Vor tids forestillinger om paradiset

Før i forestillede man sig Paradiset fast forankret som en art "tag" over jordkloden. Den såkaldte Himmelstige førte efter sigende op til det, der stadig kaldes kaldes "Paradiset" eller "Himlen", men som før vist mest var kendt som "Edens Have". Hvis man forsøger at lokalisere disse begreber geografisk, render man imidlertid hurtigt ind i nogle store problemer, for de findes ganske enkelt ikke på noget atlas. Sådan har det ikke altid været, for bl.a. i Første Mosebog bliver Edens Have/Paradiset/Himlen beskrevet som et konkret sted, man kan komme til ligesom ved en ganske almindelig rejse: ”Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst…” Senere defineres stedets beliggenhed, idet dette angiveligt befinder sig mellem floderne Pishon, Gihon, Eufrat og Tigris: Første Mosebog 2, 11-14. At de første to floder er ukendte i dag, betyder ikke så meget, for de sidste to placerer Edens have i det sydlige Irak. 

Jan Brueghel: "Paradiset og dyrenes skabelse"

Det med den konkrete geografiske placering tror vi ikke på i dag, for ingen, der har været på de kanter, har fundet noget, der kan ses som det paradis, Biblen samt mange kunstnere har skildret. Selve forestillingen om Paradiset fik imidlertid lov til at leve videre via et smart, men måske ikke bevidst kunstgreb: det blev flyttet op i "Himlen", men det har nu kun betydet en stakket frist for dem, der stadig ønsker at forestille sig dette sted som noget konkret. Himlen er nemlig blevet et meget vagt begreb, for i mellemtiden har mennesket jo været på månen uden at finde noget, der bare ligner det Paradis, vi kender fra de bibelske beretninger. Er Paradiset rykket længere og længere ud i rummet? Heller ikke den placering virker, for rumfarten har gjort en ende på romanticeringen af dette bibelske sted.

I vore dage er Paradiset tydeligvis blevet til et spøgelse af noget, der aldrig har eksistere som det, vi i sin tid blev belært om i religionstimerne. Spøgelser er jo luftige væsener, hvilket vi har accepteret som en del af myten, og det gælder så sandelig også de nutidige og som regel ret humoristiske Paradis-forestillinger. Nu forlanger de troende nemlig ikke længere at se den smukke have, der beskrives i Biblen, nede på jorden eller i de himmelske sfærer over os. Nej, nu er det nok, at forestille sig den et ikke nærmere angivet sted, for tror man, så tror man - også uden konkrete beviser .... 

Alle de træer og planter, der skaber forestillingen om en have, er i moderne, humoristiske fremstillinger ofte veget for skyer. Rex i vittigheden ovenfor har ikke et ærligt træ at lette ben op ad, men vi forstår umiddelbart, at han var en god hund, som derfor nu befinder sig i Paradiset. Dyrene, der skal navngives, er ikke længere en overleveret yndlingsdel af den gamle myte, men slangen er bevaret, dog som regel med "a twist" ....

Andre gange er det slangen, der bliver ædt, bl.a. som et alternativ til det famøse æble, der ellers var en elsket del af syndefaldsmyten. "Det var Evas skyld det hele"-ideen gav nemlig en god grobund for en religiøs fordømmelse af kvindekønnet, hvilket på alle leder og kanter er grotesk. Mange slanger har nok også måttet lade livet, fordi de blev set som "det ondes repræsentanter". Slangen var slem, og kvinden, der fik skylden for fordrivelsen!!! - var også vældig slem på grund af en gammel myte om noget, der aldrig har fundet sted, men som er blevet en del af vor nedarvede forestillingsverden ....

Det forekommer mig ret underligt, at folk i ramme alvor kan tro på ideen om, at de efter døden kommer til et sted som Paradiset, men jeg indrømmer, at de gængse forestillinger om levende væsener som både kød og ånd lægger op til noget sådant. Kødet forgår, men så er der jo det, vi selv opfatter som vores sjæl, selv om det nok snarere drejer sig om vores personlighed. Tanken om, at vi virkelig er væk, når vi er døde, og at vi ikke bare er gået ind "ved siden af", forekommer mange ubegribelig den dag i dag. Film, TV, bøger og pressen har vist os billeder af afdøde, hvoraf nogle har været i forrådnelse, men et eller andet sted i vort hoved (og hjerte!!!) forvandles disse beviser på dødens hærgen til halve sandheder: SJÆLEN findes ikke i de grumme billeder, og folk, der holdt af de døde, forventer ofte stadig at "møde dem", efter døden, ligesom de forestiller sig, at de onde bliver straffet, og de gode belønnet ved en guddommelig domstol. Tanken om, at dette ikke sker, og at slut virkelig er SLUT finder de uudholdelig.

Med eller uden "det rette udstyr", så antages en god portion af os at blive fordømt og derpå sendt "down stairs", hvor der venter os slemme ting af forskellig art. Også denne forestilling lever i bedste velgående blandt troende nutidsmennesker, hvilket ærlig talt undrer mig ret meget ....

"Dommens dag" er egentlig en forfærdelig ide, men den er stadig populær rundt omkring i verden. Hævntørst anses for forkert, med mindre hævnen udføres af den såkaldte Gud, for så er den helt i orden. At blive fordømt betyder så, at man berøves en plads i Paradiset, hvor man ellers kunne forvente at møde sine kære, der - som man siger - "er gået forud". En meget naiv, men livskraftig forestilling, der tilsyneladende ikke trues af logik og manglen på beviser .....

 

https://www.kristendom.dk/kultur/top-10-over-himmel-sange 

 

https://www.prweek.com/article/1255683/beliefnetcom-brings-religion-race-white-house 

 

https://himlen.ifokus.se/discussion/1360986/vad-ar-himmelen 

 

https://www.bibelselskabet.dk/vidste-du-om-edens-have 

 

Wikipedia

Dronningen af England, der aldrig blev dronning

Sophie Dorothea, Georg I's dronning

Meget kan man sige om Sophie Dorothea af Celle (1666-1726), men ingen kan frakende hende skønhed og charme. Hun burde have haft en lettere skæbne end den, hendes fætter og ægtemand, George Louis, tilstod hende, for hvad ligner det at straffe sin kone så grusomt, når han ikke engang elskede hende? Eller det gjorde han måske alligevel, for kun voldsom jalousi synes at kunne forklare hans reaktion, da han fandt ud af, at hun var faldet for en anden, langt flottere og meget mere sexet mand end ham?

Da den purunge Sophie Dorothea fik at vide, at det var blevet bestemt, at hun skulle giftes med sin fætter, arveprins George Ludwig af Hannover (1660-1727), skreg hun, at hun "aldrig ville tage en mand med sådan en grisetryne", smed hans billede fra sig og faldt besvimet om. Tydeligere kunne det vel ikke siges, men han var nu heller ikke begejstret for hende, selv om hun afgjort var en skønhed, hvilket han altså ikke var. Grunden til hans modvilje var hendes ikke helt regelrette afstamning, idet hun var født uden for ægteskab af sin fars elskerinde, den smukke Eléonore d’Olbreuse, men senere blev "naturaliseret", som det hed, når barnets far "lyste den lille i kuld og køn". Dermed blev hun også sin fars, hertug Georg Wilhelm af Braunschweig-Lüneburg-Celle, eneste arving. På den led var hun altså ganske fornem, men åbenbart ikke i tilstrækkelig grad for hendes påtvungne mand, Georg.

Eléonore d’Olbreuse, Sophie Dorotheas mor

Georg nød efter sigende at ydmyge sin hustru, bl.a. ved at vise sin ikke særlig kønne elskerinde, hertuginde Ehrengard Melusine von der Schulenburg og formentlig også deres børn, frem for hende. 

Ehrengard Melusine von der Schulenburg  

Man skulle tro, at denne meget stabile og også langvarige affære med Melusine kunne gøre ham mere menneskelig og dermed modtagelig for indtrykket af hans hustrus ulykkelige situation som uelsket og forhånet, men nej, sådan var Georg ikke. Da hun genså sit ungdoms sværmeri, den flotte, elegante og sexede grev Philip Christoph von Königsmarck, udviklede det sig katastrofalt, bl.a. fordi i hvert fald én anden af Philips tidligere elskerinder blev jaloux, da han foretrak den ulykkelige, men smukke Sophie Dorothea. Som så ofte før, når det gælder kongelige personer, blomstrede intrigerne ved hoffet, og det kom til at koste de to elskende dyrt.

Philip Christoph von Königsmarck

Der er bevaret omkring 300 breve fra de to turtelduer, så der er ingen tvivl om, at de havde et kærlighedsforhold, selv om der er dem, der har hævdet, at det var platonisk. Dette digt af Philip Christoph synes dog at modbevise en sådan antagelse.

Måske Philip også forsøgte at finde en udvej, så hun kunne flygte fra sin mand og det ulykkelige ægteskab, men det hele udviklede sig modsat deres eventuelle planer. Det endte nemlig med, at han selv forsvandt og formentlig blev myrdet, medens hun blev lukket inde i Ahlden Slot hvor hun døde 30 år senere uden nogensinde at få sine to børn med Georg at se igen.

Da hun døde i fangenskab, forbød han alle - inklusiv deres fælles børn - at sørge over hende. Hans hævngerrighed førte også til, at alle spor efter hende blev fjernet, og at hun ikke kunne blive begravet før et halvt år efter sin død. Selv levede han ikke mere end syv måneder efter hendes død, men på et tidspunkt sendte hun ham et brev med en forbandelse, og man mener, at hans sidste levetid kan meget vel have været ret ubehagelig. Han var nemlig blevet spået af en zigøjner, at hvis han behandlede sin hustru dårligt, så ville han selv dø kort tid efter, hvilket altså gik i opfyldelse. På det tidspunkt var han, der ikke engang kunne sproget, blevet konge af England, som han var arveberettiget til gennem sin mormor, Elizabeth Stuart, Jacob I's datter (jfr. evt. mit blogindlæg, "Christian IV's niece kunne være blevet Elizabeth II", den 26. marts d.å.). Han startede som kurfyrste af  Hannover (fra 1698 til sin død i 1727), og blev så konge af Storbritannien i 1714, hvor hans indespærrede, men ikke fraskilte hustru, altså burde have været anerkendt som hans dronning, men ikke blev det. Desuden fulgte deres fælles søn, Georg (II) jo sin far på tronen, hvilket hun også gik glip af, fordi hans hævngerrighed styrede hans handlinger.

Georg I af England, Sophie Dorotheas mand og formentlig Philip Christophs morder

For nogle år siden fandt man menneske knogler på Leineschloss, som man mener kan være resterne efter den forsvundne Philip Christoph. Om dette nogensinde kan bevises er nok tvivlsomt, men meget tyder på, at man nu har fundet ham efter disse mange års totale forsvinden ....

 

https://www.historyanswers.co.uk/kings-queens/murdered-by-order-of-king-george-i-have-we-really-solved-the-mystery-of-philip-christoph-von-konigsmarck/

 

https://dewiki.de/Media/Datei:Nieders_Landtag_Knochenfunde_von_August_2016_Presse_Tisch_Sch%c3%a4delfragment.jpg

https://www.schlossagathenburg.de/archiv/595/skandal-im-schloss/ 

https://hauntedpalaceblog.wordpress.com/2016/09/01/the-murder-of-count-philip-christoph-von-konigsmarck/ 

 

https://www.royalty-magazine.com/latest-news-updates/king-george-i-and-a-murder-mystery.html

https://juliaherdman.com/2017/10/08/history-blog-princess-sophia-dorothea/

Wikipedia

Løst og fast om muskler, muskelkraft og styrke

Kvindeidealet har længe været den meget slanke, sunde, men ikke alt for stærke eller muskuløse kvinde. En ting er dog et "ideal", noget andet biologiske muligheder, og dér kommer den spinkle, bly viol ikke ikke ind som den eneste mulighed. Styrketræning for kvinder er dog ikke nær så populært som forskønnende fitness under en eller anden form, for store, synlige muskler regnes sjældent for tiltrækkende, medmindre de befinder sig på en mand.

Dette er ikke engang særlig voldsomt, for der er mange andre former end træning, der skaber nogle groteske, kunstigt frembragte udvækster, som efter min mening nærmest er deforme "anti-muskler".

Hvordan i alverden er han kommet til at se sådan ud? Tjah, nogle mænd sprøjter sig med diverse olie-opløsninger, der pumper muskelvævet op, og jeg formoder, at det er sket i dette tilfælde. Efter min mening svarer det til de kunstige "krops-dragter", man kan købe i Asien. Om de er importeret til Vesten, ved jeg ikke, men det sker jo nok, hvis ikke det allerede er sket. 

Der er ikke megen saft og kraft i musklerne på sådan en "krops-dragt", og jeg tvivler på, at manden kan få meget ud af at beholde den på i sengen - for nu at sige det på den måde ....

I åndelig forstand tror jeg virkelig, at kvinder er stærkere end mænd, for de udholder utrolige ting. Dette billede af den stærke kvinde, der holder en angribende hær af krigeriske mænd ude, udtrykker en smigrende, men afgjort overdreven forestilling om den stærke kvinde. Hvad muskelstyrke angår, så lader det til, at det mandlige testosteron giver mænd nogle fordele, især mht muskelstyrke i overkroppen, medens det åbenbart er anderledes med underkroppen. 

Jeg har set ret forskellige opgørelser over de to køns relative muskelstyrke, og det er irriterende, at der tilsyneladende ikke er enighed om dette emne. Det er dog klart, at hvis man sammenligner en mand og kvinde, der er lige høje, så ligger kvindens muskelstyrke i hvert fald 20% lavere end mandens. Noget, der måske også hænger sammen med mandens bedre iltoptag end kvindens. Det sidste kan der måske gøres noget ved (???), men ikke testosteron-fordelingen, for det er nu engang de færreste kvinder, der vil lade sig overtale til at accepterer de bivirkninger, der automatisk ville følge med det mandlige hormon: NUL SKÆG, tak ..... 

Der er dog andre forhold end muskler, der gør sig gældende, nemlig balance, der for mig at se er det samme som både fysisk og psykisk ligevægt. I fysisk forstand handler det om at holde kroppen i balance i forhold til udefra kommende påvirkninger, der kan forrykke ens balancepunkt. Tyngdekraften spiller en stor rolle i denne sammenhæng, for den kan nu engang ikke sættes ud af drift, når det gælder vort daglige liv her på jorden, men kun i kunstigt opbyggede kamre, hvor folk kan svæve rundt i vægtløs tilstand.  

Når man taler om mænd som "det stærke køn", så glemmer man tydeligvis, at "styrke" kan være andet end muskelkraft. Både Messi og Maasi besidder en speciel styrke, der viser sig som evnen til at balancere. Denne udvikles gerne inden for de to første leveår, og uden den får man en besværlig alderdom - for nu at sige det på den måde. At få og opretholde evnen til at balancere er for mig at se det samme, som at få herredømme over kroppen, selv om denne surt nok kan snigløbe én via sygdomme eller uoprettelige skader. Formår man at balancere - fysisk og psykisk - så kompenserer det efter min mening for den muskelstyrke, vi dyrker og træner - nu også kvinder .... 

https://inews.co.uk/opinion/the-victorian-strongwomen-who-tore-up-the-rules-of-femininity-and-were-adored-for-doing-so-266321?ito=twitter_share_article-top 

https://www.bodybuilding.com/fun/topicoftheweek140.htm

 

https://ing.dk/blog/kunstig-tyngdekraft-nu-183309 

 

https://www.denintelligentekrop.dk/artikler/article/balancetraening 

 

https://www.bodyman.dk/shop/cms-kvinderogstyrketraening.html?CookieConsentChanged=1 

 

Wikipedia 

Gerry Cotten - Bitcoin-svindleren

En sød, venlig "naboens dreng"-fyr eller en kold og kynisk svindler? Meget taler for, at Gerry Cotten (født den11. maj 1988 og angiveligt død i 2018), var begge dele samtidig, for i hans tilfælde lader det til, at det ene ikke udelukker det andet. Hans handlinger har nemlig berøvet mange små-sparere og håbefulde amatør-investorer deres ofte surt erhvervede sparepenge. Mange sidder faktisk tilbage uden en rød reje, fordi de faldt for hans lokketoner om mulighed for store og nemme indtjeninger via de Bitcoin, som hans firma, QuadrigaCX, forhandlede. 

Jeg er såmænd ikke forarget over, at folk ønsker at tjene penge, men i dette tilfælde var der altså alt for mange, der spekulerede med opsparinger, de ikke havde mulighed for at erstatte gennem arbejde eller salg, og det er nu engang direkte dumt. Skal man spekulere eller bare vove penge, bør man have mere, end man sætter på spil, men grådigheden gjorde tydeligvis folk dumme og uforsigtige. Mange har sikkert også været lige så lidt inde i hele dette system som f.eks. mig, der sikkert aldrig kommer til at forstå denne form for valuta, som jeg nærmest opfatter som et fata-morgana, og som jeg heller ikke har haft lyst til at prøve. Derfor vil jeg heller ikke forsøge at forklare det, men bare fortælle om Gerry og hans svindelnummer. Jeg kan dog sige, at opfindelsen af det går helt tilbage til 1983, hvor en amerikaner ved navn David Chaum opfandt det. 

David Chaum

Det helt store gennembrud for denne form for "kunstig valuta" kom i 2008 med en artikel af en anonym person, der kaldte sig - eller som virkelig hed - Satoshi Nakamoto: “Bitcoin: A Peer-to-Peer Electronic Cash System”. Derfra fik systemet luft under vingerne, og Bitcoin nåede nogle astronomiske værdier i 2017.

Noget af det, der gør systemet populært er, at det er umuligt at følge de forskellige transaktioner, hvilket selvfølgelig gør det let at rykke rundt på værdierne uden at få myndighedernes hede ånde i nakken. Hvad Gerry Cotten angår, så blev han opfattet af de fleste som en nørdet, men også charmerende fyr. Ingen anede vist noget ondt, da hans QuadrigaCX pludselig holdt op med at fungere, idet folk ikke kunne få det, de havde investeret udbetalt. Han var også selv blevet meget fjern i det, og efter en måned, hvor han tilsyneladende var forsvundet, fik folk at vide, at han var død på en rejse til Indien, blot 30 år gammel. Der var formentlig tale om en bryllupsrejse, idet han havde giftet sig med Jennifer Robertson, der som hans enke nu også er blevet hans arving samt sidder tilbage med ansvaret for QuadrigaCX. Problemerne hobede sig op for alle dem, der havde penge i klemme, for Gerry var den eneste, der havde "the keys" til systemet, og det virkede unægtelig meget suspekt, at han var død så pludseligt og så ung. Var han overhovedet død??? Det er der mange, der ikke tror på den dag i dag. Måske han i virkeligheden levede videre for deres penge ....

Jennifer forsikrede alle om, at han skam var død under tragiske omstændigheder i Indien, og at hun desværre ikke kunne hjælpe folk med at få deres penge ud af systemet. Ingen troede hende for alvor, og hun blev udsat for slemme trusler, medens teorierne om, hvor Gerry befandt sig, florerede og blev mere og mere farverige. Lige nu er der mange, der ønsker hans lig gravet op og DNA-testet, men heller ikke det ville tilfredsstille dem i det lange løb, for hvem garanterer, at netop det lig er ham. Tendensen nu er generel mistro, idet man forestiller sig, at Gerry har ændret udseende efter at have fået foretaget en serie plastiske operationer, og at han nu sidder et eller andet sted med en ny ID og griner ad alle dem, der har mistet deres sparepenge, som han altså lever højt på. Analyser af hans firma har imidlertid vist, at selv om der var millioner på papiret, så var det nok så som så med den reelle værdi, for det lader til, at han ikke tjente de summer, han har angivet. Noget, der hænger sammen med en form for Fonzi-bedrageri: han solgte tilsyneladende Bitcoins uden at have nogen. At han har brugt folks penge er der til gengæld ingen tvivl om, men hele sagen er præget af en labyrint af underlige forhold, så gætterierne fortsætter ....

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-10645691/The-mysterious-death-30-yr-old-conman-stole-215m-bitcoin.html 

 

https://www.vanityfair.com/news/2019/11/the-strange-tale-of-quadriga-gerald-cotten 

 

Wikipedia

Verdens første kendte, regerende dronning: Kubaba

Kubaba, sumerernes regerende dronning 

Vi ved godt, at der for tusinder af år siden var nogle store og stadig den dag i dag berømte kvindelige herskere i Asien, Mellemøsten og Ægypten. De kendteste er nok de skrappe ægyptiske damer, Cleopatra og Hatshepsut, men der var nu flere. Ja, faktisk var en af de allerstørste selvstændige sumeriske - eller akkadiske - regenter kvinde, men hendes navn er nok mere eller mindre glemt i dag: Kubaba, der også er kendt som Kug-Bau og Ku-Baba. Hun levede og regerede for godt 4000 år siden, nemlig sådan ca. 2400 f.Kr., og minsandten om ikke hun herskede og herskede i årevis, nemlig - ifølge legenderne - i mere end 100 år. Godt klaret, må man sige, ikke mindst fordi hun oprindelig havde været krovært eller noget, der svarede til det. 

Er dette Kubaba? Det er der dem, der mener, men sikkert er det nu ikke, ligesom der altså også er forskellige opfattelser af, hvilken civilisation, Kubaba egentlig hørt til: den sumeriske eller den akkadiske, der fulgte lige efter. Hvad, der til gengæld er sikkert, er sumerernes/akkadiernes historiske betydning, for de beboede det, der senere er blevet kaldt "historiens vugge". Den betegnelse bruger man, fordi man har fundet mange arkæologiske beviser på oldtidskulturer, der går helt tilbage til ca. 5000 f.Kr.. Der har ligget byer og paladser, der vidner om den høje udvikling på stedet. Faktisk regnes sumererne for den allerældste relativt veldokumenterede civilisation, da der er fundet mange lertavler med sumerisk kileskrift, der beskriver det, man forstår ved et civiliseret samfund. Hvad enten Kubaba var sumerisk eller akkadisk, så var hun altså en del af denne udvikling, og hun er dermed en af verdens første kendte kvindelige herskere, dvs. i historisk tid. Fakta er dog, at der sagtens kan have været mange andre, inden området blev det, vi forstår ved civiliseret, men hvis navne bare er gået i glemmebogen ....

Den lille figur, der måske forestiller Kubaba, set i profil

En af grundene til, at man anser Kubaba for en hersker og ikke bare en dronning, der har fået sin titel ved at gifte sig med en konge, er omtalen af hende i den såkaldte "kongeliste": hun er "lugal" (dvs. konge) og ikke "eresh" (dvs. kongens kone = en dronning). Ifølge legenderne "tog" hun magten, men det fortælles samtidig, at det skete med guden Marduks accept, fordi hun fik overtalt en fisker, som hun selv havde givet mad, til at ofre sin fangst til ham i hans tempel, Esagila. Kort sagt en meget fredelig magtovertagelse for en krovært uden kongelige slægtninge, hvis værdighed hun kunne arve. At hun var krovært regnes hende i øvrigt ikke til last, da øl blev set som helligt, hvilket jo er en herlig tanke ....

Guden Marduk 

 

https://israrkhan1112.medium.com/kubaba-the-first-female-ruler-in-history-a8e412b67269
   
https://www.historyhustle.com/kubaba-bartender-became-worlds-first-woman-ruler/    

https://allmesopotamia.wordpress.com/2017/01/16/ku-baba/

http://www.historiensverden.dk/verdenshistorien/oldtiden/de_foerste_civilisationer/

https://www.thoughtco.com/kubaba-a-queen-among-kings-121164

https://sumerianshakespeare.com/748301/769001.html 

https://nitter.net/i/status/1461994797430882306 

Wikipedia

Doktor Død - lægen, der dræbte og lemlæstede sine patienter

Som ung elskede Christopher Daniel Duntsch (født den 3. april 1971) fodbold, og han trænede hårdt. Dem, der kendte ham i hans yngre år, har imidlertid fortalt, at han manglede talent for spillet, selv om han i det ydre lignede en ægte, amerikansk football-player. Fordi talentet manglede, er det forståeligt, at han ikke satsede på denne eller en anden sportsgren som en indgang til den karriere, han drømte om og sikkert også forventede. I stedet kastede han sig over lægestudiet, og - ærgerrig, som han var - sigtede han højt: han ville være neurokirurg, hvilket kræver forskellige teoretiske og praktiske færdigheder, der så sandelig ikke er alle beskåret. Man kan spørge sig selv om,  hvorfor han valgte netop dette speciale og forklaringen er nok hans enorme ego, der førte til en alvorlig selvovervurdering på snart sagt alle områder. 

Christopher har sikkert været stolt, da han fik sin eksamen i 1995 og fuld af fortrøstning gik videre med at specialisere sig inden for neurokirurgi. At hans turnus, der normalt for én med hans speciale omfatter over 1000 tilfælde af deltagelse i operationer, for hans vedkommende ikke bestod af flere end ca. 100, har tilsyneladende ikke bremset hans karriere. På papiret så han godt ud, og han fik ansættelse på et prestigefyldt hospital, også selv om han under studiet var blevet sendt i behandling for et meget uheldigt kokain-misbrug. Man har set hen over den slags, eller også har man regnet det for noget overstået, for han fik i hvert fald ansættelse uden problemer. Temmelig hurtigt skete der dog det, der nærmest blev et fast mønster i hans "karriere": enten blev han afskediget for fejlbehandling, sjusk, mistanke om at operere i narkopåvirket tilstand, eller også sagde han selv op, lige før han ville have fået sparket. 

For mig at se er det mystisk, at så mange billeder af ham fra denne tid, viser ham med forstørrede pupiller. Betyder det, at han noget nær altid svævede omkring på de narkotåger, der bare ikke kan forenes med kirurghåndværket? Ingen har nævnt det, men jeg synes, det virker mærkeligt. Ét blik på det ansigt med de øjne burde være nok, men på en eller anden måde snoede han sig igennem systemet uden at blive indberettet til NPDB (dvs. "The National Practitioner Data Bank"). Noget, der bl.a. skyldtes, at den super-læge, man fandt på CV'et, ikke eksisterede, men var god til forskellige svindlerier. F.eks. fortalte hans CV om store bedrifter inden for lægegerningen, der bare aldrig havde fundet sted, og som ingen åbenbart tjekkede før ansættelsen. Kort sagt, man tog ham for pålydende, og det kom til at koste mange patienter dyrt ....

I sit privatliv levede Christopher livet, og da han besøgte en stripklub, løb han ind i stripperen Wendy Renee Young, der så ham som en ren Prins Charming. Hun flyttede sammen med ham, blev gravid, fødte den første af deres to sønner, men opdagede undervejs i forløbet, at han var hende utro med en af sine assistenter. Den måde, han har behandlet Wendy på, er mildt sagt ikke acceptabel, og jeg må indrømme, at jeg gasser mig ved tanken om, at det var en anden kvinde, dvs. advokaten Michelle Shughart, der fik skovlen under ham, men det skete desværre først, efter at han havde ødelagt helbred og førlighed på - samt dræbt - flere af sine patienter.
 

Michelle Shughart

Da de første indberetning kom om Christophers misgerninger, fandt myndighederne det svært at tro på, for han var jo læge. Nogle troede, at han overhovedet ikke var uddannet læge, men det var han så ganske afgjort. Hvordan gik det så til, at patienterne fra 33 ud af hans 38 neurokirurgiske operationer var blevet alvorligt skadet, og at nogle ligefrem var døde? Myndighederne gik endelig i gang med at grave i forløbet, og her spillede Michelle Shughart en stor rolle, for hun bed sig fast i sagen uden at lade sig rokke af hans forsøg på at bortforklare det, han havde gjort. Hans forsyndelser omfattede overskæring af nerver, beskadigelser af rygmarven, huller i muskelvæv skabt af kirurgisk værktøj, som han åbenbart ikke forstod at bruge, osv., osv.. Sygehuspersonale, der havde assisteret ham under nogle af hans operationer, fortalte, at det virkede, som om han ikke kunne finde rundt i kroppen, når først den var åbnet, og det vil  jeg såmænd gerne tro. Meget kunne tyde på, at han kun besad en teoretisk, men ikke praktisk viden, og at han konstant overvurderede sine egne evner og bare skar, som det nu passede ham.

Da der kom hul på undersøgelserne, gik det selvfølgelig også ud over Christophers privatliv og ikke mindst økonomien. Han erklærede sig konkurs med en milliongæld, dalrede rundt og blev til sidst arresteret for butikstyveri. Hans deroute var fuldkommen, da han blev idømt livstid, hvilket ikke engang er den endelige dom, for der er flere anklager, der er ved at blive forberedt imod ham. 

Det i profil virker han som det, hans gerninger har bevist, at han rent faktisk også er: en brutal og egoistisk forbryder. At han ikke på nogen måde har handlet i "god tro" fremgår også af bl.a. den email, han sendte til sin elskerinde, og hvor han siger, at han er: "... ready to leave the love and kindness and goodness and patience that I mix with everything else that I am and become a cold-blooded killer." Ingen kan i den grad boltre sig med onde og psykopatiske handlinger som en læge, for han/hun repræsenterer "det gode", der hjælper andre mennesker, hvilket betyder, at mange ikke sætter spørgsmålstegn ved det, de gør, før det er for sent.

Denne sørgelige, men sande historie om en læges rædselsvælde har selvfølgelig også inspireret filmfolk ..... 

 

^{https://www.oxygen.com/true-crime-buzz/who-is-wendy-young-the-mother-of-christopher-duntschs-children-and-where-is-she-now}

 

^{https://www.oxygen.com/license-to-kill/crime-time/christopher-duntsch-dr-death-neurosurgeon-paralyzed} 

 

^{https://radaronline.com/exclusives/2019/06/texan-don-martin-recalls-wifes-death-dr-christopher-duntsch/} 

^{https://www.newsweek.com/dr-death-who-kimberly-morgan-christopher-duntsch-girlfriend-where-now-1610968}

 

https://people.com/crime/dr-death-texas-other-doctors-tried-stop-christopher-duntsch/ 

 

https://legaltalknetwork.com/guests/michelle-shughart/ 

 

Wikipedia

Richard III's hjertenskær

Anne Neville, Richard III’s barndomsven og senere dronning

Når man tænker på den engelske kong Richard III (1452-1485), så ser mange af os nok den engelske skuespiller Laurence Oliver for vort indre blik som en ond, pukkelrygget liderbasse, der lyster efter sin unge, smukke og uskyldige slægtning, Elizabeth York. Ifølge Shakespeares fremstilling af de historiske begivenheder i skuespillet "Richard III" viger den skønne mø tilbage for liderbassen med afsky og finder da heldigvis en bedre mand i opkomlingen Henry (VII), som hun bliver gift med og bl.a. får sønnen Henry VIII med. Shakespeare, den forrygende Laurence Olivier og ideen om den unge kærlighed, der sejrer, gør, at man helt automatisk glæder sig på den unge kvindes vegne: Richard er pr. definition ULTRA-SLEM, medens Henry "naturligvis" er GOD og helt igennem pragtfuld. At virkeligheden så anderledes ud, glemmer man, og det var Shakespeare i hvert fald nødt til, for han var afhængig af det nye, kongelige dynasti, der sejrede i de såkaldte "Rosekrige" (1455-1487), nemlig Henry VII og hans Tudor-slægt ....

Laurence Olivier som Richard III i filmen af samme navn 

Var det Richard, der forsøgte at sikre sin kongemagt ved at lade sin forgænger, hans bror, den sindssyge kong Edward IV's to små sønner - bl.a. Edward V - "forsvinde" i det skumle Tower i London? Via forskellige fiksfakserier havde man allerede på det tidspunkt fået erklæret både Edward V og hans yngre bror for "uægte" - og dermed uden for arvefølgen - da deres far angiveligt havde lovet at gifte sig med en anden end deres mor, Elizabeth Woodville, inden deres bryllup. Det betød, at selv om der var en kong Edward V, så var han blevet "kasseret" som uægte, og man udnævnte derfor deres farbror, Richard III, til konge. Noget, der senere blev bekræftet i et parlamentsdokument, "Titulus Regius", så Richards kongetitel var både officiel og officielt anerkendt.

Anne Neville og Richard III

Man må sige, at Anne Nevilles vej til den engelske trone som dronning var en smule snørklet, men dog på en pæn og lovlydig måde. Hun var den yngste datter af den 16. jarl af Warwick, Richard Warwick, der blev kaldt "kongemageren", og ved sit første ægteskab, nemlig med Henry VI's søn, Edward af Westminster (1453-1471), blev hun prinsesse af Wales. Dvs. at tronen var nær, men hvad hjalp det, når hendes mand, den 17-årige prins Edward, blev dræbt i kamp i slaget ved Tewkesbury? Nu ved man jo ikke, hvad hun følte for sin første mand, men den anden, Richard III, elskede hun angiveligt, og han var i hvert fald glad for hende.

Desværre døde den barnløse Anne, formentlig af tuberkulose, den 16. marts 1485, under noget, der formentlig var en fuld solformørkelse. At Richard virkelig holdt af hende viste sig ved, at han græd synligt ved hendes begravelse, der ironisk nok fandt sted fem måneder før, han selv blev dræbt og havnede under det, der senere blev til en parkeringsplads.

Det er forbløffende at se, hvordan alle disse gamle stridigheder og vilde magtkampe stadig kan optage os. Måske det er, fordi vi genkender os selv i nogle af de kæmpende, selv om vi ikke tilhører magt-griske, dynastiske fraktioner af fyrsteslægter? Hvad Anne angår, så virker hun på mig som en skakbrik, hendes far har flyttet rundt på, fordi han ikke bare var en "konge-, men også en dronningemager". Noget, der dog også kan have skyldtes et generelt ønske om at skabe fred i de frygtelige krige, der rasede i England gennem mange år ....

https://onthetudortrail.com/Blog/resources/biographies/anne-neville/

 

https://www.englishmonarchs.co.uk/plantagenet_32.html 

 

https://royalcentral.co.uk/features/anne-neville-richard-iiis-lost-queen-and-westminster-abbey-100857/ 

Wikipedia