søndag den 9. januar 2022

Manden med de mange identiteter: den mystiske Justo Armas

 

En ægte habsburger eller - ja, eller HVAD??? Det er ganske rigtigt en habsburger, nemlig kejser Franz Josephs yngre bror, Maximilian (1832-1867), men han er på sær vis blevet blandet sammen med en anden og meget gådefuld person ved navn Justo Armas. Som om den stakkels Maximilian ikke var mystisk nok i sig selv, så er han sørme også blevet forvandlet til en art "levende spøgelse", fordi han er blevet forbundet med denne sære sydamerikaner med den ikke-gennemskuelige livshistorie. 

Maximilian var vist en hæderlig og dedikeret mand, der ønskede at gøre en forskel i sit nye land, Mexico. Jeg oplever ham i hvert fald som en naiv romantiker uden egentlige onde hensigter. En mand, der lod sig besnakke og friste over evne af udsigten til at blive kejser. Han var ikke en despot, men han begik et par dumme fejltrin, der kom til at koste ham dyrt. Efter sin død blev han én af hovedpersonerne i et besynderligt drama om identitet og livshistorie, der ligner det, flere andre kongelige har været udsat for.

Da Ludvig XVI's og dronning Marie Antoinettes søn, der kaldes Ludvig XVII (1785-1795) af de franske royalister, døde af kulde og sult i et fransk fængsel, trådte den ene mere eller mindre suspekte mandsperson efter den anden frem og påstod at være ham, "der bare var blevet borte". Mange af disse - og der var faktisk omkring 100!!! - kan have svindlet både sig selv og omgivelserne, idet de også selv kan have troet på deres egne løgne, for nogle af dem var meget påståelige i deres vidtløftige udsagn og såkaldte "bevisførelse". Denne slags sager er imidlertid først og fremmest interessante ved at sige noget om andre menneskers villighed til at se bort fra al logik for i stedet at acceptere det, de ønsker skal være sandt. Tanken om den lille, mishandlede prins har pint hans tilhængere, så de har været mere end villige til at se ham "genopstå" i de forskellige svindlere.

I tidens løb har der dog været masser af andre historiske personer, der påstod, at de aldeles ikke var det hverdagsmenneske, andre så dem som, men tværtimod bortførte eller bare forsvundne konger, dronninger, prinser og prinsesser. Påstandene fulgtes som regel af endnu vildere udsagn om, hvordan de var "blevet væk" fra deres fornemme slægtninge. Det interessante er, at sådanne påstande ikke engang altid var noget, personerne selv kom med, for de kunne også komme fra andre, der mente at "genkende" deres oprindelige fornemme jeg i det sølle og luvslidte nutids-personlighed, de viste omverdenen. Det var f.eks. det, der skete for den polske fabriksarbejderske, Anna Anderson, da en royalist "genkendte" hende på et hospital efter selvmordsforsøg. Dette "vidne" så hende som den på det tidspunkt forsvundne storfyrstinde Anastasia, dvs. den yngste datter af den afsatte og henrettede zar Nikolaj II. 

Den ægte storfyrstinde Anastasia

Denne mærkværdige forveksling, som Anna Anderson udnyttede til fulde, førte til et helt nyt liv for den polske arbejder, der varede lige til hun døde i 1984. Gad vide, hvad hun ville have gjort, hvis hun havde oplevet identifikationen af den henrettede zarfamilie i 2009, for det ville have ødelagt hendes troværdighed totalt: Anastasia var - ligesom sine søskende - død og genopstod ikke, ligegyldigt hvor mange der ønskede det ....

Justo Armas

Hvad Justo Armas angår, så var og er han stadig en gådefuld skikkelse, selv om der faktisk er to lig, der i sig selv er modbeviser på de vile historier om ham og hans liv. Det lader nemlig til, at en masse mennesker er villige til at udråbe ham til i virkeligheden at være enten 1) Østrigs kronprins Rudolph, der ellers tog livet af sig i 1889, eller 2) dennes farbror, Mexicos kejser Maximilian, der blev henrettet i 1867. Kort sagt: HVEM var Justo Armas virkelig????? Det skændes man stadig om, og der skal vist mere end en DNA-prøve til at bevise hans sande identitet.

Hvem Justo Armas end var, så var han i hvert fald kendt som en spøjs fyr, der altid var overmåde velklædt, bortset fra at han aldrig gik med sko. Noget, der angiveligt skyldtes, at han i en farefuld stund havde lovet Jesus aldrig at bære fodtøj mere, hvis han blev frelst fra døden. Højst besynderligt, men sådan var han hele vejen igennem fra det øjeblik hvor han dukkede op i El Salvador og på besynderlig vis fik møvet sig ind på en masse fornemme mennesker. Disse lader til at være blevet betaget af hans personlighed, hans europæiske manerer, hans efter sigende perfekte beherskelse af tysk og flere andre sprog samt hans tilsyneladende store viden om ikke mindst østrigske forhold. 


Justo Armas var under alle omstændigheder en nydelig og ligeledes præsentabel mand, der altså blev tilskrevet en fornem europæisk baggrund. Var det ham selv, der påstod, at han var afdøde kejser Maximilian I af Mexico eller den ligeledes afdøde kronprins Rudolph, eller var der nogen af hans beundrere, der tilskrev ham en af disse historiske identiteter? Det veksler lidt med verificerede oplysninger om hvem, der gjorde hvad, men én ting er sikker: mange antog, at han var en disse to østrigske kongelige personer og behandlede ham som en ægte habsburger.

Kronprins Rudolph af Østrig-Ungarn

Ligner Justo Armas den ulykkelige og neurotiske kronprins? Tjah, måske, men ikke mere end så mange andre, for nok havde han ansigtstræk, der kan ses som habsburgske, men der skal nu mere til, når det gælder en identifikation. Desuden er der forskellige unøjagtigheder i Justos tidslinje, der tæller imod, at han i virkeligheden skulle være lig med Rudolph. Der er lidt mere sandsynlighed for, at Justo Armas kan have været lig med den henrettede kejser, men jeg må dog sige, at billederne af Maximilians lig tydeligvis er af en meget, meget død mand, så hvis der er tale om et bedrageri, så er det supergennemført. Ideen om, at henrettelsen af kejseren var en skinmanøvre, og at han aldeles ikke døde, men i stedet levede videre som Justo Armas, har dog ført til mange undersøgelser af forskellig art - foruden selvfølgelig til en masse vidtløftige gætterier.


Jeg vil sige, at nok kan man tale om en vis lighed med det habsburgske kejserdømmes mandlige medlemmer på den relevante tid, men jeg er ret overbevist om, at Justo Armas ikke kan have været hverken kronprinsen eller kejseren, og at han i virkeligheden var en svindler, der drog nytte af omgivelsernes ønske om at se ham som nogen, de beundrede - eller bare snobbede for. Ligesom med Ludvig XVII og Anastasia var der dem, der bare ikke kunne bære tanken om, at de havde lidt og var døde på sådan en grusom måde.


Justo til højre og henholdsvis kronprins Rudolph og kejser Maximilian til venstre 
 
 
(PS: I går publicerede jeg et blogindlæg om kejser Maximilian og hans skæbne, væk fra hjemlandet Østrig)
 
 

lørdag den 8. januar 2022

Østrigeren, der blev kejser af Mexico

Ærkehertug Maximilian af Østrig-Ungarn samt kejser af Mexico

Man kan spørge sig selv, hvad i alverden den østrigske ærkehertug Maximilian (1832-1867), der var bror til kejser Franz Josef (1830-1916) laver i Mexico. Hvis man ser på et kort, så ligger disse to lande i hvert fald meget langt væk fra hinanden, så det virker ret besynderligt. Hvorfor sagde han dog ja til tilbudet om kejsertitlen i et så fjernt land - og hvad var forhistorien?

Ærkehertug Maximilian som dreng

Som barn og ung var Maximilian vist nærmest sin brors modsætning, idet han var blid, blød og romantisk, hvor Franz Josef var stiv, formel og konservativ. Efter Maximilians bryllup i 1857 med den belgiske prinsesse Charlotte, der var søster til verdens hidtil mest ækle, modbydelige og racistiske monark, Leopold II, udnævnte Franz Joseph ham til vicekonge af Lombardiet-Venetien. Denne udnævnelse fik dog en brat ende to år senere, for Maximilians styre var for liberalt til hans brors smag. 

Den unge ærkehertug Maximilian

Nogle år efter kom så det tilbud fra Mexico om at blive kejser, der skulle blive katastrofalt for ham, men som han i første omgang afslog. Efter 1862, hvor Frankrig under Napoleon III gik ind i Mexico, som de anså for et muligt springbræt til "lebensraum" i Sydamerika, skete der noget, for i 1863 indtog franske styrker Mexico by og hjalp konservative monarkister til magten, og Maximillian sagde nu ja til tilbudet om Mexicos trone. På dette tidspunkt var Amerika i fuld gang med Borgerkrigen (1861-1865), så det ville være det perfekte tidspunkt at slå til for franskmændene, da amerikanerne jo var optaget af deres egne problemer og derfor ikke ville kunne blande sig.

Når man tænker på denne sag, så spørger man uvilkårligt sig selv om, hvad der dog fik denne østrigske ærkehertug, der havde udmærket sig som søofficer, men "blameret sig" som en alt for human vicekonge, med på den galej? Kedede han sig, eller var han mere ambitiøs, end han lod ane, sådan at kejsertitlen lokkede ham? Måske begge dele, for efter vicekonge-eventyret hang han vist bare ud på sit slot som kejserens unyttige lillebror. Det er dog også muligt, at han lod sig overbevise af den valgkamp, som Napoleon III fik stablet på benene i Mexico. Ifølge den ønskede det mexicanske folk et genindføre kejserdømmet, som de ellers havde opgivet i 1823, hvor man udråbte republikken. Denne forlod man så igen året efter, hvor den første kejser, Augustin I's søn, Augustin II, blev udråbt som hans efterfølger. Han blev så erstattet af Maximilian i 1863, som det imidlertid gik virkelig ilde i 1867, hvor republikken blev udråbt én gang til, efter at han selv var blevet henrettet. 

Maximilian og hans hustru, Charlotte, der antog navnet Carlota som kejserinde

Man må sige, at Maximilian gjorde, hvad han kunne for at forbedre levevilkårene i dette fremmede land, hvis sprog han vel ikke engang har talt. F.eks. fastholdt han en jordreform, religionsfrihed og den udvidede stemmeret, som hans alvorligste politiske modstander, Bénito Juárez (1806-1872), der havde været præsident i de "kejserløse" tidsperioder, havde fået indført. Denne mexikansk-fødte advokat og politiker var Mexicos 26de præsident fra 1858 til sin død i 1872, dvs. hvis man vælger at se bort fra de forskellige kejsere, hvilket var lige præcis, hvad han og hans tilhængere gjorde. For dem at se var østrigeren Maximilian og franskmændene, der støttede ham og hans kejserdømme, indtrængere, dvs. forbrydere, og de førte borgerkrig imod dem.

Benito Juaréz

I 1867 ramlede Maximilians korthus som sagt, for da kom Juaréz tilbage for fuld styrke. Desuden var Amerika nu ikke længere optaget af sin egen borgerkrig, og de gjorde det klart, for franskmændene, at de ikke ønskede dem eller deres "marionet-kejser", Maximilian, i Mexico. Dette betød, at Napoleon trak sin støtte tilbage, og at hans tropper forlod landet. Carlota fulgte med franskmændene tilbage til Europa, hvor hun bestræbte sig for at skaffe sin mand hjælp, men alt var forgæves. Ikke engang hans egen bror, kejser Franz Joseph, ville træde til. Undervurderede Maximilian situationens alvor, eller hvad skete der, så han - stik imod al fornuft - blev tilbage? Napoleon har formentlig opfordret ham til at rejse, men nej, det ville han ikke - og det kostede ham livet ....

Manets gengivelse af den blot 34-årige Maximilians henrettelse den 19. juni 1867

Det fortælles, at han opretholdt ære og værdighed under henrettelsen ved ikke at "pibe" over det, der skete med ham, gav hånd til dem, der skulle skyde ham, idet han dog bad dem om at sigte på hjertet. Bagefter skete der imidlertid nogle mystiske ting, som det er ret svært for nutidsmennesker at forstå.

Intet lig i denne verden har set så trist og fortabt ud som Maximilian, men en del af hans sølle udseende skyldes, at man foretog nogle sære forandringer af hans afsjælede legeme. F.eks. fjernede man hans øjne og erstattede dem med øjnene fra en statue. Derudover barberede man hans skæg af og gav ham et falsk på, idet man solgte hårene fra det ægte skæg som souvenirs. En ubehagelig tanke, fordi det virker som en totalt unødvendig og uforståelig nedværdigelse af hans lig.  

Den allerførste mexicanske kejser, Augustin I 

Da Maximilian og Carlota var barnløse, havde de adopteret Augustin I's sønnesøn. Han blev kejser for en kort periode som Augustin III, men derefter blev republikken genindført endnu engang. 

Augustin III

Noget af det mest underlige ved denne sag er, at der den dag i dag går rygter om, at Maximilian aldeles ikke blev skudt. Henrettelsen var fingeret, og han levede i mange år som en mystisk mand ved navn Justo Armas. (Dette vil jeg behandle mere indgående i et senere blogindlæg). 

Justo Armas

For at gøre det endnu mere indviklet, så er der også dem, der er overbevist om, at denne hr. Armas i virkeligheden var Maximilians nevø, kronprins Rudolph. Fantasien fik virkelig frit spil efter de dramatiske begivenheder i Mexico, for henrettelsen af den unge kejser fra Østrig vakte harme og medlidenhed verden over. Man kunne bare ikke tro, at han virkelig var død, men dér må jeg så sige, at de billeder, man har af ham efter henrettelsen, tydeligvis er af en død mand.

Den skjorte, som Maximilian bar under henrettelsen

Napoleon III, der havde spillet en stor rolle i at få Maximilian til at tage imod kejserkronen, tabte ansigt på grund af denne sag, og det forstår man egentlig godt ..... 

 

https://www.greelane.com/da/humaniora/historie--kultur/four-marriages-of-king-philip-ii-of-spain-3529254/

 

https://www.britannica.com/biography/Agustin-de-Iturbide 

 

Wikipedia


fredag den 7. januar 2022

Nonnen, der undslap klostret ved at spille død


Enhver, der har set eller læst Shakespeares skuespil "Hamlet", husker sikkert den frustrerede prins' barske besked til Ophelia: 

“If thou dost marry, I’ll give thee this plague for thy dowry. Be thou as chaste as ice, as pure as snow, thou shalt not escape calumny. Get thee to a nunnery, go. Farewell. Or, if thou wilt needs marry, marry a fool, for wise men know well enough what monsters you make of them. To a nunnery, go, and quickly too. Farewell.”

Det dér med "get thee to a nunnery" er altså grove løjer, for det var nu engang ikke Ophelias skyld, at hans mor, Gertrude, havde giftet sig med sin mands bror og morder. Dvs. at det under ingen omstændigheder er i orden at sende den unge, uskyldige Ophelia i kloster som en art generel straf for "den kvindelige svaghed", som Hamlet tror kan have kostet ham den trone, han ventede at arve fra sin far, men som nu er gået til hans farbror. At ordet "nunnery" også er slang for "bordel" gør absolut ikke fornærmelsen mindre .....


Engelske klostre har sikkert kunnet give ly og rimelige levevilkår for mange af de døtre, der ikke kunne placeres i et fordelagtigt ægteskab med en dynastisk set brugbar mandsperson. De har også kunnet give bogligt interesserede kvinder mulighed for at fordybe sig i bøgernes, filosofiens og religionens verden, hvis det var det, de ville i stedet for et ægteskab med masser af farlige børnefødsler og mere eller mindre uønsket sex med en mand, de ikke selv havde valgt. Dvs. at på en måde har klostrene været et gode for kvinder, men sådan ser vi dem nu ikke i vore dage. For os at se var de en hæmsko, der bremsede og undertrykte kvinder, der blev tvunget i cølibat, men som i virkeligheden ønskede et andet liv. At de måske bød på et godt søsterskab har så formentlig været en trøst, men næppe tilstrækkeligt for den kvinde, der ville have mere ud af livet. Sådan en kvinde var Joan af Leeds fra begyndelsen af det 14de århundrede.

Måske hun lignede Abelards elskede Heloïse, (der her tolkes ovenfor), men hun kan også have været en mere jordnær type på grund af et "lavere klassetilhørsforhold". Hvis det er tilfældet, så kan hun evt. have set sådan ud: 


Det, Joan gjorde, krævede hjælp indefra, så flere af hendes nonne-søstre må afgjort have hjulpet hende, da hun besluttede sig for at flygte fra klostret. Engang i 1318 fremstillede hun en dukke, der lignede hende, og ved hjælp af en falsk begravelse af denne lykkedes det hende at bilde klostret - og evt. slægtninge - ind, at hun var død, medens hun i virkeligheden stak af for at leve med en mand i en helt anden by. Desværre har man ingen oplysninger om denne mands identitet, eller hvad der blev af Joan i årene fremover. Ærkebiskoppens oplysninger i sagen er mildt sagt farvede af hans moralske forargelse, for han siger, at hendes flugt skyldes
"a desire to follow the way of carnal lust". Denne salut afleverer han i et af de tre breve om sagen, der stadig er bevaret. Han forlanger også, at hun bliver sendt tilbage til klostret, men det er og bliver åbenbart usikkert, hvad der skete med hende efter flugten, og ingen ved med sikkerhed, om hun kom tilbage.

Joan var naturligvis ikke den første nonne, der stak af fra klostertilværelsen med det påtvungne cølibat, etc., men med sin falske død var hun nu i særlig grad snedig. I 1310 havde den været gal med en anden Joan, nemlig Joan de Saxton, men hvori hendes forbrydelse bestod er - typisk nok - ret uklart. Man regner dog med, at det drejede sig om en eller anden form for "usædelighed", hvilket åbenbart var det mest almindelige problem for disse kloster-bundne kvinder. Noget, der selvfølgelig hang sammen med den kendsgerning, at mange af kvinderne ikke selv havde valgt det liv, de blev påduttet af deres familie, der ikke anede, hvad de ellers skulle gøre ved dem, da de ikke kunne få dem afsat i et passende (dvs. standsmæssigt) ægteskab. At kvinderne måske selv ville have foretrukket en mand af en lavere stand var ligegyldigt, for det ville gå ud over familiens anseelse.


En anden nonne-flugt virker umiddelbart spontan, men kan have været planlagt: i 1301 flygtede en nonne ved navn Cecily fra klostret, da hun mødte en flok ryttere. Straks hev hun sin nonnedragt af og iklædte sig en almindelig kjole, som de vel har givet hende - eller som hun har haft liggende gemt væk i sine gemmer, så hun kunne stikke af? En af rytterne har sandsynligvis været den Gregory de Thornton, som hun boede sammen med de næste tre år. Hvad der derefter blev af hende vides desværre ikke.

Da Henrik VIII revolutionerede kirkevæsenet i England i 1534 for at kunne gifte sig med Anne Boleyn, blev klostrene efterhånden opløst. Dvs. at de oprørske nonner, der kom efter de to Joan'er og andre af deres slags, alligevel ville være blevet hjemløse. For nogle fattige adelskvinder må det have været en tragedie og katastrofe, men for andre har det været en befrielse. 

 

https://www.theguardian.com/books/2019/feb/11/archive-shows-medieval-nun-faked-her-own-death-to-escape-convent

 

https://www.history.com/news/runaway-medieval-nun 

 

Wikipedia


torsdag den 6. januar 2022

"The Man Who Loved Unicorns": Ezine article by Else Cederborg, formerly published


The museum of Ole Worm (1558-1654) was the very first museum in Denmark. It was filled with every kind of exotica from old fossils to stuffed animals and a large part of these objects exists even today. As he was obsessed by collecting artifacts of all kinds his museum is rich in details. Nothing seems too little or too shallow for him. For instance, he was interested in lemmings and succeeded in establishing the fact that they were in truth rodents. The old, alternate opinion, which still was very popular, was that they simply generated from air. Another old myth that concerned him was the one about the birds of paradise which were supposed not to have any feet. Once again he proved that the myth did not tell the truth as they indeed had feet. This he did by drawing them.
However, his most illustrious exploit was the one of unicorns. The legend went that they were magical animals, but he determined that they did not exist which was quite logical as nobody had ever seen them. He also established the truth that their famed, magical horns were nothing but narhwhal tusks. Strangely enough he himself could not shake off some other superstitious beliefs about unicorns. One of them was that the horns of these admittedly non-existent animals could heal people when poisoned. To prove that the legend spoke the truth he set out to poison pets and then feeding them ground-up narhwal tusks in order to save them. According to his reports they did indeed survive being poisoned when fed narhwal tusks.
Perhaps it is this experiment which earned him H.P. Lovecraft's interest and turned him into his notorious character Olaus Wormius who was set to translate the "Grimoire the Necronomicon" from Arabic into Latin. This literary character is rather creepy, which Ole Worm doesn't seem to have been.
When he died from a bladder-disorder his rich collection of exotica was sold to the Danish king, Frederik III, who turned it into the basis for "The Royal Kunstkammer". This collection of historical artifacts may still be seen today as part of the very fine and interesting Zoological Museum in Copenhagen.

Article Source: http://EzineArticles.com/?expert=Else_Cederborg
 

    

onsdag den 5. januar 2022

Gnask et lig og bliv rask .....

 

Seriehustromorderen, Englands kong Henrik VIII's femte kone, Catherine Howard (ca. 1521–1542) er den sidste, der lagde sit hoved på denne dystert udseende blok, som der var flere af rundt omkring i landet. Dér lå det kønne hoved, indtil bødlen svang sværdet den 13. februar 1542 og huggede det af kongens forsvarsløse, purunge kone, der var dømt til døden for utroskab. Kongens anden dronning, Anne Boleyn, dvs. Catherines kusine, havde lidt samme skæbne den 19. maj, 1536. Ifølge overtroen kunne deres lig som kongelige være blevet brugt som en meget stærk medicin ligesom det skete for kong Karl I, hvis blod blev opsamlet, da han blev henrettet. Også andre ikke-kongelige lig besad imidlertid en lignende kraft, da man mente, at blodet i sig selv var en glimrende medicin imod f.eks. epilepsi. Man skulle tro, det er løgn, men nej, denne opfattelse blev skam understøttet i flere århundreder af de fineste, medicinske eksperter over hele Europa. 

Ikke bare døde, men også sårede personer, der udstrålede kraft og energi, besad ifølge blod-fanatikerne evnen til at helbrede gennem deres blod. Forbindelsen mellem død og liv var overtro og magiske forestillinger uden bund i videnskaben, men med en vis forvreden "logik": gladiatoren er stærk og (ofte) sejrrig, ergo kan disse egenskaber gives videre til mig syge svækling gennem det, der holdes for helligt, nemlig blodet. Mægtig "logisk" - og totalt forkert. 

En af de kendteste "lig-mediciner" skabtes af mumier. Lå hemmeligheden i brugen af disse afdøde ægyptere som medicin - samt maling og andet!!! - i en afvisning af dem som mennesker? Vi ved, hvad de blev forvandlet til i filmindustrien samt i den litterære gyserlitteratur, for her blev disse reelt set totalt hjælpeløse, gamle lig til magtfulde uhyrer, der kunne skade de levende, bl.a. ved at kræve deres kød og blod for at holde sig i live efter døden. Dvs. en totalt modsat vurdering end den virkelighed, de døde havnede i, da de blev fundet af de levende. Forskellige højt placerede personer som f.eks. den henrettede Karl I's søn, Karl II, svor til den såkaldt helbredende og styrkende medicin "Pulveriseret Mumie", hvilket er ubehageligt at tænke på, da folk var ved at falde over hinanden for at dyppe lommetørklæder og andet i hans fars blod, da han døde på skafottet. Desuden: denne forkærlighed for pulveriserede lig gør ham jo egentlig til det, man senere har beskyldt mumierne af de gamle, afdøde ægyptere for at være, nemlig kannibaler: ifølge den overtro, der kolporteres i bl.a. gysere, elsker mumier at bide og fortære levende mennesker, selv om det altså i virkeligheden forholder sig lige omvendt ....


Eftersom jeg mener, at man bør vise respekt for andre mennesker ved bl.a. at respektere deres kropslige værdighed, så er det egentlig ret hårdt at læse om, hvordan man tingsliggjorde lig og brugte andres afsjælede legemer i bl.a. medicinen. De blev også udnyttet på mange andre måder, da de blev handlet i stor stil. Folk kunne blive rige af at sælge døde mennesker og ikke blot fra fjerntliggende lande som f.eks. Ægypten. Udbudet af særlig "potente" kropsdele som bl.a. hjerner og kranier gav anledning til en blomstrende industri i Europa fra langt tilbage i tiden til det 20. århundrede. En af dem, der har nævnt denne spøjse praksis er Shakespeare, bl.a. i "Othello".

Det forekommer mig ikke bare uhyggeligt og ulækkert at gnaske et lig, men også som en trussel imod sundheden. For mig at se kan et lig aldrig have været sundt at indtage på hverken den ene eller den anden måde, for en død person kan jo have mistet livet, fordi han/hun blev ramt af en dødelig sygdom. At gnaske én, der var død af en smitsom sygdom som f.eks. pest er ubegribeligt dumt, så lig-spiseriet er på en vis måde det ultimative bevis på den menneskelige dumhed ....  


https://www.historyextra.com/period/renaissance/cannibalism-history-corpse-medicine/?utm_source=Adestra&utm_medium=Email&utm_content=HEXT&utm_campaign=Newsletter%2001%2F08_1102428_BBC%20History_Newsletters_17665044

 

https://da.delachieve.com/den-ukendte-sandhed-om-mumier/ 

 

https://da.mydailyselfmotivation.com/articles/creepy/top-10-corpse-medicines-that-turned-patients-into-cannibals.html 

 

http://www.shakespearemagazine.com/2017/07/goats-dung-mummified-flesh-and-vomiting-this-is-what-passed-for-state-of-the-art-health-care-in-shakespeares-day-the-authors-of-new-book-maladies-medicine-exploring-health/ 

 

https://www.merckgroup.com/en/stories/powdered-mummies-used-as-medicine.html 

 

Wikipedia

 

tirsdag den 4. januar 2022

"Buried Alive and Robbed of Life Twice": Ezine-article by Else Cederborg, previously published


Did you ever think about which way to die would be the most traumatic one? I don't think I ever did, but broaching the matter now I feel that the worst kind of death might very well be to be considered dead, only to wake up in the coffin - and to be alive.
As if such an experience wasn't enough one has to die once more, and this time for real which means to die by suffocation as nobody knows about the mistake and one is confined in a place without much oxygyn. Or what about being buried, but then wake up, realize what's going on, beg for one's life - and then be killed by a greedy murderer? I think that's the very worst scenario I can imagine and it may happen. As it is it may very well be an accurate account of what happened to the young and exceedingly wealthy Danish widow, Giertrud Birgitte Bodenhoff, who died in Copenhagen in 1798.
Now she lies in a stately burial vault or burial chamber on the same churchyard where you'll find the much plainer graves of Hans Christian Andersen and Søren Kierkegaard. According to rumors she doesn't much like her last resting place as some people have reported meeting a very sad and mourning figure by her grave whom they took to be her grieving spirit. If that's the case then I wouldn’t blame her for feeling unhappy at her untimely and unpleasant death.
It all started when she married her cousin in 1796. He was the affluent merchant and ship owner Andreas Bodenhoff and somewhat older than her because at that time she was only 16 years old. Half a year after the wedding she became the richest widow of Europe at the demise of her husband. Sadly enough, young as she was, she herself got very ill from an abscess inside one of her ears. Presumably nobody could do anything about it, but the pain was excruciating so she was treated with heavy doses of morphine. Apparently the doctors were a little too generous with this dangerous pain killer because she died - or did she?
It was much more difficult to establish the death of somebody in 1798 than it is in our times and Giertrud Birgitte's older brother was worried as his "dead" sister was lying in her coffin looking as rosy as she used to before her "death". It's not normal to keep one's looks after death and what's more, the level of hygiene at that time may have rendered it difficult to discern the smell of death, i.e. putrefaction, from lack of soap and water. So one asks oneself the question: Was the young woman in the coffin really dead or what was going on?
However there are no answers to that question until an incident some years later: The head gravedigger, Christian Meisling, called for the priest. He was dying and wanted to confess something which by now has become a myth: In 1804 he and his colleagues were exposed for their foul habits on the churchyard. Being very poor they needed cheap wood for their fires and free clothes for both themselves and their families. Both of these objects, as well as a lot or other kinds of loot, they found in the new graves. So they digged up the newly buried corpses and robbed them of everything. The dead body of a young man who had been buried shortly before was found naked in the bushes of the churchyard and that find opened the investigations. According to Christian Meisling on his deathbed something even worse happened to the hapless Giertrud Birgitte, whose coffin presumably was opened by him, first and foremost to rob her of her valuable ear rings. However, when he tore these priceless jewels off the abscess in her ear burst - and she woke up.
At first she didn't gather what was going on, but when she grasped the awful situation she begged him to spare her and instead save her life. She offered him money and rewards of all kinds, but the gravedigger dared not let her live so he killed her and buried her once again.
Now, one should remember that her grave wasn't in the ground, but above it, i.e. in a rather spacious burial chamber and according to theory that's the reason why she may have survived - IF that's what she did. Many have doubted this story about survival in the grave, but in 1952 the case was investigated, actually by one of her relatives who was a well-known politician. He found that the corpse didn't lie in the same position as it was put in 1798 and her feet seemed to have moved. That fact has been taken as an indication that she really did survive, but only to meet her death once more and in a very sad manner.

https://ar-tour.com/guides/det-bedste-fra-assistens---en-basisguide-til-kirkegrden/enkefrue-giertrud-birgitte-bodenhoff-1779-98.aspx
     

Wikipedia

 

mandag den 3. januar 2022

Guddommelig indgriben?

Sytten år gammel fik William Duell den overmåde dårlige ide at overfalde, voldtage og myrde tjenestepigen Sarah Griffin. Hun var på vej væk fra det forurenede London, der gav hende åndedrætsproblemer, for at søge en mindre usund atmosfære i sit barndomshjem i det landlige Worcestershire. Duell havde spillet høflig redningsmand, idet han havde tilbudt hende at leje et natlogi, så hun kunne hvile sig og komme til hægterne under rejsen. Noget, der bare var en del af hans plan om at overfalde hende, så han "kunne få sin vilje med hende".

Eftersom Sarah formodentlig var født engang i begyndelsen af 1700-tallet, kan hun have set nogenlunde ud som på billedet ovenfor. Stakkels Sarah nåede i hvert fald aldrig frem til sit barndomshjem i de sunde omgivelser, hvor hun håbede at genvinde sit helbred. Hun døde for Duells hånd, men det faktum, at han forhindrede hende i at komme hjem, kom mærkeligt nok til at give ham en ny chance i livet. Noget, han afgjort ikke havde fortjent, men som var en nødløsning på en situation, som myndighederne ikke anede, hvad de ellers skulle stille op med.


Den 24. november 1740 blev Duell hængt sammen med et par andre forbrydere. Hans "galje-kammerater" døde som ventet, men han vågnede op, da han blev taget ned og gjort parat til medicinske studier under en af de populære
offentlige dissektioner, man brugte dengang

Den slags gik altid hedt for sig, og sådan en omgang var der vist ingen, der ville overleve, men så langt i forløbet kom Duell jo altså heller ikke, da han ikke var død. Eftersom han havde hængt i 20 minutter, burde han afgjort have været afgået ved døden, men det var han så ikke, og alle omkring ham blev vildt oprørte, for var dette ikke en "Guds Dom"? Havde Gud ikke grebet ind og vist omverdenen, at voldtægtsmanden og morderen Duell aldeles ikke skulle dø?Måske han ligefrem var uskyldig?

Myndighederne har sikkert ikke ønsket at lægge sig ud med de "menige londonere", der var kommet for at se Duell blive hængt, og som kunne bevidne, at det var han blevet. Gode råd var dyre, for hvad skulle man dog stille op med denne skurk, der overlevede på sådan en sær måde? Hænge ham igen? Nej, det kunne man faktisk ikke, for han havde jo rent faktisk gennemgået den straf, han blev idømt. At den ikke havde virket i hans tilfælde, var ikke hans skyld, for hængning var en anerkendt henrettelsesmetode, og bødlen havde åbenbart ikke klokket i det, selv om det måske kunne se sådan ud.

Masser af forbrydere er blevet henrettet i årenes løb, og det er gået mere eller mindre glat, men kun få er ligefrem vågnet op igen, når først de - som Duell - var erklæret døde.


Sagen var jo også den, at mange af tilskuerne til hængningen hørte til en samfundsklasse, der langt hen ad vejen blev holdt i ave af den kristne religion. Hvis de troede, at Gud havde grebet ind og frelst den dømte forbryder, så kunne det udvikle sig til oprør og optøjer, når han blev hængt én gang mere. Ergo: den gik ikke, så voldtægtsmanden og morderen William Duell blev sendt til Amerika, hvor han fik chancen for at kunne begynde forfra i Boston. Det gjorde han så, idet han døde i 1805, dvs. mange år efter at være blevet henrettet offentligt ....

 

https://www.pressreader.com/uk/bbc-history-magazine/20190124/282286731430159 

 

https://www.eurekalert.org/news-releases/540900 

 

https://discover.hubpages.com/literature/10-PEOPLE-WHO-SURVIVED-EXECUTION-BY-HANGING 

 

Wikipedia