Enhver, der har set eller læst Shakespeares skuespil "Hamlet", husker sikkert den frustrerede prins' barske besked til Ophelia:
“If thou dost marry, I’ll give thee this plague for thy dowry. Be thou as chaste as ice, as pure as snow, thou shalt not escape calumny. Get thee to a nunnery, go. Farewell. Or, if thou wilt needs marry, marry a fool, for wise men know well enough what monsters you make of them. To a nunnery, go, and quickly too. Farewell.”
Det dér med "get thee to a nunnery" er altså grove løjer, for det var nu engang ikke Ophelias skyld, at hans mor, Gertrude, havde giftet sig med sin mands bror og morder. Dvs. at det under ingen omstændigheder er i orden at sende den unge, uskyldige Ophelia i kloster som en art generel straf for "den kvindelige svaghed", som Hamlet tror kan have kostet ham den trone, han ventede at arve fra sin far, men som nu er gået til hans farbror. At ordet "nunnery" også er slang for "bordel" gør absolut ikke fornærmelsen mindre .....
Engelske klostre har sikkert kunnet give ly og rimelige levevilkår for mange af de døtre, der ikke kunne placeres i et fordelagtigt ægteskab med en dynastisk set brugbar mandsperson. De har også kunnet give bogligt interesserede kvinder mulighed for at fordybe sig i bøgernes, filosofiens og religionens verden, hvis det var det, de ville i stedet for et ægteskab med masser af farlige børnefødsler og mere eller mindre uønsket sex med en mand, de ikke selv havde valgt. Dvs. at på en måde har klostrene været et gode for kvinder, men sådan ser vi dem nu ikke i vore dage. For os at se var de en hæmsko, der bremsede og undertrykte kvinder, der blev tvunget i cølibat, men som i virkeligheden ønskede et andet liv. At de måske bød på et godt søsterskab har så formentlig været en trøst, men næppe tilstrækkeligt for den kvinde, der ville have mere ud af livet. Sådan en kvinde var Joan af Leeds fra begyndelsen af det 14de århundrede.
Måske hun lignede Abelards elskede Heloïse, (der her tolkes ovenfor), men hun kan også have været en mere jordnær type på grund af et "lavere klassetilhørsforhold". Hvis det er tilfældet, så kan hun evt. have set sådan ud:
Det, Joan gjorde, krævede hjælp indefra, så flere af hendes nonne-søstre må afgjort have hjulpet hende, da hun besluttede sig for at flygte fra klostret. Engang i 1318 fremstillede hun en dukke, der lignede hende, og ved hjælp af en falsk begravelse af denne lykkedes det hende at bilde klostret - og evt. slægtninge - ind, at hun var død, medens hun i virkeligheden stak af for at leve med en mand i en helt anden by. Desværre har man ingen oplysninger om denne mands identitet, eller hvad der blev af Joan i årene fremover. Ærkebiskoppens oplysninger i sagen er mildt sagt farvede af hans moralske forargelse, for han siger, at hendes flugt skyldes "a desire to follow the way of carnal lust". Denne salut afleverer han i et af de tre breve om sagen, der stadig er bevaret. Han forlanger også, at hun bliver sendt tilbage til klostret, men det er og bliver åbenbart usikkert, hvad der skete med hende efter flugten, og ingen ved med sikkerhed, om hun kom tilbage.
Joan var naturligvis ikke den første nonne, der stak af fra klostertilværelsen med det påtvungne cølibat, etc., men med sin falske død var hun nu i særlig grad snedig. I 1310 havde den været gal med en anden Joan, nemlig Joan de Saxton, men hvori hendes forbrydelse bestod er - typisk nok - ret uklart. Man regner dog med, at det drejede sig om en eller anden form for "usædelighed", hvilket åbenbart var det mest almindelige problem for disse kloster-bundne kvinder. Noget, der selvfølgelig hang sammen med den kendsgerning, at mange af kvinderne ikke selv havde valgt det liv, de blev påduttet af deres familie, der ikke anede, hvad de ellers skulle gøre ved dem, da de ikke kunne få dem afsat i et passende (dvs. standsmæssigt) ægteskab. At kvinderne måske selv ville have foretrukket en mand af en lavere stand var ligegyldigt, for det ville gå ud over familiens anseelse.
En anden nonne-flugt virker umiddelbart spontan, men kan have været planlagt: i 1301 flygtede en nonne ved navn Cecily fra klostret, da hun mødte en flok ryttere. Straks hev hun sin nonnedragt af og iklædte sig en almindelig kjole, som de vel har givet hende - eller som hun har haft liggende gemt væk i sine gemmer, så hun kunne stikke af? En af rytterne har sandsynligvis været den Gregory de Thornton, som hun boede sammen med de næste tre år. Hvad der derefter blev af hende vides desværre ikke.
Da Henrik VIII revolutionerede kirkevæsenet i England i 1534 for at kunne gifte sig med Anne Boleyn, blev klostrene efterhånden opløst. Dvs. at de oprørske nonner, der kom efter de to Joan'er og andre af deres slags, alligevel ville være blevet hjemløse. For nogle fattige adelskvinder må det have været en tragedie og katastrofe, men for andre har det været en befrielse.
https://www.history.com/news/runaway-medieval-nun
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar