Fra syerske til marinebiolog

Jeg har egentlig aldrig tænkt over, hvor akvariet kom fra, og sådan er det jo med masser af ting, vi ser som gammelkendte. Mht akvariet, så var det en uventet opfinder, jeg fandt frem til, nemlig den franske kvinde, Jeanne Villepreux-Power, der også er kendt - eller rettere sagt glemt!!! - under navnet Jeannette Power eller Givovanne Power, født Jeanne Villepreux (1794-1871). Hun var datter af en skomager og var kommet til Paris som 18-årig for at arbejde som assistent for en dameskrædder. En af de sjove ting med Jeanne er, at hendes videnskabelige karriere tog fart, da hun, der altså startede som syerske, designede brudekjolen til den ældste datter af Francis I af De To Sicilier, da hun skulle giftes med prins Charles-Ferdinand de Bourbon. 

Den berømte brudekjole, som Jeanne Villepreux-Power designede, er da også ganske imponerende, og den gjorde hende i hvert fald kendt som en meget talentfuld kvinde.

Dette er formentlig ikke en kjole, som Jeanne har designet, men sådan så den fornemme og meget ærgerrige prinsesse altså ud. Hendes drømme om at indtage den franske trone efter sit bryllup med Ludvig XVIII's nevø førte ikke til noget, men mødet med hende og arbejdet med hendes kjole gav til gengæld syersken Jeanne luft under vingerne, for det gjorde hende direkte berømt. Skæbnens veje er som bekendt uransagelige, for det medførte, at den engelske købmand James Power fik øje på den talentfulde, franske pige, og at de blev gift på Sicilien i 1818. Faktisk blev de boende i Italien i flere år, og dem brugte Jeanne på selvstudier af naturhistorie. Det, der interesserede hende mest, var planterne og dyrelivet på Sicilien.

Botanik og zoologi var altså hendes område, men det, der først og fremmest fangede hendes opmærksomhed, var havdyrene og deres på mange måder ukendte liv. For bedre at kunne registrere, hvordan de levede, konstruerede hun det første akvarium i 1832. Det kan eventuelt have set sådan ud:

Hendes observationer gjorde, at man nu forstod udviklingen af nogle havdyrs skaller. Før havde man troet, at de fik dem ved at stjæle dem fra andre dyr, men hun påviste deres evne til selv at skabe dem som en naturlig del af deres livscyklus. I 1839 udgav hun "Observations et expériences physiques sur plusieurs animaux marins et terrestres", der beskrev hendes arbejde. Senere kom der en bog om Sicilien, "Guida per la Sicilia", som hun og hendes mand ellers forlod i 1842 for i stedet at bosætte sig i London og Paris. Desværre medførte denne flytning, der foregik med skib, at en betydelig mængde af hendes materiale gik til i et skibsforlis. Nok fortsatte hun med at skrive, men det lader til, at hun holdt op med sine observationer og egentlige studier.

Som så ofte med kvinder, der har begået en bedrift inden for videnskab, litteratur og kunst, blev også Jeanne glemt. I sin levetid var hun bl.a. tilknyttet "The London Zoological Society" og "The Gioenian Academy of Natural Sciences " på Sicilien. I 1858 var der en højt anerkendt britisk palæontolog og anatom ved navn Richard Owen, der kaldte hende "the mother of aquariophily", hvilket selvfølgelig var mægtig ærefuldt. Det var dog endnu finere, da et stort krater på Venus blev opkaldt efter hende i 1997.  

Jeanne i hendes senere år

https://interestingengineering.com/jeanne-villepreux-power-marine-biologist-and-inventor-of-the-aquarium

http://thescuttlefish.com/2015/07/how-the-scientific-legacy-of-inventor-of-the-aquarium-lies-lost-on-the-ocean-floor/ 

 

https://www.britannica.com/biography/Jeanne-Villepreux-Power 

 

Wikipedia

 

Henrik VIII-facit: forfængelighed og forgængelighed

 

Her ligger han så i Whitehall Palace, Englands kong Henrik VIII (1491-1547), men at det drejer sig om hans dødsleje, forstår han nu ikke, for hvordan kan HAN dø som alle andre? Er han måske ikke den gloriøse monark, der revolutionerede England ved at omlægge kirken totalt? Og - vigtigst af alt! - havde han måske ikke produceret en mandlig arving (Edward IV), der kunne føre Tudor-slægten og dens magt videre? Jo da, og den unge prins sidder da også ved siden af sin fars seng, køn og fornemt klædt, men uden den stærke livskraft,  der bygger dynastier, så også dér blev Henrik "snydt af skæbnen", for Edward døde den 6. juli 1553, blot 15 år gammel. 

At teenageren tilmed skabte ravage i en andens liv på sit dødsleje er utrolig trist: han udnævnte sin kusine, Jane Grey (ca. 1537-1554), til dronning i stedet for en af sine halvsøstre, Mary og Elizabeth, der dog begge blev dronning på et senere tidspunkt. Sørgeligt nok førte dette til den unge, nyudnævnte dronnings fald og henrettelse den 12. februar 1554. "Ni-dage-dronningen", som hun blev kaldt, havde ikke engang selv ønsket at blive dronning.

Henrettelsen af dronning Jane Grey

Intet illustrerer forholdet mellem begreberne forfængelighed og forgængelighed som Henrik VIII og hans liv. Han havde ast og mast for at opbygge og sikre Tudor-dynastiet, sådan som han forestillede sig det i al fremtid, og så krakelerede det hele ved hans død. Det får én til at tænke på hans sidste ord på dødslejet, der imidlertid gengives i flere forskellige former. En af disse lød: "All is lost! Monks, monks, monks!", og det kan man så tænke over, for det kan forstås på flere måder. Så han f.eks. munke samles ved sengen i en plagsom febervildelse? Dvs. at han måske fortrød sin omlægning af kirken og sin udplyndring af klostrene på dødslejet? Det kan dog også tænkes, at han bare blev tilskrevet disse ord af én, der mente, at det var, hvad han burde tænke på i sin dødsstund ....

Henrik VIII, 18 år gammel

Som ung havde han været fuld af fysisk kraft, og han elskede at vise sig frem som sportsmand. Han greb enhver chance for at brillere med sin styrke, men den mand, der døde i 1547, var et meget overvægtigt, voldsomt fysisk svækket, opsvulmet og ildelugtende vrag og slet ikke den kraftkarl, han stadig så sig selv som. Vi har alle et indre billede af os selv, der ikke altid forrykkes af alder og skavanker, og hans var tilsyneladende blevet stående ved ungdomstiden. Det bestod i hvert fald i noget andet end det, han var blevet til efter at have pløjet sig igennem seks koner for at få den søn, han absolut måtte have for at redde dynastiet. Som han lå dér på sit dødsleje, har han tydeligvis forestillet sig, at den omfattende svækkelse, som han oplevede, blot var af forbigående art. Det femgår nemlig af det, der formentlig i virkeligheden var hans sidste ord: "I will first take a little sleep, and then, as I feel myself, I will advise upon the matter." En ytring, der i sig selv er en afvisning af det, han er blevet, for det er ikke "myself" ....

En kraftkarl? Ja, men kun i fantasien, for visse detaljer omkring kongens udseende blev retoucheret, f.eks. blev musklerne i hans ben gjort større. Gad vide, om ikke hans såkaldte "skampose" med de kongelige "kronjuveler" også har fået lidt ekstra fylde, for alt i den etage betød utrolig meget for ham. Ganske vist kunne han ikke det, han burde - og ville - med Anne af Cleve, så han kunne få endnu en søn, men han gjorde et stort nummer ud af, at det kunne han skam med andre, og at han desuden havde natlige "pollutioner", der beviste hans enorme virilitet. Ingen skulle pille ved den maskuline stolthed, der var forankret i denne skampose ....

Som yngre havde han altså været glad for alt, der beviste hans fysiske styrke, og han var faktisk rigtig god til flere sportsgrene. Noget af det, han syntes bedst om, var brydning, men i 1520 var han uforsigtig nok til at deltage i en brydekamp med kong Frans I af Frankrig, som han selvfølgelig tog for givet, at han ville vinde. Dér tog han dog fejl, for den 7. juni tabte han til franskmanden, hvilket må have kreperet ham samt - vigtigst af alt - undergravet hans selvopfattelse. Visse ting som netop denne kamp viser med al tydelighed, at han så sig selv som den, han havde været: hans selvbillede fulgte ikke med tiden og det fysiske forfald, han var udsat for som ældre, "var ikke ham".

Den unge Henrik VIII 

Det er nemt nok at fordømme Henrik for hans grusomheder, men man skal ikke glemme, at han faktisk var et lidende menneske. Beretningerne om hans fysiske tilstand, da han kom op i årene, er forfærdelige. Bl.a. led han af meget smertefulde og stinkende sår på benene, der blev holdt åbne, for at "giften kunne komme ud". Man kan ikke andet end at have ondt af ham på dette felt, og jeg forstår såmænd godt, at han drømte sig tilbage til en tid, hvor han ikke var gammel, grim og forpint, men tiden kan nu engang ikke skrues tilbage, så man må forsøge at udvikle sig med den og ikke imod den. Noget, han nægtede, for med "myself" har han tænkt på sig selv, som han var i ungdommen. Jeg mistænker, at han nærmest følte sig "forbyttet" fra sit sande, unge jeg til dette unaturligt ækle, ildelugtende og smerteplagede, men forbigående gammelmands-uhyre, der syntes at have overtaget hans identitet for en tid. Efter den søvn, han taler om, at han vil have, vil han igen "være sig selv", ung, stærk og smuk, faktisk den mand, der refereres til af hans første kone i det sidste brev, hun skrev til ham: "Mine eyes desire thee only. Farewell." (Catherine of Aragon, den 7. januar 1536).

Katharina af Aragonien

Ak, Døden kom også efter Henrik, og som den sidste ydmygelse af den førhen så mægtige konge og fyrige sportsmand, eksploderede hans lig på grund af de gasser, der havde samlet sig i det. Dette skete, da ligtoget gjorde holdt ved The Chapel of Syon Abbey på sin vej til det, der blev hans sidste hvileplads, nemlig det underjordiske kammer i St. George's Chapel, der tilmed ret hurtigt efter blev glemt indtil 1813, hvor det blev genfundet. Som det  fremgår af hans testamente, havde han taget for givet, at  det skulle placeres i et fornemt mausoleum, hvor det så at sige kunne "leve videre", men det skete aldrig: ". . . our last Will and Testament, doe will and ordaine, that our bodie be buried and enterred in the quire of our College of Windsor, midway between the stalls, and the high altar; and there be made and set, as soon as convenientlie maie be donne after our descease, by our executors, at our costs and charges (if it be not donne by us in our life time), an honourable tombe for our bones to rest in, which is well onward and almost made therefore already, with a fair grate about it, in which we will alsoe, the bones of our true and loving wife Queen Jane be put alsoe."  

Henriks børn og måske mest hans yngste datter, dronning Elizabeth I, regnede på udgifter i forbindelse med opførelsen af det flotte gravkammer, han havde ønsket sig, men opgav. Det ville simpelthen blive alt for bekosteligt, så liget blev, hvor det var.

https://historywithhenry.com/the-strange-story-of-henry-viiis-grave/

 

http://under-these-restless-skies.blogspot.com/2014/02/the-repose-of-king-burial-place-of.html 

 

https://historienet.dk/samfund/kongelige/henrik-8-blev-vanvittig-af-smerte

 

https://www.history.com/news/henry-viii-wrestled-french-king-field-of-cloth-of-gold

 

https://www.dailymail.co.uk/home/books/article-6985923/Fat-furious-fault-Henry-VIII.html

 

https://www.englishmonarchs.co.uk/tudor_3.htm

 

https://www.rmg.co.uk/stories/topics/little-known-or-unknown-facts-regarding-queen-elizabeth-death 

 

Wikipedia

 

Arabella Stuart - fra tronarving til spøgelse

Arabella Stuart (1575-1615) var kun et barn, da hun flyttede ind hos sin mormor, Bess af Hardwick, fordi hendes far, Charles Stuart, Jarl af Lennox, døde af tuberkulose, da hun var knap et år gammel, og hendes mor, Bess's datter, Elizabeth Cavendish, ca. seks år senere. Hvis billedet ovenfor ligner den lille pige, så må hun have været et tænksomt barn med tydelige Tudor-træk, bl.a. med hensyn til hårfarve. Noget, der får én til at tænke på teorien om, at hendes mormor, Bess af Hardwick, i virkeligheden var en ukendt, illegitim helsøster til dronning Elizabeth (jfr. evt. mit Boobytrap-indlæg "Var Bess af Hardwick helsøster til Elizabeth I" den 29. marts d.å.) Umuligt er det ikke, men det kræver mere end gætterier for at kunne bruges som andet end en ikke fuldt ud velunderbygget teori.

Bess af Hardwick

Hvad der til gengæld er stensikkert er, at Bess af Hardwick var en intrigant kvinde, der spillede et højt spil, da hun fik sin datter, Elizabeth Cavendish, gift med en af arvingerne til den engelske trone efter Elizabeth I, nemlig Charles Stuart, Jarl af Lennox, der - via sin oldemor, Margaret Tudor - også var en efterkommer af Henry VII. At dronningen blev gal, da hun fandt ud af det, siger sig selv, men som sædvanlig med  Bess, skete der hende ikke rigtig noget, selv om det, hun havde lavet, faktisk var en form for dynastisk kup.

Mary Stuarts anden mand, Henry Stuart, Lord Darnley, og hans yngre bror, Arabellas far, Charles Stuart, Jarl af Lennox, 1563

Efter at Arabellas mor, Elizabeth Cavendish, var død, flyttede den lille pige altså ind hos sin mormor, Bess of Hardwick. Det betød imidlertid, at hun voksede op i en husholdning, der også rummede hendes tante, den flygtede skotske dronning, Mary Stuart, hvis søn, James (VI), var blevet konge af Skotland som baby, da hun blev tvunget til at abdicere, mistænkt for mordet på hans far, hendes anden mand, Lord Darnley, i 1567. Bess og hendes mand, Sir William (Stloe) St Loe, havde nemlig fået til opgave at huse - samt bevogte - den skotske dronning, hvilket var en dyr og besværlig "fornøjelse", der altså foregik i deres hjem. 

Henry Stuart, Lord Darnley og Mary Stuart 

Det må have været en spøjs oplevelse for alle involverede at skulle leve så tæt sammen, velvidende at de ikke bare var i familie med hinanden, men også konkurrenter, for både Henry og Charles Stuart havde jo efterkommere, der kunne gøre krav på den engelske trone efter Elizabeth I. Mange mente, at hun ville vælge Arabella som sin efterfølger, men på dødslejet udnævnte hun Mary Stuarts søn, der dermed også blev kong James I af England.

Eftersom Henry var den ældste, var selvfølgelig logisk nok, at hans søn med Mary Stuart, James VI af Skotland, blev valgt, for han var nr. 1 i arvefølgen, medens Bess af Hardwicks datterdatter, Arabella, som Charles Stuarts datter var nr. 2. INGEN amerikansk soup-opera ville være sluppet godt fra at levere en så dramatisk og højspændt handling som i det Tudor-Stuart-kaos, der herskede på dette tidspunkt, for det ville have lignet et ganske urealistisk scenarie, men var altså den skinbarlige sandhed ....

Så hun sådan ud? Det er ikke til at sige, men hvis det var tilfældet, så har hun i hvert fald været yndig som ung. Sært nok blev hun ikke gift som ung, selv om man lige fra hendes fødsel diskuterede en del mere eller mindre brugbare ægtemandskandidater. En af dem, der blev foreslået var hendes og den skotske konge, James VI's slægtning, Ludovic Stuart, Hertug af Lennox, men planerne slog fejl. Andre kandidater var udenlandske efterkommere af John af Gaunt, hvilket gav dem en vis status med hensyn til arvefølgen. Netop det var det afgørende i de forskellige diskussioner og forslag, men de løb alle ud i sandet, også den polske kong Zigismund III's frieri. Kandidater var der altså nok af, men alle blev forkastet af den ene eller den anden grund, hvoraf de fleste var forbundet med arvefølgen.

 

Mary Stuarts søn, James I af England og VI af Skotland

 

Arabella valgte først en mand, efter at James VI havde arvet Elizabeth I's trone i 1603. Stik imod hendes tidligere forsikringer over for den på det tidspunkt aldrende og døende Tudor-dronning, giftede hun sig nemlig hemmeligt med William Seymour, Hertugen af Somerset (1588-1660). Han var tretten år yngre end hende, og der var næppe tale om en ubetvingelig, romantisk kærlighed fra nogen af parternes side, men gift blev de, og dette ægteskab sendte dem begge i fængsel. Kong James I var nemlig lige så meget imod bryllupper, der forstærkede hans konkurrenters krav på den trone, han havde arvet efter Elizabeth, som hun havde været, og William nedstammede minsandten også fra Henry VII, nemlig gennem dennes datter, Mary Tudor.

William Seymour

 

Ægtefællerne må på det tidspunkt have været henholdsvis fjerde og sjette kandidat til den engelske trone, som James I havde sat sig godt og grundigt på. Arabella har tilsyneladende forsøgt at påkalde sig Williams opmærksomhed og støtte siden sin tidlige ungdom, så hun har altså været opmærksom på mulighederne i en forbindelse med ham. At netop de to fandt sammen var imidlertid ikke så smart, som de måske selv havde forestillet sig, for det blev set som en form for "attentat" på det nye engelske dynasti: Stuart'erne.

Det var lykkedes Arabella at flygte fra den  husarrest, hun var idømt, forklædt som page, og minsandten om ikke også William fik held til at slippe ud af Tower. De skulle være fortsat til fastlandet, men dårligt vejr forhindrede denne flugtplan, der skulle være foregået med båd. Inden længe blev hun fanget, medens han nåede i sikkerhed i Belgien, og de så aldrig mere hinanden. Denne gang blev Arabella også sendt i Tower, hvor hun døde i 1615, angiveligt sindssyg, forvirret og også meget fysisk svækket. Der er dem, der påstår, at de har set hendes spøgelse i det gamle fængsel, og hvis det er tilfældet, så har det set ud, som hun gjorde, da hun nærmede sig fyrrerne, for hun var 39 år gammel, da hun døde, vist nok først og fremmest fordi hun nægtede at indtage føde. 

Arabella Stuart som ældre

Hvad William angår, så gjorde han karriere efter Arabellas død. Han modtog forskellige fornemme udnævnelser og arvede også sin farfars titel "Jarl af Hertford", hvilket gav ham en plads i parlamentet, som han bl.a. brugte til at gå imod James I's efterfølger på tronen, dvs. hans søn, Charles I. På et tidspunkt markerede han sig dog mere som kongetro, end han før havde gjort. Han gik ind for en moderat linje og støttede kongen på forskellig måde helt op til hans henrettelse den 30. januar 1649. Derefter oplevede han nogle hårde år, hvor han mistede mange af sine ærefulde titler, men med genoprettelsen af kongedømmet i 1660 under Charles II fik han dem alle tilbage samt opnåede nye former for hæder.

 

William Seymour

 

Arabella Stuart var altså nært beslægtet med den konge, der regerede ved hendes død, James I og VI. Hendes lig ligger derfor blandt mange andre kongelige i Westminster Abbey, men påstande om, at hendes kiste blev placeret oven på Mary Stuarts mangler så vidt jeg kan se billed-dokumentation. Jeg ved, at Mary Stuarts søn, James I/VI fik sin henrettede mors kiste omplaceret samt udstyret med forskellige udsmykninger, og det ville være sært, hvis den døde Arabella fulgte med til det nye sted. 

https://www.theanneboleynfiles.com/monarchs-who-never-were-hauntings-at-the-tower-of-london-part-2/ 

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-8759819/Ghosthunters-spot-spooky-apparition-monastery-Lost-Queen-England.html

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-8759819/Ghosthunters-spot-spooky-apparition-monastery-Lost-Queen-England.html

 

https://www.nationaltrust.org.uk/hardwick-hall/features/the-story-of-lady-arbella-stuart 

 

http://www.alexandrawalsh.com/the-arbella-stuart-conspiracy-meeting-arbella/ 

 

Wikipedia 

Den snørklede vej mod Tudor-vældet

 

En flot fyr og som den tredie søn af kong Edward III også en mægtig fornem prins ved navn af John af Gaunt (1340-1399), og hans første ægteskab, nemlig med Blanche, havde givet ham titlen Hertug af Lancaster. Han var en yngre bror til den såkaldte "Sorte Prins", dvs. den daværende kronprins, Edward of Woodstock, men havde selv tilnavnet "Den Røde Ridder". 

Edward af Woodstock, kronprins med tilnavnet The Black Prince

I nogen tid optrådte John af Gaunt som en selvudnævnt "konge af Castillien", idet hans anden kone, Constance, havde arveret til denne trone, som han derfor mente burde tilfalde ham. Dette krav opgav han dog efter nogen tid for i stedet at koncentrere sig om udviklingen i England, hvor han kom til at spille en meget vigtig rolle både under sin aldrende fars og sin nevøs, Richard II's, regeringstid. Kort sagt, en indflydelsesrig position, som han åbenbart fik en masse ud af, for han endte med store rigdomme gennem arv, ægteskaber, etc., etc.. Faktisk blev han en af de rigeste og dermed også mægtigste mænd i landet.

Richard II, søn af "Den Sorte Prins", Edward af Woodstock

"Den Sorte Prins" blev ikke selv konge, men var kronprins indtil sin død i 1376, hvorefter hans purunge søn, Richard, overtog denne titel. Året efter fulgte drengen sin farfar, Edward III, på tronen som 10-årig, idet hans onkler, John af Gaunt og Thomas af Woodstock, dog regerede for ham. Stakkels Richard fik ikke megen fred, for tiden var præget af Hundredårskrigen, bondeoprøret i 1381 samt diverse interne stridigheder som f.eks. aristokratiets oprør i 1387, det såkaldte "Lords Appellants", som også John af Gaunts søn, Henry Bolingbroke, deltog i. De to unge mænd, Richard og Henry var ikke bare fætre, men også barndomsvenner. Dette var formentlig grunden til, at Henry ikke blev henrettet sammen med mange af de andre oprørere, men tværtimod blev forfremmet fra Jarl af Derby til Hertug af Hereford, efter at hans fætter Richard havde sikret sin magt.

Indre stridigheder var der nok af, og en af dem udviklede sig temmelig vildt: kongen stoppede en kamp mellem sin fætter, Henry, og Thomas Mowbray, der var hertug af Norfolk, fordi der åbenbart var tegn på noget, der kunne udvikle sig til en blodfejde. I 1398 blev Henry - med faderens, John af Gaunts, accept - forvist fra riget i ti år som en form for beskyttelsesforanstaltning imod Mowbray, der samtidig blev forvist på livstid. Henry tog ikke dette - samt forskellige andre ting, som han opfattede som meget fornærmeligt - særlig pænt, for han vendte tilbage i 1399 med en mindre hær. Dette skete samme år som hans far, John af Gaunt, døde (angiveligt af en super-slem syfilis), og Richard forhindrede ham i at arve faderens hertugdømme. Eftersom kongen ikke var populær efter sin nedkæmpelse af bondeoprøret i 1381, voksede Henrys tilhængerskare, og Richard II blev ikke bare afsat, men også smidt i fængsel, hvor han formentlig døde af sult året efter, medens hans fætter og barndomsven, indtog hans trone som kong Henry IV. Eftertiden har ikke været venlig imod kong Richard, der både er blevet beskyldt for misrøgt af riget og forskellige former for vanvid. Denne tolkning stammer langt hen ad vejen fra Shakespeares skuespil "Richard II", og man er godt klar over, at den ikke holder 100% for et nærmere eftersyn, da den er farvet af digterens nære forhold til Tudorerne.

Henrik IV 

Det er en interessant tanke, at alle deltagere, dvs. begge sider - både "den røde" og "den hvide" rose - i den såkaldte "Rosekrig" nedstammer fra John af Gaunt, der jo aldrig selv blev konge, men hvis blod og gener altså kan genfindes i alle engelske regenter. Noget, der også hænger sammen med det faktum, at han var gift tre gange og fik rigtig mange børn. Ikke bare i England kan man se hans rolle som kongelig stamfader manifestere sig, men også i mange andre europæiske lande, fordi hans børn og deres efterkommere har giftet sig ind i forskellige kongefamilier og fyrstehuse.

Hvad Henrik IV angår, så blev han ramt af sygdom og og desuden så svækket med alderen, at hans søn, dvs. den senere Henrik V (1386-1422), måtte træde til. Han blev konge i 1413, men døde nu temmelig tidligt, nemlig to år efter sit bryllup med Catherine af Valois, der som nybagt enke blev fri til at falde for og gifte sig med den ikke spor kongelige, men angiveligt mægtig sexede Owen Tudor. Dermed fik England med tiden et nyt og stadig meget berømt dynasti på tronen, der sørme også nedstammer fra John af Gaunt ....

https://www.historyhit.com/facts-about-john-of-gaunt/

 

Wikipedia

Den eventyrlige von Königsmarck-familie

Aurora von Königsmarck

 

I det 17de århundrede bestod den svensk-tyske adelsfamilie von Königsmarck af en berømt søskendeflok, der alle - med undtagelse af én - også var mægtig berygtede. Ingen af dem var i hvert fald kedelige eller stillestående personer, der aldrig vovede liv og lemmer ved at kaste sig ud i fascinerende, men ikke altid helt regelrette handlinger, for det gjorde de alle: 1) Karl Johann von Königsmarck (1659-1686), 2) Maria Aurora von Königsmarck (1662–1728), 3) Amalia Wilhelmina von Königsmarck (1663-1740) og 4) Philip Christoph von Königsmarck (1665-1694). Hvem var den kendteste? Tjah, ifølge Voltaire var (Maria) Aurora von Königsmarck den berømteste kvinde gennem to århundreder,  hvilket jeg nu ikke er helt sikker på, at han havde ret i.

Carl Johann von Königsmarck  blev født på Fyn i Danmark. Han voksede op og blev en berømt soldat og eventyrer, der imidlertid rodede sig ind i en mord-skandale, hvor han angiveligt hyrede tre lejemordere, der skulle tage livet af den meget velhavende hertuginde at Somerset, Elizabeth Seymours, ægtemage. Han havde gjort kur til hertuginden, så der var faktisk et motiv, men det var kun de tre lejemordere, der blev dømt og henrettet, medens han bare blev forvist og senere døde i krig. - (Nå ja, men sådan var tiderne jo for en adelsmand med gode forbindelser både i England, Tyskland og Skandinavien, så det bør ikke forbavse os ....)

 

Hvad Aurora angår, så blev hun regnet for en stor skønhed samt meget belæst og kultiveret. Hendes affære med kong Augustus II den Stærke af Polen, der var hele otte år yngre end hende, resulterede i fødslen af en søn, der blev en virkelig berømthed som militærmand, nemlig Maurice de Saxe. 

 

 

Maurice de Saxe

 

Gennem denne illegitime søn blev hun desuden oldemor til en betydelig, fransk forfatter ved navn Armandine Aurore Lucile Dudevant (født Dupin), der skabte sig et navn under et mandligt pseudonym, nemlig George Sand (1804-1876). At hun gerne gik i mandetøj og røg cigar, forhindrede hende ikke i at have kærlighedsaffærer med kulturpersonligheder som bl.a. Prosper Merimée, Alfred de Musset og Frédéric Chopin.

 

Armandine Aurore Lucile Dudevant (født Dupin)

 

Når man ser på tidslinjen, så er det klart, at bedstemor og barnebarn aldrig kan have mødt hinanden, men de var altså begge berømte i deres levetid. Aurora fordrev heller ikke bare tiden med at være elskerinde for en monark. Hun havde også gjort sig bemærket som kulturpersonlighed, bl.a. ved det svenske hof, hvor Karl XI's danskfødte dronning Ulrika Eleonora støttede mange kulturelle begivenheder. Ved en opførsel af Racines "Ifigenia" optrådte både Aurora og hendes yngre søster, Amalia, og sidstnævnte brillede også som amatørmaler, digter og andet. Aurora gjorde sig mest som digter og skrev bl.a. et stort sørgedigt over Ulrika Eleonora, da denne døde. 

Aurora var altså en berømt (og berygtet) skønhed, men der er et par meget specielle detaljer ved hendes liv, som man bør have med for at få det fulde billede af hende som personlighed. For det første gjorde hun sig store anstrengelser for at opnå forskellige ærefulde positioner inden for en bestemt klosterorden, The Quedlinburg, der fungerede som en art "verdsligt kloster" eller "kvinde-kollektiv", hvor ugifte adelskvinder, som Aurora jo var, kunne slå sig ned. Man kan sige, at hun selv tog ophold på stedet til evig tid, for hendes balsamerede lig blev udstillet og lå derfor fuldt synligt på Quedlinburg-slottet til engang i begyndelsen af 1900-tallet.

Der er vist ingen tvivl om, at Aurora var en begavet dame, der forstod at sno sig i de højere kredse, men hun kom dog til kort, da hun forsøgte at opklare den mystiske forsvinden, som hendes anden bror, den smukke og charmerende Philip Christoph von Königsmarck kom ud for i Tyskland. Han, der var blevet forelsket i prinsesse Sophia Dorothea, der var den senere kong Georg I af Englands hustru (jfr. evt. mit blogindlæg, "Dronningen af England, der aldrig blev dronning", den 6. april d.å.) forsvandt på mystisk vis i 1694, men det var noget af en "offentlig hemmelighed", at han måtte være blevet skaffet af vejen af den vrede ægtemage, selv om der mildt sagt ikke var megen kærlighed mellem ham og hans hustru. 

 

Philip Christoph von Königsmarck 

 

Efter at der er blevet fundet menneskeknogler for nogle år siden, der meget vel kan stamme fra Philip Christoph, har den gamle skandale fået nyt liv, og man venter spændt på, om det lykkes at finde ud af, hvad der skete i 1694, hvor han forsvandt ....

 

https://www.britannica.com/biography/Philipp-Christoph-Graf-von-Konigsmark

https://www.historyanswers.co.uk/kings-queens/murdered-by-order-of-king-george-i-have-we-really-solved-the-mystery-of-philip-christoph-von-konigsmarck/

https://hauntedpalaceblog.wordpress.com/2016/09/01/the-murder-of-count-philip-christoph-von-konigsmarck/ 

https://skbl.se/en/article/AuroravonKonigsmarck

 

 

https://www.historyanswers.co.uk/kings-queens/murdered-by-order-of-king-george-i-have-we-really-solved-the-mystery-of-philip-christoph-von-konigsmarck/ 

 

 

Wikipedia

 

Døden og dem, der søger den

Smuk, smukkere, smukkest = Alain Delon, franskmand, skuespiller og ham, mange, mange piger har drømt om siden hans debut i 1957 med filmen "Quand la femme s'en mêle". Året efter fik han endnu flere fans som romantisk helt i "Christine" med kvinden, der blev hans mest kendte kæreste, Romy Schneider. 

Dette foto af de to berømte charmører, Mick Jagger og Alain Delon, med en ung dame, der lader til at foretrække sidstnævnte frem for sin kæreste, der ellers er en meget omsværmet "rullesten", viser for mig den franske skuespillers status som sex-symbol: SÅDAN er han!!! Her bliver jeg dog nødt til at korrigere mig selv, for nej, sådan VAR han, men det, der gjaldt dengang, gælder ikke mere, for også han er blevet indhentet af alder og sygdom.

Han er født den 8. november 1935, så han er ikke nogen årsunge længere, og han har gennem nogen tid sagt, at han ikke ønsker at fortsætte livet, men at han vil have det afsluttet gennem det "assisterede selvmordsprogram", som Schweiz kører. Er han syg, lider han af en eller anden meget smertefuld sygdom? Er han dement? Ikke så vidt jeg ved, men det er da muligt, at det (lille) slagtilfælde, han fik for nogle år siden, har forringet hans helbred på forskellig vis. Genoptrænet blev han i hvert fald, men måske ikke så han føler sig i vigør længere. Ellers er alderdommen og dens skavanker såmænd nok i sig selv, for den kan jo være en barsk omgang for os alle og sikkert endnu mere for én, der er vant til at blive dyrket for sin uforlignelige skønhed samt sit talent som skuespiller. Sådan noget som et (lille) slagtilfælde kan blive til en brat opvågnen for en person, der  er blevet feteret hele livet, og det kan føre til en depression. Der kan dog også være tale om det gammmelkendte fænomen, som nogle oplever, nemlig at blive træt af livet ....

Det kunne man selvfølgelig også blive længe før, der opstod et begreb som "assisteret selvmord". Nogle hængte eller druknede sig, men der var også dem, der simpelthen holdt op med at tage del i livet. Dengang kunne man f.eks. ligge dér i sin fine alkove, men med ansigtet ind imod væggen og ryggen ud imod stuen, for det havde man selv valgt, da man bare ikke gad mere. Blev de tvangsfodret? Næh, det har jeg i hvert fald ikke set nogen beretninger om, men hvis man ønskede at holde dem i live, lokkede man nok for dem. Ellers har der ikke været noget til at forhindre, at disse gamle, mere eller mindre udslidte, men måske ikke egentlig syge personer døde i deres seng, fordi "deres tid var kommet", som man sagde.

Vincent Van Gogh 

Når jeg tænker på det, man kunne kalde et "ureglementeret dødsfald", så kan jeg f.eks. tænke jeg på to begivenheder, der har med Holland at gøre: en af mine yndlingsmalere, Vincent Van Gogh, og en dansk pige, der inspirerede Rembrandt til at tegne hende i et makabert øjeblik, nemlig Elsje Christiaens (ca. 1646-1664). Man har længe ment, at Vincent begik selvmord, men det er nu ikke helt klart, for der er dem, der er overbevist om, at han blev myrdet. Hvad Elsje angår, så havnede hun i et uhyggeligt henrettelses-instrument, der blev kaldt "garotten", hvilket skyldtes, at hun havde myrdet sin værtinde, fordi denne ville til at konfiskere hendes få ejendele, da hun ikke kunne betale den husleje, hun skyldte hende.

Rembrandt forevigede denne ulykkelige udgang på Elsjes udenlandsrejse for at finde ansættelse som tjenestepige, og selv om hun jo altså var morder, så finder jeg det meget oprørende at se denne 18-årige pige i en så forfærdelig situation. Både hun og Vincent døde altså på "ureglementeret vis", men kun han kan mistænkes for selv at have valgt døden. For mig at se er der stor forskel på den henrettede pige, den døde maler og f.eks. Alain Delon, der direkte søger døden via "assisteret selvmord", og det viser også en markant ændring af den almene opfattelse af den endelige slutning. Langt op i tiden henrettede man jo rask væk folk, der kom på tværs af magthaverne. Til gengæld var man imod selvmord, for det mente man var ukristeligt, men henrettelserne tog man det åbenbart ikke så tungt med. 

Et assisteret selvmord i Schweiz for udlændinge - dvs. med alt medregnet - koster i danske penge sådan ca. 100.000,00 kr., så det er ikke for enhver, der er træt af livet. Man skal have midlerne, for ellers bliver man ikke accepteret, men må pænt leve videre. Andre kan risikere at blive afvist af de læger og psykiatere, der er tilknyttet programmet, for det hedder sig, at de kun tager imod selvmordskandidater, der er "berettiget" til at deltage i programmet på grund af sygdom, alderssvækkelse, etc..

At disse medicinske eksperter er nødvendige som en art "legitimerings-instanser", er jeg såmænd ikke forbavset over, for hvis systemet ikke opretholder et skin af respektabilitet, så ryger det. Så er det nemlig ikke andet end en pengemaskine, der uden en klar grund tager livet af folk, der måske burde have haft en anden slags hjælp til at få noget ud af livet.

Naziernes mord på forskellige grupper, der jo ikke selv havde søgt døden, er bestemt ikke gået i glemmebogen. Blandt dem, de myrdede på en meget systematisk måde, var bl.a. handicappede, og det er interessant at se, hvordan beredvilligheden over for assisterede selvmord pludselig bliver manifest, når man nævner denne gruppe medborgere. Nogle gør sig ligefrem til talsmænd for, at disse mennesker skal have denne specielle mulighed, uden at spørge sig selv, om det dog ikke i stedet kunne lade sig gøre at give dem større/fornyet livslyst med forbedrede vilkår. 

Denne glad smilende mand, der stolt viser sin selvmordsmaskine frem, er - eller rettere var, da han er død i 2011 - den armensk-amerikanske maler, musiker, komponist og patolog Murad Jacob "Jack" Kervorkian (født den 26. maj 1928). I 1999 blev han dømt for mord for sin indsats, nemlig det assisterede selvmord på én bestemt person, der foregik i et TV-program. Reaktionen kom nok bag på ham, for han havde næppe forestillet sig det postyr, denne begivenhed ville vække. Efter hans eget udsagn havde han hans form for assisterede selvmord inden da taget livet af angiveligt 130 mennesker. Disse personer fremstilles næsten aldrig som ofre for ham, men meget, meget tit ene og alene som "syge", hvilket automatisk bliver til en undskyldning for det, han gjorde. Før vi får set os om, så vil et anerkendt selvmordsprogram. der nærmest sigter på syge personer, føre til noget andet end en mulighed, nemlig en form for pres: "Hvorfor tager du dog ikke livet af dig, når du er syg, grim, gammel, uelsket og uden livsglæde??? Desuden er du dyr i drift for samfundet ...." 

Evelyn McHale, efter at hun sprang fra The Empire State Building i 1947

Lige det punkt med sygdom som undskyldning for assisteret selvmord virker foruroligende på mig, selv om jeg faktisk synes, at assisteret selvmord burde være en mulighed for dem, der ønsker det brændende, hvad enten de fejler noget eller ej. Hvad Evelyn McHales døsspring angår, så er det en sørgelig sag, der vist nok skyldtes hendes bristede drømme om en film-karriere. Valget var hendes, men alligevel: sådan noget, der også kan gå ud over uskyldige forbipasserende,  skal vi ikke have, så hellere Kervorkians dødsmaskine eller den schweiziske model, men allerhelst noget, der gør livet værd at leve igen for den potentielle selvmorder.

https://blazetrends.com/former-miss-america-commits-suicide-by-jumping-from-tall-building/

https://www.latimes.com/entertainment/arts/culture/la-et-cm-jack-kevorkian-dr-death-art-exhibition-20140320-story.html 

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/historier/kjeld 

 

https://www.cbc.ca/news/world/jack-kevorkian-dies-at-83-in-detroit-hospital-1.1118525 

 

https://rg.enhedslisten.dk/et-patientperspektiv-ja-til-aktiv-livshjaelp/ 

 

https://faktalink.dk/aktiv-dodshjaelp-2017/aktiv-dodshjaelp-udlandet 

 

Wikipedia