Når man tænker på de skrækkelige ting, der overgik den østrigske kejser Franz Joseph I's lillebror, Maximilian (1832-1867 - se evt. min blog: https://boobytrapec.blogspot.com/2022/01/strigeren-der-blev-kejser-af-mexico.html), som mexikansk kejser, så skulle man tro, at habsburgerne ville holde sig langt væk fra det hjørne af verden, men nej, en af dem blev faktisk kejserinde af Brasilien. Det drejer sig om Maria Leopoldine - kendt som Leopoldine (1797-1826) hvis langt mere berømte søster, Marie Louise (1791-1847), blev gift med kejser Napoleon og derpå også mor til hans søn, den såkaldte Napoleon II, der er kendt under navnet Hertugen af Reichstadt. At de to pigers far, kejser Franz Joseph I, kunne tillade dette politisk begrundede ægteskab mellem en østrigsk prinsesse og "Østrigs fjende nr. 1, dvs. "uhyret" Napoleon" forargede virkelig Leopoldine. Hun var ikke ene om at føle sådan, for mange så Marie Louise som det uskyldige offerlam for de to mænds, Napoleon og Franz Joseph I, egoistiske, politiske intriger, hvilket ikke er så mærkeligt. I vor tid ville det have svaret til et tvungent ægteskab mellem Hitler og den daværende prinsesse - nu dronning - Elizabeth.
Marie-Louise med sin og Napoleons søn, Hertugen af Reichstadt
De to søstre ligner hinanden en del i det ydre, men tilsyneladende ikke meget i det indre. Faktisk kunne Leopoldine være blevet forsker eller i hvert fald en anerkendt intellektuel, for det, der interesserede hende mest, var boglige sysler samt naturvidenskab, især botanik og mineralogi. Senere udviste hun også en udpræget interesse for politik, så hun var altså langt mere end en royal pyntedukke, der bare gjorde sig ved sit ydre - som hun forøvrigt ikke var tilfreds med - og sine bedrifter som en fødemaskine, der "sprøjtede dynastisk brugbare individer ud". I en skriveøvelse som niårig skrev hun bl.a.: "Unterdrücke die Armen nicht. Sey mildtätig. Murre nicht über die
Schickung Gottes, sondern bessere deine Sitten. Ernstlich müssen wir uns
bestreben gut zu seyn." ("Do not oppress the poor. Be charitable. Do
not complain about what God has given you, but improve your habits. We
must strive earnestly to be good.") Hun var, kort sagt, en tænksom pige fra en tidlig alder.
Napoleons død den 5. maj 1821 gjorde en ende på ægteskabet med Marie-Louise, hvilket sikkert har glædet Leopoldine. Selv blev hun gift med den portugisiske kronprins Dom Pedro de Braganca (1798-1934), der en kort tid blev hersker over Portugal, men som efter en masse politiske problemer og omvæltninger foruden franskmændenes invasion i 1807 rejste til en af sit hjemlands daværende kolonier, nemlig Brasilien, hvor han blev kejser. Det betød også, at han nu fik brug for en kejserinde, så han udbad sig en habsburgsk prinsesse, som var det en vare, han bestilte. Leopoldine, der på det tidspunkt var 19 år, meget usikker på sit udseende og også genert, var så småt begyndt at føle sig som "gammeljomfru", men udpeget blev hun og derpå sendt afsted uden at kende eller bare have mødt sin brudgom. Altså et kongeligt arrangement, man har hørt om både før og efter og med mange af de problemer, disse alt for ofte er resulteret i.
Jeg vil tro, at Leopoldine
har overrasket alle ved ikke bare at sidde til stads. Tværtimod udmærkede hun sig som kejserinde ved at arbejde ihærdigt for en
selvstændiggørelse af dette sydamerikanske land, der lå så langt fra
hendes fødeland, Østrig, og fra det land, hvis koloni, det blev betragtet som, nemlig Portugal. Hendes indsats gjorde, at hun blev en
brasiliansk nationalheltinde, der angiveligt hædres den dag i dag. Typisk nok førte
hendes kejserinde-rolle også til, at østrigerne ligesom "fik øje" på
Sydamerika, hvor de sendte mange ekspeditioner hen.
Også Leopoldines ægtemand, kejser Pedro I, blev regnet for en "befrier", hvilket hænger sammen med hans kamp imod Portugals overherredømme. Han havde ikke i sinde at opgive kejserværdigheden, men hjalp - ligesom sin kone, Leopoldine - den brasilianske befolkning med at løsrive sig fra Portugal. Den 7. september 1822 blev Brasilien erklæret en selvstændig nation, men dette fulgtes af en hel del politisk uro. Han var respekteret, men ikke populær, også fordi han var utro imod Leopoldine. Da hun døde i barselsengen den 11. december 1826, efterlod hun deres seks stadig levende børn og en ægtemand, der allerede et par år efter giftede sig med en anden, nemlig Amélie of Leuchtenberg (1812-1873), der var barnebarn af kejser Napoleons første kone, Josephine.
Amélie of Leuchtenberg
Pedro I synes at have kæmpet imod alt og alle, at have trådt en masse over tæerne, men gjorde nok det rigtige, da han abdicerede til fordel for sin og Leopoldines søn, Pedro II (1825-1891). Den 24. september 1834 døde Leopoldines omkringflagrende ægtemand af tuberkulose, men på det tidspunkt havde han erhvervet sig et godt ry som en vigtig politiske nøglefigur, idet han - ligesom sin første kone, Leopoldine - havde hjulpet til med at sikre både Portugal og Brasilien noget, der nærmer sig demokratiet.
https://www.habsburger.net/en/persons/habsburg/leopoldine
https://germanaustriannoblesandroyals.tumblr.com/post/187342854877/marialeopoldineofaustria
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar