Betragtninger om værdier samt pengenes vandringer ....

Vi besidder alle medfødte værdier i form af helbred, intelligens, kraft og styrke, men som historien har vist, er det sandelig ikke sikkert, at disse egenskabers ejermænd- og kvinder får lov til at nyde godt af dem. På grund af samfundets indretning med styrende og styrede, kan også de stærkeste - både fysisk og psykisk - ende med at få stjålet deres nedarvede talenter af nogen, der tilmed føler sig berettiget til dem, fordi de på en eller anden måde "står over" andre. De oprindelige ejeres kraft og styrke kommer således til at tilhøre andre, fordi de besidder en anderledes og uovervindelig form for magt, der ofte er baseret på ideologier. Systemet bliver tilmed langt op i historien beskrevet som "det naturlige" og/eller "gud-givne", hvilket så at sige gør alle diskussioner overflødige, dvs. indtil der er en eller anden, der afslører bedrageriet på en direkte eller indirekte måde.

Ved at gøre Robert Smalls til slave, stjal man hans medfødte værdier, tilmed på en måde, så det virkede "naturligt", for var han ikke sort, og var den slags individer måske ikke under-mennesker? Tanken om at ens hudfarve automatisk kan forvandle én til en andens ejendom er grotesk, men sådan har det altså været i flere generationer og i mange forskellige former for samfund. Nogle magthavere indrømmer tilmed, hvad det er, der ligger bag deres undertrykkelse af disse lavt-rangerende personer.

Grove løjer, må man sige, for hvad pokker bildte han sig ind? 

Og så er der dem, hvis hudfarve ikke adskiller sig fra dem, der holder eller har holdt sorte slaver. Det viser sig, at hvide slaver slet ikke er spor ualmindelige, selv om man ikke altid kalder dem sådan, men omtaler dem som "arbejdere", "tjenestefolk" eller "underklasse". Ikke overraskende er der sørme også er en hel række ideologier, der støtter deres undertrykkelse. En af de virkelige effektive er religionen samt nogle forløjede eller misforståede "videnskaber" om "naturens orden". Intet er så nyttigt som troen på "Guds overherredømme" og den respekt, man skylder denne for ikke at havne i Helvede efter døden. Det stod selvfølgelig også Napoleon klart, og han var ikke bleg for at sige det ....

Personligt undrer jeg mig jævnligt over, hvordan ellers fornuftige folk kan lade sig besnære af tanken om rigdommens velsignelser for de fattige, hvis arbejde har skabt den og dermed puttet den i lommerne på de rige. Dette forløjede system er kendt som "TrickleDown", og det burde have været skrottet for mange år siden, men nej, det har stadig mange støtter, tilmed blandt dem, der er dets ofre. 

Begrebet "TrickleDown" forbindes ofte med præsident Ronals Reagan, for det er blevet adopteret af højrefløjen og er blevet brugt skamløst som argument for bevarelsen af kapitalismen. Det stammer imidlertid fra en mand, der anvendte det ironisk: Skuespilleren, humoristen og den politiske kommentator William Penn Adair Rogers (1879-1935).

For Will Rogers, (som han blev kaldt), var "TrickleDown" tænkt som en vittighed, hvad det da også er, for selv om det står for det modsatte, tømmer det de fattiges lommer for at berige de velhavende. Grunden til, at det kan lade sig gøre at snøre så mange mennesker, er efter min mening, at så mange drømmer naive drømme om selv en dag at blive millionærer, nemlig som en del af den "Amerikanske drøm". Den drøm har efter min mening fastholdt gode mennesker i et jerngreb, fordi de lærer at se deres nuværende, mere eller mindre sociale elendighed som noget midlertidigt: de har muligheden for at opnå drømmen, og det vil selvfølgelig ske for dem - tror de altså .....

Uventede indsigelser forbløffer dog verden i ny og næ. F.eks. sagde paven i 2013: "Some people continue to defend trickle-down theories which assume that economic growth, encouraged by a free market, will inevitably succeed in bringing about greater justice and inclusiveness in the world. This opinion, which has never been confirmed by the facts, expresses a crude and naïve trust in the goodness of those wielding economic power and in the sacralized workings of the prevailing economic system."

https://ethicalunicorn.com/2021/06/30/what-is-trickle-down-economics-why-it-doesnt-work/ 

 

https://www.thebalance.com/trickle-down-economics-theory-effect-does-it-work-3305572 

 

Wikipedia

 

Det "besudlede" pædofili-offer: "Jeg ved, at mit navn er Steven ...."

 

To kidnapnings-ofre for en pædofil, Steven Stayner (1965–1989) og Timothy White (1974–2010)

Vi ved, at voldtægtsofre tit får skylden for et eventuelt overfald ved f.eks. at blive bebrejdet deres "sexede påklædning". Mænd undskyldes ofte med deres "stærkere drifter", som der stadig er mange, der antager, er naturgivne, og som de derfor bare ikke kan styre. Det er selvfølgelig på flere punkter noget ævl, hvilket er godt for det mandlige køn, der ellers måtte lænkes og/eller behandles medicinsk på daglig basis, da den slags ikke ville kunne gå i vort styrede samfund, hvor der ikke er plads til folk, der ikke har så meget hold på sig selv, at de kan være gode, brugbare samfundsborgere. Dvs. ikke først og fremmest drifts-styrede bavianer. Før i tiden har der været perioder og kulturer, hvor pædofile tendenser er blevet accepteret, men i vor tid er alt, der bare tangerer den slags yderst forbudt, hvilket vi trods alt skal glæde os over. Der findes - og fandtes - måske også kvindelige pædofile, men de har nu aldrig været så synlige som de mandlige. Når man taler om pædofile i al almindelighed, så er det derfor næsten altid mænd, der refereres til.

I 2010 blev der rejst en statue af to pædofiliofre, der begge havde været bortført og misbrugt af en mand ved navn Kenneth Eugene Parnell (1931-2008). Den ældste af drengene havde været holdt fanget så længe, at han havde glemt sit oprindelige navn, men han huskede dog, at fornavnet var "Steven". Hans bortfører havde bildt ham ind, at hans forældre ikke havde råd til at have ham mere, at han fra og med nu hed "Dennis", og ud over det fik han ham til at kalde sig "Dad" (dvs. "far"). Man må dog sige, at denne Kenneth ikke havde specielt faderlige følelser for det 7-årige barn, han havde kidnappet i 1972, for han sex-misbrugte ham konstant, selv om han samtidig sørgede for, at han gik i skole som andre på sin alder. 

Kenneth Eugene Parnell med den på det tidspunkt ca. 14-årige Steven

Da Steven blev ældre, faldt Kenneths interesse i ham, og han forsøgte flere gange at finde en ny dreng at kidnappe. Før - eller nogenlunde på samme tid - havde han ladet en af sine elskerinder misbruge drengen. Senere forlangte han hjælp af ham til at indfange en ny dreng, men Steven saboterede disse forsøg. Da det endelig lykkedes Kenneth at finde den 5-årige Timothy White og kidnappe ham, reagerede Steven imidlertid for alvor, da han stak af med den kidnappede dreng og tog til politistationen med ham, hvor han fortalte om det, de hver for sig havde været ude for. Det var ved den lejlighed, han ytrede den nu berømte sætning: "I know my name is Steven."

Kenneth blev anholdt og dømt til syv års fængsel for kidnapning, men løsladt efter fem. Personlig synes jeg, det er en forbløffende kort fængselsstraf, men det skyldes formentlig, at man ville holde en hel del af forbrydelsens elementer skjult for offentligheden. Hvem beskyttede man med denne hemmeligholdelse? Steven og Timothy eller Kenneth? Det kan faktisk godt være, at man forsøgte at dække over de oplevelser, drengene havde været ude for i kløerne på Kenneth, fordi de blev set som skamfulde. Måske en eller anden sådan set velmenende person hemmeligholdt disse "besudlede børn's skam", selv om "skammen" ene og alene var Kenneths. Modsat i dag blev det seksuelle perspektiv i sagen i hvert fald ikke trukket frem, men holdt skjult ....

Timothy genforenet med sin mor 

Hvad Kennet angår, så kunne han bare ikke nære sig, for i 2004 forsøgte han sig igen som kidnapper, men blev fanget. Denne gang blev han idømt 25 års fængsel, men døde allerede i 2008.

Trist nok bebrejdede Steven sig selv det, der var overgået ham, ligesom mange af datidens kvindelige voldtægtsofre. Hvordan en dreng på 7 år ved bortførelses-tidspunktet kunne være skyldig i andet end at blive betragtet som en godbid af en pædofil forekommer mig ret gådefuldt, men det var en del af tidens ånd: sex var skamfuldt, og ofrene "var nok selv ude om det". Af andre ting, der påvirkede hans liv negativt, var oplysningen om, at hans ældre bror havde myrdet fire kvinder og altså var seriemorder ....

Fem år efter flugten fra fangenskabet hos Kenneth blev Steven gift, og han nåede at få to børn, inden han på tragisk vis omkom i en bilulykke. Den på det tidspunkt 14-årige Timothy deltog i begravelsen. Senere giftede han sig og fik også to børn, men blev syg og døde allerede i 2010.

 

https://www.newzsite.in/the-tragic-story-of-steven-stayner-the-boy-who-fled-his-kidnapper-but-could-never-return-to-normal-life/ 

https://www.shared.com/the-story-of-steven-stayner-still-haunts-residents-of-this-california-town/

 

Wikipedia

Drab og escort på den danske måde

Helle Sara Peters (født 24. januar 1965) var ikke, hvad hun så ud som. Når man ser hendes foto, så tænker man kun "kynisk, egoistisk og hjerteløs morder", hvis man på forhånd kender hendes historie, for hun ser sød og frisk ud. Glamour er der ikke meget af, men hendes "frisk-pige-udseende" må have været med til at skaffe hende kunder, da hun arbejdede som escort-pige. Jeg kan i hvert fald udmærket forestille mig, at mange mænd er faldet for hendes smukke, mørke øjne, smilehuller og noget buttede skikkelse. Ingen har på forhånd kunnet ane, hvad hun kunne finde på for at få de penge, hun higede efter. I USA har der været mange, der har bedrevet lignende forbrydelser som dem, hun begik, men her i landet skiller hun sig nu alligevel ud - eller også har hendes eventuelle ligesindede danske medsøstre været snedigere, så de har haft lettere ved at skjule deres forbrydelser, end hun havde. 

Her ser man Helle blive ført bort af politiet, hvilket formentlig betyder, at billedet er fra en tid, hvor man havde opdaget, at hun ikke bare havde myrde én, men to, hvoraf den ene var hendes godt 10 år ældre, 46-årige invalide mand, René Stauning Larsen. Han blev handicappet og kom til at sidde i kørestol efter en blodprop, hvilket førte til en enorm irritation over hans hjælpeløshed samt bestandige behov for hendes pleje. Netop dette behov var imidlertid den officielle forklaring på, at en af hendes tidligere kærester, Karl Marius Valdemar Jensen, flyttede ind i huset til dem, så han kunne hjælpe Helle med hendes syge mand. 

Helle med sin handicappede mand, René Stauning Larsen

At den såkaldte plejer, Karl, ikke bare hurtigt blev Helles elsker, og at de to sammen planlagde en måde at dræbe René, er måske ikke overraskende, når man tænker på, hvordan deres tankegang var. De fandt i hvert fald den syge mere og mere irriterende, efterhånden som hans helbred svækkedes markant. Han krævede hele tiden piller, og det var så som så med renligheden, hvilket gik de to kærester på, da han angiveligt blev ulækker og tilmed stank. Ingen af dem var ligefrem åndsfyrster, for de blev begge regnet for at befinde sig på sinke-stadiet mht intelligens, men alligevel lykkedes deres plan i første omgang. Nok bemærkede folk, at René var væk, men de stolede på Helles forklaring om, at han var på et plejehjem. At han i virkeligheden lå begravet under nogle fliser i baghaven, var der ingen, der gættede - eller ytrede mistanke om. 

Karl Marius Valdemar Jensen

I de næste to år boltrede Helle sig med forskellige falsknerier, der gav hende adgang til hendes afdøde mands pension og konti, idet hun samtidig snoede sig uden om forskellige kreditorer ved flere gange at ændre afdødes navn. Selve mordet havde været hårrejsende, idet René først blev forsøgt myrdet med piller, uden at det virkede. Da han ikke døde som forventet, men blot mistede bevidstheden, påtog Karl sig opgaven med at gøre arbejdet færdigt, om jeg så må sige. Han slæbte den bevidstløse mand ud på badeværelset, iførte sig et par handsker og holdt René for næse og mund, indtil han var død. Bagefter kom Karl i tanke om, at døde mennesker kan identificeres ved hjælp af tænderne, så han gik i gang med at trække tænder ud på liget. Næste skridt var så at få ham placeret i den primitive grav under fliserne.
 

Et par år efter ramlede planen sammen. Helle havde forsøgt at overtale Karl til at hjælpe sig med at udplyndre og myrde en af hendes gamle, velhavende kunder fra hendes tid som escort-pige, og han gik også langt med at planlægge mordet, men endte med at springe fra. Den gamle mand, nemlig den 82-årige Jens Alfred Madsen, som hun vidste lå inde med store, skjulte pengebeløb, forekom hende at være et så nemt offer, at hun simpelthen ikke kunne opgive planerne, men i stedet fandt sig en ny hjælper. Det var hendes nye kæreste, fiskeren Henning Jørgensen, og med hans hjælp gennemførte hun mordet samt scorede godt 700.000 kr oven i de ca. 300.000, hun havde tilegnet sig fra René.  

Penge drev hende, og hun udviste unægtelig stor hittepåsomhed mht at skaffe sig dem. Hun havde nu også et godt håndelag med andre ting, hvilket hun viste under mordet på den 82-årige kunde: som slagterdatter havde hun før i tiden tjent gode lommepenge ved at hjælpe til i faderens forretning, og under mordet, som hun begik med knivstik, havde hun ifølge sin medhjælper, kæresten Henning Jørgensen, råbt: "Jeg ved sgu' nok, hvordan man slagter svin!" Var Jens Alfred Madsen et "svin"? Næh, men det var hun, der uden videre slagtede to mænd for at stjæle deres penge. Forøvrigt forsøgte denne nye kæreste angiveligt at hjælpe den gamle mand, da han lå døende.

Efter at være blevet anholdt i forbindelse med mordet på Jens Alfred Madsen kom der også fokus på Helles mand, René, for hvor var han blevet af? Det plejehjem, hun påstod, at han var havnet på, kendte ikke noget til ham, og inden længe blev hans grav under fliserne afsløret: Helle havde ikke bare begået mord på én mand, men på to, og hun blev anklaget samt dømt for begge.

Under retssagen kom der forskelligt frem om hendes problemer i ungdommen, men intet hjalp, for hun blev sendt i fængsel på livstid, og er formentlig en af de indsatte, der aldrig løslades. Psykologernes rapport var trist, men sikkert også afgørende: "Helle Sara Peters er ikke sindssyg, så lidt som hun må formodes at have været sindssyg på tidspunkterne for de påsigtede handlinger. Begavelsesmæssigt er hun fundet placeret i sinkeområdet,” lød en del af konklusionen."

 

https://www.seoghoer.dk/kendte/krimisager-vi-aldrig-glemmer-escortpige-blev-dobbeltmorder 

 

https://www.bt.dk/nyheder/tidligere-elsker-hun-slagtede-ham-som-et-svin

 

Wikipedia

Nymfomani: diagnose eller frigørelses-ideologi?

Det er klart: kvindelige ET'er i tegneserie-universet ligner jordiske kvinder godt nok til at kunne optræde som mulige, tillokkende sex-partnere, men er alligevel udstyret med nogle aparte træk, der gør, at herrerne med stor sandsynlighed vælger dem fra. Tarveligt, når nu der endelig dukker en kvinde op, der er alt det, mange (uvidende, dumme og naive) mænd har drømt om: den umættelige nymfoman, de tror, er svaret på mange af deres bønner om evig fest og ballade på lagnerne. Disse såkaldt "frigjorte" drømmekvinder opfatter herrerne som nogen, der er drevet af den samme form for begær, som de allerede hylder i forbindelse med kvinder, de ikke investerer i, nemlig "in-ud" samt "slut-prut"-damer. At nymfomanen formentlig ser dem på samme måde er vist ikke helt gået op for dem endnu ....

Denne type mænd spotter nok kun en sygelig sex-trang i kvinder, de ikke er følelsesmæssigt bundet til, som noget sexet, et frit valg fra kvindens side og ikke som noget, der kræver medicinsk behandling. Faktisk passer det dem glimrende at løbe ind i "sådan en kvinde", selv om de måske officielt fordømmer hende af moralske grunde. Drejer det sig om en kone, kæreste, datter eller søster, så opfatter de formentlig også uden videre et frådende, kvindeligt sex-krav som en moralsk defekt, der skal/kan straffes i stedet for at blive søgt behandlet lægeligt, for det kan da ikke være et medicinsk problem, vel? Jo, det kan det faktisk udmærket, men ikke mange kender til denne specielle feminine lidelse. Den mandlige variant, priapisme, er bedre kendt, måske også fordi den er synlig, da manden jo får "flag på", som man siger.

Priapisme er betegnelsen for en langvarig erektion uden lystfølelse. Der går myter om, at en sådan ubehandlet tilstand kan føre til, at den hårdt ramte penis kan ende med ligefrem at eksplodere indefra. Behandlingsmulighederne lyder ret rædsomme, og jeg tvivler på, at den angrebne penis kan genvinde sit gode helbred, selv om der anvendes forskellige former for medicin eller special-kirurgi. I nogle tilfælde kan der ligefrem blive tale om amputation, hvilket selvfølgelig er det endelige "God Nat" til det hårdt ramte organ. Lige præcis denne "kur" undrer mig i øvrigt, da det er testiklerne, der producerer de kønshormoner, der påvirker penissen, og dem er man tilsyneladende ikke ude efter. Kan det virkelig tænkes, at man amputerer af kosmetiske grunde, da en uregerlig penis jo er temmelig synlig???? Jeg nægter at tro det, men finder "kuren" mistænkelig .....

Det for mig at se mest interessante lighedspunkt mellem kvinders og mænds form for priapisme er, at de begge opleves uden egentlig lystfølelse. Kvinder lider ikke af en regulær priapisme, for det, de har, er noget, der kaldes "Persistent sexual arousal syndrome". Dér, hvor denne lidelse kommer den mandlige priapisme nærmest, er dens optræden uden nogen egentlig påviselig  grund. De ramte kvinder kan efter sigende være smask-liderlige døgnet rundt og få masser af orgasmer, men uden at opleve det specielle klimaks, der - om jeg så må sige - slukker for kontakten ved at bringe tilfredsstillelse. Denne konstante sex-lyst er afgjort en alvorlig tilstand, ikke mindst for kvindens sociale tilhørsforhold. Driften, der altså kan være konstant, virker ifølge alvorstunge lægelige artikler nemlig hæmmende på en kvindes koncentrationen, hvilket forekommer mig at være en overflødig betragtning, da det jo nærmest siger sig selv.

Hvad behandlinger angår, så er der ikke rigtig enighed om, hvad der giver bedst resultat for de angrebne kvinder, dvs. hvad der lægger låg på drifterne, så patienten kan fungere i sociale sammenhæng. Blide ord og bortforklaringer virker i hvert fald ikke, for der er ikke tale om indbildning. Det er et ægte fysisk problem, og jeg har forstået det sådan, at midler imod neuropati i mange tilfælde kan have en vis virkning. Ellers fodrer man patienten med antidepressiva og lignende, men det er vist i høj grad individuelt, om det har nogen form for virkning. Amputation er der jo af gode grunde ikke tale om, da det kun gælder for mænd.

 

https://spademanns.fandom.com/wiki/Priapisme 

 

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/mandlige-koensorganer/tilstande-og-sygdomme/penis-og-urinroer/priapisme/ 

 

https://journals.lww.com/painrpts/fulltext/2020/02000/persistent_genital_arousal_disorder__a_special.3.aspx

 

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4980903/ 

 

https://archive.psuvanguard.com/lars-von-triers-satanic-gospel-nymphomaniac/ 

 

https://www.bt.dk/utroligt-men-sandt/sex-umaettelig-kvinde-har-endelig-fundet-droemmemanden 

 

https://www.webmd.com/mental-health/what-is-erotomania 

 

Wikipedia

Funderinger omkring "Det Døve Spektakel"

Der er et gammelt ord, der går på to almindelige handicaps, blindhed og døvhed: Den blinde stakkel og det døve spektakel. Blindhed vækker medlidenhed, medens døvhed virker irriterende på mange. Selv ville jeg meget, meget nødig miste synet, men samtidig kan jeg ikke benægte, at jeg - ligesom flere andre i min mødrende familie - har fået svært ved at høre. Ikke at jeg ikke vil høre, men jeg kan bare ikke altid, og især ikke i nogle samtalesituationer. Det kan så skyldes, at nogle mennesker i den grad mumler, hvor de burde tale tydeligt. En, jeg kender, går således ofte ud og holder foredrag, og jeg tør vædde med, at der er mange af hendes tilhørere, der ikke forstår, hvad hun siger, for hun taler virkelig ekstremt sagte, men det vil hun ikke høre tale om. Sådan er det nemlig med hørelse, noget er fysisk, andet er psykisk - eller ligefrem ideologisk = man KAN godt høre, men VIL ikke, for det man hører passer ikke med ens overbevisning. Oplysninger om, at man er svær at forstå, fordi ens stemme eller ens diktion gør det vanskeligt at opfange ens ord, opfattes fornærmende af mange, for sådan ser de det ikke selv.

Hvorfor kan man ikke bare rette skavanken, så man får eller genvinder evnen til at høre? Tjah, øret er ikke et af de mindst udviklede organer, så det kan man altså ikke, selv om jeg personligt kender flere, der har fået implantater, avancerede høreapparater og den slags, og som fortæller, at det har hjulpet enormt meget. Selv har jeg overvejet at få et efter min mening meget dyrt høreapparat til godt 20.000,00 kr., for det er der et familiemedlem, der har haft gavn af. Min nærighed og/eller økonomiske forsigtighed samt generelle mistro til behandlere af alskens art får mig dog til at betænke mig, for en ting er jo, at dette specielle apparat gavner denne bestemte person fra min familie, men intet garanterer, at det gør det samme for mig, så ....

Hvor man, så langt tilbage jeg kan huske, har gjort alt for at skjule apparaturet og gøre det så usynligt som muligt, så er der nu flere høreapparatsmodeller, der gør det modsatte. Det samme har man gjort med kunstige lemmer, der også før i tiden altid blev camoufleret, men som nu kan blive til personlige udtryk for en eller anden overbevisning eller stemning. I stedet for at tage afstand fra situationen, vælger man at acceptere den og gør den til noget nyt, som man også kan glæde sig over.

Jeg har aldrig hørt nogen påstå, at evnen til at "mundaflæse" kompenserer for tabet af hørelsen, men det kunne det sikkert for nogle med den rette indstilling. Dem hører jeg nok ikke til, men jeg er da imponeret over, at nogle mennesker har den evne samt lyst til at opøve den. Kort sagt: der er nye tilgange til problemet end bare det at melde ud, at nu er man altså døv, så ingen kan forvente, at man deltager i samtaler, etc. ....

 

https://da.delachieve.com/mundaflaesning-hvordan-man-laerer-teknikken-med-mundaflaesning/

 

 

"Momo" og "The Momo Challenge"

Sagt med det samme: her er jeg på gyngende grund, for jeg forstår faktisk ikke alle hemmeligheder omkring "The Momo Challenge", eller hvordan den japanske kunstner Midori Hayashis skulptur kunne blive en form for kultfigur - tilmed i negativ forstand!!! - der greb ind i menneskers liv via internettet. Hvis man slår ordet "Momo" op, så henvises der både til denne uhyggelige figur og til den tyske forfatter Michael Andreas Helmuth Ende (1929–1995), der skrev flere berømte, filosofiske bøger for børn og unge. Bogen, hvor pigen Momo optræder, har et hav af forskellige titler, hvilket kan være noget forvirrende. 

På tysk er dens fulde titel "Momo oder Die seltsame Geschichte von den Zeit-Dieben und von dem Kind, das den Menschen die gestohlene Zeit zurückbrachte" (1973), men den er også kendt som "Zeit ist Leben" eller bare "Momo". Der skal et stærkt forfatternavn til at overleve den slags, og det har Michael Ende da også.

På dansk er bogen kendt som "Momo og tidstyvene", medens den på engelsk præsenteres under forskellige titler som "Momo" eller " The Grey Gentlemen" og "The Men in Grey". Bogen er filmatiseret og har også fået forskellige priser, men er nok ikke helt så berømt som en anden af Endes bøger, nemlig "The Neverending Story" (1979), der på dansk hedder "Den uendelige historie". 

Hvordan går det så til, at navnet på bogens hovedperson, Momo, forbindes med "The Momo Challenge", der angiveligt har drevet flere unge mennesker i døden samt ud i grusomme forbrydelser? For det første regner man nu "The Momo Challenge" for internet-svindel, nu hvor den første panik har lagt sig over rygterne om "spillet" og dets virkning på børn og unge. Flere berømtheder som f.eks. Kim Kardashian advarede ellers offentligt imod de skrækkelige følger, der kunne ramme deltagerne i dette "spil", men det virker, som om farerne var stærkt overdrevne? Påstandene var mangetydige, idet nogle gik på en ukendt japaner, der kaldte sig "Momo" eller en gruppe af anonyme japaneres forbryderiske internet-jagt på unge, sårbare mennesker. Ved at gøre forskellige ting kom ofrene angiveligt i kontakt med "Momo", der var inspireret af Midori Hayashis skulptur. Uhyret vidste tilsyneladende på forhånd alt om deltagerne, og det gav dem forskellige opgaver, lige fra mord til selvmord. Det handlede altså ikke om penge, men om liv og død for de unge deltagere, og der var faktisk beretninger om selvmord og mord rundt omkring i verden, der blev regnet for en følge af "spillet" ....

Michael Endes hovedperson "Momo" er absolut ikke hverken ond eller selvmorderisk, men jeg gad nok vide, at denne romanfigur har appelleret specielt til japanerne, men på en underlig bagvendt måde. Jeg ved, at der er en populær japansk sangerinde, der kalder sig "Momo", men jeg har ikke kunnet finde ud af, om navnet - eller ordet! - har en særlig japansk betydning, eller om de simpelthen bare er vilde med Endes bog. Den blev i hvert fald oversat af hans anden, japansk-fødte hustru, Mariko Sato, som han giftede sig med i 1989. Via hende fik han stor interesse for japansk kultur og besøgte landet flere gange, hvilket vel også har været med til at vække japanernes interesse for ham og hans værker.

Momo, japansk sangerinde 

Hvad forbindelsen til figuren og tankerne bag "The Momo Challenge" angår, så er den mig en gåde, og jeg tager for givet, at der er tale om "noget specielt japansk". Interessant nok er der måske i virkeligheden tale om to forskellige former for misbrug af andres kunstneriske produkter i forbindelse med dette "spil": 1) Endes romanfigur, og 2) Midori Hayashis skulptur. Da Ende døde i 1995, kendte han i hvert fald intet til "The Momo Challenge", for den kørte først fra 2016, hvor billeder af skulpturen begyndte at cirkulere på nettet. Midori Hayashi har fralagt sig alt ansvar for denne besynderlige brug af hans skulptur, idet han påstår slet ikke at kende noget til de - eller den - japaner(-e), der hævdes at ligge bag "The Momo Challenge". Kort sagt: hele denne sag er på mange måder en gåde.

Midori Hayashi og hans skulptur

Siden man åbenbart ikke kan få en forklaring, så man vel bare glæde sig over, at "spillet" nu alligevel ikke har krævet helt så mange ofre, som først antaget. Faktisk er der dem, der hævder, at der slet ikke er nogen, men det er nu ikke mit indtryk, at det er rigtigt. Dertil er der for mange, der hævdes at være ofre fra forskellige lande ....

 

https://www.rollingstone.com/culture/culture-news/what-is-momo-challenge-800470/ 

 

https://www.theatlantic.com/technology/archive/2019/02/momo-challenge-hoax/583825/ 

http://www.readathomemom.com/2015/11/momo.html

 

https://www.vox.com/2019/3/3/18248783/momo-challenge-hoax-explained 

 

Wikipedia

Eugenie, kejserinde af Frankrig

Kejserinde Eugenie (1826–1920) var spanier af fødsel, idet hendes far var Cipriano de Palafox y Portocarrero, den 8de greve af Montijo, men hun blev berømt via sit ægteskab med en franskmand, nemlig kejser Napoleon I's nevø, Louis Napoleon. Han, der var søn af kejserens (ikke særlig trofaste) steddatter, Hortense de Beauharnais i hendes ægteskab med hans bror, Louis Napoleon, blev Frankrigs første præsident efter et statskup i 1851, men et par år efter genindførte han kejserdømmet, som han havde propaganderet for i årevis, og blev derpå Napoleon III.

Napoleon I's søn, den såkaldte "Napoleon II", mest kendt som Hertugen af Reichstadt (1811-1832)

Den såkaldte Napoleon II, der kun var en art "titulær" kejser i et par uger, var Napoleon I's søn, der døde af tuberkulose som 21-årig i 1832. Visse rygter hævdede, at han var den østrig-ungarske kejserinde Sophies elsker og far til hendes søn, Maximillian I af Mexico, der i så fald var Napoleon I's illegitime sønnesøn. Eftersom det var den selv samme mand, der fulgte hertugen af Reichstadt som kejser Napoleon III af Frankrig, der overtalte den østrig-ungarske prins til at lade sig indsætte som kejser af Mexico i 1864, kommer der unægtelig mange ekstra krøller på den historie: hvis rygterne om Reichstadt og Sophie passer, så blev Napoleon I's illegitime, men biologiske sønnesøn dræbt på grund af hans muligvis falske nevø ....

Napoleon I var blevet regnet som et militært geni, og det var denne evne, der havde skaffet ham kejser-titlen, men sådan var hans (mulige) nevø og efterfølger slet ikke. Han deltog i et par mere eller mindre uheldige eller ubetydelige småkrige og var ellers præget af et stærkt vankelmod, men slyngede gerne om sig med løfter om både det ene og det andet som f.eks. sociale reformer, der dog aldrig blev gennemført. Hans hustru, Eugenie, spillede en vis politisk rolle og blev tillagt noget af skylden for hans forskellige fiaskoer, hvoraf den værste var hans involvering i kejserdømmet i Mexico. Frankrig led et nederlag, og det gik i høj grad ud over Napoleon III's renomé, da den østrig-ungarske kejser af Mexico, Maximillian I, blev henrettet, og kejserdømmet faldt. Flere og flere så Napoleon III som en fusentast, der var dygtig til at skaffe sig magt, men ikke til at udøve den, og nogle gav ham øgenavnet "Napoleon den Lille".

Den romersk-katolske Eugenie i bøn, 1856

Det andet kejserdømme under Napoleon III, blev altså mere og mere vakkelvornt. Som i alle dynastier var der brug for arvinger, men Eugenie havde problemer, der gjorde fødsler og svangerskaber meget vanskelige for hende. Noget, der måske også hang sammen med hendes syn på sex, som hun fandt afskyeligt. 

De fik dog én søn, Louis-Napoleon (1856–79), efter en rædselsfuld fødsel, der tog to dage, og som muligvis har skadet hende, så hun ikke kunne få flere børn, eller som fik hende til at fravælge den del af livet. Som det var tilfældet med f.eks. kejserinde Sissi af Østrig-Ungarn og Alexandra af England fokuserede omverdenen næsten udelukkende på hendes påståede skønhed. Der lød mange lovsange omkring denne ene ting, (som jeg i hvert fald har temmelig svært ved at få øje på), og som jeg slet ikke synes kompenserer hende for et vanskeligt liv i overhalingsbanen. 

I 1870 vovede Napoleon III pelsen ved at føre landet ud i den såkaldte "Fransk-tyske krig", der medførte flere nye fiaskoer for ham. Slaget ved Sedan betød enden på kejserdømmet, for kejseren blev ikke bare slået, men også fanget af tyskerne, hvilket førte til, at han blev erklæret afsat i Frankrig, selv om han blev frigivet forholdsvis kort tid efter. Han og Eugenie slog sig ned i England, hvor han gik i gang med at planlægge et come-back som kejser, men døde inden han kunne gennemføre sine planer.

Louis-Napoleon, den såkaldte Napoleon IV

Efter Napoleon III's død sad Eugenie altså tilbage med sit eneste barn, der af nogle blev regnet for sin fars efterfølger som Napoleon IV. Den unge mand gik ind i engelsk militær, og han var åbenbart meget ivrig efter at vise sit værd som soldat, for han fik englænderne overtalt til at lade sig deltage i krigen mellem briterne og zuluerne. Til enorm sorg for sin mor - samt for sine kejsertro politiske støtter i Frankrig - kostede denne ubesindige krigsdeltagelse ham livet i 1879. Med hans død var det slut med storhedsdrømme om huset Bonapartes genoprettelse. Hvad hans mor, Eugenie, angik, så trak hun sig tilbage fra offentlig fremtræden. Da hun døde som 94-årig i 1920, blev hun gravsat sammen med sin mand og søn i St. Michael's Abbeys krypt. Hvad man end kan mene om familien, så blev hun æret ved at få Asteroide 45 navngivet efter sig, medens dens måne blev kaldt "Petit-Prince" efter hendes søn. 

 

Den gamle Eugenie

 

https://www.trenfo.com/da/historie/andet-franske-kejserrige 

 

https://denstoredanske.lex.dk/Eug%C3%A9nie_-_fransk_kejserinde 

 

Wikipedia