mandag den 11. april 2022

Arabella Stuart - fra tronarving til spøgelse


Arabella Stuart (1575-1615) var kun et barn, da hun flyttede ind hos sin mormor, Bess af Hardwick, fordi hendes far, Charles Stuart, Jarl af Lennox, døde af tuberkulose, da hun var knap et år gammel, og hendes mor, Bess's datter, Elizabeth Cavendish, ca. seks år senere. Hvis billedet ovenfor ligner den lille pige, så må hun have været et tænksomt barn med tydelige Tudor-træk, bl.a. med hensyn til hårfarve. Noget, der får én til at tænke på teorien om, at hendes mormor, Bess af Hardwick, i virkeligheden var en ukendt, illegitim helsøster til dronning Elizabeth (jfr. evt. mit Boobytrap-indlæg "Var Bess af Hardwick helsøster til Elizabeth I" den 29. marts d.å.) Umuligt er det ikke, men det kræver mere end gætterier for at kunne bruges som andet end en ikke fuldt ud velunderbygget teori.


Bess af Hardwick

Hvad der til gengæld er stensikkert er, at Bess af Hardwick var en intrigant kvinde, der spillede et højt spil, da hun fik sin datter, Elizabeth Cavendish, gift med en af arvingerne til den engelske trone efter Elizabeth I, nemlig Charles Stuart, Jarl af Lennox, der - via sin oldemor, Margaret Tudor - også var en efterkommer af Henry VII. At dronningen blev gal, da hun fandt ud af det, siger sig selv, men som sædvanlig med  Bess, skete der hende ikke rigtig noget, selv om det, hun havde lavet, faktisk var en form for dynastisk kup.

Mary Stuarts anden mand, Henry Stuart, Lord Darnley, og hans yngre bror, Arabellas far, Charles Stuart, Jarl af Lennox, 1563

Efter at Arabellas mor, Elizabeth Cavendish, var død, flyttede den lille pige altså ind hos sin mormor, Bess of Hardwick. Det betød imidlertid, at hun voksede op i en husholdning, der også rummede hendes tante, den flygtede skotske dronning, Mary Stuart, hvis søn, James (VI), var blevet konge af Skotland som baby, da hun blev tvunget til at abdicere, mistænkt for mordet på hans far, hendes anden mand, Lord Darnley, i 1567. Bess og hendes mand, Sir William (Stloe) St Loe, havde nemlig fået til opgave at huse - samt bevogte - den skotske dronning, hvilket var en dyr og besværlig "fornøjelse", der altså foregik i deres hjem. 

Henry Stuart, Lord Darnley og Mary Stuart 

Det må have været en spøjs oplevelse for alle involverede at skulle leve så tæt sammen, velvidende at de ikke bare var i familie med hinanden, men også konkurrenter, for både Henry og Charles Stuart havde jo efterkommere, der kunne gøre krav på den engelske trone efter Elizabeth I. Mange mente, at hun ville vælge Arabella som sin efterfølger, men på dødslejet udnævnte hun Mary Stuarts søn, der dermed også blev kong James I af England.


Eftersom Henry var den ældste, var selvfølgelig logisk nok, at hans søn med Mary Stuart, James VI af Skotland, blev valgt, for han var nr. 1 i arvefølgen, medens Bess af Hardwicks datterdatter, Arabella, som Charles Stuarts datter var nr. 2. INGEN amerikansk soup-opera ville være sluppet godt fra at levere en så dramatisk og højspændt handling som i det Tudor-Stuart-kaos, der herskede på dette tidspunkt, for det ville have lignet et ganske urealistisk scenarie, men var altså den skinbarlige sandhed ....


Så hun sådan ud? Det er ikke til at sige, men hvis det var tilfældet, så har hun i hvert fald været yndig som ung. Sært nok blev hun ikke gift som ung, selv om man lige fra hendes fødsel diskuterede en del mere eller mindre brugbare ægtemandskandidater. En af dem, der blev foreslået var hendes og den skotske konge, James VI's slægtning, Ludovic Stuart, Hertug af Lennox, men planerne slog fejl. Andre kandidater var udenlandske efterkommere af John af Gaunt, hvilket gav dem en vis status med hensyn til arvefølgen. Netop det var det afgørende i de forskellige diskussioner og forslag, men de løb alle ud i sandet, også den polske kong Zigismund III's frieri. Kandidater var der altså nok af, men alle blev forkastet af den ene eller den anden grund, hvoraf de fleste var forbundet med arvefølgen.
 
Mary Stuarts søn, James I af England og VI af Skotland
 
Arabella valgte først en mand, efter at James VI havde arvet Elizabeth I's trone i 1603. Stik imod hendes tidligere forsikringer over for den på det tidspunkt aldrende og døende Tudor-dronning, giftede hun sig nemlig hemmeligt med William Seymour, Hertugen af Somerset (1588-1660). Han var tretten år yngre end hende, og der var næppe tale om en ubetvingelig, romantisk kærlighed fra nogen af parternes side, men gift blev de, og dette ægteskab sendte dem begge i fængsel. Kong James I var nemlig lige så meget imod bryllupper, der forstærkede hans konkurrenters krav på den trone, han havde arvet efter Elizabeth, som hun havde været, og William nedstammede minsandten også fra Henry VII, nemlig gennem dennes datter, Mary Tudor.


William Seymour
 
Ægtefællerne må på det tidspunkt have været henholdsvis fjerde og sjette kandidat til den engelske trone, som James I havde sat sig godt og grundigt på. Arabella har tilsyneladende forsøgt at påkalde sig Williams opmærksomhed og støtte siden sin tidlige ungdom, så hun har altså været opmærksom på mulighederne i en forbindelse med ham. At netop de to fandt sammen var imidlertid ikke så smart, som de måske selv havde forestillet sig, for det blev set som en form for "attentat" på det nye engelske dynasti: Stuart'erne.


Det var lykkedes Arabella at flygte fra den  husarrest, hun var idømt, forklædt som page, og minsandten om ikke også William fik held til at slippe ud af Tower. De skulle være fortsat til fastlandet, men dårligt vejr forhindrede denne flugtplan, der skulle være foregået med båd. Inden længe blev hun fanget, medens han nåede i sikkerhed i Belgien, og de så aldrig mere hinanden. Denne gang blev Arabella også sendt i Tower, hvor hun døde i 1615, angiveligt sindssyg, forvirret og også meget fysisk svækket. Der er dem, der påstår, at de har set hendes spøgelse i det gamle fængsel, og hvis det er tilfældet, så har det set ud, som hun gjorde, da hun nærmede sig fyrrerne, for hun var 39 år gammel, da hun døde, vist nok først og fremmest fordi hun nægtede at indtage føde. 


Arabella Stuart som ældre

Hvad William angår, så gjorde han karriere efter Arabellas død. Han modtog forskellige fornemme udnævnelser og arvede også sin farfars titel "Jarl af Hertford", hvilket gav ham en plads i parlamentet, som han bl.a. brugte til at gå imod James I's efterfølger på tronen, dvs. hans søn, Charles I. På et tidspunkt markerede han sig dog mere som kongetro, end han før havde gjort. Han gik ind for en moderat linje og støttede kongen på forskellig måde helt op til hans henrettelse den 30. januar 1649. Derefter oplevede han nogle hårde år, hvor han mistede mange af sine ærefulde titler, men med genoprettelsen af kongedømmet i 1660 under Charles II fik han dem alle tilbage samt opnåede nye former for hæder.
 
William Seymour
 
Arabella Stuart var altså nært beslægtet med den konge, der regerede ved hendes død, James I og VI. Hendes lig ligger derfor blandt mange andre kongelige i Westminster Abbey, men påstande om, at hendes kiste blev placeret oven på Mary Stuarts mangler så vidt jeg kan se billed-dokumentation. Jeg ved, at Mary Stuarts søn, James I/VI fik sin henrettede mors kiste omplaceret samt udstyret med forskellige udsmykninger, og det ville være sært, hvis den døde Arabella fulgte med til det nye sted. 



Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

søndag den 10. april 2022

Den snørklede vej mod Tudor-vældet

 

En flot fyr og som den tredie søn af kong Edward III også en mægtig fornem prins ved navn af John af Gaunt (1340-1399), og hans første ægteskab, nemlig med Blanche, havde givet ham titlen Hertug af Lancaster. Han var en yngre bror til den såkaldte "Sorte Prins", dvs. den daværende kronprins, Edward of Woodstock, men havde selv tilnavnet "Den Røde Ridder". 

Edward af Woodstock, kronprins med tilnavnet The Black Prince

I nogen tid optrådte John af Gaunt som en selvudnævnt "konge af Castillien", idet hans anden kone, Constance, havde arveret til denne trone, som han derfor mente burde tilfalde ham. Dette krav opgav han dog efter nogen tid for i stedet at koncentrere sig om udviklingen i England, hvor han kom til at spille en meget vigtig rolle både under sin aldrende fars og sin nevøs, Richard II's, regeringstid. Kort sagt, en indflydelsesrig position, som han åbenbart fik en masse ud af, for han endte med store rigdomme gennem arv, ægteskaber, etc., etc.. Faktisk blev han en af de rigeste og dermed også mægtigste mænd i landet.

Richard II, søn af "Den Sorte Prins", Edward af Woodstock

"Den Sorte Prins" blev ikke selv konge, men var kronprins indtil sin død i 1376, hvorefter hans purunge søn, Richard, overtog denne titel. Året efter fulgte drengen sin farfar, Edward III, på tronen som 10-årig, idet hans onkler, John af Gaunt og Thomas af Woodstock, dog regerede for ham. Stakkels Richard fik ikke megen fred, for tiden var præget af Hundredårskrigen, bondeoprøret i 1381 samt diverse interne stridigheder som f.eks. aristokratiets oprør i 1387, det såkaldte "Lords Appellants", som også John af Gaunts søn, Henry Bolingbroke, deltog i. De to unge mænd, Richard og Henry var ikke bare fætre, men også barndomsvenner. Dette var formentlig grunden til, at Henry ikke blev henrettet sammen med mange af de andre oprørere, men tværtimod blev forfremmet fra Jarl af Derby til Hertug af Hereford, efter at hans fætter Richard havde sikret sin magt.

Indre stridigheder var der nok af, og en af dem udviklede sig temmelig vildt: kongen stoppede en kamp mellem sin fætter, Henry, og Thomas Mowbray, der var hertug af Norfolk, fordi der åbenbart var tegn på noget, der kunne udvikle sig til en blodfejde. I 1398 blev Henry - med faderens, John af Gaunts, accept - forvist fra riget i ti år som en form for beskyttelsesforanstaltning imod Mowbray, der samtidig blev forvist på livstid. Henry tog ikke dette - samt forskellige andre ting, som han opfattede som meget fornærmeligt - særlig pænt, for han vendte tilbage i 1399 med en mindre hær. Dette skete samme år som hans far, John af Gaunt, døde (angiveligt af en super-slem syfilis), og Richard forhindrede ham i at arve faderens hertugdømme. Eftersom kongen ikke var populær efter sin nedkæmpelse af bondeoprøret i 1381, voksede Henrys tilhængerskare, og Richard II blev ikke bare afsat, men også smidt i fængsel, hvor han formentlig døde af sult året efter, medens hans fætter og barndomsven, indtog hans trone som kong Henry IV. Eftertiden har ikke været venlig imod kong Richard, der både er blevet beskyldt for misrøgt af riget og forskellige former for vanvid. Denne tolkning stammer langt hen ad vejen fra Shakespeares skuespil "Richard II", og man er godt klar over, at den ikke holder 100% for et nærmere eftersyn, da den er farvet af digterens nære forhold til Tudorerne.

Henrik IV 

Det er en interessant tanke, at alle deltagere, dvs. begge sider - både "den røde" og "den hvide" rose - i den såkaldte "Rosekrig" nedstammer fra John af Gaunt, der jo aldrig selv blev konge, men hvis blod og gener altså kan genfindes i alle engelske regenter. Noget, der også hænger sammen med det faktum, at han var gift tre gange og fik rigtig mange børn. Ikke bare i England kan man se hans rolle som kongelig stamfader manifestere sig, men også i mange andre europæiske lande, fordi hans børn og deres efterkommere har giftet sig ind i forskellige kongefamilier og fyrstehuse.

Hvad Henrik IV angår, så blev han ramt af sygdom og og desuden så svækket med alderen, at hans søn, dvs. den senere Henrik V (1386-1422), måtte træde til. Han blev konge i 1413, men døde nu temmelig tidligt, nemlig to år efter sit bryllup med Catherine af Valois, der som nybagt enke blev fri til at falde for og gifte sig med den ikke spor kongelige, men angiveligt mægtig sexede Owen Tudor. Dermed fik England med tiden et nyt og stadig meget berømt dynasti på tronen, der sørme også nedstammer fra John af Gaunt ....


https://www.historyhit.com/facts-about-john-of-gaunt/

 

Wikipedia


Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

lørdag den 9. april 2022

Den eventyrlige von Königsmarck-familie

Aurora von Königsmarck
 
I det 17de århundrede bestod den svensk-tyske adelsfamilie von Königsmarck af en berømt søskendeflok, der alle - med undtagelse af én - også var mægtig berygtede. Ingen af dem var i hvert fald kedelige eller stillestående personer, der aldrig vovede liv og lemmer ved at kaste sig ud i fascinerende, men ikke altid helt regelrette handlinger, for det gjorde de alle: 1) Karl Johann von Königsmarck (1659-1686), 2) Maria Aurora von Königsmarck (1662–1728), 3) Amalia Wilhelmina von Königsmarck (1663-1740) og 4) Philip Christoph von Königsmarck (1665-1694). Hvem var den kendteste? Tjah, ifølge Voltaire var (Maria) Aurora von Königsmarck den berømteste kvinde gennem to århundreder,  hvilket jeg nu ikke er helt sikker på, at han havde ret i.


Carl Johann von Königsmarck  blev født på Fyn i Danmark. Han voksede op og blev en berømt soldat og eventyrer, der imidlertid rodede sig ind i en mord-skandale, hvor han angiveligt hyrede tre lejemordere, der skulle tage livet af den meget velhavende hertuginde at Somerset, Elizabeth Seymours, ægtemage. Han havde gjort kur til hertuginden, så der var faktisk et motiv, men det var kun de tre lejemordere, der blev dømt og henrettet, medens han bare blev forvist og senere døde i krig. - (Nå ja, men sådan var tiderne jo for en adelsmand med gode forbindelser både i England, Tyskland og Skandinavien, så det bør ikke forbavse os ....)
 
Hvad Aurora angår, så blev hun regnet for en stor skønhed samt meget belæst og kultiveret. Hendes affære med kong Augustus II den Stærke af Polen, der var hele otte år yngre end hende, resulterede i fødslen af en søn, der blev en virkelig berømthed som militærmand, nemlig Maurice de Saxe. 
 
 
Maurice de Saxe
 
Gennem denne illegitime søn blev hun desuden oldemor til en betydelig, fransk forfatter ved navn Armandine Aurore Lucile Dudevant (født Dupin), der skabte sig et navn under et mandligt pseudonym, nemlig George Sand (1804-1876). At hun gerne gik i mandetøj og røg cigar, forhindrede hende ikke i at have kærlighedsaffærer med kulturpersonligheder som bl.a. Prosper Merimée, Alfred de Musset og Frédéric Chopin.

 
Armandine Aurore Lucile Dudevant (født Dupin)
 
Når man ser på tidslinjen, så er det klart, at bedstemor og barnebarn aldrig kan have mødt hinanden, men de var altså begge berømte i deres levetid. Aurora fordrev heller ikke bare tiden med at være elskerinde for en monark. Hun havde også gjort sig bemærket som kulturpersonlighed, bl.a. ved det svenske hof, hvor Karl XI's danskfødte dronning Ulrika Eleonora støttede mange kulturelle begivenheder. Ved en opførsel af Racines "Ifigenia" optrådte både Aurora og hendes yngre søster, Amalia, og sidstnævnte brillede også som amatørmaler, digter og andet. Aurora gjorde sig mest som digter og skrev bl.a. et stort sørgedigt over Ulrika Eleonora, da denne døde. 

Aurora var altså en berømt (og berygtet) skønhed, men der er et par meget specielle detaljer ved hendes liv, som man bør have med for at få det fulde billede af hende som personlighed. For det første gjorde hun sig store anstrengelser for at opnå forskellige ærefulde positioner inden for en bestemt klosterorden, The Quedlinburg, der fungerede som en art "verdsligt kloster" eller "kvinde-kollektiv", hvor ugifte adelskvinder, som Aurora jo var, kunne slå sig ned. Man kan sige, at hun selv tog ophold på stedet til evig tid, for hendes balsamerede lig blev udstillet og lå derfor fuldt synligt på Quedlinburg-slottet til engang i begyndelsen af 1900-tallet.

Der er vist ingen tvivl om, at Aurora var en begavet dame, der forstod at sno sig i de højere kredse, men hun kom dog til kort, da hun forsøgte at opklare den mystiske forsvinden, som hendes anden bror, den smukke og charmerende Philip Christoph von Königsmarck kom ud for i Tyskland. Han, der var blevet forelsket i prinsesse Sophia Dorothea, der var den senere kong Georg I af Englands hustru (jfr. evt. mit blogindlæg, "Dronningen af England, der aldrig blev dronning", den 6. april d.å.) forsvandt på mystisk vis i 1694, men det var noget af en "offentlig hemmelighed", at han måtte være blevet skaffet af vejen af den vrede ægtemage, selv om der mildt sagt ikke var megen kærlighed mellem ham og hans hustru. 
 

Philip Christoph von Königsmarck 
 
Efter at der er blevet fundet menneskeknogler for nogle år siden, der meget vel kan stamme fra Philip Christoph, har den gamle skandale fået nyt liv, og man venter spændt på, om det lykkes at finde ud af, hvad der skete i 1694, hvor han forsvandt ....

 
 
 
 
Wikipedia
 
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

fredag den 8. april 2022

Døden og dem, der søger den

Smuk, smukkere, smukkest = Alain Delon, franskmand, skuespiller og ham, mange, mange piger har drømt om siden hans debut i 1957 med filmen "Quand la femme s'en mêle". Året efter fik han endnu flere fans som romantisk helt i "Christine" med kvinden, der blev hans mest kendte kæreste, Romy Schneider. 

Dette foto af de to berømte charmører, Mick Jagger og Alain Delon, med en ung dame, der lader til at foretrække sidstnævnte frem for sin kæreste, der ellers er en meget omsværmet "rullesten", viser for mig den franske skuespillers status som sex-symbol: SÅDAN er han!!! Her bliver jeg dog nødt til at korrigere mig selv, for nej, sådan VAR han, men det, der gjaldt dengang, gælder ikke mere, for også han er blevet indhentet af alder og sygdom.


Han er født den 8. november 1935, så han er ikke nogen årsunge længere, og han har gennem nogen tid sagt, at han ikke ønsker at fortsætte livet, men at han vil have det afsluttet gennem det "assisterede selvmordsprogram", som Schweiz kører. Er han syg, lider han af en eller anden meget smertefuld sygdom? Er han dement? Ikke så vidt jeg ved, men det er da muligt, at det (lille) slagtilfælde, han fik for nogle år siden, har forringet hans helbred på forskellig vis. Genoptrænet blev han i hvert fald, men måske ikke så han føler sig i vigør længere. Ellers er alderdommen og dens skavanker såmænd nok i sig selv, for den kan jo være en barsk omgang for os alle og sikkert endnu mere for én, der er vant til at blive dyrket for sin uforlignelige skønhed samt sit talent som skuespiller. Sådan noget som et (lille) slagtilfælde kan blive til en brat opvågnen for en person, der  er blevet feteret hele livet, og det kan føre til en depression. Der kan dog også være tale om det gammmelkendte fænomen, som nogle oplever, nemlig at blive træt af livet ....

Det kunne man selvfølgelig også blive længe før, der opstod et begreb som "assisteret selvmord". Nogle hængte eller druknede sig, men der var også dem, der simpelthen holdt op med at tage del i livet. Dengang kunne man f.eks. ligge dér i sin fine alkove, men med ansigtet ind imod væggen og ryggen ud imod stuen, for det havde man selv valgt, da man bare ikke gad mere. Blev de tvangsfodret? Næh, det har jeg i hvert fald ikke set nogen beretninger om, men hvis man ønskede at holde dem i live, lokkede man nok for dem. Ellers har der ikke været noget til at forhindre, at disse gamle, mere eller mindre udslidte, men måske ikke egentlig syge personer døde i deres seng, fordi "deres tid var kommet", som man sagde.

Vincent Van Gogh 

Når jeg tænker på det, man kunne kalde et "ureglementeret dødsfald", så kan jeg f.eks. tænke jeg på to begivenheder, der har med Holland at gøre: en af mine yndlingsmalere, Vincent Van Gogh, og en dansk pige, der inspirerede Rembrandt til at tegne hende i et makabert øjeblik, nemlig Elsje Christiaens (ca. 1646-1664). Man har længe ment, at Vincent begik selvmord, men det er nu ikke helt klart, for der er dem, der er overbevist om, at han blev myrdet. Hvad Elsje angår, så havnede hun i et uhyggeligt henrettelses-instrument, der blev kaldt "garotten", hvilket skyldtes, at hun havde myrdet sin værtinde, fordi denne ville til at konfiskere hendes få ejendele, da hun ikke kunne betale den husleje, hun skyldte hende.

Rembrandt forevigede denne ulykkelige udgang på Elsjes udenlandsrejse for at finde ansættelse som tjenestepige, og selv om hun jo altså var morder, så finder jeg det meget oprørende at se denne 18-årige pige i en så forfærdelig situation. Både hun og Vincent døde altså på "ureglementeret vis", men kun han kan mistænkes for selv at have valgt døden. For mig at se er der stor forskel på den henrettede pige, den døde maler og f.eks. Alain Delon, der direkte søger døden via "assisteret selvmord", og det viser også en markant ændring af den almene opfattelse af den endelige slutning. Langt op i tiden henrettede man jo rask væk folk, der kom på tværs af magthaverne. Til gengæld var man imod selvmord, for det mente man var ukristeligt, men henrettelserne tog man det åbenbart ikke så tungt med. 

Et assisteret selvmord i Schweiz for udlændinge - dvs. med alt medregnet - koster i danske penge sådan ca. 100.000,00 kr., så det er ikke for enhver, der er træt af livet. Man skal have midlerne, for ellers bliver man ikke accepteret, men må pænt leve videre. Andre kan risikere at blive afvist af de læger og psykiatere, der er tilknyttet programmet, for det hedder sig, at de kun tager imod selvmordskandidater, der er "berettiget" til at deltage i programmet på grund af sygdom, alderssvækkelse, etc..

At disse medicinske eksperter er nødvendige som en art "legitimerings-instanser", er jeg såmænd ikke forbavset over, for hvis systemet ikke opretholder et skin af respektabilitet, så ryger det. Så er det nemlig ikke andet end en pengemaskine, der uden en klar grund tager livet af folk, der måske burde have haft en anden slags hjælp til at få noget ud af livet.

Naziernes mord på forskellige grupper, der jo ikke selv havde søgt døden, er bestemt ikke gået i glemmebogen. Blandt dem, de myrdede på en meget systematisk måde, var bl.a. handicappede, og det er interessant at se, hvordan beredvilligheden over for assisterede selvmord pludselig bliver manifest, når man nævner denne gruppe medborgere. Nogle gør sig ligefrem til talsmænd for, at disse mennesker skal have denne specielle mulighed, uden at spørge sig selv, om det dog ikke i stedet kunne lade sig gøre at give dem større/fornyet livslyst med forbedrede vilkår. 

Denne glad smilende mand, der stolt viser sin selvmordsmaskine frem, er - eller rettere var, da han er død i 2011 - den armensk-amerikanske maler, musiker, komponist og patolog Murad Jacob "Jack" Kervorkian (født den 26. maj 1928). I 1999 blev han dømt for mord for sin indsats, nemlig det assisterede selvmord på én bestemt person, der foregik i et TV-program. Reaktionen kom nok bag på ham, for han havde næppe forestillet sig det postyr, denne begivenhed ville vække. Efter hans eget udsagn havde han hans form for assisterede selvmord inden da taget livet af angiveligt 130 mennesker. Disse personer fremstilles næsten aldrig som ofre for ham, men meget, meget tit ene og alene som "syge", hvilket automatisk bliver til en undskyldning for det, han gjorde. Før vi får set os om, så vil et anerkendt selvmordsprogram. der nærmest sigter på syge personer, føre til noget andet end en mulighed, nemlig en form for pres: "Hvorfor tager du dog ikke livet af dig, når du er syg, grim, gammel, uelsket og uden livsglæde??? Desuden er du dyr i drift for samfundet ...." 

Evelyn McHale, efter at hun sprang fra The Empire State Building i 1947

Lige det punkt med sygdom som undskyldning for assisteret selvmord virker foruroligende på mig, selv om jeg faktisk synes, at assisteret selvmord burde være en mulighed for dem, der ønsker det brændende, hvad enten de fejler noget eller ej. Hvad Evelyn McHales døsspring angår, så er det en sørgelig sag, der vist nok skyldtes hendes bristede drømme om en film-karriere. Valget var hendes, men alligevel: sådan noget, der også kan gå ud over uskyldige forbipasserende,  skal vi ikke have, så hellere Kervorkians dødsmaskine eller den schweiziske model, men allerhelst noget, der gør livet værd at leve igen for den potentielle selvmorder.


https://blazetrends.com/former-miss-america-commits-suicide-by-jumping-from-tall-building/


https://www.latimes.com/entertainment/arts/culture/la-et-cm-jack-kevorkian-dr-death-art-exhibition-20140320-story.html 

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/historier/kjeld 

 

https://www.cbc.ca/news/world/jack-kevorkian-dies-at-83-in-detroit-hospital-1.1118525 

 

https://rg.enhedslisten.dk/et-patientperspektiv-ja-til-aktiv-livshjaelp/ 

 

https://faktalink.dk/aktiv-dodshjaelp-2017/aktiv-dodshjaelp-udlandet 

 

Wikipedia

 

Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

torsdag den 7. april 2022

Vor tids forestillinger om paradiset

Før i forestillede man sig Paradiset fast forankret som en art "tag" over jordkloden. Den såkaldte Himmelstige førte efter sigende op til det, der stadig kaldes kaldes "Paradiset" eller "Himlen", men som før vist mest var kendt som "Edens Have". Hvis man forsøger at lokalisere disse begreber geografisk, render man imidlertid hurtigt ind i nogle store problemer, for de findes ganske enkelt ikke på noget atlas. Sådan har det ikke altid været, for bl.a. i Første Mosebog bliver Edens Have/Paradiset/Himlen beskrevet som et konkret sted, man kan komme til ligesom ved en ganske almindelig rejse: ”Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst…” Senere defineres stedets beliggenhed, idet dette angiveligt befinder sig mellem floderne Pishon, Gihon, Eufrat og Tigris: Første Mosebog 2, 11-14. At de første to floder er ukendte i dag, betyder ikke så meget, for de sidste to placerer Edens have i det sydlige Irak. 

Jan Brueghel: "Paradiset og dyrenes skabelse"

Det med den konkrete geografiske placering tror vi ikke på i dag, for ingen, der har været på de kanter, har fundet noget, der kan ses som det paradis, Biblen samt mange kunstnere har skildret. Selve forestillingen om Paradiset fik imidlertid lov til at leve videre via et smart, men måske ikke bevidst kunstgreb: det blev flyttet op i "Himlen", men det har nu kun betydet en stakket frist for dem, der stadig ønsker at forestille sig dette sted som noget konkret. Himlen er nemlig blevet et meget vagt begreb, for i mellemtiden har mennesket jo været på månen uden at finde noget, der bare ligner det Paradis, vi kender fra de bibelske beretninger. Er Paradiset rykket længere og længere ud i rummet? Heller ikke den placering virker, for rumfarten har gjort en ende på romanticeringen af dette bibelske sted.


I vore dage er Paradiset tydeligvis blevet til et spøgelse af noget, der aldrig har eksistere som det, vi i sin tid blev belært om i religionstimerne. Spøgelser er jo luftige væsener, hvilket vi har accepteret som en del af myten, og det gælder så sandelig også de nutidige og som regel ret humoristiske Paradis-forestillinger. Nu forlanger de troende nemlig ikke længere at se den smukke have, der beskrives i Biblen, nede på jorden eller i de himmelske sfærer over os. Nej, nu er det nok, at forestille sig den et ikke nærmere angivet sted, for tror man, så tror man - også uden konkrete beviser .... 


Alle de træer og planter, der skaber forestillingen om en have, er i moderne, humoristiske fremstillinger ofte veget for skyer. Rex i vittigheden ovenfor har ikke et ærligt træ at lette ben op ad, men vi forstår umiddelbart, at han var en god hund, som derfor nu befinder sig i Paradiset. Dyrene, der skal navngives, er ikke længere en overleveret yndlingsdel af den gamle myte, men slangen er bevaret, dog som regel med "a twist" ....

Andre gange er det slangen, der bliver ædt, bl.a. som et alternativ til det famøse æble, der ellers var en elsket del af syndefaldsmyten. "Det var Evas skyld det hele"-ideen gav nemlig en god grobund for en religiøs fordømmelse af kvindekønnet, hvilket på alle leder og kanter er grotesk. Mange slanger har nok også måttet lade livet, fordi de blev set som "det ondes repræsentanter". Slangen var slem, og kvinden, der fik skylden for fordrivelsen!!! - var også vældig slem på grund af en gammel myte om noget, der aldrig har fundet sted, men som er blevet en del af vor nedarvede forestillingsverden ....

Det forekommer mig ret underligt, at folk i ramme alvor kan tro på ideen om, at de efter døden kommer til et sted som Paradiset, men jeg indrømmer, at de gængse forestillinger om levende væsener som både kød og ånd lægger op til noget sådant. Kødet forgår, men så er der jo det, vi selv opfatter som vores sjæl, selv om det nok snarere drejer sig om vores personlighed. Tanken om, at vi virkelig er væk, når vi er døde, og at vi ikke bare er gået ind "ved siden af", forekommer mange ubegribelig den dag i dag. Film, TV, bøger og pressen har vist os billeder af afdøde, hvoraf nogle har været i forrådnelse, men et eller andet sted i vort hoved (og hjerte!!!) forvandles disse beviser på dødens hærgen til halve sandheder: SJÆLEN findes ikke i de grumme billeder, og folk, der holdt af de døde, forventer ofte stadig at "møde dem", efter døden, ligesom de forestiller sig, at de onde bliver straffet, og de gode belønnet ved en guddommelig domstol. Tanken om, at dette ikke sker, og at slut virkelig er SLUT finder de uudholdelig.

Med eller uden "det rette udstyr", så antages en god portion af os at blive fordømt og derpå sendt "down stairs", hvor der venter os slemme ting af forskellig art. Også denne forestilling lever i bedste velgående blandt troende nutidsmennesker, hvilket ærlig talt undrer mig ret meget ....

"Dommens dag" er egentlig en forfærdelig ide, men den er stadig populær rundt omkring i verden. Hævntørst anses for forkert, med mindre hævnen udføres af den såkaldte Gud, for så er den helt i orden. At blive fordømt betyder så, at man berøves en plads i Paradiset, hvor man ellers kunne forvente at møde sine kære, der - som man siger - "er gået forud". En meget naiv, men livskraftig forestilling, der tilsyneladende ikke trues af logik og manglen på beviser .....

 

https://www.kristendom.dk/kultur/top-10-over-himmel-sange 

 

https://www.prweek.com/article/1255683/beliefnetcom-brings-religion-race-white-house 

 

https://himlen.ifokus.se/discussion/1360986/vad-ar-himmelen 

 

https://www.bibelselskabet.dk/vidste-du-om-edens-have 

 

Wikipedia


Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

onsdag den 6. april 2022

Dronningen af England, der aldrig blev dronning

Sophie Dorothea, Georg I's dronning

Meget kan man sige om Sophie Dorothea af Celle (1666-1726), men ingen kan frakende hende skønhed og charme. Hun burde have haft en lettere skæbne end den, hendes fætter og ægtemand, George Louis, tilstod hende, for hvad ligner det at straffe sin kone så grusomt, når han ikke engang elskede hende? Eller det gjorde han måske alligevel, for kun voldsom jalousi synes at kunne forklare hans reaktion, da han fandt ud af, at hun var faldet for en anden, langt flottere og meget mere sexet mand end ham?

Da den purunge Sophie Dorothea fik at vide, at det var blevet bestemt, at hun skulle giftes med sin fætter, arveprins George Ludwig af Hannover (1660-1727), skreg hun, at hun "aldrig ville tage en mand med sådan en grisetryne", smed hans billede fra sig og faldt besvimet om. Tydeligere kunne det vel ikke siges, men han var nu heller ikke begejstret for hende, selv om hun afgjort var en skønhed, hvilket han altså ikke var. Grunden til hans modvilje var hendes ikke helt regelrette afstamning, idet hun var født uden for ægteskab af sin fars elskerinde, den smukke Eléonore d’Olbreuse, men senere blev "naturaliseret", som det hed, når barnets far "lyste den lille i kuld og køn". Dermed blev hun også sin fars, hertug Georg Wilhelm af Braunschweig-Lüneburg-Celle, eneste arving. På den led var hun altså ganske fornem, men åbenbart ikke i tilstrækkelig grad for hendes påtvungne mand, Georg.

Eléonore d’Olbreuse, Sophie Dorotheas mor

Georg nød efter sigende at ydmyge sin hustru, bl.a. ved at vise sin ikke særlig kønne elskerinde, hertuginde Ehrengard Melusine von der Schulenburg og formentlig også deres børn, frem for hende. 

Ehrengard Melusine von der Schulenburg  

Man skulle tro, at denne meget stabile og også langvarige affære med Melusine kunne gøre ham mere menneskelig og dermed modtagelig for indtrykket af hans hustrus ulykkelige situation som uelsket og forhånet, men nej, sådan var Georg ikke. Da hun genså sit ungdoms sværmeri, den flotte, elegante og sexede grev Philip Christoph von Königsmarck, udviklede det sig katastrofalt, bl.a. fordi i hvert fald én anden af Philips tidligere elskerinder blev jaloux, da han foretrak den ulykkelige, men smukke Sophie Dorothea. Som så ofte før, når det gælder kongelige personer, blomstrede intrigerne ved hoffet, og det kom til at koste de to elskende dyrt.


Philip Christoph von Königsmarck

Der er bevaret omkring 300 breve fra de to turtelduer, så der er ingen tvivl om, at de havde et kærlighedsforhold, selv om der er dem, der har hævdet, at det var platonisk. Dette digt af Philip Christoph synes dog at modbevise en sådan antagelse.


Måske Philip også forsøgte at finde en udvej, så hun kunne flygte fra sin mand og det ulykkelige ægteskab, men det hele udviklede sig modsat deres eventuelle planer. Det endte nemlig med, at han selv forsvandt og formentlig blev myrdet, medens hun blev lukket inde i Ahlden Slot hvor hun døde 30 år senere uden nogensinde at få sine to børn med Georg at se igen.


Da hun døde i fangenskab, forbød han alle - inklusiv deres fælles børn - at sørge over hende. Hans hævngerrighed førte også til, at alle spor efter hende blev fjernet, og at hun ikke kunne blive begravet før et halvt år efter sin død. Selv levede han ikke mere end syv måneder efter hendes død, men på et tidspunkt sendte hun ham et brev med en forbandelse, og man mener, at hans sidste levetid kan meget vel have været ret ubehagelig. Han var nemlig blevet spået af en zigøjner, at hvis han behandlede sin hustru dårligt, så ville han selv dø kort tid efter, hvilket altså gik i opfyldelse. På det tidspunkt var han, der ikke engang kunne sproget, blevet konge af England, som han var arveberettiget til gennem sin mormor, Elizabeth Stuart, Jacob I's datter (jfr. evt. mit blogindlæg, "Christian IV's niece kunne være blevet Elizabeth II", den 26. marts d.å.). Han startede som kurfyrste af  Hannover (fra 1698 til sin død i 1727), og blev så konge af Storbritannien i 1714, hvor hans indespærrede, men ikke fraskilte hustru, altså burde have været anerkendt som hans dronning, men ikke blev det. Desuden fulgte deres fælles søn, Georg (II) jo sin far på tronen, hvilket hun også gik glip af, fordi hans hævngerrighed styrede hans handlinger.

Georg I af England, Sophie Dorotheas mand og formentlig Philip Christophs morder

For nogle år siden fandt man menneske knogler på Leineschloss, som man mener kan være resterne efter den forsvundne Philip Christoph. Om dette nogensinde kan bevises er nok tvivlsomt, men meget tyder på, at man nu har fundet ham efter disse mange års totale forsvinden ....

 

https://www.historyanswers.co.uk/kings-queens/murdered-by-order-of-king-george-i-have-we-really-solved-the-mystery-of-philip-christoph-von-konigsmarck/

 

https://dewiki.de/Media/Datei:Nieders_Landtag_Knochenfunde_von_August_2016_Presse_Tisch_Sch%c3%a4delfragment.jpg


https://www.schlossagathenburg.de/archiv/595/skandal-im-schloss/ 


https://hauntedpalaceblog.wordpress.com/2016/09/01/the-murder-of-count-philip-christoph-von-konigsmarck/ 

 

https://www.royalty-magazine.com/latest-news-updates/king-george-i-and-a-murder-mystery.html


https://juliaherdman.com/2017/10/08/history-blog-princess-sophia-dorothea/


Wikipedia


Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Abonner på: Opslag (Atom)