Den uskyldige

Dér sidder de, fulde af håb om, at deres forbrydelse ikke afsløres, og de ikke dømmes for, hvad de har gjort. Jeg tør vædde med, at de har haft ondt af sig selv, selv om det i virkeligheden er deres offer, man bør have ondt af. Det er der i øvrigt også mange, over hele verden, der har den dag i dag .....

Lille, totalt uskyldige Brianna Lopez var en smuk, lille pige, da hendes mor, Stephanie Lopez, fødte hende den 14. februar 2002, men da hun døde fem måneder efter sin fødsel, var hun et sørgeligt syn. Hendes liv og død er et af de absolut alvorligste tilfælde af børnemishandling, man kender til, at det begyndte næsten med det samme, efter at hendes mor havde bragt sin nyfødte datter hjem fra hospitalet. Var den lille et uønsket barn? Det må man gå ud fra, da både hendes mor, far og en onkel mishandlede hende, bl.a. med bid, niveri, voldtægt og slag. 

Da hendes afstumpede forældre fik hende indlagt den 18. juli 2002, fordi hun "var faldet ned fra babystolen", stod hun ikke til at redde. Hun var for ødelagt af mishandlingerne, der på det tidspunkt havde nået nye højder. Hendes far og onkel havde nemlig fået den "geniale" ide at bruge hende som bold, idet de havde smidt hende op imod loftet og derpå moret sig over at se, hvordan hun faldt ned på gulvet.  

På hospitalet havde man fundet to kraniebrud, brækkede ribben, en brækket arm, 15 bidemærker samt talrige skader over hele kroppen. Man fandt også beviser på seksuelle overgreb af forskellig art, og det viste sig, at både hendes onkel og dybt afstumpede far stod for den side af sagen. Den lille, forsvarsløse baby havde fået stukket forskellige ting op i sig og var blevet alvorligt skadet. De to mænds perversioner udmøntede sig i en endeløs serie af voldtægter og andet vanvid, og det er ubegribeligt, at barnets mor ikke greb ind. Tværtimod fortælles det, at hun kom en sok i den lilles mund for at dæmpe hendes fortvivlede skrig.  

Moderen, Stephanie Lopez, blev idømt 27 års fængsel, men blev løsladt meget før på grund af "god opførsel". Man korser sig, for hendes dom var i den grad berettiget, ligesom den var det for hendes to mandlige medskyldige, der dog stadig sidder i fængsel for det, der er blevet kaldt "verdens værste børnemishandlings-sag".

https://morbidology.com/the-ultimate-betrayal-brianna-lopez/ 

Wikipedia

 

Hvad er der med de numser og hmhm'er???

OK, vi bevæger os her over i et meget privat hjørne af menneskelivet, da de færreste viser resultaterne i toilettet frem eller kommenterer dets færd fra det dybeste mørke i deres legeme til noget, der kan blive offentligt, hvis de ikke befinder sig i deres hjem. Når det er sagt, så må man undre sig over de utallige kommentarer og vittigheder, der går på dette produkt. Hvorfor er det i sig selv så interessant, at der ligefrem kan laves lokums-digte og/eller diverse evalueringer af det???

Vedkommende er mildt sagt på afveje, da hans - og ud fra mine erfaringer om de to køn tager jeg for givet, at det drejer sig om en mandlig skiderik - "bedrifter" er altså af uhygiejnisk art. Ergo: der lukkes og slukkes, indtil produktet er fjernet, og der er blevet gjort behørigt rent. Jeg tør dog vædde med, at begivenheden kan være blevet besunget af (mandlige) fans, for det bliver den slags ofte, bl.a. på diverse internet-platforme. Man tager sig til hovedet og spørger HVORFOR????? Ingen kan ønske at støde på - end sige træde i - noget sådant, så hvorfor nærmest besynge dette produkt???? 

Jeg tror, besyngelserne hænger sammen med forestillingerne om noget "erotisk", siden det der forgår befinder sig i de regioner, vi først og fremmest forbinder med erotik. Er det kun mænd, der ser det sådan? Ja, det tror jeg virkelig, for jeg har aldrig hørt om kvinder, der så det som andet end et praktisk problem, der skulle løses. Alle legemets udgange og indgange optræder tilsyneladende som erotiske for det mandlige køn. 

Numse-bedrifter af alskens art er foreviget langt tilbage i tiden. Dog tror jeg ikke, at vi finder gengivelser som denne blandt hulemalerierne, men jeg kan tage fejl ....

 

 

Fjer og karriere

Faith Bacon's (1910-1956) livshistorie er som et velkendt mareridt, man har overværet før og formentlig også kommer til at opleve igen, for det illustrerer et velkendt tema i underholdningsbranchen: lad være med at tro, du holder evigt, både som kunstner og idol, for alderen fælder dig, som den har fældet alle mulige andre, der levede af deres ydre og dermed forbundne tidsbegrænsede egenskaber. - Hvad Faith Bacon angår, så gik hun fra en status som den tilbedte "Amerikas smukkeste danser" og "verdens smukkeste kvinde" til at ende som en forhutlet, urfattig "posedame", og det var endda kun et af trinene på vejen ned, socialt set ....

Da hun var 13 år, havnede hun og hendes ærgerrige mor i New York efter at have krydset landet i jagten på indflydelsesrige mænd og muligheder for dem begge. Det første var nok tænkt som en ren og skær forretningsinvestering, for Faith var i hvert fald stærkt mistænkt for at være lesbisk. Dette rygte kan dog være falsk, og i virkeligheden kan det skyldes, at hendes mor ikke ville tillade hende at rode sig ud i noget med mænd - dvs. af den "forkerte slags", der ikke kunne fremme karrieren - og at hun derfor fik seksuelle forhold til piger i stedet for til mænd. Det er i hvert fald en påstand, man ser i artikler om hende. At hun giftede sig med sangskriveren Sanford Hunt Dickinsonen blev opfattet som "camouflage", også fordi de aldrig boede sammen. - Faiths forhold til moderen var i det hele taget bygget på løgne, bl.a. måtte hun kun omtale hende som sin "søster", alt sammen for bedre at kunne skabe kontakt til de rigmænd, der formodedes at dukke op i deres liv og give dem det, de ønskede af det, nemlig penge og berømmelse.

I nogle år sled og slæbte Faith som korpige på en diæt af "ingenting" - dvs. et meget begrænset antal kalorier - så hun kunne bevare den skikkelse, der forsørgede hende og hendes mor. De håbede imidlertid det bedste, ikke mindst da den på det tidspunkt 17-årige Faith flyttede til Paris, hvor de store, internationale stjerner som f.eks. Josephine Baker og Maurice Chevalier optrådte. Hun fik da også nogle spændende oplevelser, der nok har sat gang i hendes sande ambitioner: hun ville gøre sig gældende som danser. Da hun kom tilbage til New York, fik hun sit gennembrud som 20-årig, men ikke så meget for sit dansetalent som for sin kropslige perfektion: hun blev en berømt og velbetalt nøgen-danserinde, hvis nummer med fjer ikke bare blev regnet som meget dristigt, men også flot designet. Det gik ud på, at hun smed tøjet - eller det meste af det - bag nogle store fjer, som hun manøvrerede rundt på snedig vis, så der var mange glimt af noget nøgent, efterhånden som nummeret skred frem. At hun også var nøgen og ikke bare spillede bar, var sådan set hendes varemærke, og  det var angiveligt hendes egen ide at optræde uden en trevl på kroppen og med løftede fjervifter.

Dengang var det ikke forbudt at optræde nøgen på scenen, når bare man ikke bevægede sig, men stod stille. I hendes nummer overholdt hun bestemmelserne, men blev alligevel arresteret for "usædeligheder". Ikke at det slog hende ud, for den slags var selvfølgelig god PR for en nøgendanserinde som hende. Der var mange udsolgte huse, og hun blev efterhånden virkelig berømt.
 

På et tidspunkt var der imidlertid andre, der kopierede hendes nummer med fjerene, og det endte med en retssag mod hendes kollega, nemlig Sally Rand, som hun nu ikke fik så meget ud af, som hun måske havde håbet. Efterhånden som sensationen med hendes nøgen-dans havde lagt sig, blev det nemlig småt med de penge, hun havde vænnet sig til at tjene som danser. Desuden var hun blevet lidt for glad for de våde varer.

Hendes mor havde opdraget hende til at investere i sit udseende, så da det falmede eller blev overskygget af andre lige så smukke piger, mistede hun sit livsgrundlag, og hun endte som en form for "posedame", der dog stadig drømte om at genvinde sin status som en velbetalt berømthed. Noget, hendes form for erhverv ikke lagde op til, for dér er man ikke mere, end den samlede værdi af ens ydre og ens sex-appeal. Hun gjorde ikke rigtig noget for at udvikle andre muligheder og medvirkede f.eks. kun i én film, nemlig som det, hun var, men uden tanke for at få sig en ny karriere inden for filmen.

Den eventyrlige "trylleglans, der havde omgivet hende og hendes fjer, falmede altså, og den 26. september 1956 begik hun selvmord ved at springe ud ad vinduet. Den arv, hun efterlod, var mindet om en speciel form for karriere, der forsvandt i en trist, nedadgående spiral, efterhånden, som årene tærede på hende og hendes skønhed. Hendes jordiske efterladenskaber beløb sig til 85 cents, noget tøj, en togbillet til Erie og en ring, vist nok af metal, men hverken guld eller sølv. Det var ikke meget, må man sige, og hun er en af dem, man bør have ondt af, hvis man tænker nærmere over kvinders livsvilkår før i tiden. 

 

https://theburlyq.com/

 

https://www.cbsnews.com/chicago/news/faith-bacon-the-rise-and-tragic-fall-of-nude-dancer-in-chicago/

 

https://www.party.dk/kostumer-tilbehoer/temaer-mottoer/burlesque/9978/sort-fjerboa-i-premium-kvalitet-180cm

 

Wikipedia

Bevaret i al evighed

 

Enhver kan selvfølgelig se, at dette præserverede, afhuggede hoved tilhører en død mand, men hvad man ikke kan se er, at han har befundet sig i glasset i rigtig mange år, for han døde altså i 1841. Her står vi altså ansigt til ansigt med en person fra en tid, der repræsenterer mange generationer for mange af os. Sådan kunne vores egen tip-tip-tip-tip-oldefar se ud, men gør det nu næppe, for lige denne døde mand havde travlt med andre ting end flirt og avl. Hans liv var præget af den hjerneskade, han fik, da han som ung faldt ned fra huset, hvor han boede. Man kan dog næppe undskylde alt det møg, han forbindes med, med denne ulykke, men påvirket ham har det jo nok - i hvert fald efter eksperternes udsagn ....

Hans navn var Diogo Alves, og han kom fra fattige kår. Han blev født i Galicien i Spanien i 1810, men boede i Portugal og fremstilles som regel som portugiser. Som 19-årig forlod han sin familie for at tage til Lissabon, hvor han arbejdede sporadisk med skiftende jobs, nogle som tjener hos velhavende familier. Hans "hoved-erhverv" var imidlertid som røver og morder, og det var han såmænd ganske god til, for man mener, at han har myrdet omkring 70 mennesker og muligvis endnu flere. Som så mange andre seriemordere fik han et "kælenavn", nemlig "Akvadukt-morderen", hvilket var meget passende, for han havde udviklet en speciel fremgangsmåde, hvor han overfaldt folk, der passerede gennem en bestemt akvadukt. Det var som regel fattige - eller i hvert fald ikke særlig rige folk - det gik ud over. De fleste blev dræbt ved at blive smidt ud fra toppen af akvædukten, hvilket vil sige, at de faldt omkring 65 meter ned, og det er der jo ingen, der kan overleve. Han havde også nogle metoder med at stjæle nøgler eller frembringe duplikater i al hemmelighed. Dygtig var han i hvert fald, og al denne overdrevne flid førte så til hans henrettelse som en ung mand på 30-31 år.

Efter at være blevet hængt, fik han sit hoved skåret af og sænket ned i sprit, hvor det altså stadig befinder sig i en overmåde velbevaret tilstand. Den dag i dag stirrer det ud på verden og nye generationer med et mørkt, men tomt og uudgrundeligt blik, der fascinerer omgivelserne den dag i dag .....

 

Wikipedia

 

https://www.atlasobscura.com/places/preserved-head-of-diogo-alves

 

For ung til at stemme, men ikke til at blive henrettet ....

 

Tre amerikanske børn mistede livet på ulykkelig vis i 1944, og ingen af dem havde fortjent det, selv om den ene blev dømt for at have dræbt de to andre. Halvfjerds år efter, hvor man endnu en gang gennemgik sagsakterne, blev det tydeligt, at den 14-årige Georges Stinney (1929-1944) ikke var skyldig i det, han blev dømt for, nemlig at myrde Betty June Binnicker på 11 år og Mary Emma Thames på 7. I 2014, hvor man igen så på sagen, blev det tydeligt, at han heller ikke havde fået en fair retssag, alt sammen formentlig fordi han var ud af en fattig, sort familie. 

Pigerne blev fundet døde i Alcolu, South Carolina, den 23. marts 1944. Alcolu var en typisk sydstatsby med skarpt opdelte områder ud fra race: hvide og sorte var på det nærmeste holdt adskilt ved hjælp af jernbaneskinner ned gennem området. Man gik "selvfølgelig" heller ikke i de samme skoler eller kirker, og man har næppe kendt hvide indbyggere godt, hvis man var et sort barn. Georges far var ansat på byens savværk, hvor han sikkert også selv kunne have fået arbejde allerede som 14-årig, men i stedet fik han altså en dødsdom og endte i den elektriske stol.

Betty June Binnicker (1933–1944) og Mary Emma Thames (1937–1944) var forsvundet dagen før, hvor de havde været ude på deres cykler for at plukke blomster. Da man fandt dem, var det tydeligt, at de havde været udsat for et voldsomt overfald med mange skader til følge. Disse stammede angiveligt fra slag med et stumpt våben, måske i form af en jernbane-"dims" eller lignende. Begge havde kraniebrud og mange sår, men det er uklart, om de også var blevet misbrugt seksuelt, og om det eventuelt var blevet forsøgt, men måske opgivet. En teori, der florerede på dette tidspunkt, gik ud på, at George havde dræbt den yngste pige for at kunne voldtage og myrde den ældste, så han kunne voldtage hendes lig. Noget, der mere var vilde fantasier i området end noget som helst andet. Under alle omstændigheder var mordene en tragedie, der på ulykkelig vis berøvede tre børn livet.

Man mistænkte og arresterede først både George og hans bror, John. Sidstnævnte blev dog løsladt på grund af bevisets stilling, men altså desværre ikke George.

Spørgsmålet er, hvorfor man gik efter George Stinney, men det kan skyldes, at pigerne havde passeret Stinney-familiens hus på deres cykeltur og havde spurgt ham og hans søster om et sted, hvor de blomster, de søgte, voksede. Denne korte og udramatiske kontakt blev åbenbart fortolket helt ude af proportioner, selv om Georges søster sagde, at hun havde været sammen med ham på det tidspunkt, hvor pigerne var blevet dræbt, og at det derfor ikke kunne være ham, der havde begået mordene. Noget andet, der formentlig blev set som mistænkeligt var, at han samme dag, som mordene fandt sted, havde været i slagsmål med en pige i skolen. Politiet påstod endvidere, at han havde tilstået mordene, idet der dog var flere versioner af denne såkaldte "tilståelse". I en af dem var der tale om selvforsvar, da en af pigerne angiveligt havde angrebet ham. Dvs. at sagen bestod af tynde, tynde indicier samt forkerte politi-oplysninger. For senere generationer er det derfor tydeligt, at han blev udpeget ud fra racistiske synspunkter og brugt som syndebuk for den - eller dem - der begik forbrydelserne.

To søde, unge blomsterplukkere, der mistede livet på tragisk vis

 

Arrestationen af George og hans bror fik alvorlige følger for deres familie, da faderen, George Stinney Sen. mistede sit job på savværket. Ingen hjalp familien, f.eks. med at sikre juridisk bistand, så man kan sige, at sagen var afgjort på forhånd: syndebukken George skulle dø, for han var sort og uden nogen egentlig støtte i lokalområdet. Dvs. lidt støtte var der faktisk, men det hjalp ikke, for dommen stod ved magt, selv om der ikke var skygge af bevis for Georges skyld.

 

Henrettelsen, der fandt sted den 16. juni 1944, var på nogle punkter en parodi. Bl.a. måtte man bruge en bibel til at sidde på, da stolen så at sige var for stor og George for lille. Forståeligt nok brast han i gråd, da man gav ham den alt for store maske på. Man ser det for sig, og det er alt sammen meget, meget sørgeligt ....

 

Dette var lige så meget et mord som det, der skete de to piger

https://allthatsinteresting.com/george-stinney-jr

 

https://www.postandcourier.com/news/special_reports/new-details-emerge-about-an-alternate-suspect-in-alcolu-girls-murders/article_2b2069f0-2933-11e8-9997-7b67df562df5.html 

 

Wikipedia

 

"Nightmares": Short story by Else Cederborg

Once there was a sleepy man called Timmy, and he was always digging deep into sleep. Sometimes he endured hardships of various art, but then he just went to sleep and dreamt. The dreams cleared his mind so that he didn't care too much about all the hardships in his life. However, one day his daughter asked him a question: "Why do you always lose your job, Daddy. Your clothes get ruined and someone steals your money, but why does these things always happen to you?" That question he couldn't dream away, he thought it over and then he said: "I don't know, but everyone meets hardships in their life. It doesn't matter. It stops again."
His daughter looked at him with an eight year old girl's scepticism. "Hmmm," she said. "I don't like that, I want to have fun always ..."
He tried to convince her that although some bad things might happen to some people, it didn't matter that much when one had the right attitude. No matter what, he couldn't get through to her so he was sad that night when he went to sleep. Perhaps that's why he had an awful nightmare. Some shadowy creatures came to him as he lay there in his nice, cosy bed. They poked at him and one said, full of contempt: "So you endure everything, and don't fear us?"
"Fear you?" he exclaimed, very surprised.
"Yes, you idiot, didn't you know that your bad luck came from somewhere?"
He was shaken to the core of his being. "Some people do encounter bad luck, but there is nothing one can do about it ..."
"Hehehe," the creature went on in a horse and contemptful voice. "No, if one doesn't do anything then there is nothing to be done."
He was stopped by another of the black shadowy things, waving a long and very thin arm at him. "All right, the contemptuous one said, "dream your dreams and enjoy your misery to your heart's delight."
"Nice meeting you," another one said with a grin that bared pointed, white teeth. "Very nice indeed, you are so special compared to what we are used to ..."
"But what is all this, am I hexed or what happens?" No answer, but the shadowy ones dissolved with a crackling laughter and he woke up, utterly uncomfortable. However, after a couple of hours tossing on his bed he fell asleep once again and this time he had another kind of dream. He saw one of the shadowy ones come running against him, spear in hand and before he could do anything about it he pierced his chest, right through the heart. Once more he woke up, feeling miserable, almost expecting to find marks after the spear. "What is going on?" he asked in a loud voice into the darkness of his bedroom.
"Nothing," a voice rung out from the darkness and he nearly tumbled down from his bed with fright at this unexpected answer. "Nothing at all, so you better just sleep on."
He sat up in his bed, ready to jump out of it, and then he turned on the light with trembling fingers. There was nothing to be seen, but the voice from before still sounded out in the room. "We are very sorry that our younger soldiers came to disclose their presence. The clients are not supposed to know about us."
"The clients!" he exclaimed, that sure is a mistake, I'm no client. I'm a private investigator and I have clients ...."
"You sure do," the voice said. "One of them remembers you uncommonly well. He may never forget you."
"And who may that be?"
"Alfie Johnson, the man whose daughter disappeared and he committed suicide over this tragic loss ..."
"Oh yes," he said, "I remember that case. And she never came back?"
"We know where she is, but you were supposed to find her, instead you did a lot of other things that amused you more than that."
"And is that why I have all this bad luck? I don't believe in bad luck, only that some events are less than good."
"Some people are vengeful, you're not, you want to forgive everything even before it happens. But Alfie ... well, suffice it to say that he doesn't forget that he has lost his daughter and also his life because of you."
"Am I to believe that Alfie Johnson has harmed me, that he is behind all of this?" He couldn't help laughing out loud at the thought, but that made the voice turn harsher as it said: "Poor Timmy, Alfie Johnson is with you all the time, no matter what, he is always close by."
Timmy laughed once more: "What!" he exclaimed, "Where are you? I can't see you, this is just a dream and I'm talking to myself."
"So this is another one of your dreams, nothing real ever happens to you, does it?" it sounded from somewhere else in the room.
Suddenly the door opened and his daughter came in. "Daddy, why are you shouting like that, it's the night, you should sleep." He left the bed and followed her into her room, tucked her in her bed, adding some consolatory words. "Don't be afraid, Daddy is just having some bad dreams ..."
She looked at him with love, but also scepticism, the very picture of her late mother, only she didn't seem convinced.
"A nice daughter you have," the voice said when he returned into his bedroom. "Very sweet, resembles Alfie's little Isabel when she was her age."
"Back off!" he yelled, suddenly alarmed, "just you dare and I shall rip you apart."
"Hehehehe," it sounded from the darkness, "and how will you go about that when you can't even see us?" He laughed out once more and then there was quiet.
Timmy called out for the one who had shouted at him, but got no answer. Then he went to bed and at once started to dream again. This time the shadowy ones were standing very close by his bed, he could see them, but they were totally silent, until a sugary voice asked: "What is the name of your pretty daughter?"
The question seemed so sinister to him that he felt some awful chills running up and down his spine.
"Yes, what's her name?" asked another one and soon all of them asked the same question: "The name? The name?" Timmy felt how this question went deep down his heart, and he simply fainted from fright.
However, when he came to some time after, he saw the sunlight and felt a deep relief. Oh, thank God, that too was only a dream, he thought. All of it dreams, not Alfie, no shadows or spears. No questions ...
Exactly at the same moment when this thought passed through his head his daughter once more stood by his bed, looking at him with a worried look. "Are you sick, Daddy?" she asked.
"No, dear, Daddy only had several nightmares ..." he answered.
She looked at him in astonishment. "But you didn't sleep," she said, "you were busy walking around and moving things ..."
"What?!" he exclaimed in amazement. "No, I slept and had many bad dreams about things that don't exist."
"You pulled down the curtains and you ruined some plates in the kitchen ..."
"No, no, I slept most of the night although I had nightmares."
Her look made him get out of bed and he followed her, convinced that this must be a mistake. However, when he opened the door into the kitchen he found havoc. "What, is this?" he exclaimed, utterly amazed.
"You did it," the little girl said, "you also pulled down the curtains and ripped them."
"No! I slept, I dreamt ... It wasn't real ..." - ""It wasn't real"" resounded and he suddenly remembered the shadowy one's remark: "So this is another one of your dreams, nothing real ever happens to you, does it?"
She didn't say anything, only looked at him, onviously very worried. "The only time I was up was when I tucked you in after you came to see me ..."
"What? No, you didn't do that," his daughter said, "the man did ..."
"The man??!"
"Yes, your friend Alfie ... He said you were asleep although you were not. A very nice man, asked my name and patted my head ..."

All rights reserved
 © EC

Strøtanker omkring ord og kommunikation

Desværre er den gode vilje ikke altid nok til at sikre en god kommunikation. Et af de store fejlgreb er at tro, at ord altid betyder det samme for alle og enhver. Det gør de absolut  ikke, hvilket jeg ofte ser eksempler på, når jeg bruger forholdsvis almindelige betegnelser for visse dele af det menneskelige legeme som skældsord. I et nydeligt og yderst seriøst leksikon for menneskelegemets opbygning samt sygdomme er disse ord ganske normale, pæne og anstændige, men når jeg bruger dem i et ophedet øjeblik, så er det noget helt andet, for så forvandles de faktisk til lige præcis det, denne dame efterspørger, bortset fra at ikke alle vil opleve dem som "nice" .... 

Det er ikke engang løgn, for det er lige præcis det, der kan ske i vor digitaliserede tidsalder. H.C. Andersens historie om den usande nyhed om den lille fjer, der voksede og voksede med udbredelsen, er barnemad i sammenligning med det, man kan nå med en computer og de rette websites.

 

Tanken en god nok, når den formummede person - "Spiderman"??? - forsøger sig med et for ham fremmed sprog, så han kan kommunikere med den døve pige, men tegnsprog er nu engang ikke for enhver, så hvis det er det, han har anvendt, er resultatet af hans velmente anstrengelser mere end usikkert. Måske han burde have forsøgt sig med det nye sprog for døve og døv-blevne og døv-blinde: Protactile. Det blev skabt af tre døv-blinde kvinder og bryder med princippet om tegn, der kan ses. I protactile ser man ikke, men føler det sagte, for kommunikationen foregår ved berøringer. Kort sagt, lidt grænseoverskridende og afgjort ikke noget for alle, men for andre er det helt bestemt det rigtige.