Før i forestillede man sig Paradiset fast forankret som en art "tag" over jordkloden. Den såkaldte Himmelstige førte efter sigende op til det, der stadig kaldes kaldes "Paradiset" eller "Himlen", men som før vist mest var kendt som "Edens Have". Hvis man forsøger at lokalisere disse begreber geografisk, render man imidlertid hurtigt ind i nogle store problemer, for de findes ganske enkelt ikke på noget atlas. Sådan har det ikke altid været, for bl.a. i Første Mosebog bliver Edens Have/Paradiset/Himlen beskrevet som et konkret sted, man kan komme til ligesom ved en ganske almindelig rejse: ”Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst…” Senere defineres stedets beliggenhed, idet dette angiveligt befinder sig mellem floderne Pishon, Gihon, Eufrat og Tigris: Første Mosebog 2, 11-14. At de første to floder er ukendte i dag, betyder ikke så meget, for de sidste to placerer Edens have i det sydlige Irak.
Jan Brueghel: "Paradiset og dyrenes skabelse"
Det med den konkrete geografiske placering tror vi ikke på i dag, for ingen, der har været på de kanter, har fundet noget, der kan ses som det paradis, Biblen samt mange kunstnere har skildret. Selve forestillingen om Paradiset fik imidlertid lov til at leve videre via et smart, men måske ikke bevidst kunstgreb: det blev flyttet op i "Himlen", men det har nu kun betydet en stakket frist for dem, der stadig ønsker at forestille sig dette sted som noget konkret. Himlen er nemlig blevet et meget vagt begreb, for i mellemtiden har mennesket jo været på månen uden at finde noget, der bare ligner det Paradis, vi kender fra de bibelske beretninger. Er Paradiset rykket længere og længere ud i rummet? Heller ikke den placering virker, for rumfarten har gjort en ende på romanticeringen af dette bibelske sted.
I vore dage er Paradiset tydeligvis blevet til et spøgelse af noget, der aldrig har eksistere som det, vi i sin tid blev belært om i religionstimerne. Spøgelser er jo luftige væsener, hvilket vi har accepteret som en del af myten, og det gælder så sandelig også de nutidige og som regel ret humoristiske Paradis-forestillinger. Nu forlanger de troende nemlig ikke længere at se den smukke have, der beskrives i Biblen, nede på jorden eller i de himmelske sfærer over os. Nej, nu er det nok, at forestille sig den et ikke nærmere angivet sted, for tror man, så tror man - også uden konkrete beviser ....
Alle de træer og planter, der skaber forestillingen om en have, er i moderne, humoristiske fremstillinger ofte veget for skyer. Rex i vittigheden ovenfor har ikke et ærligt træ at lette ben op ad, men vi forstår umiddelbart, at han var en god hund, som derfor nu befinder sig i Paradiset. Dyrene, der skal navngives, er ikke længere en overleveret yndlingsdel af den gamle myte, men slangen er bevaret, dog som regel med "a twist" ....
Andre gange er det slangen, der bliver ædt, bl.a. som et alternativ til det famøse æble, der ellers var en elsket del af syndefaldsmyten. "Det var Evas skyld det hele"-ideen gav nemlig en god grobund for en religiøs fordømmelse af kvindekønnet, hvilket på alle leder og kanter er grotesk. Mange slanger har nok også måttet lade livet, fordi de blev set som "det ondes repræsentanter". Slangen var slem, og kvinden, der fik skylden for fordrivelsen!!! - var også vældig slem på grund af en gammel myte om noget, der aldrig har fundet sted, men som er blevet en del af vor nedarvede forestillingsverden ....
Det forekommer mig ret underligt, at folk i ramme alvor kan tro på ideen om, at de efter døden kommer til et sted som Paradiset, men jeg indrømmer, at de gængse forestillinger om levende væsener som både kød og ånd lægger op til noget sådant. Kødet forgår, men så er der jo det, vi selv opfatter som vores sjæl, selv om det nok snarere drejer sig om vores personlighed. Tanken om, at vi virkelig er væk, når vi er døde, og at vi ikke bare er gået ind "ved siden af", forekommer mange ubegribelig den dag i dag. Film, TV, bøger og pressen har vist os billeder af afdøde, hvoraf nogle har været i forrådnelse, men et eller andet sted i vort hoved (og hjerte!!!) forvandles disse beviser på dødens hærgen til halve sandheder: SJÆLEN findes ikke i de grumme billeder, og folk, der holdt af de døde, forventer ofte stadig at "møde dem", efter døden, ligesom de forestiller sig, at de onde bliver straffet, og de gode belønnet ved en guddommelig domstol. Tanken om, at dette ikke sker, og at slut virkelig er SLUT finder de uudholdelig.
https://www.kristendom.dk/kultur/top-10-over-himmel-sange
https://www.prweek.com/article/1255683/beliefnetcom-brings-religion-race-white-house
https://himlen.ifokus.se/discussion/1360986/vad-ar-himmelen
https://www.bibelselskabet.dk/vidste-du-om-edens-have
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar