Funderinger omkring "Det Døve Spektakel"

Der er et gammelt ord, der går på to almindelige handicaps, blindhed og døvhed: Den blinde stakkel og det døve spektakel. Blindhed vækker medlidenhed, medens døvhed virker irriterende på mange. Selv ville jeg meget, meget nødig miste synet, men samtidig kan jeg ikke benægte, at jeg - ligesom flere andre i min mødrende familie - har fået svært ved at høre. Ikke at jeg ikke vil høre, men jeg kan bare ikke altid, og især ikke i nogle samtalesituationer. Det kan så skyldes, at nogle mennesker i den grad mumler, hvor de burde tale tydeligt. En, jeg kender, går således ofte ud og holder foredrag, og jeg tør vædde med, at der er mange af hendes tilhørere, der ikke forstår, hvad hun siger, for hun taler virkelig ekstremt sagte, men det vil hun ikke høre tale om. Sådan er det nemlig med hørelse, noget er fysisk, andet er psykisk - eller ligefrem ideologisk = man KAN godt høre, men VIL ikke, for det man hører passer ikke med ens overbevisning. Oplysninger om, at man er svær at forstå, fordi ens stemme eller ens diktion gør det vanskeligt at opfange ens ord, opfattes fornærmende af mange, for sådan ser de det ikke selv.

Hvorfor kan man ikke bare rette skavanken, så man får eller genvinder evnen til at høre? Tjah, øret er ikke et af de mindst udviklede organer, så det kan man altså ikke, selv om jeg personligt kender flere, der har fået implantater, avancerede høreapparater og den slags, og som fortæller, at det har hjulpet enormt meget. Selv har jeg overvejet at få et efter min mening meget dyrt høreapparat til godt 20.000,00 kr., for det er der et familiemedlem, der har haft gavn af. Min nærighed og/eller økonomiske forsigtighed samt generelle mistro til behandlere af alskens art får mig dog til at betænke mig, for en ting er jo, at dette specielle apparat gavner denne bestemte person fra min familie, men intet garanterer, at det gør det samme for mig, så ....

Hvor man, så langt tilbage jeg kan huske, har gjort alt for at skjule apparaturet og gøre det så usynligt som muligt, så er der nu flere høreapparatsmodeller, der gør det modsatte. Det samme har man gjort med kunstige lemmer, der også før i tiden altid blev camoufleret, men som nu kan blive til personlige udtryk for en eller anden overbevisning eller stemning. I stedet for at tage afstand fra situationen, vælger man at acceptere den og gør den til noget nyt, som man også kan glæde sig over.

Jeg har aldrig hørt nogen påstå, at evnen til at "mundaflæse" kompenserer for tabet af hørelsen, men det kunne det sikkert for nogle med den rette indstilling. Dem hører jeg nok ikke til, men jeg er da imponeret over, at nogle mennesker har den evne samt lyst til at opøve den. Kort sagt: der er nye tilgange til problemet end bare det at melde ud, at nu er man altså døv, så ingen kan forvente, at man deltager i samtaler, etc. ....

 

https://da.delachieve.com/mundaflaesning-hvordan-man-laerer-teknikken-med-mundaflaesning/