Denne tegning er lavet af den polske kunstner Janina Tollik (1910-1994). Der er utrolig lidt biografisk materiale om hende, men man ved dog, at hun var polak, og at hun blev arresteret af nazisterne, fordi hun deltog i sit lands modstandsbevægelse.
Hun havnede i flere af de tyske kz-lejre, og denne tegning er vist nok fra tiden i Birkenau. Til sidst, da hun i 1942 var blevet forvandlet til fange nr. 6804, blev hun overflyttet fra Auschwitz til Flossenbürg og befriet derfra, da amerikanerne nåede lejren den 23. april 1945. Da man nåede frem, fandt man 1600 døende, stærkt afmagrede eller syge og mishandlede fanger.
Flossenburg havde mange prominente fanger fra politisk vigtige familier
Hvad Janina angår, så var hun - så vidt jeg har kunnet få oplyst - ikke ud af en specielt indflydelsesrig famillie. Ifølge nogle oplysninger havde hun 4 søskende, ifølge andre 7, og sådan er det hele vejen igennem: hun har lavet blændende, dokumentarisk værdifulde billeder af sine år som kz-fange, men der er ikke rigtig nogle oplysninger om hende og hendes liv, hverken før eller efter krigen.
Janina var ikke den eneste kunstner, der malede og tegnede, hvad hun så og oplevede som nr. 6804. Flere kz-fanger arbejdede faktisk sammen med nazisterne, der havde brug for illustrationer til deres manualer, skitser til forbedringer af lejrenes kapacitet, etc., etc.. Det gælder f.eks. Wladyslaw Siwek:
Nogle værker var derfor officielle, men man spørger sig selv om, hvordan fangerne kunne frembringe kunstværker i form af malerier og tegninger illegalt. Mange af disse stammer fra tiden efter befrielsen, men andre blev lavet hemmeligt under meget vanskelige forhold i lejrene.
Kunstværkerne blev skabt af kunstnere, der fik materiale til at frembringe dem gennem tyverier, hvilket må have været enormt nervepirrende.
Der fortælles imidlertid om officerer, der opdagede disse tyverier, men som nøjedes med at annektere kunstværkerne. Nogle af disse blev derpå sendt hjem til Tyskland, og man må så bare håbe, at kunstnerne slap godt fra deres dristige handlinger.
Fordi der er så få oplysninger om Janina Tollik og hendes liv, er det ikke til at sige, om de fleste af hendes værker stammer fra tiden efter krigen, men det vil jeg tro er tilfældet, da de virker for detaljerede og perfekte til at være lavet i lejren med nazisterne åndende i nakken.
Jeg synes, det er lykkedes hende at skabe et utrolig stærkt galleri af historiske begivenheder, der ellers ville stå tilbage som mundtlige beretninger. Billederne gør det hele meget mere levende, end hvis det "bare" var noget, eftertiden fik fortalt af de overlevende.
Blandt de andre kunstnere, der fik sagt noget væsentligt om denne utrolige tragedie, er Jan Komski:
http://lekcja.auschwitz.org/en_18_sztuka/
https://mydailyspace.dk/2017/01/yolocaust-kunstner-selfies-mindesmaerke-billeder-kz-lejre/
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar