En sød, venlig "naboens dreng"-fyr eller en kold og kynisk svindler? Meget taler for, at Gerry Cotten (født den11. maj 1988 og angiveligt død i 2018), var begge dele samtidig, for i hans tilfælde lader det til, at det ene ikke udelukker det andet. Hans handlinger har nemlig berøvet mange små-sparere og håbefulde amatør-investorer deres ofte surt erhvervede sparepenge. Mange sidder faktisk tilbage uden en rød reje, fordi de faldt for hans lokketoner om mulighed for store og nemme indtjeninger via de Bitcoin, som hans firma, QuadrigaCX, forhandlede.
Jeg er såmænd ikke forarget over, at folk ønsker at tjene penge, men i dette tilfælde var der altså alt for mange, der spekulerede med opsparinger, de ikke havde mulighed for at erstatte gennem arbejde eller salg, og det er nu engang direkte dumt. Skal man spekulere eller bare vove penge, bør man have mere, end man sætter på spil, men grådigheden gjorde tydeligvis folk dumme og uforsigtige. Mange har sikkert også været lige så lidt inde i hele dette system som f.eks. mig, der sikkert aldrig kommer til at forstå denne form for valuta, som jeg nærmest opfatter som et fata-morgana, og som jeg heller ikke har haft lyst til at prøve. Derfor vil jeg heller ikke forsøge at forklare det, men bare fortælle om Gerry og hans svindelnummer. Jeg kan dog sige, at opfindelsen af det går helt tilbage til 1983, hvor en amerikaner ved navn David Chaum opfandt det.
David Chaum
Det helt store gennembrud for denne form for "kunstig valuta" kom i 2008 med en artikel af en anonym person, der kaldte sig - eller som virkelig hed - Satoshi Nakamoto: “Bitcoin: A Peer-to-Peer Electronic Cash System”. Derfra fik systemet luft under vingerne, og Bitcoin nåede nogle astronomiske værdier i 2017.
Noget
af det, der gør systemet populært er, at det er umuligt at følge de
forskellige transaktioner, hvilket selvfølgelig gør det let at rykke
rundt på værdierne uden at få myndighedernes hede ånde i nakken. Hvad Gerry Cotten angår, så blev han opfattet af de fleste som en nørdet, men også charmerende fyr. Ingen anede vist noget ondt, da hans QuadrigaCX pludselig holdt op med at fungere, idet folk ikke kunne få det, de havde investeret udbetalt. Han var også selv blevet meget fjern i det, og efter en måned, hvor han tilsyneladende var forsvundet, fik folk at vide, at han var død på en rejse til Indien, blot 30 år gammel. Der var formentlig tale om en bryllupsrejse, idet han havde giftet sig med Jennifer Robertson, der som hans enke nu også er blevet hans arving samt sidder tilbage med ansvaret for QuadrigaCX. Problemerne hobede sig op for alle dem, der havde penge i klemme, for Gerry var den eneste, der havde "the keys" til systemet, og det virkede unægtelig meget suspekt, at han var død så pludseligt og så ung. Var han overhovedet død??? Det er der mange, der ikke tror på den dag i dag. Måske han i virkeligheden levede videre for deres penge ....
Jennifer forsikrede alle om, at han skam var død under tragiske omstændigheder i Indien, og at hun desværre ikke kunne hjælpe folk med at få deres penge ud af systemet. Ingen troede hende for alvor, og hun blev udsat for slemme trusler, medens teorierne om, hvor Gerry befandt sig, florerede og blev mere og mere farverige. Lige nu er der mange, der ønsker hans lig gravet op og DNA-testet, men heller ikke det ville tilfredsstille dem i det lange løb, for hvem garanterer, at netop det lig er ham. Tendensen nu er generel mistro, idet man forestiller sig, at Gerry har ændret udseende efter at have fået foretaget en serie plastiske operationer, og at han nu sidder et eller andet sted med en ny ID og griner ad alle dem, der har mistet deres sparepenge, som han altså lever højt på. Analyser af hans firma har imidlertid vist, at selv om der var millioner på papiret, så var det nok så som så med den reelle værdi, for det lader til, at han ikke tjente de summer, han har angivet. Noget, der hænger sammen med en form for Fonzi-bedrageri: han solgte tilsyneladende Bitcoins uden at have nogen. At han har brugt folks penge er der til gengæld ingen tvivl om, men hele sagen er præget af en labyrint af underlige forhold, så gætterierne fortsætter ....
https://www.vanityfair.com/news/2019/11/the-strange-tale-of-quadriga-gerald-cotten
Wikipedia