Når kravet om en søn gør en dronning syg

Denne unge kvinde, der 16 år gammel blev brud for kejseren af Østrigs bror og tronarving, Karl (VI), var en strålende smuk, yndefuld og meget begavet prinsesse, men forvandledes til et tidligt alderspræget vrag, fed og fordrukken. Hun er ikke den eneste, der har været ude for noget lignende, men man spørger alligevel sig selv om grunden til netop denne tragiske deroute, da hun som kongelig jo var socialt sikret, hvilket ofte ikke er tilfældet i den slags sociale sager. Kort sagt, hvorfor drak Elisabeth Christine of Brunswick-Lüneburg-Wolfenbüttel (1691–1751), og hvorfor forfaldt hendes helbred i den grad, at hun døde forholdsvis ung??? Når man hører, at det først og fremmest skyldtes hendes mand, virker det såmænd ikke særlig overraskende, for mange ægtefæller af begge køn har tyet til flasken, når der ikke var anden trøst at finde i et koldt eller direkte nedbrydende ægteskab. Elisabeth Christines tilfælde var dog noget specielt, da den, der direkte ønskede, at hun drak, var hendes mand, den østrigske tronarving, der blev til kejser Karl VI (1685-1740), da hans ældre bror, Joseph I, ved sin død "kun" havde døtre. Inden da gjorde Karl alt for at bevare Spanien som sit specielle kongedømme. Josephs pludselige død betød imidlertid, at han måtte vende hjem til Østrig, medens Elisabeth Christine i første omgang blev tilbage i Spanien som hans stedfortræder. En rolle, hun i øvrigt klarede rigtig godt, idet hun viste en politisk tæft og snilde, man ellers ikke tilskrev kvindekønnet på denne tid.

Forhistorien er ganske interessant, for den viser de kongeliges og adeliges opfattelse af den nedarvede pligt over for deres folk og dynasti, nemlig sådan som denne gjorde sig gældende i hele den vestlige verden. Da man vidste, at Joseph altså ikke ville efterlade sig sønner, havde Karl gjort, hvad der blev forventet af ham som tronfølger, dvs. finde sig en smuk og intelligent hustru i den 16-årige Elisabeth Christine. Hendes engagement i forbindelsen kan ses af hendes accept af, at hun som troende protestant måtte forsværge sin tro for at blive katolik. Det faldt hende ikke let, med familien og alle omkring hende bearbejdede hende, til hun faldt til føje. Alting tydede på, at alliancen ville blive en succes med denne smukke, fornemme og lydige, unge brud som den kommende kejsers gemalinde. At ofre sin protestantiske tro var imidlertid ikke nok for hverken hoffet eller kongefamilien, for man forventede langt mere af hende og især én bestemt ting: alle ventede med spænding på, at hun opfyldte sine omgivelsers allermest brændende ønske, nemlig at hun blev gravid og gav sin mand og hans - nu også hendes - kejserrige en prins, der kunne arve tronen efter sin far. Det var simpelthen det, hendes stilling som kejserinde gik ud på, og hvis hun svigtede på det punkt, ja, så var hun en sølle og værdiløs hustru, ligegyldigt hvor god og klog hun var som menneske. 

Alle, der kendte hende, berømmede hendes skønhed og sikkert også hendes beredvillighed til at ofre sin tro for dette ægteskab, men da det varede hele otte år, før hun fødte sit første barn, sønnen Leopold, så var tålmodigheden med hende efterhånden tyndslidt. I Spanien havde hun vist sig som en dygtig politiker og regent, men i Østrig måtte hun holde sig helt ude af den slags og bare koncentrere sig om den kongelige arving, der altså lod vente på sig. Hendes mand og formentlig også hendes dominerende svigermor og svigerinde, der spillede en stor rolle ved hoffet, tvang hende gennem sære og usunde "kure", der skulle sætte gang i frugtbarheden. En af disse "kure" bestod i en form for "opfedning", og den suppleredes af en alkohol-kur, hvilket simpelthen ødelagde den smukke og sunde kvindes helbred. Som en ekstra foranstaltning blev hun omgivet af billeder af erotiske scenerier, der skulle sætte fut i foretagendet. Resultatet efter otte år blev altså sønnen Leopold, men ak, han døde kun et par måneder gammel. Gode råd var dyre, men kejserparret knoklede løs - og endte i præcis den samme situation som den afdøde Joseph I med hans to døtre, for efter at have mistet en søn og en datter ud af ialt fire børn, så var det det resultat, som Elisabeth Christine og Karl endte med.

En af disse tre døtre døde altså, så knokleriets "høst" bestod i et par udmærkede, men dynastisk set ikke ønskværdige døtre. Den ældste af pigerne på billedet ovenfor må formodes at være den datter, der senere udmærkede sig på forskellig vis som kejserinde, men det vidste man jo ikke på forhånd, at hun ville kunne. Østrig havde ikke kvindelig arvefølge, så Karl måtte gribe til fortvivlede midler, for at få gennemført en mulighed for, at hans ældste datter, Maria Theresia (1717–1780), kunne arve hans trone. Én ting er dog at stå på hovedet for at gøre det muligt for en datter at arve, men hvad med Karls to niecer, dvs. afdøde Josephs døtre, der som børn af den forrige kejser, jo egentlig stod foran deres kusine Maria Therese i arvefølgen? Den forhindring snoede Karl sig ud af, for han ville have sin datter på tronen, når nu han ikke kunne fremvise en levedygtig søn. 

Joseph's datter, Maria Josepha, der var dronning af Polen    

Det kostede Karl dyrt i forhandlinger, intriger og modstand af forskellig art, men hans plan lykkedes, og Maria Theresia blev tronarving, så da Karl døde i 1740, fulgte hun ham som kejserinde, selv om der var protester fra forskellig side foruden trusler fra de omgivende lande. På det tidspunkt var hendes mors helbred ødelagt, så hvis denne forhenværende smukke og intelligente kvinde har vejret morgenluft og har håbet på en mere meningsfuld tilværelse med reel indflydelse som kejserindemoder, måtte hun tænke om igen. Det tillod Maria Theresia ikke, og det lader til, at hendes mor har henslæbt hele livet efter brylluppet som en super-fornem kejserinde i et trist "ingenting", der ikke gav hende mulighed for nogen egentlig udfoldelse. Hun døde i 1751, og når man ser billeder af den ældre Elisabeth Christine, er det tydeligt, at hun var blevet en syg og bitter kvinde. 

Elisabeth Christine som ældre

Den unge Maria Theresia lignede sin mor som ung, og efterhånden som hun blev ældre fulgte også ældre-ligheden med, men hvor Elisabeth Christine ser forgræmmet og tydeligt besværet ud af alle de legemlige skavanker, hun fik, så virker datteren som en form for kvindelig sejrherre, selv om også hun blev ret korpulent.

Den unge Maria Theresia. Som sin mor en smuk, ung pige, der tilmed fik ialt 16 børn, hvoraf 13 opnåede voksen-alderen. Dvs. at på dette ene punkt lignede hun ikke sin mor, der "kun" fik præsteret fire, hvoraf de to døde.

Den nu ret buttede Maria Theresia omgivet af nogle af sine mange børn, men med et fast blik, som det sømmer sig en ægte herskerinde.

 

https://www.habsburger.net/en/chapter/elisabeth-christine-and-desperate-struggle-ensure-continuation-dynasty 

 

https://tropedia.fandom.com/wiki/Maria_Theresa

https://www.dw.com/en/happy-birthday-maria-theresa/a-37946010

 

http://www.holyromanempireassociation.com/holy-roman-emperor-charles-vi-.html 

 

http://friendsinvienna.com/en/news/300-years-maria-theresa/ 

 

Wikipedia

Den helt store, morderiske sperm-forvirring

Striber klæder Christopher Harris, da denne fangedragt er den eneste passende efter det, han gjorde den 20. september 2009, for det kostede fem uskyldige mennesker livet. Som tidligere svigersøn kunne Christopher Harris måske nok have en vis forventning om, at Gee-familien ville byde ham velkommen, for ægteskabet med den ældste datter, Nicole, var tilsyneladende endt uden de helt store dramaer. Tidspunktet for besøget var dog ikke velvalgt, for det var midt om natten, men det skyldtes, at han var ude i et mørkt ærinde: han ville have sex med sin 16-årige eks-svigerinde, Justina. Det var ganske vist ikke noget, han havde nogen form for indbydelse til, men i sin sex-, druk- og narkoomtågede tilstand glemte Christopher Harris denne "lille" detalje. Kort sagt: Justina havde udviklet sig til en smuk, ung pige, der ganske uforvarende havde tændt den åbenbart super-egoistiske Christopher, og det kom til at koste hele familien livet.

Justina

Den, der fortalte, at det var forsøget på at få sex med Justina, der havde forledt Christopher til at bryde ind hos sine forhenværende svigerforældre, der boede sammen med tre af deres mindreårige børn, var Jason Harris. Han havde ikke nogen andel i mordene, men var vidne til, at hans bror, Christopher, skaffede sig adgang til huset, hvor familien boede. Senere forsøgte han at bløde beretningen om nattens gerninger op ved at påstå, at Christopher bare havde villet tale med sin eks-svigerinde. Den er der foreløbig ingen, der har villet tro på, men Christopher har forsøgt sig med alle mulige påstande for at slippe fri af dommen for fem mord samt voldeligt overfald - bl.a. på familiens yngste medlem, den dengang 4-årige Tabitha - foruden tyveri af en laptop. Han påstod f.eks., at det aldeles ikke var ønsket om at "tale" med den 16-årige Justina, men opfattelsen af, at familien solgte narko, der havde fået ham til at bryde ind. For at det ikke skal være løgn, så går et af hans forsøg på at sno sig ud af anklagerne og dermed også de fem livstidsdomme ud på at sværte familiens noget indadvendte og socialt tilbagetrukne søn, Dillen, til ved at beskylde ham for mordene. Han - Christopher - var i sin egen udlægning af begivenhederne i virkeligheden intet mindre end en HELT, for han havde angiveligt kæmpet med beserken, Dillen, for at redde familien fra ham.

Dillen, 14 år gammel

Nok var Dillen en utilpasset, ung mand med ADD, som han ikke altid tog sin medicin for, men beviserne talte imod Christophers røverhistorie, og man mener nu, at Dillen tværtimod havde gjort en kæmpeindsats for at få sin sex-forstyrrede ekssvoger under kontrol. Det havde til sidst kostet ham livet, for han havde ikke kunnet hamle op med den langt større og stærkere Christopher, der ganske enkelt havde massakreret hele familien, medens hans bror, Jason, opholdt sig udenfor. At han ikke reagerede på de dumpe lyde og støn, han hørte inde fra huset, er besynderligt, men han deltog tilsyneladende ikke direkte i mord-orgiet. Begge brødre modtog imidlertid domme på mange års fængsel, og ærlig talt, det manglede bare, for selv om Jason ikke begik mord som Christopher, så gjorde hans totale passivitet sit til at det lykkedes. Og for hvad? Den sperm-betrængte Christopher havde set en purung pige, som han fik lyst til, hvilket gjorde ham så sex-forvirret, at han parkerede hjernen og bare fulgte driften ....

Christopher til venstre og Jason til højre 

En sag  som denne kan gøre mig aldeles rasende, for en mands lyster kan ALDRIG blive en undskyldning for noget som helst - og da slet ikke sådan en forbrydelse .....

 

https://pantagraph.com/news/local/crime-and-courts/beason-slayings/sex-assault-claim-recanted-jason-harris-talks-about-interrogation-in-second-day-of-testimony/article_513a5b48-bd66-11e2-9e4d-0019bb2963f4.html 

 

https://pantagraph.com/news/local/chris-harris-claims-self-defense-in-beason-slayings/article_1415154c-e70a-11e1-a662-001a4bcf887a.html

 

https://pantagraph.com/news/local/crime-and-courts/beason-slayings/healing-continues-a-year-after-beason-killings/article_44b0b77a-c3a7-11df-a8ca-001cc4c002e0.html 

 

https://www.nbcchicago.com/news/local/christopher-harris-trial/1958161/ 

 

https://www.cbsnews.com/news/cops-two-brothers-two-motives-in-beason-family-murder/

https://www.illinoistimes.com/springfield/sex-and-violence/Content?oid=11439245

 

Wikipedia

 

Lidt om skønhedsdronninger, titler og stridigheder

Ikke helt det, man forventer af den svenske Miss Universe, Hillevi Rombin, men sådan er der jo så meget sært omkring nogle af disse skønhedskonkurrencer. Denne, der fandt sted i 1955, blev præget af ubehagelige stridigheder, da en del af tilskuerne mente, at Miss Salvador, Maria Isabel Arrieta Galvez (med kælenavnet Maribel), burde have vundet. Det gjorde hun så ikke, men hun blev dog nr. 2, hvilket også er flot i en konkurrence, der hviler på noget så subjektivt som en bedømmelse af et menneskes udseende. I sit hjemland var Maribel en berømthed og højt elsket af sit folk, men det betød altså også, at de forventede noget stort af hende. Da hun ikke kunne blive "Dronning", så blev hun belgisk baronesse og mor til tre - vist nok mere som et personligt valg end som en form for "sidste udvej".

Skønhed er og bliver et underligt, vagt begreb, for det, der regnes for smukt i den ene kultur eller en speciel tidsalder, er det langt fra i en anden. F.eks. kunne man jo gøre indsigelse imod, at en titel som "Miss Universe" altid går til en jordboer. Efter min mening burde man slet ikke bruge den, for vi ved ikke, om der er andre beboede planeter, fyldt med flotte, men for os at se mærkeligt udseende mennesker eller "væsener" ....

I virkeligheden er den - objektivt set - allersmukkeste kvinde i hele universet måske damen nedenfor, men ville hun vinde, hvis hun stillede op i en Miss World-skønhedskonkurrence? Næppe, for vi kan ikke bedømme hende på en objektiv måde og viger måske tilmed tilbage i afsky for netop det, der i hendes galakse regnes for smukt ....

Så er der mere stil - og først og fremmest genkendelighed - over den første Miss Amerika, Margot Gorman fra 1921. Hendes type og personlighed er afslappet, og hun virker ikke spor anspændt eller nervøs, men ser ud til at more sig over alt det hurlumhej, der er omkring denne på det tidspunkt nye, men populære begivenhed. Det synes jeg godt om, så jeg ville afgjort have stemt på hende, selv om jeg ikke anser hende for at være en strålende skønhed, men bare en ganske pæn, sød, glad og ligefrem pige.

Margot Gorman, den allerførste Miss Amerika (1921)

Hun stod over for forskellige rivalinder til titlen, men vandt altså, selv om hun ikke var den højeste eller tyndeste i flokken af de skønheder, der stillede op. Her nedenfor ses hun til højre, og det er tydeligt, at hun er den laveste i forhold til to af sine rivalinder og ikke er specielt smuk. Derfor tror jeg, at hun ville være chanceløs i en moderne konkurrence, men skidt nu med det ....

Tre år senere virker nedenstående Miss Amerika (1924) helt modsat den glade og afslappede Margot Gorman. Hun ser nærmest desperat ud, og ligner ellers mest af alt en forpjusket fugleunge, der er blevet skubbet for tidligt ud af reden. Hende ville jeg derfor ikke have stemt på, men det var der altså andre, der gjorde. Er hun smuk? Næh, ikke specielt, men dog ganske pæn og hun vandt altså ....

 

Miss America 1924

Man har ofte hævdet, at misserne er tomhjernede, men hvorfor skulle de egentlig være det? Det kropslige system har aldrig opereret med et biologisk system, hvor en god hjerne kun fungerer på bekostning af en sund og brugbar krop. Har man det sidstnævnte, så er der mest logik i at antage, at øverste etage også virker efter hensigten, da den jo faktisk er en del af kroppen og ikke svæver i en separat sfære uden en kropslig forbindelse. 

Der er også dem, der påstår, at misserne er så forfængelige, at de ikke tænker på andet end deres ydre. Og hvad tænker de kritikere, der angriber misserne, mon med, hjernen eller følelserne? Disse kritikeres vurderinger er vist nøje forbundet med deres personlige interesse i konkurrence-deltagerne. For kvindelige kritikere kan der være ting inde i billedet som misundelse over den opmærksomhed, misserne får, og for herrerne kan der opstå en frustration, der hænger sammen med den tiltrækningskraft, de føler uden at få andet ud af mødet end et synsindtryk. Altså er begge køns vurderinger ofte meget, meget anti-objektiv og siger mere om dem end om misserne .... 

Der findes også konkurrencer for udvalgte dele af kvindekroppen. Det gælder f.eks. benene, der altså vurderes separat. Normalt anser jeg det for yderst fornærmeligt at dele kvinden op i legemsdele, men det gælder dagliglivets kønskampe og ikke konkurrencerne, som jeg finder sære og overflødige, men samtidig morsomme. Noget, der hænger sammen med det faktum, at der også er skønhedskonkurrencer for mænd, bare ikke så mange og desuden ofte forklædt som bodybuilderkonkurrencer. Her ser vi f.eks. den første James Bond, Sean Connery, i en skønhedskonkurrence for mænd.

Selv om han var en laber steg, blev han "kun" nr. 3 i konkurrencen, men det var den, der skabte opmærksomhed omkring ham som et skuespiller-emne. Er der nogen, der siger, at han er "tomhjernet" for at have vist sig frem på denne måde? Næh, men det gør nogle altså stadig om kvinder. At de stiller op, fordi de ønsker chancen for at få indpas i model- og filmverdenen og ikke, fordi de er helt vilde med lumre herrer, der beglor og kommenterer deres ynder, siger sig selv. Om det virker afhænger af mange ting som f.eks. held og "rette sted på rette tidspunkt", ganske som med Sean Connery.

Alle univers-"dronningerne" er forhåbentlig stillet op frivilligt og har oplevet begivenheden som en form for "leg". Hvis ikke, så håber jeg, at de alligevel har fået en positiv oplevelse, og - hvad der er det vigtigste - ikke har ladet sig forlede til KUN at dyrke deres egen skønhed, men f.eks. skaffer sig andre karrierer, der ikke bygger på denne .....

Nå, hvem var så den smukkeste, Maribel eller Hillevi? Aner det ikke, men i El Salvador holder man stadig på Maribel, og hun er da også køn ....

Maria Isabel Arrieta Galvez (med kælenavnet Maribel)

 

https://www.glamourboutique.com/crossdresser-contests/sexy-legs-contest-winners-47494

 

https://conandaily.com/1956/07/19/complete-list-of-miss-universe-1956-candidates/ 

 

https://people.com/movies/sean-connery-competed-mr-universe/ 

 

Wikipedia

 

Arkæologi som status- og magtmiddel

Her ser man en flok mænd, der sidder og roder med en stak kranier og andre gamle knogler. Hvad enten de er videnskabsmænd eller amatørarkæologer, så kommer man til at tænke på alle de forhistoriske - eller bare meget gamle - fund, man har gjort i tidens løb, og som på en eller anden måde bliver forvandlet til en rød tråd i samfundet som en del af det ideologiske væv, der holder det sammen. Siden det er kranier og knogler, disse dybt engagerede herrer sidder med, så tænker jeg uvilkårligt på den berømte "Piltdownmand" fra 1912, der syntes at støtte Charles Darwins på det tidspunkt forkætrede påstand om menneskets slægtskab med aber. Den var svær at sluge for datidens mennesker med de religiøse og historiske begreber, de var vokset op med, og som gjorde, at de følte sig som noget særligt, både i forhold til dyr og til andre samfundsklasser. At være en underart af aberne var sandelig ikke det samme som at være Guds fornemste skaberværk, fordi man var "skabt i hans billede".

Da "Piltdownmanden" blev fundet, var det derfor en sensation, og selv fornuftige folk, der burde have vidst bedre, støttede hypotesen om, at dette var "The Missing Link". Andre var mere skeptiske, og det havde de god grund til, for 41 år senere, nemlig i 1953, blev det endegyldigt bevist, at der var tale om et ret frækt falskneri, hvor kraniedele fra et menneske var blevet sat sammen med underkæben fra en orangutang. Et svindelnummer, der var forbløffende nemt at begå, når man står over for folk med en forudfattet mening om tingene: abeslægtskabet tiltalte nogle, medens andre afviste det, ikke bare som som historisk forkert, men også som noget direkte ugudeligt. Fundet havde sat gang i fantasien hos mange mennesker, men afsløringen af, at det var fup, må hæve glædet en masse andre, både forskere og lægmænd.

Sådan har det været gang på gang med forhistoriske fund, og det forekommer mig, at næst efter lægevidenskaben, så udgør arkæologien det allerværste orgie af gætterier med vidtrækkende konsekvenser. Noget af det kunne kaldes "et slag på tasken", for andet er det faktisk ikke. Det gælder f.eks. nedenstående fossil, der hævdes at være 325 millioner år gammelt.

Når vi er oppe i den slags regnestykker, så gør et par millioner år vel hverken fra eller til, eller hvad? Personlig er jeg ret ligeglad med, om dette nydelige fossil er 325, 300, 225 eller sølle 15 millioner år gammelt, for jeg er bare forbløffet over at se det. Modsat f.eks. "Piltdown-manden" har det dog ingen indflydelse på nutidens samfund og dets ideologiske struktur, men det er der til gengæld andre forhistoriske fund, der har. Ikke mindst det gamle spyd - også kaldt "den hellige lanse" - der hævdes at gå tilbage til Biblens beretning om Jesus, nemlig selve korsfæstelsen. 

Faktisk mente man, at det var den lanse, som den romerske soldat og senere kristne helgen Longinus havde brugt til at teste, om Jesus nu også var død. Det gjorde han ved at stikke ham i siden med det, hvorved det kom i berøring med den korsfæstedes blod. For at det ikke skal være løgn, sprøjtede noget af dette hellige blod Longinus i ansigtet, sådan at han, der angiveligt var blind, straks fik synet tilbage. OK, skal der være gilde, så lad der være gilde, og det blev der så sandelig også, for i eftertiden blev lansen tillagt utrolige kræfter og egenskaber, der gjorde den meget værdsat af folk med magt-drømme som bl.a. Napoleon og Adolf Hitler. Det ville nok have været surt for dem at høre, at også dette angiveligt ældgamle relikvie er svindel, for det er sammensat af flere forskellige dele, der hver især stammer fra flere tidsaldre.

Baggrunden for fundet havde ellers det hele, for den første ejer af dette hellige objekt var efter sigende den romerske kejser Konstantin den Store (ca. 272-337), hvis mor, kejserinde Helena, angiveligt havde fundet det på sin målbevidste relikviejagt i 326. Eftersom denne kejser var den, der legaliserede kristendommen i 313, så har kristne relikvier af en vis klasse haft stor betydning for ham som hersker, fordi det konsoliderede hans magt, da det tydede på en direkte forbindelse til det guddommelige. Den slags er guld værd for en konge eller kejser, for det gør ham urørlig for mange, der ellers ville kunne finde på at betvivle hans legalitet. At ens mor direkte går efter sådanne fund virker dog noget suspekt på mig, men jeg er jo også skeptiker ....

Lucas Cranach den Ældre har malet kejserinde Helena, her med et andet af hendes mange utrolige fund, nemlig "det sande kors" (1525), der blev brugt ved Jesu korsfæstelse. Det fortælles, at da hun fandt det, så lå det sammen med to andre kors, hvilket passer fint med Biblens skildring af Jesus, der blev korsfæstet sammen med to røvere. Eftersom der var tre kors, så var spørgsmålet, hvilket af dem, der bar Jesus, men det fandt man ud af, da et ligtog kom forbi det sted, hvor Helena stod med alle tre kors. Flux blev den døde mand levende igen, da hans lig passerede det af korsene, hvor Jesus havde hængt, for så vidste man, hvilket af dem, der var helligt .... Man korser sig over sådan en historie, for hvor er det dog langt ude, men sådan så datiden ikke på kejserindens anstrengelser som "arkæolog".

Denne specielle kejser-mor blev i øvrigt regnet for så hellig på grund af alle sine ellers super-suspekte fund, at der blev slået en medalje til hendes ære. Har hun og hendes søn brygget historierne om de hellige fund sammen i fællesskab, eller har de selv troet på, at der virkelig var tale om Longinus' lanse, Jesu kors, grotten hvor Jesus blev født, etc., etc., etc.? Eftersom fundene har befæstet Konstantins og hans slægts magt, fristes jeg til at afvise dem som fup, men de kan jo også have fuppet sig selv, så sikkert er det ikke, selv om de i mine øjne er et par skurke ....

 

https://www.pnas.org/content/pnas/110/33/13322.full.pdf 

 

https://www.livescience.com/56327-piltdown-man-hoax.html 

 

http://www.kirkerupk.dk/Kirkerup/Grundplanforkalkmalerierne/Koret/Korsf%C3%A6stelsen/Korsfaestelsen%20med%20tekst.htm 

 

Wikipedia

Katie Beers, det svigtede og misbrugte barn, der gjorde alle dystre forudsigelser til skamme

Vi er så vant til at læse og høre om pædofiles kidnapninger af børn, der ender med død eller voldsom traumatisering af ofrene, at det ikke bare virker befriende at læse om Katie Beers, men direkte opbyggeligt. At hun er kommet igennem en skrækkelig barndom med misbrug, forskellige former for udnyttelse foruden direkte mishandling uden at miste sine gode menneskelige egenskaber er et mirakel. Mange har været ude for langt mindre og er endt som rene uhyrer. 

Katies biologiske mor, Marilyn Beers

Katie - egentlig Katherine - havde all odds imod sig, da hun blev født den 30. december i 1982. Hun var datter af Marilyn Beers, der tidligt viste sig uegnet som mor, og som derfor ofte overlod Katie til hendes gudmor, Linda, der imidlertid nærmest behandlede hende som husslave. Fire år gammel blev hun f.eks. sendt på møntvaskeri for at vaske familiens tøj. Det var dog værre, at Lindas mand, Sal Inghilleri, forgreb sig på barnet. Noget, han blev dømt for i 1994.

Sal Inghilleri

Katie ønskede brændende at komme hjem til sin ellers så ustabile mor, Marilyn, som hun til trods for hendes gentagne svigt følte holdt af hende. Sådan havde hun det ikke med sin gudmor, Linda, og slet ikke med hendes mand, Sal. En anden, hun følte sig tryg ved, var familievennen John Esposito, der på en vis måde tog sig af kvarterets børn. At han var lige så pædofil som f.eks. Sal Inghilleri var der tilsyneladende ingen, der vidste. Derfor kunne han få lov til at tage Katie og et par andre børn med til en forlystelsespark, men her skete så det, der udgjorde første del af denne sensationelle sag: Katie forsvandt, men optrådte på sin gudmors telefonsvarer med en yderst skræmmende besked om, at "en mand med en kniv har kidnappet mig". Ordlyden lød ikke spontan, men nærmest indøvet, så allerede fra starten var der tvivl om, hvorvidt Katie virkelig havde indtalt den. Desuden var det mærkeligt, at den stammede fra en mønttelefon, for hvordan kunne hun bruge sådan en, hvis hun virkelig var kidnappet?

John Esposito

Denne bortførelsessag vakte stor opmærksomhed, men efter 17 dage blev Katie fundet, nemlig i en underjordisk bunker på John Espositos grund. Eftersom der var ting i hans forklaring om Katies forsvinden, der bare ikke kunne passe, havde man mistænkt ham i tilstrækkelig grad til at gennemsøge hans hus. Katie havde hørt politiet, der gik omkring og ledte efter hende, og hun havde råbt og skreget samt banket i væggen, men de havde ikke opdaget hende. At de endelig fandt frem til hende, skyldtes faktisk John Esposito, der meldte sig selv og fortalte, at hun "var bag væggen". Alle troede, at han med det mente, at hendes lig lå skjult i huset, men hun var skam levende og tilsyneladende ikke særlig traumatiseret af sin oplevelse. Disse omfattede bl.a. daglige voldtægter og fastlænkning.

Ifølge hendes bortfører, så havde han bygget bunkeren specielt til brug for hans planer om at bortføre Katie. De beskrivelser, jeg har fundet rundt omkring, tyder på, at John Esposito har haft en form for "romantiske" planer om at opbygge en fremtid sammen med den på det tidspunkt knapt 10-årige pige. Han forestillede sig, at de kunne danne par, få børn og i det hele taget være sammen, når alt ståhejet om hendes bortførelse var stilnet af. Ret naivt og absolut ikke særlig realistisk, selv om der jo er flere eksempler på mænd, der har bortført mindreårige piger eller meget unge kvinder og har levet med dem i flere år. Han havde i hvert fald ingen planer om at dræbe Katie, sådan som det ellers ofte sker i lignende bortførelsessager.

Den 27. juli 1994 blev John Esposito idømt 15 års fængsel, som han skulle have afsonet i SingSing-fængslet. I 2013 blev han imidlertid fundet død i sin celle, angiveligt af naturlige årsager. Hvad Katie angår, så har hun fået det, man kunne kalde "et normalt liv" med mand og børn, efter at hun oven på sine oplevelser i John Espositos bunker kom til en god plejefamilie i New York. Der er skrevet bøger og lavet film om hende, ligesom hun også selv har udgivet sine memoirer, "Buried Memories", der er kendt i nogle lande som "Help Me". 

Den voksne Katie virker som et sundt og helstøbt menneske, hvilket jo nærmest må ses som et under oven på alt det, hun var ude for i sin barndom. Glædeligt, at det (tilsyneladende) kan lade sig gøre ....

 

https://www.parentsformeganslaw.org/john-esposito-dead-katie-beers-kidnapper-found-not-breathing-in-prison-cell/

 

https://thecinemaholic.com/where-is-katie-beers-now/ 

 

https://projects.newsday.com/long-island/katie-beers-anniversary/

 

https://www.distractify.com/p/what-happened-to-katie-beers 

 

Wikipedia

Hjemme-ulven

Jeg var temmelig lille, da jeg fik snor i min første låne-hund, nemlig schæferhvalpen Bulder. Han var dejlig, og jeg gik ofte tur med ham, hvilket vakte mange jævnaldrendes fuldt ud forståelige misundelse. Jeg ville også have været misundelig på dem, hvis de havde haft adgang til en låne-hvalp - for slet ikke at tale om deres egen private hund. Vovser kan nemlig være aldeles herlige, selv om de - som alle kæledyr - også kan være anstrengende og særdeles besværlige, nemlig fordi deres pleje og pasning påhviler deres mennesker som et ansvar, der ikke kan ignoreres.

Hunden som kæledyr føler sig afgjort som et medlem af familien og forventer formentlig at blive behandlet som et sådant. Svigter man sin hund, så kan den tilgive, men dermed ikke være sagt, at den har glemt det ubehagelige, den har været udsat for. Nogle vovser husker endda lidt for godt, hvilket kan føre til problemer, f.eks. ved dyrlægebesøg ....
 

Hvad schæferen angår, så er den en af de racer, der ligner hundenes fælles forfader og formoder, nemlig ulven, allermest. Ja, nogle gange er det næsten ikke til at se forskel på en ulv og en schæfer. Næsten, for jeg synes, at der faktisk er stor forskel på f.eks. disse to, selv om slægtskabet er tydeligt.

Schæfer til venstre og ulv til højre

Modsat os dumme mennesker så har hunde åbenbart ingen racefordomme, sådan at de kun vil dyrke romantik med nogen, der tilhører deres egen race. En mops kunne forsøge at parre sig med alt fra en Grand Danois til en sofapude, og ingen af delene ville lykkes, men hvis en schæfer forelsker sig i en ulv, så kan der sagtens komme afkom, hvilket jeg til gengæld aldrig har hørt skulle være muligt med en anden nær slægtning: ræven. Det samme gælder ulve og ræve, der kan blive venner, men mere bliver det ikke til, selv om begge parter formodentlig kan få lyst til at forsøge sig .....

En ulv og en ræv

Når man tænker på schæferens popularitet, så er det en underlig tanke, at racen ikke fandtes for mindre end 200 år siden. Den blev faktisk fremavlet i slutningen af 1800-tallet, da forskellige racer af hyrdehunde blev krydset målbevidst af den maskulinitetsdyrkende og arierfikserede kaptajn Max von Stephanitz (1863-1936), der i mine øjne er en art nazi-forløber. Han var ude efter at skabe en ganske bestemt type hyrdehund, hvilket lykkedes ham i 1899, men den første tyske schæfer blev først præsenteret for offentligheden i 1907. Tyve år efter, dvs. i 1927, anerkendte The American Kennel Club den som en selvstændig race, men den fik et andet navn, der vist nok stammer fra England, da man frygtede, at tyskerhadet efter Første Verdenskrig kunne ramme hunden. Derfor blev den kendt som en "Alsatian" i engelsk-talende lande.

Schæferen er blevet utrolig populær både i og uden for Tyskland, men der var nogle specielle fans, der har været med til at give den et blakket ry, nemlig nazisterne. Hunden ligner jo en ulv, der er et dyr, der blev beundret for at have nogle af de egenskaber, som man tillagde den (ikke-eksisterende!!!) "germanske race". Således kaldte Hitler ofte sig selv for "Hr. Ulv", og dette dyr optræder i mange selvforherligende eller truende nazi-udgydelser fra både ham og andre. 

 

Hundens særlige - og også tilskrevne - karakteregenskaber, dens intelligens, styrke og loyalitet blev dyrket som "ariske", og man kan sige, den fik en vis mytologisk betydning, der var med til at gøre den til ven, følgesvend og arbejdsredskab for nazier. I sidstnævnte egenskab blev den beklageligvis knyttet til kz-lejre og alle former for nazistisk ordenshåndhævere. Denne tolkning fulgte den også til f.eks. USA, hvor den blev sat ind ved racedemonstrationer og lignende, idet den blev set som politihunden over dem alle. 

Dens image som en "politihund" blev altså forstærket af dens brug, men samtidig blev den også en elsket familiehund. I USA fik den desuden en særlig opmærksomhed som film-stjerne, da den fransk-fødte Rin-Tin-Tin (1918-1932) blev en international berømthed på det hvide lærred. På grund af denne hunds enorme popularitet, voksede schæferens fan-skare i USA, ligesom det skete for collien, da Lassie blev berømt.

Rin-Tin-Tin bliver opvartet som en rigtig filmstjerne

 

Fordi hunden er intelligent og lærevillig foruden loyal og pålidelig har den dog også gjort sig godt bemærket som f.eks. førerhund for blinde. Dermed er den kommet hele vejen rundt i menneskesamfundet og har så absolut gjort sig fortjent til at blive et elsket familiemedlem og ikke bare en frygtet "politihund". Man kan sige, at den har aftjent sin "værnepligt" som skræmmemiddel og nu bør have lov til at nyde tilværelsen som et værdsat familiemedlem, men dens lighed med den barske forfader, ulven, har desværre ført til nye former for avlsudnyttelse.

 

Førerhund

 

Hvor schæferen som "færdigt resultat af avlsarbejde, dvs. som en færdig hunderace", altså kan være alt lige fra vagt- og angrebshund til hygge-bamse og kærligt familiemedlem, så er der dem, der ligefrem dyrker dens lighed med ulven. Visse avlere har således fremavlet en hybrid af ulve og schæfere, der sælges på deres vildskab og såkaldte "naturlighed", selv om denne er kunstigt frembragt gennem avlsarbejdet. Afkom af ulve og schæfere er flotte dyr, men seriøse hundeavlere erkender, at de kan være uforudsigelige, og at ingen ved, hvor mange af ulvens egenskaber, der dukker op i de enkelte dyr. Dvs. at man leger med ilden, og at et dårligt resultat af avlen kan ende med at falde tilbage på schæferen, der i forvejen har et blakket ry som politi- og nazi-hund.

Schæfer-ulvehybrid

Jeg synes, det er synd, at schæferen skal indblandes i sådan et projekt, selv om det ikke er direkte "unaturligt", for ulve og hunde kan som sagt få et godt øje til hinanden. At der skal mere til at sikre de enkelte dyr en tålelig tilværelse blandt mennesker, må man bare konstatere, for det er hensynsløst - og på grænsen af dyremishandling - at ignorere de følger, sådan en avl kan have på omgivelsernes opfattelse af hundene. Således var der en flok hybrid-hunde, der undslap, og som spredte rædsel omkring sig, da de blev anset for at være meget farlige. Desuden var der ingen, der anede, hvordan man skulle forholde sig til dem, når/hvis de blev indfanget: "No outcome has been determined on what to do with the dogs once they are captured. Hybrids are not able to be kept as pets in Orange County and there is not an approved rabies vaccine for the canines." Altså en rigtig dårlig situation, fordi dyrenes ejer ikke havde taget de nødvendige forholdsregler.

 

Andre eksperimenterende hundeavlere har parret ulve med bl.a. huskyer, og det er tydeligt, at det sker for at fremavle ulve-agtige hunde, der hverken er ulve eller hunde. Det er uforsvarligt, da man altså ikke kan garantere noget som helst vedr. dyrenes egenskaber med disse blandinger. Da man ikke kan sikre dyrene en tålelig tilværelse i et samfund, hvor de passer ind, er dette ærgerrige avlsarbejde efter min mening helt uacceptabelt. At avle dem til et liv i bur er i hvert fald ikke et udtryk for dyrekærlighed. Nogle steder har man imidlertid hybrider i hjemmet, og ejerne viser dem stolt frem, men det er ikke nødvendigvis lovligt, for der er forbud imod disse dyr forskellige steder ....

Schæfer-ulve-hybrid i en hyggestund med sit menneske

https://www.dw.com/en/hitlers-dogs-g%C3%B6rings-lions-how-the-nazis-used-and-abused-animals/a-53698708 

https://www.dw.com/en/10-dog-breeds-that-originated-in-germany/a-38135759 

https://mst.dk/natur-vand/natur/artsleksikon/pattedyr/raev/ 

https://www.akc.org/dog-breeds/german-shepherd-dog/ 

https://animalso.com/breeds/german-shepherd-wolf-mix/ 

https://www.wral.com/wolf-german-shepherd-hybrids-still-loose-orange-county-trying-new-baiting-techniques/19786092/ 

https://www.dailymail.co.uk/femail/article-2089735/Rin-Tin-Tin-Hollywoods-dog-40m-fans-drank-milk-champagne-glass.html 

Wikipedia

 

Else Cederborg: "The Tragic Life of A Queen" - Ezine article, formerly published

 

Queen Ingeborg

In the year of 1277 the Princess Ingeborg was born to the Swedish King Magnus III and his wife, Queen Helwig of Holstein. Eleven years later, i.e. 1288, this young princess was engaged to the Danish King Eric VI Menved. Their marriage took place in 1296 and in 1298 Ingeborg's brother, King Birger of Sweden, married her sister-in-law, Princess Martha of Denmark. 

Both of these marriages were for dynastic purposes, but the marriage of King Birger and Princess Martha was not carried out according to the plans of the Danish and Swedish courts. The Church fought King Eric and refused to give him the dispensation to have his sister marry his brother-in-law as there was some very strict rules against marriages between relatives. Actually, King Birger marrying the sister of his brother-in-law was considered to be "incest".

Maybe many of their superstitious contemporaries have seen the marriage of these supposedly close relatives as the reason for the misfortune that befell Ingeborg after her marriage to King Eric Menved. What happened was that in the years to follow her marriage in 1996 she gave birth to 8-14 children. We don't know the exact number, only that 8 of her children were boys who died soon after being born.

She was a beautiful and quite popular queen, but does not seem to have had any political significance except as the unsuccessful producer of a male heir to the throne. That means that what filled her life and mind must have been her dead babies and her failure as a queen.

However, in 1318 she gave birth to a healthy baby boy. That must have been such a relief to her as a queen as well as having infused her with a feeling of fulfilment as a woman. Everybody hailed her when she showed off her son to the public from the window of her carriage, but doing so she unfortunately lost her grip on the tiny baby who fell to the ground and died from his injuries.

According to some legends she subsequently was forced to leave the court and enter a convent after this tragic accident. However, others said that she made this choice herself as she could not face her old life as a queen. One year after the death of her son she herself died, soon to be followed by her husband, King Eric VI Menved.

When he too died in 1319 he had failed in all areas as a king the same way as she had as a queen. He had no issue, and Denmark was bankrupt. However, strangely enough his - and his queen - have attained a sort of romantic allure after having died in this miserable state. Both of them have actually been hailed in the old romantic literature of Denmark and they are well loved even today.

Article Source: https://EzineArticles.com/expert/Else_Cederborg/83697


Article Source: http://EzineArticles.com/8308011
 

https://ezinearticles.com/?The-Tragic-Life-of-A-Queen&id=8308011 

 

The young king, Erik Menved

Eric VI Menved (1274 – 13 November 1319) was King of Denmark (1286–1319). A son of King Eric V and Agnes of Brandenburg, he became king in 1286 at age 12, when his father was murdered on 22 November by unknown assailants. On account of his age, his mother ruled for him until 1294