højre

Modsat os dumme mennesker så har hunde åbenbart ingen racefordomme, sådan at de kun vil dyrke romantik med nogen, der tilhører deres egen race. En mops kunne forsøge at parre sig med alt fra en Grand Danois til en sofapude, og ingen af delene ville lykkes, men hvis en schæfer forelsker sig i en ulv, så kan der sagtens komme afkom, hvilket jeg til gengæld aldrig har hørt skulle være muligt med en anden nær slægtning: ræven. Det samme gælder ulve og ræve, der kan blive venner, men mere bliver det ikke til, selv om begge parter formodentlig kan få lyst til at forsøge sig .....

En ulv og en ræv

Når man tænker på schæferens popularitet, så er det en underlig tanke, at racen ikke fandtes for mindre end 200 år siden. Den blev faktisk fremavlet i slutningen af 1800-tallet, da forskellige racer af hyrdehunde blev krydset målbevidst af den maskulinitetsdyrkende og arierfikserede kaptajn Max von Stephanitz (1863-1936), der i mine øjne er en art nazi-forløber. Han var ude efter at skabe en ganske bestemt type hyrdehund, hvilket lykkedes ham i 1899, men den første tyske schæfer blev først præsenteret for offentligheden i 1907. Tyve år efter, dvs. i 1927, anerkendte The American Kennel Club den som en selvstændig race, men den fik et andet navn, der vist nok stammer fra England, da man frygtede, at tyskerhadet efter Første Verdenskrig kunne ramme hunden. Derfor blev den kendt som en "Alsatian" i engelsk-talende lande.

Schæferen er blevet utrolig populær både i og uden for Tyskland, men der var nogle specielle fans, der har været med til at give den et blakket ry, nemlig nazisterne. Hunden ligner jo en ulv, der er et dyr, der blev beundret for at have nogle af de egenskaber, som man tillagde den (ikke-eksisterende!!!) "germanske race". Således kaldte Hitler ofte sig selv for "Hr. Ulv", og dette dyr optræder i mange selvforherligende eller truende nazi-udgydelser fra både ham og andre. 

 

Hundens særlige - og også tilskrevne - karakteregenskaber, dens intelligens, styrke og loyalitet blev dyrket som "ariske", og man kan sige, den fik en vis mytologisk betydning, der var med til at gøre den til ven, følgesvend og arbejdsredskab for nazier. I sidstnævnte egenskab blev den beklageligvis knyttet til kz-lejre og alle former for nazistisk ordenshåndhævere. Denne tolkning fulgte den også til f.eks. USA, hvor den blev sat ind ved racedemonstrationer og lignende, idet den blev set som politihunden over dem alle. 

Dens image som en "politihund" blev altså forstærket af dens brug, men samtidig blev den også en elsket familiehund. I USA fik den desuden en særlig opmærksomhed som film-stjerne, da den fransk-fødte Rin-Tin-Tin (1918-1932) blev en international berømthed på det hvide lærred. På grund af denne hunds enorme popularitet, voksede schæferens fan-skare i USA, ligesom det skete for collien, da Lassie blev berømt.

Rin-Tin-Tin bliver opvartet som en rigtig filmstjerne

 

Fordi hunden er intelligent og lærevillig foruden loyal og pålidelig har den dog også gjort sig godt bemærket som f.eks. førerhund for blinde. Dermed er den kommet hele vejen rundt i menneskesamfundet og har så absolut gjort sig fortjent til at blive et elsket familiemedlem og ikke bare en frygtet "politihund". Man kan sige, at den har aftjent sin "værnepligt" som skræmmemiddel og nu bør have lov til at nyde tilværelsen som et værdsat familiemedlem, men dens lighed med den barske forfader, ulven, har desværre ført til nye former for avlsudnyttelse.

 

Førerhund

 

Hvor schæferen som "færdigt resultat af avlsarbejde, dvs. som en færdig hunderace", altså kan være alt lige fra vagt- og angrebshund til hygge-bamse og kærligt familiemedlem, så er der dem, der ligefrem dyrker dens lighed med ulven. Visse avlere har således fremavlet en hybrid af ulve og schæfere, der sælges på deres vildskab og såkaldte "naturlighed", selv om denne er kunstigt frembragt gennem avlsarbejdet. Afkom af ulve og schæfere er flotte dyr, men seriøse hundeavlere erkender, at de kan være uforudsigelige, og at ingen ved, hvor mange af ulvens egenskaber, der dukker op i de enkelte dyr. Dvs. at man leger med ilden, og at et dårligt resultat af avlen kan ende med at falde tilbage på schæferen, der i forvejen har et blakket ry som politi- og nazi-hund.

Schæfer-ulvehybrid

Jeg synes, det er synd, at schæferen skal indblandes i sådan et projekt, selv om det ikke er direkte "unaturligt", for ulve og hunde kan som sagt få et godt øje til hinanden. At der skal mere til at sikre de enkelte dyr en tålelig tilværelse blandt mennesker, må man bare konstatere, for det er hensynsløst - og på grænsen af dyremishandling - at ignorere de følger, sådan en avl kan have på omgivelsernes opfattelse af hundene. Således var der en flok hybrid-hunde, der undslap, og som spredte rædsel omkring sig, da de blev anset for at være meget farlige. Desuden var der ingen, der anede, hvordan man skulle forholde sig til dem, når/hvis de blev indfanget: "No outcome has been determined on what to do with the dogs once they are captured. Hybrids are not able to be kept as pets in Orange County and there is not an approved rabies vaccine for the canines." Altså en rigtig dårlig situation, fordi dyrenes ejer ikke havde taget de nødvendige forholdsregler.

 

Andre eksperimenterende hundeavlere har parret ulve med bl.a. huskyer, og det er tydeligt, at det sker for at fremavle ulve-agtige hunde, der hverken er ulve eller hunde. Det er uforsvarligt, da man altså ikke kan garantere noget som helst vedr. dyrenes egenskaber med disse blandinger. Da man ikke kan sikre dyrene en tålelig tilværelse i et samfund, hvor de passer ind, er dette ærgerrige avlsarbejde efter min mening helt uacceptabelt. At avle dem til et liv i bur er i hvert fald ikke et udtryk for dyrekærlighed. Nogle steder har man imidlertid hybrider i hjemmet, og ejerne viser dem stolt frem, men det er ikke nødvendigvis lovligt, for der er forbud imod disse dyr forskellige steder ....

Schæfer-ulve-hybrid i en hyggestund med sit menneske

https://www.dw.com/en/hitlers-dogs-g%C3%B6rings-lions-how-the-nazis-used-and-abused-animals/a-53698708 

https://www.dw.com/en/10-dog-breeds-that-originated-in-germany/a-38135759 

https://mst.dk/natur-vand/natur/artsleksikon/pattedyr/raev/ 

https://www.akc.org/dog-breeds/german-shepherd-dog/ 

https://animalso.com/breeds/german-shepherd-wolf-mix/ 

https://www.wral.com/wolf-german-shepherd-hybrids-still-loose-orange-county-trying-new-baiting-techniques/19786092/ 

https://www.dailymail.co.uk/femail/article-2089735/Rin-Tin-Tin-Hollywoods-dog-40m-fans-drank-milk-champagne-glass.html 

Wikipedia

 

Else Cederborg: "The Tragic Life of A Queen" - Ezine article, formerly published

 

Queen Ingeborg

In the year of 1277 the Princess Ingeborg was born to the Swedish King Magnus III and his wife, Queen Helwig of Holstein. Eleven years later, i.e. 1288, this young princess was engaged to the Danish King Eric VI Menved. Their marriage took place in 1296 and in 1298 Ingeborg's brother, King Birger of Sweden, married her sister-in-law, Princess Martha of Denmark. 

Both of these marriages were for dynastic purposes, but the marriage of King Birger and Princess Martha was not carried out according to the plans of the Danish and Swedish courts. The Church fought King Eric and refused to give him the dispensation to have his sister marry his brother-in-law as there was some very strict rules against marriages between relatives. Actually, King Birger marrying the sister of his brother-in-law was considered to be "incest".

Maybe many of their superstitious contemporaries have seen the marriage of these supposedly close relatives as the reason for the misfortune that befell Ingeborg after her marriage to King Eric Menved. What happened was that in the years to follow her marriage in 1996 she gave birth to 8-14 children. We don't know the exact number, only that 8 of her children were boys who died soon after being born.

She was a beautiful and quite popular queen, but does not seem to have had any political significance except as the unsuccessful producer of a male heir to the throne. That means that what filled her life and mind must have been her dead babies and her failure as a queen.

However, in 1318 she gave birth to a healthy baby boy. That must have been such a relief to her as a queen as well as having infused her with a feeling of fulfilment as a woman. Everybody hailed her when she showed off her son to the public from the window of her carriage, but doing so she unfortunately lost her grip on the tiny baby who fell to the ground and died from his injuries.

According to some legends she subsequently was forced to leave the court and enter a convent after this tragic accident. However, others said that she made this choice herself as she could not face her old life as a queen. One year after the death of her son she herself died, soon to be followed by her husband, King Eric VI Menved.

When he too died in 1319 he had failed in all areas as a king the same way as she had as a queen. He had no issue, and Denmark was bankrupt. However, strangely enough his - and his queen - have attained a sort of romantic allure after having died in this miserable state. Both of them have actually been hailed in the old romantic literature of Denmark and they are well loved even today.

Article Source: https://EzineArticles.com/expert/Else_Cederborg/83697


Article Source: http://EzineArticles.com/8308011
 

https://ezinearticles.com/?The-Tragic-Life-of-A-Queen&id=8308011 

 

The young king, Erik Menved

Eric VI Menved (1274 – 13 November 1319) was King of Denmark (1286–1319). A son of King Eric V and Agnes of Brandenburg, he became king in 1286 at age 12, when his father was murdered on 22 November by unknown assailants. On account of his age, his mother ruled for him until 1294 

Baby-bokse og uønskede nyfødte

Man skulle ikke tro, at disse "baby-bokse" til uønskede, nyfødte børn er nødvendige i et moderne samfund. Folk kan da bare få en abort eller bortadoptere deres babyer efter fødslen, ikke? Så nemt er det imidlertid ikke, for vi ser stadig nogle af de uhyggelige baby-mord, der var så almindelige før i tiden, hvor forældrene/mødrene satte deres børn ud, så "skæbnen" kunne afgøre, om de skulle omkomme af kulde, sult og tørst uden ligefrem at blive myrdet. Eller de har vel fortalt sig selv, at det så sandelig ikke var mord, selv om deres handling i de fleste tilfælde automatisk medførte barnets død. De professionelle "Englemagersker" var foragtede af samfundet, men de tjente til dagen og vejen ved at befri forældrene/mødrene for det uønskede barn, så de var et mellemled i deres mordprocess. 

Man har fundet udsatte babyer i plastikposer, papkasser eller halvt nedgravet i jord. Det er det barn, der kan være levende, hvorimod dem, der f.eks. smides i en sø, stensikkert dør. En af de babyer, der er blevet fundet i Peru, var halvt nedgravet og havde også fået jord i munden. Da moderen blev fundet, sagde hun, at hun havde dækket barnet med jord for at beskytte det mod de vilde hunde, der var på stedet, men at hun ønskede, at det blev fundet levende. Hun opfattede det altså ikke selv som et decideret mordforsøg fra hendes side, men det kunne let være endt med den lilles død. Man kan sige, at hun tog chancen med en hjerteskærende 50/50-løsning, der ikke burde have været nødvendig noget sted på vor fælles jordklode....

Denne redningsaktion, hvor en herreløs hund finder et udsat, nyfødt barn og redder det, er nok en sjældenhed. Jeg tror i hvert fald, at det oftere sker, at hunden dræber den lille og derpå formentlig fortærer ham/hende. 

Første skridt i at "skabe et hittebarn" er den hemmelige fødsel. Ingen, eller kun meget få, loyale venner, ved noget, idet kvinden føder alene. At det også sker i Danmark kom noget bag på mig, for vi har da andre muligheder end at efterlade nyfødte offentlige steder. Ikke desto mindre var der i 2019 fundet 24 hittebørn siden 1997, hvilket jeg synes er rigtig mange. (Der er ingen tal for danske hittebørn før 1997). Disse hittebørn bliver i de fleste tilfælde anbragt i en plejefamilie og senere bortadopteret. Politiken havde den 2. januar 2018 opstillet en liste over de på det tidspunkt sidste 10 års fund af danske hittebørn, der dog - så vidt jeg kan se - ikke engang er fuldstændig: 

 

1. En nyfødt pige bliver fundet i en plastikpose under en busk i Farum. Hun er afkølet, men uden for livsfare.
2. Nedkølet barn bliver fundet i København, men er uden for livsfare. Pigen er omkring en uge gammel.
3. En kvinde finder et nyfødt barn i en plastikpose i Maribo. Drengen bliver bragt til hospital og overlever.
4. En nyfødt baby bliver fundet død i Søndersø ved Viborg. Barnet var lidt for tidligt født og vejede omkring to kilo. Undersøgelser har slået fast, at det var i live ved fødslen.
5. I et buskads ved Hee Skole i Ringkøbing bliver et spædbarn fundet. Barnet bliver opdaget af en flok legende drenge.
6. Liget af et højst fire dage gammelt spædbarn bliver fundet i en plastikpose i et skovområde nær Horsens.
7. Underkroppen fra liget af spædbarn bliver fundet i grusgrav i Storvorde syd for Aalborg.
8. Lig af spædbarn i plastikpose bliver fundet i å i Odense.
9. Nyfødt dreng bliver fundet efterladt i sommerhuskvarter i Liseleje i Nordsjælland.
10. To-tre dage gammelt barn bliver fundet i god behold i buskads i Odense.
11. Nyfødt barn bliver fundet død bag en hæk i villakvarter i Vanløse.

 

Man spørger sig selv om, hvorfor vi ikke også har "baby-bokse", når problemet åbenbart ikke er ukendt her i landet. I Tyskland er der ca. 90 af disse bokse, men der er dog uenighed om, hvorvidt de har sikret børnene en chance for overlevelse. Umiddelbart kan jeg ikke tro andet, end at det er en god ide, selv om systemet vel ikke kan redde alle uønskede børn, da forældrene måske prioriterer deres egen sikkerhed og anonymitet højere end den nyfødtes liv. 

Baby-boks-systemet gør det ellers muligt for moderen/forældrene at lægge barnet i en varm seng, der står opredt i en klinik på den anden side af lugen. Adgangen til denne seng går altså gennem en lem i muren uden for klinikken. Det skulle være sikkert, men i vore dage, hvor det vrimler med elektriske dimser, der filmer og registrerer alt, kan man måske betvivle overholdelsen af den anonymitet, som systemet angiveligt giver. Dette er uheldigt, da det kan være det afgørende argument for moderen/forældrene. 

Eftersom de allerførste baby-bokse her i Europa går tilbage til 1198 (Marseille) og senere er blevet fulgt af andre i bl.a. Belgien, Holland, Italien, Polen, Schweiz, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Østrig, Sydafrika, Filippinerne, Indien, Japan, Malaysia, Pakistan, Sydkorea, Canada og USA, så har ideen vist sig nyttig. Man har virkelig reddet børn, der nemt kunne have været døde, fordi moderen/forældrene ikke så anden udvej end at dræbe dem. Alfa og omega for brugen af disse bokse er imidlertid den garanterede anonymitet, hvilket også betyder ingen overvågningskameraer ....

 

https://monicakelsey.com/

 

https://shbb.org/about-us

 

https://www.newyorker.com/news/news-desk/the-baby-box-lady-of-america

 

http://homelanding.dk/en-baby-en-plastikpose/

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/babyluger-spreder-sig-over-hele-verden 

 

Wikipedia

Magtdrømme og et kæmpestort ego på afveje

 

Sejrrig, stolt og charmerende, ja, sådan var den amerikanske sanger og komponist Joseph Brooks (1938–2011) på dette tidspunkt af sit liv, men det skiftede til noget helt andet, efterhånden som hans karriere og privatliv ikke længere fulgte hans ønsker. Trist nok, for han havde talent og kunne have haft et godt liv, hvis bare han havde indrettet sig på den kendsgerning, der faktisk gælder for os alle, selv om vi selv tror, vi er noget særligt: verden er ikke indrettet på vores ønsker alene, og andre mennesker er ikke skakbrikker, som man kan flytte omkring efter forgodtbefindende.

Som barn havde Brooks angiveligt lært at spille klaver allerede som 3-årig. Bare to år efter begyndte han at skrive skuespil. Nogenlunde samtidig begyndte han dog også at stamme. Et problem, der formentlig opstod i forbindelse med hans forældres skilsmisse. Selv blev han gift og skilt fire gange, og han fik lige så mange børn. Et af disse, nemlig sønnen Nicholas, opnåede sin egen form for berømmelse, da han som 24-årig myrdede sin ti år ældre kæreste, den kønne og talentfulde peruvianske badedragts-designer, Sylvie Cachay, på et hotel. Dette skete formodentlig, fordi hun ville gøre alvor af sine tidligere trusler om at forlade ham, fordi han ikke foretog sig meget andet end at drikke og tage stoffer. Han var desværre det, man kunne kalde "a lost case" efter at have tilbragt det meste af sin barndom alene med sin far, der ikke bare forbød ham at se moderen, der var flygtet til England med parrets datter, men som også nedgjorde og mishandlede den lille dreng både psykisk og verbalt. Intet han gjorde var godt nok eller bare nogenlunde rigtigt.

Der er ingen tvivl om, at Joseph Brooks var en elendig far, og resultatet var altså en søn, der hadede og frygtede ham, og som slet ikke kunne klare sig selv. Han havde simpelthen ikke lært de færdigheder, der kunne have gjort ham i stand til at forsørge sig selv, hvilket afgjort hang sammen med hans fars konstante nedgørelse af ham. 

Joseph fik grundlagt en formue gennem det, han havde en speciel succes med, nemlig "jingles" til reklamespots. Ud over det skrev han hit-sange som f.eks. "My Ship Is Coming In", "If Ever I see You Again" og "You Light Up My Life", foruden at han producerede forskellige ting. Dvs. at han havde afgjort succes, men måske ikke på den måde, han selv havde ønsket, for oprindelig sigtede han på en karriere som sanger. Hans film, "You Light Up My Life", som han selv havde ventet sig meget af, floppede totalt, men i stedet for at acceptere, at kritikerne ikke kunne lide den, spildte han omtrent $1.5 på at tilbagevise kritikken. Denne reaktion var ret typisk for ham, da han åbenbart ventede, at han - og kun han - kunne afgøre, hvad der var godt eller bare brugbart i hans liv.

Der var imidlertid nogle år, hvor han nærmest væltede sig i succes, tjente en masse penge og fik forskellige priser, men så gik det galt, for den 23. juni 2009 blev han stillet over for 91 anklager om ret slemme overgreb på unge kvinder med skuespiller-ambitioner. Med hjælp fra sin betroede assistent, Shawni Lucier, fik han lokket disse kvinder til sin lejlighed i New York under påskud af at ville bedømme deres evner som skuespillere, så han kunne hjælpe deres karriere på vej. 

Sådanne klamme fyre har der unægtelig været en hel del af inden for branchen, men det uhyggelige med netop denne specielle sag er, at det hele var konstrueret som et velsmurt maskineri, hvor Shawni Lucier optrådte som en mellemting mellem en alfons og en trofast tjenestepige. Når Brooks lagde an til at overfalde og voldtage de unge kvinder, der besøgte ham, så trak hun sig diskret tilbage og lod ham være alene med dem. På en vis måde var hun hans Ghislaine Maxwell, men han var kun en delvis Epstein, for han videreformidlede ikke kvinderne.

Den som ung ganske pæne og tiltrækkende Brooks blev efterhånden forvandlet til et fysisk vrag. På de sidste billeder ligner han noget, der er løgn, og det er velfortjent, når nogle journalister har kaldt ham "creepy" (: uhyggelig). Fortrød han sine misgerninger, både over for sine eks-koner, sine børn og over for de kvinder, han forgreb sig på? Det er der ikke meget, der tyder på, for han brugte hele den formue, som hans søn Nicholas stod som arving til, og som han havde regnet med at få, på advokater, der skulle få ham frikendt. At han var en forbryder, ville han nok aldrig selv indrømme, men han slap nu ikke, for anklagerne bare voksede og voksede. Til sidst, da det formodentlig endelig gik op for ham, at han som godt 70-årig stod over for en fængselsdom, begik han selvmord.

For mig at se var Brooks en typisk repræsentant for en bestemt mandetype, der ikke kan forestille sig en verden, hvor de ikke bestemmer. Havde han behøvet at overfalde og voldtage alle de kvinder? Formentlig ikke, da hans ry sikkert kunne have skaffet ham en ny kæreste eller kone på frivillig basis, men det har næppe været nok for denne magt-liderlige mandsperson. At voldtage og misbruge kvinder har givet ham den magtfølelse, han åbenbart altid har hungret efter, og som man ser hos så mange andre voldtægtsforbrydere og kvindemordere.

 

https://nymag.com/news/features/71271/

 

https://www.nytimes.com/2011/05/23/nyregion/joseph-brooks-found-dead-won-songwriting-oscar.html 

https://www.imdb.com/name/nm0112072/

 

Wikipedia

Hun fulgte ham gennem tykt og tyndt - også i krig

Familierne Blalock og Pritchard havde være på kant med hinanden i 150 år, så det kom som en stor overraskelse for alle, da Sarah Malinda Pritchard (ca. 1840-1901) giftede sig med William McKesson Blalock (1838-1913) i 1856. Hans kælenavn var "Keith", og inden længe fik hun sit eget meget specielle kælenavn for en kvinde, nemlig "Sam". Det skete i forbindelse med en dristig handling, der kunne have kostet hende livet, men som hun slap godt fra: da hendes elskede "Keith" blev indkaldt i Borgerkrigen på Sydens side, forklædte hun sig den 20. marts 1862 som soldat og fulgte ham, uden at han på forhånd vidste det. For at gennemføre sin plan klippede hun sit meget lange hår af og iklædte sig lidt for stort mandetøj, der skjulte hendes kvindelige former. Denne list lykkedes hende, indtil hun blev såret i skulderen, og feltskæreren fandt ud af, at hun i hvert fald ikke var en mand. Han lovede imidlertid Malinda og Keith ikke at røbe hemmeligheden med det samme, så de fik tid til at planlægge deres flugt.

William McKesson Blalock, også kaldt "Keith"

Oprindelig havde det været "Keiths" plan at flygte fra sydstatshæren, når den bevægede sig over i et område, hvor det ville passe med hans ønsker, men forholdene gjorde, at han i stedet måtte lade sig forfremme. Noget, der skete ret hurtigt efter, at han var trådt ind i hæren, da han åbenbart havde specielle evner for det militære. Flugtplanerne rumsterede dog stadig i hovedet på ham, nemlig fordi han i virkeligheden ønskede at skifte side og tilslutte sig de nordstatsstyrkerne. Hvorom alting er, så skaffede han sig mulighed for at forlade hæren ved frivilligt at pådrage sig et voldsomt eksem. Malinda, der havde poseret som hans bror, "Sam", fulgte med, efter at have røbet sit sande køn og derpå være blevet smidt ud af hæren, hvor hun ellers havde gjort god fyldest.

Denne blodige borgerkrig kostede 620.000 soldater samt mange civile livet. Den afsluttede ganske vist slaveriet og genskabte Unionen, men mange af de stridigheder, der lå til grund for krigen, fortsætter den dag i dag. Meget trist, også fordi en borgerkrig kan splitte en familie fuldstændig, da de enkelte familiemedlemmer jo kan have valgt hver sin side. "Keith" og Malinda var ikke enige politisk, men det lod de ikke komme imellem sig, selv om det dog er tydeligt, at hun fulgte ham, ligegyldigt hvad han valgte. Hun ville ganske enkelt være sammen med ham, ligegyldigt hvad.

Efter "Keiths" nummer med den selvpåførte eksem tog ægteparret hjem igen, men det varede ikke længe, før man forstod, at han i virkeligheden var en desertør. Lokale Sydstats-agenter stillede ham over for et valg: meld dig til hæren endnu engang eller bliv indkaldt, og dette påbud fik dem til at flygte. På et tidspunkt levede de sammen med andre desertører og nordstatssympatisører i bjergene, hvor de deltog i guerillakrigsførelse, foretog raids, etc., etc.. Malinda blev endnu engang såret i skulderen, og "Keith" mistede det ene øje. Efter krigen slog de sig ned som bønder, fik fire børn og adskillige børnebørn. Malinda døde af naturlige årsager i 1901 og "Keith" 12 år senere i en ulykke.  

Det interessante ved Malindas historie er, at hun ikke var den eneste kvinde, der gik ind i aktiv militærtjeneste, selv om det var forbudt og blev anset for at være overmåde upassende. Nogle gjorde det ligesom hende, fordi de ønskede at være sammen med manden i deres liv, men det gjaldt nu ikke alle. I visse tilfælde blev deres sande køn interessant nok ikke opdaget før efter deres død, nemlig fordi de havde været lige så gode soldater som deres mandlige krigskammerater. 

 

 

https://www.womenhistoryblog.com/2006/07/malinda-blalock.html 

https://www.ncpedia.org/biography/blalock-sarah........

 

https://wizzley.com/the-women-who-fought-in-the-american-civil-war/ 

 

https://www.nationalwomenshistoricalsociety.org/blog/2018/1/29/malinda-pritchard-blalock 

 

Wikipedia