Helgeners "ups" og "downs"

En af de mest berømte og populære helgener, også blandt protestanter, er Sankt Georg. Han var søn af en romersk officer og fulgte i hans fodspor, idet han også valgte militærvejen. Fordi han var tapper og dedikeret blev han hurtigt forfremmet, så han rigtig kunne brillere med sin tapperhed.

En dag kom Georg til en lille by, der i flere år havde været plaget af en drage, der krævede at få husdyr og til sidst også børn at spise. Da kongen bad for sin eneste datter, der skulle være dragens næste måltid efter den sædvanlige lodtrækning, fandt han ingen støtte hos byens borgere: prinsessen skulle samme vej som deres børn, og hendes dage syntes talte, men så dukkede den tapre ridder, Georg, op. Prinsessen stod parat til at lade sig æde af den ækle drage, men da hun fik øje på denne fremmede ridder, råbte hun ikke på hjælp, men advarede ham i stedet imod utysket. I samme øjeblik dukkede dragen op, men Georg lod sig ikke afskrække af dens spidse tænder og uhumske ydre, men red tappert imod den og fældede den med sin lanse. Kongen var overlykkelig og tilbød ham, hvad han end ville have, som tak for sin heltedåd, men den tapre og ædle ridder sagde blot, at det var enhvers pligt at hjælpe, hvor det var muligt. Hans bedrift forhindrede dog ikke, at han senere blev henrettet med grusomme pinsler for sin kristne tro, men sådan er det jo som regel med helgener: de lider martyrdøden og bliver derpå helgenkåret, hvis deres liv ellers lægger op til det.

Da dette foregik i Italien, er det jo lidt ulogisk, at han blev Englands nationalhelgen, men sådan er der jo så meget, når det gælder myter og helte. Man fejrer ham i hvert fald i England på hans dødsdag, nemlig den 23. april, medens han fejres den 23. november i Georgien. Døde han to gange? Næppe, og jeg tvivler også på, at han overhovedet har eksisteret uden for myternes verden. Sådan er det til gengæld ikke med den tidligere engelske skytshelgen Edmund, martyr og konge, for han er en del af kongerækken. At han blev erstattet af Georg som nationalhelgen forekommer mig temmelig mærkeligt, men gjort blev det, tilmed af en konge.

Der er forskellige mere eller mindre farverige beretninger om Edmund og hans liv, men det lader til, at han blev kronet til konge over en del af England som 15-årig, idet hans mor havde styret for ham, siden han var omkring 12 år gammel. Tiden var præget af de danske vikingers hærgen, men i 870 fordrev han Kraka og Regnar Lodbrogs søn, Ivar Benløs, fra sit rige, men dog kun for en tid. Da Ivar og hans danske vikinger vendte tilbage, fangede de kong Edmund og afkrævede ham forskellige ydelser for at slippe ham fri. Noget, han afslog, da disse stred imod hans kristne tro. Dette fortørnede vikingen, og han tog en grusom hævn over kongen.

Den 20. november 870 lod Ivar den tilfangetagne konge torturere til døde ved at skyde pile imod ham, da han stod bundet til et træ. Derpå på den sårede konge også hugget hovedet af. Nu var der bare det ved det, at Edmund kom af en familie, der talte adskillige helgener, så man forventede nok, at han også kunne træde ind i denne rolle efter sin død. Noget, han også gjorde, indtil kong Edward III (1312–1377) besluttede at udskifte ham med den måske nok mere berømte Sankt Georg som nationalhelgen. Sjovt nok lever Edmunds ry dog videre på forskellig vis, da han stadig er skytshelgen for torturofre, ulve og flere senere konger af England.

Sankt Edmund

Troen på skytshelgener virker rørende naiv på mig, men nu er jeg jo altså heller ikke katolik, så der er afgjort noget i det her, jeg ikke umiddelbart forstår. Faktisk mener jeg, at de fleste af disse skytshelgener forventes at opføre sig som en art "amerikansk Jesus", og han er efter min mening en perverteret form for "julemand" uden noget virkeligt religiøst perspektiv. Ergo: for mig at se, er skytshelgener interessante som et kulturelt og historisk fænomen, men ikke som noget som helst andet. Det er dog fascinerende, at en figur som f.eks. Edmund kan ende med et ry som en hellig mand og skytshelgen, for ifølge nogle myter var han var som noget af en pestilens, da han var barn og ung. Han var som sagt meget ung, da han - ifølge én version - blev konge som følge af sin mors mange intriger imod hans halvbror. Typisk nok blev denne intrigante og barske dame også helgenkåret, faktisk ligesom det meste af familiens medlemmer, selv om ingen af dem virker særlig "helgenagtige", sådan som vi i nutiden forstår det begreb.

Og hvad så med Danmark, har vi også en skytshelgen eller nationalhelgen? Ih ja, han hedder Knud den Hellige (1043-1086) og han er "selvfølgelig" også konge, tilmed myrdet foran alteret i en Sankt Albani Kirke i Odense. Mægtig helgenagtigt, men ret selvforskyldt, da hans mordere var utilfredse vendelbo-soldater, som han havde krævet bøder af i 1085 efter at sultet dem og ikke betalt deres hyre, medens de ventede på at kunne sejle til England, hvor man formentlig var glade for ikke at se hverken dem eller den ambitiøse konge. Efter drabet på kongen sørgede hans bror, kong Erik Ejegod (1055–1103) for, at få ham helgenkåret, for det var nu engang et blåt stempel på et menneske - og en slægt i denne tid. Noget, enhver magthaver og vel især en vakkelvorn kongemagt var ret ivrig for at opnå.

 

https://catholico.wordpress.com/2019/04/27/saint-edmund-the-king-and-martyr/ 

https://www.historic-uk.com/HistoryUK/HistoryofEngland/Edward-The-Martyr/

https://videnskab.dk/kultur-samfund/hvad-er-en-nationalhelgen

 

Wikipedia