Anne Neville, Richard III’s barndomsven og senere dronning
Når man tænker på den engelske kong Richard III (1452-1485), så ser mange af os nok den engelske skuespiller Laurence Oliver for vort indre blik som en ond, pukkelrygget liderbasse, der lyster efter sin unge, smukke og uskyldige slægtning, Elizabeth York. Ifølge Shakespeares fremstilling af de historiske begivenheder i skuespillet "Richard III" viger den skønne mø tilbage for liderbassen med afsky og finder da heldigvis en bedre mand i opkomlingen Henry (VII), som hun bliver gift med og bl.a. får sønnen Henry VIII med. Shakespeare, den forrygende Laurence Olivier og ideen om den unge kærlighed, der sejrer, gør, at man helt automatisk glæder sig på den unge kvindes vegne: Richard er pr. definition ULTRA-SLEM, medens Henry "naturligvis" er GOD og helt igennem pragtfuld. At virkeligheden så anderledes ud, glemmer man, og det var Shakespeare i hvert fald nødt til, for han var afhængig af det nye, kongelige dynasti, der sejrede i de såkaldte "Rosekrige" (1455-1487), nemlig Henry VII og hans Tudor-slægt ....
Laurence Olivier som Richard III i filmen af samme navn
Var det Richard, der forsøgte at sikre sin kongemagt ved at lade sin forgænger, hans bror, den sindssyge kong Edward IV's to små sønner - bl.a. Edward V - "forsvinde" i det skumle Tower i London? Via forskellige fiksfakserier havde man allerede på det tidspunkt fået erklæret både Edward V og hans yngre bror for "uægte" - og dermed uden for arvefølgen - da deres far angiveligt havde lovet at gifte sig med en anden end deres mor, Elizabeth Woodville, inden deres bryllup. Det betød, at selv om der var en kong Edward V, så var han blevet "kasseret" som uægte, og man udnævnte derfor deres farbror, Richard III, til konge. Noget, der senere blev bekræftet i et parlamentsdokument, "Titulus Regius", så Richards kongetitel var både officiel og officielt anerkendt.
Anne Neville og Richard III
Man må sige, at Anne Nevilles vej til den engelske trone som dronning var en smule snørklet, men dog på en pæn og lovlydig måde. Hun var den yngste datter af den 16. jarl af Warwick, Richard Warwick, der blev kaldt "kongemageren", og ved sit første ægteskab, nemlig med Henry VI's søn, Edward af Westminster (1453-1471), blev hun prinsesse af Wales. Dvs. at tronen var nær, men hvad hjalp det, når hendes mand, den 17-årige prins Edward, blev dræbt i kamp i slaget ved Tewkesbury? Nu ved man jo ikke, hvad hun følte for sin første mand, men den anden, Richard III, elskede hun angiveligt, og han var i hvert fald glad for hende.
Desværre døde den barnløse Anne, formentlig af tuberkulose, den 16. marts 1485, under noget, der formentlig var en fuld solformørkelse. At Richard virkelig holdt af hende viste sig ved, at han græd synligt ved hendes begravelse, der ironisk nok fandt sted fem måneder før, han selv blev dræbt og havnede under det, der senere blev til en parkeringsplads.
Det er forbløffende at se, hvordan alle disse gamle stridigheder og vilde magtkampe stadig kan optage os. Måske det er, fordi vi genkender os selv i nogle af de kæmpende, selv om vi ikke tilhører magt-griske, dynastiske fraktioner af fyrsteslægter? Hvad Anne angår, så virker hun på mig som en skakbrik, hendes far har flyttet rundt på, fordi han ikke bare var en "konge-, men også en dronningemager". Noget, der dog også kan have skyldtes et generelt ønske om at skabe fred i de frygtelige krige, der rasede i England gennem mange år ....
https://onthetudortrail.com/Blog/resources/biographies/anne-neville/
https://www.englishmonarchs.co.uk/plantagenet_32.html
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar