Tatoveringer kan være sjove som en speciel kommentar til en situation eller tilstand. Det gælder f.eks. denne, hvor den vigende hårgrænse forvandles til et pudsigt billede af en mand med en græsslåmaskine. Hår er ikke græs, men det kan sammenlignes med det, så det får et ironisk og humoristisk perspektiv. Ellers forekommer de fleste tatoveringer, jeg har set, intetsigende og på en vis måde "påtrængende". Hvad laver de dér, hvor de nu sidder, når de er uden mening eller budskab? For slet ikke at tale om direkte grimme. Og hvorfor investere tid, penge og smerter i dem, når de ikke engang pynter, ja, nærmest er som ligegyldige kruseduller?

Denne tatovering forekommer mig således "tom", for jeg synes ikke, den er hverken pæn eller på nogen måde symbolsk. Derfor forstår jeg udmærket, at dens ejermand er blevet træt af den og ønsker den væk. At det kan være dyrt at få fjernet tatoveringer siger næsten sig selv, især hvis det drejer sig om større eller specielt sarte områder, og også det bør man tænke på, før man får dem.

Når jeg ser sådan et syn, så føler jeg, at denne kvinde, (der formentlig selv er stolt af sine "dekorationer"), har mishandlet sin krop. Jeg synes, det er direkte grimt, og kan ikke se, hvordan det skulle kunne udtrykke noget som helst om - eller for - hende: de forskellige motiver er anbragt hulter til bulter, og selvom de hver for sig kan være pæne, hvis de ses enkeltvis, så udgør de hér et stort kaos.

Sådan noget som det her er en ganske pudsig kommentar til det, der skaber en motorcykels fart eller stilstand, men heller ikke noget andet. Den er sjov, og - selv om den formentlig er overflødig - ikke direkte misklædelig.

Et udsagn, der vil noget, men hvordan ser det ud om 40-50 år, og hvordan påvirker det mere eller mindre underforståede budskab kvindens liv? Har hun tænkt over det, eller har hun bare villet være med på tatoveringsbølgen? Desuden er der jo det med de mange farver, for det er næppe uden grund, at der er kommet et nyt EU-direktiv vedr. rigtig mange kemiske stoffer i det blæk, man bruger til tatoveringer, fordi de mistænkes for at være kræft- og/eller allergifremmende.

Gad vide, hvad dette gennemført modbydelige individ ville have sagt til en sådan moderne tatovering. Hendes navn var, som det fremgår, Ilse Koch, og hun slog sine folder i den kz-lejr, hendes mand, lejrkommandanten Karl Koch, bestyrede. Senere er hun blevet vildt berygtet for sin samlermani, der bl.a. omfattede særligt spændende tatoveringer af myrdede fanger. Nogle af disse "huder" blev brugt til lampeskærme og andet til at "pynte op med" i et rigtigt nazi-hjem. Dvs. at visse fanger blev myrdet for at skaffe Ilse noget uhyggeligt flitterstads, som hun kunne forære væk eller selv bruge som "pynt".

Ægteparret kan næppe have været ude efter de tatoveringer, som børnene i Auschwitz her viser frem. Til gengæld måtte de små overlevelseskunstnere bære dem til evig tid.

Ilse Koch var ikke den eneste, der samlede på hud fra kz-lejrens myrdede mennesker, for en læge ved navn Erich Wagner havde brug for den slags til sin doktorafhandling. En ting er, når "signaturen" er frivillig, noget andet når den påduttes andre som tilfældet er med børnene her.