fredag den 14. januar 2022

Daybell, Vallov, mord og religionsvanvid

 

Den smukke flerbørnsmor Lori Vallov (født den 26. juni 1973) faldt for forfatteren og mystikeren Chad Daybell (født den 11. august 1968) - og han for hende - hvilket fik fatale følger. Når man hører, hvad der interesserede dem mest af alt, og som derfor bandt dem sammen, virker deres forhold nærmest som "forudbestemt" - nemlig af Satan selv ....

Inden Lori kom til, var Chad gift med Tammy, som han havde fem børn med. Han tjente til dagen og vejen som graver på en kirkegård, journalist og forfatter af religiøse bøger, som han udgav på sit eget forlag, som han havde skabt til dette formål. Desuden holdt han diverse foredrag om "jordens undergang", religiøse mysterier, etc., der virker som det emne, der interesserede ham mest, da det var hovedmotivet i hans bøger. At Lori mødte ham til et af hans foredrag betød sort uheld for Tammy og for to af hendes egne børn, men måske også for et par andre familiemedlemmer, der døde på mystisk vis. Det gælder bl.a. Loris fjerde ægtemand, Charles Vallov, men også et par andre, hvis død var særdeles bekvemme for hende, nu hvor hun havde valgt Chad som sin femte mand. 

Lori og Chad har nok følt, at de var bestemt for hinanden, og at alt, hvad de foretog sig, var "Guds vilje". Hvis det er rigtigt, så må Gud være blevet dement eller være blevet udskiftet med en anden, der nok hedder Satan, for magen til egoisme og ondskab, som de to har lagt for dagen, skal man da heldigvis lede længe efter! For det første døde Chads kone, Tammy, altså, nemlig af noget, der først blev set som "naturlige årsager", selv om hun ikke var ret gammel, men som senere betragtes som højst unaturligt. Hvad der vakte myndighedernes mistanke var, at Chad giftede sig med den forførende enke, Lori, fjorten dage efter Tammys besynderlige død. Med i bagagen til dette ægteskab var Loris to børn, datteren Tylee Ryan, og adoptivsønnen "JJ" Vallov, og den side af sagen var åbenbart ikke så behagelig for det nygifte par, for børnene forsvandt minsandten sporløst, og Lori nægtede at oplyse, hvor de befandt sig - eller kom med en hel stribe løgne og bortforklaringer om, hvad der var sket med dem.

"JJ" Vallov og Tylee Ryan

Bekymrede slægtninge pressede på, og i 2020 gennemførte politiet en gennemgribende undersøgelse af Chads ejendom. Ingen var vist særlig forbavsede, da man fandt ligene af de to forsvundne børn. Man spørger sig selv om, hvordan dette kunne ske, og det eneste (foreløbige) svar er: RELIGIONSVANVID. Lori havde i flere år været besat af tanken om døden, Dommedag, etc., etc., og da hun overværede et af Chads foredrag samt læste nogle af hans bøger, blev hun som forhekset af ham og hans religiøse overbevisninger. Med i forhekselsen var der dog også en god portion narcissisme, for hun kunne åbenbart lide hans ideer om, at hun havde levet 21 liv, hvoraf kun 5 havde fundet sted på denne planet. At han ifølge sine udsagn havde kendt hende gennem disse 5 tidligere liv gjorde selvfølgelig det hele endnu mere interessant for hende: hun må have følt både sig selv og ham udvalgt af højere magter.

Både Chad og Lori er nu varetægtsfængslet, men ingen ved, hvornår retssagen/-erne kan finde sted, for Loris sindstilstand anses efterhånden for så langt fra det normale, at man ikke kan beramme tid og sted her og nu. At hun i årevis har opført sig vanvittigt, er der efter min mening ingen tvivl om, men det er blevet tolket som "religiøsitet". Hendes uomtvistelige charme og gode udseende har sikkert også dækket over sandheden: Lori er skør - og farlig, bl.a. fordi hun er letpåvirkelig af en charlatan som Chad.

 

https://www.eastidahonews.com/2022/01/prosecutors-want-to-keep-lori-daybells-former-attorney-from-publicly-talking-about-case/

 

https://www.nbcnews.com/news/us-news/family-lori-vallow-said-her-marriage-doomsday-author-chad-daybell-n1280351 


https://www.nbcnews.com/news/us-news/aunt-idaho-teen-missing-brother-says-their-mother-unhinged-n1134006

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-10069183/Cult-mom-Lori-Vallow-filmed-LAUGHING-SMILING-cops-hours-husband-murdered.html 


https://www.eastidahonews.com/2021/11/the-latest-timeline-in-the-lori-and-chad-daybell-case-nov-12/ 

 

https://www.eastidahonews.com/2021/12/watch-chad-daybell-virtual-court-hearing-scheduled-for-thursday-afternoon/ 

 

https://www.cbsnews.com/news/chad-daybell-children-claim-he-was-fooled-lori-vallow-48-hours/ 

 

Wikipedia

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar