Da kvinder gjorde karriere som pirater ....

 

Hvis en kvinde ønskede at gøre karriere før i tiden, var den mest respektable måde selvfølgelig ægteskabet: man giftede sig til rang, titel og penge i et samfund, der ikke gav megen sikkerhed til dem, der ikke besad disse goder. Systemet fungerede sikkert fint for masser af kvinder, men det kan ikke nægtes, at det begrænsede deres frihed til at gøre noget andet end lige præcis det, man forventede af en hustru.

Andre muligheder var arbejde som hushjælp, barnepige eller lignende foruden som prostitueret. Under visse omstændigheder kan sidstnævnte give ganske godt, men det var nok de færreste, det lykkedes for ligefrem at skabe sig en karriere, medmindre de blev bordelmuttere. Desuden var det jo kriminelt og straffedes som sådan - hvilket dybest set er vildt uretfærdigt, da deres mandlige kunder ikke blev straffet, selv om det var dem, der holdt liv i branchen. Noget andet, der også var kriminelt, men som kunne give godt, var alt, der involverede kriminelle handlinger som tyverier, røverier, osv.. En interessant, men meget farlig vej at betræde, der har ført mange af begge køn til skafottet, galjen eller fængslet ....

Der er nok dem, der har tænkt, at det var en høj pris at betale for lidt tyvegods, så hvorfor ikke forhøje indsatsen og virkelig vove liv og lemmer? En af de kvinder, der gjorde netop dette, var den irske pirat Anne Bonny (ca. 1700–1782), der tilmed ikke var den eneste kvinde, der forsøgte sig som hav-gående røver, for man har navnene på i hvert fald ti. Anne er imidlertid blevet romanticeret i eftertiden og er derfor den mest kendte, selv om f.eks. sådan en som den kinesiske Ching Shih (1775-1844) er langt mere interessant. Det siges, at hun i sine velmagtsdage befalede over 1800 skibe med ialt 60.000-80.000 besætnings-medlemmer. Hun var kendt for sine fantastisk gennemførte angreb på skibe fra de britiske, portugisiske og kinesiske riger, og regnes for en af de mest succesfulde pirater nogensinde.

Chings start på pirat-virksomheden betød et karriereskift, da hun oprindelig havde været prostitueret, men blev gift med en indtil da ikke særlig succesrig pirat. Da han døde i 1807, efterlod han hende med kommandoen over den store sørøverflåde, de havde opbygget i fællesskab. Kejseren var selvfølgelig ikke vild med sørøvernes hærgen, der også kunne gå ud over ham og hans besiddelser, men da han udkæmpede et søslag imod Ching i 1808, vandt sørøverne stort. Sådan fortsatte det i slag efter slag, og til sidst tilbød kejseren hende amnesti, hvilket hun gik med til i 1810. Fra og med da levede hun et pænt og lovlydigt liv, indtil hun døde som en velhavende og formentlig veltilfreds bedstemor i 1844. Faktisk en flot karriere for én, der var startet med ingenting, bortset fra sin formentlig ret sexede krop ....

Hvad angår de kendteste, europæiske pirater af kvindekøn, nemlig den irske Anne Bonny og den engelske Mary Read (1685-1721), så nåede de ikke de samme højder som deres kinesiske kollega, men indtil et vist punkt havde de faktisk stor succes og var respekteret af deres samtid. Begge disse kvinder var klædt i mandetøj, og Mary havde faktisk forsøgt at komme ind i hæren, forklædt som mand.

Mary Reid i en duel, vist nok med en anden pirat

Både Mary og Anne var en del af den kendte pirat Jack Rackhams besætning. Inden Mary sluttede sig til denne, havde hun været gift med en mand, der imidlertid døde ca. fem år før, hun mødte Jack Rackham i 1720, dvs. samme år som han og hans besætning blev arresteret. Han blev hurtigt henrettet, men begge kvinder påstod, at de var gravide, så de fik udsættelse, idet Mary imidlertid døde af feber i 1721. Der hersker til gengæld usikkerhed om Annes skæbne, og der er modstridende oplysninger om, hvorvidt hun blev henrettet, eller om hun - snu som hun jo var - fik snoet sig ud af dødsdommen.

Med hensyn til hendes barndom og ungdom, så lader det til, at hendes far, der angiveligt var en engelsk sagfører, gjorde hende arveløs og smed hende ud af hjemmet, da hun - imod hans vilje - giftede sig med en fattig sømand ved navn James Bonny som 16-årig. Ironisk nok forsørgede hendes mand familien ved at angive pirater til myndighederne for dusører. Noget, der dog ikke forhindrede Anne i at møde og forelske sig i sørøveren Jack Rackham, hvis barn hun fødte på Cuba, for derefter at vende tilbage og leve med ham som pirat, indtil de blev fanget i 1720. 

Det er et mysterium, hvad der blev af Anne, men der er nogen, der påstår, at hun ikke blev henrettet, men tværtimod levede i mange år, indtil hun døde over 80 år gammel, hvilket var en imponerende alder dengang. På det tidspunkt var hun angiveligt blevet gift med en anden, som hun havde flere børn med. Kort sagt, en herlig udgang på en kvindes indsats for at få en karriere, hvis man altså lige glemmer, at hun ikke bare var en romantisk skikkelse, men også en vaskeægte forbryder, der var med til at dræbe andre mennesker. Faktisk har nogen af dem, der blev fanget af hende og Mary fortalt, at de to var de værste med hensyn til de grusomheder, fangerne blev udsat for ....

https://www.thoughtco.com/biography-of-anne-bonny-2136375

https://en.wikipedia.org/wiki/Women_in_piracy

 

https://www.history.com/news/5-notorious-female-pirates 

 

Wikipedia

Feminint heltemod

 

Hun var ikke mere end 18 år, da det lykkedes hende at markere sig som en tapper, fransk modstandskvinde. Hendes navn er Madeleine Riffaud, og hun blev født den 23. august 1924. Så vidt vides, lever hun endnu og er altså tæt på de 100, hvilket er ret fantastisk, da hun skulle have været henrettet flere gange og konstant bekæmpede den tyske besættelsesmagt i Frankrig under Anden Verdenskrig. Det regnes for en af hendes største bedrifter, at  hun som 19-årig skød en tysk officer i hovedet midt på dagen, dvs. i fuldt dagslys, i 1944, men der er mange andre. Udgangspunktet for hendes engagement i modstandsbevægelsen var en selvoplevet episode, hvor Luftwaffe beskød en flok franske flygtninge. Hun var 15 år og besluttede sig på stedet til ikke at fortsætte til det ikke-okkuperede Syd-vest-Frankrig, som hun og de andre flygtninge var på vej til, men i stedet tage til Paris for at slås med nazisterne.

Madeleine Riffaud-billede af Pablo Picasso (1945)

Det er ikke enhver forundt at blive foreviget af en anerkendt kunstner som Picasso, men det blev Madeline altså efter krigen. Folk beundrede hende vidt og bredt for hendes heltemod, men det skaffede hende dog ikke ind i det franske militær, sådan som hun ønskede det efter krigen, og sådan som det skete for mange af hendes kammerater fra modstandsbevægelsen. Grunden til afslaget var 1) hendes køn og 2) hendes unge alder. At hun inden da havde udført mange bedrifter som f.eks. at stå for tilfangetagelsen af 80 nazistiske Wehrmacht-soldater fra et armeret tysk tog talte ligesom ikke, da krigen var forbi ....

På et tidspunkt blev hun imidlertid fanget af Gestapo, tortureret og derpå sat til henrettelse på en bestemt dag. Man besluttede imidlertid at i stedet sende hende i kz-lejr. Tyskerne har nok ikke vidst, hvem de havde fået fat på, for de endte med at udveksle hende med nogle tyske soldater i stedet for. Straks tog hun kampen imod dem op igen, idet hun bare fortsatte, hvor hun slap.   

Da hun ikke - sådan som mange af sine venner fra modstandsbevægelsen - kunne komme ind i militæret efter krigen, blev hun journalist ved "Ce Soir" og digter. Hun skrev om den algierske krig, men i 1946 mødte hun Ho Chi Minh og helligede sig derefter Vietnam, hvis kamp for selvstændighed hun fulgte på næræt hold. Faktisk blev hun i landet i omkring syv år, bl.a. fordi hun forelskede sig i den vietnamesiske digter Nguyen Dinh Thi, som hun dog ikke kunne blive gift med på grund af en gammel lov, der forbød ægteskaber mellem landets indbyggere og fremmede.

 

Under sit ophold i Vietnam publicerede hun flere værker foruden en dokumentarfilm ved navn "Dans Le Maquis du Sud-Vietnam". Efter at være vendt tilbage til Frankrig blev hun sygeplejer på et hospital i Paris. Hun fortsatte dog sin skribent-karriere og skrev bl.a. bestselleren "Les Linges De La Nuit" foruden en antologi af sine egne digte, "Cheval Rouge: Anrhologie Poétique, 1939-1972". I 1994 udgav hun sin selvbiografi om tiden som modstandskvinde, "On L'appelait Rainer", idet navnet Rainer" var hendes pseudonym under krigen.

I 2005 fik hun "Venskabsmedaljen" fra Vietnam, og i 2013 modtog hun "The National Order of Merit" for sin indsats for Frankrig. Hun er også blevet hædret for sin indsats gennem andres værker, både i artikler, dokumentarfilm, etc. som f.eks. i "Les 7 Vies De Madeleine Riffaud". 

Nu, hvor hun er i 90'erne får hun stadig opmærksomhed, men hendes alderdom er dog desværre præget af hendes nu meget dårlige syn. Om det har noget med krigen at gøre, ved jeg ikke, men det kan jo også "bare" være et alderstegn, som hun er uheldig at være ramt af.

 

https://jacobinmag.com/2018/07/madeleine-riffaud-resistance-fascism-nazism

 

https://annesebba.com/journalism/interview-with-madeleine-riffaud-the-girl-who-saved-paris/ 

 

Wikipedia

Var Bess af Hardwick helsøster til Elizabeth I?

Én og samme kvinde? Nej, men måske nært beslægtede, selv om det ikke er den officielle version af historien om "Jomfrudronningen", Elizabeth I, og den kvinde, der kom hende nærmest i velstand, og som lignede hende rigtig meget af udseende: Elizabeth af Hardwick (ca. 1527-1608). 

Bess af Hardwick

Man kender ikke det nøjagtige fødselstidspunkt for Elizabeth "Bess" af Hardwick, men da hun giftede sig første gang, blev hun anset for at være 15 år, så det passer meget godt med året 1527. Hun var datter af John Hardwick and Elizabeth (Leake) Hardwick, der tilhørte det, man har kaldt "lavadelen". Hendes forældre var ikke spor velhavende, så det er interessant, at hun selv endte med at blive landets næstrigeste kvinde, dvs. lige efter dronningen, Elizabeth I. Hvordan det gik til, siger næsten sig selv, for der var ikke mange andre karrieremuligheder for kvinder dengang: hun giftede sig til penge, titler og indflydelse, og hun var virkelig god til hele det spil, der banede vejen for den slags, men hun var nu også særdeles heldig. Hendes første bryllup fandt sted omkring 1542, hvor hun som (ca.) 15-årig giftede sig med den kun ca. 13-årige rige arving Robert Barlow. Året efter var hun enke, formentlig uden at have mistet sin jomfrudom, selv om det ellers var en forudsætning for, at ægteskabet blev regnet for juridisk gyldigt. Hvorom alting er, så satte dette fut i hendes fremtidige karriere ....

Bess af Hardwick

Det næste ægteskab varede betydeligt længere, og denne gang kom der børn, faktisk hele otte ud af det, og de fik alle fornemme gudforældre som dronningerne Mary I og Elizabeth I. Noget, der hang sammen med det faktum, at den nye og velhavende ægtemand, Sir William Cavendish, havde en flot position inden for den kongelige administration. De to, Bess og William, mødte hinanden, da hun var hofdame for Frances Grey, der via sin afstamning og som Jane Greys mor udgjorde sin egen del af Tudorernes kongefamilie, bl.a. havde hendes datter jo været dronning i ni dage, selv om hun blev afsat og henrettet. Som ægtefælle repræsenterede Cavendish adskillige trin op ad den sociale rangstige, men han faldt dog i en vis form for unåde, da dronningen fattede mistanke om, at han havde været med til komplottet om at få Jane Grey på tronen efter Edward VI's død. 

Næste ægtefælle, nemlig efter Cavendish's død i 1557, var Sir William (Stloe) St Loe, som Bess ikke fik nogen børn med, formentlig fordi han det meste af tiden var væk for at udføre sine hofpligter for Elizabeth I. Bess derimod blev hjemme, hvor hun blev mere og mere involveret i de byggeprojekter, der har været med til at bevare hendes navn for eftertiden. På et tidspunkt fik hun dog en position som hofdame, men hun mistede den igen, da dronningen mistænkte, at hun havde været involveret i det ikke-kongeligt anerkendte - og politisk sprængfarlige - ægteskab mellem Katherine Grey og Edward Seymour i 1560. Faktisk blev Jomfrudronningen så edderspændt, at hun sendte Bess i Tower en tid.

Forholdet mellem de to Bess'er, dronningen og Bess af Hardwick, var præget af mange ups and downs, men det fortsatte alligevel på en eller anden måde, hvilket har været med til at skabe visse gætterier: var Bess of Hardwick i virkeligheden ikke datter af det lavadelige par, John Hardwick and Elizabeth (Leake) Hardwick, men af Henry VIII og Anne Boleyn fra før, de blev gift????? Havde de mon sat deres hemmeligholdte, førstefødte, illegitime datter i pleje hos Hardwick'erne????? Denne dristige antagelse bygger ikke på ret meget andet end den fysiske lighed mellem de to Elizabeth'er, dronningen og hofdamen, samt det held, der livet igennem fulgte sidstnævnte, idet hun konstant giftede sig opad socialt set samt blev rigere og rigere. Jeg må sige, at jeg nu er totalt neutral over for teorien, som jeg ønsker verificeret på en meget mere indgående måde, så jeg ender med et tøvende måske/måske ikke, men uden at afvise tanken ....

Sir William (Stloe) St Loe

Bess' fjerde og sidste ægtemand var den fornemste: George Talbot, Jarlen af Shrewsbury. De fik ingen børn, men sørgede for, at familierne blev knyttet sammen, ved at Bess datter, Mary, giftede sig med hans søn, Gilbert. Desuden giftede hendes søn Henry sig med hans datter Grace.

George Talbot, Jarlen af Shrewsbury 

Ægteskabet led under en opgave, der sådan set var mægtig ærefuldt, men samtidig noget af en varm kartoffel i en tid, hvor der manglede dynastisk stabilitet. Den tilfangetagne skotske dronning, Mary Stuart, der tilhørte Tudor-slægten gennem sin bedstemor, Henry VIII's søster, Margaret, var blevet dem betroet. De flyttede rundt med den fornemme "gæst", og hun blev hos dem som statens fange i seksten år, nemlig indtil 1584. Det var hverken billigt eller nemt for dem at sørge for denne skotske dronnings forplejning, men også sikkerhed. At hun så godt ud forværrede situationen, for Bess mistænkte, at hendes egen ganske flotte mand havde en affære med den fængslede dronning, og det endte med bitre stridigheder og separation, hvor dronning Elizabeth forsøgte at mægle, dog uden det store held.     

Dronning Elizabeth I

I 1574 fik dronningen virkelig grund til at være vred på Bess, da denne havde gjort sit for at få sin datter, Elizabeth, gift med hendes slægtning, Charles Stuart, der - ligesom hun selv - var barnebarn af Henry VII. Da det unge par fik en datter, Arabella Stuart, var det ikke ligefrem noget, der forbedrede forholdet mellem de to Bess'er, for hun kunne true den arvefølge, dronningen gik ind for.

Arabella Stuart, ca. 1590

Bess tilbragte sine sidste år med at bygge og med forskellige familiestridigheder. Det siges, at hun i sin tid var blevet spået, at hun ville dø, hvis hun ophørte med sine byggerier, hvilket så skulle være forklaringen på alle de huse, hun fik opført. Jeg vil nu mene, at hun stilede meget højere end til at være bygherre, da hun fik sin datter gift med Charles Stuart. Dermed fik hun jo faktisk sneget sig ind i Tudor-dynastiet. Ikke at det var til megen gavn for hverken hende eller produktet af hendes anstrengelser, nemlig Arabella, selv om sidstnævnte faktisk stod som nr. 2 i arvefølgen til den engelske trone ved dronning Elizabeth I's død i 1603. Sært nok kan man sige, var jo den henrettede skotske dronning Mary Stuarts søn, James, der arvede den engelske kongetitel efter den kvinde, der havde henrettet hans mor. Stakkels Arabella fik en fængselscelle i Tower, hvor hun efter sigende ikke bare blev vanvittig, men også endte som et spøgelse, der går igen den dag i dag ....

Bess ligger begravet i Derby Cathedral sammen med sin anden mand, William Cavendish. På gravstenen beskrives hun som bygherre af Chatsworth, Hardwick and Oldcotes, men ikke som en mulig illegitim datter af Henry VIII og Anne Boleyn ....

 

https://northernreader.wordpress.com/2017/12/10/300-and-not-out-bess-of-hardwick-by-mary-s-lovell-reviewed-by-northernvicar/ 

https://petermerlincane.wordpress.com/tag/bess-of-hardwick/

 

https://artuk.org/discover/stories/the-life-and-legacy-of-bess-of-hardwick

 

https://www.english-heritage.org.uk/learn/histories/women-in-history/bess-of-hardwick/ 

http://elizabethanenglandlife.com/bess-of-hardwick-biography.html

 

https://www.wikitree.com/wiki/Hardwick-21 

 

Wikipedia

Edwina Mountbatten - skandaletøs, der blev respektabel og højt respekteret

 

Inden Edwina Ashley blev til Lady Mountbatten var hun især kendt for sit vilde liv med elskere og udskejelser af forskellig art. Som arving til sin jødiske morfars besiddelser blev hun også særdeles velhavende. Eftersom Louis Mountbatten var onkel til Prins Philip var ægteparret medlem af den kongelige familie, hvilket var grunden til de mange fornemme gæster ved deres bryllup, nemlig bl.a. dronningerne Alexandra og Mary samt kronprins Edward (senere Edward VIII). Alt sammen mægtig fornemt, men ikke nok til at holde Edwina på dydens smalle sti, for systemet med mange elskere fortsatte gennem hele ægteskabet.

Brylluppet, der fandt sted i St. Margaret's, Westminster, den 18. juli 1922, trak en nysgerrig hob på omkring 8.000 mennesker til og blev kaldt "årets bryllup". Ægteparret fik to døtre, Patricia og Pamela, og en af dem har beskrevet sin mor som en "man eater". Interessant nok accepterede Louis Mountbatten sin kones elskere, som hun ikke skjulte for ham. Nogle blev han tilmed ven med, idet han kaldte dem "medlemmer af familien". Den mest kendte af disse mange elskere var formentlig den første indiske premierminister, Jawaharlal Nehru (1889-1964), men der var mange flere. Hendes efterladte breve viser imidlertid, at deres følelser for hinanden var gensidige, varme og stærke. Det var bestemt mere end bare en flirt af den slags, hun havde haft så mange af med andre.

 

Edwina og Nehru, 1951 

Efter udbruddet af Den Anden Verdenskrig helligede hun sig helt nye og alvorlige pligter. Forlystelserne var pludselig ikke hendes hovedinteresse, da de måtte vige for hendes absolut meget seriøse arbejde for Røde Kors og ambulance-tjenesten. Hun fik da også forskellige fornemme hædersbevisninger, bl.a. "The American Red Cross Medal".

Charlotte Canning (1817-1861) blev som gift med den første vicekonge af  Indien, Charles Canning, den første vicedronning. Hun var en fantastisk flittig kunstner og gik meget op i at forevige planteriget i det store, fremmede land. 

Hvor Charlotte Canning altså var den første vicedronning, blev Edwina den sidste. Da hendes mand blev den første Jarl Mountbatten af Burma, steg hun nemlig også i graderne. I 1947 blev han udnævnt til den sidste britiske vicekonge af Indien, sådan at det var ham, der året efter fik til opgave at overdrage magten til de nye, uafhængige stater, Indien og Pakistan.

Edwina besøger en såret på hospitalet i Delhi

 

Den første vicedronning, Charlotte Canning, havde altså rejst landet tyndt i sin jagt på gode motiver til sine billeder, men hvad med Edwina, hvad lavede hun? Jo, hun gjorde sig nyttig med den viden, hun havde samlet sig under Anden Verdenskrig, bl.a. i forbindelse med Røde Kors. Efter delingen af Indien opstod der forskellige væbnede opstande, der gav mange sårede. Edwina gjorde en stor indsats inden for flere områder i forbindelse med den alvorlige situation, hvilket alle lader til at have værdsat.

 

Da Edwina døde i 1960 blev hun efter eget ønske begravet til søs med forskellige hædersbevisninger

 

https://www.news18.com/news/lifestyle/truth-behind-jawaharlal-nehru-and-edwina-mountbattens-relationship-4758620.html

 

https://www.irishcentral.com/roots/history/lord-mountbatten-edwina-marriage 

 

https://www.news18.com/news/lifestyle/truth-behind-jawaharlal-nehru-and-edwina-mountbattens-relationship-4758620.html

 

https://www.thesun.co.uk/news/16772799/lord-mountbatten-edwina-open-marriage-bisexual/ 

 

Wikipedia

George Blonskys centrifugale fødselsmaskine

Når man tænker på, hvad kvinder gennemgår under en fødsel - måske endda uden at få et levende og sundt barn ud af det - så forstår man til fulde, at der har været mere eller mindre seriøse forsøg på at lave "fødselsmaskiner", der kan minimere risikoen for mor og barn. At slippe levende gennem denne biologiske proces har været vanskeligt for mange, både kvinder og børn. Hvilket så fører til det særdeles logiske spørgsmål: hvorfor skal det være så farligt og så smertefuldt at føde et barn, og hvorfor er der så mange nyfødte, der er gået til under fødslen????? Her tænker jeg uvilkårligt på den engelske dronning Anne (1665-1714), der var gift med den danske prins Jørgen, og som arvede tronen efter sin far, James II, i 1702.

Jeg har ondt af alle kvinder, der er kommet ud for det, der skete for hende (mindst) 17 gange: hun blev gravid, alle omkring hende glædede sig over udsigten til, at landet skulle få en ny tronarving, og så fødte/aborterede hun under mange smerter og i stor bekymring for udfaldet af en næppe særlig let graviditet. Dette skete ikke bare én eller et par gange, nej, det skete hele 17 gange!!! At få 17 døde børn, når alle venter spændt på fødslen af den længe ventede nye tronarving, må have været enormt traumatisk. Når det kan ske for en dronning - altså en monark, en regent, der må formodes at have styr på de pengemidler, der garanterer lægelig ekspertise og de allerbedste jordemødre - så virker det nærmest ubegribeligt, men sådan gik det altså for stakkels Anne rigtig mange gange, og jeg har ondt af hende.

Sådan er der sikkert adskillige fødende kvinder, der har tænkt, men den går jo altså ikke. "Jobbet" med at føde næste generation er hendes, og sådan bliver det nok ved med at være. Noget, de fleste kvinder lader til at acceptere, selv om de ved, at det indebærer mange smerter og stort besvær.

Wilhelm Nicolai Marstrand

I middelalderen var en fødsel en social begivenhed, hvor man flokkedes om barselskvinden, gav hende opmuntring, men også næringsrige fødemidler som f.eks. kager med masser af æg. Marstrands billede her ovenfor er fra en senere historisk periode og viser barselsstuen og ikke selve fødslen. Atmosfæren er måske noget anderledes end nogle hundrede år før, for her kommer man for at lykønske den unge mor med en vellykket fødsel. 

Efterhånden opfandt man forskellige instrumenter, der skulle lette forløbet og sikre mor og barn bedst muligt som f.eks.. Forceps'en har sikkert hjulpet godt til for nogen, men der fortælles nu også om alvorlige skader på især barnet, men også moderen, så det var ikke et sikkert instrument. 

Det er jo ikke lige det, man ønsker for den lille nyfødte. Jeg har dog forstået det sådan, at forcepsen virkelig var til hjælp, da den fødende ikke længere - som i middelalderen - sad eller ligefrem stod under fødslen, men blev placeret i rygleje, hvilket gjorde det nemmere for hendes hjælpere at komme til. Dvs. at hvor tyngdekraften tidligere havde hjulpet til med at få barnet ud, så skulle der noget andet til, og der kom flere forskellige mere eller mindre brugbare instrumenter. Et af de mest spøjse var mineingeniør George Blonskys fødselsmaskine, hvor man forsøgte at gøre brug af centrifugalkraften. 

Det er et ret avanceret apparat, som opfinderen, George Blonsky, og hans kone, Charlotte - der i øvrigt begge var barnløse - tog patent på i 1963. Når man ser arbejdstegningerne ligner det grangiveligt en torturbænk, men det er altså en opfindelse, der skulle lette fødslen for mor og barn samt forhindre dødfødsler.

Det vil ikke være mig muligt at forklare præcis, hvad der sker i denne maskine, men resultatet skulle angiveligt være en hurtigere, lettere og sikrere fødsel, idet barnet så at sige "slynges" ud i et net, der opfanger det og forhindrer ulykker.  

Som det ses, er nettet strategisk placeret, men hvad nu hvis denne "centrifugalkraft" er så voldsom, at barnet kommer til verden som en prop ud af en rystet flaske champagne? Måske det er den slags, der har fået eftertiden til at ligge flad af grin over Blonsky's sikkert velmente, men næppe brugbare ide? Den skaffede ham imidlertid den satiriske pris "The Ig Nobel Prize" i 1999. Denne specielle pris er skabt for at “honor achievements that make people laugh, and then think,” hvilket nok er lige præcis det, der sker, når man præsenteres for George Blonskys "fødselsmaskine" .....

https://www.npr.org/sections/health-shots/2013/11/20/246426132/popping-a-baby-out-like-a-cork-and-other-birth-innovations  

 

https://www.history.com/news/royal-birth-traditions-marie-antoinette-meghan-markle 

https://www.amusingplanet.com/2019/12/child-birth-by-centrifugal-force.html

 

https://videnskab.dk/krop-sundhed/forskere-derfor-er-det-saa-besvaerligt-at-foede-for-mennesker 

 

https://momkind.dk/artikler/post/hvor-ondt-gor-det-at-fode/ 

 

https://munksgaard.dk/products/fodsel-og-smerte-e-bog-(pdf-format)-16174-9788762807051 

 

Wikipedia

Christian IV's niece kunne være blevet Elizabeth II

 

Som datter af den skotske/engelske kong James VI/I var Elizabeth Stuart (1596-1662) ikke bare den henrettede dronning Mary Stuarts barnebarn, men også vores danske kong Christian IV's niece, da hendes mor var hans søster, Anne. På et tidspunkt, hvor Christian IV besøgte det skotske hof, vakte han furore ved i udseende "at være en mandlig udgave af dronning Anne", så meget lignede de to søskende efter sigende hinanden. 

Dronning Anne

Noget af ligheden er gået i arv til Annes datter, Elizabeth Stuart, selv om jeg nu mere hæfter mig ved en sjov, mærkeligt moderne detalje: hun er blevet malet med pandehår, hvilket jeg ikke mindes nogensinde før at have set på portrætter af kongelige fra denne tid. Er det udtryk for hendes personlige holdninger, måske om kvinders adgang til en mode og et udseende, der ikke ville hæmme dem i deres fysiske og sociale udfoldelser, sådan som det ellers var tilfældet, eller kan det hænge sammen med hendes status som politisk nøglefigur? Stod frisuren for noget oprørsk? Det er næppe tilfældet, men der er faktisk et portræt af prinsessen, der har vakt opmærksomhed blandt nutidige historikere, fordi det tilsyneladende indeholder et sprængfarligt politisk budskab. Det drejer sig om nedenstående maleri, hvor hun ikke bare bærer en kongelig hermelinskåbe, men også en krone, der antages at være en restaurering af den såkaldte "Tudor-krone". Eftersom kronen blev tilføjet af en senere maler, der simpelthen malede det på det allerede eksisterende billede, udtrykker den imidlertid nok mere forskellige intrigemageres ønsker end hendes egne. Dvs. at det ikke kan være hende selv, der intrigerer for at få Englands trone, men andre, der gør det på hendes vegne. Dette var faktisk også tilfældet, da der var kræfter i gang for at få hende - og ikke hendes bror, Charles (I) som tronarving samt kommende marionetdronning, der log sig blive styret af intrigemagerne.

Den unge prinsesse, Elizabeth Stuart, var populær, da hun var overbevist protestant, men også fordi Englands Elizabeth I, hvis trone Stuarterne havde arvet, var hendes gudmor. Desuden var hun kendt som en art "amazone", der var god til at skyde med bue og pil. Hun gik ofte på jagt, og det fortælles, at hun bl.a. jagtede vildsvin med spyd fra hesteryg, selv på et tidspunkt, hvor hun var højgravid. Folk kunne lide hende, ja, selv skotske katolikker, så der var måske ikke noget at sige til, at der var dem, der gerne så hende indtage Englands og Skotlands troner. I stedet blev det så hendes yngre bror, Charles I, der både fik - og mistede - denne arv efter deres far, James I/VI, idet han blev henrettet ved halshugning den 30. januar, 1649. Noget, der så førte til borgerkrig og mange år efter en genindførelse af Stuart-kongerne med hans søn, Charles II.

Ung, smuk og fornem, så der er ikke noget at sige til, at Elizabeth Stuart fik mange frierier fra forskellige europæiske fyrstehuse. Et af disse frierier kom fra en mand, der også blev regnet for at være en ualmindelig flot fyr, nemlig den svenske kong Gustav Adolph, men der var et alvorligt problem: Elizabeths mor var dansk, og Danmark lå i krig med Sverige, så den gik ikke, selv om det blev anset for et overmåde passende parti mellem repræsentanter for to magtfulde fyrstehuse.

Flot fyr: Gustav Adolph af Sverige

Andre fornemme, kongelige friere blev også afvist, indtil man gik med til at acceptere en uventet bejler, nemlig den kalvinistiske Frederick V (1596-1632), der var kurfyrste af Pfalz, hvilket efter sigende kreperede Elizabeths mor, den angiveligt snobbede dronning Anne. Hun, der jo selv var kongedatter, ønskede, at hendes datter skulle blive dronning ligesom hende selv, og man mener, at hun præparerede hende til at presse sin mand til at gå efter kongekronen i Böhmen. Hvis det er tilfældet, så lykkedes det hende formentlig, for han blev konge af Böhmen (1619-1620), hvilket var noget af en ulykke for ham og hans kone. Hans korte regeringstid skaffede ham tilnavnet "Vinterkongen", ligesom Elizabeth blev kaldt "Vinterdronningen".

Frederick V af Pfalz

Elizabeth havde udtrykt sin store kærlighed til Frederick, men da han døde i 1632, faldt hun ikke hen i en konstant jammer og ustoppelig tåreflod. Nej, hun, der jo via sit ægteskab var havnet i et epicenter for den såkaldte Trediveårskrig, gjorde sit for at hævde sin ret til det landområde, hun og hendes mand havde regeret. Som person bevarede hun nu ikke sin popularitet, bl.a. fordi man mente, at hun udviste større interesse i og kærlighed til sine foretrukne kæledyr, nemlig en flok aber, end over for sine børn. Desuden var hun kendt for en vis tendens til ødselhed. Det sidste hang nok sammen med Stuart-hoffets uvilje til at udbetale hende de midler, man havde indrømmet hende, da hun giftede sig med Frederick, hvilket selvfølgelig betød, at hun ofte sad sad tilbage med økonomiske problemer, der blev tilskrevet ødselhed. Eftersom hun hævdede sin såkaldte "kongelige ret" til ret store landområder, var det vigtigt, at hun fremstod som en fornem dame, og den slags koster som bekendt penge.

Elizabeth vendte ikke tilbage til England som dronning, men hendes dattersøn blev den første engelske konge af hannover-slægten under navnet George I (1666-1727), så man kan sige, at hendes slægtslinie sejrede over de stuarter, hun var udsprunget af. 

 

children.https://www.factinate.com/people/facts-elizabeth-stuart/ 

 

Wikipedia