"Matchmaker": Short story by Else Cederbog, previously published, revised

Anna felt how her left shoulder was turning into a painful knob by all the groceries she had to carry. - Oh my, she thought to herself, this is annoying. I shall have to speak to her about it. Up the stairs, down the hall and then, there it was: The door of her aunt's flat. She took out the keys and opened the door: "It's me!" she hollered and there was an old, somewhat chirpy voice from within: "Is that you, Anna?" I just said so, she thought to herself, smiling fondly. "Yes, Auntie, it's me."
"Auntie? Call me Rose, you know I like that better."
- Yes, THAT I know, Anna thought to herself and couldn't help smiling at the thought of her aged aunt dressing and behaving like a much younger woman, someone who needed a name like "Rose" to make people see the personality she had chosen to be many years ago. - I hope I shall never ..., she thought to herself, but not beeing too worried ....
And then she felt her aunt's heavy perfume behind her, she turned around and looked into her old, wrinkled, and heavily made up, but exceedingly charming face underneath her youngish hair (- Right out of a bottle, she thought lovingly, you cheerful, old bird).
Rose gave her a tender hug, then dived into the bags with all the groceries. "Hey," she said, "did you see him today?"
"Auntie!" Anna said quite fiercely. "No, I didn't look for him. He may have been there, but I didn't see him."
That was almost true, she hadn't seen him, but she sure had looked for him in the bank where he worked.
"What," Rose exclaimed, her face almost cracking with disappointment and wonderment. "What's wrong? A week ago you had decided to speak to him and now you ... After all you were together for three years ..."
The disappointment on her face made Anna smile and she couldn't help letting out a chuckle. "Auntie ... Rose ... you are toooo much, but I love you anyway."
"Your Mom would have agreed with me," Rose said with her face all puckered up in childish petulance. "Yes, and she would have done what I'm going to do now - and don't you dare boycotting it, Miss Hurleyson!"
Full of grave forebodings Anna exclaimed: "Oy-oy, what are you talking about, Mrs.
Smith-Grey-Robinson-Conrad-Merriweather? Hope I got all your married names right this time."
She didn't get an answer, but one look at that old, stubborn darling, the person she loved the most in this world, made her realize that she was up against a force like an earth quake, lightning or something like that. Or was it gravity? Figuratively speaking, someone or something had her by her hair and pulled her along, heading for an invisible goal.
Rose was busy putting the groceries into the cupboards, the refrigerator, etc.. She used a bit more force than was necessarry and slammed it in and all to the tones of Wagner or some other forceful composer like him which she was humming. Anna wasn't sure, but she knew that when her beloved aunt hummed this particular piece of music then she wasn't in a good mood. The scenery made her smile, it was so funny to see this old woman of 72 whom she knew really loved her and had done so ever since her birth 36 years ago, but now was livid with rage at her not "playing along" as she called it.
"You need to play along," she used to say, "don't always resist the waves up there."
Anna knew that she was talking of fate, astrology, etc., etc. which supposedly would lead her in the right direction, i.e. into the arms of some man or another. "It doesn't matter who he is," she used to say, "Just love him and everything will be OK."
"But what if I want to stay single?" Anna then would say, fully aware that she triggered the rage of her aunt who really wanted to see her HAPPY which to her meant married to some basically faceless male, someone who could bring in the dough to his family, but first and foremost could father those great nieces and nephews she was dreaming of, never having had any children of her own except this niece, her deceased sister's only child. Actually, the only "child" that was born into the family for an entire generation.
Anna had no real memory of her parents, only a vague feeling of having been the focus of their great love and tenderness. - So I was when they died, she thought. Auntie took care of me and, come to think of it, so did those of her husbands, I've met.
A few days after this groceries and discussions-day Rose gave a dinner party for some of her old friends. - No escape, Anna thought, I can't turn down her invitation to come. When the day of the dinner party dawned upon them Rose received a call from one of her guests that he was sick and couldn't come to her party. Only an hour later another one phoned with the same message. "They are all old friends and meet regularly so they must have infected each other," Rose said, looking rather worried, but also with such a marked look of innocence in her face that Anna started to suspect foul play. - What's going on? she thought, do they have an agreement not to come after all?
At last there was only one name left on the list. She didn't recognize it, but her aunt had many friends from her marriages whom she didn't know. Actually, she had many more friends than herself and she was much more popular with everyone.
The man who stepped over the threshold to the flat was handsome - or rather, he was very handsome. Rose greeted him as an old friend and Anna was friendly, but also curious. She couldn't help noticing that he was much younger than her aunt, perhaps forty-five or so. Their somewhat flirty conversation revealed his being well-to-do, being a widower with no family and also a very nice and charming man. - God, she thought to herself, he is her offering to me - her impossibly stubborn and unromantic niece! That thought at once made
her even more stubborn and she grew more and more stiff-featured, more and more uneasy and awkward.
All of a sudden her aunt asked her to help her in the kitchen and the two of them walked out into the spacious room. "What's wrong," Rose sputtered, "you are not nice to Paul, why?"
"Because I think he is here as your offering to me."
For the first time in her life, she saw her aunt blush and lower her head, like a child who was ashamed at being caught with her hand in the cookie jar. "No," she said, with rosy cheeks, "No, no, no ... not at all." As she said so the door opened and her handsome guest put in his head. "Ladies," he said, smiling a boyish smile, "someone at the door."
"Oh, I nearly forgot," Rose said, now looking extremely confused. She hurried out the door and as she passed Paul, Anna saw something that nearly made her shout out a "What?!!!" but she stopped herself and as Rose and Paul left the room she just stood there overwhelmed by the image of Paul's hand grabbing her aunt's tootsie in what he must have thought was an invisible angle for her. The movement was so erotic that there was no mistake possible: Old Rose had a lover, and he was much younger as well as very handsome. - "What ... what ...," Anna stuttered out loud. "What in the name of ..." Then she heard another male voice in the hall and she felt that it wasn't new to her. When the door opened she looked right into the somewhat flustered and a bit silly looking face of Rose, and right above it she saw another face, this time male and not unknown to
her. - My God, she thought, she did it. She lured him over here ... for me ... to mend things. She succeeded in collecting her wits about her and uttered a feeble "Hello" while a hilarious thought made its way into her head: - And he is even older than Paul ... as well as bald ..."

 
ALL rights reserved © EC

Kvinden, der opfandt og opfandt

 

Beulah Louise Henry (1887–1973) elskede teknik og "dimser" af alskens slags, og tidligt i livet gik hun i gang med at lege med mulighederne for at skabe nye, spændende og nyttige tekniske vidundere. Selvlært, som hun var, fik hun sit første patent i 1912, medens hun stadig var teenager og tilmed skolesøgende. Dengang gjaldt det en ismaskine, men hun udvidede hurtigt sit repertoire, og i 1924, hvor hun flyttede til New York, oprettede hun to selskaber, der skulle stå for fabrikationen af hendes opfindelser samt det legetøj, der også interesserede hende, og som hun skabte meget af.

Nogle år senere skiftede hun fokus til forbedringer af allerede eksisterende maskiner som f.eks. skrivemaskiner og symaskiner, som hun gik stærkt ind for at gøre bedre. I 1932 fik hun et patent på en virkelig forbedret skrivemaskine, som hun kaldte "photograph", og som vist nærmest var en form for fotokopi-maskine. Meget smart efter datidens forhold.

Blandt de andre maskiner, hun arbejdede på og fik forbedret betydeligt, var en speciel symaskine, men samtidig lavede hun skægge opfindelser som f.eks. paraplyer med udskiftelig dug, så de altid kunne stå til det tøj, deres ejere bar. Da hun lavede en speciel, pædagogisk "børne-klokke", var den meget nyttig, da den lærte børnene klokken. Der var ingen ende på alle hendes opfindelser, og hun nåede at få 49 amerikanske patenter i løbet af sin karriere. Ialt forbindes hun imidlertid med mere end 100 opfindelser, og i Japan fik hun en speciel status som inspirationskilde for andre kvindelige opfindere. I 2006 blev hun optaget i "The National Inventors Hall of Fame", og hun er stadig beundret og æret den dag i dag.

 

Arbejdstegning til Beulahs symaskine

 

https://www.carolinacountry.com/departments/departments/tar-heel-lessons/getting-to-know-beulah-louise-henry 

 

https://www.thefamouspeople.com/profiles/beulah-louise-henry-7086.php

 

https://www.invent.org/inductees/beulah-louise-henry 

 

Wikipedia

"The Black Dahlia"-mord

 

To unge, nydelige, forelskede mennesker, der sidder dér hånd i hånd. Lykken varede dog ikke evigt, for de var begge døde mindre end to år efter, at billedet blev taget. Ingen havde på dette tidspunkt kunnet forestille sig, at de i stedet for at blive gift, hvilket begge havde drømt om og også planlagt, så vil hun - og indirekte også han - blive en stor, international berømthed efter døden. Ikke mindst de sidste måneder af hendes liv vil blive beskrevet og tolket i bøger og på film i mange år fremover, for det består af flere lag gåder, der aldrig synes at blive løst. Hvad ham angår, så var han Major Mathew Gordon Jr., og tragisk nok blev han dræbt i Anden Verdenskrig, meget kort tid før dens afslutning, hvor det planlagte bryllup lå lige rundt om hjørnet, men altså aldrig blev til virkelighed.

Hendes borgerlige navn var Elizabeth Short (1924-1947), men hun er kendt den dag i dag under et tilnavn, hun aldrig selv oplevede, for det kom først til efter hendes død. Som mordofret "The Black Dahlia" har hendes liv og død fået et nærmest mytisk præg, der bare er vokset og vokset. Få er blevet belemret med en sådan vedvarende opmærksomhed som denne unge, smukke og ambitiøse kvinde, som man siger drømte om at få succes som skuespiller i Hollywood, men som - påstod nogle - havde måttet tjene til dagen og vejen som escortpige. Alting omkring Elizabeth, lige fra hendes skønhed til hendes død, passede så fint til imaget som prostitueret skuespiller-aspirant, at det blev hængende, selv om det er temmelig tvivlsomt, om det er sandt. Faktisk minder det mig om den engelske Jack the Rippers mordofre, der alle som én blev kaldt ludere, men hvoraf flere ikke hører til i den kategori. Var Elizabeth til salg? Måske, men hvis det er tilfældet, så giver det dog ikke nogen ret til at gøre ved hende, hvad der var én, der gjorde.

Short-familien var ikke velhavende, og det hjalp ikke på økonomien, at faderen stak af efter at være gået fallit med en mini-golfbane, hvorpå han gemte sig under en påtaget identitet, medens moderen måtte knokle for at forsørge familien. Elizabeth havde været syg af alvorlig astma og bronkitis gennem hele sig barndom og måtte gennemgå en lungeoperation som 15-årig, men udviklede sig alligevel til en strålende skønhed. Mændene havde afgjort blik for hende, og tidligt i livet flyttede hun sammen med en mand, der imidlertid var voldelig imod hende. Derpå mødte hun Major Mathew Gordon Jr., som hun skulle have været gift med, men som altså døde i krigen. I juli 1946 besøgte hun en anden militærmand, løjtnant Joseph Gordon Fickling, men det er uvist, hvad han betød for hende, da hun senere - eller samtidig - havde forbindelse med en gift, 25-årig sælger ved navn Robert "Red" Manley. På det tidspunkt var hun, der nu var 22 år gammel, ansat som servitrice.

Den 15. januar 1947 blev den smukke, unge pige fundet myrdet. Hendes lig var blevet grusomt maltrakteret, idet morderen havde savet det i to dele samt lagt delene frem i en "udfordrende stilling". Formentlig var den sidste af hendes bekendte, der havde set hende i live, Robert "Red" Manley, men han svor højt og helligt, at han havde sat hende af ved et hotel, og at hun skulle møde sin søster, der kom på besøg. Temmelig vage vidnesmål støttede ham til dels, da en eller to mente at have set hende ringe fra en telefonboks i hotellets lobby, men bevist blev det nu ikke.

Fundet af det skamferede lig vakte enorm opmærksomhed. LAPD (Los Angeles politi) afhørte mere end 150 mistænkte, men mordet blev hverken opklaret dengang eller senere. Teorierne har været mangfoldige og har ligesom haft deres eget liv, idet de nærmest har formeret sig som ved knopskydning. Noget, der måske skyldes, at sagen er blevet brugt som materiale for film og bøger lige siden, mordet fandt sted. Blandingen af smuk, ung, sexet  (muligvis letlevende) kvinde, med (mulige) skuespiller-ambitioner og (mulige) skumle erfaringer med prostitution har indgået en symbiose og har skabt en for mange mennesker meget fascinerende skikkelse, der helt overskygger den virkelige Elizabeth Short.

Det smukke ansigt var blevet flænget i det, man kalder et "Glasgow-smil", hvilket for mig er et tegn på en ubændig foragt for den myrdede. Hvem kunne hade hende så voldsomt? At der var flere mænd inde i billedet har formentlig skabt en vis uro omkring hende, men det forklarer ikke i sig selv noget vedr. mordet og de ydmygende ting, som morderen udsatte hende for, også efter døden.

Elizabeth Short med sin mor, Phoebe May Short

Pressen forsøgte at skumme fløden, og Elizabeths mor blev opsøgt, før hun havde fået besked om datterens død. Nogle pressefolk bildte hende ind, at de var kommet for at tale om Elizabeth, "fordi hun havde vundet en skønhedskonkurrence", hvilket jo var ren og skær løgn. I forskellige sammenhæng fremhævede man hendes sexede udseende med falske oplysninger om hendes påklædning, livsstil og væremåde. Pressen var helt hæmningsløs i bestræbelserne på at få informationer til sensationsprægede artikler om mordet, og man kan sige, at denne mordsag er et skoleeksempel på dårlig presse-etik. Jeg gad nok vide, om det var denne sensations-hunger, der var en af faktorerne til at forvirre billedet af, hvad der virkelig var sket, nemlig på samme måde som ved Jack the Ripper-mordene. Afsløret blev morderen i hvert fald ikke, selv om der var masser af kandidater til mordertitlen, og der senere er kommet flere til ....

https://allthatsinteresting.com/black-dahlia-murder

https://jellehavermans.medium.com/how-hardboiled-fiction-film-noir-the-black-dahlia-are-connected-f6cc83792ba9

https://jellehavermans.medium.com/how-hardboiled-fiction-film-noir-the-black-dahlia-are-connected-f6cc83792ba9

https://nypost.com/2019/02/13/why-this-family-is-convinced-its-patriarch-is-the-black-dahlia-killer/

 

Wikipedia

Konger, koner og forviklinger i vikingetiden

Æthelwulf af Wessex

Kong Egbert af Wessex havde en søn, Æthelwulf, der var ham til god gavn, selv om de også oplevede tider med voldsomme stridigheder. Ikke desto mindre var Æthelwulf med til at sikre riget og tilmed udvide det. Nu kan man så sige, at det er da ikke så sært, når han var hans arving og derfor måtte nære en speciel interesse i at forøge sin fars besiddelser. Så sandt som det er sagt, men derfor var han nu alligevel en god søn for Egbert, der havde siddet ved magten i rigtig mange år, nemlig fra 802 til 839. Æthelwulf fik "bare" knap 20 år, nemlig fra 839 til 858. Både før og efter sin tronbestigelse sikrede han altså tronen og sig selv store landområder, selv om der var flere magtkampe mellem ham og forskellige andre, for det var ikke en fredelig tid. Hans første kone, Osburh, som han var gift med ca. 839-854, var datter af hans betroede mand, Oslac, og de fik en datter samt fem sønner, hvoraf den yngste var forudbestemt til store sager, for han voksede op og blev den senere så berømte og beundrede kong Alfred den Store.

Osburh og (formentlig) den senere Kong Alfred den Store som barn

Da Osburh døde i 854, giftede Æthelwulf sig med den purunge franske prinsesse Judith (c. 843–c. 870), som var datter af kong Charles den Skaldede (823-877), der efterhånden også blev hersker i flere andre riger. Da Judith blev Æthelwulfs brud, var hun altså bare en teenager, men derfor blev hun nu alligevel stedmor til en børneflok, der bl.a. omfattede Alfred (senere: den Store), men også den prins, der fulgte den gamle konge på tronen, dvs. Æthelbald af Wessex (857–860). Dette indgiftede slægtskab skabte dog visse problemer, da den nye konge, Æthelbald, også ønskede at gifte sig med Judith, der jo var hans fars unge enke. At hun var hans stedmor fik Kirken op i det røde felt, og de annullerede ægteskabet mellem den franske prinsesse og hendes stedsøn-ægtemand, der i øvrigt døde nogle få år senere.

Kong Æthelbald af Wessex

Judith må have været noget af et livsstykke, for ikke bare fik hun fordrejet hovedet på sin stedsøn, men hun fik også hurtigt en tredie ægtemand efter Æthelwulf og Æthelbald. Det skete efter at hun var taget tilbage til sin far, Charles den Skaldede, da hendes og Æthelbalds ægteskab blev annulleret. Den nye mand var den flamske Baldwin, som hun løb bort med i 861 eller 862, hvilket vakte hendes fars store vrede. De blev dog forsonet, og Baldwin fik grevskabet Flanderen, således at Judith nu blev grevinde. 

Baldwin og Judith fik flere børn, hvoraf en søn, Baldwin II, giftede sig med Alfred den Stores yngste datter, Ælfthryth, der også er kendt under navnene Elfrida, Elftrude og Elftrudis. Dvs. at Judith startede som Alfred den Stores stedmor, derpå blev hans svigerinde for til sidst at være hans datters svigermor. Umiddelbart virker familieskabet unægtelig ret indviklet, men de fandt åbenbart selv ud af det ....

Alfred den Store, som 1800-tallet forestillede sig ham

https://jyllands-posten.dk/kultur/historie/article6415635.ece

 

https://denstoredanske.lex.dk/Alfred_den_Store 

 

http://www.historiensverden.dk/leksikon/biografier/alfred_den_store/ 

 

https://jyllands-posten.dk/kultur/historie/article6415635.ece 

 

Wikipedia

Seks-børnsmoren, der hadede sine børn, og som dræbte to

Nogle mennesker - for det er de jo, trods alt - virker ikke bare modbydelige, men også komplet uforståelige på de fleste, der ikke er som dem. Det gælder bl.a. Theresa Jimmie Francine Knorr (født Cross den 14. marts 1946). Hendes handlinger skaffede hende to livstidsdomme, men de berøvede hende også to af de ialt seks børn, hun havde født. De andre havde hun travlt med at fortælle, at hun aldrig havde ønsket at få dem. Når hun ikke fortalte dem dette, så pinte og plagede hun dem på forskellig måde gennem hele deres barndom.

Hun blev gift ialt fire gange. Den første mand havde hun giftet sig med som 16-årig, dvs. kort tid efter, at hendes mor, Swannie, var død i hendes arme. De havde angiveligt stået hinanden nær, så Theresa fik en depression, der måske har været medvirkende til det tidlige ægteskabs indgåelse. Hvorom alting er, så kom hun ud af dette ægteskab ved at skyde manden "i selvforsvar", fordi han i følge hende var alkoholiker og aggressiv. Hvad hun ikke kom ud af var de to børn, de fik sammen, nemlig Howard og Sheila. Situationen huede hende ikke, og hun dulmede sig med voldsomt druk. Drikkeriet forstærkedes da hun indgik et nyt ægteskab, der indbragte hende tre børn mere, inden de blev skilt oven på mange husspektakler og forskellige voldsomme episoder. I løbet af nogle år havde Theresa haft to andre ægtemænd mere samt fået endnu et barn, datteren Terri, så hun til sidst var oppe på seks ialt. Hendes sidste mand, Chet Harris, forlod hende, og hun sad derefter alene tilbage med de seks børn, som hun ifølge sit eget udsagn aldrig havde ønsket at få.

Som man kunne forvente, var Theresa, der var helt og aldeles kontrolgal over for sine ægtemænd, mindst lige så slem over for sine børn. De blev direkte mishandlet, både fysisk og psykisk, foruden også undertrykt på alle mulige andre måder. At de også blev truet på forskellig vis, er der ingen tvivl om. Næste trin var direkte tortur, idet Theresa tvang de andre børn og især to af drengene til at hjælpe sig med de grundløse mishandlinger af de andre. Det mærkelige er, at naboer og andre så, at der var noget galt i hjemmet, men ingen gjorde noget for at hjælpe børnene. Frygtede de Theresas hævn? Højst sandsynligt, men det forklarer det alligevel ikke helt.

I årenes løb mistede Theresa sit ellers gode udseende, da hun blev ret overvægtig. Den yngste datter, Terri, har senere forklaret i interviews, at det var grunden til, at hun var særlig ondskabsfuld over for teenagedøtrene Suesan og Sheila, som hun pinte mest efter at have tvunget de andre børn til at hjælpe sig, f.eks. med at holde det barn, der stod for tur, nede, medens hun mishandlede det. Noget, der dog skete med dem alle. På et tidspunkt kastede hun også knive efter børnene eller truede dem med en revolver "for sjov". Under en af disse vilde udskejelser, der denne gang var startet, fordi hun var overbevist om, at den unge, smækre Suesan var en heks, der havde forhekset hende, så hun var blevet fed, ramte hun hende i ryggen, men nægtede at tage hende til en læge. I stedet forsøgte hun selv at få kuglen ud - formentlig fordi den var et kriminalteknologisk bevis imod hende - hvilket medførte store smerter for Suesan, der på det tidspunkt var lænket til køkkenbordet efter et mislykket flugtforsøg. At det var mislykket er meget sørgeligt, fordi hun rent faktisk forsøgte at skaffe hjælp udefra til sig selv og sine søskende. Theresa talte sig dog ud af alle anklager og fik sin datter udleveret af ordensmagten, der derved uforvarende medvirkede til hendes død. Inden da var hun blevet udsat for noget i forbindelse med de forgæves forsøg på at fjerne kuglen, der kun kan kaldes tortur. Senere obduktioner af hendes på det tidspunkt forbrændte lig viste, at hun sandsynligvis var blevet brændt levende.

Da hendes datter angiveligt var død, havde hun nemlig tvunget to at sine sønner, Robert and William, til at hjælpe sig med at få hendes lig skaffet af vejen ved at sætte ild til hende. De var begge skrækslagne for, hvad hun kunne finde på og turde ikke sætte sig op imod hende, men de ønskede ikke at gøre de ting, hun fik dem til at gøre, nemlig at få liget af vejen. Det skete kun, fordi hun truede dem med alt muligt. Senere gentog sceneriet sig, for da var Sheila også død, men det var efter at være blevet spærret inde i et skab. Inden da var hun blevet tvunget ud i prostitution, indtil hendes mor pludselig begyndte at optræde jaloux. Datteren skulle formentlig ikke have nogen form for mandlig opmærksomhed efter hendes mening, selv om hun nød godt af hendes indtjening som luder. Da hun døde dehydreret af sult og mishandling i skabet, hang lugten af lig ved, og det forskrækkede Theresa, der flygtede sammen med sin søn, den 19-årige Robert Knorr Jr.. Desværre for ham rodede han sig ud i drabet på en bartender, som han fik 16 års fængsel for at skyde i Las Vegas. Theresa fortsatte flugten til Salt Lake i Utah, hvor hun blev ansat som sygehjælper for en ældre dame på 86 år.

Theresa yngste barn, Terri, forsøgte at vække myndighedernes opmærksomhed om sine søstres skæbne, men det blev afvist som "fantasier". Først da hun fik et indslag i "America's Most Wanted" kom der gang i efterforskningen. De to døde, der var blevet begravet som "Jane Does", fik deres navne offentliggjort, og sagen rullede.

Både Theresa og hendes søn, Robert, der stadig var i gang med at afsone sin dom, blev anklaget. Den anden søn, William, der havde hjulpet sin mor med at bortskaffe søstrenes lig, blev også fanget, og de blev alle tre dømt. Medens Theresa fik to livstidsdomme, så kunne Robert dog nøjes med nogle få års fængsel, fordi han vidnede imod hende.

Terri havde været ude for mange frygtelige overgreb, både imod sig selv og sine søskende, men hun, der blev gift to gange, endte med en god mand og blev også mor til børn, hun elskede. Desværre døde hun af en hjertesygdom, bare 41 år gammel.

Historien om denne onde mor indeholder selvfølgelig mange ubærlige elementer, der gør den som skabt til film og bøger, og dem er der derfor kommet flere af. Noget, der højst sandsynligt vil blive fulgt af endnu flere, for dette er en sand, fantastisk historie. At den også er en beretning om hjælpen, der udeblev, da børn bad om den, er sørgeligt og bør aldrig glemmes ....

 

https://medium.com/california-dreaming/theresa-knorr-mother-most-evil-3ded2297cb75

 

https://the-line-up.com/behind-closed-doors-the-secret-life-of-the-knorr-family 

 

https://crimesandconsequences.com/theresa-knorr/ 

 

Wikipedia

 

"Djævlens Bibel"

 

Hvornår mon dette fotografi af en person, der fremviser den såkaldte "Codex Gigas" (dvs. "The Giant Book"), blev taget? Det er gammelt, hvilket kan ses af mandens påklædning og udseende. Bogen er desuden falmet, men man kan dog lige skimte den person, der har givet den dens alternative navn, nemlig DJÆVLEN, for der er tale om den såkaldte "Djævlens Bibel". Sært, når det handler om en bibel-udgave, men sådan er der jo så meget her i verden ....

Måske det ikke er så tydeligt, men billedet er blevet lettere at se i senere genudgivelser samt oversættelser. Desuden er det også blevet offentliggjort frit af bogen, så man virkelig kan se, hvordan ham den slemme Satan ser ud. Her ser man dog først og fremmest bogens størrelse, der er enorm, sammenlignet med de fleste andre af sin slags, nemlig 92 cm lang. Meget imponerende, og den er en af verdens største bøger samt den største bibeludgave, man kender.:

Det mest imponerende ved bogen er nu især dens rolle som et antikt bidrag til historien om biblens produktion op igennem tiden, for hvad laver skurken Satan afbildet i en hellig bog? Havde man afbildet Jesus eller andre hellige personer ville det have været forståeligt, men Satan - menneskehedens fjende!!! - hvad laver han dog dér? - Sådan ser han iøvrigt ud, løftet fra bogens sider og "renset lidt". Personligt finder jeg ham mere morsom end egentlig skræmmende, for i mine øjne ligner han mere en sprællemand end en dæmon. Sådan har det dog ikke altid været, så han har sikkert illuderet ganske godt som "ondskabens repræsentant", også i denne efter min mening komiske skikkelse.

Bogen daterer tilbage til begyndelsen af det 13. århundrede, men består af afskrivninger af betydeligt ældre skrifter, og det blev skabt i det benediktinske kloster Podlazice i det, der nu er Tjekkoslovakiet. Manuskriptet, der er skrevet på 160 æselhuder omfatter den komplette Vulgata samt nogle bibelske skrifter af forskellig art, der alle er skrevet på latin. Da svenskerne kom til Prag i 1648 under Trediveårskrigen, fandt de denne bibel-udgave, der tidligt blev set som et af de såkaldte syv verdensundere, og som de tog med sig som krigsbytte. I 2007 lånte Sverige bogen ud til dens oprindelige hjemland, Tjekkoslovakiet, men kun i to år. Den er stadig i svensk besiddelse og kan beses på Kungliga Biblioteket i Stockholm, ligesom den er lagt ud på nettet til enhver, der er interesseret i den. 

Man ved jo godt, at en skriver, der sad med blæk og papir, pergament eller andet, og som knoklede døgnet rundt for at skabe kopier af et værk, bliver træt og får muskelømt efter mange timer i en dårlig belysning, bøjet over det skrevne. Derfor skulle man tro, at skriften bar præg af skiftet i skrivere, men det er ikke tilfældet, hvilket så selvfølgelig har givet anledning til mytedannelser, for hvordan blev dette værk egentlig skabt? Nogle har troet, at det skete i ét hug som ved en åbenbaring, men skabelsesprocessen har nu nok strakt sig over omkring 20 år. Skriften er ensartet, men det er ikke en garanti for, at det er den samme skriver, der har skabt teksten. Bogen er interessant i sig selv, men det er tilblivelsen så sandelig også, for den indeholder et par mysterier, der aldrig er blevet forklaret ....

https://soundcloud.com/decarabia2/codex-gigas-ft-tahazu?utm_source=mandiner&utm_medium=link&utm_campaign=mandiner_202110

 

https://pdfcookie.com/documents/codex-gigas-in-englishpdf-429j754751ln 

 

Wikipedia

Nogle bliver forvandlet til en fantasi .....

 

En yndig, ung pige med det særlige forklarede udtryk, som man kun finder hos tidligere tiders kvinder. Hvem var hun? Tjah, nu er hun nul og nix, for hun må have været død de sidste 100 år eller deromkring, men engang var hun selvfølgelig er rigtigt, levende menneske, og dengang blev hun formentlig kaldt “Miss Sarah Hodges of Salem". Det er i hvert fald det navn, der er knyttet til de tre daguereotypier af hende i hendes ungdoms vår, men som har vakt interesse rundt omkring i vores tid. Man har spekuleret over hendes identitet og har forsøgt at stykke hendes livshistorie sammen med en omtrentlig tidsangivelse på 1850, men så vidt jeg kan se, er det meste gætteværk. Man ved ikke, hvem hun er/var, men har mange formodninger med hensyn til hendes identitet.

Salem, Derby Square

 

Kendte nogle af disse mennesker på Derby Square " i Salem vores" Sarah Hodges, da hun levede? Det kan de vel godt have gjort, i hvert fald teoretisk set, hvis hun da virkelig var deres bysbarn, hvilket man altså formoder, men ikke ved med sikkerhed. En kendsgerning, der illustrerer skrøbeligheden af et levende væsens identitet: erindringen om ens liv, skæbne og personlighed holder kun én, to eller højst tre generationer, hvis man ikke efterlader sig noget, der skaber et ry - en berømmelse af en slags. Skandaler er selvfølgelig også mægtig gode til at bevare mindet om én ....

Voksfigur af Jane Austen 

En berømt forfatter den dag i dag, læst og elsket af mange og tilmed filmatiseret den ene gang efter den anden, ja, så er man kendt, men hvad med billeder? Fotografier er der ikke nogen af, men tegninger og samtids-beretninger er der. (Et eller andet sted er der også et skelet, men de gamle, konkrete knogler vil vi nu lade ligge). 

På en vis måde har man brugt den modsatte teknik til at genskabe forfatteren Jane Austens udseende ud fra samtidige tegninger og beskrivelser, som der bliver anvendt ved identifikationen af de såkaldte moderne Jane og John Does: dvs. anonyme lig, som ingen aner, hvem er. Her ser man måske deres knogler, hvilket må siges at være det dybeste dybe af en forhenværende levende, men man ser ikke dem og ved ikke, hvem der er tale om. Når man på den ene side kender - og på den anden side ikke kender - en person fra fortiden, så føler man ofte et stærkt behov for at komme om på den anden side af de knogler, billeder eller bare ejendele, vedkommende har efterladt. Hvem var den person, der har slidt den paraply, der nu er efterladt og solgt på et loppemarked? Eller, hvordan var den og den forfatter rigtigt? Det ved man ikke bare ved at se vedkommendes billede, men man kan gætte, og det gør man også uvilkårligt med Miss Hodges. Ikke fordi hun formodes at have skrevet litterære mesterværker som Jane Austen, men fordi hendes tre billeder giver indtryk af, at hun var en kvinde med en sjæl og en skæbne.

Denne døde (myrdede???) mand var blevet en "John Doe", der genvandt sin identitet, selv om han nu ikke kan have haft så megen personlig gavn af den efter sin død. Havde man ikke haft "Miss Sarah Hodges of Salem"'s fotografier, men hendes knogler, så kunne man have genopbygget hende, som hun så ud, men ikke som hun var. Her har man stort set kun fotografierne at gå frem efter, og de viser mig en ung, sårbar kvinde, der måske har levet i sine tanker og drømme, ja, nok mere end i handlinger og begivenheder. Dermed ikke være sagt, at hun har været "den sløve kniv i skuffen", for det er langt fra sikkert, men hun ligner en, der var overromantisk. Havde hun mon en ulykkelig kærlighedsaffære, og var billederne tiltænkt "den eneste ene"? Det skulle ikke undre mig, men jeg ved det ikke.

En nøgle til den ukendte kvindes identitet er og bliver de bekostelige fotografier, for de har ikke været billige. Var det hende selv, der betalte dem? Det ville have været interessant at vide, men det eneste, vi ved er, at de blev fremstillet hos "Boston photography studio of Albert Sands Southworth and Josiah Johnson Hawes" (1843-1863), og at der blev taget specielt hensyn til deres bevarelse. Ergo: nok forekommer "Miss Hodges" os vældig fortidig, fordi hendes biografi mangler, og ingen ved med sikkerhed hvem og hvad, hun var, men hun har afgjort været "nogen" for at få disse billeder taget og opbevaret i så mange år.

En engel? Nej, stadig den mystiske Miss Hodges med et forklaret udtryk og noget, der såmænd ligner en glorie ret meget. En eller anden med penge på lommen har bestilt og betalt for disse billeder, så engang var hun elsket og værdsat af nogen i sine omgivelser. Ifølge én teori var hun den ugifte datter af et par veletablerede Salem-borgere, nemlig Joseph Hodges og hans kone Elizabeth Shipman Hodges. Hvis det er hende, så viser billederne en såkaldt "skyggetante", dvs. en person, der længe boede hos familiemedlemmer på et tidspunkt, men til sidst flyttede alene ind på et pensionat. Så har "den eneste ene" ikke materialiseret sig, hvilket jo er trist for en romantisk sjæl, men jeg håber da, at hun alligevel fik noget godt ud af sit liv. 

https://www.theguardian.com/books/2014/jul/09/new-jane-austen-waxwork-forensic-science-model-real-jane

https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/retsmedicinsk-kunst-giver-de-doede-et-ansigt

 

https://streetsofsalem.com/2016/01/07/the-mysterious-miss-hodges/ 

 

https://www.metmuseum.org/art/collection/search/268318 

 

https://www.bridgemanimages.com/en-US/southworth/miss-hodges-of-salem-1845-61-daguerreotype/daguerreotype/asset/261763 

 

file:///C:/Users/ec333/AppData/Local/Temp/117865-Artikeltekst-243643-1-10-20191217.pdf 

 

Wikipedia