Nogle strøtanker omkring ansvar og selvbedrag

Der er løgne og løgnere, hvis mål ikke er rettet imod andre mennesker, men imod dem selv. Det er i hvert fald mit indtryk, bl.a. ud fra de interviews og afhøringer af mordere, etc., jeg har set i TV-dokumentarer. For mig er det et bevis på, at sådan en overbevisning er et led i en art "konversation med jeg'et": man giver sig selv et klap på skulderen ved at fortolke både én selv og ens handlinger og/eller tanker i et selvbedragets gyldne skær. Intet er så fristende som et selvbedrag, der kan omfortolke alt det, der ikke er hverken smukt eller behageligt i ens liv. Især hvis løgnens afsløring kan få sociale konsekvenser ....

Selvbedrag holder helt sikkert gang i mange ting, der burde være underkastet et nådesløst og gennemgribende eftersyn, men ikke bliver det, fordi det vil gøre for ondt at se resultatet af sådan en undersøgelse. Det er nemmere - og behageligere - at se mødet med de eller den "udvalgte" som noget, der styres af en skæbne, der mener én det godt. Dette hænger så igen sammen med en overbevisning om, at man "fortjener det bedste". Sådan en overbevisning fungerer også som undskyldning for mindre pæne handlinger, der måske går ud over andre mennesker. 

Hvis ens verden dybest set er skrækkelig, så kan man udsmykke den med noget dækkende og så ellers glemme alt om det, der burde rettes, men som ikke bliver det. Udtrykket at "skubbe ind under gulvtæppet" dækker alt lige fra personlige livsløgne til politiske ubekvemmeligheder, som man helst ikke vil rodes ind i. (Som så ofte før tænker jeg her på de almindelige tyskeres jødiske naboer, der føres af sted til godsvognene, der skal til et "hemmeligt sted", som alle vælger at tro enten er til gavn for dem eller noget, de har fortjent: luk øjnene, så du kun ser det, du vælger at se ....) 

Denne situation minder mig om den ansvarsforflygtigelse, der ofte kommer frem ved denne form for offentlig ulykke. En, man ikke kender, falder om, og man ser sig om efter én, der er ansat til at tage sig af den slags, eller som bare regnes for ansvarlig for syge og gamle. At der ikke er andre end én selv i miles omkreds kan være en ubehagelig sandhed, der gør, at mange mennesker automatisk lukker øjnene for det, der sker eller minimerer betydningen af at yde hjælp eller at tilkalde nogen, der kan gøre det, der skal til. 

Fuld som en allike ....

Sådan en ung dame er i en farlig situation. Dels kan hun kaste op og blive kvalt i sit eget opkast, dels er hun som en magnet for visse herrer af tvivlsom moral, men med masser af hormoner i kroppen. Der er mange eksempler på, at kvinder i denne situation bliver udsar for overgreb af mere eller mindre alvorlig art, fordi ingen griber ind og får dem i sikkerhed.

En hyrdepige, der vogter gårdens dyr 

På en vis måde er vi alle "min brors - og søsters - vogter", men det glemmer vi ofte. Noget af manglen på en relevant, voksen hjælp kan hænge sammen med angsten for at gøre noget forkert, at forværre en evt. skade - eller at hænge på et ansvar for den syge, som man ikke ønsker at få. Begge dele forstår jeg såmænd godt, meeeen ....